onsdag den 21. september 2016

TIFF 2016: Vor mand i Toronto, del 2

Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i søndags, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er anden del af Brian Iskovs rapport fra Toronto International Film Festival 2016.

> Læs 1. del af reportagen fra TIFF 2016

Adam Driver og Jim Jarmusch (t.h.) på TIFF 2016 | foto: Mike Windle, WireImageGetty

Stjernernes morgenmad
En af de stjerner, jeg interviewede under den nyligt afsluttede Toronto International Film Festival, var Adam Driver. Siden sin filmdebut for kun fem år siden i Clint Eastwoods "J. Edgar" har den lange, kejtede eks-marinesoldat været konstant efterspurgt af store instruktører som Martin Scorsese, Steven Spielberg, Joel & Ethan Coen, Jim Jarmusch (i den TIFF-aktuelle "Paterson") og snart Terry Gilliam (om alt går vel! Gilliams Don Quixote-projekt er berygtet for at være kuldsejlet flere gange de sidste 18 år).

På TIFF fortalte Adam Driver, at han prøver at bevare en flig af jordforbindelse ved at lave sin egen morgenmad hver dag, også når han er på filmoptagelse:
"Røræg, fordi det er det nemmeste. Seks æg med lidt salt, rørt sammen på en pande. I forhold til så mange andre ting, jeg kunne lave, er det ikke så slemt. Men hvem ved, måske er jeg ved at slå mig selv langsomt ihjel med kolesterol bare for at kunne bevare kontrollen over det ene ritual i mit liv."

"Paterson" har forventet dansk biografpremiere 5. februar 2017.



Præsidenter på parade
I Toronto mødte jeg også Natalie Portman, der er stensikker på endnu en oscarnominering for sit portræt af fru Kennedy i Pablo Larraíns originale og elegant turnerede "Jackie". Casper Phillipson spiller hendes husbond og har kun seks scener og to replikker, men ligheden med JFK er fænomenal.

Portman røbede under vores interview, at også hendes kommende film, en sci-fi-thriller, har en dansk forbindelse. "Jeg spiller sammen med Tuva Novotny i Alex Garlands "Annihilation"," fortalte hun.
"Det er et kvindeligt ensemble - mig, Tuva, Jennifer Jason Leigh, Gina Rodriguez, Tessa Thompson - der tager på en ekspedition for at undersøge et ukendt fænomen".

"Jackie" vandt Platform-juryens pris på TIFF og har forventet dansk biografpremiere i starten af 2017, sådan cirka fem minutter i Oscaruddeling. "Annihilation" følger senere på året (og vi glæder os allerede).

Natalie Portman som Jackie Kennedy i "Jackie" (2016) | pr-foto: TIFF

”Jackie” var blot én af flere nye film med præsidenttema, der blev vist i Toronto. Jeg så ikke Rob Reiners ”LBJ”, hvor Woody Harrelson var pakket ind i proteser for at spille JFK's vicepræsident og efterfølger, Lyndon B. Johnson (i ”Jackie” gestaltes selvsamme LBJ af John Carroll Lynch).

Til gengæld nød jeg Vikram Gandhis charmerende ”Barry”, der følger den 20-årige Barack Obamas første semester på Columbia University i 1981, hvor han kærester med en hvid pige (Anya Taylor-Joy i en rolle, der kombinerer tre virkelige personer).

Devon Terrell som unge Barack Obama i "Barry" | pr-foto: TIFF

I kraft af sit kenyansk-amerikanske ophav står Barack med et ben i hver lejr uden rigtig at føle, han hører til nogen steder. Problematikken føles almengyldig, samtidig med at tilskuerens viden om Obamas fremtid føjer pirrende lag til ungdomsportrættet.

Den ukendte Devon Terrell er et fund i titelrollen og tog fusen på alle ved at tale klingende australsk ved en Q&A efter filmvisningen. (Terrell er født i USA, men opvokset i Perth, hvor han stadig bor.)



Netflix opkøbte de globale rettigheder til ”Barry” i kølvandet på TIFF, så den burde være på vej til din lokale strømmetjeneste. Det skal blive sjovt at se den i forlængelse af ”Southside with You”, der fik premiere på Sundance-festivalen i januar og handler om Barack og Michelles første stævnemøde i 1989.

Reklamestunt – bogstaveligt talt!
To af producenterne bag ”Hardcore Henry” varslede på TIFF deres kommende hovedet-under-armen-actionbasker, ”We Kill Death”, ved at traktere pressen – herunder Bries Blog-O-Rama – med pindemadder på Hotel Thompsons tagterrasse.

Herfra kunne man med lidt god vilje skimte tre små prikker, der bevægede sig op ad en byggekran på toppen af en 60-etagers bygning 1 kilometer væk. En fladskærm med direkte videoforbindelse til et GoPro-kamera kunne afsløre, at prikkerne var tre russiske vovehalse, der klatrede til tops på kranen og tog et par armhævninger uden sikkerhedsliner eller hjælpemidler. Efter sigende slap alle tre tossehoveder levende ned igen.



Filmen er end ikke gået i produktion endnu, men vil efter planen blive indspillet i formaterne 4DX og ScreenX, hvilket i praksis betyder 270 graders billedfelt og programmerede biografsæder med trevejs bevægelse, vindpust, vandsprøjt, aroma og andet tivoligøgl.

Hør mere om TIFF 2016 i Filmnørdens Hjørnes kommende podcast nr. 133.

mandag den 19. september 2016

TIFF 2016: Vor mand i Toronto, del 1

Nordamerikas største filmfestival foregår i Toronto i Canada. Den 41. årgang af TIFF sluttede i går, søndag, og Bries Blog-O-Rama var med i 9 ud af festivalens 11 døgn. Her er første del af rapporten fra Toronto International Film Festival 2016.

Af Brian Iskov

Folkets festival
Ingen af de bebudede hollywoodstjerner mødte op, da Canada fik sin første filmfestival i Toronto i oktober 1976. Storebroderen USA ignorerede slet og ret Festival of Festivals, og de lokale medier spåede fiasko.

Men arrangørerne lo sidst. 35.000 canadiere løste billet til premieren på Toronto International Film Festival (TIFF), som navnet har lydt siden 1994. I festivalens første år var der 127 film på plakaten.

Siden er publikumstallet mere end tidoblet, og dette års Toronto-program bød på 397 titler – 296 spillefilm og 101 kortfilm – fra 83 lande. Ser man fem titler om dagen under hele TIFF, vil man stadig gå glip af det meste.

Jeg nåede i år igennem 23 hele spillefilm og 5 halve (som jeg enten faldt i søvn til eller måtte gå fra). Desuden foretog jeg 7 interview og var til adskillige seminarer og Q&A's.

Brie på TIFF 2016 | privatfoto

Filmbranchen serviceres på festivalen med et marked for køb og salg af kommende film samt et ugelangt program af konferencer og masterclasses. Men først og fremmest er Toronto til for den menige biografgænger. Publikumsorienteringen giver TIFF en helt særlig, afslappet vibe af folkefest og inklusivitet.

De 3000 frivillige i orange T-shirts, som overalt sørger for gnidningsfri afvikling og kanalisering af menneskestrømmen, er indbegrebet af hjertelig imødekommenhed og hjælpsomhed. Man forstår, hvorfor den årlige introfilm, der hylder deres indsats, altid mødes af stormende klapsalver.

TIFF 2016 | foto: Brian Iskov

En anden skæg tradition på TIFF er publikums reaktion på den faste formaning inden filmen om at slukke for mobiltelefonerne. Advarslen mod piratkopiering er naturligvis yderst høfligt formuleret (canadierne har ry for at være omvandrende undskyldninger for sig selv), og selv i år, hvor ordlyden var ændret, fik skiltet hver gang salen til at bryde ud i knurrende sørøvertilråb til stor moro for både veteraner og nybegyndere, der undrede sig over det pludselige kor af ”ARRRRHH”-lyde.

TIFF 2016 | foto: Brian Iskov

Kvinder bag kameraet
29 % af de 397 film på dette års TIFF var instrueret af kvinder. Jeg så tre af filmene. Den medrivende franske Erin Brockovich-variant ”La fille de Brest” er instrueret af Emmanuelle Bercot, og den bæres især af forrygende stjernespil fra Sidse Babett Knudsen som danskfødt lungespecialist med ild i røven og en hang til at bryde ud i danske eder, når hun bliver ekstra ophidset (replikken ”Du er krafteddermame en vatpik, du er!” var et af festivalens uventede højdepunkter).

