tirsdag den 6. december 2011

Muppets i New York: "Jim Henson's Fantastic World"

Mandag i denne uge debuterede jeg som fast nyhedsoplæser i den 48. udgave af Danmarks bedste filmpodcast, Filmnørdens Hjørne.

Du kan høre Brie give den som Mr. Filmnews fra 05:03 til 14:50:



Til sidst i indslaget nævner jeg, at jeg lige har været i New York City for at se Muppet-udstillingen "Jim Henson's Fantastic World" på filmmuseet Museum of the Moving Image, der ligger i den fredelige bydel Astoria.



Ud over flere af de legendariske hånddukker fra "The Muppet Show", "Sesam, luk dig op" og "Fragglerne" rummer udstillingen et væld af rekvisitter, tidlige figurudkast og kruseduller, sjældne kort- og reklamefilm, plakatdesign og storyboards fra Jim Hensons arkiver. Alt sammen for en entrépris på beskedne 12 dollars (ca. 66 kroner, eller knap to københavnske cafe latte).

"Jim Henson's Fantastic World" løber indtil 16. januar 2012 (OBS! Nu forlænget til 4. marts) og kan varmt anbefales til alle barnlige voksne.


Jeg har set en rigtig Kermit! Godt nok var den kære frø spærret inde i en glasmontre, for at nostalgiske Muppet-fans som undertegnede ikke skulle falde for fristelsen til at lade fingrene befamle den grønne filt.

Den udstillede Kermit-dukke på MoMI er den autentiske model, som Jim Henson førte i midten af 1970'erne. Til Hensons første prototype af frøen, som han lavede i 1955, ofrede han sin mors forårsfrakke. Kermits øjne tilvirkede Jim Henson ud af en overskåret bordtennisbold.


En af mine yndlingsmupper, pianisten Rowlf, her i udgaven fra "The Muppet Show" anno 1976. På udstillingen forbløffes man over, hvor store dukkerne er i virkeligheden – men de skal selvfølgelig også have en hel menneskearm oppe i måsen.


"Fragglerne" fylder desværre ikke meget på Jim Henson-udstillingen i New York. Dog lærte jeg, at de gæve fragglevæsener nær var kommet til at hedde "The Woozles", og at "Fraggle Rock" var den første amerikanske tv-serie, der blev vist bag jerntæppet i Sovjetunionen. Ganske passende for et børneprogram, der havde til hensigt at promovere global forståelse og kommunikation på tværs af forskelle. Her ses Gobo med trubaduren Cantor.


Jæs! The Snouths – også kendt som juhu-pigerne bag ham her:


Mahna Mahna! :-D

OPDATERING 26.01.2012: Spillefilmen "The Muppets" får ikke dansk biografpremiere 23. februar, men udkommer på Region 1 Blu-ray 20. marts. Først den 4. juni 2012 får danskerne lov til at købe filmen på Blu-ray/dvd. Det er en skandale, Disney!!!

3 kommentarer:

  1. Ja nu er jeg jo ikke ekspert - og har ikke stået og kigget på dukerne live...alligevel vover jeg det ene øje (høhø) og påstår at det næppe har været tennisbolde der har været brugt til Kermits øjne - er det monstro ikke BORDtennisbolde vi taler om?

    SvarSlet
  2. Argh. Selvfølgelig er det bordtennisbolde. Godt set, Falkeøje Knudsen!

    SvarSlet
  3. Nu skriver du jo godt nok at dukkerne er overraskende store - så det KUNNE jo godt have været det var tennisbolde - der var barberet og poleret;)

    SvarSlet