mandag den 23. december 2013

"Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark": Brie møder Martin Freeman og Peter Jackson!

Kun 14 ud af 71 europæiske medier fik audiens hos Peter Jackson, da holdet bag "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" for nylig gav tv-interviews i Berlin. Så det var lidt af et scoop, at jeg slap igennem nåleøjet til den newzealandske instruktør, verdensbygger og Tolkien-fan.


Det hjalp naturligvis at have et brand som DR's "Troldspejlet" i ryggen. Da jeg forklarede Peter Jackson, at jeg var udsendt for et tv-program, som gennem 25 år udelukkende havde beskæftiget sig med fantasy, science fiction, animation, tegneserier og spil, udbrød han: "We don't have anything like that in New Zealand. You're very lucky to have that."

"We don't have anything like that in New Zealand. You're very lucky to have that."
- Peter Jackson om "Troldspejlet"

Jeg fik 8 ½ minutter i selskab med Peter Jackson, og langt det meste materiale er med i det indslag, som Troldspejlets Dennis Stanley har klippet sammen til Troldspejlets julespecial. Programmet blev sendt første gang 22. december på DR Ultra og genudsendes 24. december i DR1's sendeflade "Vi juler for fedt". Du kan selvfølgelig også bare nyde mit Jackson-interview her på nettet.

Peter Jackson fortæller bl.a. om sin barndoms yndlingsfilm og tv-serier, der inspirerede ham til at lave film med store monstre i – en hobby, som han har taget med sig over i voksenlivet. Han taler også om sin samlermani (hans kæreste eje er det oprindelige King Kong-skelet fra 1933) samt vigtigheden af at skabe en god stemning som instruktør.

Og så afslører han, hvad vi kan vente os af den kommende Extended Edition af "Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" og den tredje film, "Ud og hjem igen", som Peter Jackson lover vil blive den korteste i trilogien!

> SE MIT PETER JACKSON-INTERVIEW PÅ DR.DK (fra 00:11:30)


I Berlin mødte jeg også fem af filmens skuespillere, hvoraf mit interview med Martin Freeman klart var det mest vellykkede. Den engelske skuespiller, som vi også kender fra tv's "Sherlock" og "The Office" samt spillefilmene "The World's End" og "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy", var i topform og fremstod som indbegrebet af en charmerende brite: knastørt humoristisk og propert klædt.

Højdepunktet i interviewet indtræffer, da Martin Freeman bliver bedt om at beskrive Peter Jackson i fem ord. Et af ordene så Jakob Stegelmann sig nødsaget til at klippe ud, da dele af interviewet skulle lægges op på Troldspejlets hjemmeside. Det var ikke for børn, mente Stegelmanden ...

Her på Bries Blog-O-Rama har vi ingen aldersmærkning, så her kommer den fulde og aldeles ucensurerede version af mit interview med Bilbo Baggins alias Martin Freeman. Enjoy!



"Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark" kan ses i biograferne netop nu. Tak til Camilla Baggesen fra SF Film.

søndag den 1. december 2013

Julekalenderens historie: Brie møder B&U's gamle dukker!

Et af de fornemste privilegier ved at være freelancejournalist er, at arbejdet ofte giver mig mulighed for at gå i dybden med nogle af de emner, jeg holder allermest af.

For eksempel at nørde James Bond-film til den store guldmedalje. Eller at kortlægge de julekalenderserier, som jeg husker med glæde fra min barndoms tv-kigning i 1980'ernes monopoldage.

Brie med Bette Kræ fra "Kikkebakke Boligby" (1977). Vuf!

Som selvudnævnt julekalenderkender var det derfor en stor oplevelse, da jeg i januar 2013 for første gang opnåede adgang til det allerhelligste, dybe indre af DR Byens rekvisitlager.

Her stod 100 kasser mærket "DUKKER" og samlede støv på reolerne.

Hvad mon gemmer sig i kasserne?

Efter DR's udflytning fra TV-Byen i Gladsaxe havde ingen rigtig styr på, hvad der lå i hvilke kasser. Ved nærmere inspektion viste det sig, at mange af dem gemte på de berømte stangdukkefigurer fra 1970'ernes B&U-julekalendere: "Vinterbyøster", "Jullerup Færgeby" og "Kikkebakke Boligby".

Den pureste tv-nostalgi - og endda til at tage og føle på!

Bingo! Denne kasse er proppet med dukker fra "Kikkebakke Boligby" (1977).

Min begejstring var ikke mindre udtalt, da jeg i september 2013 blev kaldt tilbage til DR's lager for at hjælpe med at katalogisere indholdet i de mange kasser. Nogle af dukkerne skulle sættes i stand og udstilles på Koldinghus i julen 2013, og øjensynlig var jeg den person, der kunne flest af dukkernes navne udenad ...

Brie med Papa Caramella fra "Vinterbyøster" (1973).
Her er Pøs fra "Jullerup Færgeby" (1974).
Mary, havnekontorets papegøje fra samme kalender (1974).

Enkelte af de gamle B&U-dukker er synligt mærket af tidens tand. Lillebrors slatne legeme er der for eksempel ikke meget liv i. Hans hoved har en trist tendens til at falde af, men han har selvfølgelig også snart været dreng i 50 år.

Brie med Lillebror (1966-)

Den tvekønnede bossa nova-regnorm, som Poul & Nulle mødte nede i jordhulen i "Jul og grønne skove" (1980), er også godt mørnet efterhånden:

"Jeg er blot en regnorm, det' en orm, som elsker vand ..." (1980)

Et eksemplar af Poul & Nulles famøse svævende kuglekamera fandt vi også.

Endelig havde Morten Post og hr. Stempelquist fra "Vinterbyøster" tildraget sig et par uklædelige liggesår under de mange års opbevaring. Men i betragtning af, at disse håndsyede stof- og skumgummikreationer er 40 år gamle, er det alligevel imponerende, hvor godt de har overlevet at bo hulter til bulter i nogle tilfældige trækasser.

Hanne Willumsen syede selv alle dukkerne til "Vinterbyøster", og man bemærker det flotte håndværk: Morten Post har fine lædersko, vinylskygge på sin kasket og bukser af rigtigt jernbanefløjl.

Morten Post og Hector Stempelquist fra "Vinterbyøster" (1973).

Under katalogiseringsarbejdet dukkede rekvisitør Henrik op med en hidtil ukendt kasse i favnen. I den lå DR's legendariske dukkemager Erik Sørensens efterladte papirer.

Foruden et væld af fotografier, skitsetegninger og østeuropæiske dukkefagblade til mulig inspiration gemte kassen også det kaffeplettede originalmanuskript til serien "Noget om nisser" fra 1972.

Hermed kan det for første gang afsløres, at Børnenes Julekalender 1972 bar arbejdstitlen "Nissealfernes jul":

Original drejebog til "Noget om nisser" (1972)

I de store, opretstående kasser på hjul hænger mange af Erik Sørensens snoredukker på rad og række. Her et udvalg af nisser fra julekalenderne "Hvad en møller kan komme ud for" (1970) og "Noget om nisser" (1972):

Assorterede julekalendernisser (1970/1972)

Udkommet af denne glorværdige septemberdag blev i øvrigt, at dukker fra syv af julekalenderne blev udvalgt og fragtet til Koldinghus, hvor de indtil 3. januar kan beskues i montrer som en del af udstillingen "Julekalendernes Historie".

Men det er stadig en sjælden oplevelse at holde barndommens tv-klenodier i sine egne hænder. Jeg har leget med de selvsamme dukker, som jeg så inde i fjernsynet som lille. Og så har jeg endda fået penge for det.

Klart en af de mere mindeværdige dage på kontoret!

Brie og Dorabella ("Vinterbyøster", 1973)

Alle fotos © Stine Hoffmeyer/Kasper Zederkof/Brian Iskov. Må ikke gengives uden skriftlig tilladelse.

Dukker designet og udført af Erik Sørensen (1966-72), Svend Otto Sørensen (1972), Finn Bentzen og Hanne Willumsen (1973-77).

torsdag den 28. november 2013

"Philomena": Brie møder Steve Coogan

[See English version below]

I dag har Stephen Frears' komediedrama "Philomena" premiere i de danske biografer. Det er noget så sjældent som en morsom, rørende og intelligent feelgood-film, der finder en naturlig balance mellem sine komiske og seriøse elementer. Roserne bør ikke kun gå til Frears' drevne instruktørrutine, men også til komikeren Steve Coogan, som har produceret filmen og skrevet et velfungerende manuskript (sammen med Jeff Pope) ud fra virkelige begivenheder.



“Philomena” fortæller historien om Philomena Lee, en sød og lidt naiv irsk dame, som spilles til en sikker oscarnominering af Judi Dench. Som teenagepige i 1950’ernes Irland blev Philomena Lee gravid uden for ægteskabet, hvilket kastede skam over hendes katolske familie. Philomena måtte føde sin lille dreng på et lokalt kloster, men hun mistede sønnen igen, da de strikse nonner bortadopterede ham som treårig. Philomena holder sin private sorg hemmelig i halvtreds år, før en journalist opsnuser historien og hjælper hende med at undersøge, hvad der siden skete barnet.

