Efter utallige tilløb med blinkende lygter, omkørsler og snublesten på vejen blev den sagnomspundne Troldspejlsbog i denne uge sendt i trykken.
Nyheden er særlig glædelig for mit vedkommende, da det var mig, der fik æren af at skrive den første bog nogensinde om "Troldspejlet" for DR, forlaget Carlsen og, ikke mindst, min barndoms helt fra fjernsynet.
Udgivelsen er berammet til 5. oktober 2010, og den tætpakkede 144-siders bog er endt med at bære den flotte titel "JAKOB STEGELMANNS TROLDSPEJLET – DEN STORE TROLDSPEJLSBOG AF BRIAN ISKOV".
Og hvad går Troldspejlsbogen så ud på, har mange spurgt mig i de halvandet år, jeg har arbejdet på den.
Dette uddrag af bagsideteksten opklarer forhåbentlig en del af mysteriet:
"DEN STORE TROLDSPEJLSBOG er ligesom tv-programmet fyldt til bristepunktet med fantastiske fakta, vidunderlig viden, tankevækkende trivia og imponerende indsigt. Samt næsten 500 ukendte, glemte, spøjse, smukke eller usædvanlige illustrationer."
"Her er alle de fantastiske figurer, universer og medier og deres skabere: Lige fra Superman, King Kong og bipbipspil over Anders And, Tintin og Ringenes Herre til manga, Toy Story, Lara Croft og de mest moderne spillekonsoller. I et særligt kapitel går bogen bag om Troldspejlet og fortæller, hvordan programmet opstod, og hvordan det tilrettelægges."
Det er med stolthed, at Bries Blog-O-Rama hermed kan præsentere det første smugkig på indholdet af DEN STORE TROLDSPEJLSBOG:
I måneden op til udgivelsen vil du på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side kunne finde flere eksklusive smagsprøver fra Den Store Troldspejlsbog, som også indeholder bidrag fra Jakob Stegelmann himself og bogens redaktør, Carsten Søndergaard. Vi er alle rørende enige om, at det færdige resultat er blevet det definitive værk, vores indre 12-årige ville elske at eje!
Følg nedtællingen her:
> Bries Blog-O-Rama på Facebook
Og til sidst lidt aktuel bonusinfo:
Hvis du går i biografen og ser den danske version af Pixars "Toy Story 3" – som er fremragende – så læg især mærke til den trold-i-æske, som springer Buzz & Co. i møde ved ankomsten til dagplejecentret Sunnyside. Troldens ene replik, som i den amerikanske original tilhører filmens instruktør, Lee Unkrich, er nemlig indtalt på dansk af ... Jakob Stegelmann!
Tillykke med færdiggørelsen. Vi glæder os til receptionen.
SvarSlet