Det var første gang nogensinde, at denne film blev vist offentligt, og eftersom jeg ikke havde opfanget nogen hype forud for denne verdenspremiere, anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.
Måske på grund af de manglende forventninger ramte ”Gravity” mig som en forhammer i mellemgulvet. En intens, voldsomt knugende og frem for alt fysisk medrivende biografoplevelse af stor visuel skønhed blæste mig bagover, og jeg følte siden, at jeg havde været vidne til en form for ur-film; en overlegen orkestrering af billede og lyd, der var inde og røre ved noget grundlæggende, sanseligt og primalt i filmmediet.
I dag, syv måneder og syv Oscars senere, har ”Gravity” konsolideret sin status som et skelsættende værk på flere fronter. Det er sjældent set, at en af årets største biografsucceser er en 80 % computeranimeret hybrid, der parrer katastrofefilmens troper med et intimt kammerspil for to personer. Læg dertil en kærkommen blockbuster-minimalisme i kraft af filmens overkommelige spillelængde på 90 minutter, der udfoldes i noget nær realtid. Endelig skiller ”Gravity” sig ud ved at have en voksen kvinde – 49-årige Sandra Bullock – i en bærende næsten-solo-rolle.
Først og sidst har den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón med ”Gravity” begået en teknisk kraftpræstation, der på linje med ”Avatar” (2009) banker solide hegnspæle ned i mediets udviklingshistorie. Anført af det britiske effektfirma Framestore måtte holdet bag ”Gravity” opfinde en række helt nye teknologier for at kunne forløse Cuaróns vision.
"Space in Gravity feels so real in part because we get to see it in such long stretches. And because it feels so real, we invest even more deeply in Bullock’s performance and the reality of her predicament. We believe that she — and we — are really there. The long takes are a huge part of why." - John August
Alfonso Cuaróns brug af ubrudte indstillinger (af op til 12 minutters varighed) er et inspireret kunstnerisk valg, der ikke blot suger tilskueren ind i filmens taktile 3D-rum, men også formidler universets forunderlige skønhed, rædsel og isolation bedre end få andre film siden ”Rumrejsen år 2001” (1969). Ophævelsen af tyngdekraften – og dermed retningssansen – sætter det virtuelle kamera fri til at glide op, ned, rundt og sågar ind og ud af Sandra Bullocks hjelm-POV.
Den lystfyldte fornemmelse af vægtløshed forplanter sig til seeren, men kan på få sekunder skifte fra vægtløs ballet til rædselsvækkende, mareridtsagtig gru, når rumskraldet suser brat ud af det sorte verdensalt og hvirvler faretruende tæt forbi linsen. I disse scener brillerer også Glenn Freemantles lyddesign, der veksler mellem hæsblæsende aktivitet og spøgelsesagtig stilhed – i øvrigt i fuld overensstemmelse med de fysiske realiteter i termosfærens lydtomme rum.
Efter den mesterlige første times åndeløse jerngreb taber ”Gravity” desværre højde. Det er efterhånden bredt accepteret som et faktum, at manuskriptet er det svage led i ”Gravity” – og i særdeleshed den stadig mere bastante symbolik, som Alfonso Cuarón og hans medforfatter, Jonás Cuarón, tvinger ned over den ellers simple fortælling. Bullocks figur, den utrænede astronaut Ryan Stone, er således udstyret med en skematisk baggrundshistorie, der pædagogisk udstanses i overtydelige replikker hen mod filmens klimaks.
Den banale genfødselsmetaforik virker desuden som en irriterende helgardering. der føles påklistret og aldeles unødvendig: Det primale, eksistentielle overlevelsesdrama i filmens enkle set-up – frit fald gennem det ydre rum! – er rigelig stærkt i sig selv.