Steve Coogan spiller selv den anden hovedrolle som journalisten Martin Sixsmith, hvilket han gør vittigt og med stor beherskelse. Under dette års filmfestival i Venedig fortalte Steve Coogan mig, at han havde længtes efter at få lov til at bevise, at han kunne andet og mere end at fjolle rundt i BBC's Alan Partridge-serier og være "den sjove englænder" i amerikanske filmkomedier. Men ingen turde caste ham i en seriøs rolle. Så Coogan måtte tage sagen i egen hånd:

"Jeg følte, at jeg trådte vande i Amerika, hvor jeg spillede birolle nummer tre i den ene komediefilm efter den anden. Det var på en måde interessant, men ikke rigtig tilfredsstillende. Jeg sad ikke i førersædet og havde ikke hjertet med i det - det var lidt for nemt. Derudover havde jeg længe følt mig hæmmet af Alan Partridge-figuren og forsøgt at distancere mig fra den. I et år eksperimenterede jeg med at gå til casting på usædvanlige roller, og jeg fik ikke en eneste af dem. "Jeg er vild med det, du laver, og det var en rigtig god audition, men til syvende og sidst er du kendt for at være komiker, og det vil vi ikke have med i vores film. Jeg vil have en seriøs skuespiller." Det hørte jeg fra castere og fra filmselskabschefer, og det begyndte at pisse mig af. Fuck det, jeg finder en film, jeg kan producere, og så giver jeg mig selv en god rolle, for jeg tror, at jeg vil kunne spille den. Hvis nogen anden havde produceret eller skrevet "Philomena", var jeg aldrig blevet tilbudt den rolle."

Judi Dench, Steve Coogan i "Philomena" | © Scanbox

"I USA er man mere åbne over for, at komikere kan være gode karakterskuespillere. Men i Storbritannien hersker der stadig noget elitisme omkring det på grund af vores klassiske teatertradition. Der er en udbredt forestilling om, at komedie på en eller anden måde er mere overfladisk, trivielt eller nemt at gå til. I virkeligheden er det teknisk meget svært at spille godt komedie. Jeg er uddannet skuespiller, men blev suget ind i komedieverdenen. Jeg kan godt lide humor og gags, men det skal helst handle om noget. Efterhånden som man bliver ældre, kræver man mere substans i tingene. Selv god komik er ligesom fastfood: Man nyder det, men det giver ikke ordentlig næring. Man har brug for både at le og græde."
"Humor kan bruges som et korrektiv, hvis tingene bliver for sødladne eller sentimentale. Jeg ønskede at bruge kynisme som en del af Martin Sixsmiths personlighed i "Philomena", fordi kynisme er morsomt og underholdende, men kærligheden og håbet er nødt til at vinde over den. Vi måtte sætte os ud over kynismen. Det mest avantgardistiske, man kan gøre i dag, er at behandle kærlighed på en ikke-kynisk, uforstilt facon, hvor det ikke bare er noget, man bruger for at manipulere med publikum. Det er det sværeste af alt - at være oprigtig."

Steve Coogan, Judi Dench i "Philomena" | © Scanbox

EXTRA - FOR FOREIGN READERS:
Steve Coogan, actor/writer/producer, talks about "Philomena" at Venice Film Festival 2013 
(English version)

"I was treading water in America, playing part number three in this and that comedy film. It was sort of interesting, but not really satisfying. I wasn't in the driving seat, I wasn't passionate about it - it was kind of easy. Also, I felt encumbered with the Alan Partridge character for many years and tried to move away from it. I experimented for a year auditioning as an actor for unusual parts, and I didn't get any of them. No director would give me that kind of serious part. "I love what you do, and you did a really good audition, but in the end, you do comedy, you're too known for that, and we don't want that in our film, I want a serious actor." I got that from casting agents, heads of studios, and it started to piss me off. Fuck it, I'll find a project to produce, I'll give myself a good role, I think I can do it well. If someone else had produced or written "Philomena", I would not have been offered that role."
"In America, there's a more open view towards [comedians being good character actors]. But in Britain, I find a certain elitism about that, because of our classical tradition. There's a notion that comedy is somehow lightweight or trivial or easy. In fact, good comedy is technically very hard. I trained as an actor, but got sucked into comedy. I like humor and gags, but I like things to be about something. As you get older, you want something with more substance. Even good comedy is like fast food: it's enjoyable, but you want real nourishment - you need to laugh AND cry."
"Humor can take the curse off things that are mawkish or sentimental. I wanted to use cynicism [as the Martin Sixsmith character in "Philomena"], because it's funny and enjoyable, but it has to lose the battle with love and hope. I am cynical sometimes, but I don't like to think that I'm full of hate. It had to be transcended. The most avant-garde thing you can do is to talk about love in an uncynical way and be genuine about it rather than trying to play a beat for an audience. That's the hardest thing, to be sincere."
© Brian Iskov - do not copy without written permission from the author

tirsdag den 19. november 2013

Tema: Filmcensur - med podcast og besøg i Medierådet

Podcast 84 fra Filmnørdens Hjørne er netop udkommet. Det store emne er denne gang filmcensur: Hvem sidder egentlig og bestemmer, hvad vi som publikum må og bør se på film?

Casper og Brie - efter censuren

Fra 01:00 i podcasten kaster Casper og jeg os ud i censursnakken med udgangspunkt i mit besøg i Medierådet for Børn og Unge. Først fortæller en af de danske filmcensorer, Katrine Munch, om sit job og de overvejelser, hun gør sig, når hun får en film til gennemsyn. Som case gennemgår hun Steven Soderberghs "Mit liv med Liberace" helt ned i detaljen.

Vi får også besøg i studiet af censureksperten Thure Munkholm, programchef ved CPH PIX. Thure folder emnet ud ved at trække tråde tilbage i tiden til Statens Filmcensur, hvor man bl.a. slog hårdt ned på scener med pisk, dyrevold, lesbiske kys og indianere, der skød cowboydere i ryggen. Vi kigger desuden på, hvordan filmcensur foregår i andre lande - og især hvordan den forkætrede instans MPAA forvalter USA's filmcensur.

PS: Denne podcast indeholder langt over to forekomster af ordet "fuck" og ville dermed få censurgrænsen R (Restricted), hvis vi havde lavet den til det amerikanske marked ...

Hør podcast 84 her:



> Hent podcast 84 på iTunes
> Hent podcast 84 som mp3

Hvis du vil grave endnu dybere i emnet filmcensur, kan du herunder læse meget mere udførligt om mit besøg hos Katrine Munch i Medierådet. God fornøjelse!

Med censoren på arbejde
Brian Iskov i Politiken 26. august 2013

Syv eksperter i Medierådets vurderingsudvalg bestemmer suverænt aldersgrænserne på de film, der vises i Danmark. FILM kiggede censorerne over skulderen en tilfældig torsdag i august

Oven over Cinemateket i Filmhuset i det indre København ligger en hemmelig biograf, som offentligheden hverken har adgang eller kendskab til. Kun syv personer passerer jævnligt gennem 'Nåleøjet', der skjuler sig bag en undselig dør hos Medierådet for Børn og Unge på anden etage.

Katrine Munch er 36 år og uddannet skolelærer. På sin ugentlige fridag fra Børnerådet, hvor hun er kommunikationsmedarbejder, vurderer hun film i Medierådet. Da Politiken kigger forbi en torsdag morgen, sidder hun alene med kaffe, pen og A5-notesblok i et af Nåleøjets 18 blå kinosæder for at sætte dansk censurgrænse på to trailere og en spillefilm.

Filmenes respektive distributører betaler Medierådet 12,78 kr. per spilleminut for at få det indsendte materiale klassificeret. Tilsvarende bliver Katrine og hendes fem kolleger i vurderingsrådet aflønnet for hvert minut, de ser.



Naomi Watts spiller Lady Di i dagens første forfilm, 'Diana'. Et A i en cirkel på Katrines blok angiver, at traileren er udramatisk nok til at få den laveste aldersgrænse: »tilladt for alle«. Derimod beder hun om at få vist reklamen for Marvels superhelteepos 'Thor: The Dark World' en ekstra gang. Der sker ganske meget på trailerens få minutter, og Katrine har brug for at notere nogle detaljer, der kan indgå som eksempler i hendes vurderingstekst.

»Fantasy og eventyr med slåskampe og lettere dramatiske scener får tit 11,« oplyser hun. Ofte vil superhelte- og fantasygenren i sig selv være en formildende omstændighed, for som udgangspunkt føles det mindre uhyggeligt, hvis filmen foregår langt fra den verden, som børn selv kender.

»En trailer kunne man derfor godt give syv, men i dette tilfælde ser man mennesker, der lider eller bliver skudt med ild. Der er også nærbilleder af angste mennesker. Film til 7-årige må godt have drama, men når man ser konsekvenserne hos de personer, det går ud over – f.eks. i form af angst – bevæger aldersgrænsen sig opad,« forklarer Katrine. Thor-traileren får derfor mærkatet »tilladt over 11 år«.

> Læs Medierådets bedømmelse af filmen "Thor: The Dark World"



Efter forfilmene ruller 'Mit liv med Liberace' over Nåleøjets lærred. Steven Soderberghs biografiske drama om 1970'ernes farverige showpianist og skabsbøsse er udadtil en relativt fredelig affære. Men selv om en film er fortalt i et behersket tempo, kan dens stemning udvikle sig i en retning, der bliver udslagsgivende for censorens endelige dom. Modsat vurderingssystemerne i mange andre lande tager Medierådet nemlig også filmens kontekst i betragtning.

»Vores engelske kolleger i BBFC krydser af i et skema, når der f.eks. er nogen i filmen, der skændes eller slås eller viser et nøgent bryst. Til sidst ryger dataene ind i en computer, som regner ud, hvilken vurdering filmen skal have. Derfor kan englænderne til tider undre sig over vores vurderinger, fordi de selv enten ligger meget højere eller lavere end os. Men det er fordi, vi vurderer filmens elementer inden for de rammer, de bliver præsenteret i, og vi kigger også på, hvordan modtagerne vil opleve det, der foregår på lærredet,« siger Katrine Munch.

Den galopperende (homo)seksualitet i Liberace-filmen udløser ingen advarselslamper hos det danske Medieråd:
»Filmen har kortvarige sexscener mellem mænd, og selv om man ikke ser nøgne kønsdele, kun overkroppe, er jeg nødt til at forholde mig til, at det er noget andet at se homo- end heteroseksualitet i film. Sex i det hele taget er grænseoverskridende for børn. Men her er det præsenteret så afdæmpet, at det ikke er nok til at udløse en 7-års grænse.«



Klassificeringen sniger sig først opad, da Liberaces unge elsker i filmens anden halvdel begynder at tage stoffer. Det gør stemningen mere knugende, mener Katrine Munch.
»Hen imod slutningen er der mange følelsesmæssige udbrud med nogle ret kraftige reaktioner, hvor mennesker er i deres følelsers vold. Og i de scener er filmens klipning og det nervøse, håndholdte kamera med til at underbygge, at den her mand er ude i tovene.«

Kombineret med et par detaljerede nærbilleder af ansigter, der kommer under plastikkirurgens skalpel, trækker det Katrine Munchs endelige dom op på »tilladt over 11«. At Matt Damons figur favoriserer det engelske sprogs mere saftige gloser, har derimod ingen betydning for vurderingen.

»I princippet kan man i Danmark sige 'fuck', så meget man vil, i en film for alle. Sproget bliver kun et problem, hvis det indgår i en nedgørende sammenhæng, men så vil det som regel være vold eller psykisk terror, som gør udslaget,« siger Katrine Munch.

> Læs Medierådets bedømmelse af "Mit liv med Liberace"



Efter frokost stempler Medierådets formand ind. Anne Mette Thorhauge er hasteindkaldt fra sit fuldtidsjob som lektor på KUA for at tage sig af en akut ankesag. Ifølge loven har filmudlejerne mulighed for at klage over Medierådets vurderinger af deres film. I så fald ser rådsformanden filmen igennem med en anden censor for at afgøre, om aldersgrænsen skal sænkes eller bevares.

Den aktuelle sag gælder teenage-fantasyfilmen 'The Mortal Instruments: Dæmonernes by'. Den er vurderet til 15 år. Og det huer ikke udlejeren, SF Film.
»Ligesom 'Twilight' er den her film nøje målrettet til den amerikanske PG-13-klassificering, og den afprøver grænserne for, hvad et amerikansk publikum i den alder kan håndtere,« siger Anne Mette Thorhauge.

Problemet er, at det danske vurderingssystem – modsat USA – ikke har en 13-års grænse. »Vi ser flere og flere film, som lander lige midt imellem 11 og 15 år. Der er vi nødt til at tage hensyn til de yngste og sætte grænsen højere, end vi egentlig har lyst til. For der er meget stor forskel på at være 11 og 15 i dag,« siger Anne Mette Thorhauge.



I tilfældet 'The Mortal Instruments' er dæmonhunden, der tidligt i filmen angriber den unge heltinde, et særlig skærpende element.
»Det ender med at blive en meget langstrakt scene, fordi hunden lige kommer igen en ekstra gang, efter man tror, at pigen er i sikkerhed. Og den måde, hundens hoved flækker på, da den bliver til en dæmon, er vildt uhyggelig. Det er ren horror; det ligner noget fra 'The Thing',« siger Anne Mette Thorhauge.

Endelig hæfter hun sig ved, at den dystre scene optræder i filmens første akt, hvor historien stadig foregår i et genkendeligt hverdagsunivers med traditionelle mor-datter-scener.

Anne Mette Thorhauge understreger, at ingen af Medierådets censorer bryder sig om at udelukke målgruppen fra festen. Derfor har rådet anmodet Kulturministeriet om at få indført en 13-års klassificering for at kunne give børn og forældre mere retvisende vejledning.

»Dels er det et meget reelt problem for distributøren i forhold til, hvem de markedsfører filmen til. Der er jo mange penge på spil, når man afskærer de 11-årige fra at se 'The Mortal Instruments'. Desuden er det sådan en film, som 13-årige gerne vil se i biffen alene eller med deres veninder. Og de kan sagtens håndtere den film. Men som klassificeringen er nu, skal de tage deres forældre med ind og se den,« konkluderer Anne Mette Thorhauge – som ender med at fastholde filmens 15-års grænse.

> Læs Medierådets bedømmelse af "The Mortal Instruments - Dæmonernes by"



'Klovn': Hvad siger børnene?

Med jævne mellemrum nedsætter Medierådet børnepaneler, hvor skoleelever fra hhv. 1. og 4. klasse ser filmene sammen med censorerne. Blandt andet har 'Klovn the Movie' (2010) og den frimodige norske ungdomsfilm 'Ta' mig' (2011) været brugt som cases i børnepaneler med sex som tema. Målet var at finde bedre definitioner for, hvordan Medierådet vurderer seksuelt indhold i film.

»Vi fik mange klager fra forældre, efter at vi vurderede 'Klovn the Movie' til 11 år,« fortæller Katrine Munch.

»Efterfølgende kørte vi filmen for et 7. klassepanel, og de kunne sagtens klare at se den. Det kunne 5. klassepanelet også, men der kunne vi godt mærke, at vi pillede ved en grænse. Der sker bare noget med seksualitet, når man er 11. De synes faktisk, at det er grænseoverskridende på en måde, som kan være skadeforvoldende,« siger Katrine Munch, der ideelt ville have givet 'Klovn' en aldersgrænse på 13 år.

Også filmens humor viste sig at skille vandene, fortæller Anne Mette Thorhauge.
»Børnene syntes, det var sjovt, at Casper og Frank kæntrede i kanoen. De grinede også af replikker som »Jeg stikker en paraply op i røven på dig«. Men selve figurerne går simpelthen ikke ind hos 11-årige børn,« siger Anne Mette Thorhauge, som fremhæver, at grovkornet humor har kun en formildende effekt i det omfang, børnene forstår den.

»Det var tydeligt, at børnene tog afstand fra Casper og Franks lamme opførsel. Mange af dem spurgte, hvordan de overhovedet kunne tillade sig sådan noget, og hvordan de voksne kunne sidde og grine af den slags. Der havde børnene faktisk deres moralske kompas mere i orden end de voksne,« konstaterer Anne Mette Thorhauge.

Katrine Munch understreger, at Medierådets klassificeringer hverken må opfattes som en blåstempling eller en moralsk dom.
»11-årige har ikke nødvendigvis glæde af at se en film som 'Klovn'. Vi vurderer blot, at de ikke tager skade af det,« siger hun og indskærper, at forældrene stadig er suverænt bedst klædt på til at bedømme, om deres børn bør se en bestemt film eller ej.

> Læs Medierådets bedømmelse af "Klovn the Movie"



'Bollevenner' deler vandene

Inden for Skandinavien er filmcensorerne som regel enige om, hvordan en film skal vurderes. Men især skildringer af sex kan skille vandene. Den løsslupne komedie 'Bollevenner' (Friends with Benefits) fra 2011 gjorde brug af stort set alle klassificeringer i de lande, den blev vist.

I Danmark og Norge blev filmen tilladt for alle, mens den fik 11-årscensur i Sverige og 12 år i Tyskland. Briterne satte grænsen til 15, mens filmen i sit hjemland, USA, nåede helt op på 17-årsgrænsen på grund af »seksuelt indhold og sprogbrug«.

Generelt er nøgenscener sjældent noget, der kan få de danske filmcensorer op af stolen, fortæller Katrine Munch fra Medierådet for Børn og Unge: »Det er nok meget skandinavisk, og det bliver vi også ålet for, når vi møder censorer fra andre lande.«

> Læs Medierådets bedømmelse af "Bollevenner"

Hvad er Medierådet?

Medierådet for Børn og Unge er et offentligt, rådgivende organ, som hører under Dansk Filminstitut. Rådet, der blev nedsat af Kulturministeren i april 1997, afløste det tidligere Statens Filmcensur fra 1922.

Medierådets hovedopgave er at vurdere film og computerspils egnethed for børn og unge i forskellige aldersgrupper. Biograf- og videofilm vurderes ud fra de vejledende aldersgrænser tilladt for alle, 7, 11 og 15 år. Tidligere hed de øvre aldersgrænser 12 og 16 år. 7-års grænsen blev indført i 1980.

Alle film, der vises i biografen samt film, der sælges, lejes eller udlånes offentligt til børn skal være godkendt af Medierådet. Værker, der ikke indsendes til gennemsyn, får automatisk den højeste aldersgrænse (15 år). Ifølge den nuværende filmlov må børn over 7 år dog se alle biograf- og videofilm, så længe de er i selskab med en voksen.

Visninger på filmfestivaler, musikvideoer, reklame- og undervisningsfilm er ikke omfattet af Medierådets vurderinger.

Rådet udgøres af en formand og seks medlemmer, der er beskikket af kulturministeren. Vurderingsudvalget består af formanden samt to såkaldt børnesagkyndige, der har en pædagogisk eller psykologisk uddannelse.

Medierådet censurerer ikke film og kan heller ikke forbyde dem. Voksencensuren bortfaldt i Danmark i 1969.

Hvis et filmselskab er uenig med Medierådets vurdering af en film, kan de vælge at anke klassificeringen. Alternativt kan distributøren selv foretage censurklip (f.eks. i 'Gremlins 2: Det nye kuld' fra 1991) eller, mindre drastisk, skrue ned for særlig voldsomme lydeffekter. Sidstnævnte trick bragte Pixars 'Modig' og animationsfilmen 'Den kæmpestore bjørn' ned fra en 11- til 7 års-grænse i danske biografer.

Alle Medierådets klassificeringer af film kan læses på www.medieraadet.dk

Medierådets kategorier

A - Tilladt for alle
Typisk film fortalt i et roligt tempo og med få skift i intensitet. Korte, dramatiske hændelser forløses hurtigt med humor.
Eks: Shrek-filmene, Far til fire-filmene, Before Midnight.

7 - Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år
Kan f.eks. indeholde lettere dramatiske og intense scener med chokeffekter som muligt skærpende element. Mange familiefilm, herunder animerede spillefilm, falder ind under denne kategori.
Eks: Toy Story 1-3, Sådan træner du din drage, Blue Jasmine.

11 - Tilladt for børn over 11 år
Mange fantasy- og science fictionfilm, superheltefilm og andre relativt ublodige actionfilm. Kan indeholde skræmmende passager og dramatiske indslag, der ikke umiddelbart forløses.
Eks: Twilight-sagaen, Ringenes Herre, Star Wars, de fleste James Bond-film, Spies & Glistrup.

15 - Tilladt for børn over 15 år
Horrorfilm og andre film med stærke og urovækkende fremstillinger af temaer som angst, vold, sex, krig, misbrug, liv og død, naturkatastrofer osv. Mærkatet gives desuden til alle spillefilm, som ikke indsendes til vurdering i Medierådet.
Eks: World War Z, 3096 dage, Kvinden i buret, Kick-Ass 2.

> Læs videre: Empire Magazine besøger den britiske filmcensur, BBFC

torsdag den 31. oktober 2013

"Thor: The Dark World": Tom Hiddlestons gyldne øjeblikke

Da Empire Magazine i en nylig afstemning lod sine læsere afgøre, hvem tidens mest sexede mandlige skuespiller var, kom 32-årige Tom Hiddleston ind på en suveræn andenplads, kun overgået af ham den anden høje, højtuddannede og højst talentfulde engelske gentleman, som alle går gaga over i øjeblikket.

Tom Hiddleston

Jeg har (endnu) ikke hilst på Benedict Cumberbatch, afstemningens nr. 1, men mine to møder med Tom Hiddleston i London (på junkets for "Thor" og "The Avengers") har bekræftet mit indtryk af, at Marvel-filmenes Loke privat er mindst lige så intelligent, veltalende, høflig, behagelig, imødekommende, sjov og ubesværet charmerende, som hans fans, the Hiddlestoners, forestiller sig. Og så er han forresten også rigtig god til det der skuespilleri.

> Se mit interview med Tom Hiddleston ("Thor") fra DR's Troldspejlet
> Tom Hiddleston om kostumerne i "The Avengers"

På mange måder minder Tom Hiddleston om et andet af tidens "intelligente sexsymboler" fra Storbritannien, Michael Fassbender. Begge synes altid at more sig gevaldigt, hvad enten de giver interviews, indspiller film eller hilser på deres fans ved den røde løber. Deres afslappede attitude er forfriskende ukrukket, og manglen på selvhøjtidelighed bidrager i høj grad til de herrers sympatiske fremtoning. Endelig er såvel 'Fassy' som 'Hiddles' fra naturens hånd udstyret med attraktive, vandblå øjne og et vindende gavtyvesmil, der snildt kan antænde et mancrush eller to.

Og så er han gudhjælpemig også UNICEF-ambassadør og god mod børn. Foto fra Tom Hiddlestons Twitter-profil

Fra i dag kan Tom Hiddleston igen opleves på det store lærred, når han gentager sin succesrolle som Loke i "Thor: The Dark World". I den anledning får du her syv af Hiddlestons Greatest Hits fra YouTube.

1) Tom Hiddleston kan danse, som om hans liv afhang af det. Ved en offentlig optræden i Korea blev han spurgt: "Hvilken legemsdel er du mest stolt af?" Han valgte at svare: "Mine fødder" - og det svar forpligtede til en demonstration. Sam Rockwell og Romain Duris, watch out!



> Den fulde historie bag Hiddlestons dans

2) Det er næsten rørende, hvor meget Tom Hiddleston tydeligvis nyder at spille over for Cookie Monster fra Jim Hensons legendariske børne-tv-serie "Sesame Street". Her belærer Hiddleston den forslugne hånddukke om værdien af behovsudsættelse:



3) Hvem elsker ikke skuespillere, der laver imitationer af andre stjerner? Siden barnsben har Tom Hiddleston lavet tegnefilmstemmer for sin egen fornøjelses skyld. I denne montage viser han sit register ved at efterligne Alan Rickman, Owen Wilson, en velociraptor, Chris Evans, Orson Welles, Samuel L. Jackson og hesten fra "War Horse"!



4) Vi tager lige én mere: Tom Hiddleston som Owen Wilson som Loke i "The Avengers"!



5) Tom Hiddleston er så høvisk, at hans bedste bud på en beskidt vittighed næppe vil kunne give en nonne blussende kinder. Hør selv:



6) Mere Muppet-love. Tom Hiddleston deler et ømt øjeblik med Miss Piggy (som han i øvrigt spiller sammen med i den kommende "Muppets Most Wanted"):



7) Og så lige en lummer godnatbid til damerne:



> Følg Tom Hiddleston på Twitter
> Mere om mit møde med Hiddleston, Branagh og holdet bag "Thor"

onsdag den 25. september 2013

52 år med Imperial: Historien om en biograf

I dag, onsdag den 25. september 2013, genåbner Imperial Bio i København efter endnu en renovering. Nordisk Films store etsalsbiograf har fået installeret 64-kanals Dolby Atmos-lyd, et større lærred og nye stole.

Den nyrenoverede Imperial-sal, september 2013
foto © Nordisk Films Biografer

Imperial Bio åbnede første gang sine døre for publikum den 3. november 1961. Københavnernes foretrukne premierebiograf har både overlevet hippie-happenings, excentriske millionærer og lukningstrusler, siden den første direktør overtog nøglen til huset for 52 år siden.

Skønt mange tror det, har lærredet i Imperial aldrig været det største af sin slags i Danmark. Til gengæld kan de færreste af landets biografer matche Nordisk Films flagskib på Gl. Kongevej, når det gælder auraen af luksus og svundne tiders storhed.

Imperial har opnået sin særstatus som Københavns mest prestigefyldte premierebiograf, efter hovedstadens andre kæmpesale lukkede på stribe i fattigfirserne. Men da den ni millioner kroner dyre Imperial Bio åbnede for offentligheden i 1961, konkurrerede den med de lige så enorme 3 Falke Bio, Saga og Kinopalæet, der lå lidt længere nede ad vejen.

Imperials salsplan fra 1988 med 1179 pladser

Datidens flotte armbevægelser spejler sig stadig i Imperials rummelige marmorfoyer og salens nu 1002 pladser, bredt ud i amfiteatrets vifteform. Ellers er der næsten ingen levn af det oprindelige interiør (totempælene i siderne af biffen er originale) efter 50 år og fire ombygninger. Det passer forhenværende biografdirektør Jørgen Nielsen ganske udmærket:
»Indretningen var moderne på en ubehagelig måde. Jeg kan bedre lide det i dag. Det er mere kommercielt udnyttet, knap så fimset,« sagde han i 2011.

Jørgen Nielsen tiltrådte som Imperials første – og landets yngste – biografdirektør i en alder af 33. Dengang rummede salen 1521 arkitekttegnede stole betrukket med pastelrødt tysk kamgarnsstof. Todd-AO lydsystemet var 6-spors stereofoni fra B&O. Og i loftet sad et »revolutionerende moderne aircondition-anlæg«, som det benovet lød i pressen.
»Ved udsolgte forestillinger blev der nu fandens varmt allligevel,« husker Jørgen Nielsen.

Annonce for Imperials åbningsfilm "Exodus" (1961)

Alt var fremstillet specielt til biografen: selv rækkelyset, der blev lagt ned i gulvet, så man ikke kunne komme til at skifte pærerne, når de gik ud. Dagbladenes dækning af det nye filmpalæ understregede arkitektens sobre ambitioner: »Det er et nøgternt biografteater, anonymt i ordets bedste forstand ... Her er ingen kulørte neonskilte på facaden, ingen mark-skrigeriske plakater omkring indgangen.«

Det sidste fik Jørgen Nielsen hurtigt forpurret. Til bygherrernes fortvivlelse insisterede han på at plastre væggene til med plakater for det kommende repertoire.

»De ønskede, at når man besøgte vores biograf, skulle man opføre sig helt specielt. Men som direktør gjorde jeg alt for, at det modsatte var tilfældet. Folk stadsede sig gudskelov ikke op for at gå i Imperial.«

I 1970 kostede en eftermiddagsforestilling i Imperial 8 kroner

I de ti år, Jørgen Nielsen stod på broen i »det store skrummel«, udnyttede han chancen til at eksperimentere med repertoiret i weekenderne. Han allierede sig bl.a. med en gallerist og en museumsdirektør for at hjemskaffe de sidste nye kunstfilm om undergrundsmiljøet i New York.

»Jeg har aldrig fået så megen omtale i pressen, som dengang vi kørte Andy Warhols "Chelsea Girls" simultant på tre fremvisere for en udsolgt sal,« fortæller Jørgen Nielsen.

Teenagere og hippier strømmede til midnatsseancerne, der gjorde Imperial internationalt kendt som »the world's biggest arthouse-cinema«. Og hvis kunstfærdigheden på lærredet blev for kedsommelig, sørgede publikum i salen selv for underholdningen:

»Under visningen af en Yoko Ono-film begyndte nogle af tilskuerne at løbe i gåsegang mellem rækkerne. Til sidst sprang de op på scenen og byggede en menneskelig pyramide. Kontrolløren var helt panikslagen; sådan noget havde han aldrig oplevet før.«

Guldvæggen i Imperials foyer, ca. 1993 | foto © Thomas Hauerslev

Den samme pligtopfyldende medarbejder præsterede senere at irettesætte en af husets mest celebre kunder. Simon Spies spærrede gerne fire pladser bag sig »for ikke at have folk i nakken«, når han besøgte Imperial. Rejsekongen insisterede desuden på at smække benene op på rækken foran, men det fandt den opsynsførende sig ikke i. »I Imperial ligger vi ikke på stolene, vi sidder på dem,« fastholdt kontrolløren. Til sidst måtte Spies bøje sig og få sine penge tilbage ved billetlugen.

I mange år var endevæggen i Imperials vestibule beklædt med 24 karats bladguld. To velvoksne kaktusser foran væggen afholdt dog ikke folk fra at forrette hærværk på den fine belægning. Således greb Jørgen Nielsen engang et ældre ægtepar i at stå og kradse i guldet med spidsen af en paraply: »Manden blev helt stiv i ansigtet og lignede en dreng på 6 år, da han fortrak med sin kone i hånden.«

60'ernes optur var ebbet ud, da Jørgen Nielsen forlod Imperial i 1973. Omtrent samtidig tog nyboderdrengen Thomas Hauerslev S-toget ind til Vesterbro, så han kunne nyde datidens version af "De tre musketerer" formedelst 12 kroner. Yndlingspladsen dengang var allerbagerst i salen. I dag placerer han sig gerne på 10.-14. række i den sal, hvor han styrede teknikken som filmoperatør i årene 1987-94.

Imperials oprindelige indretning fra 1961 | foto © 1983 Thomas Hauerslev

Thomas Hauerslev husker start-80'erne som en sort tid for biografbranchen. Rungende tomme sale fremskyndte ombygningen af enkeltsalsbiografer til multiplexer. Glansen var også gået af Imperial, der viste politi- og voldsfilm for to ludere og en lommetyv. Da ejeren i 1983 besluttede sig for at dele kæmpesalen op i fem mindre, så det ud til, at Imperial skulle lide samme skæbne som byens andre hæderkronede biografteatre.

»Hvis ikke Nordisk Film havde overtaget lejemålet og ført Imperial videre som etsalsbiograf, ville den næppe have overlevet,« mener Thomas Hauerslev, der bestyrer websitet biografmuseet.dk.

Hans forhold til Imperial som et nostalgisk og hyggeligt sted er til dels farvet af, at han mødte sin nuværende kone, Charlotte, i huset for et kvart århundrede siden. Hun sad i vestibulens billetsalg; han lagde "Den Sidste Kejser" (1987) i kinomaskinen oppe på operatørgangen.

Men også biografens buede lærred og subwooferens buldrende bas trækker op i Thomas Hauerslevs bedømmelse af Imperial:
»Bundtrækket i deres lydsystem [Dolby Digital, B.I.] giver mig gåsehud på armene. Og så er der altså noget særligt over at se film sammen med 1000 andre mennesker – det kan man ikke ret mange steder længere«.

Salen i Imperial før den seneste ombygning | foto © 2007 Thomas Hauerslev

Imperials Greatest Hits

I Jørgen Nielsens direktørtid tegnede storfilmene "Kleopatra" (1963) og "The Sound of Music" (1965) sig for nogle af biografens største succeser. Trods deres popularitet nærede han lige stort had til begge film.

»"Kleopatra" er nok det værste lort, jeg har vist. Udlejeren Fox tabte så mange penge på at køre den i Imperial, for det rygtedes jo hurtigt, hvor pinlig filmen var. "Sound of Music" var også fæl, men folk så den jo gladeligt ti-tolv gange. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at være på kontoret, for efter kl. 14 kunne jeg høre musikken gennem væggene.«

I 1986 slog Karen Blixen-filmen "Mit Afrika" rekorder, idet Imperial holdt den på plakaten i 8 måneder og 9 dage. Senere vakte biografens klientel opsigt i medierne, da de mest ihærdige fans af "Ringenes Herre" (2001) lagde sig i kø på fortovet foran billetkontoret, en hel måned før forsalget til filmene startede.

Blandt andre publikumstræffere i Imperials historie kan nævnes "West Side Story" (1961), "Sidste stik" (The Sting, 1973), "Dødens Gab" (Jaws, 1975), "Stjernekrigen" (Star Wars, 1977), "E.T." (1982), "Die Hard" (1988), "Titanic" (1997), "The Matrix" (1999), "Avatar" (2009) samt Harry Potter- og James Bond-serierne.


Højdepunkter fra Imperial

1961: Imperial åbner for publikum den 3. november. Biografen drives af Folkeligt Oplysnings Forbund. På premiereaftenen vises krigsfilmen "Exodus" med Paul Newman.
1967: Jacques Tati modtager en Bodilpris i Imperial for sin film "Playtime".
1972: Bevillingssystemet ophæves, og Imperial kommer i privat eje.
1983: Nordisk Film køber Imperial og redder den fra at blive delt op i fem mindre sale.
1986: Sydney Pollacks "Mit Afrika" bliver et af biografens største tilløbsstykker nogensinde.
1993: Lydsystemerne Dolby Digital og DTS indføres.
1996: Den nye James Bond, Pierce Brosnan, gæster den danske gallapremiere på "GoldenEye".
1998: Biografen bliver certificeret til THX-lyd.
2001: AOK's brugere udnævner Imperial til årets biograf.
2004: Digital projektor bliver installeret.
2013: Imperial får nyt, større lærred og Dolby Atmos-lyd.

Fakta om Imperial
  • Imperial er tegnet af arkitekterne Otto Frankild, Jørgen Høj og Svend Åge Madsen.
  • Biografen blev opført 1959-61 og er ombygget i 1988, 1998 og 2003 (hvor der kom kopholdere på sæderne).
  • Antallet af pladser er i samme periode reduceret fra 1521 til 1102.
  • Før den seneste renovering i september 2013 rummede salen 32 højttalere, og lærredet målte 15,7 x 7,4 meter.
  • Imperials nye sølvlærred måler 18,4 x 7,7 meter. Salen har nu 1002 sæder (september 2013).

> Læs artikel fra Biografbladet 1961 om Imperials åbning (biografmuseet.dk)

Tak til Thomas Hauerslev for lån af illustrationer fra biografmuseet.dk

onsdag den 18. september 2013

"Rush": Anthony Dod Mantles top 5 + Filmnørdens racerfilm-special



I torsdags havde Danmark verdenspremiere på Ron Howards "Rush" om rivaliseringen mellem 1970'ernes formel 1-stjerner James Hunt og Niki Lauda. Casper og jeg anmelder racerfilmen i den nyeste udgave af vores podcast Filmnørdens Hjørne, og som du kan høre fra 0:32 til 0:38, er vi ikke helt enige om filmens kvaliteter.

FILMNØRDENS HJØRNE #81: Racerfilm-special


Den medrivende film er fotograferet af britisk-danske Anthony Dod Mantle, som medvirker i vores podcast via en Skype-linje fra London. Han fortæller om de overvejelser, han gjorde sig om "Rush" og hvordan han har indfanget den hæsblæsende stemning på racerbanen. Blandet andet satte Anthony sig ind i et brændende bilvrag med sit kamera for at få de rigtige billeder! Du kan høre interviewklippene med Anthony Dod Mantle fra 0:40 til 0:51.

Endelig diskuterer Casper og jeg, hvilke andre racerfilm der er værd at se (0:52-1:08). Tak til vores kære lyttere for masser af gode forslag.


Jeg fik også Anthony Dod Mantle til at lave en top fem-liste over de racerfilm, der har gjort størst indtryk på ham. Anthony kommenterer sin top 5 nedenfor:

Fem fede film om ræs
ifølge Anthony Dod Mantle, cheffotograf på 'Rush'
Fortalt til Bries Blog-O-Rama



Grand Prix (1966, John Frankenheimer)
Den første internationale storfilm om motorsport er til dels optaget under virkelige, europæiske formel 1-løb i 1966.
Anthony Dod Mantle: »Der er kun lavet få spillefilm om formel 1 og endnu færre, der er lykkedes. John Frankenheimer var pioneren. Han fandt på nogle helt radikale ting, f.eks. placeringen af kameraer på og i bilerne, for at formidle dynamikken i racerkørernes univers. Hvis noget har inspireret mig til, hvordan jeg skulle fotografere 'Rush', er det dén film, mere end det er selve sporten.«



Le Mans (1971, Lee H. Katzin)
Den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt: en veritéagtig meditation over det legendariske franske 24-timersrace.
Anthony Dod Mantle: »Som film betragtet har 'Le Mans' kolossale fejl, men jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Det er en meget privat film på en måde. Og McQueen ser enormt godt ud i den.«



En forårsdag i Helvede (1976, Jørgen Leth)
Verdens hårdeste endagscykelløb, Paris-Roubaix, følges ned i mindste detalje af 28 fotografer, heriblandt Dod Mantles senere filmskolerektor, Henning Camre.
Anthony Dod Mantle: »Et nøgternt, men poetisk billede på the human race. Jørgen Leth er inde og berøre, hvad der driver de her mennesker til at presse sig selv så hårdt (cykelrytterne falder som fluer på landevejens støvede brosten, red.). Det ligner noget fra skyttegravene i Verdun under 1. verdenskrig, men de opsøger det selv. Den ekstreme form for passion og perversion, som hører til al idræt på topniveau, var langt mere synlig i 1970'erne, hvor man havde typer som James Hunt og Niki Lauda, end den er i dag.«
(Se filmen gratis på filmstriben.dk)



Jamen, man skyder da heste/They Shoot Horses, Don't They? (1969, Sydney Pollack)
Under depressionen i 1932 deltager en række mennesker i en flere uger lang dansemaraton i håbet om at vinde den store pengepræmie.
Anthony Dod Mantle: »En meget underlig film om vedholdenhed og det irrationelle i konkurrencemomentet. Danserne vælter rundt og falder over hinanden for at vinde. Det er fascinerende at se mennesker, der bliver ved og ved langt ud over fornuftens grænser.«



Trillingerne fra Belleville/Les Triplettes de Belleville (2003, Sylvain Chomet)
Højst aparte, håndtegnet fransk-belgisk-canadisk animationsfilm om en kuet ung mand, der paces frem af sin bedstemor til at blive rytter i Tour de France.
Anthony Dod Mantle: »Igen handler det om patos, udholdenhed og det perverse i, at man risikerer liv og lemmer for at vinde – eller for bare at blive færdig. Det er en vidunderlig film og en meget original, allegorisk beskrivelse af, hvad mennesker er i stand til. Hovedpersonen er en underhund og dybt excentrisk, men da han først finder en kanal at lede sin energi ud i, kan han alligevel noget. En mand som James Hunt blev racerkører. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være endt, hvis ikke jeg var blevet filmfotograf.«

> Hør også Filmnørdens Hjørnes podcast 63 med Anthony Dod Mantle
> Anthony Dod Mantle om "The Eagle" (Bries Blog-O-Rama)
> Ti blærede biljagter (Bries Blog-O-Rama)

søndag den 8. september 2013

"Taken 2": Brie møder Liam Neeson

61-årige Liam Neeson har i en årrække haft status af sexsymbol for modne kvinder. Men at han takket være "Taken"-filmene skulle få sit populære gennembrud som hårdtslående, midaldrende actionhelt, kom som en overraskelse for mange.

Jeg mødte Liam Neeson, da han sidste efterår besøgte København til premieren på "Taken 2". Den irske skuespiller fortalte bl.a. om sin fortid som bokser, ligesom han mindedes sit møde med legenden Muhammad Ali og afslørede sin hang til skandinaviske krimier.

Den første "Taken" fra 2008 vises i aften kl. 21.00 på DR3.



INTERVIEW MED LIAM NEESON:
En blød actionmand
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2012

Størrelsen er det første, man bemærker, når man står over for Liam Neeson. Den irskfødte skuespiller rager 1,93 meter i vejret, og Neesons rolige, men magtfulde aura lægger yderligere alen til hans statur i den lavloftede suite på Hotel Skt. Petri i København.

Til goddag rækker han en næve frem, der er næsten dobbelt så stor som journalistens. Neesons håndtryk er kortvarigt og relativt fast, men kun lige præcis solidt nok til ikke at virke vagt. Det er præcis det samme, tiltalende miks af blødt og hårdt, af følsomhed og modstandskraft, som den 60-årige Liam Neeson har gjort til sit kendemærke i film som »Schindlers liste«, »Michael Collins« og Bille Augusts udgave af »Les Miserables«.


Som et fyrtårn mejslet ud af en porøs klippeart fremstår Liam Neeson robust og mandhaftig, samtidig med at hans sørgmodige øjne og trygge, mørke stemme – af instruktørvennen Steven Spielberg beskrevet som »lyden af cigaretter og cognac« – antyder sensitive dybder. Kombinationen er lige effektiv, hvad enten Neeson bejler til sin betydelige fanskare af modne kvinder, eller han giver den gas som midaldrende actionhelt.

For eksempel var den franskproducerede selvtægtsfilm »Taken« fra 2008 næppe blevet en uventet, international videosucces, hvis ikke det var for den tyngde og troværdighed, som Liam Neeson lagde i hovedrollen.

Som den tidligere CIA-agent Bryan Mills uddelte Neeson overbevisende bøllebank til de albanske alfonser, der havde kidnappet hans teenagedatter. Efteråret 2012 vanker der igen øretæver i fortsættelsen, »Taken 2«, hvor Mills selv bliver bortført sammen med sin ekskone under en ferietur til Tyrkiet.



Liam Neeson har til dels baseret rollen som den handlekraftige Bryan Mills på en virkelig person, som han lærte at kende under forberedelserne til en anden film for et par år siden.
– Han er en kammerat, a pal, siger Neeson og afslører sin irske herkomst ved at gøre l'et i ordet »pal« ualmindelig rundt og langstrakt.

– Selv om han ikke har nogen børn, så er han Bryan Mills. En gang imellem forsvinder han for siden at vende hjem med et skudsår i siden eller skulderen. Så har han været i Pakistan eller Afghanistan på en eller anden hemmelig operation. Det er helt utroligt, siger Neeson.

Liam Neesons unavngivne soldaterbekendtskab må ikke udtale sig om, hvad han foretager sig på jobbet. Men helt sundt for sjælen er vennens lyssky erhverv tydeligvis ikke:

– Han siger, at det er som at tænde og slukke for en kontakt, hver gang han tager ud på en mission. Når han så kommer hjem, kan han ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i to uger. I stedet for drikker han sig meget fuld, især hvis han har mistet en god ven. Efter de to uger kommer han op til overfladen, og så har han det fint igen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Liam Neeson som skuespiller har et lignende relæ, der slår hans rolle til og fra, svarer han:
– Til en vis grad. Mit job er bare ikke nær så farligt som hans!

Liam Neeson i "Taken 2" (2012) | foto fra filmen

Liam Neesons karakteristiske profil afslører, at han ellers ikke er uvant med at indkassere knubs. Som 15-årig amatørbokser brækkede han næsen under en kamp, og selv om det er over 40 år siden, at han sidst stod i ringen, nyder Liam Neeson fortsat godt af den disciplin, som kommer af at være forhenværende nævekæmper. Især når han spiller fysisk krævende roller i actionfilm som »Taken«, fortæller han:

– Under optagelserne skulle jeg øve kampkoreografi hver dag efter fyraften. Selv om søndagen, hvor alle havde fri, trænede jeg stunts. Så disciplinen er den samme som dengang, jeg var bokser. Man går i motionsrum på et fast tidspunkt hver aften, og man pjækker ikke fra træningen.

Da Liam Neeson blev 17, måtte han lægge handskerne på hylden af den simple grund, at det begyndte at gøre for ondt at modtage tæsk, når han samtidig led af vokseværk. I stedet vendte han sin opmærksomhed mod skuespillets verden. De skrå brædder havde første gang udvist sin dragende kraft på Neeson, da han som 11-årig skoleelev ville gøre indtryk på en pige i sin klasse og derfor meldte sig til dramaholdet.

En ung Liam Neeson i "Pilgrim's Progress" (1979) | foto fra filmen

– Jeg spillede med i flere stykker på min skole og lavede meget amatørteater i min fritid. Siden gik jeg to år på lærerseminarium, hvor jeg også spillede en masse teater. Og på et eller andet tidspunkt var der nogen, der begyndte at betale mig for det, konstaterer Liam Neeson om sit valg af levevej.

Liam Neeson fortsatte dog med at boksetræne, og han er stadig fan af sporten. Da skuespilleren mindes sit ungdommelige møde med historiens største bokseikon, lyser han synligt op.

– Muhammad Ali var mit idol. Han var et formidabelt stykke mandfolk. Jeg fik lov til at hilse på ham i 1980, og jeg sværger: Jeg blev helt bogstaveligt blød i knæene.

På det tidspunkt havde 38-årige Muhammad Ali stadig et par kampe i sig, før han gik på pension. Det var dog ikke sporten, der bragte legenden til den engelske hovedstad. Muhammad Ali skulle gøre reklame for tv-filmen ”Freedom Road«, hvori han havde en sjælden skuespilrolle som slave.

Helen Mirren og Liam Neeson dannede par i 1980'erne

– Det var en forfærdelig dårlig film, ler Liam Neeson, der dengang var en ung, ukendt teaterskuespiller. Men fordi hans daværende kæreste, Helen Mirren, kendte filmens producer, kom Neeson med som påhæng, da Mirren blev inviteret til audiens hos Muhammad Ali på det fine Dorchester Hotel.

– Jeg rakte Ali et lille stykke papir og bad ham om at skrive en autograf til min far. Ali spurgte, hvad min far hed og skrev så: »Til Barney, Muhammad Ali«. Bagefter tog jeg hjem til min far og foldede papiret ud. Far tog sine læsebriller på, og da han så, hvad der stod på sedlen, begyndte tårerne at trille ned ad hans kinder, husker Liam Neeson.

Desværre fik Liam Neeson ikke udnyttet chancen for at diskutere boksning med sit store idol:
– Vi talte slet ikke sammen, for Ali forsøgte hele tiden at lægge an på min kæreste. Imens stod jeg og tænkte for mig selv, »Wauw, Muhammad Ali prøver at score min kæreste!«.


EKSTRAMATERIALE:
Liam Neeson og den skandinaviske forbindelse

Når Liam Neeson optager film i fremmede lande, nyder han at fordybe sig i den lokale kunst og arkitektur ved at gå på gallerier og museer, fortæller han. I de perioder, hvor skuespilleren ikke arbejder, slapper han gerne af ved at læse skandinaviske kriminalromaner.

– Jeg kan slet ikke få nok af dem, siger Liam Neeson begejstret og afslører, at han har fire af Henning Mankells Wallander-bøger liggende på sit natbord. Neeson er desuden så vild med den norske forfatter Jo Nesbø, at han anbefalede bogserien om detektiven Harry Hole til sin svigermor, den britiske teaterlegende Vanessa Redgrave.

– Vanessa læste »Genfærd« på 24 timer. Hun kunne simpelthen ikke lægge den fra sig, siger Neeson, mens han med sin venstre hånd udmåler omfanget af Nesbøs 450 sider tykke roman i luften.

Derudover ser Liam Neeson somme tider europæisk fodbold i tv, når han tilbringer ledige søndage i sit hjem i New York. Den irske filmstjerne følger Premier League-holdene Manchester United og Liverpool, men skynder sig at tilføje, at det mest er fordi, begge hans teenagesønner er Liverpool-fans.

Liam Neeson trækker da også blankt, da navnet på holdets danske forsvarsspiller, Daniel Agger, kommer på bordet.
– Har han været hos Liverpool længe? Har de lige købt ham? spørger Liam Neeson prøvende, før han giver fortabt og undskylder med ordene:

– Hvis mine drenge var her nu, ville de sidde og sparke mig under bordet. »Kom nu, far, du ved da godt, hvem han er!



BLÅ BOG
Liam John Neeson
  • Irsk skuespiller, født 7. juni 1952 i Ballymena, Nordirland.
  • Søn af en kok og en pedel. Har tre søstre.
  • Dyrkede amatørboksning fra 9- til 17-års alderen.
  • Teaterdebut i 1976; spillefilmdebut i 1979.
  • Oscarnomineret for hovedrollen i »Schindlers liste« (1993).
  • Var gift med kollegaen Natasha Richardson fra 1994 til hendes død i en tragisk skiulykke i 2009.
  • Bor i New York med sine to teenagesønner, Michael og Daniel.
  • Blev UNICEF-ambassadør i 2011.

fredag den 30. august 2013

Venedig 2013: "The Canyons" og sex på film

Sidste uge skrev jeg en artikel i Politiken om, at der bliver stadig længere mellem sexscenerne i moderne hollywoodfilm. Samtidig vælter tidens indiefilm og kabel-tv-serier sig vellystigt i bare bryster og halløj i himmelsengen:

LÆS ARTIKLEN:
Hollywood strammer kyskhedsbæltet og siger nej tak til sex
Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013

På den aktuelle 70. filmfestival i Venedig handlede det også om sex, da Paul Schraders "The Canyons" i dag fik europæisk premiere uden for konkurrenceprogrammet.



Paul Schraders neo-noir har vakt opsigt af to årsager. Dels fordi Schrader med "The Canyons" blev den første kendte, amerikanske filminstruktør, som har finansieret en spillefilm udelukkende via Kickstarter (budget: 150.000$). Dels fordi den omvandrende skandale Lindsay Lohan spiller hovedrollen og smider tøjet flere gange i filmen.

Denne forbløffende og afslørende reportage, som Stephen Rodrick har skrevet til The New York Times, illustrerer på forbilledlig vis de mange problemer, som fulgte i kølvandet på Schraders casting af Lindsay Lohan. Et skoleeksempel på new journalism, når det er bedst:

> Here Is What Happens When You Cast Lindsay Lohan in Your Movie

Til stor ærgrelse for fotograferne dukkede Lindsay Lohan heller ikke op som aftalt her i Venedig for at promovere "The Canyons" og strø stjernestøv over den røde løber. Årsagen er grangiveligt, at hun stadig er indlagt til afvænning. (Man undres over, at Variety endnu ikke har kørt rubrikken "Li-Lo lays low: No-show on Lido".)

> Læs om mit møde med den 18-årige Lindsay Lohan i 2004

Lindsay Lohan og James Deen i "The Canyons" (foto fra filmen)

Derfor var det op til den knap så celebre trio af instruktør Paul Schrader, manusforfatter Bret Easton Ellis og pornoskuespiller James Deen at snakke om "The Canyons" ved filmens pressekonference i Venedig.

James Deen, der er filmens mandlige hovedrolleindehaver, fortalte i den forbindelse lidt om brugen af sexscener i "The Canyons" (og ja, han har full frontal-nøgenscener). Han er tilsyneladende ikke helt enig med mig i, at sexscenerne er på vej ud af amerikanske mainstreamfilm:

"In "The Canyons", all the scenes that could be considered explicit are there to further the plot, to drive story. They're shot as if they were dialogue; it's not done with the intent to arouse the viewer, but to inform the viewer. If anything, with [the upcoming movie] "50 Shades of Grey" and just movies in general, it's [about] the acceptability of more explicit images in a mainstream movie without it just being tits and ass. I see mainstream movies becoming more forgiving with their explicit images, because they're not shown as being explicit, just images."

Paul Schrader sagde også et par ord, der kan tolkes som om, at han enten ikke har megen fidus til Lars von Triers kommende "Nymphomaniac", eller også har han slet ikke hørt om den:

"In the 1970's, there was a dream that there would be a cross over film that was both explicit and a solid film. I think that dream was a false one, and I don't think that such a film will ever occur. The part of our brain that responds to explicit imagery is another part of our brain than the one that responds to long-form narrative. And I think that these two impulses work at cross-purposes. I don't think anybody will ever succeed in making a long-form narrative that also has explicit imagery. The brain doesn't want to see that movie."
Paul Schrader, instruktør af "The Canyons" (pr-foto)

EKSTRAMATERIALE OM SEX PÅ FILM:

Nøgenhedsklausulen
Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013

Endnu en årsag til fraværet af filmsex i dagens Hollywood kan være en voksende uvilje blandt kendte stjerner – især de kvindelige – til at klæde sig af foran kameraet.

»Mange skuespillere har klausuler i deres kontrakter om, at de ikke optræder i bar figur. Enten på grund af karrierehensyn eller personlige holdninger,« siger Jody Pennington, der er lektor ved AU og forfatter til bogen 'The History of Sex in American Film'.

»Det vakte opsigt, da en stjerne som Kristen Stewart gik topløs i Kerouac-filmen 'On the Road'. Mange andre kendte skuespillerinder laver aldrig nøgenscener. De ved jo også, at billederne ender på nettet i løbet af nul komma fem.«

»No nudity«-restriktionen kan være dyr at omgås: Halle Berry fik i 2001 en halv million dollars for at blotte sine bryster i en enkelt scene i actionfilmen 'Swordfish'. En mere fiffig løsning for blufærdige stjerner kan være at tage visuelle effekter til hjælp, som Leslie Mann gjorde, da hun i komedien 'Hvis jeg var dig' (2012) lod en computeranimeret barm dække over sine naturlige attributter.

De frimodige optrin, som florerer i betalingskanalernes dramaserier, involverer påfaldende flere ukendte skuespillere og importerede europæere (hej, Alexander Skarsgård!) end etablerede amerikanske stjerner. Hvis en af Hollywoods A-liste-skuespillere i dag smider tøjet, sker det næsten udelukkende »for kunstens skyld« i et seriøst projekt.

Da oscarværten Seth McFarlane leverede sit kontroversielle intronummer »We Saw Your Boobs« under dette års show, stammede alle de nøgenscener, han opremsede i teksten, fra arthouse- og indiefilm.

lørdag den 6. juli 2013

"The Fountain": Darren Aronofsky forklarer sin film!

I aften viser DR2 Darren Aronofskys "The Fountain" fra 2006, hvor tre inkarnationer af Hugh Jackman gennem flere tusind år forsøger at redde sin hensygnende drømmekvinde (og eftersom hun spilles af Rachel Weisz, forstår man, hvorfor Hugh ikke vil give slip).

Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
Jagten på evigt liv er blot et af de store temaer, som Darren Aronofsky har proppet ind i sin ambitiøse sci-fi-romance, som han kæmpede for at realisere i seks år. "The Fountain" floppede forudsigeligt i biograferne, hvor langt de fleste afviste Aronofskys hjertebarn som en kringlet og prætentiøs omgang new age-pladder.

Jeg oplevede filmen første gang ved dens verdenspremiere i Venedig, og jeg hørte til det absolutte mindretal, der følte sig berørt af "The Fountain" og så den som en organisk, dybfølt og tænksom meditation over livet og døden. Det hjalp selvfølgelig også, at jeg dagen efter havde en halv time med Darren Aronofsky på Hotel Excelsior, hvor han beredvilligt og pædagogisk forklarede hele filmen for mig!

(I øvrigt mødte jeg Aronofsky i selvsamme balsal, hvor middagsscenen i Sergio Leones "Once Upon a Time in America" er optaget - hvilket Aronofsky ikke var sen til at påpege med slet skjult nørdet begejstring. "Strukturen i "The Fountain" er i høj grad inspireret af "Once Upon a Time in America", fortalte Aronofsky mig.)

For foreign readers: The following is my previously unpublished interview with Darren Aronofsky from the Venice Film Festival 2006, in which he talks in depth about his ideas behind "The Fountain".



DARREN ARONOFSKY EXPLAINS "THE FOUNTAIN"
As told to Brie at Venice Film Festival, September 2006
Previously unpublished

WHAT'S IT ALL ABOUT?
I think that "The Fountain" is a fairy tale. It's "Once upon a time, happily ever after." It's magical. But I like to call it a psychedelic fairy tale, because that means that it's a little more adult. Because it is, it's not for kids. It's a mature fairy tale, but really, that's all it is. It's two people deeply in love who are gonna lose each other, and how will they be back together.

DEVELOPING THE SCRIPT
How it all evolved is a long story. We [Darren Aronofsky and co-writer Ari Handel] started writing "The Fountain" in 2000 and put together a big 75 million dollar version of it. In September 2002, when we were seven weeks out and had spent 18 million dollars, the lead actor [Brad Pitt] quit, and the film fell apart. They wrapped up the sets, I went home, and for about seven months I tried to figure out what to do next, and I started to come up with new ideas.

Darren Aronofsky, Rachel Weisz & Hugh Jackman on set | 20th Century Fox
Then one night, I couldn't sleep, and I was sitting in my office, and across from me were all these books that I had read and done research for "The Fountain". I realized that it was deep in my blood, and I just had to tell this story. I realized that it was a near impossible thing to do, because ... 18 million dollars spent, and the history of it. I just started writing and decided, "I don't have to write for an actor, I don't have to write for a studio. I can write for myself." I started off as a no-budget filmmaker. What is the no-budget version of this film?

I rewrote it. And about two weeks later, I finished the script and handed it to my producer, and he said, "You know what? You've turned it from a story into a poem. And we can make it for 30 million dollars."

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
The movie is really a very, very simple story. All it is is a love story between a man [Hugh Jackman] and a woman [Rachel Weisz]. Except there's a tragedy happening, which is that the woman is dying at too young of an age. We have Tom/Tomas/Tommy, this kind of cliché male who is always driving forward and has to fix it, has to conquer, has to solve the problem, while this woman, Izzi, is starting to realize that she's not gonna survive, and she is starting to open up to the infinite possibility of what can happen once you die. But Tommy refuses to accept it.

IZZI'S BOOK AND THE INQUISITOR
So Izzi in her generosity, realizing that she can't reach him, decides to make a gift for him. And she writes a book that basically is a metaphor for their experience, and what's going on. It's about a conquistador who is kind of the cliché of the man overcoming everything. They were pretty vicious guys, you know, stealing the gold, doing anything for wealth and country.

Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
She also wrote herself into the story as the Queen, and then she put in the inquisitor - and I'm curious, did anyone get what the inquisitor was representing? [pauses for effect] It's cancer, it's her cancer. If you look at it, he even has the map that he paints with blood, he is referred to as malignant, he's taking over Spain ... That sort of was the metaphor of it.

Then Izzi dies, and Tommy's left with an unfinished book, which is really the ultimate gift. It's not a finished book, you have to figure out how this ends. How do you get past the Mayan priest? How is the Conquistador gonna solve the problem? Because it looks like the Conquistador has died, which we saw at the beginning of the film. So Tommy puts it on the back shelf and starts following his invention of living forever.

And we cut forward deep into the future, and you get to the future story, which is our man 500 years later, or 300 or 100 years later, whatever it says in the press package. I think the studio was trying to make sense out of it for themselves. But that doesn't matter. For me, it's just a man so deep in the future that you don't recognize [it].

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

DESIGNING THE FUTURE
It's funny, because when we started working on the science fiction [elements of this story], we didn't want to do the old sci-fi. Since "2001: A Space Odyssey", even before, every single movie that has come out just stick these floating trucks and cars in space. There's absolutely no reason that spaceships should look like trucks and cars. There was a movie, "Buckaroo Banzai" (1984), which had an organic shape, which was kind of cool. But mostly, they just look like the same thing we have now, which doesn't make any sense.

So we started thinking about, what kind of shape would the ship take. And we though about a cube ... We started simplifying, and eventually we went for the most simple shape, which was a sphere. Then we got to the bubble idea, because we thought, you're shooting through space - what do you wanna do? It's about the view!

"The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
The complexity of it is really the simplicity of it. Instead of seeing a man steering a spaceship with a stupid holographic thing, you know what - we're way beyond that.

And the story's not about that, it's about a guy trying to stay alive inside this ship that he's taking and following Izzi's instructions to take this dying tree, that he's been killing by eating, to be reseeded and rebirthed when Xibalba dies, this dying star that she talks about.

Did anyone get any of this? It's all there, right? But it's told not in the most obvious way, because we wanted to respect audiences.

RESPECTING THE AUDIENCE
There is the argument that people go to see movies one time. This is not one of those movies. We worked hard on "The Fountain" trying to make something that will stick around for a while. We really wanted to build this Chinese box, or these Russian dolls that go inside each other, of all these mysteries of what the film is.

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
In today's world people buy movies, and they watch them on their computer, they watch them with their friends, and they talk about them, and talk on the Internet. It's more of a dialogue where the audience slowly uncover more and more secrets about [the film].

Certain films that will remain unnamed are disposable commodities, there for the instant, and then, a few years down the line, you don't really hear about them anymore. "Requiem for a Dream", people are still watching [that one]. I meet all these teenagers that are still discovering it.

Sting came to see the movie, and he really dug the film, but he was like, "People are gonna fucking hate your movie". And I said, "Why?". And he said, "Because they are so holding on to what they want to believe, that if you start shaking it up in any way, they're just gonna get really angry. They are not gonna want to hear it." I'm excited for that.

HOW WE HANDLE DEATH
There are certain cultures, certainly in the past, where it has been more incorporated into life. But now, in the West, all we try to do is to run away from death.

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox
I had a grandma who at 93 had a heart attack, and we took her to the hospital. They took her away from us, and the next day we saw her, it turned out that they tried to resuscitate her three times. They broke her ribs and shoved a pipe down her throat. 93 years old, you know. I thought it was criminal, what they did. It's the wrong way to do it. But they just have to fight for life as opposed to letting people die gracefully. You don't accept that it's a part of life.

We've just completely brainwashed ourselves. As a kid, I remember my parents not taking me to funerals, to try and keep me away if an uncle would die. It's really gotten bent out of shape. Whereas in New Orleans, they play trumpets and dance in the streets. In Ireland, they have a party with kids.

THE MORAL OF THE STORY
I think we choose our fate. Tom at any point could have chosen to join Izzy in finding peace and not be chasing life. But he fights it. The only fate we have is that we have to go through the struggle so that we can get to that choice. Because I think we're all learning along the way.

Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

> Listen to Darren Aronofsky's self-made commentary track for "The Fountain"
> Darren Aronofsky reflects on the box office failure of "The Fountain" (Bullett Media)