Samtlige af de 18 spillefilm, der har chancen for at vinde Den Gyldne Palme i næste uge, er nemlig instrueret af mænd. Den skæve kønsfordeling i kokurrenceprogrammet har vakt protester på den 63. Festival de Cannes, hvilket du kan læse meget mere om i min åbningsartikel i Børsen:
> Cannes uden kvinder
Brian Iskov i Børsen, 12.5.2010 (OBS! Kræver Børsen-abonnement)
Heldigvis formår hunkønnet at gøre væsen af sig i sideprogrammer som Un Certain Regard og Quinzaine des Realisateurs, der traditionen tro fokuserer på skæve, runde, firkantede film fra fremtidens mulige palmekandidater.
Torsdagens mest omtalte titel, særvisningen af ”Draquila – Italien skælver”, bærer således en kvindes signatur: Skuespilleren, forfatteren og instruktøren Sabina Guzzanti. Og man noterer sig, at blandt de menige italienere, der i Guzzantis film står frem og kritiserer deres premierminister, Silvio Berlusconi, og hans fascistoide styreform forklædt som paternalisme, er det absolut kvinderne, der tør råbe højest og mest insisterende.
Anmeldelse: DRAQUILA – ITALY TREMBLES (2010)
Brian Iskov i Cannes (Séance Spéciale)
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama, 13.5.2010
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama, 13.5.2010
OPDATERING: Filmen vises på CPH:DOX den 4., 10. og 13. november 2010
Middelalderbyen L'Aquila i Abruzzo-regionen var en af Italiens 20 kunstbyer, indtil de gamle huse sprak på langs i jordskælvet den 6. april 2009.
Guzzantis film åbner med spøgelsesbyens borgmester på nattevandring gennem resterne, der ligner en indhegnet krigszone. Loftslysene er stadig tændt inde i de tomme huse, og udenfor er græsset brudt op gennem brostenene for at erobre gaderne tilbage.
Mens 308 børn og voksne omkom i murbrokkerne, gned Silvio Berlusconi og hans betroede bygherrer sig i hænderne. Naturkatastrofen forærede dem en glimrende undskyldning for at fremskynde og promovere et storstilet byggeforetagende, der skulle genhuse de 70.000 ramte borgere.
Rekordværdige fem måneder senere stod 400 spritnye forstadsboliger klar, naturligvis med indvielsen timet til at falde på Berlusconis egen fødselsdag. Blot det seneste i rækken af ”mirakler” fra landsfaderen. ”Vi er verdensmestre i superhurtig opførelse,” lød det glade budskab til vælgerne.
Men fra 400 til 70.000 er der stadig et stykke. At 30.000 af de hjemløse ofre fortsat sad installeret i teltbyer, mens andre 30.000 var sendt på ”hotelferie” uden udløbsdato, hørte italienerne imidlertid meget lidt om i medierne (som Berlusconi ejer). Heller ikke, at teltlejrene blev drevet ud fra militaristiske principper af Berlusconis altmuligmænd i Protezione Civile – civilforsvaret.
Med den endeløse ventetid fulgte også beboernes følelse af at blive holdt som fanger, både i det politiske spil og mere konkret i teltlejrene, hvor deres rettigheder én efter én blev suspenderet. Forsamlinger i større grupper var forbudt. Det samme gjaldt koffeinholdige drikkevarer. Og i september 2009 notificerede staten, at teltlejrene skulle lukkes ned for vinteren, hvorfor beboerne endnu engang måtte se sig skubbet længere ud i systemets periferi.
Sabina Guzzantis præmis er, at Berlusconi kynisk udnyttede katastrofen til at booste sin egen popularitet, som haltede efter en serie sexskandaler. Og at Italien ledes af en Orwell'sk manipulator, der løser ethvert problem ved at indsætte juridiske smuthuller i lovteksterne. For eksempel kan staten erklære undtagelsestilstand ved den mindste foranledning. Et internationalt svømmestævne, der finder sted i Italien, udfylder betingelserne.
Fidusen ligger i gummibegrebet ”store begivenheder”, der giver det allestedsnærværende civilforsvar vidtrækkende beføjelser til at bryde loven, som det passer dem – og deres chef. Ene og alene med den bagtanke, at staten dermed får frie hænder til at score kassen på private byggeprojekter på steder, hvor det ellers er forbudt at opføre nye konstruktioner. Også her finder titlens ordspil på blodsugeren Dracula en frugtbar grobund.
Sabina Guzzanti | pr-foto |
Sabina Guzzanti, der oprindelig er stand-up-komiker, kaldes ikke Italiens Michael Moore for ingenting: Det er de samme rapfodede klipperytmer, karikerede grafikker og sarkastiske betragtninger, der tegner stilen i ”Draquila”. Hun virker dog mindre opsat på klovnerier end sin amerikanske kollega, og hun husker at give fair taletid til Berlusconis vælgere, hvoraf mange virker oprigtigt taknemmelige over statsmandens bedrifter.
Undervejs bliver billedet lovlig speget, når filmen fortaber sig i lokalpolitiske spidsfindigheder eller i forbifarten strejfer, hvordan Italiens privatøkonomi er kontamineret af mafiakapital. Men man forstemmes, når Guzzanti afslører, at staten udmærket kendte risikoen for et jordskælv i L'Aquila. Trods sagkundskabens advarsler efter flere måneders seismisk aktivitet i regionen valgte Berlusconi & Co. at neddysse faren gennem regulær misinformation. Målet ifølge Guzzanti: At sælge deres forjættende boligprojekt til masserne!
En lokal journalist medvirkede til vildledningen, om end i god tro, ved at publicere den officielt sanktionerede ”sandhed” om den ikke-eksisterende trussel. Da skælvet alligevel brød løs natten til den 6. april i L'Aquila, trøstede han sine to skræmte børn:
”Alt er normalt. Der er ingen fare”.
Han mistede dem begge.
I Venedig sidste år granskede Erik Gandinis doku-essay ”Videocracy”, hvordan mediemogulen Berlusconi har underbygget politikeren Berlusconis popularitet ved gennem flere årtier at dreje tv's indhold i retning af mandehørm og celebrity-tilbedelse. ”Draquila” leverer endnu en brik til, om ikke forståelsen af, så i hvert fald indblikket i det bizarre selvbedrag, der får det italienske folk til at fastholde deres Berlusconi ved magten.
En mulig del af forklaringen hører vi fra en aldrende italiensk herre, som afslutter filmen med resigneret eftertanke. Han har talt med mange overlevere fra diktaturstater og kan konstatere: ”Berlusconis Italien er en slags lortediktatur – men i det mindste har vi ikke tortur.”
Bonusinfo: Udvælgelsen af Guzzantis film harmede den italienske kulturminister, Sandro Bondi, i en sådan grad, at han valgte at boykotte årets Cannes-festival. Mon nogen hernede savner hans tilstedeværelse, endsige bemærker hans fravær?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar