onsdag den 14. marts 2012

Filmanmeldelse: "Kamæleonen"

Tidligere film som "Syriana", jurathrilleren "Michael Clayton" og stemningsspillet "Good Night, and Good Luck" har konsolideret George Clooneys position som bannerfører for det modne, amerikanske upmarket-drama. Med "The Ides of March" (på dansk "Kamæleonen") bygger han overbevisende bro mellem Obama-tidsånden og arven fra 1970’ernes liberale New Hollywood.



Den smørstegte tefloncharme, som kendetegner Clooneys offentlige persona, står i pudsig kontrast til det engagerede udsyn, han lægger for dagen som liberal powerplayer i Hollywood. Når instruktøren George Clooney i "The Ides of March" caster skuespilleren Clooney som en våd venstredrøm af en præsidentkandidat, ligner det både en selvironisk in-joke og et tegn på veludviklet imagebevidsthed.

Clooneys karismatiske guvernør, Mike Morris, er kalkeret over Howard Dean, som stillede op mod John Kerry i primærvalget i 2004. I filmens fiktion hviler udfaldet på resultatet i delstaten Ohio: »Som Ohio, så nationen«, lyder prognosen.

Ryan Gosling i "Kamæleonen" (The Ides of March´) / © SF Film

Den med ét allestedsnærværende Ryan Gosling spiller kampagnens unge komet af en pressesekretær, Stephen Meyers. Han ser forandringens bavn i sin guvernør og tror klippefast på, at det vil lykkes Team Morris at smøre den ene senator (Jeffrey Wright), der kan tippe vægtskålen i deres favør.

Alligevel er den ambitiøse ungersvend forfængelig nok til at bide på krogen, da rivalens durkdrevne kampagneleder (Paul Giamatti) kaster snøren ud for at hale Meyers i land på den modsatte bred. Smigeren leder ham til at begå det forræderi, som indvarsles af titlen (idus martii, 15. marts, er datoen, hvor Julius Cæsar faldt for 23 dolkestød i det romerske senat). Men eftersom loyalitet udgør den eneste gangbare valuta i den politiske arena, lader hybris ikke vente længe på sig.

Blotlæggelsen af de kyniske studehandler og ofringer, som bærer den politiske idealisme tørskoet i mål, vil næppe chokere nogen, der har set "The West Wing" eller læst en avis i dette årtusinde. Nydelsen ligger i de skarpe dialoger, løftet fra Beau Willimons teaterstykke "Farragut North", og rollelistens gavebod af rigdomme.



I tillæg til de førnævnte sværvægtere rummer galleriet yderligere to Oscar-vindere: Philip Seymour Hoffman og Marisa Tomei. Desuden er det værd at bide mærke i Evan Rachel Wood, der bringer sårbarhed og, ikke mindst, sexappeal ind i det rænkefulde magtspil. For selv i dette morads af stemmetællinger og superdelegerede formår de gode, gamle kødelige drifter at hævde deres ret.

I en nøglescene, der høstede spontant bifald ved filmens verdenspremiere i Venedig sidste år, formulerer Ryan Gosling mindeværdigt sagens kerne: En præsident kan slippe af sted med at starte krige og bringe nationen på fallittens rand. Men knalder han praktikanten, falder der brænde ned.

Kamæleonen. USA 2011. Originaltitel: The Ides of March. Instruktion: George Clooney. Spilletid: 101 minutter. Dansk biografpremiere: 15. marts 2012. Distributør: SF Film.

Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2011.

Evan Rachel Wood, George Clooney og Ryan Gosling på settet / © SF Film

Ingen kommentarer:

Send en kommentar