Steven Soderbergh-podcast + hans ukendte værker

Den har været længe undervejs - men nu er Filmnørdens Hjørne endelig klar med vores episke special-podcast nummer 77, der ene og alene handler om Steven Soderbergh!



I hele tre timer går Casper Christensen og Brie i dybden med den multikreative, amerikanske instruktør, der på 24 år har præsteret 26 vidt forskellige spillefilm – plus det løse. Fra debuten "Sex, løgn og video", der vandt Den Gyldne Palme i 1989, til hans foreløbige svanesang, "Behind the Candelabra", der i sidste uge fik premiere i Cannes og på HBO.

Her på Bries Blog-O-Rama vil du i de kommende dage kunne finde eksklusivt ekstramateriale til Steven Soderbergh-podcasten. I går fortalte David Holmes om at lave musik til Soderberghs film, og i dag kigger jeg nærmere på de allermest obskure værker i Soderberghs lange filmografi - naturligvis ledsaget af videoklip eller versioner i fuld længde.

Dermed et hjertelig velkommen til Filmnørdens Bonushjørne - starring the one and only Steven Soderbergh!

Yes: 9012Live (1985, koncertfilm)

I 1984 fik den 21-årige Steven Soderbergh lov til at følge den britiske poprockgruppe Yes med et kamera på deres canadiske koncertturné. Soderberghs debutarbejde mundede ud i filmen "Yes: 9012Live", som han både instruerede og klippede.

Steven Soderbergh blev faktisk nomineret til en Grammy for koncertvideoen, som bl.a. indeholder hittet "Owner of a Lonely Heart":



Trivia: Animationsfirmaet Charlex stod for den heftige brug af fancy videoeffekter i "Yes: 9012Live". Da koncertfilmen mange år senere (2006) blev udgivet på dvd i en Director's Cut-version, var alle de "smarte" firsertricks allernådigst fjernet igen.

> Se del 2 af "Yes:9012Live"   
> Se del 3 af "Yes:9012Live"
> Læs en anmeldelse af "Yes: 9012Live" (letterboxd.com)

Yes: Access All Areas (1985, dokumentar)

Steven Soderbergh lavede også en backstage-dokumentar fra den ovennævnte koncertturné med Yes. Videoen afslører, at den unge instruktør allerede i 1984 var opslugt af cinema verité-teknikker og Richard Lester-agtigt fjolleri.

"Yes: Access All Areas" er udgivet som ekstramateriale på "Yes: 9012Live"-dvd'en.

Trivia: En ung og stadig hårfager Soderbergh fanger kortvarigt sit eget billede i spejlet (tidskode 17:27).



Winston (1986, kortfilm)

Efter at Steven Soderbergh tog eksamen fra college, rejste han fra Baton Rouge, Louisiana, til Hollywood for at prøve lykken i filmbranchen. For at lære håndværket lavede Soderbergh i denne periode en række kortfilm med hjælp fra venner og bekendte. "Winston" fra 1986 er desværre den eneste, som kan ses på nettet.

Den lille sort-hvide historie er inspireret af Steven Soderberghs egne problemer med kærligheden, og "Winston" giver både tematisk og stemningsmæssigt en forsmag på det, der skulle blive hans spillefilmdebut, "Sex, løgn og video" (1989).



> Se anden halvdel af "Winston" (1986)

Trivia: David Jensen, som spiller den unge Soderberghs alter ego i "Winston", kan desuden ses som Den Leende Mand i "Kafka" (1991), receptionist i "King of the Hill" (1993), parabolinstallatør i "Det skjulte" (1995), Elmo Oxygen i "Schizopolis" (1996), John i "Traffic" (2000) og overvågningstekniker i "Ocean's Eleven" (2001). David Jensen udførte også en række tekniske funktioner bag kameraet på flere af Soderberghs spillefilm til og med "Out of Sight" (1998).

Fallen Angels: The Quiet Room (1993, tv-episode)

Steven Soderbergh leverede to afsnit til film noir-antologiserien "Fallen Angels", som kabelkanalen Showtime sendte mellem 1993 og 1995. Serien består af tolv novellefilm, der er baseret på fortællinger af anerkendte krimiforfattere som Raymond Chandler, Dashiell Hammett og Jim Thompson..

Soderberghs første episode, "The Quiet Room", er klart det mest veloplagte af hans to bidrag: En film noir så hårdkogt, at den starter med nærbilledet af to æg i en gryde!



"The Quiet Room" blev vist i USA som det tredje afsnit i første sæson. Herhjemme sendte TV 2 episoden i september 2007 under titlen "Fallen Angels: Det stille rum". Den har så vidt vides aldrig været tilgængelig på dvd.

Trivia: Peter Gallagher fra "Sex, løgn og video" og "Det skjulte" har her en skæg birolle som utro tandlæge - en figur, der peger frem imod dr. Jeffrey Korczak, som Soderbergh selv spiller i "Schizopolis" (1996).
Joe Mantegnas datter i "The Quiet Room" spilles af Vinessa Shaw, som tyve år senere fik endnu en rolle hos Soderbergh, da han castede hende som Jude Laws hårdt prøvede kone i "Side Effects".

Fallen Angels: Professional Man (1995, tv-episode)

Soderbergh vendte tilbage til "Fallen Angels" i 1995, hvor han iscenesatte episode 2 i anden sæson, efter en novelle af David Goodis. "Professional Man" er en noget træg bagatel med Brendan Fraser som homoseksuel elevatorfører og lejemorder.

"Professional Man" har så vidt vides ikke været sendt på dansk tv, men den indgår i den samling episoder fra "Fallen Angels", som Scanbox i 2004 udgav på VHS under paraplytitlen "Marlowe med mere". Afsnittet er desuden inkluderet på den britiske dvd-opsamling "Perfect Crimes" fra 2003.

Trivia: Peter Coyote, der spiller Brendan Frasers gangsterboss i "Professional Man", dukker igen op hos Steven Soderbergh som superadvokaten Kurt Potter i "Erin Brockovich" (2000).



Eros: Equilibrium (2004, del af antologifilm)

Wong Kar-Wai, Michelangelo Antonioni og Steven Soderbergh leverede i 2004 hver sin part til antologifilmen "Eros" om kærlighedens og erotikkens væsen. Soderbergh kom med på et afbud i sidste øjeblik, da Pedro Almodóvar sprang fra projektet. i pressematerialet giver Steven Soderbergh denne simple begrundelse for at deltage:

"I wanted my name on a poster with Michelangelo Antonioni."

Soderberghs bidrag til "Eros", "Equilibrium", er den korteste (25 minutter) og mest muntre af de tre historier. Robert Downey Jr. medvirker som en plaget 1950'er-reklamemand, der ligger på briksen hos en psykiater, spillet af Alan Arkin. Denne udviser dog langt mere interesse for den labre dame, som øjensynlig sidder i vinduet på den anden side af gaden.

Peter Andrews (et af Steven Soderberghs aliaser) står bag den sprøde sort-hvide fotografering, og man aner, at "Equilibrium" - halvt sketch, halvt stiløvelse - har været en slags teknisk generalprøve på det monokrome melodrama "The Good German", som Soderbergh lavede to år senere.



"Eros" fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2004. Den er aldrig blevet vist i Danmark, men kan fås billigt på dvd via britisk Amazon.

Building no. 7 (2006, kortfilm)

Denne ret ulidelige avantgardekrusedulle på fire minutter lavede Steven Soderbergh til en dvd, som fulgte med nummer to af magasinet Wolphin i maj 2006. Soderbergh har ikke sagt andet om "Building no. 7", end at det angivelig er en hyldest til Jean-Luc Godards "Alphaville" (1965).

Steven Soderbergh-tema: Joe Chrest ... ham der fra den der!

Kig godt på denne mand. Har du set ham før?

Det har du nok - bare uden at være klar over det. Joe Chrest har nemlig medvirket i knap 100 film og tv-serier gennem de sidste tyve år - men altid som en af de baggrundsskuespillere, de færreste bider mærke i. Han specialiserer sig nemlig i at være en anonym "everyman", der dukker op i en eller to scener, leverer sin replik og går ud igen. Til gengæld udfylder han sin begrænsede funktion perfekt.

Steven Soderbergh, der gerne ansætter de samme folk igen og igen, har til dato haft Joe Chrest med i syv (!) af sine film. Første gang så vi ham som Ben, den lede hotelpiccolo, der plager hovedpersonen Aaron i "King of the Hill" (1993).

Joe Chrest som Ben i "King of the Hill" (1993)

Siden fik Joe Chrest sin måske mest mindeværdige gæsterolle i Soderberghs "Det skjulte" (The Underneath, 1995). Her gør han indtryk som den mystiske Mr. Rodman, der besøger Michael (Peter Gallagher) på hospitalet.

Joe Chrest er kun med i "Det skjulte" i små fem minutter, men det er alligevel ham, man husker bagefter. Hans scene er klart en af de mest intense og stemningsmættede passager i en ellers ikke helt vellykket film:

Joe Chrest som Mr. Rodman i "Det skjulte" (1995)

> Se Joe Chrests scene fra "Det skjulte" (åbner i ekstern videoafspiller)

Onion AV Club har endda skrevet en hel artikel, der hylder Joe Chrests korte indsats i "Det skjulte" ud fra tesen om, at ukendte fodsoldater som Chrest er skuespilfagets sande helte:

There’s something kind of magical about an actor who knocks it out of the park once for just a few minutes and then effectively vanishes.

> Artikel om Joe Chrests scene i "Det skjulte" (Onion AV Club)

Chrest er også lige i øjet som en af de stakkels fyre, der forsøger at lægge an på Karen Sisco (Jennifer Lopez) i hotelbaren i "Out of Sight" (1998):

Joe Chrest som Andy i "Out of Sight" (1998)

I Soderberghs "Erin Brockovich" (2000) har Joe Chrests rolle for en gangs skyld både et fornavn og efternavn: Han hedder Tom Robinson.

Joe Chrest som Tom Robinson i "Erin Brockovich" (2000)

Uden for Soderbergh-regi har Joe Chrest haft et hav af bittesmå optrædener i kendte film, hvor man risikerer at gå glip af ham, hvis man blinker med øjnene på det forkerte tidspunkt. Det her er blot et lille udpluk af, hvad han har medvirket i inden for de sidste par år:

GI Joe: Gengældelsen (2013 - som "Chief of Staff")
21 Jump Street (2012 - som "David Schmidt")
Battleship (2012 - som "JPL Controller")
On the Road (2012 - som "Virginia Cop")
Killing Them Softly (2012 - som "Business Suit Agent")
Battle: Los Angeles (2011 - som "1st Sergeant John Roy")
Red (2010 - som "Retirement Home Detective")
The Blind Side (2009 - som "Clemson Coach")
I Love You Phillip Morris (2009 - som "Steven's Dad")

Næste gang de skarpsynede kan få øje på Joe Chrest i danske biografer, bliver i kupfilmen "Now You See Him" (premiere 18. juli), hvor han har en enkelt scene som pedel. Måske vil der ligefrem gå sport i at holde udkig efter ham fremover?

Joe Chrest som Fender Roads' manager i "Ocean's Thirteen" (2007)

> Interview med Joe Chrest (fra lokalavisen Charleston Daily Mail)

Steven Soderbergh-tema: David Holmes om sine soundtracks

Fra og med "Out of Sight" (1998), som TV3 viser i aften, har den irske dj og musikproducer David Holmes leveret sprøde soundtracks til de fleste af instruktøren Steven Soderberghs genrestykker, herunder "Ocean's"-trilogien og senest B-actionfilmen "Haywire".

Under Berlinale Talent Campus i 2004 deltog jeg i et seminar med David Holmes, hvor han fortalte veloplagt om bl.a. sit arbejde med filmmusik, sine inspirationskilder og sin musikalske opvækst blandt ni søskende.

> Hør David Holmes' musik på Spotify

Jeg skrev også en artikel ud fra mine noter, men fik aldrig udgivet den. Mit møde med David Holmes gik derfor i glemmebogen, indtil jeg for nylig forberedte den ultimative Steven Soderbergh-podcast for Filmnørdens Hjørne og fik øje på filen "davidholmes.doc" i et støvet hjørne af harddisken.

Den følgende snak med David Holmes er med andre ord en danmarkspremiere - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!

David Holmes på Berlinale Talent Campus 2004 | pr-foto

INTERVIEW MED DAVID HOLMES:
Den film er noget lort ... lad os flænse sæderne!
Brian Iskov, februar 2004 (upubliceret)

- Ennio Morricone har aldrig vundet en Oscar. Det er faneme skammeligt!
David Holmes halvt sidder, halvt ligger i stolen på scenen, mens han taler veloplagt og animeret om sin kometkarriere som soundtracksnedker. Den krølhårede irske dj og producer er taget til Berlin for at være gæstestjerne på en workshop om filmmusik.
Ekstremt afslappet klædt i hættetrøje og jeans lægger den 35-årige David Holmes ikke skjul på sine holdninger, og han indrømmer også beredvilligt sine egne fejltrin:
- Jeg skulle aldrig have sagt ja til at lave musikken til ”Analyze That”. Det var en vennetjeneste!

Efter to egne albums med trippet, snavset electronica fik Hollywood øje på ham, og David Holmes skuffede ikke. Hans stilfulde rare grooves til ”Out of Sight” (1998) gav den sexede krimithriller luft til at ånde. Hverken George Clooney eller Jennifer Lopez har sjældent taget sig bedre ud end med Holmes’ vuggende beats under dem.
- J.Lo var faktisk en rigtig god skuespiller i den film. Hvad gik der galt for hende? gnægger Holmes gennem de daggamle skægstubbe.
På spørgsmålet, om David Holmes ville producere et album for Jennifer Lopez, hvis hun bad om det, svarer han straks:
- Så afgjort nej!

David Holmes: "Trunk" (alternativ version fra "Out of Sight" promotion-cd, 1998)

> Læs Empires interview med David Holmes om "Out of Sight" (eksternt link)

På skattejagt i fortiden
Allerede som 7-årig blev David Holmes besat af musik. Han voksede op i Dublin i en tæt familie med en åbensindet mor, der gav sin søn frie tøjler med ordene: ”I don’t give a shit what you listen to, son, just be happy.” Som yngste medlem af en børneflok på 10 havde han fri adgang til at udforske sine ældre søskendes pladesamlinger, og da flere af dem var punkere, fandt lille David gerne afløb for sin energi hos Sex Pistols. Senere opdagede han The Jam.
- Min ældste søster, som nu er 53, gik til en masse punkkoncerter. Hun gav mig avisforsiden med overskriften ”The Filth and the Fury!” (Daily Mirrors beskrivelse af en tv-optræden med Sex Pistols, red.), da jeg var otte. Jeg har den stadig.

I 1979 så han Franc Roddams ungdomsfilm ”Quadrophenia”, hvis portræt af mod-kulturen åbnede et vindue til 60’ernes soulmusik. Snart pløjede David Holmes og vennerne sig vej igennem plademesser og genbrugsbutikker på jagt efter det glemte guld.
- 60’ernes soul var som nutidens techno. Der var en kæmpe undergrund af kids, der ville lave musik, og mange numre blev sendt ud i 500 kopier for så at forsvinde igen. I dag er de rigtig mange penge værd, siger David Holmes, tydeligvis forbløffet over, hvor hurtigt tiden bevæger sig.

- 1979 var den første mod-revival. Da jeg begyndte at dj’e i 1984, havde mod-bevægelsen eksisteret i tyve år. Og nu, i 2004, fejrer jeg tyve års jubilæum som dj. Det er faneme langt ude!
David Holmes fortryder i dag, at han ikke har beholdt vinylerne fra sin ungdom.
- Jeg solgte min punksamling, da jeg faldt for r’n’b og soul. Jeg solgte mine soulplader, da acid house kom frem. Først derefter tjente jeg penge nok som DJ til at beholde mine gamle plader.

Titelsangen til Steven Soderberghs "The Girlfriend Experience" (2009)

Gennembruddet
Da David Holmes hørte en lokal dj spille Ennio Morricones temamusik fra ”Once Upon a Time in America” oven på Chicago-housenummeret ”Let the Music (Use You)” af Night Writers, slog oplevelsen benene væk under ham. Holmes begyndte selv at nørkle med samples og tog afsæt i filmens verden for at finde en original vinkel på sin musik.
- Det smukke ved acid house var, at sampleteknikken tillod alle at skabe musik. Man behøvede ikke længere at mestre et instrument for at føre sine idéer ud i livet, siger David Holmes, der stadig opfatter sig selv som idémand snarere end musiker.
- Jeg bruger min tid på at sidde derhjemme og spille plader, sample musik, nuppe basgange og strygersektioner og give dem en personlig drejning. Jeg er en ikke-musiker med masser af idéer.

Sammen med Ashley Beedle udsendte David Holmes (under navnet Disco Evangelists) i 1992 klubhittet "De Niro", der også sampler Morricone-temaet, og hans første lp i eget navn indeholdt helikopterlarm og kirkeklokker blandet op med andre stemningsfulde effekter.
Anmelderne kaldte lydbilledet ”filmisk”. David Holmes sagde dem ikke imod:
- Både film og musik afspejler livets oplevelser og følelser, så for mig er det to sider af samme sag.
Albummets fængende titel, ”This Film’s Crap Let’s Slash the Seats”, opstod på et hotelværelse i Amsterdam, hvor David og hans venner gloede porno.
- Vi var pilskæve på noget nederen weed, og filmen var virkelig skummel. Så var der bare en, der sagde: ”Den film er noget lort, lad os flænse sæderne”.

Uudgivet cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Eleven" (2001)

Oven på succesen med det imaginære soundtrack fik David Holmes mod på at prøve kræfter med rigtig filmmusik. Han fik chancen i 1997 med ”Resurrection Man”, en beskidt lille thriller fra Belfasts gader. Rigtig bemærket blev Holmes dog først året efter, da indie-individualisten Steven Soderbergh hev ham ombord på sin labre Elmore Leonard-filmatisering ”Out of Sight”.
- De havde en anden komponist på filmen, før jeg kom til [Soderbergs hofkomponist Cliff Martinez, red.]. Han var en dygtig mand, men det fungerede ikke, forklarer David Holmes med et skuldertræk og forsikrer om, at den slags er meget normalt i Hollywood.
- John Williams er blevet fyret mindst 30 gange i løbet af sin karriere.

Da Steven Soderbergh hørte David Holmes' andet album, ”Let’s Get Killed”, indkaldte han Holmes til en visning af ”Out of Sight” i råklippet version.
- Jeg blev hentet i limousine og kørt til lufthavnen, hvor et privat jetfly ventede på mig. Der sad jeg så med Danny DeVito og hans kone, Rhea Perlman, mens vi så ”South Park” på vej til Santa Cruz. Det var en helt ny slags oplevelse.

Soderbergh havde allerede håndplukket en stribe eksisterende sange som maskemusik. Udvalget spændte fra soulfunk med Isley Brothers ("It's Your Thing", 1969) til organisten Walter Wanderleys letløbende latinrytmer ("One Note Samba").
- Numrene var virkelig fede. Jeg havde meget nemt ved at forholde mig til dem, fortæller han.
- Vi blev hurtigt enige om at pille arrangementerne fra hinanden, så jeg kunne lave ny underlægningsmusik ud fra de samme instrumenter. Fender Rhodes, Wurlitzer, percussion og så videre. Det ville sikre kontinuiteten på lydsiden og passe godt til filmen, forklarer David Holmes og tilføjer:
- Sådan har jeg arbejdet lige siden.

Cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Twelve" (2004)

Metoden
Da David Holmes hverken kan læse noder eller spille noget instrument, bliver alle hans soundtracks til i studiet som et samarbejde mellem Holmes og de indbudte gæstemusikere.
- Vi diskuterer scenens vibe, og jeg spiller måske en plade med samme stemning som den, vi skal forsøge at ramme. Derefter indspiller musikerne to-tre improvisationer, og så sætter jeg de bedste bidder sammen til sidst.
I den henseende sammenligner David Holmes sig selv med Quentin Tarantino: Filmnørden, der tager elementer fra sine gamle yndlingsfilm og mikser dem på ny som en slags visuel dj.
- Jeg tror ikke engang, jeg har lyst til at lære nodeskrift, erkender David Holmes.
- Der findes en særlig skønhed i at være naiv og følge sine instinkter.

Da Steven Soderbergh lavede ”Ocean’s Eleven” i 2001, sad David Holmes med i sidevognen fra starten. Holmes havde læst halvdelen af manuskriptet, da et billede af Elvis Presley dukkede op inde i hans hoved. Holmes foreslog det obskure 1968-nummer ”A Little Less Conversation” til Soderbergh, som syntes, det var en fin idé – vel at mærke et år før hollandske JXL sendte sit dancemix af nummeret til tops på hitlisterne. Grundbeatet og basgangen fra "A Little Less Conversation" blev siden inkorporeret i David Holmes’ egen komposition til filmen, ”$160 Million Dollar Man” (alias "Swat Team Exit"):



Et lignende eksempel på sammenhængen mellem score og eksisterende musik er Claude Debussys berømte "Clair de Lune", som Steven Soderbergh placerede i filmens slutning. Herefter samplede David Holmes nogle strofer fra Debussys partitur til et musikcue ("Tess") tidligere i filmen.
- Musikken bør understrege, hvad der sker i scenen, uden at overaccentuere billederne, forklarer han.
- Jeg forsøger hele tiden at bevare overblikket og forestille mig, hvordan det vil fungere i en stor, fyldt biograf. Nogle gange bør musikken lægge en bund af atmosfære i stedet for at spille aktivt med.

Lydsporet til Michael Winterbottoms fremtidsthriller ”Code 46” (2003) signalerede David Holmes’ overgang til mere atmosfæriske klangflader. Sounden ligger dermed tættere på Holmes' egne plader end den groovy halvfjerdserfunk fra hans genreøvelser med Steven Soderbergh.
- Jeg vil gerne fremover lave noget mørkere, noget mere dystert, slutter David Holmes - hvis næste soundtrack i rækken ikke desto mindre hedder "Ocean’s Twelve".

David Holmes om musikken til Ocean's-filmene (Warner 2007)

DAVID HOLMES
Filmografi (soundtracks)

Resurrection Man (1998)
Out of Sight (1998)*
Buffalo Soldiers (2001)
Ocean's Eleven (2001)*
Analyze That (2003)
Code 46 (2003)
Stander (2003)
Ocean's Twelve (2004)*
The War Within (2005)
Ocean's Thirteen (2007)*
Hunger (2008)
Five Minutes of Heaven (2009)
The Girlfriend Experience (2009)*
Perrier's Bounty (2009)
The Edge (2010)
The Shore (2011) - medkomponist: Foy Vance
Haywire (2012)*
The Motel Life (2012)
Good Vibrations (2012) - også filmproducer

* instrueret af Steven Soderbergh

Uudgivet cue fra David Holmes' soundtrack til "Ocean's Twelve" (2004)

"Hollywoodland": Ben Affleck om berømmelsens pris

Aftenens film på Kanal 4 er "Hollywoodland", som i 2006 blev den første, lille trædesten på Ben Afflecks vej tilbage i rampelyset. Hans kritikerroste præstation kom på netop det tidspunkt i Afflecks karriere, hvor han havde allermest brug for lidt medvind.

I "Hollywoodland", der er instrueret af Allen Coulter, fandt Affleck en sjælden karakterrolle, som spejlede hans egen, ulykkelige situation. Skuespilleren George Reeves optrådte som Superman i 104 tv-episoder fra 1952 til 1958. Men superheltens blå stærkmandsdragt blev en spændetrøje for Reeves, der havde sat næsen op efter en seriøs karriere i film og teater. Kort efter seriens ophør blev han fundet skudt – muligvis for egen hånd.


Da jeg interviewede Ben Affleck ved filmens verdenspremiere i Venedig 2006, virkede han frønnet, sårbar og mentalt mørbanket oven på sit heftigt mediedækkede forhold til Jennifer Lopez. Affleck lagde ikke skjul på, at det var tvingende nødvendigt for ham at begynde på en frisk:

"»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave," forklarede han. Og man må sige, at Ben Affleck med sin succesrige instruktørkarriere - og en producer-oscar for sidste års "Operation Argo" - har formået at finde melodien sidenhen.

Ben Affleck som George Reeves i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

BRIES INTERVIEW MED BEN AFFLECK:
"Hollywoodland" - berømmelsens pris
Brian Iskov for Berlingske Tidende 26.1.2007

Ben Affleck var dark horse, da Venedig-festivalen i 2006 uddelte sine priser. Den ofte udskældte skuespiller vandt for sin rolle som George Reeves i »Hollywoodland«, og parallellerne mellem 50’ernes ulykkelige Superman-stjerne og en af nutidens mest eksponerede Hollywood-kendisser er ikke til at overse

Det er en mørbanket mand, der sætter sig ved Berlingskes bord, da vi møder Ben Affleck under filmfestivalen i Venedig. Mistroen lurer under skuespillerens tyndslidte fernis af professionel høflighed, og hans synlige træthed skyldes næppe så meget den tidlige formiddagsaudiens efter gårsdagens premierefest, som at han gennem de sidste tre-fire år har været mandsopdækket af den kulørte presse.

Ben Afflecks omtumlede forhold til Jennifer Lopez - en alliance, der i folkemunde hurtigt blev forkortet til det slagkraftige »Bennifer« - var gefundenes fressen for sladderbladenes sultne hunde. Efter 18 måneders særdeles offentlig romance, kulminerende med samarbejdet i fiaskoen »Gigli«, knækkede filmen for det glamourøse par i januar 2004.

Begge opgav den overdrevne medieopmærksomhed som årsagen til bruddet, og trods de pæne ord, der er løbet os i forvejen om hans aktuelle indsats i dramaet »Hollywoodland«, lader Ben Affleck stadig til at vente sig det værste af festivalens fremmødte journalister.

»Jeg trængte til at holde en pause og komme væk, så tingene kunne falde lidt til ro, mens jeg fandt ud af, hvordan jeg havde lyst til at fortsætte. Jeg følte mig så ulykkelig og vammel og omklamret af medierne. Især boulevardpressen er virkelig blevet intens gennem de sidste fem år«, konstaterer Ben Affleck med en nøgternhed, der ikke helt står mål med hans personlige erfaringer.

Ben Affleck og Diane Lane i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Den tragiske Superman
Bennifer-cirkuset blev kun forstærket af, at Ben Afflecks karriere samtidig var på slingrekurs, og den 34-årige californier nærede så lave forhåbninger om at vinde en pris i Venedig, at han for længst var taget hjem igen, da guldløven tilfaldt ham en uge efter interviewet. Med lidt held kan den uventede hæder blive det første skridt på vejen til at rehabilitere den ofte udskældte skuespiller.

Trods filmografiens rummelige genrespænd – komedie, action, drama – lider Ben Affleck under en uheldig tendens til selvtilfreds glathed på lærredet, og kritikerne har sjældent været venlige over for hans lidt stive facon, der gennem karrieren har indkasseret flere slag end Rocky Balboas boksebold. I »Hollywoodland« finder han imidlertid resonante klangbunde i portrættet af George Reeves: En tragisk skuespillerskæbne, der i 1950’erne blev børnenes idol som Superman på tv, men som aldrig formåede at vriste sig fri af den rolle, omverdenen låste ham fast i.

»George Reeves levede et bedrøvet liv, fordi medierne insisterede på at fremstille ham på en måde, han ikke selv kunne genkende, og det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Han følte sig holdt tilbage af omgivelserne, men ynkede aldrig sig selv. Jeg ønskede at forsvare ham ærligt og fair«, siger Ben Affleck, der åbent erkender parallellerne til sin egen situation.

Ben Affleck i "Hollywoodland" (2006) | pr-foto

Men hvor det i George Reeves’ tilfælde var hans succes som superhelten fra Krypton, der drev et tveægget sværd gennem hans hjerte, har Ben Afflecks problem været, at publikum ikke har kunnet abstrahere fra sladderspalternes overeksponering af hans egen person.

»I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv, så privatlivet fremstår som mere interessant end arbejdet. Den slags type-casting kan være mindst lige så skadelig som dén, George kæmpede imod, og det går både ud over ens psyke og ens karriere«, noterer Affleck med mere resignation end bitterhed.

"I dag bliver man ikke længere sat i bås som en bestemt rolle, men som sig selv." - Ben Affleck 

På spørgsmålet om, hvorvidt mennesker som George Reeves simpelthen er for flinke til Hollywood, svarer Ben Affleck med en stille latter: »Jeg kan godt lide den tanke. I mine øjne er det mest hjerteskærende nok, hvor vellidt han var. George Reeves var en blid mand i en tid, hvor det ikke nødvendigvis stemte overens med det fremherskende maskuline ideal. En generøs, selskabelig og oprigtig fyr – og samtidig var han sønderknust og noget så ulykkelig. Hele sit liv satte han en maske på for at gøre andre glade, indtil han til sidst ikke magtede det længere, og det synes jeg er virkelig sørgeligt.«

George Reeves som tv's Superman i 1950'erne

Vi bliver aldrig tilfredse
Mere overordnet ser Ben Affleck sin rolle som et højt profileret eksempel på den universelle, menneskelige tendens, der med jævne mellemrum hjemsøger os alle. Følelsen af ikke at være tilfreds. At det aldrig er nok.

»Vi går konstant og siger til os selv: "Hvis jeg får den forfremmelse, bliver alting godt. Hvis jeg nu kom sammen med ham eller hende, ville jeg være lykkelig. Gid jeg havde en million dollar. Tænk hvis jeg var berømt". Men intet af det er sandt. Ingen af de ting vil gøre os lykkeligere. Mange mennesker, inklusive mig selv, tænker: "Hvad er det egentlig, du er så utilfreds med? Du er sund og rask, du arbejder, du har en familie, der elsker dig. Det burde være nok". Men det er det næsten aldrig«.

Derfor har Ben Affleck sat sig et nyt mål. Han arbejder nu på at forenkle sin tilværelse og bringe dagligdagen ned i en mere håndterlig skala.

»»Hollywoodland« er en del af mit forsøg på at genvinde kontrollen over mit liv. Jeg skærer ind til benet og prøver at koncentrere mig om ting, jeg har det godt med og føler lyst til at lave«, fortæller han.

Processen har indtil videre medført salget af hans elskede Bentley (»den var lidt for blæret, og da lejekontrakten udløb, skilte jeg mig af med den«). Ben Affleck har også nydt at træde bag kameraet på sin første film som instruktør, krimidramaet »Gone, Baby, Gone«. Sidst, men ikke mindst, har han fået en datter med kollegaen Jennifer Garner, og selv om Affleck er pinligt bevidst om klicheen i udsagnet, må han sande, at familieudvidelsen fik ham til at genoverveje sine prioriteter ganske eftertrykkeligt.

»Mit job er trådt i anden række. Ironisk nok, for nu hvor jeg føler mig bedre rustet til at gøre et ordentligt stykke arbejde, er det ikke længere så vigtigt for mig.«

Føler du dig fri?
»Jeg har det ret fint lige nu. Der er ingen garantier, og jeg har mine fortrydelser, men jeg håber på det bedste«, slutter Ben Affleck.


Ekstramateriale:
PÅ MED PUNDENE

Hvis man vil overbevise Oscar-akademiet om ens evner som seriøs skuespiller, er en af de mest effektive genveje at ommodellere sin fysik, så selv dem på bagerste række kan få øje på transformationen. Man kan enten maskere sig som en anden berømthed (Nicole Kidman i »The Hours«), være mere end almindeligt morgengrim (Charlize Theron i »Monster«) eller æde sig en topmave til a la Robert De Niro (»Raging Bull«) og George Clooney (»Syriana«).

I »Hollywoodland« udfylder Ben Affleck to ud af de ovennævnte tre kriterier for at vinde en Oscar: Han har lagt sig ud med ni kilo for at spille 50’er-kendissen George Reeves.

»Nu er det jo ikke så svært at tage på, vel? Det var klart den sjoveste del af jobbet«, melder Affleck, som måtte sande, at det straks var en større opgave at smide overvægten igen.

»Når først kroppen har vænnet sig til de ekstra kilo, vil den hellere tage mere på end tabe sig. Jeg opdagede, at legemet gør oprør og skriger indvendigt, når det lider afsavn. Det var lettere for mig at holde op med at ryge end at slippe af med de ni kilo«, siger skuespilleren, som måtte på en langvarig diæt for at vende tilbage til normalformen.

»Jeg spiste kylling. Kedelig, tør kylling uden skind, serveret med broccoli og en halv bagt kartoffel. Når man har levet af det i fire måneder, får man altså lyst til at skyde sig en kugle for panden!«

> Læs også Bries interview med Bob Hoskins fra "Hollywoodland"