"Gravity": med og uden Framestores visuelle effekter
Under førstevisningen i Venedig blev min jubel over ”Gravity” gradvist afløst af irritation over, at Cuarón senior og junior absolut skulle sabotere deres eget storværk med en så rørstrømsk og forfladiget finale. Heldigvis synes fejlene at skæmme helheden mindre ved de gensyn, som ”Gravity” i høj grad indbyder til. Og uden at have testet filmen på et telefondisplay – den ultimative lakmustest for en udpræget biografplevelse som ”Gravity” – må jeg konstatere, nu hvor filmen er ude på blu-ray, at den heldigvis ikke falder til jorden (undskyld!) i hjemmebiografen. Især hvis man som jeg har mulighed for at projicere den op i 3D.
Alfonso Cuarón og Mark Singers yderst afmålte klippetempo er perfekt afstemt til 3D-teknikken. Kørt igennem en Optoma-projektor fungerer blu-ray'ens 3D-konversion af ”Gravity” så lydefrit, at man lynhurtigt glemmer, man sidder med et ekstra sæt briller på. Blu-ray'ens 5.1-surroundspor formidler fint dynamikken i det spændende lyddesign, men kan naturligvis ikke helt kan hamle op med Atmos-oplevelsen i Imperial (hvor ”Gravity” gik så længe, at den indspillede halvdelen af sine samlede, danske biografindtægter i denne ene biograf!).
I Venedig sad jeg flere gange under filmen og måbede: ”Hvordan fanden har de lavet det der?” ”Gravity” nærmest skriger på omfattende ekstramateriale, og blu-ray'ens længe ventede kig bag kulisserne skuffer absolut ikke. For eksempel varer det generøse bonusstof tilsammen dobbelt så længe som selve hovedfilmen.
Det primære ekstramateriale, "Gravity: Mission Control" (106:36), er inddelt i mindre featuretter, som kan afspilles separat eller i forlængelse af hinanden.
”It began with a story” (16:21): Dette første kapitel understreger kun alt for tydeligt, hvorfor manuskriptarbejdet var et af de få områder, hvor ”Gravity” ikke gjorde sig fortjent til en Oscar-nominering. Alfonso og Jonas Cuarón forklarer velvilligt deres tanker bag historien, men man bliver endnu hurtigere træt af deres pladder om ”rebirth” og livets mange ”adversities”, når metaforikken som her skrives med versaler for de tungnemme på bageste række. Det er i den grad on the nose.
”From the get-go, when we decided to do a film in space, the metaphorical value of space was very obvious. You have a character who is drifting, following her own inertia. In one hand, she has life, she has planet Earth, human connection. On the other side, she's drifting towards the void. We wanted to do a film about adversities and the possibility of a rebirth. With rebirth, I'm talking about knowledge. Having a new knowledge of yourself after an experience. And obviously, part of that rebirth is the acceptance of death. That is the biggest experience of knowledge that we want to obtain, the acceptance of death. It's something that we talked about, Jonás and I, when we were writing the script. We see a character that, first of all, lives in her own bubble. Literally lives in her own bubble. And she needs to shed that skin, she needs to come out of the bubble in order to begin her process. Like metaphorically, you tell people they have to put their feet on the ground and just keep on going.”
- Alfonso Cuarón i Venedig, 2013
 |
| Alfonso Cuarón, Sandra Bullock og George Clooney i Venedig 2013 | pr-foto |
”Initial challenge: Long shots and Zero G” (10:12): Her får man bl.a. at vide, at Cuarón lod sig inspirere til de lange indstillinger ved at se NASAs videooptagelser fra rigtige rummissioner. Desuden forklares konceptet ”mikrogravitet” med en fiks lille animation, og vi ser Tim Webber, Framestores VFX-maestro, afprøve NASAs berygtede Vomit Comet (vægtløshedssimulatoren kendt fra ekstramaterialet til Ron Howards ”Apollo 13”).
”Previsualizing Gravity” (11:38): Hvor de store blockbustere (alt for) ofte henter effektholdet ind i optagelsernes sidste fase, hvorefter de forventes at halse af sted for at nå premieredatoen, er hele ”Gravity” i praksis præprogrammeret fra første til sidste billede. Alt er simpelthen lagt fast i præ-visualiserings-stadiet i en sådan grad, at skuespillerne skal tilpasse deres bevægelser til effekterne og ikke omvendt. Featuretten går også i detaljer med den famøse og banebrydende opfindelse ”Light Box”, som gjorde filmens vanvittigt komplicerede indstillinger mulige.
”The hues of space” (10:41) kan tjene som anskuelighedsværktøj for alle, der betvivler, hvorvidt cheffotografen på en overvejende computergenereret film (”Life of Pi”, host-host) har ret til at blive honoreret med en Oscar. For uanset hvor mange pixels der dominerer billedet på lærredet, er det stadig cheffotografen Emmanuel ”Chivo” Lubezki, der har truffet de afgørende valg om filmens komposition og lyssætning (som i øvrigt i dette tilfælde er smuk, varieret og fotorealistisk).
 |
| Et fjollet påskeæg afsløres i ekstramaterialet: Alfonso Cuarón og cheffotografen Emmanuel Lubezki (begge i rumdragt) "spejler sig" i Clooneys visir i denne scene! |
”Physical weightlessness” (7:48): Et kig på, hvordan avancerede snoretræk og gode gammeldags dukkeførere bidrog til illusionen af vægtløshed ved at rive Sandra Bullock rundt på settet.
”Space tech” (13:02): Og hvis nogen undrer sig over, at ”Gravity” tillige vandt Oscar for bedste scenografi, mindes der her om, at samtlige af de 2000 virtuelle rekvisitter i ISS er designet fra bunden!
”Sandra and George: A pair in space” (9:37): Fis og ballade på settet med Bullock og Clooney.
”Final animation” (15:01). Udvalgte nørdfakta: Tre millioner stjerner ses på himlen bag Bullock og Clooney i filmen. Den endelige rendering af ”Gravity” fylder 500 terabyte. Og det tog computerne tre måneder at vende op og ned på seks minutter af åbningsscenen, efter at Alfonso Cuarón ombestemte sig.
”Complete silence” (12:13): Rart at se, at Steven Prices oscarvindende, immersive musik også får sin egen featurette. Her erfarer man, at dele af partituret blev fremført på glas og bearbejdede menneskevokaler i stedet for synths.
Længere nede i blu-ray-menuen dækker paraplytitlen "Shot Breakdowns" (36:48) over fem ekstra featuretter med overskydende interview, som alle er lige så spændende og informative som hoveddokumentaren. Hvem har f.eks. skænket det en tanke, mens de så ” Gravity”, at både Sandra Bullocks og George Clooneys visirer er 100 % computeranimerede?
- Behind the visor (6:50)
- Fire in the international space station (5:42)
- Dr. Stone's rebirth (7:54)
- The sound of action in space (7:55)
- Splashdown (8:24)
”Aningaaq” (6:53) er Jonás Cuaróns pudsigt tænkte, men lidt ligegyldige kortfilm, der skildrer dr. Stones radiosamtale med grønlandske Aningaaq fra dennes jordiske synsvinkel. Filmen kan også vises med introduktion af Alfonso og Jonás Cuarón (i alt 10:11).
Endelig er ”Film festivals” (1 sides tekst) en helt igennem overflødig opremsning af de festivaler, hvor ”Gravity” har været vist.
Gravity 3D. USA/Storbritannien 2013. Instruktion: Alfonso Cuarón. Spilletid: 91 minutter. Dansk blu-ray-udgivelse: 4. marts 2014. Distributør: Warner Bros. Entertainment. ”Gravity 3D” blu-ray er venligst stillet til rådighed af Warner Bros. Nordic.
HVIS DU VIL VIDE MERE OM "GRAVITY":
> Brie og Casper anmelder "Gravity" i Filmnørdens Hjørne #85
> The Camera's Cusp: Alfonso Cuarón Takes Filmmaking to a New Extreme With Gravity - langt interview med Alfonso Cuarón (New York Magazine)
> Spændende interview med filmens 3D-supervisor Chris Parks (ScreenDaily.com)
> Alfonso Cuarón: Long takes and realism - blogindlæg (JohnAugust.com)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar