mandag den 30. maj 2011

"Spurven": Brie møder Marion Cotillard

Man må lide for kunsten, hedder et klassisk mundheld, og dét gjorde Edith Piaf så eftertrykkeligt, at hun ved sin død som 47-årig så ud til at være mindst 70. Historien om den franske sangfugl, der lagde koncerthusene ned med sin gjaldende røst, mens hun væltede sig i mænd, stoffer og skandaler, blev i 2007 en pæn biografsucces under titlen ”Spurven – La vie en rose". Olivier Dahans spraglede biopic er i aften DR2's filmperle til tv-seerne.

Tilbage i 2007 var jeg så heldig at tilbringe min 31-års fødselsdag på Berlinalen i yderst behageligt selskab med Marion Cotillard ("Inception"), som siden fik sig et gevaldigt gennembrud – og en Oscar – for sit spil som Piaf.



INTERVIEW MED MARION COTILLARD, "SPURVEN – LA VIE EN ROSE"
Ingen dans på roser
Af Brian Iskov (Berlin), ALT for damerne #15, 2007

Selv om det er mere end 40 år siden, at Edith Piaf kvad sit sidste vers, kan også yngre generationer stadig nikke genkendende til den ærkefranske sangerindes karakteristiske røst, når de støder på ”Non, je ne regrette rien”, ”Milord” eller ”La vie en rose”. Slidstærke evergreens båret af en dyb og smældende vibrato, hvis fjeldstyrke står i grel kontrast til den klejne krop, som gemte sig bag mikrofonstativet.
Billedet af en spinkel sangfugl, der kvidrer inderligt om sorg og hjertekvaler, gav hende øgenavnet ”Spurven” – ”La Môme Piaf” – og når hun vred teksternes mini-tragedier til sidste, blødende dråbe, trak Piaf ofte på egne, smertelige erfaringer.
Faderen var cirkusartist, moderen en fordrukken og ustabil strejfer. Lille Edith var derfor ofte overladt til sig selv, og gennem resten af sin korte levealder jagtede Piaf den omsorg og tilbedelse, hun havde savnet i barndomsårene. Hendes selvdestruktive forbrug af mænd og stoffer gjorde hende til forsidemagnet – hun var ”sex, drugs & rock’n’roll”, før begrebet overhovedet fandtes – og hun bidrog selv til mange af de myter og halve sandheder, som stadig omgærder legenden.


Et uventet valg
Både fiktion og fakta har fundet vej til den stort opsatte ”Spurven – La vie en rose”. Olivier Dahans film tegner sit eget kulørte billede af en ildsjæl, der kunne være lige så usikker og skrøbelig, som hun var tyrannisk og temperamentsfuld.
Den stærke lim, der holder sammen på portrætmosaikken, er den 31-årige skuespiller Marion Cotillard, som senest fik Russell Crowe til at vælge Provence frem for Londons højfinans i ”A Good Year”. Vi har tidligere set den kønne brunette som tålmodig kæreste i de tre ”Taxi”-film og, i den modsatte grøft, som hævnende engel i ”En lang forlovelse”. Hun har sågar oplevet at blive hentet til Hollywood af en af sine helte, Tim Burton, i ”Big Fish”.
Men da den unge Dahan fortalte Cotillard, at hun var den eneste, der kunne udfylde rollen som Edith Piaf i hans næste film, måtte hun alligevel bede om sine himmelblå.

- Jeg sagde til mig selv: “Hvem er den tosse, der vil have mig til at spille Piaf – og så helt fra teenageårene og op til hendes død?”, husker Marion Cotillard, der erkender, at hun ikke ligefrem er den første person, der springer ind på lystavlen, når man tænker ”Le Môme”.
Selv med filmen i frisk erindring kræver det en aktiv fantasi at få billedernes krumryggede, 47-årige kræftpatient til at stemme overens med det slanke, blåøjede parisernips på 31, som sidder på den anden side af bordet i Berlin. At det lykkes for Marion Cotillard at overbevise så eftertrykkeligt som Edith Piaf oppe på lærredet, må derfor regnes for et mindre mirakel ud i skuespilkunst og dygtig makeup.
- Jeg blev ved med at sige, ”Tror I ikke, I burde finde en ældre skuespillerinde og sminke hende yngre?”. Men jeg var også spændt, og jeg tvivlede aldrig rigtig, for jeg kunne se i Oliviers øjne, at han var fuldkommen sikker i sin sag. Han ville lave filmen med mig, og kun mig, fortæller hun på sit hæst drævende engelsk.


Academy Awards 2008: Marion Cotillard accepts her Oscar

Ét med rollen
Franskmændene nærer et næsten religiøst forhold til deres ”Môme Piaf”. Hun er et nationalt symbol på linje med Eiffeltårnet, og selv om Marion Cotillard er for ung til selv at have oplevet legenden, spillede Piaf alligevel en indirekte rolle i hendes opvækst.
- Uden at jeg var klar over det, har hun været en del af mit liv i lang tid. Min bedstemor var 1,47 meter høj, nøjagtig ligesom Piaf. Og min mor fortalte mig, da jeg begyndte på filmen: ”Din bedstemor sagde altid: ’Jeg ville gerne have været sanger, men pladsen var optaget – der var jo allerede Spurven’”.

Skuespillerinden opdagede Piafs sange, da hun som 20-årig begyndte at lytte til førkrigstidens chansons réalistes – melodramatiske viser, som emmer af død, ulykke og knuste forhåbninger.
- Men der var altid noget moderne over Piaf, og hun fortolkede sine numre med så megen indlevelse, at folk, der normalt ikke lytter til den slags musik, også bliver grebet om hjertet, mener Marion Cotillard.
Hun har før brugt Piafs sange til at sætte den rette stemning inden optagelsen af en følelsesladet scene, men denne gang skulle der mere til for at blive ét med den krævende rolle. I tre måneder sugede Marion Cotillard til sig af Spurvens lyd og ånd. Hun lyttede til musikken dag og nat; hun så de film, Piaf havde medvirket i. Men hun nægtede at eksperimentere med stemmen og kropssproget før det øjeblik, hun trådte ind foran kameraet på første optagedag.
- Det var risikabelt og bestemt ikke den klassiske måde at gribe det an på, men jeg ville gerne opnå mere end bare en efterligning, siger skuespilleren, der med få undtagelser ikke selv synger i filmen. En professionel Piaf-imitator tager over på lydsiden, så snart orkestret går i gang, men som Marion Cotillard siger:
- Det er i forvejen svært nok at mime til playback, uden at publikum i biografen lægger mærke til det!


Jo sværere, jo bedre
Efter fire måneder i Spurvens gigtplagede legeme tog det nogle uger for Marion Cotillard at ryste alle rollens små særheder af sig.
- Men så længe man er bevidst om, at ens stemme, humør og opførsel er en andens, er der ingen grund til bekymring, forsikrer skuespillerinden, der også følte sig en kende uattraktiv efter at have barberet øjenbrynene og noget af håret væk for sin kunst. Men hun fortryder intet – for nu at citere en af Piafs største klassikere.
- Jeg er aldrig før blevet bedt om at gennemspille et helt liv. Det var en drømmerolle, dels fordi Edith Piaf virkelig har eksisteret, og dels fordi hun ligger så langt fra min egen person. Jo sværere rollen er, jo mere nyder jeg det. Og når jeg spiller en helt anden type end mig selv, bliver det endnu sværere, siger Marion Cotillard.


”SPURVEN” FRA VUGGE TIL GRAV:

1915: Edith Giovanna Gassion fødes den 19. december – ikke under en gadelampe, som legenden lyder, men på et hospital i Paris
1922-23: Som 7-årig bliver hun fjernet fra hjemmet af faderen og sat i pleje hos bedstemoderen, der er kok på et bordel i Normandiet. Øjenbetændelse gør Edith periodisk blind, dog næppe i tre år, som hun senere hævder (i visse versioner af historien bliver hun mirakuløst kureret ved en helgens mellemkomst!)
1923-24: Ediths skjulte vokale talent åbenbarer sig, da hun optræder på gaden med sin akrobatfar for at tjene til føden
1933: Føder en datter, Marcelle, som 17-årig, men mister barnet til meningitis allerede efter to et halvt år
1935: Opdages som 19-årig på et gadehjørne i Pigalle af cabaretejeren Louis Leplée, der hyrer hende som sangerinde og finder på kunstnernavnet ”Piaf” (parisisk slang for spurv). Samme år skyder en skinsyg kæreste på Edith, men strejfer hende kun
1936: Leplée findes dræbt i sin lejlighed, og Piaf mistænkes kortvarigt for mordet
1946: Indspiller sin signaturmelodi, ”La vie en rose”
1947: På sin første turne i USA møder Piaf bokseren Marcel Cerdan, der – trods kone og tre børn – bliver hendes nye elsker
1949: Cerdan er på vej til en date med Piaf i New York, da hans fly styrter ned over Azorerne. Sorgen kaster Piaf ud i et alkoholmisbrug; sangen ”L’hymne à l’Amour” er efter sigende tilegnet Cerdan
1951: Efter hun brækker to ribben i et biluheld, bliver den heftigt drikkende Piaf tillige afhængig af morfin
1952: Gifter sig med sangeren Jacques Pills i et bryllup arrangeret af Marlene Dietrich. Parret bliver skilt i 1956
1959: Hitter over hele Europa med sangen ”Milord” og kollapser på scenen i New York
1960: Indspiller kæmpehittet ”Non, je ne regrette rien”
1962: Ægter en tyve år yngre græker, Théo Sarapo
1963: Flyder ind og ud af koma, indtil hun udånder på den franske riviera den 10. oktober. Hendes begravelsesoptog skaber kaos i Paris’ gader

fredag den 20. maj 2011

Filmplakater #5: Ny minimalisme

Tænk hvis en mester som Saul Bass stadig designede filmplakater.




Så var "Inception" måske blevet præsenteret på denne måde i biografer og aviser:


Cool, ikke sandt?

Jeg er i al fald ikke den eneste, som finder Bass' geometriske 50'er-modernisme langt mere laber og opsigtsvækkende end de fantasiløse collager og retoucherede rædsler, som nu til dags skal gøre det ud for filmplakater (se bare del 1 og del 2 af plakattemaet her på Bries Blog-O-Rama).

For den minimalistiske filmplakat er heldigvis på vej tilbage. Ganske vist ikke fra officielt hold, men hvem turde også forvente, at Hollywoods marketingrobotter pludselig vågnede op af deres komité-fremkaldte koma og skreg: "Fuck Photoshop! Nu skal vi igen lave smukke, originale, tankevækkende, kunstneriske plakater! De kommer til at sparke røv som i gamle dage!"

Næh, som alle ordentlige revolutioner tager minimalismens renæssance sit udspring i folkedybet. Designkyndige filmelskere over hele kloden er begyndt at udfordre hinanden online. Sporten går ud på at kreere alternative plakater til eksisterende film ud fra devisen: Less is more.


De brugerskabte filmplakater skærer alt overflødigt fedt fra og koger temaerne ind til essensen. Resultaterne er, for det meste, slående stærke og kildrende opfindsomme i deres nøgne symbolsprog.

For en designskole-dropout som mig, der er flasket op på Peter Saville og Mark Farrows pladeomslag fra 1980'erne, føles det næsten som juleaften at falde over en blog som Minimal Movie Posters, hvorfra disse eksempler er håndplukket:














Flere eksempler på cool plakat-minimalisme:
> Olly Moss: 2010's Alternative Movie Posters (Empire Magazine)
> A Big Gallery of Minimal Movie Posters (Cool Material)
> 70 Powerful Examples of Minimal Movie Poster Designs (InspirationFeed)
> 10 Magnificently Minimal Stephen King Movie Posters (My Modern Met)

SE OGSÅ
> Filmplakater #1: Komedier
> Filmplakater #2: Ufrivillige tvillinger
> Filmplakater #3: One Letter Off
> Filmplakater #4: One Letter Off - nu med dyr
> Filmplakater #6: Key Art Awards

tirsdag den 10. maj 2011

Halløj på titelkontoret 2: Rend mig i filmtitlen

Så er der igen høj titelføring på Bries Blog-O-Rama. Med kun et lille halvt års forsinkelse kommer her flere eksempler på, hvilke tosserier de danske (og europæiske) filmselskaber gennem tiden har rodet sig ud i, når de vælger at udstyre deres produkter med nye titler!

> Læs første del af "Halløj på titelkontoret" (okt. 2010)

Selvfølgelig måtte "Futureworld" (1976) have en fiks dansk titel ...

"Danske distributører har aldrig haft ry for følsomhed, hvad danske titler angik," skrev filmhistorikeren Poul Malmkjær i 1986. I sin fortrinlige lommebog om Gøg & Gokke førte han bevis for, at flade danske titler absolut ikke er nogen ny foreteelse. Se bare dette udpluk af Gøg & Gokke-titler fra 1930'erne:

Busy Bodies → Pip i savværket
Pardon Us → Gøg & Gokke i spjældet
Come Clean → Gøg & Gokke dummer sig
Thicker Than Water → Gøg & Gokke til auktion
Me and My Pal → Gokke skal giftes
Their Purple Moment → De to fedtsyle

Poul Malmkjær måtte følgelig konstatere, at "hvor originaltitlerne udtrykker fantasi, poesi og underfundighed, der udtrykker de danske titler nemhed, plathed og dumhed." Hvilket ledte ham til spørgsmålet: "Var det danske publikum dummere end det amerikanske?"


ENGLISH IS MY BEST

Én særlig tåkrummende tendens kunne i hvert fald tyde på, at filmselskaberne nærer ringe tiltro til det danske publikums intelligens. Hvorfor skulle de ellers insistere på at sexe videohyldernes sekundavarer op med "smarte" engelske titler af egen (ind)avl?

Et uddrag af filmdistributørernes engelsk/"engelsk"-ordbog (med originaltitlerne til venstre):

Beaches → Friends
For Keeps? → Maybe Baby
Tiger Warsaw → Dirty Tiger
Frankenstein Unbound → Frankensteins Evil Eye
Eve of Destruction → Total Destruction
Strapped → City Warrior
The Basketball Diaries → Streets of New York
Die Hard with a Vengeance → Die Hard – Mega Hard
The Prophecy → God's Secret Army
Demolition High → Terror on High School
Dreams for an Insomniac → Blue Eyes
Cruel Intentions → Sex Games
Stir of Echoes → The Secret Sense
A Man Apart → Payback Time
Johnny Skidmarks → Pay Back Time
Equilibrium → Cubic
The Switch → Baby Surprise

Ironisk nok måtte den første "Die Hard" ikke hedde "Over mit lig" på dansk som først planlagt, mens treeren partout skulle forsynes med en tåbelig bastardtitel både her og i nabolandene. Sådan døde John McClane "with a vengeance" i Sverige:


ONDSKABENS DØDBRINGENDE BEGÆR

Som overskriften på temaet antyder, gik det bl.a. hårdt ud over komediegenren i første del af "Halløj på titelkontoret". Men også horrorfilm og erotiske thrillers har længe lidt under manglende opfindsomhed fra titelskræddernes side. Hvor mange film kaldet "Ondskabens hus" har vi egentlig brug for?

Ondskabens sæd (The Bad Seed, 1956)
Ondskabens slot (The Fall of the House of Usher, 1960)
Ondskabens kloster (Flavia – the Heretic, 1974)
Ondskabens hus (The Evil, 1978)
Ondskabens hotel (The Shining, 1980)
Ondskabens pension (Crawlspace, 1986)
Ondskabens børn (The Unborn, 1988)
Ondskabens hus (Night of the Demons, 1988)
Ondskabens kirkegård (Pet Semetary, 1989)
Ondskabens øjne (The Silence of the Lambs, 1991)
Ondskabens imperium (Mobsters, 1991)
Ondskabens baggård (Beyond Bedlam, 1993)
Ondskabens skygger (In the Shadow of Evil, 1995)
Ondskabens hus (House on Haunted Hill, 1999)
Dødbringende våben (Lethal Weapon, 1987)
Dødbringende viden (Q&A, 1990)
Dødbringende kontakt (Hideaway, 1995)
Dødbringende deadline (Greenmail, 2002)
Farligt begær (Fatal Attraction, 1987)
Grænseløst begær (White Palace, 1990)
Ju dou – flammende begær (Ju dou, 1991)
Iskoldt begær (Basic Instinct, 1992)
Vildt begær (Unlawful Entry, 1992)

De danske udlejere af spoof-filmen "Fatal Instinct" (1993) forpassede i øvrigt en oplagt chance for endelig at krydse "Dødbringende begær" af titellisten. Eller hvad med det endnu saftigere "Begærligt begær"?

Til gengæld var der en vaks oversætter, der kendte sin besøgelsestid, da "Wrongfully Accused", en parodi på bl.a. "Flygtningen", nåede vore breddegrader. Filmen bærer på tv den stolte titel "Dødelig dødsensfarlig død"!

En gang imellem rammer de plet. ("Silence of the Hams", 1994)


WE HAFF WAYS OF MAKING YOU CRINGE!

Det er retfærdigvis ikke kun herhjemme, at den svære oversættelsesdisciplin volder kvaler. Vore naboer i Tyskland har tradition for at være mindst lige så hårdhændede i deres titelsnedkeri. Og i særdeleshed, når det gælder farcer:

Animal House (Deltakliken)
Ich glaub’ mich tritt ein Pferd!
= Jeg tror, en hest sparker mig!

Airplane! (Højt at flyve)
Die unglaubliche Reise in einem verrückten Flugzeug
= Den utrolige rejse i en forrykt flyvemaskine

Ruthless People (Hvem snører hvem?)
Die unglaubliche Entführung der verrückten Mrs. Stone
= Den utrolige bortførelse af den forrykte fru Stone

The Man Who Knew Too Little (Manden der vidste for lidt)
Agent Null Null Nix - Bill Murray in hirnloser Mission
= Agent Nul Nul Niks – Bill Murray på hjernedød mission

Mr. Ricco
Was nützt dem toten Hund ein Beefsteak?
= Hvilken nytte har den døde hund af en beefsteak?


Ja, det hedder toeren sgu i Norge! ("Austin Powers: The Spy Who Shagged Me", 1999)

JAPANSK FILM-HAIKU

De kære japanere vælger snarere at under- end oversætte titlerne på de film, de importerer fra USA:

Army Of Darkness → Kaptajn Supermarked
The Horse Whisperer (Hestehviskeren) → Holdt af vind i Montana
Mr. Holland’s Opus → Det solbeskinnede klasselokale
Jersey Girl (Storbydrømme) → Jeg elsker min far, den bedste i verden
Being John Malkovich → Malkovichs hul


BILL MURRAY PÅ SEKS SPROG

Somme tider er originaltitlen så intetsigende, at en ny titel er tvingende nødvendig. Man har dog ikke indtrykket af, at oversætterne kom på overarbejde, da soldaterfarcen "Stripes" (1981) med Bill Murray skulle omdøbes til det europæiske marked:

Dansk (bio): Røven af 4. division
Dansk (DR TV): Basser og bisser
Norsk: Rekrutter på ville veier
Svensk: Lumparkompisar (Soldaterkammerater)
Spansk: El pelotón chiflado (Den skøre deling)
Tysk: Ich glaub' mich knutsch ein Elch (Jeg tror, en elg nusser mig)
Finsk: Natsat (Striber)


ISRAEL DØR AF GRIN

Til slut en lille overraskelse. Vores egen mani med at omdøbe spoof-film til noget med "høj X-føring" har tilsyneladende en pendant i – af alle steder – Israel!

The Naked Gun (Høj pistolføring)
Pistolen dør af grin

Camouflage
Detektiven dør af grin

George of the Jungle (George den gæve liansvinger)
Junglen dør af grin

Wrongfully Accused (Dødelig dødsensfarlig død)
Flygtningen dør af grin

"Evigt solskin i et pletfrit sind" var åbenbart en lovlig poetisk titel i italienernes øjne, så de døbte filmen HVIS DU FORLADER MIG, SLETTER JEG DIG. Dét er da til at forstå.

Links til mere sjov med filmtitler:

> Blogbogstaver.dk
> Mega Dødbringende Halløj
> Morten Brunbjergs Blog

tirsdag den 3. maj 2011

Remake-mania: Asien genbruger Hollywood

Tidens store dille i Asien er at genindspille amerikanske succesfilm med orientalske stjerner. På torsdag får biografgængere i København, Århus og Odense chancen for at se, hvad der sker, når Kinas mest anerkendte instruktør vender en af Coen-brødrenes film på vrangen.

Zhang Yimous aktuelle sorte komedie, "En kvinde, en pistol og en nudelbar" (2009), er nemlig et remake af "Blood Simple" (1984) – omplantet fra nutidens Texas til en vejkro i det feudale Kina.





»Mit mål var at ændre historien så meget, at Coen-brødrene ikke længere ville kunne genkende den,« fortalte Zhang Yimou mig på sidste års Berlinale.
Efter premieren på Zhangs remake modtog han da også en e-mail fra Joel og Ethan Coen, som var imponerede over, hvor anderledes hans gakkede kinesiske version var blevet.

I deres mail fremhævede Coen-brødrene bl.a. den virtuose scene i "En kvinde, en pistol og en nudelbar", hvor vejkroens tre kokke jonglerer med nudeldej.
»Og så holdt de meget af den tykke tåbe med kaninfortænderne," fortalte Zhang Yimou.


Du kan læse meget mere om Zhang Yimous kuriøse remake i min artikel fra sidste søndags Jyllands-Posten, hvor jeg også skriver om mange andre asiatiske genindspilninger af Hollywood-hits:

REMAKE-ARTIKEL (NB! Kræver login til bibliotek.dk)
> Asien genbruger Hollywood
Brian Iskov, Jyllands-Posten 01.05.2011

For eksempel er den indiske "The Italian Job" lige på trapperne, mens "Ghost" og "Sideways" allerede foreligger på japansk. Er du også træt af Mel Gibson, kan du nu vælge at se "What Women Want" med de kinesiske superstjerner Andy Lau og Gong Li i stedet for Gibbo og Helen Hunt.

"What Women Want" (Kina 2011) vs. "What Women Want" (USA 2000):





"Sideways" (Japan-USA 2009) vs. "Sideways" (USA 2004):






FRA ASIEN TIL AMERIKA (udvalg)
Dæmonernes port (Japan 1950) → Halvblods (USA 1964)
De syv samuraier (Japan 1954) → Syv mænd sejrer (USA 1960)
Godzilla (Japan 1954) → Godzilla (USA 1998) / Godzilla (USA 2012)
Livvagten (Japan 1961) → Last Man Standing (USA 1996)
Nankyoku Monogatari (Japan 1983) → Eight Below (USA 2006)
Spis drik mand kvinde (Taiwan-USA 1994) → Tortilla Soup (USA 2001)
The Ring (Japan 1998) → The Ring (USA 2002)
Bangkok Dangerous (Thailand 1999) → Bangkok Dangerous (USA 2008)
Siworae (Sydkorea 2000) → The Lake House (USA 2006)
Pulse (Japan 2001) → Pulse (USA 2006)
Infernal Affairs (Hongkong 2002) → The Departed (USA 2006)
The Eye (Hongkong-Singapore 2002) → The Eye (USA 2008)
Dark Water (Japan 2002) → Dark Water (USA 2005)
Ju-On: Forbandelsen (Japan 2003) → Forbandelsen (USA 2004)
A Tale of Two Sisters (Sydkorea 2003) → The Uninvited (USA 2009)

FRA AMERIKA TIL ASIEN (udvalg)
Den hårde måde (USA 1991) → Main Khiladi Tu Anari (Indien 1994)
Mrs. Doubtfire (USA 1993) → Avvai Shanmugi (Indien 1996) / Chachi 420 (Indien 1998)
Fight Club (USA 1999) → Fight Club: Members Only (Indien 2006)
Final Call (USA 2004) → Speed (Indien 2007) / Connected (Hongkong-Kina 2008)
Sideways (USA 2004) → Saidoweizu (USA-Japan 2009)
Blood Simple – et nemt offer (USA 1984) → En kvinde, en pistol og en nudelbar (Kina 2009)
Ghost (USA 1990) → Ghost: In Your Arms Again (USA-Korea-Japan 2010)
Stepmom (USA 1998) → We Are Family (Indien 2010)
What Women Want (USA 2000) → What Women Want (Kina 2011)
The Italian Job (USA 2003) → Players (Indien 2011)

"Ghost" (USA 1990)
"Ghost: In Your Arms Again" (USA-Korea-Japan 2010)