Sidse Babett Knudsen i "La fille des Brest" (150 milligrams) | Foto: Courtesy of TIFF

Amanda Kernell havde en pris fra Venedig-festivalen med i bagagen, da hun på TIFF viste ”Sameblod” om en samisk teenagepige (stærkt spillet af debutanten Lene Cecilia Sparrok) og hendes identitetskvaler i 1930'ernes svenske samfund.

Og Eleanor Coppola (Francis' kone, Sofia og Romans mor) debuterede som fiktionsinstruktør i en alder af 80 år med ”Paris Can Wait”, en delvist selvbiografisk roadmovie-bagatel skræddersyet til det frankofile Dagmar-segment.

Den verserende debat om kønsulighed i filmbranchen dominerede også årets Industry-program i Toronto. Ugen før festivalen udgav dr. Stacy Smith fra University of California Annenberg en opdateret undersøgelse, "Inequity in Popular Films", med data fra 800 amerikanske film. Hun fortalte på TIFF, at kun 4,1% af de undersøgte film fra perioden 2007 til 2015 var instrueret af kvinder. Kun tre af disse kvinder var afroamerikanere. Én var asiat.



"Så vi ser ikke bare et mangfoldighedsproblem, men en inklusionskrise,” konkluderede Stacy Smith. Hun nævnte også, at der var én ting, der var værre for jobsituationen i filmbranchen end at være kvindelig instruktør: "Kun 1,4 % af filmkomponister er hunkøn".

I sin USC-rapport opstiller Stacy Smith flere praktiske løsningsmuligheder for at komme skævhederne til livs:
”De store navne kan forlange at få skrevet en inklusionsklausul ind i deres kontrakt. At demografien i den historie, de fortæller, svarer overens med det sted, hvor historien foregår. De kan også bede om inklusion bag kameraet i stedet for bare at stille krav om luksusgenstande eller størrelsen på deres vogn. Endelig kan man gøre som NFL, når de ansætter folk udefra og betinger sig, at der skal indkaldes personer af anden hudfarve til samtale”.

Seminaret ”The 4 %: Film's Gender Equality” blev indledt af Caroline Suhs fine dokumentar af samme navn, som kan ses i seks dele på Epix' YouTube-kanal:



Koncertfilmens kunst
Man tager sig i at ønske, at alle producere af X Factor og Eurovision Song Contest blev tvangsindlagt til at se koncertfilmen "Justin Timberlake + The Tennessee Kids". Så kunne vi sagesløse licensbetalere måske slippe for det evindelige bombardement af epileptisk billedmiksning og umotiverede lynkranture ind mod scenen.

Jonathan Demme
s dokumentation af Justin Timberlakes 20/20-turnéafslutning på MGM Grand i Las Vegas udmærker sig (som altid hos Demme) af et forbilledligt overblik og den stålsatte tro på, at showets dynamik forplanter sig bedst til lærredet, når de filmiske virkemidler er så enkle som muligt. 20 kameraer (14 betjente, 6 låste) placerer tilskueren helt tæt på scenen, ofte i nærbilleder og med Timberlake og hans imponerende showmanship i centrum af kompositionerne.

Demme holder de fleste indstillinger så længe som overhovedet muligt og skifter kun mellem vinklerne, når han føler, der er en god grund til at klippe.



Ved et seminar på TIFF opremsede den 73-årige, men evigt ungdommelige Jonathan Demme sine tre gyldne principper for at indfange liveoptrædener på film:

"1) Ignorer publikum. Spild ikke tid på billeder af, hvad der sker i salen. Der vil næsten altid ske noget mere spændende oppe på scenen. 2) Få fat i så mange kameraer, du har råd til, så du har noget at arbejde med i klipperummet. Og sørg for, at hver eneste indstilling har en stærk komposition, så du kan holde billedet længe. Hvilket leder til 3): Prøv at klippe så lidt som muligt. Når du har en optagelse, der fungerer, så lad den køre. Giv publikum tid sammen med sangeren, og bliv ikke forført af at klippe til musikkens rytme og pumpe energien kunstigt op". Amen!

"Justin Timberlake + The Tennessee Kids" får premiere på Netflix senere på året (men bør om muligt ses på et stort biograflærred).

> Se hele seminaret med Jonathan Demme på YouTube-kanalen TIFF Live
> Læs interviewet med Jonathan Demme om "Rachel Getting Married" (2009)




Justin Timberlake og Jonathan Demme på TIFF 2016 | foto: WireGettyImage for TIFF

torsdag den 18. august 2016

Dirch Passer 90 år: Det menneskesky folkeeje

I dag, den 18. august 2016, har teaterforestillingen ”Dirch – en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren” premiere i Tivolis Glassal i København.

Peter Langdal har instrueret stykket, der skildrer komikeren Dirch Passers liv og levned (1926-1980). Andreas Bo Pedersen træder i Dirch Passers kæmpe fodspor (bogstavelig talt: Dirch brugte skonummer 47) i hovedrollen, der bliver den kendte imitator og revykunstners første dramatiske teaterrolle.

”Andreas Bo ejer noget af Dirchs fandenivoldskhed og evne til at få folk til at le, men han kender også til medaljens bagside,” siger stykkets instruktør, Peter Langdal.

Troels Lyby spiller Kjeld Petersen, der var Passers revymakker og sjælefrænde gennem 1950'erne.

Fra pressemødet til "Dirch" (2016) - pr-foto

"Dirch - en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren" er baseret på Anders August og Martin Zandvliets manuskript til spillefilmen "Dirch" (2011). Da filmen fik premiere, skrev jeg følgende essay om Dirch og Kjelds korte, men sensationelle tid som komikerduoen Kellerdirk Bros. på ABC Teatret i årene 1955-61. Mit essay er også genoptrykt i pressematerialet til teaterversionen af "Dirch":

> "Kjeld og Dirch: Et essay" (2011)

Jeg interviewede samtidig Nikolaj Lie Kaas, som spillede Dirch i filmen, om hans syn på Dirch Passer og på komik generelt:

> Interview med Nikolaj Lie Kaas: Mr. Comedy & Co. (2011)

Dirch Passer i 1972. Pr-foto: Morten Langkilde

ARTIKEL OM DIRCH PASSER:
Dirch – det menneskesky folkeeje
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, maj 2016

Dirch Passer blev født 18. maj for 90 år siden. Han nåede at medvirke i knap 100 filmkomedier, men det var på revyscenen, at Dirch foldede sit entertainergeni fuldt ud. Privat var Danmarks største komiker en blufærdig enspænder, og hans konfliktsky natur var med til at sikre ham en alt for tidlig død som 54-årig.

Selv om Dirch Passers flamme slukkedes alt for tidligt, lever han videre, både hos de generationer, der nåede at opleve hans storhedstid i 1950'ernes komikerduo Kellerdirk Bros., og hos de mange, som er født efter hans død i 1980.

Passers eftermæle af knap 100 spillefilm – der næsten alle var lystspil – kan stadig samle familien Danmark foran tv-skærmen. Men det var på revyscenen, foran et levende og hengivent publikum, at Dirch følte sig mest hjemme. Her kunne det 190 cm høje skur med det overraskende yndefulde kropssprog folde sit talent fuldt ud i sketcher som ”Tømmerflåden”, ”Skolekammerater” og ”Babyen (Op å då)”, der alle har klassikerstatus i dag. En uventet lyd eller betoning, et blik, et vip med øjenbrynet. Så havde Dirch Passer salen i sin hule hånd.

”Han var verdensmester i timing, og han kunne bruge tekst og sprog på en pragtfuld, næsten helt dadaistisk måde,” siger teaterinstruktøren Peter Langdal. Han opfatter Dirch Passer som en slags ”jazzmusiker af guds nåde”.



Peter Langdal er i færd med at bearbejde instruktøren Martin Zandvliets biografiske film ”Dirch” (2011) til et musikalsk teaterstykke, der skal på efterårsturné landet rundt. Ligesom filmen bliver forestillingen bygget op omkring det nære parløb mellem Dirch Passer (på scenen: Andreas Bo Pedersen) og hans makker og ”bedre halvdel”, Kjeld Petersen (Troels Lyby).

Kjeld og Dirch skabte dansk underholdningshistorie, da de i januar 1955 gik på scenen sammen som duo i Stig Lommers ABC-revy. Deres rablende tornado af crazykomik blæste taget af det lille Frederiksberg-teater og blev en landsdækkende sensation.

”Oven på 2. verdenskrig og den efterfølgende rationering føltes Kellerdirk Bros. som en befrielse. Danskerne havde brug for at le af noget, der var helt gak,” fortæller Peter Langdal. ”Ægteskabet” mellem den lille, sitrende neurotiker Kjeld og den store, dorske Dirch var sprudlende, sublimt og uden sidestykke i dansk showbiz. Men stormsuccesen havde også sine omkostninger.

”For de drenge, der stod på scenen i 1950'erne, var det nærmest som narko. Og når man har ”fest” flere gange om dagen, er det svært at komme ned igen,” siger Peter Langdal.

Den 59-årige instruktør mødte aldrig Dirch Passer personligt, men har dog arbejdet på Dirchs tidligere hjemmebane, det nu nedlagte ABC Teatret. Gennem sit arbejde med Ove Sprogøe, der var en af Dirchs få nære venner, har Peter Langdal også fået indblik i den ekstreme disciplin, som kendetegnede Ove og Dirchs generation af teaterfolk.



”De færreste ved, hvor råt og hårdt det er at skabe revy og underholdning,” siger Peter Langdal.

”Det, som ser så let og tilfældigt og helt improviseret ud, kræver timevis af forberedelser. Man skal øve sine ”skalaer” helt vildt. Ove var så ham, der pænt cyklede hjem til sin Eva efter fyraften, mens Dirch, Kjeld og de andre gutter turede videre i Københavns natteliv.”

På jobbet puklede Dirch derudad i et nærmest manisk tempo. Foråret 1961 medvirkede han i op til fem forskellige film- og teaterprojekter – om dagen. I 1962 var han med i 10 ud af sæsonens 17 danske film. Dirch brød sig ikke om at sige nej til nogen. Hans stærke pligtfølelse og konfliktsky natur blev medvirkende til hans alt for tidlige bortgang, mener Peter Langdal:
”Dirch levede sit liv mere i spotlyset end i virkeligheden. Han brændte sig selv op – ligesom hans gode ven Kjeld.”

Den 24. maj 1962, få timer efter premieren på Kellerdirk Bros.' comebackshow, faldt Kjeld Petersen pludselig død om efter flere års intenst svir og slid. Næste morgen trykte aviserne hans dødsannonce side om side med de overstrømmende anmeldelser af dét, der blev Kellerdirk Bros.' uigenkaldeligt sidste forestilling.

Tabet af Kjeld skubbede Dirch ned i et dybt hul. Han vendte revyen ryggen og sagde i stedet ja til alle filmtilbud, gode som dårlige, for adspredelsens og pengenes skyld.
Først fem år senere vovede Dirch sig tilbage på de skrå brædder. I Cirkusrevyen 1967 indkasserede han et glorværdigt comeback overfor lille Daimi i sangen ”Hvem har du kysset i din gadedør”.
”Jeg er den lykkeligste mand på Jorden, nu da jeg véd med bestemthed, at revyen er mit fremtidige felt,” jublede den genfødte Dirch Passer efter premieren.



I de følgende år var Dirch trækplastret, som egenhændigt reddede Cirkusrevyens økonomi. Men forventningerne lagde et stadig mere umenneskeligt pres på hans skuldre. Det krævede mange whiskyflasker at holde premierenerverne stangen.
”Nogen kalder det her Bakken. Jeg kalder det Mount Everest”, bemærkede Dirch kun halvt i spøg.

”Han led meget af tvivl og angst for at kunne leve op til sit eget selvbillede af, hvor godt han havde præsteret sidste gang,” siger Peter Langdal. Det er hans vurdering, at Dirch, som så mange andre teatermennesker, havde svært ved at finde den rette balance mellem kunsten og livet uden for scenen:
”Dirch ofrede sig så meget for det, han troede på, og var så perfektionistisk, at han investerede sig selv langt ud over, hvad hans krop og sjæl kunne holde til.”

Selvom hans varme fortrolighed med publikum gjorde ham til hele Danmarks Dirch, nåede kun meget få ind på livet af den private Passer. Hans grundfølelse af ensomhed blev kun stærkere efter Kjeld Petersens bortgang.

Som dreng i barndomshjemmet på Østerbro i København havde Dirch gemt sig i kosteskabet, hver gang hans forældre fik besøg i stuen. Genertheden over for andre mennesker lykkedes det ham aldrig at overvinde. Alligevel faldt damerne på stribe for hans uskyldige charme.



”Dirch havde en enorm karisma og nåede at danne par med fire skønne kvinder i sit liv. Men han var også en meget blufærdig mand, der havde svært ved at holde fast i sine ægteskaber. Han havde konstant dårlig samvittighed overfor sine børn, fordi han arbejdede så meget,” siger Peter Langdal.

Advarselssignalerne viste sig i 1970'erne i form af overvægt og skrantende helbred. Efter et hjertetilfælde i 1978 tvang Dirchs daværende kæreste, den 28 år yngre suffløse Bente Askjær, ham på kur. For en stund fremstod Dirch Passer atter slank, sund og motiveret – men det hårde liv havde sat dybe spor.

På den udstilling, som Revymuseet på Frederiksberg har lavet i anledning af Dirchs 90-årsdag,
står den lilla klovnedragt, som Dirch bar, da han den 3. september 1980 skulle på scenen i Tivolirevyen. Fra sin sufflørkasse så Askjær sin kæreste falde bevidstløs om, kort før tæppet skulle gå. Ved ankomsten til hospitalet var Dirch Passer død. Den tragiske nyhed i aftenens sene Tv-avis udløste landesorg.

Den 18. august 2016 uropfører Peter Langdal sin teaterversion af ”Dirch” i Tivolis Glassal – på selvsamme scene, hvor Dirch Passers lys gik ud for 36 år siden.

> ”Dirch – en musikalsk komedie om mennesket, myten og komikeren”

18. august (premiere)-18. september: Tivolis Glassal, København
21-29. september: Musikteatret i Holstebro
30. september-2. oktober: Odense Koncerthus
5.-9. oktober: Musikhuset Esbjerg
12.-16. oktober: Aalborg Kongres- & Kulturcenter
19.-23. oktober: Musikhuset Aarhus

> ”Dirch 90: Med humoren og livet i hænderne”

Særudstillingen kan ses på Revymuseet, Frederiksberg indtil 18. december 2016.


Blå bog:
DIRCH PASSER

1926: Dirch Hartvig Passer bliver født 18. maj på Østerbro i København.
1944: Sommerkursus på J. Lauritzens Søfartsskole Kogtved ved Svendborg. Teaterdebut i lille rolle hos Axel Illums Turnéteater.
1946: Optaget på De Frederiksbergske Teatres Elevskole.
1947: Første filmbirolle som ung bisse i ”Stjerneskud”.
1950: Gift med sin ti år ældre kollega Sigrid ”Sitter” Horne-Rasmussen.
1951: Får datteren Dorte med Sitter.
1953: Danner første gang filmpar med vennen Ove Sprogøe i ”Ved Kongelunden”.
1955: Danner revyparret Kellerdirk Bros. med Kjeld Petersen på ABC Teatret.
1956: Bliver separeret fra Sitter.
1958: Indleder et parforhold til sin 17-årige medspiller Judy Gringer.
1961: Modtager en Æresbodil af de danske filmkritikere ”for at lade sit talent misbruge”.
1962: Kjeld Petersen dør.
1963: Skifter Judy Gringer ud med den 19-årige tegner Hanne Bjerre.
1966: Får datteren Josefine med Hanne.
1967: Stort comeback på scenen i Cirkusrevyen.
1970: Gift med Hanne.
1971: Bliver ugentlig klummeskribent i Billed Bladet.
1974: Slås til ridder af Dannebrog. Modtager en Bodilpris for ”Mig og mafiaen”.
1976: Skilsmisse fra Hanne Passer. Flytter sammen med den 22-årige suffløse Bente Askjær.
1980: Dør den 3. september 1980 i Tivolis Glassal. Han begraves på Dragør Kirkegård.
2006: To af Dirchs revynumre (”Skolekammerater” og ”Fingernummeret”) indgår i Danmarks officielle Kulturkanon.
2011: Spillefilmen ”Dirch” om hans liv sælger 473.000 biografbilletter i Danmark.
2015: Dirchs 90-årsdag markeres bl.a. med en udstilling på Revymuseet på Frederiksberg og en teaterversion af filmen ”Dirch”.