Nikolaj Lie Kaas: Mr. Comedy & Co.

Foto: TV 2

Mens Nikolaj Lie Kaas fylder biograferne som Dirch Passer i filmen om selvsamme Dirch, kan han i aften (28. august) opleves live på scenen i Operaen, hvor han for tredje år i træk præsenterer landets bedste stand-uppere i Zulu Comedy Galla.

> Interview: Nikolaj Lie Kaas om rollen som Dirch Passer

"Grundlaget for min værtsrolle er bare, at jeg skal være morsom. Men det kan jeg ikke," fortæller Nikolaj Lie Kaas, da jeg interviewer ham til Børsen. "Jeg har ikke funny bones på dén måde. Jeg bliver nødt til at tage en vinkel til selve min situation og set-uppet og kommentere det på en eller anden måde."



Da jeg påpeger, at han da klarede værtsjobbet for Zulu Comedy Galla vældig fint i både 2009 og '10, svarer Nikolaj Lie Kaas:
”Ja ja, men jeg kan love dig for, der var mange ildebrande, der skulle slukkes. Jeg fik så meget materiale, hvor jeg tænkte, "hvis jeg laver det her, så vil det stinke, så I slet ikke begriber det".”

I år skriver skuespilleren derfor sine replikker selv sammen med en partner, som deler hans humoristiske smag.
”Det er så svært at kommunikere, hvad der er sjovt og ikke sjovt,” funderer Nikolaj Lie Kaas, der i sit arbejde med tv-reklamer for hårde hvidevarer har erfaret, at det morsomme sjældent ligger i indholdet eller plottet.
”Det, jeg selv husker bedst fra diverse reklamer, er jo de steder, hvor man ikke prøver at sælge en vare.”



”Folk, der stiller sig op og skaber sig tosset, har nok et mere selvoptaget behov end de fleste andre,” reflekterer Nikolaj Lie Kaas videre om komikerens drivkraft.
”Jeg tror, de fleste har oplevet et sølvbryllup, hvordan nogen prøver at holde tale uden nogensinde at nå dertil, hvor det bliver sjovt. Men det er da klart et kick at prøve at være morsom.”

Tilsyneladende ejer Kaas selv en rem af huden. En lidt for lang pause i vores samtale gør ham rastløs, og ud af det blå sætter han i en længere improvisation over den kødret, han lige har hentet i Nordisk Films kantine: ”Tænk, hvis det var kattekød. Har alle husket at få noget af den marinerede mjavkat?”, småråber han ud i luften til et imaginært klientel. Han kan heller ikke dy sig for at joke, da en filmproducents hundehvalp planter forpoterne på vores bord og snuser nysgerrigt til den tomme tallerken. ”Det er en lille rottweiler,” konstaterer Nikolaj Lie Kaas bagefter med tryk på lille. ”Den har været kogevasket.”

> Zulu Comedy Galla på Facebook

Zulu Comedy Galla afholdes i aften i Operaen i København. Showet sendes på TV 2 Zulu næste søndag, den 4. september.



Nikolaj Lie Kaas anbefaler:
Mænd med "funny bones"

»Will Farrells film er jeg ikke fan af, men hans komik fungerer sindssygt godt live. Du kan se et klip på YouTube, hvor han kommer ind som vært for Harvards sommerfest til kæmpe musik og synger, ”Welcome to the ship and boat show!”. Han har kaptajnshat og sømandstøj på og er helt tydeligt gået forkert, men fyrer den helt af. Folk forstår ikke helt, hvad der foregår; de er bare glade for, at han er der. Han kører den rigtig længe med det her boat show, og det er skidegodt tænkt. Han er sat til at komme og være Will Ferrell, og folk vil være glade, bare han skider på en avis. Men for at han selv kan holde det ud, bliver han nødt til at lave den overbygning, hvor han siger, ”Jeg er gået forkert, og den vinkel insisterer jeg på”. Så er det, at det bliver sjovt.«



»Jeg har meget let til grin. Sådan en som Søren Pilmark rammer min humoristiske nerve, så jeg tit ikke kan komme igennem en scene, hvis han står over for mig.
På ”Blinkende Lygter” kunne jeg slet ikke se Søren i øjnene. Efter en uges optagelse fik jeg et tape-kryds at spille over for. Der var Ulrich Thomsen, Mads Mikkelsen og et stykke tape. Og så en anden, der leverede Sørens replikker til mig. Da er det, man kigger på filmholdet og tror, de har det lige så sjovt som én selv. Men de står alle sammen og tripper, fordi de skal hente unger i børnehaven og bare venter på, at du tager dig sammen.«

»Det er dejligt befriende, når man kan se, at skuespilleren selv synes, han er morsom, som f.eks. Steve Carrell i ”The 40-Year-Old Virgin”. Normalt hader jeg, når en skuespiller står på scenen og har en fest med sig selv, men i komik kan det være fantastisk smittende. Ofte har jeg oplevet det ved folk, som jeg kender godt. Da vi indspillede ”De Grønne Slagtere”, kunne jeg se, at Mads Mikkelsen havde kæmpe optur over sig selv. Udenpå var han alvorlig og sagde en masse lort, men jeg kunne se, hvordan hans øjne glimtede. Han syntes selv, han var pissemorsom, og jeg tror, den energi trænger igennem til publikum.«



»Thomas Bo Larsen er så konsekvent og ihærdig. Han kan ikke gøre noget, som han ikke har inde under huden. Det er virkelig hårdt at spille over for ham. Vi havde en scene sammen i ”Solkongen”, som var umulig at komme igennem. Hvis man ved det, kan man se i halvtotalerne, at jeg bevæger mig rigtig meget og kigger væk for at skjule, at jeg har svært ved at holde masken.«

»Axel Strøbye er det eneste, der lyser i de gamle ”Min søsters børn”. Når han f.eks. skal ned og bede om en ble på tysk: ”Blei. Blei? Bleeh ...” [i "Min søsters børn på bryllupsrejse"]. Det bliver så absurd, når han kaster sig ud i sådan nogle situationer, eller når han ikke kan fuldføre en sætning og i stedet dyrker gentagelsen af de samme fire halve replikker.«

»Fraklippene fra "The Office" er det sjoveste i verden. De ting, Ricky Gervais flipper over, er præcis de samme ting, som jeg selv døde over.«

Nikolaj Lie Kaas: Bag om "Dirch"

Fra og med næste torsdag, den 25. august, kan man i biograferne opleve Nikolaj Lie Kaas som "Dirch". Det er duoen bag "Applaus", instruktør Martin Zandvliet og forfatter Anders August, der står bag denne første filmbiografi om Dirch Hartvig Passer (1926-1980), Danmarks vel nok mest folkekære skuespiller nogensinde.



I Børsen i dag (18. august) forklarer Nikolaj Lie Kaas, hvorfor han ingen berøringsangst havde over for rollen, som alle andre mente var næsten umulig at spille. Kaas fortæller også om, hvad han opdagede, da han dykkede ned i Dirchs personlighed, og hvordan hans egen måde at være sjov på adskiller sig fra Dirch Passers.

LÆS INTERVIEWET MED NIKOLAJ LIE KAAS:
> Detektivarbejde var nøglen til Dirch
Brian Iskov i Børsen, 18. august 2011 (NB: kræver abonnement)

---

BONUSMATERIALE:
Nikolaj Lie Kaas om at forme Dirch
– fortalt til Brian Iskov

»Jeg var meget opsat på, at filmen og personerne skulle ligne, og Martin [Zandvliet] har været ret ligeglad med det. Han har været interesseret i at lave en historie om en mand, der falder. Alt det med Dirch har han overladt til mig. Jeg tror ikke engang, han har tænkt over, at der skulle være noget, man kunne genkende.«

»I arbejdet med rollen har jeg tillagt mig de typiske greb, som Dirch brugte i sin mimik, og jeg håber, det kan få publikum til at glemme mig i rollen. Jeg tænkte meget over de ting i processen op til indspilningen, men for at det skal være ægte, må man tillægge sig manererne, før man begynder at skabe sig med dem. Det er ligesom at lære en solo udenad på klaver. Man skal ikke sidde og øve sig til koncerten. Når man sidder og improviserer, vil soloen dukke op, hvis den ligger under huden. Derfor er det vigtigt, at man gør et godt stykke forarbejde. Jeg er alt for analog til at kunne trække »udtryk nr. 2« op af hatten på kommando.«

Nikolaj Lie Kaas som Dirch Passer i "Dirch" (2011)

Om Dirch Passers brug af overdrivelse:
»Nogle gange kan jeg se, når Dirch trækker sit udtryk helt ned, at han lige gør nogle ting, der afslører, at det er umuligt for ham at være så afdæmpet. Han føler ikke, at det er nok at tænke tanken; i stedet føler han, »jeg skal vise for folk, hvad der gik op for mig dér.« Han laver altid en ting med øjenbrynet og mundvigen, når han tænker sig om på film. Jeg tror ikke, der sker så meget inde bagved, men fordi han skruer så stort op for det, bliver det skægt at se på.«

Om Dirch Passers udstråling:
»Jo mere jeg har dyrket Dirch, jo mere tør jeg sige, at manden var et geni, der kunne have klaret sig på verdensplan. Han havde en sårbarhed, som folk kunne relatere til. Pigerne var jo også vilde med ham, hvilket aldrig før har strejfet mig. Jeg har altid tænkt om Dirch, »hold da kæft, der er meget kød i det ansigt«. Men samtidig var han pissecharmerende, og i kombination med sårbarhed, selvironi og et knivskarpt komisk udtryk gav det altså pote.«

Om filmens rekonstruktioner af revysketcherne "Tømmerflåden" og "Skolekammerater":
»En ting er at prøve at efterligne noget, der virkelig sad i skabet, men samtidig var Kjeld og Dirch heller ikke bedre end deres publikum. Det man hører på bånd og har set med dem er noget, der har kørt i lang tid. Jeg har hørt flere versioner af sange, som Dirch har optaget ved premieren og så to måneder senere. Det er ikke rigtig fedt i starten, det sidder ikke rigtig. Siden kommer der så meget til, at det virkelig spiller. Vi [Lars Ranthe og Nikolaj Lie Kaas] havde én dag til det. Vi har ikke prøvet det med publikum 300 gange. På det tidspunkt, man hører "Skolekammerater" [med Kellerdirk], har de spillet den over 200 gange, og så ved man også godt, hvilke knapper man skal trykke på. Det skal vi kopiere på en formiddag, og det er svært.«

> Læs også Nikolaj Lie Kaas' tanker om comedy op til årets Zulu Comedy Galla – kun på Bries Blog-O-Rama!

Lars Ranthe & Nikolaj Lie Kaas som Kjeld & Dirch (Foto: Bjørn Bertheussen)

---

BAGGRUNDSARTIKEL:
Kjeld og Dirch – et essay
© Brian Iskov, 2011

Hver for sig var de store på en scene.
Sammen blev de enestående.

Kjeld Petersen og Dirch Passer fandt hinanden ”som to hundehvalpe i leg om en tot træuld”. Den kompakte Petersen nåede omtrent ”sofitskraberen” Passer til næsetippen, men i syn og sind kompletterede de hinanden perfekt, og deres mandlige stormforelskelse – en bromance på nutidsdansk – brusede frydefuldt over i et indforstået selvsving, som resten af Danmark også fik glæde af.

Kellerdirk Bros. på ABC Teatret var et guddommeligt match: to stjerner smeltet sammen til én blændende supernova. Efter kun tre år og en enkelt aftens dacapo var det forbi, men vi husker dem endnu, som om vi selv havde været der. For Kellerdirks sublime tosomhed hævede sig over tiden; ophævede den, satte den ud af kraft i en åndeløs legato af latter, som man ønskede aldrig ville tone ud.

Når ”dobbeltdyret” Kellerdirk indtog Stig Lommers diminutive scene på det gamle Montmartre, dirrede teatersalen som en trykkoger: saunavarm, sveddryppende og eksplosionsagtigt bristefærdig. Øjenvidner beretter om publikummer, der trillede ud af de skumgummipolstrede sæder for at overgive sig til henrykkelsens kramper mellem bænkeraderne.

”Det var surf-riding på bølger af gråd”, sagde Dirch Passer senere om knockout-stemningen på ABC. Selv kritikerne slog knuder på sproget og sig selv for at finde gloser, der syntes panegyriske nok til at yde Kellerdirks kunst retfærdighed. En af bivånerne, Frederik Dessau, gav duoen dette smukke eftermæle:
”Man blev et lykkeligere menneske af at være med i legen.”

Dirch Passer (t.v.) og Kjeld Petersen i hopla

Indtil lukningen i 1990'erne funklede ABC Teatret som morskabsjuvelen på ”forlystelsernes allé” i Frederiksberg. Teaterkøbmanden Stig Lommer vidste præcis, hvad folk ville have, og var aldrig bleg for at give dem netop dét. Han tryllede den lavloftede barak om til sin egen lomme af Paris; et ødselt underholdningsmekka, der falbød lagkagevarieteer og langlemmede dansemus til det københavnske borgerskab.

Dirch var 29 og Kjeld 35, da Lommer importerede Petersen fra Apollorevyen og klædte sine nyslåede brødre i ens citrongule smokingsæt og høje hatte. Den 19. januar 1955 slap han Kellerdirk Bros. løs foran ABC-revyens 600 publikummer.

Timingen kunne ikke være mere i øjet. Klemt inde mellem 40'ernes tungsind og 60'ernes opsving oplevede danskerne 1950'erne som et tidehverv af skuffelser. Priserne steg, humøret faldt, militæret oprustede. Aviserne skrev om atombomber, Korea-krig og Suez-krise. Og i Ungarn (der jo næsten lå i Europa, eller i al fald lige om hjørnet) døde studenterne som fluer under den store opstand.

