"Hugo": Brie møder Brian Selznick

I de sidste to minutter af Martin Scorseses overdådige 3D-familiefilm "Hugo" cirkulerer kameraet blandt gæsterne i en proppet pariserlejlighed. Under sin virtuose køretur gør kameraet ophold ved en høj, spinkel, bebrillet herre, der entusiastisk spørger sin sidemand: »When can I sign up?«

Denne ene replik tilhører Brian Selznick. Den 45-årige tegner og forfatter er manden bag billedromanen "Opfindelsen af Hugo Cabret", som Martin Scorseses premiereaktuelle "Hugo" bygger over.

Brian Selznick (midten) i Martin Scorseses "Hugo" / © Paramount Pictures

I sidste uges Weekendavisen (9.-15. marts) interviewede jeg Brian Selznick om "Opfindelsen af Hugo Cabret" og hans seneste bog, den lige så flotte og fascinerende "Wonderstruck":

INTERVIEW MED BRIAN SELZNICK:
> Hugos far
Brian Iskov i Weekendavisen, 9. marts 2012 (NB: kræver login til bibliotek.dk)

Nedenfor kan du læse overskydende materiale fra min samtale med Selznick, der afslører, at han er stor fan af H. C. Andersen. Han fortæller også om de mekaniske dukker, som spiller en væsentlig rolle i "Opfindelsen af Hugo Cabret".

Brian Selznick beretter desuden om den dag, han besøgte Martin Scorseses filmoptagelser for at være statist i filmens imponerende afslutningsscene.

Opslag fra "Opfindelsen af Hugo Cabret" / © Brian Selznick

BRIAN SELZNICK OM H. C. ANDERSEN:

"Jeg har altid været vild med H. C. Andersen. Da jeg var barn, havde jeg en fantastisk illustreret udgave af "Den standhaftige tinsoldat", som et japansk studie havde lavet i 1960'erne. De brugte fotografier af rigtige legetøjsfigurer, dioramaer og modeller til at illustrere historien med. Jeg var helt besat af den bog. Den havde et holografisk 3D-cover, som jeg kunne stirre på i evigheder."

"En af mine yndlingshistorier som barn var "Den lille havfrue", som jeg havde i en samling af H. C. Andersens eventyr. Jeg husker stadig, hvor skuffet jeg var over Disneys udgave af "Den lille havfrue", for den havde stort set ingenting at gøre med H. C. Andersens original."

"Rigtig mange misforstår H. C. Andersens "Den lille havfrue". Alle tror, at havfruen dør til sidst. Men det gør hun altså ikke. Faktisk bliver hun en slags luftens datter, en ånd, der rejser verden rundt i 500 år og udretter gode gerninger for at gøre sig fortjent til en menneskesjæl. Det er ret smukt. I bund og grund handler historien om at blive et menneske, og at man må gøre sig fortjent til at komme i himlen. Det er en af de smukkeste historier, jeg kender, så jeg var kun glad for at gøre H. C. Andersen til en af Hugo Cabrets yndlingsforfattere i min bog."

Martin Scorsese med Brian Selznicks bog / © Jaap Buitendijk

BRIAN SELZNICK OM SIN GÆSTEROLLE I SCORSESES "HUGO":

"At se Martin Scorsese skildre filmmediets barndom i billeder er noget af det mest ekstraordinære, jeg nogensinde har været med til. Tænk, at de billeder, jeg tegnede til bogen som en slags simulerede storyboards, endte med at blive til rigtige storyboards i en Martin Scorsese-film! Noget må jeg have gjort rigtigt."

"Jeg blev spurgt, om jeg ville være statist i filmens allersidste indstilling. Jeg troede bare, jeg skulle stå i et hjørne med et glas champagne og forsøge ikke at glo ind i linsen. Men på optagelsesdagen stak instruktørassistenten et manuskript i hånden på mig og bad mig om at indstudere min replik – som jeg ikke anede, jeg havde. Så dér stod jeg med Sir Ben Kingsley, et 3D-kamera og et 250 personers filmhold med børn og hunde omkring mig."

"Da jeg indspillede min scene med Sir Ben Kingsley og Michael Stuhlbarg, brugte vi meget tid på at stå ude i køkkenet mellem hver optagelse. Kameraet kommer aldrig ud i den del af kulissen; man kan lige ane køkkenet ude fra korridoren. Men når vi åbnede køkkenskabene, opdagede vi, at de var fyldt op med madvarer! Og inde i væggen, hvor kameraet aldrig nogensinde vil kunne kigge ind, havde sceneteknikerne installeret autentiske strømudtag fra 1930'erne. Som Sir Ben Kingsley sagde, "Det er netop dén detaljerigdom, som sørger for, at vi skuespillere ikke falder ud af filmens univers.""

Brian Selznick til premieren på "Hugo" i New York / © Dave Allocca

BRIAN SELZNICK OM MEKANISKE DUKKER:

"Da jeg begyndte at arbejde på bogen ”Opfindelsen af Hugo Cabret”, vidste jeg kun, at Hugos mekaniske dukke skulle ende med at skrive sin skabers navn på et stykke papir."

"Under min research fandt jeg ud af, at The Franklin Institute i Philadelphia havde en rigtig mekanisk dukke fra det 18. århundrede. Jeg besøgte museet for at se dukken, som på dette tidspunkt var gået i stykker og lå i kælderen. Det viste sig, at denne næsten 200 år gamle dukke var blevet doneret til museet 100 år tidligere. Den ankom i flere stykker efter at have været i en museumsbrand, muligvis på Barnum Museum. Og da de samlede dukken og trak den op for første gang, vidste de ikke, hvem der havde lavet den, indtil den skrev navnet på sin skaber. Så jeg har faktisk mødt en mekanisk dukke, der har gennemlevet nøjagtig samme historie som den dukke, jeg opfandt til min bog."



"Dukken på Franklin Institute er siden blevet repareret af en af mine venner, som er et mekanisk geni. Nu er den en af hovedattraktionerne i museets udstilling. Til oscaruddelingen i februar, hvor ”Hugo” var nomineret, fik museet fremstillet en lille smoking til dukken, så han kunne være fin til den store aften!"

"For et par år siden vandrede jeg omkring i Barcelonas gader og opdagede et forfaldent, støvet, men meget smukt museum. Og oppe på en af de øvre etager havde de en samling ekstremt gamle mekaniske mænd. I min fantasi forestillede jeg mig, at nogle af dem måske stammede fra Georges Méliès' samling, som han overtog fra Jean Eugène Robert-Houdin, og som Méliès måtte skille sig af med, da han gik fallit under første verdenskrig. Men den teori har jeg hverken kunnet af- eller bekræfte."

VIDEO: Brian Selznick præsenterer sin nyeste bog, "Wonderstruck"



"Opfindelsen af Hugo Cabret" er netop genudgivet på dansk af Carlsen – desværre trykt på tyndt papir og med Martin Scorseses navn stavet forkert på bagsiden.

Brian Selznicks "Wonderstruck" og "The Hugo Movie Companion" (om filmindspilningen af Hugo) er begge udgivet af Scholastic Press i USA og kan købes via amazon.co.uk. De er begge værd at læse.

Filmanmeldelse: "Kamæleonen"

Tidligere film som "Syriana", jurathrilleren "Michael Clayton" og stemningsspillet "Good Night, and Good Luck" har konsolideret George Clooneys position som bannerfører for det modne, amerikanske upmarket-drama. Med "The Ides of March" (på dansk "Kamæleonen") bygger han overbevisende bro mellem Obama-tidsånden og arven fra 1970’ernes liberale New Hollywood.



Den smørstegte tefloncharme, som kendetegner Clooneys offentlige persona, står i pudsig kontrast til det engagerede udsyn, han lægger for dagen som liberal powerplayer i Hollywood. Når instruktøren George Clooney i "The Ides of March" caster skuespilleren Clooney som en våd venstredrøm af en præsidentkandidat, ligner det både en selvironisk in-joke og et tegn på veludviklet imagebevidsthed.

Clooneys karismatiske guvernør, Mike Morris, er kalkeret over Howard Dean, som stillede op mod John Kerry i primærvalget i 2004. I filmens fiktion hviler udfaldet på resultatet i delstaten Ohio: »Som Ohio, så nationen«, lyder prognosen.

Ryan Gosling i "Kamæleonen" (The Ides of March´) / © SF Film

Den med ét allestedsnærværende Ryan Gosling spiller kampagnens unge komet af en pressesekretær, Stephen Meyers. Han ser forandringens bavn i sin guvernør og tror klippefast på, at det vil lykkes Team Morris at smøre den ene senator (Jeffrey Wright), der kan tippe vægtskålen i deres favør.

Alligevel er den ambitiøse ungersvend forfængelig nok til at bide på krogen, da rivalens durkdrevne kampagneleder (Paul Giamatti) kaster snøren ud for at hale Meyers i land på den modsatte bred. Smigeren leder ham til at begå det forræderi, som indvarsles af titlen (idus martii, 15. marts, er datoen, hvor Julius Cæsar faldt for 23 dolkestød i det romerske senat). Men eftersom loyalitet udgør den eneste gangbare valuta i den politiske arena, lader hybris ikke vente længe på sig.

