torsdag den 17. marts 2011

"White Noise": Ånd på bånd - om Electronic Voice Phenomenon

Hvis du har svært ved at sove natten til fredag, giver TV3 dig (kl. 03:30) muligheden for at fordrive de små timer med den okkulte gyser "White Noise" fra 2005.

I ”White Noise” opdager en arkitekt (Michael Keaton), at hans afdøde kone prøver at kontakte ham gennem hans videomaskine. Sneen på skærmen gemmer beskeder fra det hinsides, og når han stirrer tilpas vedholdende på mylderet af pixels, toner tågede åndebilleder frem i den hvide støj!

Fænomenet kaldes ”electronic voice phenomenon” eller EVP, og for ikke-indviede minder det lidt om dengang, DR2’s Mikael Bertelsen afspillede statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale baglæns for at finde skjulte onde budskaber.

"White Noise" tror dog fuldt og fast på sit spiritistiske koncept, og da filmen fik dansk biografpremiere i 2005, besøgte jeg EVP-eksperten Palle Vibe, som ikke kunne udelukke, at de døde taler til os. Herunder kan du læse, hvad der kom ud af dét møde ...



ARTIKEL OM "ELECTRONIC VOICE PHENOMENON":
EVP – når ånderne snakker med
Brian Iskov i TJECK, april 2005

Har du nogensinde siddet og stenet foran fjernsynet om natten? Efter prøvebilledet er lagt i seng, fyldes skærmen af myldrende prikker, og der findes de, som mener, at den hvide støj transmitterer signaler fra det overjordiske. Stirrer man længe nok ind i sneen på skærmen, begynder omridset af ånderne at træde frem!

Sætter du en mikrofon til en båndoptager, kan du være heldig at få et lignende resultat. Hvisken og råb, angiveligt fra det hinsides, trænger igennem det susende baggrundstæppe og danner sætninger, som med lidt god vilje kan give mening for den, der lytter.

Fænomenet hedder EVP, Electronic Voice Phenomenon, eller elektronisk stemmefænomen på dansk. Det er langt fra nogen ny foreteelse, men den biografaktuelle ”White Noise” vil i april måned gøre sit til at udbrede kendskabet til EVP. I filmen opdager en arkitekt, spillet af Michael Keaton, at hans afdøde kone prøver at kontakte ham – gennem hans videomaskine.


Historien om den sære skovtur
Forskningen i EVP tager fart, da den svenske kunstner Friedrich Jürgenson går ud i skoven en sommerdag i 1959. Han har taget spolebåndoptageren med, og da han kommer hjem og hører båndet igennem, bliver finkernes sorgløse kvidren afbrudt af hans mor, der siger: ”Friedel. Kan du høre mig?”. Men moderen er hverken i huset eller i skoven. Hun er død, og det har hun været i fire år.

Jürgenson har tidligere oplevet, at en norsk mandsrøst forstyrrede hans optagelser af fuglesang, skønt der ingen personer var at se i miles omkreds. Han havde affejet de ubudne lyde som vildfarende radiosignaler, men skifter mening efter denne nye og noget overraskende drejning. Jürgenson kaster sig over en mere systematisk udforskning af fænomenet og indfanger mange flere af disse uforklarlige stemmer gennem de næste år. Så mange, faktisk, at han til sidst skriver to bøger, som finder vej til psykologen Konstantin Raudives skrivebord i Letland.

Forståeligt skeptisk væbner Raudive sig med en mikrofon og begynder at eksperimentere. Han bliver hurtigt overbevist. Da han dør i 1974, har Raudive indsamlet over 70.000 spøgelsesstemmer og skrevet sin egen bog, som i den engelske oversættelse giver fænomenet sit navn: ”Electronic Voice Phenomenon”.

Efter Raudives bortgang påstår flere andre, at de har opsnappet doktorens røst fra graven. Dog ikke Jürgenson, for ”de to var vist ikke længere på talefod”, som forfatteren Palle Vibe udtrykker det. Han har skrevet flere bøger på dansk om overnaturlige hændelser, og han har fulgt EVP på afstand gennem de sidste 25 år.

