Brie og Casper har haft instruktøren Rasmus Heide i studiet til en lang, underholdende og overraskende seriøs snak om komediens væsen. Rasmus Heide, der er biografaktuel med "Alle for to" (biopremiere i dag, 31. januar), afslører sig som en grundig fætter, der gør sig mange overvejelser omkring, hvordan man laver en sjov film.
I podcast 69 gennemgår vi også kort komediens historie som filmgenre. Brie hiver noget teori op af den høje hat. Nikolaj Lie Kaas afslører et noget uventet komisk forbillede. Og endelig pipper nobiliteter som Mike Myers, David Zucker og Gene Wilder med i sjældne interviewklip.
Spring ud på komediens dybe vand i Filmnørdens podcast nr. 69:
FILMNØRDENS HJØRNE, PODCAST 69
Comedy-extravaganza med Brie, Casper og Rasmus Heide:
> Hør podcast 69 på Filmnørdens Hjørne
> Hør podcast 69 på iTunes
Som bonusmateriale har Brie fisket en artikel om improv-comedy op af arkivet. Rasmus Heide er med igen, og denne gang er han i fint selskab sammen med Simon Pegg, Nick Frost, Judd Apatow-instruktøren Greg Mottola og danske Jonas Elmer, som jeg alle har interviewet for at få mere at vide om brugen af improvisation i filmkomedier.
 |
| Mick Øgendahl og Rasmus Heide, "Alle for to" (2012) pr-foto © Per Arnesen |
ARTIKEL OM FILMKOMEDIER:
Skæve hjerner scorer kassen
Brian Iskov, JP Indblik juli 2011
Takket være hits som ”Tømmermænd i Thailand” er den sjove genre blevet Hollywoods nye guldkalv. Komediekonger som Judd Apatow har succes med at improvisere sig frem til et resultat, mens andre foretrækker at støtte sig til et solidt manuskript, som i den biografaktuelle ”Paul”. I Danmark arbejder komedieinstruktører også med improvisation som værktøj, om end i noget mindre skala.
I ARTIKLEN MEDVIRKER:
Simon Pegg & Nick Frost. Britisk skuespiller- og manusforfatterduo. Har skrevet og spillet hovedroller i ”Paul” samt kultsucceserne ”Hot Fuzz” og ”Shaun of the Dead”.
Greg Mottola. Amerikansk filminstruktør. Før ”Paul” instruerede han bl.a. teenagekomedien ”Superbad” og seks episoder af tv-serien ”Undeclared”, begge produceret af Judd Apatow og skrevet af Seth Rogen (rumvæsnets stemme i ”Paul”).
Rasmus Heide. Dansk filminstruktør. Har instrueret komedierne ”Blå mænd”, ”Julefrokosten” og ”Alle for én” (fås på dvd med ekstra improviseret materiale).
Jonas Elmer. Dansk filminstruktør bag de overvejende improviserede ”Let's Get Lost” og ”Monas verden”. Har desuden signeret spillefilmen ”Nynne” og flere sæsoner af tv-serien ”Langt fra Las Vegas”. Seneste film er den amerikansk-producerede komedie ”New in Town” med Renée Zellweger.
 |
| Judd Apatow under optagelserne til "Superbad" (2007) | pr-foto |
Greg Mottola om Judd Apatow
Fører man luppen over flere af de senere års populære komedier fra Amerika, begynder et mønster at træde frem. Filmene handler helst om umodne mænd, der bringer sig selv i dybt pinlige situationer. De benytter sig i høj grad af improviserede optrin, hvor de medvirkende ”føder” gags og replikker i øjeblikket. Og hvis instruktøren ikke lige hedder Todd Phillips (som i ”Tømmermænd”), figurerer navnet Judd Apatow gerne mindst ét sted på rulleteksterne.
Den 43-årige Judd Apatow har blot tre film under bæltet som instruktør (”The 40-Year-Old Virgin”, ”Knocked Up” og ”Funny People”). Til gengæld står han krediteret som producer, forfatter eller igangsætter på mere end 20 filmkomedier inden for det seneste tiår.
En del af Judd Apatows succes beror på, at han giver sin faste kreds af komikere (bl.a. Will Ferrell, Steve Carell, Adam Sandler og Seth Rogen) frie tøjler til at skyde vildt fra hoften, mens kameraerne snurrer.
»Judds tilgang til komedie er baseret på improvisation, og jeg tror, det har givet genren et frisk pust,« mener instruktøren Greg Mottola. Han har tidligere iscenesat dele af tv-serien ”Undeclared” samt ungdomsfilmen ”Superbad”, begge produceret af Judd Apatow.
»Judds grundlæggende idé er, at han går i klipperummet med et utal af valgmuligheder for hver eneste vits, hver eneste scene, sågar hver eneste følelse i filmen. Mens han optager, får han skuespillerne til at riffe over materialet i en uendelighed. »Prøv at spille scenen, som om du er nervøs; prøv nu at spille den træt” og så videre. Han kan bogstavelig talt klippe flere vidt forskellige versioner sammen af hver film, han laver,« forklarer Greg Mottola.
 |
| Greg Mottola | pr-foto |
Selv i ”Superbad”, hvor manuskriptet ifølge Mottola var »ret præcist«, endte instruktøren og skuespillerne med at tilføje »et ton ekstra jokes«:
»I næsten alle scener fandt vi på fire-fem forskellige vitser, vi kunne sætte ind i stedet for den oprindelige,« fortæller Greg Mottola til Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Når man laver film på den måde, skriver man i praksis manuskriptet fuldstændig om i klipperummet, og det giver en enorm fleksibilitet. Desværre hæmmer det også iscenesættelsen til en vis grad. Der er mange filmiske ting, som ikke kan lade sig gøre, for hvis man f.eks. bevæger kameraet, låser man sig selv fast i et klippemønster, som ikke kan ændres senere. Så der er fordele og ulemper,« medgiver Greg Mottola.
Simon Pegg & Nick Frost
Greg Mottola har senest instrueret science fiction-komedien ”Paul”, der skildrer to britiske ufo-nørders road trip gennem Amerika med et rumvæsen på slæb.
Manuskriptet er begået af filmens hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost, som vandt et trofast kultpublikum med zombiekomedien ”Shaun of the Dead” og actionfilmparodien ”Hot Fuzz” (ligeledes skrevet af dem selv). Da hverken Pegg eller Frost er uddannede skuespillere, føler de to venner sig tryggest, når historiens komiske setups og payoffs er nøje planlagt på forhånd. Derfor skiller ”Paul” sig også ud fra tidens hovedstrøm af amerikanske komedier, idet den vægter afviklingen af plot og gags lige højt.
»Der er noget tilfredsstillende ved at bruge kræfter på at skrive et gennemarbejdet manus, som er tæt pakket med vitser,« forklarer Nick Frost, og Simon Pegg sekunderer:
»En komedie, hvor alle scenerne er rystet ud af ærmet, kan nemt komme til at føles lovlig løs i kødet. Desuden bliver det svært at skabe kontinuitet fra scene til scene, når man finder på tingene undervejs. Så ender publikum med at sidde og se på en række usammenhængende sketcher.«
»Ved at improvisere så meget sætter man også sin lid til, at skuespillerne reelt skriver manuskriptet for én,« tilføjer Nick Frost og tænker højt:
»Jeg tror, det er et biprodukt af den typiske Hollywood-situation, hvor manuskriptet måske ikke ligger klar, men finansieringen er på plads, og så tænker producenterne, at så kan de lige så godt gå i gang med at filme.«
Morskab under optagelserne til "Paul" (2011)
Simon Pegg anerkender, at ”Paul” ikke er fri for at tage sig nogle udflugter undervejs.
»Men grundlæggende er historien stramt fortalt, og filmen holder et rapt tempo. Så snart en komedie bevæger sig ud over to timers spilletid, kommer man på glatis,« siger Pegg med et slet skjult hib til Judd Apatow, hvis tre hidtidige film som instruktør er hhv. 116, 129 og 146 minutter lange.
Trods deres skepsis har Pegg og Frost, med Greg Mottola ved roret, alligevel lukket ekstemporalspillet ind ad bagdøren. De fleste biroller i ”Paul” er besat med drevne improvisatorer som Jason Bateman, Bill Hader og Kristen Wiig (de sidstnævnte kendt fra det legendariske tv-satireshow ”Saturday Night Live”).
»Eftersom vi har castet cremen af amerikansk improv, virkede det fjollet ikke at slippe dem løs foran kameraet. Som udgangspunkt optog vi alle scenerne, sådan som vi havde skrevet dem, og derefter fik skuespillerne lov at prøve nogle ting af. Jason Bateman har f.eks. en fantastisk replikbehandling, så hver gang han fik lyst til at give en scene sit eget præg, lod vi ham gøre det,« fortæller Nick Frost.
Rasmus Heide
»Det er klart, at improvisationer kan give guldkorn og gaver, for en håndfuld skæve hjerner vil altid få flere ideer end en enkelt. Men hvis man lader det stikke af i hver scene, risikerer man også et meget ujævnt resultat.«
Sådan siger Rasmus Heide, som med komedien ”Alle for én” har skabt årets hidtil mest sete danske film. Den 32-årige instruktør drømmer om at lave lystspil efter Apatow-metoden. Men improvisationer sluger i sagens natur »oceaner af tid«, og den slags fråds tillader danske filmbudgetter sjældent.
»Når vi kun har penge til fire-fem takes af hver scene, og hele holdet står og venter, kan vi ikke bare tillade os at galoppere ud ad en tangent,« siger Rasmus Heide.
I stedet øver han gerne manuskriptet igennem med skuespillerne inden optagestart. Under prøvefasen kan alle byde ind med ideer og forslag til forbedringer. Men så snart klaptræet smækker, må instruktøren begrænse legen til nogle få, udvalgte scener, hvor han lader skuespillerne jamme sig frem til et morsommere resultat end det skrevne.
Under produktionen af ”Alle for én” noterede han sig, at en scene ville fungere bedre, hvis den startede midt i en diskussion mellem filmens to brødre (spillet af Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg). I manuskriptets margen griflede Heide tre bud på, hvad dén diskussion kunne handle om.
»Næste dag, da scenen skulle skydes, prøvede skuespillerne at overgå hinanden i gakkede ideer. Jonatan Spang foreslog en debat om, hvorvidt Grundtvig var vegetar, og Øgendahl fandt på noget, der var endnu længere ude. Men vi prøvede alle indfaldene af, og det viste sig, at Rasmus Bjergs bud var sjovest,« forklarer Rasmus Heide. Derfor kan man i den færdige film opleve Bjerg fundere over, hvorfor A4-papir hedder, som det gør.
Jonas Elmer
»Improvisation i komedier er jo ikke noget nyt. Charlie Chaplin brugte det gennem hele sin karriere,« påpeger Rasmus Heides danske kollega Jonas Elmer, der har ekstemporerede scener i samtlige af sine film til dato. Når Nynnes bukseben sidder fast i en dør, eller Renée Zellweger har problemer med at besørge under åben himmel i Jonas Elmers ”New in Town”, er optrinnene udtænkt og udført på stedet.
»Det skaber noget frihed, når skuespillerne får rum til at undersøge situationer, karakterer og konflikter i stedet for bare at aflevere, hvad der står på papiret. Det er en mere organisk måde, hvor man bevæger sig på randen af afgrunden i stedet for at spille sikkert,« mener Jonas Elmer.
Inden Jonas Elmer optog så meget som et sekund af sin debutfilm, ”Let's Get Lost” fra 1997, brugte han seks måneder på at improvisere en handling frem. Sammen med sine fire skuespillere prøvede han en lang række scenarier af, og gennem disse øvelser begyndte figurernes psykologi at tage form: »Hvad sker der, hvis ham, du slår op med, bliver vred? Hvad hvis han bliver glad?«
 |
| Jonas Elmer (midt) under optagelserne til "New in Town" | pr-foto |
Kun én replik var fastlagt i manuskriptet, da kameraerne begyndte at snurre på ”Let's Get Lost”. »Der er ikke én klassisk punchline i den film,« siger Jonas Elmer, som på settet gav hver skuespiller individuelle retningslinjer for, hvordan scenerne skulle starte.
»Jeg udpegede nogle små øer undervejs, hvor de kunne komme op og trække vejret, før de skulle plumpe i vandet igen og svømme videre sammen. Men når der blev sagt værsgo, kunne de gøre, hvad pokker de ville inden for rammerne,« forklarer Jonas Elmer om sin fremgangsmåde.
Den 45-årige instruktør har tidligere taget teatersportkurser i Chicago, og med sin næste film, ”IRL”, vil han atter arbejde målrettet med improvisationer. Igen rækker budgettet dog ikke til ødsel luksus-legestue a la Judd Apatow:
»Improvisation er en arbejdsmetode, som godt kan gøre producenter og filminstitutter bange. Det kræver, at de stoler på talentet og på metodens rigtighed. For der er jo ingen garantier for, at resultatet bliver godt, når man ikke kan vurdere det på forhånd,« erfarer han.
Bonusmateriale:
JONAS ELMER OM IMPROV-COMEDY I USA
Tre af de væsentligste rugekasser for improv-skuespillere i USA er teatertrupperne Second City (Chicago) og The Groundlings (Los Angeles) samt tv-showet ”Saturday Night Live”, der sender fra New York. Her har en lang række af de mest berømte komedieskuespillere fra 1980'erne og fremefter finpudset deres talenter, før de brød igennem på film.
»Der eksisterer et helt andet miljø omkring improvisation i Amerika,« fortæller den danske komedieinstruktør Jonas Elmer, der har studeret teatersport ved ImprovOlympic i Chicago.
»Dér, såvel som i New York og Los Angeles, har komikerne et kæmpe arbejdsnetværk, hvor de bruger år på at dygtiggøre sig. Mange bliver episodeforfattere på tv-serier, mens de laver stand-up og spiller film- og teaterroller ved siden af. De behandler comedy som en kunstart, og improv er et værktøj, de kan bruge inden for alle disciplinerne,« siger Jonas Elmer.