Blotlæggelsen af de kyniske studehandler og ofringer, som bærer den politiske idealisme tørskoet i mål, vil næppe chokere nogen, der har set "The West Wing" eller læst en avis i dette årtusinde. Nydelsen ligger i de skarpe dialoger, løftet fra Beau Willimons teaterstykke "Farragut North", og rollelistens gavebod af rigdomme.



I tillæg til de førnævnte sværvægtere rummer galleriet yderligere to Oscar-vindere: Philip Seymour Hoffman og Marisa Tomei. Desuden er det værd at bide mærke i Evan Rachel Wood, der bringer sårbarhed og, ikke mindst, sexappeal ind i det rænkefulde magtspil. For selv i dette morads af stemmetællinger og superdelegerede formår de gode, gamle kødelige drifter at hævde deres ret.

I en nøglescene, der høstede spontant bifald ved filmens verdenspremiere i Venedig sidste år, formulerer Ryan Gosling mindeværdigt sagens kerne: En præsident kan slippe af sted med at starte krige og bringe nationen på fallittens rand. Men knalder han praktikanten, falder der brænde ned.

Kamæleonen. USA 2011. Originaltitel: The Ides of March. Instruktion: George Clooney. Spilletid: 101 minutter. Dansk biografpremiere: 15. marts 2012. Distributør: SF Film.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2010.

Evan Rachel Wood, George Clooney og Ryan Gosling på settet / © SF Film

Filmanmeldelse: "Shame"

Michael Fassbender leverer uforglemmeligt spil i det hypnotiske drama "Shame", der er hårdt, råt, ømt og svært at ryste af sig. En af årets hidtil bedste film.

Brandon (Michael Fassbender) er besat af sex. Han masturberer under morgenbadet og igen i arbejdstiden på herretoilettet. Hans kontor-pc er sendt til eftersyn. Den er »befængt«, konstaterer chefen. Tilbage i sin hvide newyorkerlejlighed tænder Brandon straks sin bærbare for at surfe pornosites. Om aftenen samler han kvinder op på barer.



Den monomane enmandsrutine bringes ud af vater den dag, Brandon finder sin lillesøster (Carey Mulligan) på uanmeldt besøg i brusenichen. Sissy er sangerinde og, på sin egen humørsygt boblende facon, en lige så skadet sjæl som brormand.

Indsvøbt i natklubbens kobberglød fremfører Sissy "New York, New York" som en sårbar blues for pigevokal og spinkelt piano. Instruktøren, Steve McQueen, holder Carey Mulligans nærbillede i flere minutter. Han afbryder kun – i et af filmens eminent timede klip – for at vise et reaktionsskud af Michael Fassbenders modstræbende bevægelse. Denne lille sekvens, som kan ses i uddrag nedenfor, hører i al sin prunkløse intimitet til de mest hjerteskærende øjeblikke i "Shame".



Sissys indtrængende nærhed rokker ved Brandons kalibrering. Han forsøger sig med en konventionel date, en restaurantmiddag med en sød kollega (spillet af Nicole Beharie). Han kan godt lide hende. Hun gengælder interessen. Men da det kommer så vidt som til deres første hyrdetime, kan Brandon ikke gennemføre akten.

Han magter ikke at blotte sig psykisk, at komme så tæt på et andet menneske. I stedet flygter Brandon ud i natten og graver sig dybere ned i storbyens sorte hav af frihed, puler sig længere ned i smerten, til han ikke længere kan mærke andet end dén.



Udgangspunktet for "Shame" er i grove træk Steve McQueens debutfilm, "Hunger" (2008), vendt på vrangen. Fra en IRA-terrorist, der frigør sig mentalt fra sit fysiske fængsel, til en misbruger, som låses fast af det moderne samfunds ubegrænsede adgang til alt, hvad hjertet begærer af excesser.

Michael Fassbender går frygtløst linen ud i en rasende intens og nuanceret mesterpræstation, som indbragte ham skuespilprisen i Venedig og mindst burde have resulteret i en oscarnominering. Steve McQueen bakker Fassbender op fra start til slut med sin overlegne formkontrol og prægnante billedfornemmelse.

Det hypnotisk manende drama er hårdt, råt, ømt og svært at ryste af sig. Efter at have set filmen to gange er jeg ikke i tvivl: "Shame" er en af årets bedste.

> Læs mere om mit møde med Michael Fassbender i Venedig

Michael Fassbender på Venedigfestivalen 2011 (foto © Brian Iskov)

Shame. Storbritannien 2011. Instruktion: Steve McQueen. Spilletid: 101 minutter. Dansk biografpremiere: 8. marts 2012. Distributør: Camera Film.