I morgen, torsdag 14. april 2011, starter den tredje udgave af CPH PIX. Københavns fremragende filmfestival byder på over 200 film og events, som for langt de flestes vedkommende er sjældne fugle på danske breddegrader. Så det gælder om at slå til, hvis man vil sikre sig smagsprøver på den globale filmkunst, som den tager sig ud anno 2011.
CPH PIX har i år fået vokseværk, så festlighederne fortsætter helt indtil 1. maj. Her er det samlede program for de 18 dage:
> CPH PIX' hjemmeside
Flere af programmets film var jeg så heldig at fange på festivalerne i Venedig og Cannes sidste år. Herunder får du et udvalg af mine anbefalinger derfra:
Reign of Assassins
(Kina 2010, John Woo & Su Chao-Pin)
Actionkongen John Woos seneste titel, "Reign of Assassins", snyder på vægten, hvad krediteringen angår. Den såre traditionelle wuxia er reelt instrueret af Woos taiwanske elev, Su Chao-Pin, under mentorens overopsyn.
Man genkender elementer af "Mr. & Mrs. Smith" og traditionel folkekomedie i den letfodede historiske sag, hvor amorinerne flagrer mellem en butiksejer og en kurer – begge lykkeligt uvidende om, at jagten på en magisk urne vil afsløre deres sande identitet som svorne ærkefjender.
Til ingredienserne i det uhøjtidelige plot hører en snigmorderske ved navn Finregn, hvis signaturmanøvre tæller 41 hug med klingen, samt plastikkirurger, der praktiserer deres hverv ved at indsætte giftige insekter i klienternes næsebor!
Mest besnærende blandt alle filmens special effects er dog Michelle Yeoh, hvis balletagtige gratie og milde, imødekommende træk alt for sjældent illuminerer de danske biograflærreder. Hendes dobbeltrolle som kærlig kone og kontant kungfu-mester stod om noget som en værdig repræsentant for kvindekønnets flersidighed på sidste års Venedig-festival.
Filmen har forventet dansk dvd-premiere efteråret 2011.
"Reign of Assassins" vises på CPH PIX 20. og 26. april.
> Læs mere – køb billet
Potiche
(Frankrig 2010, Francois Ozon – forpremiere)
Catherine Deneuve i Technicolor og fuld vigør udgør det ubetalelige centrum i "Potiche": en elegant gennemarbejdet boulevardkomedie, der påviser, at kvalificeret morskab også er en kunst.
Kalenderen viser 1977 i Sainte-Guidule, hvor foråret bærer ligestillingens vinde ind i familien Pujols storblomstrede køkken. Efter 30 års skinlykke som trofæhustru for en kolerisk industriboss drister Suzanne sig til at smage på feminismens lyksaligheder. Og til gemalens grænseløse frustration springer hans paraplyfabrik i blomst under fruens kærlige og kyndige opsyn.
Den pangfarvede hyldest til matriarkatet bærer ikke overraskende Francois Ozons navnetræk, for den 42-årige franskmand må være den eneste nulevende filmmager af hankøn, som gør Pedro Almodóvar rangen stridig, når det gælder deificeringen af prægtige fruentimmere. Karin Viard og Judith Godrèche tildeles hver en flig af rampelyset i veldefinerede biroller, ligesom Gérard Depardieu virker rørende revitaliseret af sit syvende samarbejde med Deneuve.
Væsentligst af alt husker Ozon at fundere sin stilsikre screwball-konfektion på en bund af realisme, der akkurat er solid nok til at kunne bære elementerne af camp og pastiche i "Potiche".
Filmen får regulær dansk biografpremiere 16. juni 2011.
"Potiche" vises på CPH PIX 25. april.
> Læs mere – køb billet
Sound of Noise
(Sverige-Frankrig-Danmark 2010, Johannes Stjärne Nilsson & Ola Simonsson)
Allerførst: Hvis du aldrig har set kortfilmen ”Music for an Apartment and Six Drummers” (2000), så skynd dig at hoppe ind på dette link:
> "Music for an Apartment and Six Drummers" (YouTube)
En efternøler i spillefilmslængde, ”Sound of Noise”, fejrede sidste år verdenspremiere i Cannes-serien ”Semaine de la Critique” (Critics' Week), der ellers ikke er forvænt med komedier. Absurditererne i den svensk-fransk-danske koproduktion blev da også modtaget med taknemlighed som en kærkommen modvægt til Cannes-programmets spleen-ramte teenagere og furede panderynker.
Der er spor af såvel Jacques Tati som Olsen-banden i den skæve historie om seks musikalske guerilla-terrorister, der laver ravage ved at opføre en reallydssymfoni i fire satser på udvalgte steder i Malmö. Hver happening er nøje udtænkt og tilrettelagt som en løjerlig hybrid mellem konceptkunst og hærværk, og alt fra højspændingsledninger til korpulente herremaver indgår i de polyrytmiske surprise-angreb, der efterlader deres intetanende publikum med kæben på gulvet.
De to svenske instruktører kæmper en smule med at strække plottet til 98 minutter, men man morer sig ofte kongeligt over deres snurrige udnyttelse af lyd – og fraværet af samme. For i slagtøjsorkanens øje står den hårdt prøvede kriminalkommissær Amadeus Warnebring: Den eneste af sin hæderkronede musikerslægt, som er født tonedøv og bare ønsker at leve sit liv i absolut stilhed! Tv-skuespilleren Bengt Nilsson er uhyre sympatisk og troværdig i rollen og får også lov at bære filmen over flere vadesteder med sin udsøgte komiske timing.
"Sound of Noise" vises på CPH PIX 14. og 30. april.
> Læs mere – køb billet
13 Assassins
(Japan-Storbritannien 2010, Takashi Miike)
Den afsindigt produktive japaner Takashi Miike har ene mand signeret i omegnen af 40 film siden årtusindskiftet. Ofte røber niveauet den hidsige arbejdsfrekvens, men i hans flot opsatte "13 Assassins" mærker man, at den tabusøgende Miike er gået til opgaven med større omhu og beherskelse, end han normalt har ry for.
Genindspilningen af Eiichi Kudos actionfilm fra 1963 er henlagt til feudalsystemets sidste dage omkring 1850, hvor samuraiernes sværd kun slipper skeden, når der skal snittes radiser. Efterårsstemningen kaster et skær af melankoli over den første time, hvis langstrakte tilløb ikke undgår at virke blegt sammenlignet med den store finale.
De sidste 45 minutters nonstop-bråvallaslag demonstrerer med eftertryk, at den ellers så løsslupne Miike også mestrer overblikket og den stramme klassicisme, når det kræves af ham.
"13 Assassins" vises på CPH PIX 23. og 27. april.
> Læs mere – køb billet
Attenberg
(Grækenland 2010, Athina Rachel Tsangari – forpremiere)
Den franske debutant Ariane Labed charmerer i den græske "Attenberg" som 23-årige Marina, et uerfarent og prikkent »søpindsvin«, der observerer sine nærmeste med zoologens distancerede blik. Den pudsige, plotløse film, iscenesat som absurdistisk deadpan af Athina Rachel Tsangari, fremviser samtidig et andet billede af Grækenland end de gængse turistpostkort. »Industrialiseret og grimt, som en fremmed planet,« småjublede Venedig-juryens formand, Quentin Tarantino, der gav Labed prisen for bedste nye fund.
Titlen er i øvrigt afledt af BBC's navnkundige Sir David Attenborough, idet Marina og hendes kræftsyge far ynder at spejle sig i britens tv-dokumentarer om menneskeabers adfærd. Som i Jerzy Skolimowskis "Essential Killing" synes afstanden mellem homo sapiens og andre pattedyr forsvindende lille.
Filmen har forventet dansk biografpremiere senere på året.
"Attenberg" vises på CPH PIX 30. april og 1. maj.
> Læs mere – køb billet
Meek's Cutoff
(USA 2010, Kelly Reichhardt)
Tre små familier bumler slidsomt med deres muldyrtrukne vogne over Oregons ørkenjord. I spidsen af karavanen rider vejviseren Stephen Meek, der mener at kende en smutvej gennem Cascade-bjergene. Hans vederhæftighed må imidlertid drages i tvivl efter fem ugers blindgængeri i den golde intethed.
”We're not lost,” irettesætter Meek sit skeptiske følge. ”We're finding our way.”
På pressemødet i Venedig 2010 fortalte instruktøren af "Meek's Cutoff", den 45-årige Kelly Reichhardt, at hun så paralleller mellem Bush-regeringens krigsførelse og den manipulerende Meek, der som karakter udsender blandede signaler fra krydsfeltet mellem ondskab og stupiditet.
Ser man bort fra symbollaget, er der tale om en spartansk roadmovie i ånden fra Reichardts tidligere output (som Cinemateket i København viste i juli 2010). Mest bemærkelsesværdigt ved "Meek's Cutoff" er de to centrale valg, som Reichardt har truffet i sin formidling af stoffet. Billederne er komponeret i forholdet 1:1.33; en beskæring, som kun sjældent har prydet et dansk biograflærred siden dogmefilmene. Den næsten kvadratiske afmaskning klemmer horisonten sammen, så man levende fornemmer, hvor kuede og sårbare nybyggerne må have følt sig i det ugæstmilde landskab anno 1845.
Kelly Reichardt konfronterer desuden westerngenrens maskuline dominans, når hun indgående betragter de tre unge koner, som trækker det manuelle læs med madlavning, syning, reparationer og børnepasning. Alligevel er de henvist til at traske bag vognene under hele det strabadserende, månedlange togt.
I solidaritet med de hårdhudede, men umyndiggjorte pionerfruer er mændenes indbyrdes samtaler i "Meek's Cutoff" anskuet fra behørig afstand, så dialogen knapt kan tydes. Kvinderne i det vilde vesten har ingen selvstændig stemme, og når beslutningerne skal tages, er de usynlige. Reichardt gør dem synlige igen: på intet tidspunkt slipper hun deres perspektiv.
"Meek's Cutoff" vises på CPH PIX 20. og 24. april.
> Læs mere – køb billet
Essential Killing
(Polen-Norge-Irland-Ungarn 2010, Jerzy Skolimowski)
"Essential Killing" af polske Jerzy Skolimowski markerede sig på sidste års Venedig-festival som en udpræget kropslig snarere end intellektuel oplevelse. Juryen kvitterede med en specialpris til den 72-årige veteran, der modtog tilsvarende hæder for "Fyrskibet" 25 sæsoner tilbage.
Skolimowski fostrede ideen til sit aktuelle værk, da det kom frem, at CIA angiveligt holdt terrormistænkte i skak på et hemmeligt black site kun 20 km fra instruktørens hus i de polske skove. Ud af dette spandt han et fiktivt scenarie, hvor en afghaner indfanges af amerikansk militær i sit hjemland og fragtes til Europa, blot for at undslippe, da konvojen skrider af vejen og ruller ned af en sneklædt skrænt.
Trods udgangspunktet viger "Essential Killing" uden om entydige politiske statements. Er Mohammed terrorist? Vi får aldrig svar, for baggrunden fortoner sig bevidst i grumsede konturer. Hans blinde flugt gennem den ubarmhjertige vinter bliver i stedet en studie i primal livsopholdelsesdrift, hvor vores ambivalens over for den vildfremmede antihelt sættes op imod den empati, vi refleksivt føler for hans situation.
Skolimowski skræller effektfuldt historien ned til det nøgne skelet, men troværdigheden og det tætte fokus svigter flere steder i den ujævne actionthriller. Scenen, hvor Mohammed omringes af et kobbel glammende hunde, der materialiserer sig i driverne som ildevarslende fantomer, rummer dog et dragende, drømmende sug: Her udviskes den tynde grænse mellem menneske og dyr.
Filmens ordløse hovedrolle blev en slags oprejsning – hvis De undskylder udtrykket – for Vincent Gallo, der stadig siges at ømme sig efter sin herostratiske Cannes-maveplasker "The Brown Bunny" fra 2003. Det var dén, hvor han instruerede Chloë Sevigny til at yde oralsex på ham for rullende kamera.
Under Venedig-festivalen i 2010 luskede den newyorkske multikunstner og knudemand omkring på Lidoen og nægtede pure at tale med pressen eller vise sig til offentlige arrangementer.
»Vincent, where are you? Come on out, be brave,« drillede Jerzy Skolimowski, da han modtog en Coppa Volpi på sin skuespillers vegne ved at takke instruktøren, forfatteren og produceren – som alle er Skolimowski selv.
"Essential Killing" vises på CPH PIX 14. og 23. april.
> Læs mere – køb billet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar