Et lidet kendt tysk-italiensk bidrag til 1960'ernes bølge af James Bond-efterligninger bragte en engelsk hemmelig agent forbi Danmarks hovedstad. De sparsomme scener fra bl.a. Amalienborg, Nyhavn, Islands Brygge og lufthavnen fik filmens danske udlejer til at sælge varen med den flotte titel ”FBI Agent i København”! Se billederne nederst i dette indlæg i artikelserien LOCATION COPENHAGEN, og hør mere om Eurospy-genren i det nyeste afsnit af STEGELCAST.
Lokalpatriotisk dansk biografplakat til "FBI Agent i København" (1966)
Hvad er Eurospy?
Den vestlige verden gik agent-agurk i årene 1964-69. Efter at den tredje og fjerde James Bond-film, hhv. ”Agent 007 contra Goldfinger” (Goldfinger, 1964) og ”Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), sprængte alle indtjeningsrekorder i biograferne, var publikums appetit på agentaction og spionspænding så voldsom, at skamløse spekulationsmagere i Frankrig, Spanien, Tyskland og Italien sprøjtede billige 007-plagiater ud på samlebånd de næste fem år.
Inspirationskilden var umulig at tage fejl af, når slagkraftige, maskuline dressmen jetsettede rundt på hemmelige missioner i fotogene locations. Heltene kørte lækre biler, nedlagde damer og uddelte håndkantslag, og deres kode- og kaldenavne gjorde sig umage for at ligge så tæt op ad forbilledet som (lovligt) muligt, med Agent 077, 070, S.77, 777, O.S.S. 117 og SuperSeven som typisk grelle eksempler.
Fænomenet fik navnet ”Eurospy”, og markedet blev hurtigt mere end mættet. Alene i Italien fik 47 spionfilm premiere i 1966! Men italienerne havde også altid haft tæft for at skamride populære filmtrends, hvad enten det gjaldt gladiatorfilm, westerns, politifilm i kølvandet på ”Dirty Harry”), hajthrillere eller superheltefilm.
Herhjemme i lille Danmark valgte man – selvfølgelig – at lukke luften ud af Eurospy-ballonen, idet Erik Balling gjorde Morten Grunwald til fjoget uheldig helt og den lille Ove Sprogøe til superagent med Connery-brystmåtte i sine to fornøjelige ”Frede”-farcer. ”Slå først, Frede!” (1965) og ”Slap af, Frede!” (1966) forblev de eneste rød-hvide skvulp i sentressernes spionbølge – og dog!
For samtidig besøgte besøgte et tysk-italiensk filmhold i al ubemærkethed Danmark for at udødeliggøre vores kongerige i Eurospy-regi.
Tysk biografplakat til "FBI Agent i København" (1966)
Hvad er ”FBI Agent i København”?
Locationoptagelser i fremmede lande var et af kendetegnene for hele tresserbølgen af billige spionfilm, hvor der sjældent var råd til store stjerner foran kameraet, ligesom special effects, stunts og scenografi slet ikke kunne måle sig med James Bond-filmenes millionbudgetter og ekstravagante stiloverbud. Men i en tid, hvor charterturismen endnu var i sin vorden, og krigsminderne om rationering og knaphed kun langsomt lod sig fortrænge af den økonomiske vækst i Europa, kunne flotte farvebilleder af middelhavsscenerier gøre det ud for production value og bruges som salgsargument.
Den omtalte tysk-italienske koproduktion, der i februar 1966 gik i tyske biografer under navnet ”Der Mann mit den Tausend Masken”, har således optagelser fra hele syv lande, derunder Danmark. Filmens engelske titel, ”The Spy with Ten Faces”, forholdt sig mere ædrueligt til hovedpersonens forvandlingstalenter, mens man i Italien lagde sig op ad en allerede kendt James Bond-titel, ”Upperseven, l'uomo da uccidere”. Da filmen endelig fik danmarkspremiere i august 1967, forstørrede den danske udlejer indlysende nok det nationale islæt. Med store bogstaver på plakaten lød titlen nu "FBI Agent i København"!
Ganske vist optræder der ikke en eneste FBI-agent i løbet af filmens XX minutter. Men sandt er det dog, at handlingens første akt bringer den britiske agent Paul Finney (spillet af schweizeren Paul Hubschmid) forbi København. Udover London, Rom og Basel aflægger Finney også lynvisitter i Egypten, Ghana og Sydafrika.
MED DANSK TALE: EN PODCAST OM OG MED STEMMERNE FRA DIN BARNDOMS TEGNEFILM OG TV
Vi husker dem alle fra vores barndom. Alligevel er de danske stemmer i tegnefilm og tv et ubeskrevet hjørne af vores kulturhistorie. Men det vil podcastserien MED DANSK TALE lave om på.
Her får du for første gang hele historien om dubbing i Danmark – fortalt af flere af de stemmer, der var med til skabe minderne. Fra de første Disneyfilm i 1930’erne over monopolfjernsynets speakere til nutidens skuespilstjerner.