Dr. Konstantin Raudive

Sådan gør du
Raudive gjorde sit pionerarbejde i Tyskland, og siden 1975 har naboerne mod syd haft deres egen spirituelle klub, hvor ligesindede mødes og diskuterer deres fund, a la ”hvad synes du, der bliver sagt?” og ”nu har jeg opfanget nogle nye stemmer”. Amerikanerne er naturligvis også godt med, det har de været siden 1982, men herhjemme har der aldrig været den store interesse for ånd på bånd.

– Jeg tror ikke, der findes nogle aktive grupper i Danmark, siger Palle Vibe, der regner med, at en film som ”White Noise” vil åbne nogle døre:
– Alle kan jo optage EVP. Du skal bare have en båndoptager og en mikrofon. Nogle optager direkte fra radioen med kanalvælgeren sat imellem to stationer, hvor blandingen af alle frekvenser (”hvid støj”, red.) skulle få stemmerne til at trænge godt igennem. Andre bruger mikrofoner og har fået lige så gode resultater, oplyser Palle Vibe.

Han tilføjer, at udstyret ikke behøver at være dyrt eller særlig sofistikeret.
– Det hele afhænger af eksperimentatoren selv. Nogle har lidt mere flair for at fange stemmer end andre. Nogle lykkes stort set aldrig, mens andre får bid i første hug. I gennemsnit regner man med, at de fleste har et eller andet på båndet efter det tiende forsøg, fortæller Palle Vibe, der aldrig selv har sat fingeren på record-knappen.

Han indrømmer, at han har haft lyst til at prøve EVP på egen hånd, og det er ikke fordi, han mangler lydudstyr; han kunne sagtens have gjort det, forsikrer han. Han vil bare ikke involveres.
– Jeg har en fornemmelse af, at det øjeblik, jeg selv begynder at røre ved det, passerer jeg en tærskel, som gør, at jeg ikke kan være neutral længere. Jeg vil hellere stå på sidelinjen og kigge de andre over skulderen, så jeg kan danne min egen mening ud fra deres optagelser.

Mere end én forklaring
– Oplevelsen har efterladt et voldsomt indtryk hos alle, der har prøvet det. De har faktisk alle sammen mistet deres objektivitet. Det har på en eller anden måde opfyldt et ønske hos dem om at komme i kontakt med livet efter døden. Det er jo mange gange derfor, folk begynder at eksperimentere med EVP. De har mistet en kær afdød og har et brændende, inderligt ønske om at komme i kontakt. Når de får noget ind på båndet og lytter til det, er der derfor kun én mulighed: At det er den afdøde, der taler. Men man kan jo sagtens anlægge flere betragtninger, påminder Palle Vibe, der – trods sin forsigtighed – har svært ved at bortforklare de bedste af optagelserne. Der er menneskelig tale på nogle af båndene, fastholder han.


Spørgsmålet er bare, hvor stemmerne kommer fra (se boks #1).
– Den ene skole siger, at stemmerne er overlevende sjæle, altså menneskeånder. De lever i en eller anden dimension, og de har forbandet lyst til at snakke med os, oftest for at fortælle, at de har de godt. Men det er jo det, man helst vil høre, ikke. Der er så en anden skole, som siger: Mon ikke det i virkeligheden er indtryk og ønsketænkning, der kommer inde fra din egen hjerne?

Nogle forskere mener, at fænomenet opstår, fordi vores hjerner er bygget til at skabe sammenhænge, hvor der måske ingen er (se boks 2). Og når vi først tror, at vi øjner et mønster i støjen, kan vi dårligt ignorere det igen. Psykologer kalder bedraget for ”apophenia”, og Palle Vibe mener også, at vores indbyggede hang til fejlperception forklarer mange af EVP-stemmerne og skikkelserne på tv-billederne.

– Mennesket er en fantastisk mønster-genkender. Vores hjerner kan finde et mønster i alting. Kender du Rorschach-testen? En form for psykoanalyse, hvor det gælder om at finde ansigter, former og figurer i nogle tilfældige blækklatter. Ud fra det, man ser, bliver det så bedømt, om man er syg eller rask, forklarer Vibe.

Aldrig det samme svar
Når folk påstår at have set en manifestation af Jesus på overfladen af en tortilla, eller Moder Teresas ansigt i en kanelbolle, er det endnu et eksempel på, at vores hjerne spiller os et puds. Det samme gør sig gældende med hvid støj, siger skeptikerne. Hvor mange har ikke prøvet at høre telefonen ringe midt i et styrtebad – og så vader man dryppende ud i entréen blot for at opdage, at man har ”hørt syner”?

Forvekslingen skyldes, at øret under bruseren opfanger et bredt spektrum af lyde, som hjernen helt automatisk kobler sammen til noget, der virker bekendt.
Det vil også forklare, hvorfor betydningen af ordene er så afhængig af mennesket, der lytter. Den samme besked kan ofte tolkes på mange vidt forskellige måder, og når Palle Vibe afspiller EVP-bånd for sit foredragspublikum, spørger han altid, hvad der bliver sagt, men får aldrig det samme svar to gange. Han fortæller:

– Hvis du har et lydprogram på computeren, kan du køre hastigheden op og ned. Det hjælper gevaldigt, for hvis du bare sætter optagelsen halvt op i hastighed, siger stemmerne noget helt andet. Det er ligesom modellervoks. Du kan manipulere ret meget med dem, og alligevel kommer der et resultat ud af dem.

– Nu er vi danskere, så vi vil selvfølgelig opfatte det på dansk. Englænderne vil sandsynligvis høre det på engelsk, og en russer vil høre russisk. Men der er ingen, der har fået noget ind på egyptisk, hvis de bor i Danmark. Hvis det virkelig var en ånd, der sagde noget bestemt, var der nok grænser for, hvor meget man kunne manipulere med det, indvender Palle Vibe.

Derfor mener han også, at stemmerne på båndet må være en slags råmateriale, hjernen laver, som minder så skuffende om menneskelig tale, at lytteren selv kan forme ordene alt efter, hvad han eller hun nu tænker.


Stemmerne i dit hoved
– Noget siger mig, at det er vores egne hjernebølger, der bliver overført til den følsomme elektronik, forsøger Palle Vibe sig. Han hævder – og hold nu godt fast! – at de elektriske strømme i hjernen kan påvirke lydbåndet og efterlade aftryk, der vil kunne tolkes som menneskestemmer, når man afspiller dem.

Teorien kom til Palle Vibe, efter han snakkede med lydeksperten Eddy Bøgh Brixen, som i 1999 analyserede nogle bånd for Danmarks Radio. Da Brixen havde frasorteret baggrundslarmen og brudstykker af radiosignaler, var der nogle ganske få stemmer tilbage, som han ikke helt kunne greje. (Se boks #3)

– Brixen sagde: ”Der er et eller andet ved dem. Det er godt nok menneskestemmer, og de har nogenlunde de samme svingninger, men der er noget syntetisk over dem, som jeg ikke rigtig kan forklare”. Så er det, man siger til sig selv: Det er jo nok, fordi de i virkeligheden er syntetiske, understreger Palle Vibe. Han uddyber:
– Hvis dine hjernebølger lægger et mønster på et lydbånd, kan resultatet jo aldrig blive en stemme. Dét kræver en strube og fysiske lydbølger, der påvirker mikrofonen. Men du kan nok lave et eller andet med din hjerne, som lyder så overbevisende, at du kan finde et mønster i de lyde og få dem til at danne noget tale, når du hører indspilningen. Især hvis du forventer, at der bliver sagt noget bestemt.

Larmeånderne
Palle Vibe prøver at belyse, hvad han mener ved at fortælle om poltergejster. Den slags ”ånder”, som plager familier med råb, larm og banken på væggen, når de da ikke flytter ting tværs igennem stuen ført af en usynlig hånd.

– Nogle psykologer har opdaget, at de familier, der oplever poltergejst-fænomener, altid har en person, der er i psykisk krise. Som regel er det en ung person i puberteten, hvor problemerne tårner sig op, og man egentlig har mest lyst til at råbe og skrige og kyle alting på gulvet. Men det har personen på den anden side fået at vide, at man ikke må som voksen. Psykologerne antager derfor, at hjernen får afløb for alle de indestængte frustrationer, som dens ”ejer” har gået og samlet op. Hjernens energi får simpelthen de ting til at ske, som personen godt kunne tænke sig at gøre, men ikke vil gøre rent fysisk. Trampe i gulvet, hamre i væggene eller smide med ting. Man kan sige, at hjernen udlever aggressionen på teenagerens vegne!

– Mange gange sker det om natten, mens personen sover, og hjernen arbejder på højtryk. Angrebene varer så, indtil man kommer ud af den her mentale ubalance. Så ebber fænomenerne ud, eller man kan blive hjulpet ud af dem med medicin, hvis man er voksen.

Nina Kulagina med æg

Tankens kraft
Hvis du stadig synes, det med hjernebølgerne lyder som dårlig science fiction, kan Palle Vibe berette om en russisk husmor, Nina Kulagina, som engang slog et æg ud i et vandfad – mens hun sad 2 ½ meter væk.
– Der er lavet kontrollerede forsøg på, at visse mennesker kan påvirke en genstand ved tankens kraft. Det er lykkedes i nogle tilfælde. Men der er stor forskel på, når hjernen gør det ubevidst, og når man koncentrerer sig meget kraftigt, fortæller han. Nina Kulagina tabte sig efter sigende et kilo under sine anstrengelser.

Telekinese – eller psykokinese, som andre kalder det – fungerer bedst på små genstande i bevægelse, for det er naturligt nok dem, som er lettest at bringe ud af deres kurs. Det fører os tilbage til teorien om, hvordan hjernebølgerne havner på kassettebåndet.

– En båndoptager er et fantastisk følsomt apparat. Mikrofonsignalet er så svagt, at det skal forstærkes titusinder af gange, før det kan komme ind på båndet. Det foregår sådan, at mikrofonen laver lydbølgerne om til elektromagnetiske svingninger. De kommer ind og bliver forstærket, og på båndet sidder en hel masse små magneter, som er i bevægelse og derfor let kan påvirkes, når de kører forbi tonehovedet. Det kan være, at din hjerne også påvirker de der små magneter i forbifarten og sætter nogle fysiske aftryk, der ved afspilning kan tolkes som menneskelig tale. Ikke alle er i stand til at gøre det. Måske kan man træne sig op til det, måske er telekinese en evne, som vi alle sammen har latent i os. Det kan have været en overlevelsesfaktor i tidernes morgen – at man kunne gøre ting, som man ellers ikke ville være i stand til, filosoferer Palle Vibe.

Prøv det ikke derhjemme
Men alt det er jo bare formodninger og gætværk. Problemet med EVP er selvfølgelig, at intet kan påvises eller afkræftes, og det er lige så svært at omvende en skeptiker, som det er at få bragt en fanatiker til fornuft. Den generelle opfattelse synes at være, at fænomenet ikke er farligt, men på den anden side heller ikke noget, man skal lege med for sjov.

– Det er sket mere end en gang, at folk er blevet taget over af noget, de ikke selv kunne styre og ikke selv havde kontrol over. Det er især dem, der tidligere har leget med staveplader og ”ånden i glasset”. Alle de dér teenagere, som nærmest er blevet stressede og mentalt uligevægtige af at komme i forbindelse med sådan nogle ting. Det kan også ske med EVP. Derfor skal man lige tænke over, hvad man indlader sig på, påpeger Palle Vibe og afslutter:

– Hvis du skal være eksperimentator, skal du holde hovedet klart. Det er ikke for hvem som helst, selv om hvem som helst kan gøre det, og det er det uhyggelige ved EVP. Ikke alle har psyken til det.

Lad det være en passende påmindelse til alle de unge, som kommer ud af biografen efter ”White Noise” og synes, det kunne være max grineren at stille mikrofonen op ved sengekanten. Måske vil ånderne slet ikke tale med dig. Eller endnu mere ydmygende:
Måske fanger du kun lyden af din egen hjerne, der tørrer dig noget så grusomt.


#1: HVOR KOMMER STEMMERNE FRA?

Websiden paranormal.about.com opregner nogle af de oftest forekommende bud på, hvordan EVP-stemmerne egentlig opstår:
Det er de afdøde, som taler. Nogle hævder derfor, at de bedste modtageforhold findes på kirkegårde.
Lydene stammer fra en anden dimension. Hvilket må betyde, at de talende væsner er i stand til at kommunikere på samtlige eksisterende menneskesprog.
Lytterens underbevidsthed skaber stemmerne gennem hjernebølger, der sætter hørbare aftryk på magnetbåndet.
”Sniksnak!”, siger skeptikerne. Ifølge dem er stemmerne enten signaler fra radiotransmissioner og mobilsamtaler, rent fup eller støj, der tilfældigvis lyder som genkendelige ord.

#2: HVAD SIGER HJERNEFORSKEREN?

”Langt størstedelen af vores virkelighedsopfattelse er baseret på hjernedigt. Hjernespind. Noget hjernen finder på for at få tingene til at hænge sammen.”
Fra hjerneforskeren Peter Lund Madsens hjemmeside, ”HjerneMad” (2005)

– Vi er i stand til at blive snydt temmelig meget af vores egne hjerner, siger Thomas Raab.
Han bestyrer brevkassen på Peter Lund Madsens hjemmeside, ”HjerneMad”, hvor vi alle kan blive lidt klogere på, hvad der sker under kranieskallen – dér, hvor ”alting begynder”, som det så smukt formuleres på siden.
For alt, hvad vi oplever, er en illusion. Vores hjerner danner en forståelig helhed ud fra de myriader af input, som sanserne forsyner os med. Derfor hører du heller ikke en simpel gengivelse af verden omkring dig, selv om du måske tror det.
– Det lydbillede, du har inde i hovedet, er en rekonstruktion, som hjernen skaber ud fra de signaler, den modtager, fortæller Thomas Raab.

Menneskehjernen kan kun designe lydoplevelsen ud fra de byggeklodser, den har på lager, og det vil hovedsageligt være menneskelig tale, fordi det er noget af det vigtigste for os. Det er dét, vi er skabt til at høre. Derfor kan vi også narres til at tro, vi hører sproglige signaler i et uberegneligt input.
– Hvis man afspiller en almindelig sætning og indsætter et lille stykke hvid støj, som maskerer en del af talen, vil folk stadig mene, at de hører en hel sætning. Det vil med andre ord sige, at din hjerne kan rekonstruere noget, du slet ikke hører, forklarer Thomas Raab.

Thomas Raab

Hjernen prøver at få mening ud af alt, hvad vi møder på vores vej. De indtryk, vi ikke umiddelbart kan bruge til at navigere efter, ignorerer den, og hvis vi støder på noget, vi ikke forstår, vil hjernen altid prøve at tolke det som noget, vi har mødt før, så vi kan handle efter det.
Derfor mener Thomas Raab også, at EVP-beskederne sandsynligvis er rent hjernespind. At vores hjernebølger skulle kunne sætte hørbare ”fingeraftryk” på en båndoptagelse, tillader han sig at tvivle på.
– Hjernens elektriske felter skal forstærkes uhyggeligt meget, før de kan måles. Der er ligesom en grund til, at de apparater, som måler hjernebølger, er sindssygt kostbare og har været igennem mange års udvikling.

#3: HVAD SIGER LYDEKSPERTEN?

Eddy Bøgh Brixen ved stort set alt, der er værd at vide om lyd og optageapparater. Hans ekspertise bruges af alle fra politiets rejsehold til Det Kongelige Teater, og det var også ham, Danmarks Radio henvendte sig til, da de i 1999 fik fingre i en stribe danske EVP-optagelser fra ingeniøren Peter Steins arkiver.
Efter en grundig filtrering stod Eddy Bøgh Brixen tilbage med nogle enkelte stemmelignende lyde, og for en gangs skyld måtte fagmanden give fortabt. Hvor de lyde kom fra, kunne han simpelthen ikke svare på.

Trods denne oplevelse erklærer Brixen sig uenig med Palle Vibes teori om, at ens hjernebølger fysisk kan manifestere sig på et kassettebånd:
– I så fald vil der være tusind andre ting, der kan påvirke båndets magnetiske lag. Hvis det var så følsomt, ville der slet ikke være noget tilbage på båndet, hvis man for eksempel tog det med i sin bil!
Han forklarer, at alle magnetbånd i forvejen indeholder et lag støj. En 100 kHz "bias", som er nødvendig, for at man overhovedet kan optage på båndet.
– Den støj er der ingen, der kan høre. Så der skal meget til, før en udefrakommende magnetisk impuls bliver hørbar på et kassettebånd, fastslår han.

Eddy Bøgh Brixen konkluderer, at der findes et utal af mystiske støjfænomener i hverdagen, og at mange af signalerne generelt bliver fejlfortolket.
– På mellembølgeradio, også kaldet AM, moduleres signalet, hver gang der kommer forstyrrelser, som for eksempel kunstige reflektioner fra flyvemaskiner. Det er det samme, når du hører FM-radio i din bil, og musikken pludselig falder ud. Bare dét at køre forbi en række lygtepæle kan være nok til, at der opstår interferens, fordi radiobølgerne reflekteres af de lodrette stolper, fortæller han.
Alligevel vil Brixen ikke udelukke, at der findes en forklaring udenfor fantasiens rækkevidde, for som han siger om EVP-fænomenet:
– Det kan meget vel være min egen faglige eller åndelige begrænsning, der gør, at jeg ikke kan svare præcist på, hvad det er!


SAGT OM EVP

”Det er vigtigt for eksperimentatoren at have en stærk selvopfattelse, en positiv indstilling og et spirituelt syn på livet”.
Tom & Lisa Butler, bestyrere af foreningen AA-EVP (2003)

”Jeg indstillede radioen mellem to stationer, og så satte jeg en kassettebåndoptager og en mikrofon op. Jeg stillede nogle spørgsmål, ventede, og efter et stykke tid stoppede jeg båndoptageren. Jeg satte et par hovedtelefoner på og lyttede til optagelsen. Resultatet var usandsynligt morsomt. Jeg havde siddet i min vinterhave, optageren stod i stuen, og da jeg gik fra vinterhaven ind i stuen, meldte en kvindelig stemme sig på båndet. Hun sagde: ”Nu kommer han”, og kort efter: ”Han er åben fortil”. Jeg mærkede efter på mine bukser, og ganske rigtigt! Gylpen stod åben.”
Fra erfaringsberetning af Wolfgang Winkop, en tysk EVP-eksperimentator (2000)

"Hvis vores personlighed kan overleve døden, må vi logisk set formode, at den bibeholder hukommelsen, intellektet og den viden, vi tilegner os her på Jorden. Og hvis vi engang kan frembringe et instrument så fintfølende, at det kan påvirkes af vores personlighed fra efterlivet, bør et sådant instrument være i stand til at opfange noget.”
Sagt i 1920’erne af diktafonens opfinder, Thomas Alva Edison


MERE OM EVP:

About.com: Paranormal Phenomena (USA)

Association TransCommunication (ATC; USA)

Committee for Sceptical Enquiry (CSICOP; USA)

Verein für Transkommunikations-Forschung (VTF; Tyskland)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar