fredag den 6. januar 2012

CPH PIX 2012: Movie Battle - slip din indre gyserinstruktør fri

Brian Iskov i Politiken, 22.12.2011

Den filmskoleuddannede instruktør Shaky González er ophavsmanden til Movie Battle, der i april 2012 kommer under CPH PIX' vinger. I kortfilmdysten får vækstlaget af uafhængige danske filmskabere plads til at prøve kræfter med de kulørte genrer – og du kan også være med.

Har du en vild og blodig filminstruktør sprællende i maven? Så er det tid til at sætte fødslen i gang. Terminen er 1. februar, Movie Battle står for barselshjælpen, og CPH PIX holder dåbsfest den 18. april, hvor den fjerde udgave af kortfilmkonkurrencen finder sted i Palads-biografen.
Armbevægelserne er unægtelig noget bredere end dengang i 2004, da Shaky González barslede med ideen til en intern dyst, der skulle udfordre kredsen af danske undergrundsinstruktører.

»Vi var alligevel en masse filmnørder, der rendte rundt og lavede kortfilm for få eller ingen penge. Jeg tænkte, at hvis vi afholdt en konkurrence, kunne flere komme i gang med at lave film i stedet for bare at gå og snakke om det,« fortæller Shaky González, der er genrefilmfan og uddannet instruktør fra Filmskolen.


"Connected" (fra Movie Battle 2010)

Siden den første beskedne Movie Battle har konkurrencen tilbudt et frirum, hvor vækstlaget af danske filmskabere kan dyrke deres yndlingsgenrer. Chancen for at få finansieret en spillefilm, der helhjertet bekender sig til action-, horror- eller thrillerformen, er nemlig stort set ikke-eksisterende i Danmark, mener Shaky González.

»Nogle af de nye instruktører som Nicolas Winding Refn ('Drive') og Christian E. Christiansen ('I:DA') er ved at ændre klimaet lidt, men vil man lave en genrebevidst film på dansk – action, thriller, horror – kræver det, at man har nogle biografsucceser bag sig. Debuterende eller uprøvede instruktører har ikke en chance i støttesystemet,« beklager den 45-årige González.

Han er en af de få i kredsen af guerilla-instruktører, som har en uddannelse fra Filmskolen under bæltet. Alligevel er han i ti år blevet afvist, hver gang han har henvendt sig til konsulenterne på Det Danske Filminstitut med et projekt. De fire spillefilm, González til dato har signeret, er alle uafhængigt produceret og finansieret med hjælp fra velvillige filmdistributører.
»Hvis man kommer med en god idé og har lavet et solidt forarbejde, er distributørerne langt mere interesserede end Filminstituttet i at prøve noget nyt,« erfarer Shaky González.

Shaky González
Vinderen af den allerførste Movie Battle var da også ham, der havde fundet på den bedste idé, husker González. Filmen hed ”Eksmanden”, og instruktøren gik under navnet Jimmy Nonose:
»Et døgn for deadline skrottede han sit oprindelige projekt og begyndte forfra. Næste dag kl. 12 stillede Jimmy med en ny film, som han havde optaget og klippet i løbet af natten!«

Reglerne i 2004 var simple: Lav en fem minutters kortfilm med valgfrit emne. Af de syv film, som blev færdige til tiden, viste de seks sig at være komedier. Det gjaldt også González' eget bidrag, 'Once Upon a Time in Hvidovre', om »en forstadsfyr, der tror, han er cowboy«. Kun en 70'er-agtig hævnthriller skilte sig ud fra flokken.

Eftersom González' egen hybel var for lille, endte en ven i Hvidovre med at lægge lejlighed og projektor til begivenheden. De godt 60 ildsjæle, som havde produceret filmene på nulbudget, sørgede for fest i stuen, mens et lille dommerpanel bestående af skuespilleren Erik Holmey og to instruktører fra Filmskolen (herimellem Shakys lillebror, Stefano González) kårede Nonose som aftenens sejrherre.

I 2007 fik 70'ernes slammede B-film en renæssance, takket være Quentin Tarantinos lurvede grindhouse-hyldest 'Death Proof'. Shaky González & Co. greb chancen til at afholde endnu en Movie Battle, men denne gang under strammere rammer. Filmene måtte højst vare 10 minutter, og de skulle ose af 1970'er-stemning og blaxploitation-gejl.


"Tony Venganza" (fra Movie Battle 2007)

Otte bidrag blev vist for 150 mennesker i lånte lokaler hos en ungdomsklub i Hvidovre. Shaky González tog førstepræmien med den festlige pastiche 'Tony Venganza', som han ene mand indspillede over en weekend. Publikumsprisen gik til Philip Th. Pedersens 'The Fro'. Begge har siden været på festivalrejse ude i den store verden og har bl.a. vundet priser i USA, oplyser González. Som årets vinder fik han lov at bestemme emnet for den næste Movie Battle. Han pegede på en af sine yndlingsgenrer: den postapokalyptiske film.

Arrangementet fortsatte med at vokse i 2010, hvor Movie Battle fyldte et selskabslokale i Vanløse med 500 tilskuere. Ni film blev vist på et kæmpe lærred. JVC sponsorerede en videoprojektor. Men såvel film som fest blev stadig drevet af knofedt og velvilje.
»Der er jo ingen penge i Movie Battle, så det har været noget med at ringe rundt til f.eks. restauranter og høre, om de ville give gavekort som præmie,« forklarer Shaky González.

Også juryen voksede i omfang og anseelse. Skuespillerne Thure Lindhardt og Jonas Schmidt, producer Lene Børglum, manuskriptforfatter Lars Detlefsen og filmekspert Nicolas Barbano udnævnte Shaky González til vinderen for hans Mad Max-agtige 'The Last Warrior' (hvor den sidste mand i en verden af amazoner viser sig at være Thomas Eje).
»Og Philip Th. Pedersen fik publikumsprisen, så der er sikkert nogen, der er lidt trætte af, at vi to skiftes til at vinde,« klukker González.


Trailer til "Eastern Army" (fra Movie Battle 2010)

I 2010 havde arrangørerne desuden budt en filmdistributør med til ballet.
»Jan Schmidt fra Another World Entertainment elsker genrefilm og undergrund, og han endte med at udgive filmene på dvd,« siger Shaky González.
Siden delte Jan Schmidt sin begejstring med arrangørerne af CPH PIX, og således gik det til, at den københavnske filmfestival i april 2012 bliver vært for den 4. Movie Battle – nu i en rigtig biograf.

Emnet, ”supernatural horror”, er igen bestemt af González, som selvfølgelig agter at forsvare sin titel. I år har han opgraderet til et professionelt filmhold, og han skyder sit 20 minutters bidrag på et avanceret digitalt RED-kamera, som han har lejet til en fordelagtig pris. Ingen af de deltagende får løn, men Shaky González kan godt mærke, at krisen kradser i filmbranchen.

»Det var helt klart nemmere at lave film på nulbudget for ti år siden. I dag er det svært at låne grej i weekenden og få folk til at arbejde gratis i længere tid,« siger González, der derfor har flere forskellige filmfotografer tilknyttet projektet. Derudover er det tophemmeligt, hvad han og medkombattanterne i den kommende Movie Battle går og pusler med.

»Vi ser alle sammen filmene første gang på premiereaftenen, så vi er meganysgerrige. Jeg tror, der bliver gjort noget ekstra ud af kvaliteten i år, fordi filmene skal vises i Palads. Men håndholdt video hjemme fra stuen er også velkommen. Det er ideerne og manuskriptet, der er afgørende,« understreger Shaky González igen.

Han håber også, at Movie Battle 2012 i CPH PIX-regi vil give flere etablerede instruktører lyst til at være med næste gang: »Jeg hører fra mange i branchen, at de savner muligheden for at lave genrefilm, og hvis de kan få lov til at gøre det i kort format, er det nok nemmere at kaste sig ud i det.«


MOVIE BATTLE 2012
Undergrundsfilmdysten Movie Battle 2012 finder sted i Palads, København den 18. april 2012.
Alle kan indsende deres egen film, så længe de holder sig til emnet ”supernatural horror” og varer højst 27 minutter. Deadline er 1. februar kl. 12, og bidragene sendes på dvd eller Blu-ray, med dialogliste og artwork vedlagt, til:

Another World Entertainment
Wilders Plads 9A, 3. sal
1403 Kbh. K.

Da arrangøren, CPH PIX, forventer mange indsendte bidrag, vil en jury screene filmene og udvælge de bedste til konkurrencen. Jan Schmidt håber at have en dvd med de deltagende film til salg allerede på premiereaftenen.

Alle konkurrencebidragene fra Movie Battle 2010 er udgivet på dvd af Another World Entertainment under titlen "Wasteland Tales".

> Movie Battle på Facebook

> Artikel om dansk indiefilm: Grøde i dansk filmundergrund

Ingen kommentarer:

Send en kommentar