Tyg lige på den her historie: En efterkommer af den hvide haj, som Martin Brody (Roy Scheider) dræbte i ”Dødens Gab 2”, forfølger hans hustru, Ellen Brody (Lorraine Gary), til Bahamaøerne for at hævne sit døde ophav.
Jep, du læste rigtigt. En fisk, der bærer nag til en menneskefamilie. Hajen kan også rejse sig lodret op i vandet og brøle som en dinosaur. Vent, det bliver værre endnu ...
I denne scene fra "Dødens Gab 4 - Hævnen" slår hajens krop et knæk på cirka 45 grader, så dyret kan stille sit forparti skråt op af vandet og knurre ad de væmmelige mennesker. Dygtig haj.
"Jaws The Revenge" sank hurtigt til bunds, da den blev søsat i biograferne i 1987. Garvede Joseph Sargent er krediteret som instruktør på fiaskoen, der forsøgte at vride de sidste dråber ud af det brand, som Steven Spielberg grundlagde med sin overlegne "Jaws" fra 1975.
For så vidt er seriens fjerde indslag en ganske anonym og rutinepræget dusinvare af den slags, de færreste ville gide pege fingre ad. Hvis det ikke lige var for to forhold, der sikrer "Dødens Gab 4" en skamfuld plads i annalerne.
Manuskriptet er så himmelråbende afsindigt idiotisk, at man flere gange tager sig selv i at tro, det er en Jaws-parodi, man uforvarende har lukket op for. Alene plakatens famøse slaglinje – "This time it's personal" – giver et fingerpeg om niveauet. Synderen, den fortjent ukendte skriverkarl Michael De Guzman, skammer sig end ikke over at trække det slidte kort "GISP! Det var kun en drøm!" hele TO gange i samme film.
Læg dertil et budget, som åbenbart kun tog højde for rejseudgifterne til Caribien og checken til Michael Caine. Filmen vrimler i hvert fald med iøjnefaldende tekniske bøffer og bommerter, som ingen har fundet det umagen værd at rette op på undervejs. Man ser for sig et filmhold bestående af ugidelige zombier, der skæver længselsfuldt efter den næste fyraftensmargarita.
Her er mine bud på de fem mest pinlige fejl fra "Dødens Gab 4 - Hævnen":
Det er ikke kabler, der stikker ud af siden på fisken. Det er … øhhh … tjumm … okay, det er kabler.
12 år efter den oprindelige "Jaws" magter hajen ikke længere at bevæge sig omkring uden støtteben. Her er den hydrauliske arm, der bærer fiskens skrog, kommet med i billedet.
Uhmmm, mad på spid. Hvis hjælpestangen er der for at styre den mekaniske haj, virker den ikke særlig godt, for Bruce svømmer stadig pilskævt i denne scene.
Nu bliver det ekstra personligt. Rygfinnen tager ud på vendetta – men hvor er resten af hajen?
Og endelig: Se, hvordan det såkaldte ”havvand” plasker op ad den malede horisont i filmstudiets udendørs bassin!
At Lance Guest åbenlyst ligger og hundesvømmer i en pool på ovenstående billede skyldes, at Universal efter lunkne testvisninger forlangte en ny og, hmmm, mere spektakulær slutning på "Dødens Gab 4 – Hævnen".
> Se filmens oprindelige slutning på YouTube
Materialet fra den hastige reshoot, som udgør finalen i TV3's version, er tydeligvis lavet for lommeuld og visne blade. Jeg mindes ikke at have set så sjusket production value i nogen anden biograffilm fra et anerkendt Hollywood-studie i min levetid:
Fra denne indstilling af bådens forstævn, der borer sig ind i skindet på den erigerede rovfisk, klippes der til ...
Hov, what the ...? Hajer kan tilsyneladende ikke tåle at komme i kontakt med træ. Så eksplumderer de. BANG, siger det. Eller snarere, PFFFT, når det foregår i denne målestok. Klipperen gentager endda effekten fire gange lige efter hinanden, så vi alle kan se, hvor ussel den er.
Der døde dén. Så er der makrel i tomat.
Det er tilladt at måbe over den respektindgydende omhu og detaljeringsgrad, som Universals modelmagere har lagt i dén forstævn.
Nå, men enden på det hele blev, at Michael Caine finansierede et flot, nyt hus med sin gage fra ”Dødens Gab 4”. Og manuskriptforfatteren fik aldrig lov at lave film i Hollywood igen, så noget positivt kom der da ud af miseren.
Jeg kan i øvrigt varmt anbefale Jabootus ekstremt grundige og infamt veloplagte nedsabling af "Dødens Gab 4 – Hævnen", som står at læse på Jabootus Bad Movie Dimension. Dén anmeldelse er uendeligt mere underholdende, end selve filmen nogensinde bliver det.
Flere flove filmfejl på Bries Blog-O-Rama:
> "Højt at flyve" (Airplane)
> "Superman: Kampen for fred"
> Femten flove filmfejl
Ingen kommentarer:
Send en kommentar