torsdag den 21. september 2017

"Paris må vente" (Paris Can Wait): Interview med filmkomponist Laura Karpman

Ugens danske biografpremiere på ”Paris må vente” skiller sig ikke kun ud ved debutinstruktørens køn og alder (Eleanor Coppola, 80 år). Lige så usædvanligt skyldes filmens caféloungede lydspor hverken en Hans, Thomas, Clint, Michael eller John.

For komponisten hedder Laura Karpman.

Og selv om hun både har vundet Grammy- og Emmy-priser for andre af hendes værker, er Karpmans navn stadig forholdsvis ukendt i den offentlige filmdiskurs – blandt andet fordi kvinder aldrig får lov til at skrive lydsporet til blockbustere.

Laura Karpman | pressefoto

Sidste år leverede kvinder underlægningsmusik til 3 procent af filmene på den amerikanske top-250, oplyser Center for the Study of Women in Television and Film. De kvindelige komponisters manglende synlighed i film- og tv-branchen fik i 2015 Laura Karpman og to af hendes kolleger til at stifte Alliance for Women Film Composers (AWFC). I skrivende stund indeholder AWFCs medlemsdatabase 211 nye og etablerede filmkomponister af hunkøn.

I dagens Politiken FILM (21.09.2017) kan du læse, hvad Laura Karpman og hendes canadiske kollega, Lesley Barber, fortalte mig om deres kamp for ligestilling i faget, da jeg mødte dem på Toronto Film Festival 2016.

Jeg afprøvede ved samme lejlighed mit "Filmkomponisternes spørgeskema" på Laura Karpman. Resultatet kan du læse herunder.

> The Alliance for Women Film Composers
> The Celluloid Ceiling: Behind-the-Scenes Employment of Women on the Top 100, 250, and 500 Films of 2016
> Interview med Lesley Barber (Bries Blog-O-Rama)


THE MOVIE COMPOSER'S QUESTIONNAIRE
with LAURA KARPMAN
Written by Brian Iskov, TIFF 2016

What were the last projects you worked on?
I have two films here at TIFF this year: A documentary called "The Cinema Travellers". I co-scored that with my spouse [Nora Kroll-Rosenbaum]. I also scored "Paris Can Wait" which is Eleanor Coppola's feature debut.

”The Cinema Travellers” is this beautiful film about the death of the travelling cinema in Western India. It follows three men who travel around in trucks with heavy reels and take movies out to these remote places, and people love it. So it's this combination of the joy of cinema with the requiem to the analogue. Finally, they get a digital projector which is smaller than the huge multipound reels.

For that score, they [the directors, Shirley Abraham and Amit Madheshiya] wanted something very simple, elegaic, slow-moving, beautiful, almost sad music. Norah and I kept trying to put in rhythmic stuff and more music that comes from Western India, and we did a lot of research and recording, but ultimately they didn't want that. They wanted this simple Western score with little touches of elements from that region and just something that is kind of a sad ”Cinema Paradiso”.



The Eleanor Coppola film [”Paris Can Wait”] is also a travelling movie, about a woman whose husband is not the most generous and attentive man in the world. They are at the Cannes Film Festival, and she can't go with him to Budapest because she has an ache in her ear. So she winds up driving back to Paris with a colleague of his who decides to take this opportunity to show her every inch of France and every edible morsel between Cannes and Paris. It's this romance with France and with food and kind of between the two of them. It's also a small score but this one draws really from French jazz. Jean-Pierre Rampal, Claude Bolling ... there is something very specific about French jazz, like taking Debussy and bebop and putting it in the mixer and seeing what comes out.

That was a very fun score to do. There is a lot of sampling in it too, a lot of sound effects. We also brought in the great cabaret singer Ute Lemper who sang two of the songs that I arranged. They meld very well in the film. I also composed and produced all the source music, and I wanted to do that because I wanted the source and the score to float in and out of each other and become this kind of fluidity, just part of the journey so you don't really notice when the songs and the [Erik] Satie begins, or the Mozart then becomes a part of the groovy remix later and the hip French café. So it was a pleasure and a really gorgeous film to work on. I loved it.

lørdag den 2. september 2017

Location Copenhagen 6: "Skarpe skud i Nyhavn" (USA-Danmark 1957)

København, Nordsjælland og Dragør danner baggrunden for den dansk-amerikanske film noir "Skarpe skud i Nyhavn" (Hidden Fear), der blev indspillet i Danmark sommeren 1956. Herunder kan du se eksempler på filmens brug af locations og sammenligne med billeder fra i dag.




Sporene fra fiaskoen "Flugten til Danmark" (1955 - se Location Copenhagen nr. 5) skræmte åbenbart ikke producenten Egon C. Nielsen og Palladium fra at indgå et nyt dansk-amerikansk partnerskab året efter.

I maj 1956 ankom hollywoodproducenten Howard E. Kohn til Danmark for at indspille kriminalfilmen "Hidden Fear" i samarbejde med Palladium, der stillede sine filmstudier i Hellerup til rådighed. En stor del af filmholdet bestod også af Palladiums egne folk, heriblandt kameramanden Henning Bendtsen ("Flugten til Danmark"), scenograf Erik Aaes og komponist Hans Schreiber. Instruktøren fløj dog ind fra Hollywood: den enøjede André de Toth, som i 1953 havde haft succes med 3D-gyseren "Vokskabinettet".

Howard E. Kohn interviewet i Ekstra Bladet 25. maj 1956

En række kendte danske skuespillere demonstrerer deres engelskkundskaber, eller mangel på samme, i større og (især) mindre roller. Erling Schroeders medvirken hører til de mere iøjnefaldende, skønt han er krediteret under navnet "Paul Erling" (og tilsyneladende er eftersynkroniseret). Desuden ses bl.a. Kjeld Pedersen, Preben Mahrt, Knud Rex, Marianne Schleiss, Mogens Brandt, Carl Ottosen , Tove Maës og Buster Larsen, som når at falde død om i Kalkbrænderihavnen, før han får sagt en eneste replik.

Kjeld Jacobsen (t.v.) og Buster Larsen (t.h.) i "Skarpe skud i Nyhavn" (1957)

Handlingen i "Skarpe skud i Nyhavn" tager fart, da en amerikansk politidetektiv, Mike Brent (John Payne), må rejse fra New York til København, da hans herboende søster bliver mistænkt for et mord. Med hjælp fra løjtnant Egon Knudsen (Kjeld Jacobsen) fra det lokale kriminalpoliti optrevler Brent sagen og kommer undervejs ud for mange faretruende situationer i det københavnske natteliv.

Trods den saftige danske titel fældes der ikke et eneste skud i Nyhavns kajgader i løbet af filmen. Til gengæld bugner "Skarpe skud i Nyhavn" af locationoptagelser fra det storkøbenhavnske bybillede og de omliggende provinser anno juni og juli 1956. Her følger en række eksempler:

onsdag den 23. august 2017

Location Copenhagen 5: ”Flugten til Danmark” (US/DK 1955)

Den første realfilm optaget i farver i Danmark var ikke ”Kispus”, men en dansk-amerikansk spionfilm med Jackie Coogan, Chaplins gamle plejebarn, både foran og bag kameraet. Her er historien om ”Flugten til Danmark”, der fik så sønderlemmende kritik ved premieren, at den sjældent er blevet vist siden.

Dansk tospaltet annoncekliché til "Flugten til Danmark" (1955)

Erik Ballings ”Kispus” fra 1956 kaldes ofte for ”den første danske spillefilm i farver”.

Teknisk set udsendte Palladium dog sin lange tegnefilm ”Fyrtøjet” i farver allerede i 1946, hele ti år før Ballings lystspil.

Og i sommeren 1954, to år før Nordisk Film lancerede ”Kispus”, var konkurrenten Palladium i fuld færd med at indspille en farvefilm i Eastmancolor på dansk jord.

Spiondramaet ”Flugten til Danmark” fik verdenspremiere 1. april 1955 og er dermed den første realfilm i farver og spillefilmslængde, der nogensinde blev optaget i Danmark – hvis man nu skal være helt striks med definitionerne. Dog tales der primært engelsk i filmen, der også blev den første dansk-amerikanske koproduktion.

Foran og bag kameraet stod Jackie Coogan, den tidligere barnestjerne fra ”Chaplins plejebarn” (The Kid, 1921). I mellemtiden var Coogan blevet 40 år, trind og skaldet, og hans karriere var henvist til det nye fjernsynsmedium, hvor han optrådte i westernserier. Men nu lod han sig altså lokke til Skandinavien for at instruere og spille skurkerollen i ”Flugten til Danmark”, som under indspilningen hed ”Edge of Tomorrow” (ikke at forveksle med Tom Cruise-filmen fra 2013).

Nyhedsartikel om "Flugten til Danmark" i Nationaltidende 4. juni 1954

Den københavnsk fødte filmmand Egon C. Nielsen var hjernen bag ”Flugten til Danmark”. Nielsen havde selv taget turen vest over Atlanten i en ung alder og bosat sig i New York i 1926. Efter et ophold tilbage i fødelandet rejste han atter til USA, hvor han blev krigskorrespondent for ugerevyen Universal Newsreel under 2. verdenskrig og bl.a. fulgte præsident Franklin D. Roosevelt tæt.

Efter krigen begyndte Egon C. Nielsen at opkøbe rettighederne til europæiske spillefilm, som han satte op i USA. Fra Danmark hentede han bl.a. modstandsfilmen ”De røde enge” (1945), der dog ikke blev den store succes hos publikummet i New York, og ”Fyrtøjet”, den første lange danske tegnefilm.

Men Egon C. Nielsen gik også med drømme om selv at blive filmproducent. Det lykkedes ham at overtale Coogan Films, stiftet af Jackies onkel George Coogan, til at finansiere hans idé om en amerikansk handlingsfilm i dansk miljø. Nielsen skrev derefter kontrakt med det danske selskab Palladium, der leverede teknik og studiefaciliteter til optagelserne.

”I efterkrigsaarene er Vesteuropa blevet overrendt af amerikanske filmtrupper, men Danmark er hidtil blevet skaanet,” bemærkede Egon C. Nielsen, da Politiken interviewede ham på filmens første optagedag, 1. juni 1954.

Nielsen håbede at kunne fremvise København fra sin bedste side i ”Flugten til Danmark”, så filmen kunne tjene som reklame i udlandet for vor hovedstads fortræffeligheder. ”Vi har her en forbilledlig baggrund for farvefilm-optagelser,” sagde han til Politiken om de københavnske tårne, parker og blandingen af gammelt og nyt.

fredag den 7. juli 2017

Location Copenhagen 4: "H.C. Andersen" (USA 1952)

> LOCATION COPENHAGEN 1: Den danske pige (2015)
> LOCATION COPENHAGEN 2: Den trojanske hest (1950)
> LOCATION COPENHAGEN 3: En lektion i kærlighed (1954)

"... and all made up!". Dvd-framegrab fra traileren til "H.C. Andersen" (1952)

"Det vilde formodentlig være bedst for Amerikas rygte om den (filmen) slet ikke blev vist i Danmark, men det kan man jo heller ikke." Således skrev Informations korrespondent i USA, Arne Sørensen, i en artikel fra 25. november 1952.

Ordene gjaldt musicalfilmen "Hans Christian Andersen", som Arne Sørensen netop havde set til verdenspremieren på Broadway i New York. Han spåede, at producenten Samuel Goldwyns stort opsatte farvefilm om H.C. Andersen ville blive grinet ud af publikum i den verdensberømte eventyrforfatters hjemland.

Problemet med "Hans Christian Andersen" var ifølge Arne Sørensen først og fremmest, at handlingen - om en fynsk skomager og fantast, der bliver ulykkeligt forelsket i en københavnsk ballerina - højst besad overfladiske ligheder med H.C. Andersens virkelige livshistorie. Også filmens scenerier og dekorationer, der alle var opbygget i studiet, vidnede om en meget fri forståelse af dansk geografi og lokalkolorit. Af samme årsag valgte Samuel Goldwyn at indlede "Hans Christian Andersen" med denne ansvarsfraskrivelse:

Klar varedeklaration? Dvd-framegrab fra forteksterne til "H.C. Andersen" (1952)

"Det generer saamænd ikke mig, at der gaar æsler paa gaderne i Odense," skrev Arne Sørensen videre i Information.

"Men jeg ærgrer mig over, at man har givet de fynske bønder bayerske jægerjakker paa, og at ordene Copenhagen og Hans, der begge forekommer utallige gange i replikkerne, hverken udtales paa engelsk eller dansk, men paa et meget voldsomt og pedantisk tysk. I det hele taget saa er der over hele miljøet en ubehagelig duft af tysk fyrstendømme."

”First film of the scope and size of ”Hans Christian Andersen” to be produced without a single location shot!”
- filmens amerikanske pressemeddelelse fra RKO Radio Pictures

Hollywoods musicalversion af Odense i 1800-tallet. Dvd-framegrab fra "H.C. Andersen" (1952).

"Odense School". Dvd-framegrab fra "H.C. Andersen" (1952).

Skomager ved en skillevej. Dvd-framegrab med Danny Kaye fra "H.C. Andersen" (1952).

torsdag den 29. juni 2017

"LEGO Batman Filmen": Interview med Lars Thiesgaard

Dubbing, eller eftersynkronisering, er trods sin store udbredelse et ubeskrevet blad i dansk kulturhistorie. Men det vil podcasten MED DANSK TALE lave om på!

Over ti afsnit fortæller MED DANSK TALE historien om dansk dubbing på film og tv. En lang række kendte skuespillere, instruktører og eksperter løfter sløret for det kreative arbejde, der ligger bag de tegnefilmstemmer og replikker, vi alle husker fra vor barndoms oplevelser i biografen og foran skærmen.


Podcasten MED DANSK TALE er i skrivende stund ved at søge finansiering. Første afsnit har forventet premiere i efteråret 2017. Du kan følge med i udviklingen på Facebook og Twitter, hvor jeg også modtager lytterspørgsmål til kommende interviewpersoner:

> MED DANSK TALE på Facebook
> MED DANSK TALE på Twitter

En af de legender, du vil kunne møde i MED DANSK TALE, er den flittige stemmeskuespiller og dialoginstruktør Lars Thiesgaard, som gennem tre årtier har lagt danske ord i munden på et utal af animerede figurer fra Grisling til Superman. Men han bliver oftest genkendt som stemmen fra Lotto og Disney-reklamerne.

Danmarks usynlige ”Mr. Dubbing” er pt. videoaktuel med "LEGO Batman Filmen". Ud over at instruere lydsidens danske skuespillere har Lars Thiesgaard selv indtalt rollen som kommissær Gordon (spillet af Hector Elizondo i originaludgaven).

Her kan du læse det interview med Lars Thiesgaard, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau tidligere på året. Lars Thiesgaard fortæller i artiklen om sin karriere som skuespiller og instruktør og nogle af de særlige udfordringer, der ligger i at eftersynkronisere udenlandske spillefilm og tv-serier til et godt og mundret dansk.



INTERVIEW MED LARS THIESGAARD
Manden med de mange stemmer
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, februar 2017

Da Lars Thiesgaard voksede op i Gråsten i 1960'erne, løb han og de andre drenge rundt i skovene og råbte ”Hændihou”.

”Det var, fordi de altid sagde ”Hände hoch” (hænderne op, red.) i cowboyfilmene på tysk tv,” forklarer han.

Mens tyskerne og andre europæiske folkeslag udstyrer alle film og tv-serier med nye lydspor på deres lokale sprog, er det i Danmark kun børne- og familieunderholdningen, der får etiketten ”Vi taler dansk” hæftet på plakaten.

En lille håndfuld lydstudier arbejder herhjemme på fuld tid med eftersynkronisering eller dubbing, som det hedder i fagsproget. Nogle få stemmeskuespillere er så efterspurgte, at de sjældent træder uden for lydbåsen og ind foran et kamera. At Lars Thiesgaard alligevel er et kendt navn blandt publikum, vidner om den 57-årige stemmekunstners evne til at skabe mindeværdige figurer bag en mikrofon.

”Jeg går konstant og lytter til, hvordan folk taler. Jeg kan slet ikke lade være,” siger manden med de mange stemmer.

”Hvis jeg hører et radioindslag med en fisker, der bliver interviewet på kajen i Esbjerg, lægger jeg straks mærke til hans måde at tale på og lagrer den mentalt.”