007-biler i London: Brie besøger "Bond in Motion"

Endnu en gang lokker London med en lækkerbisken til James Bond-fans som undertegnede. Udstillingen "Bond in Motion", der åbner på London Film Museum i dag, fredag den 21. marts, byder på verdens største, officielle samling af originale 007-transportmidler!

Over 100 effekter, heraf 16 af de originale biler fra James Bond-filmserien, kan opleves i London Film Museums rummelige udstillingslokaler. Dertil kommer et udvalg af de motorcykler, flyvemaskiner og både, som Sean Connery og hans efterfølgere har benyttet i rollen som agent 007.

"Bond in Motion" kan også fremvise en montre med rekvisitter, hvoraf nogle er gengangere fra "Designing 007"-udstilingen på Barbican i 2012, mens andre aldrig har været udstillet før (f.eks. kan man nærlæse Bonds evalueringspapirer fra "Skyfall"). Museets beskedne øvre mezzanin er forbeholdt originale storyboardtegninger og skitser, hvoraf de ældste daterer helt tilbage til "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963).

Goldfingers Rolls-Royce Phantom III løftes på plads | Foto © London Film Museum

Endelig indeholder "Bond in Motion" flere eksotiske kuriosa såsom Bonds begravelsesleje fra "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967) og den cellokasse, der fragter James Bond og Kara Milovy over den østrigske grænse i "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987). Og så vil det muligvis berolige fans af Bonds legendariske Aston Martin DB5, at den model, som gennemhulles af Silvas bøller i "Skyfall" (2012), er en ufatteligt detaljeret miniature i skala 1:3, fremstillet ved hjælp af en 3D-printer!

Jeg havde den store fornøjelse at deltage i udstillingens pressedag tirsdag 18. marts, hvor jeg fik skudt nogle snapshots og sludret med et par garvede Bond-medarbejdere i form af stuntinstruktøren Vic Armstrong og special effects-eksperten Chris Corbould. Tilsammen har de to herrer arbejdet på 16 Bond-film. (Interviewene vil være at læse i Børsen den 11. april.)

Maryam d'Abo, Barbara Broccoli, Naomie Harris, Caterina Murino og Michael G. Wilson på pressedagen | foto © 007.com

Pressedagen blev i øvrigt invaderet af en privat reception for EON Productions, der er produktionsselskabet bag 23 af de hidtil 25 Bond-film. Sjældent har denne 007-nørd været mere starstruck, end da jeg pludselig stod omringet af Naomie Harris (Miss Moneypenny), Maryam d'Abo (Kara Milovy), producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, scenografen Peter Lamont og, ikke mindst, designgeniet Sir Ken Adam i egen tudsegamle person!

Smagsprøver fra "Bond in Motion":

Det ældste køretøj på udstillingen "Bond in Motion" er skurken Auric Goldfingers stilige Rolls-Royce Phantom III fra 1937 (med sort læderindtræk). Det er dén, som Bond skygger på de schweiziske landeveje i "Agent 007 kontra Goldfinger" (1964). Bilen skyder en topfart på 148 km/t. og vejer tæt på 3,6 tons.

Rolls-Royce Phantom III | Foto © Brian Iskov

En ofte overset godbid blandt Bond-slæderne er den Mercury Cougar XR7 fra 1969, som Diana Rigg river rundt på isen under stockcar-ræset i "On Her Majesty's Secret Service" (Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, 1969). Tre biler overlevede indspilningen af den voldsomme sekvens, og man kan stadig se ridserne i lakken på det udstillede eksemplar.

Mercury Cougar XR7 | Foto © Brian Iskov

Og sådan her tager en Aston Martin DBS sig ud, efter at Bond (eller rettere hans stuntkører) har kastet den rundt på en øde landevej i "Casino Royale" (2006). Chris Corbould fortalte mig, at DBS'en var så velafbalanceret fra fabrikkens side, at den nægtede at slå en eneste kolbøtte for stuntholdet. Corboulds teknikere måtte installere en nitrogenkanon under bilen for overhovedet at få den til at løfte sig fra asfalten. Så lykkedes det til gengæld også stuntkøreren Adam Kirley at vælte Aston'en syv gange rundt om sig selv, før den holdt op med at rulle. En verdensrekord, ifølge Guinness!

Aston Martin DBS | Foto © Brian Iskov

Til lands, til vands - og i luften. Den britiske oberstløjtnant Ken Wallis, som døde sidste år, opfandt og konstruerede enmands-autogyroen Little Nellie i 1962. Den gadget-fyldte maskine fik sine fem minutter i rampelyset, da Q udleverede Nellie som samlesæt til Sean Connerys 007 i "You Only Live Twice" (1967). I virkeligheden var det Wallis selv, der fløj sit hjertebarn hen over Japans vulkanlandskaber og legede kispus med SPECTREs helikoptere.

Little Nellie | Foto © Brian Iskov

Little Nellie (detalje) | Foto © Brian Iskov

Acrostar BD-5J fra "Octopussy" (1983) stod opført i Guinness Rekordbog som "verdens mindste jetfly" i over 25 år, og det er vitterlig ikke ret stort, når man står ved siden af det (3,6 meter langt, svarende til en Renault Twingo). Flyet blev designet af Jim Bede i 1971 og fløjet i filmen af J. W. "Corkey" Fornoff. Bemærk styregrejet: Det ligner mistænkelig meget et cykelstyr!

Acrostar BD-5J | Foto © Brian Iskov

Acrostar BD-5J (detalje) | Foto © Brian Iskov

"The Man with the Golden Gun" (Manden med den gyldne pistol", 1974) huskes bedst for scenen, hvor James Bond kører en AMC Hornet ud over en sammenstyrtet bro i Thailand og skruer bilen 360 grader om dens længdeakse, før den lander på alle fire hjul på den modsatte flodbred. Spiralhoppet, som blev udført i ét take af Loren "Bumps" Milligan, var det første stunt i filmhistorien, som blev udregnet ved hjælp af computere. Såvel Bonds AMC som Scaramangas transformer-flyvebil af samme mærke er dog kun repræsenteret på udstillingen i form af storyboards og produktionstegninger.

Skitse af modificeret AMC Hornet | Foto © Brian Iskov

Det absolut sejeste og mest berømte af Roger Moore-æraens transportmidler er uden tvivl hans Lotus Esprit S1, der kunne transmogriffe sig selv om til en ubåd (en effekt, der blev skabt med en blanding af modeller og bilskrog med dykkere indeni). Lotusen fra "The Spy Who Loved Me" (Spionen der elskede mig, 1977) gik under kælenavnet "Wet Nellie" som et kærligt nik til den førnævnte Little Nellie. Noget ufortjent er denne ikoniske 70'er-øse gemt af vejen i det fjerneste hjørne af udstillingen.

Lotus Esprit S1 | Foto © Brian Iskov

Afdelingen for søgående fartøjer rummer desuden Blofelds knap så elegante enmandsubåd, Bath-o-Sub, fra "Diamonds are Forever" (Diamanter varer evigt, 1971 - ikke afbildet her) samt et par deciderede undervandsslæder fra "Thunderball" (Agent 007 i ilden, 1965) og remaket "Never Say Never Again" (1983). Sidstnævnte film blev lavet uden for nummer af et rivaliserende filmselskab, og endnu i dag anses det for helligbrøde at nævne dens titel i korridorerne hos EON Productions!

Diverse undervandsgrej | Foto © Brian Iskov

Bondolaen, den idiotiske luftpudegondol fra "Moonraker", er gudskelov ikke med på "Bond in Motion". Men det er til gengæld et andet, næsten lige så fjollet befordringsmiddel. Der er tale om Q's krokodille-ubåd fra "Octopussy", hvis klaustrofobiske glasfiberskrog med elmotor lige akkurat har plads til én person i vandret tilstand (Roger Moore, hvem ellers!).

Nørdfaktum: Filmholdet importerede også en rigtig, levende krokodille til sekvensen i "Octopussy". Men under optagelserne stak kræet af og gik i hi under kulisserne på Pinewood Studios. Den dukkede først frem igen to uger senere!

Crocodile submarine | Foto © Brian Iskov

> Læs også min fotoreportage fra "Designing 007" på Barbican
> Hør Filmnørdens Hjørnes store James Bond-podcast (2012)

Udstillingsfakta

"Bond in Motion" er en videreudbyggelse af den udstilling, som tidligere har kunnet ses på Beaulieu National Motor Museum. Udstillingen på London Film Museum fortsætter året ud og formentlig også ind i 2015.

London Film Museum ligger få minutters gang fra undergrundsstationen Covent Garden. Entre til udstillingen koster £14,50 (ca. 130 kroner) for voksne og £9,50 (85 kr.) for børn. Særlige familiebilletter for to voksne og to børn under 16 år sælges for £38 (250 kr).

Museet har åbent alle ugens dage kl. 10-18; lørdage og søndage dog til kl. 19. Det anbefales at bestille billetter på forhånd via londonfilmmuseum.com.

Fra udstillingens Bond-logo-fotoservice

"Gravity": 3D Blu-ray-anmeldelse

En gang imellem – og især på festivaler – har vi filmjournalister det privilegium at gå en ny film i møde uden at vide noget som helst om den. Det skete for mig i august 2013, da jeg satte mig til rette i Venedig-festivalens premieresal for at se åbningsfilmen, Alfonso Cuaróns ”Gravity”.

Det var første gang nogensinde, at denne film blev vist offentligt, og eftersom jeg ikke havde opfanget nogen hype forud for denne verdenspremiere, anede jeg ikke, hvad jeg gik ind til.

Måske på grund af de manglende forventninger ramte ”Gravity” mig som en forhammer i mellemgulvet. En intens, voldsomt knugende og frem for alt fysisk medrivende biografoplevelse af stor visuel skønhed blæste mig bagover, og jeg følte siden, at jeg havde været vidne til en form for ur-film; en overlegen orkestrering af billede og lyd, der var inde og røre ved noget grundlæggende, sanseligt og primalt i filmmediet.



I dag, syv måneder og syv Oscars senere, har ”Gravity” konsolideret sin status som et skelsættende værk på flere fronter. Det er sjældent set, at en af årets største biografsucceser er en 80 % computeranimeret hybrid, der parrer katastrofefilmens troper med et intimt kammerspil for to personer. Læg dertil en kærkommen blockbuster-minimalisme i kraft af filmens overkommelige spillelængde på 90 minutter, der udfoldes i noget nær realtid. Endelig skiller ”Gravity” sig ud ved at have en voksen kvinde – 49-årige Sandra Bullock – i en bærende næsten-solo-rolle.

Først og sidst har den mexicanske instruktør Alfonso Cuarón med ”Gravity” begået en teknisk kraftpræstation, der på linje med ”Avatar” (2009) banker solide hegnspæle ned i mediets udviklingshistorie. Anført af det britiske effektfirma Framestore måtte holdet bag ”Gravity” opfinde en række helt nye teknologier for at kunne forløse Cuaróns vision.

"Space in Gravity feels so real in part because we get to see it in such long stretches. And because it feels so real, we invest even more deeply in Bullock’s performance and the reality of her predicament. We believe that she — and we — are really there. The long takes are a huge part of why." - John August

Alfonso Cuaróns brug af ubrudte indstillinger (af op til 12 minutters varighed) er et inspireret kunstnerisk valg, der ikke blot suger tilskueren ind i filmens taktile 3D-rum, men også formidler universets forunderlige skønhed, rædsel og isolation bedre end få andre film siden ”Rumrejsen år 2001” (1969). Ophævelsen af tyngdekraften – og dermed retningssansen – sætter det virtuelle kamera fri til at glide op, ned, rundt og sågar ind og ud af Sandra Bullocks hjelm-POV.



Den lystfyldte fornemmelse af vægtløshed forplanter sig til seeren, men kan på få sekunder skifte fra vægtløs ballet til rædselsvækkende, mareridtsagtig gru, når rumskraldet suser brat ud af det sorte verdensalt og hvirvler faretruende tæt forbi linsen. I disse scener brillerer også Glenn Freemantles lyddesign, der veksler mellem hæsblæsende aktivitet og spøgelsesagtig stilhed – i øvrigt i fuld overensstemmelse med de fysiske realiteter i termosfærens lydtomme rum.

Efter den mesterlige første times åndeløse jerngreb taber ”Gravity” desværre højde. Det er efterhånden bredt accepteret som et faktum, at manuskriptet er det svage led i ”Gravity” – og i særdeleshed den stadig mere bastante symbolik, som Alfonso Cuarón og hans medforfatter, Jonás Cuarón, tvinger ned over den ellers simple fortælling. Bullocks figur, den utrænede astronaut Ryan Stone, er således udstyret med en skematisk baggrundshistorie, der pædagogisk udstanses i overtydelige replikker hen mod filmens klimaks.

Den banale genfødselsmetaforik virker desuden som en irriterende helgardering. der føles påklistret og aldeles unødvendig: Det primale, eksistentielle overlevelsesdrama i filmens enkle set-up – frit fald gennem det ydre rum! – er rigelig stærkt i sig selv.

"Gravity": med og uden Framestores visuelle effekter

Under førstevisningen i Venedig blev min jubel over ”Gravity” gradvist afløst af irritation over, at Cuarón senior og junior absolut skulle sabotere deres eget storværk med en så rørstrømsk og forfladiget finale. Heldigvis synes fejlene at skæmme helheden mindre ved de gensyn, som ”Gravity” i høj grad indbyder til. Og uden at have testet filmen på et telefondisplay – den ultimative lakmustest for en udpræget biografplevelse som ”Gravity” – må jeg konstatere, nu hvor filmen er ude på blu-ray, at den heldigvis ikke falder til jorden (undskyld!) i hjemmebiografen. Især hvis man som jeg har mulighed for at projicere den op i 3D.

Alfonso Cuarón og Mark Singers yderst afmålte klippetempo er perfekt afstemt til 3D-teknikken. Kørt igennem en Optoma-projektor fungerer blu-ray'ens 3D-konversion af ”Gravity” så lydefrit, at man lynhurtigt glemmer, man sidder med et ekstra sæt briller på. Blu-ray'ens 5.1-surroundspor formidler fint dynamikken i det spændende lyddesign, men kan naturligvis ikke helt kan hamle op med Atmos-oplevelsen i Imperial (hvor ”Gravity” gik så længe, at den indspillede halvdelen af sine samlede, danske biografindtægter i denne ene biograf!).

I Venedig sad jeg flere gange under filmen og måbede: ”Hvordan fanden har de lavet det der?” ”Gravity” nærmest skriger på omfattende ekstramateriale, og blu-ray'ens længe ventede kig bag kulisserne skuffer absolut ikke. For eksempel varer det generøse bonusstof tilsammen dobbelt så længe som selve hovedfilmen.

Det primære ekstramateriale, "Gravity: Mission Control" (106:36), er inddelt i mindre featuretter, som kan afspilles separat eller i forlængelse af hinanden.

”It began with a story” (16:21): Dette første kapitel understreger kun alt for tydeligt, hvorfor manuskriptarbejdet var et af de få områder, hvor ”Gravity” ikke gjorde sig fortjent til en Oscar-nominering. Alfonso og Jonas Cuarón forklarer velvilligt deres tanker bag historien, men man bliver endnu hurtigere træt af deres pladder om ”rebirth” og livets mange ”adversities”, når metaforikken som her skrives med versaler for de tungnemme på bageste række. Det er i den grad on the nose.

”From the get-go, when we decided to do a film in space, the metaphorical value of space was very obvious. You have a character who is drifting, following her own inertia. In one hand, she has life, she has planet Earth, human connection. On the other side, she's drifting towards the void. We wanted to do a film about adversities and the possibility of a rebirth. With rebirth, I'm talking about knowledge. Having a new knowledge of yourself after an experience. And obviously, part of that rebirth is the acceptance of death. That is the biggest experience of knowledge that we want to obtain, the acceptance of death. It's something that we talked about, Jonás and I, when we were writing the script. We see a character that, first of all, lives in her own bubble. Literally lives in her own bubble. And she needs to shed that skin, she needs to come out of the bubble in order to begin her process. Like metaphorically, you tell people they have to put their feet on the ground and just keep on going.” 

- Alfonso Cuarón i Venedig, 2013

Alfonso Cuarón, Sandra Bullock og George Clooney i Venedig 2013 | pr-foto

”Initial challenge: Long shots and Zero G” (10:12): Her får man bl.a. at vide, at Cuarón lod sig inspirere til de lange indstillinger ved at se NASAs videooptagelser fra rigtige rummissioner. Desuden forklares konceptet ”mikrogravitet” med en fiks lille animation, og vi ser Tim Webber, Framestores VFX-maestro, afprøve NASAs berygtede Vomit Comet (vægtløshedssimulatoren kendt fra ekstramaterialet til Ron Howards ”Apollo 13”).

”Previsualizing Gravity” (11:38): Hvor de store blockbustere (alt for) ofte henter effektholdet ind i optagelsernes sidste fase, hvorefter de forventes at halse af sted for at nå premieredatoen, er hele ”Gravity” i praksis præprogrammeret fra første til sidste billede. Alt er simpelthen lagt fast i præ-visualiserings-stadiet i en sådan grad, at skuespillerne skal tilpasse deres bevægelser til effekterne og ikke omvendt. Featuretten går også i detaljer med den famøse og banebrydende opfindelse ”Light Box”, som gjorde filmens vanvittigt komplicerede indstillinger mulige.

”The hues of space” (10:41) kan tjene som anskuelighedsværktøj for alle, der betvivler, hvorvidt cheffotografen på en overvejende computergenereret film (”Life of Pi”, host-host) har ret til at blive honoreret med en Oscar. For uanset hvor mange pixels der dominerer billedet på lærredet, er det stadig cheffotografen Emmanuel ”Chivo” Lubezki, der har truffet de afgørende valg om filmens komposition og lyssætning (som i øvrigt i dette tilfælde er smuk, varieret og fotorealistisk).

Et fjollet påskeæg afsløres i ekstramaterialet: Alfonso Cuarón og cheffotografen Emmanuel Lubezki (begge i rumdragt) "spejler sig" i Clooneys visir i denne scene!

”Physical weightlessness” (7:48): Et kig på, hvordan avancerede snoretræk og gode gammeldags dukkeførere bidrog til illusionen af vægtløshed ved at rive Sandra Bullock rundt på settet.

”Space tech” (13:02): Og hvis nogen undrer sig over, at ”Gravity” tillige vandt Oscar for bedste scenografi, mindes der her om, at samtlige af de 2000 virtuelle rekvisitter i ISS er designet fra bunden!

”Sandra and George: A pair in space” (9:37): Fis og ballade på settet med Bullock og Clooney.

”Final animation” (15:01). Udvalgte nørdfakta: Tre millioner stjerner ses på himlen bag Bullock og Clooney i filmen. Den endelige rendering af ”Gravity” fylder 500 terabyte. Og det tog computerne tre måneder at vende op og ned på seks minutter af åbningsscenen, efter at Alfonso Cuarón ombestemte sig.

”Complete silence” (12:13): Rart at se, at Steven Prices oscarvindende, immersive musik også får sin egen featurette. Her erfarer man, at dele af partituret blev fremført på glas og bearbejdede menneskevokaler i stedet for synths.



Længere nede i blu-ray-menuen dækker paraplytitlen "Shot Breakdowns" (36:48) over fem ekstra featuretter med overskydende interview, som alle er lige så spændende og informative som hoveddokumentaren. Hvem har f.eks. skænket det en tanke, mens de så ” Gravity”, at både Sandra Bullocks og George Clooneys visirer er 100 % computeranimerede?

• Behind the visor (6:50)
• Fire in the international space station (5:42)
• Dr. Stone's rebirth (7:54)
• The sound of action in space (7:55)
• Splashdown (8:24)

I programmet "Collision Point: The Race to Clean Up Space" (22:28) redegør Ed Harris' fortællestemme ganske overbevisende for, at rumskrald også i virkeligheden er et farligt og i nogen grad upåagtet problem.



”Aningaaq” (6:53) er Jonás Cuaróns pudsigt tænkte, men lidt ligegyldige kortfilm, der skildrer dr. Stones radiosamtale med grønlandske Aningaaq fra dennes jordiske synsvinkel. Filmen kan også vises med introduktion af Alfonso og Jonás Cuarón (i alt 10:11).

Endelig er ”Film festivals” (1 sides tekst) en helt igennem overflødig opremsning af de festivaler, hvor ”Gravity” har været vist.

Gravity 3D. USA/Storbritannien 2013. Instruktion: Alfonso Cuarón. Spilletid: 91 minutter. Dansk blu-ray-udgivelse: 4. marts 2014. Distributør: Warner Bros. Entertainment. ”Gravity 3D” blu-ray er venligst stillet til rådighed af Warner Bros. Nordic.

HVIS DU VIL VIDE MERE OM "GRAVITY":

> Brie og Casper anmelder "Gravity" i Filmnørdens Hjørne #85
> The Camera's Cusp: Alfonso Cuarón Takes Filmmaking to a New Extreme With Gravity - langt interview med Alfonso Cuarón (New York Magazine)
> Spændende interview med filmens 3D-supervisor Chris Parks (ScreenDaily.com)
> Alfonso Cuarón: Long takes and realism - blogindlæg (JohnAugust.com)