MED DANSK TALE er bygget op omkring nye interviews med kendte skuespillere og filmfolk, som deler ud af anekdoter og viden om stemmeskuespillets svære og sjove kunst. Første afsnit kan høres nu, kvit og frit, på meddansktale.blogspot.dk og soundcloud.com/meddansktale.
Podcasten er til alle, der interesserer sig for animation, skuespil, sprog, oversættelse og/eller dansk kultur- og filmhistorie. Kort sagt til enhver, der stadig husker den gode replik fra barndommens yndlingstegnefilm eller synger med på “Disneys Juleshow”!
Som noget nyt forsøger James Bond•O•Rama.dk sig nu i podcastformatet.
Emnet for Bond•O•Ramas podcast 001 er romanen "Borte med gæsten" af Mogens Mugge Hansen. Bogen er noget så eksotisk som danskproduceret James Bond-fanlitteratur, der i 1976 opnåede at blive udgivet på et etableret forlag (Chr. Eriksens forlag).
"Borte med gæsten", der primært omhandler Bonds uægte søn, James Suzuki, er ganske uautoriseret, og man må formode, at boet efter Ian Fleming ville nedlægge forbud mod bogen, hvis de kendte til dens eksistens. Projektets tvivlsomme legalitet har dog ikke forhindret Lindhardt & Ringhof i at genudgive "Borte med gæsten" som e-bog i foråret 2017!
Mens Pixars seneste computeranimerede mesterværk, "Inderst inde" (Inside Out), fejrer triumfer i biograferne, har Casper Christensen og jeg gravet dybt i emnet Pixar ovre på Filmnørdens Hjørne.
Vores begejstrede nørderi er nu mundet ud i en episk, 4 timer og 49 minutter lang podcast, som udelukkende handler om Pixar. Vi følger selskabet fra deres spæde start som computervirksomhed, gennemgår deres hidtil 15 spillefilmsucceser, besvarer en masse af lytternes spørgsmål og forsøger undervejs at definere, hvad Pixar-magien består i. Som glasur på lagkagen har vi eksklusive interviews med nogle af folkene fra Pixar-banden!
Jeg har været så heldig at møde Pete Docter, instruktøren af "Inderst inde", og hans producer, Jonas Rivera, flere gange. Først i 2009 ved filmfestivalen i Cannes, hvor "OP" var åbningsfilmen, og siden i Svendborg, hvor jeg for nylig sikrede mig 15 minutters interview til Filmnørdens Hjørne.
Frygt (Brie) og Vrede (Pete Docter) i Svendborg | foto af Lars Høngaard Sørensen, 2015
Min Pixar-snak med Pete Docter og Jonas Rivera kan høres i sin helhed, hvis man spoler frem til tidskoden 03:30:55 i podcast A116.
Derudover får Hjørnet besøg af Pixar-kenderen Anders Høeg Nissen fra P1 Harddisken, ligesom selveste Pixar-høvdingen John Lasseter giver sit besyv med i form af interviewbidder fra dengang, jeg mødte ham i Cannes.
HØR PODCAST A116, "DEN OM PIXAR", HER:
Som lovet i podcasten kommer her min reportage fra London Science Museum i 2006, hvor jeg med åben mund og polypper gik på opdagelse i vandreudstillingen "Pixar: 25 Years of Animation".
Den højst anbefalelsesværdige udstilling kan pt. opleves i Ciudad de las Artes y las Ciencias i Valencia, Spanien indtil ultimo september 2015.
ARTIKEL: På udflugt i Pixars arkiver Brian Iskov, AOK/Berlingske Tidende 01.09.2006
I anledningen af Pixars 20 års jubilæum har animationsstudiet sat store dele af sit arkiv på hjul. En verdensomrejsende udstilling, som vi besøgte i London, illustrerer ideernes lange vej til lærredet og giver et sjældent indblik i den kreative proces bag de virtuelle kulisser.
Farvestudier/color scripts til "De Utrolige" (The Incredibles, 2004) af Lou Romano
Gennem tyve år har det californiske animationsstudie Pixar konstant hævet overliggeren for den computerskabte film. Men selv om den tredimensionelle, digitale animations muligheder haler ind på fremtiden med stormskridt, holder John Lasseter klogelig fast i de klassiske dyder. Firmaets kreative høvding og über-legeonkel er egentlig uddannet håndtegner fra Disney, og før Lasseters glade svende får lov at animere en eneste pixel, bliver der tegnet, malet, formgivet og diskuteret på livet løs – og mange af de grundige forberedelser foregår stadig i hånden.
Brainstormingen kaster en imponerende mængde biprodukter af sig, lige fra kunstfærdige olie- og akrylmalerier til tossede tegnerier med tuschpen. Alt dette forarbejde gemmes normalt af vejen for offentligheden i Pixars arkiver, men i anledning af jubilæet har studiet sendt et gavmildt tværsnit af deres skatte på verdensturné i udstillingen »Pixar: 20 Years of Animation«. [Pt. går udstillingen under navnet "Pixar: 25 Years of Animation" - B.I. 2015].
John Lasseters præsentationsvideo til Pixar-udstillingen i Paris, 2014
De velkendte figurer dukker op i et utal af permutationer på udstillingen, hvor Pixars karakteristiske humor udgør den samlende tråd i et hav af stærkt varierende stilarter og abstraktionsgrader. I et hjørne finder man helt simple blyantsskitser af blandt andre cowboyen Woody i en tidlig, tykhovedet inkarnation. Andre afdelinger er tilegnet modernistiske farvestudier, hvor inspirationskilder som Matisses litografier og russisk konstruktivisme skinner igennem lærredet.
Smukkest er de dramatiske og ekspressive malerier, der er opstået i et forsøg på at indkredse en overordnet visuel stil for hver ny film, såsom »Lysreflekser i vand« (»Find Nemo«) eller »Blades farvespil gennem årstiderne« (»Græs-rødderne«). Selv røntgenfotos af legetøjet fra »Toy Story« er indrammet og hængt op på væggen som et typisk eksempel på den legesyge udforskningstrang, der kendetegner Pixars arbejde.
Geofwee Boedoes koncepttegning til "Monsters, Inc.", signeret af Pete Docter og John Lasseter (privateje)
Tilsammen modbeviser de udstillede effekter enhver fordom om, at computertegnefilm ikke kræver kunstnerisk talent. Pastel, blyant, filtpen, trækul, akryl, collage, gouache, oliemaleri og kunststof deler plads med musen på Pixars værktøjshylde, og det største publikumshit på udstillingen – »zoetropen« – har heller intet med terabit og pixels at gøre, men vækker persongalleriet fra »Toy Story« til live gennem ældgammel mekanik.
På en stor drejeskive står alle filmens figurer linet op, hver af dem mangedoblet til en stribe plasticstøbte kloner i let adskilte positurer. Men når motoren starter, og det flimrende stroboskoplys efteraber lysets eksponering af enkeltbillederne på en filmstrimmel, eksploderer den roterende cirkusmanege i sprudlende action. Med ét ser pingvinerne ud til at hoppe rundt mellem de bedårende, treøjede rumvæsener i kåd kolbøtteleg, mens Buzz Lightyear balancerer på en bold, Jessie svinger sin lasso, og faldskærmstropper springer ud af deres plasticspand på toppen af kransekagen!
Det er et ældgammelt illusionsnummer i slægt med laterna magicaen, men det tager stadig lige så mange kegler, som man kunne forestille sig, det gjorde på vores tipoldeforældres tid. Både børn og voksne må samle undermunden op fra gulvet bagefter, og dermed afspejler zoetropen også den egentlige hemmelighed bag jubilantens unikke succeshistorie. For det er i virkeligheden underordnet, hvilket medie Pixars figurer udfolder sig i.
Så længe John Lasseter og hans medarbejdere fastholder deres oprigtige tro på den gode historie, den besjælede detalje og det bankende hjerte bag teknikken, vil deres fortællinger ramme bredere, end selv det mest nidkært målgruppetilrettede stykke spekulation nogensinde vil kunne gøre det.
En bearbejdet udgave af denne artikel er publiceret i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - Den Store Troldspejlsbog" (Forlaget Carlsen 2010). Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes direkte fra forfatteren så længe lager haves.
I 1988 overtalte skuespilleren Isabella Rossellini sin daværende kæreste, David Lynch, til at tage en birolle i familiedramaet "Zelly and Me", instrueret af Tina Rathborne. Indtil da havde Lynch holdt sig bag kameraet, bortset fra en cameooptræden i sin egen "Dune - Ørkenplaneten" (1984). Men han tog imod Rossellinis udfordring, da han mente, at oplevelsen ville få ham til at overvinde sin frygt for at spille skuespil.
I rollen som barnepigen Zellys bejler, den rare Willie, leverer David Lynch en uventet blid, sårbar og romantisk præstation. Han får sågar lejlighed til at demonstrere sine evner som illusionist, da Willie charmerer Zelly med et lille tryllenummer.
David Lynchs scener er absolut højdepunktet i "Zelly and Me", der ellers er en temmelig klæg historie om den forældreløse Phoebe, der terroriseres af sin strikse bedstemor på et stort landsted i Virginia. Filmen er aldrig udgivet på dvd eller blu-ray, og selv om den i øvrigt er fotograferet af danske Mikael Salomon, har den så vidt vides kun været vist én gang i Danmark.
DR1 programsatte "Zelly and Me" en søndag eftermiddag i 1990'erne (28. august 1994) under titlen "Stakkels rige pige", og ud fra en VHS-optagelse af denne visning har jeg nu sat alle Lynchs scener fra filmen sammen til en 15 minutters montage. Mine damer og herrer: David Lynch som førsteelsker!
Få år senere gengældte David Lynch tjenesten ved at lade Tina Rathborne instruere to afsnit af "Twin Peaks" (1989-91). Rathborne har aldrig lavet tv eller film siden, men Lynch blev åbenbart bidt af skuespillet. Han brillerede som agent Dale Coopers foresatte, den tunghøre FBI-chef Gordon Cole, i såvel "Twin Peaks" som spillefilmen "Laura Palmers sidste dage" (1992). Desuden kunne vi sidste år nyde ham i svidende topform som talkshowproduceren Jack Dahl over for Louis C.K. i komedieserien "Louie":
Du kan høre meget mere om David Lynch i den netop udgivne, fire timer lange podcast 94 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper, Mille og undertegnede går i dybden med Lynch og hans samlede værker:
I torsdags havde Danmark verdenspremiere på Ron Howards "Rush" om rivaliseringen mellem 1970'ernes formel 1-stjerner James Hunt og Niki Lauda. Casper og jeg anmelder racerfilmen i den nyeste udgave af vores podcast Filmnørdens Hjørne, og som du kan høre fra 0:32 til 0:38, er vi ikke helt enige om filmens kvaliteter.
Den medrivende film er fotograferet af britisk-danske Anthony Dod Mantle, som medvirker i vores podcast via en Skype-linje fra London. Han fortæller om de overvejelser, han gjorde sig om "Rush" og hvordan han har indfanget den hæsblæsende stemning på racerbanen. Blandet andet satte Anthony sig ind i et brændende bilvrag med sit kamera for at få de rigtige billeder! Du kan høre interviewklippene med Anthony Dod Mantle fra 0:40 til 0:51.
Endelig diskuterer Casper og jeg, hvilke andre racerfilm der er værd at se (0:52-1:08). Tak til vores kære lyttere for masser af gode forslag.
Jeg fik også Anthony Dod Mantle til at lave en top fem-liste over de racerfilm, der har gjort størst indtryk på ham. Anthony kommenterer sin top 5 nedenfor:
Fem fede film om ræs
ifølge Anthony Dod Mantle, cheffotograf på 'Rush' Fortalt til Bries Blog-O-Rama
Grand Prix (1966, John Frankenheimer) Den første internationale storfilm om motorsport er til dels optaget under virkelige, europæiske formel 1-løb i 1966.
Anthony Dod Mantle: »Der er kun lavet få spillefilm om formel 1 og endnu færre, der er lykkedes. John Frankenheimer var pioneren. Han fandt på nogle helt radikale ting, f.eks. placeringen af kameraer på og i bilerne, for at formidle dynamikken i racerkørernes univers. Hvis noget har inspireret mig til, hvordan jeg skulle fotografere 'Rush', er det dén film, mere end det er selve sporten.«
Le Mans (1971, Lee H. Katzin) Den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt: en veritéagtig meditation over det legendariske franske 24-timersrace.
Anthony Dod Mantle: »Som film betragtet har 'Le Mans' kolossale fejl, men jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Det er en meget privat film på en måde. Og McQueen ser enormt godt ud i den.«
En forårsdag i Helvede (1976, Jørgen Leth) Verdens hårdeste endagscykelløb, Paris-Roubaix, følges ned i mindste detalje af 28 fotografer, heriblandt Dod Mantles senere filmskolerektor, Henning Camre.
Anthony Dod Mantle: »Et nøgternt, men poetisk billede på the human race. Jørgen Leth er inde og berøre, hvad der driver de her mennesker til at presse sig selv så hårdt (cykelrytterne falder som fluer på landevejens støvede brosten, red.). Det ligner noget fra skyttegravene i Verdun under 1. verdenskrig, men de opsøger det selv. Den ekstreme form for passion og perversion, som hører til al idræt på topniveau, var langt mere synlig i 1970'erne, hvor man havde typer som James Hunt og Niki Lauda, end den er i dag.«
(Se filmen gratis på filmstriben.dk)
Jamen, man skyder da heste/They Shoot Horses, Don't They? (1969, Sydney Pollack) Under depressionen i 1932 deltager en række mennesker i en flere uger lang dansemaraton i håbet om at vinde den store pengepræmie.
Anthony Dod Mantle: »En meget underlig film om vedholdenhed og det irrationelle i konkurrencemomentet. Danserne vælter rundt og falder over hinanden for at vinde. Det er fascinerende at se mennesker, der bliver ved og ved langt ud over fornuftens grænser.«
Trillingerne fra Belleville/Les Triplettes de Belleville (2003, Sylvain Chomet) Højst aparte, håndtegnet fransk-belgisk-canadisk animationsfilm om en kuet ung mand, der paces frem af sin bedstemor til at blive rytter i Tour de France.
Anthony Dod Mantle: »Igen handler det om patos, udholdenhed og det perverse i, at man risikerer liv og lemmer for at vinde – eller for bare at blive færdig. Det er en vidunderlig film og en meget original, allegorisk beskrivelse af, hvad mennesker er i stand til. Hovedpersonen er en underhund og dybt excentrisk, men da han først finder en kanal at lede sin energi ud i, kan han alligevel noget. En mand som James Hunt blev racerkører. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være endt, hvis ikke jeg var blevet filmfotograf.«
I hele tre timer går Casper Christensen og Brie i dybden med den multikreative, amerikanske instruktør, der på 24 år har præsteret 26 vidt forskellige spillefilm – plus det løse. Fra debuten "Sex, løgn og video", der vandt Den Gyldne Palme i 1989, til hans foreløbige svanesang, "Behind the Candelabra", der i sidste uge fik premiere i Cannes og på HBO.
Her på Bries Blog-O-Rama vil du i de kommende dage kunne finde eksklusivt ekstramateriale til Steven Soderbergh-podcasten. I går fortalte David Holmes om at lave musik til Soderberghs film, og i dag kigger jeg nærmere på de allermest obskure værker i Soderberghs lange filmografi - naturligvis ledsaget af videoklip eller versioner i fuld længde.
Dermed et hjertelig velkommen til Filmnørdens Bonushjørne - starring the one and only Steven Soderbergh!
Yes: 9012Live (1985, koncertfilm)
I 1984 fik den 21-årige Steven Soderbergh lov til at følge den britiske poprockgruppe Yes med et kamera på deres canadiske koncertturné. Soderberghs debutarbejde mundede ud i filmen "Yes: 9012Live", som han både instruerede og klippede.
Steven Soderbergh blev faktisk nomineret til en Grammy for koncertvideoen, som bl.a. indeholder hittet "Owner of a Lonely Heart":
Trivia: Animationsfirmaet Charlex stod for den heftige brug af fancy videoeffekter i "Yes: 9012Live". Da koncertfilmen mange år senere (2006) blev udgivet på dvd i en Director's Cut-version, var alle de "smarte" firsertricks allernådigst fjernet igen.
Steven Soderbergh lavede også en backstage-dokumentar fra den ovennævnte koncertturné med Yes. Videoen afslører, at den unge instruktør allerede i 1984 var opslugt af cinema verité-teknikkerog Richard Lester-agtigt fjolleri.
Trivia: En ung og stadig hårfager Soderbergh fanger kortvarigt sit eget billede i spejlet (tidskode 17:27).
Winston (1986, kortfilm)
Efter at Steven Soderbergh tog eksamen fra college, rejste han fra Baton Rouge, Louisiana, til Hollywood for at prøve lykken i filmbranchen. For at lære håndværket lavede Soderbergh i denne periode en række kortfilm med hjælp fra venner og bekendte. "Winston" fra 1986 er desværre den eneste, som kan ses på nettet.
Den lille sort-hvide historie er inspireret af Steven Soderberghs egne problemer med kærligheden, og "Winston" giver både tematisk og stemningsmæssigt en forsmag på det, der skulle blive hans spillefilmdebut, "Sex, løgn og video" (1989).
Trivia:David Jensen, som spiller den unge Soderberghs alter ego i "Winston", kan desuden ses som Den Leende Mand i "Kafka" (1991), receptionist i "King of the Hill" (1993), parabolinstallatør i "Det skjulte" (1995), Elmo Oxygen i "Schizopolis" (1996), John i "Traffic" (2000) og overvågningstekniker i "Ocean's Eleven" (2001). David Jensen udførte også en række tekniske funktioner bag kameraet på flere af Soderberghs spillefilm til og med "Out of Sight" (1998).
Fallen Angels: The Quiet Room (1993, tv-episode)
Steven Soderbergh leverede to afsnit til film noir-antologiserien "Fallen Angels", som kabelkanalen Showtime sendte mellem 1993 og 1995. Serien består af tolv novellefilm, der er baseret på fortællinger af anerkendte krimiforfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og Jim Thompson..
Soderberghs første episode, "The Quiet Room", er klart det mest veloplagte af hans to bidrag: En film noir så hårdkogt, at den starter med nærbilledet af to æg i en gryde!
"The Quiet Room" blev vist i USA som det tredje afsnit i første sæson. Herhjemme sendte TV 2 episoden i september 2007 under titlen "Fallen Angels: Det stille rum". Den har så vidt vides aldrig været tilgængelig på dvd.
Trivia:Peter Gallagher fra "Sex, løgn og video" og "Det skjulte" har her en skæg birolle som utro tandlæge - en figur, der peger frem imod dr. Jeffrey Korczak, som Soderbergh selv spiller i "Schizopolis" (1996). Joe Mantegnas datter i "The Quiet Room" spilles af Vinessa Shaw, som tyve år senere fik endnu en rolle hos Soderbergh, da han castede hende som Jude Laws hårdt prøvede kone i "Side Effects".
Fallen Angels: Professional Man (1995, tv-episode)
Soderbergh vendte tilbage til "Fallen Angels" i 1995, hvor han iscenesatte episode 2 i anden sæson, efter en novelle af David Goodis. "Professional Man" er en noget træg bagatel med Brendan Fraser som homoseksuel elevatorfører og lejemorder.
"Professional Man" har så vidt vides ikke været sendt på dansk tv, men den indgår i den samling episoder fra "Fallen Angels", som Scanbox i 2004 udgav på VHS under paraplytitlen "Marlowe med mere". Afsnittet er desuden inkluderet på den britiske dvd-opsamling "Perfect Crimes" fra 2003.
Trivia: Peter Coyote, der spiller Brendan Frasers gangsterboss i "Professional Man", dukker igen op hos Steven Soderbergh som superadvokaten Kurt Potter i "Erin Brockovich" (2000).
Eros: Equilibrium (2004, del af antologifilm)
Wong Kar-Wai, Michelangelo Antonioni og Steven Soderbergh leverede i 2004 hver sin part til antologifilmen "Eros" om kærlighedens og erotikkens væsen. Soderbergh kom med på et afbud i sidste øjeblik, da Pedro Almodóvar sprang fra projektet. i pressematerialet giver Steven Soderbergh denne simple begrundelse for at deltage:
"I wanted my name on a poster with Michelangelo Antonioni."
Soderberghs bidrag til "Eros", "Equilibrium", er den korteste (25 minutter) og mest muntre af de tre historier. Robert Downey Jr. medvirker som en plaget 1950'er-reklamemand, der ligger på briksen hos en psykiater, spillet af Alan Arkin. Denne udviser dog langt mere interesse for den labre dame, som øjensynlig sidder i vinduet på den anden side af gaden.
Peter Andrews (et af Steven Soderberghs aliaser) står bag den sprøde sort-hvide fotografering, og man aner, at "Equilibrium" - halvt sketch, halvt stiløvelse - har været en slags teknisk generalprøve på det monokrome melodrama "The Good German", som Soderbergh lavede to år senere.
"Eros" fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2004. Den er aldrig blevet vist i Danmark, men kan fås billigt på dvd via britisk Amazon.
Building no. 7 (2006, kortfilm)
Denne ret ulidelige avantgardekrusedulle på fire minutter lavede Steven Soderbergh til en dvd, som fulgte med nummer to af magasinet Wolphin i maj 2006. Soderbergh har ikke sagt andet om "Building no. 7", end at det angivelig er en hyldest til Jean-Luc Godards "Alphaville" (1965).
Efter en lang januartørke, hvor hverken Bries Blog-O-Rama eller Filmnørdens Hjørne har gjort meget væsen af sig, er der i dag - to minutter i februar - endelig nyt fra begge kanter.
Brie og Casper har haft instruktøren Rasmus Heide i studiet til en lang, underholdende og overraskende seriøs snak om komediens væsen. Rasmus Heide, der er biografaktuel med "Alle for to" (biopremiere i dag, 31. januar), afslører sig som en grundig fætter, der gør sig mange overvejelser omkring, hvordan man laver en sjov film.
I podcast 69 gennemgår vi også kort komediens historie som filmgenre. Brie hiver noget teori op af den høje hat. Nikolaj Lie Kaas afslører et noget uventet komisk forbillede. Og endelig pipper nobiliteter som Mike Myers, David Zucker og Gene Wilder med i sjældne interviewklip.
Spring ud på komediens dybe vand i Filmnørdens podcast nr. 69:
FILMNØRDENS HJØRNE, PODCAST 69
Comedy-extravaganza med Brie, Casper og Rasmus Heide:
Som bonusmateriale har Brie fisket en artikel om improv-comedy op af arkivet. Rasmus Heide er med igen, og denne gang er han i fint selskab sammen med Simon Pegg, Nick Frost, Judd Apatow-instruktøren Greg Mottola og danske Jonas Elmer, som jeg alle har interviewet for at få mere at vide om brugen af improvisation i filmkomedier.
ARTIKEL OM FILMKOMEDIER: Skæve hjerner scorer kassen Brian Iskov, JP Indblik juli 2011
Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.
I ARTIKLEN MEDVIRKER:
Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.
Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).
Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).
Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.
Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto
Greg Mottola om Judd Apatow
Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.
Den 43-årige Judd Apatow har blot tre film under bæltet som instruktør (”The 40-Year-Old Virgin”, ”Knocked Up” og ”Funny People”). Til gengæld står han krediteret som producer, forfatter eller igangsætter på mere end 20 filmkomedier inden for det seneste tiår.
En del af Judd Apatows succes beror på, at han giver sin faste kreds af komikere (bl.a. Will Ferrell, Steve Carell, Adam Sandler og Seth Rogen) frie tøjler til at skyde vildt fra hoften, mens kameraerne snurrer.
»Judds tilgang til komedie er baseret på improvisation, og jeg tror, det har givet genren et frisk pust,« mener instruktøren Greg Mottola. Han har tidligere iscenesat dele af tv-serien ”Undeclared” samt ungdomsfilmen ”Superbad”, begge produceret af Judd Apatow.
»Judds grundlæggende idé er, at han går i klipperummet med et utal af valgmuligheder for hver eneste vits, hver eneste scene, sågar hver eneste følelse i filmen. Mens han optager, får han skuespillerne til at riffe over materialet i en uendelighed. »Prøv at spille scenen, som om du er nervøs; prøv nu at spille den træt” og så videre. Han kan bogstavelig talt klippe flere vidt forskellige versioner sammen af hver film, han laver,« forklarer Greg Mottola.
Greg Mottola | pr-foto
Selv i ”Superbad”, hvor manuskriptet ifølge Mottola var »ret præcist«, endte instruktøren og skuespillerne med at tilføje »et ton ekstra jokes«:
»I næsten alle scener fandt vi på fire-fem forskellige vitser, vi kunne sætte ind i stedet for den oprindelige,« fortæller Greg Mottola til Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Når man laver film på den måde, skriver man i praksis manuskriptet fuldstændig om i klipperummet, og det giver en enorm fleksibilitet. Desværre hæmmer det også iscenesættelsen til en vis grad. Der er mange filmiske ting, som ikke kan lade sig gøre, for hvis man f.eks. bevæger kameraet, låser man sig selv fast i et klippemønster, som ikke kan ændres senere. Så der er fordele og ulemper,« medgiver Greg Mottola.
Simon Pegg & Nick Frost
Greg Mottola har senest instrueret science fiction-komedien ”Paul”, der skildrer to britiske ufo-nørders road trip gennem Amerika med et rumvæsen på slæb.
Manuskriptet er begået af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost, som vandt et trofast kultpublikum med zombiekomedien ”Shaun of the Dead” og actionfilmparodien ”Hot Fuzz” (ligeledes skrevet af dem selv). Da hverken Pegg eller Frost er uddannede skuespillere, føler de to venner sig tryggest, når historiens komiske setups og payoffs er nøje planlagt på forhånd. Derfor skiller ”Paul” sig også ud fra tidens hovedstrøm af amerikanske komedier, idet den vægter afviklingen af plot og gags lige højt.
»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketcher.«
»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«
Morskab under optagelserne til "Paul" (2011)
Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.
Trods deres skepsis har Pegg og Frost, med Greg Mottola ved roret, alligevel lukket ekstemporalspillet ind ad bagdøren. De fleste biroller i ”Paul” er besat med drevne improvisatorer som Jason Bateman, Bill Hader og Kristen Wiig (de sidstnævnte kendt fra det legendariske tv-satireshow ”Saturday Night Live”).
»Eftersom vi har castet cremen af amerikansk improv, virkede det fjollet ikke at slippe dem løs foran kameraet. Som udgangspunkt optog vi alle scenerne, sådan som vi havde skrevet dem, og derefter fik skuespillerne lov at prøve nogle ting af. Jason Bateman har f.eks. en fantastisk replikbehandling, så hver gang han fik lyst til at give en scene sit eget præg, lod vi ham gøre det,« fortæller Nick Frost.
Rasmus Heide
»Det er klart, at improvisationer kan give guldkorn og gaver, for en håndfuld skæve hjerner vil altid få flere ideer end en enkelt. Men hvis man lader det stikke af i hver scene, risikerer man også et meget ujævnt resultat.«
Sådan siger Rasmus Heide, som med komedien ”Alle for én” har skabt årets hidtil mest sete danske film. Den 32-årige instruktør drømmer om at lave lystspil efter Apatow-metoden. Men improvisationer sluger i sagens natur »oceaner af tid«, og den slags fråds tillader danske filmbudgetter sjældent.
»Når vi kun har penge til fire-fem takes af hver scene, og hele holdet står og venter, kan vi ikke bare tillade os at galoppere ud ad en tangent,« siger Rasmus Heide.
I stedet øver han gerne manuskriptet igennem med skuespillerne inden optagestart. Under prøvefasen kan alle byde ind med ideer og forslag til forbedringer. Men så snart klaptræet smækker, må instruktøren begrænse legen til nogle få, udvalgte scener, hvor han lader skuespillerne jamme sig frem til et morsommere resultat end det skrevne.
Under produktionen af ”Alle for én” noterede han sig, at en scene ville fungere bedre, hvis den startede midt i en diskussion mellem filmens to brødre (spillet af Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg). I manuskriptets margen griflede Heide tre bud på, hvad dén diskussion kunne handle om.
»Næste dag, da scenen skulle skydes, prøvede skuespillerne at overgå hinanden i gakkede ideer. Jonatan Spang foreslog en debat om, hvorvidt Grundtvig var vegetar, og Øgendahl fandt på noget, der var endnu længere ude. Men vi prøvede alle indfaldene af, og det viste sig, at Rasmus Bjergs bud var sjovest,« forklarer Rasmus Heide. Derfor kan man i den færdige film opleve Bjerg fundere over, hvorfor A4-papir hedder, som det gør.
Jonas Elmer
»Improvisation i komedier er jo ikke noget nyt. Charlie Chaplin brugte det gennem hele sin karriere,« påpeger Rasmus Heides danske kollega Jonas Elmer, der har ekstemporerede scener i samtlige af sine film til dato. Når Nynnes bukseben sidder fast i en dør, eller Renée Zellweger har problemer med at besørge under åben himmel i Jonas Elmers ”New in Town”, er optrinnene udtænkt og udført på stedet.
»Det skaber noget frihed, når skuespillerne får rum til at undersøge situationer, karakterer og konflikter i stedet for bare at aflevere, hvad der står på papiret. Det er en mere organisk måde, hvor man bevæger sig på randen af afgrunden i stedet for at spille sikkert,« mener Jonas Elmer.
Inden Jonas Elmer optog så meget som et sekund af sin debutfilm, ”Let's Get Lost” fra 1997, brugte han seks måneder på at improvisere en handling frem. Sammen med sine fire skuespillere prøvede han en lang række scenarier af, og gennem disse øvelser begyndte figurernes psykologi at tage form: »Hvad sker der, hvis ham, du slår op med, bliver vred? Hvad hvis han bliver glad?«
Jonas Elmer (midt) under optagelserne til "New in Town" | pr-foto
Kun én replik var fastlagt i manuskriptet, da kameraerne begyndte at snurre på ”Let's Get Lost”. »Der er ikke én klassisk punchline i den film,« siger Jonas Elmer, som på settet gav hver skuespiller individuelle retningslinjer for, hvordan scenerne skulle starte.
»Jeg udpegede nogle små øer undervejs, hvor de kunne komme op og trække vejret, før de skulle plumpe i vandet igen og svømme videre sammen. Men når der blev sagt værsgo, kunne de gøre, hvad pokker de ville inden for rammerne,« forklarer Jonas Elmer om sin fremgangsmåde.
Den 45-årige instruktør har tidligere taget teatersportkurser i Chicago, og med sin næste film, ”IRL”, vil han atter arbejde målrettet med improvisationer. Igen rækker budgettet dog ikke til ødsel luksus-legestue a la Judd Apatow:
»Improvisation er en arbejdsmetode, som godt kan gøre producenter og filminstitutter bange. Det kræver, at de stoler på talentet og på metodens rigtighed. For der er jo ingen garantier for, at resultatet bliver godt, når man ikke kan vurdere det på forhånd,« erfarer han.
Bonusmateriale: JONAS ELMER OM IMPROV-COMEDY I USA
Tre af de væsentligste rugekasser for improv-skuespillere i USA er teatertrupperne Second City (Chicago) og The Groundlings (Los Angeles) samt tv-showet ”Saturday Night Live”, der sender fra New York. Her har en lang række af de mest berømte komedieskuespillere fra 1980'erne og fremefter finpudset deres talenter, før de brød igennem på film.
»Der eksisterer et helt andet miljø omkring improvisation i Amerika,« fortæller den danske komedieinstruktør Jonas Elmer, der har studeret teatersport ved ImprovOlympic i Chicago.
»Dér, såvel som i New York og Los Angeles, har komikerne et kæmpe arbejdsnetværk, hvor de bruger år på at dygtiggøre sig. Mange bliver episodeforfattere på tv-serier, mens de laver stand-up og spiller film- og teaterroller ved siden af. De behandler comedy som en kunstart, og improv er et værktøj, de kan bruge inden for alle disciplinerne,« siger Jonas Elmer.
Og med dén kom også Bries forløsning efter fem ugers intens dyrkning af James Bond, hvor jeg har genset alle de foregående film på blu-ray, skrevet Bond-artikler til bl.a. Politiken, læst op på min Bond-lekture og fået mine to minutters tv-berømmelse som Bond-ekspert i - af alle steder - TV 2's vejrudsigt!
Min fejring af Bond-seriens jubilæum kulminerede endegyldigt sidste fredag, da Casper "kendt fra Go' morgen Danmark" Christensen og jeg nørdede Agent 007 til den store guldmedalje for åben mikrofon. Filmnørdens Hjørnes podcast nr. 65 er helliget Ian Flemings James Bond, og i 2 ½ time graver Casper og jeg dybt i den nørdede godtepose for at finde jomfruelig trivia om den ellers så gennemtyggede hemmelige agent og hans 50-årige filmkarriere.
F.eks. er det kun i Filmnørdens store James Bond-podcast, at du kan høre en afslørende montage, der gør det endog meget tydeligt, at en række af de tidlige Bond-babes blev eftersynkroniseret af én og samme skuespiller (Nikki van der Zyl). Du kan læse baggrundshistorien om den usynlige Bond-babe i denne artikel fra Daily Mail.
Selveste Pierce Brosnan kigger såmænd også forbi podcast nr. 65 i et eksklusivt interviewklip, hvor han fortæller om udfordringerne ved at spille James Bond!
Casper og Brie anmelder naturligvis "Skyfall" i podcasten (fra 01:23 til 01:38), og vi gennemgår desuden den officielle jubilæums-dokumentarfilm "Everything Or Nothing", som Jens Ditlev Christensen fra SF Film venligt stillede til rådighed for os. Dokumentaren, som er ganske fremragende, følger Bond-producernes kamp for at holde franchisen kørende gennem 50 år.
"Everything or Nothing" kan indtil videre kun ses i udvalgte engelske biografer og på EPIX-kanalen i USA. Bries Blog-O-Rama erfarer dog, at DR har overvejet at købe de danske tv-rettigheder til "Everything Or Nothing" i forbindelse med den aktuelle James Bond-kavalkade på DR1 og DR HD. Hold øje med Bries Blog-O-Ramas Facebook-side, hvor jeg nok skal give lyd, når og hvis dokumentaren bliver programsat.
Forresten, så glemte vi helt at nævne, at Rowan Atkinson filmdebuterer i en James Bond-film: Han er (malplaceret) comic relief i "Never Say Never Again" fra 1983. Og så er Bries yndlings-temasang fra Bond-filmene slet ikke "Goldfinger", men "You Only Live Twice" ... Og George Lazenby er dubbet i en halv time af "On Her Majesty's Secret Service"! Og og og ...
Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?
Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!
I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):
I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.
Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!
Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”
Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”
Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”
Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”
"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."
Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”
Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”
DANNY BOYLE (Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet): "There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.
That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.
But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.
So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."
HARMONY KORINE (Julien Donkey Boy):
anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.
LONE SCHERFIG (Hjemve, Kajs fødselsdag):
"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
.jpg)