Herhjemme drev industrialiseringen folket fra landet og ind mod byerne. Boligmangel og smalhals fordrede små armbevægelser. Man syede tøjet om og stuvede sig tæt sammen i baggårdene.
Intet under, at Morten Korch og Far til Fire fyldte biograferne med nationalromantisk bondeidyl og lindrende solstrejf til folkesjælen. En ør og forvirret nation tørstede efter en flugtvej fra frustrationerne, og Lommer gav os befrielsen: gruppeterapi med Kellerdirk.



På ABC's trange intimscene, kun 1 ½ meter dyb og 17 meter lang, blev Kellerdirks optrædener i perioden 1955-58 en rekreativ oase for almenvellet. Deres balstyriske stormvind af vanvid lutrede sindet og blæste bekymringerne til himmels.

Parrets revolutionerende crazy-humor, rablende og dog sofistikeret, var i sig selv et spejl af industrisamfundets brølende fremmarch. Danskerne var dødtrætte af dagsordener, meningsrevyer og revsende satire. Kellerdirk omfavnede i stedet tidens fragmentering og gjorde den menneskelig. I deres tekster blev alt, der smagte af politik og samfundskritik, bandlyst til fordel for det skære nonsens. Dét gav ilt til akvariet.

Stilen lånte inspiration fra bl.a. svenske Povel Ramel, men pegede også bagud mod Marx Brothers, Gøg & Gokke og ”Hellzapoppin'” – og fremad mod Monty Python, ”Højt at flyve” og ”Casper & Mandrilaftalen”.
Samtidig kunne det fabulerende anarki på ABC-scenen snildt hamle op med absurditeterne i et moderne stykke af Ionesco eller Beckett. Når Kjeld og Dirch (og deres forfattere!) vendte vrangen ud på hverdagens smalltalk, eller tålmodigt og metodisk dekonstruerede deres egne numre indefra, fór de gerne vild halvvejs mod pointen. Hvis der da var én.

De kunne også opløse rammerne ved fysisk at inddrage salen i en rask pudekamp. Og nådig være dén sent ankomne tilskuer, som beskæmmet måtte lunte på plads efter forestillingens start med Kellerdirks drilske fornærmelser regnende ned over sin dukkede nakke.

Kellerdirk Bros. var et produkt af tiden, men forblev et tidløst produkt. Ligesom Marilyn Monroe og designermøbler i teaktræ synes de aldrig at gå af mode: Alene inden for de seneste to år har to nye bøger om Dirch og Kjeld fundet vej til reolerne. Stand-up-stjernerne af i dag hylder indirekte fortidens revy-fyrtårne, når TV 2 sender skæve sketcher ”live fra Bremen”. Og på Nørrebro Teater kunne man i foråret 2011 møde genfærdene af Passer og Petersen (Anders Matthesen og Jonatan Spang), der arm i arm fødte guirlander af kældermænd ved bardisken i det hinsides.



Men hvor meget vi end anstrenger os, i ord eller gerning, for at formidle egenarten af ”brødrenes” kærlige sparring, musikaliteten i deres timing og den intense forbindelse mellem publikum og scene, vil vi aldrig kunne bringe øjeblikkets magi fra ABC Teatret tilbage til live.
Dirch og Kjelds kemi var et unikum. Derfor kommer der, modsat sporvogne og piger, aldrig en Kellerdirk til.

Kilder:
Brian Iskov & Kristoffer Hegnsvad: "Store Danskere" (DR Multimedie, 2007)
Jesper Gaarskjær: "Kjeld og Dirch" (People's Press, 2011)
Bent Grasten (red.): "Nej, Kjeld, le vil de le, og det er lige så stort" (Arena, 1962)
Malin Lindgren: "Kære Dirch" (Borgens Forlag, 1981)

John Lasseter: Vis mig dit klædeskab

John Lasseter er kendt for at være Pixar-høvdingen bag "Toy Story", "Græs-rødderne", "Biler" og senest "Biler 2", som har dansk biografpremiere i dag:



Næsten lige så kendt er Lasseter for at være chefen, der sværger til hawaiiskjorten som beklædningsgenstand. Han ejer over tusind forskellige spraglede skjorter med tryk, hvoraf 374 er i "aktiv rotation". Det er mere end en skjorte til hver dag i kalenderåret.

De fleste af Lasseters tekstiler bærer specialfremstillede designs, og han vælger tøj hver morgen ud fra, hvilket tema hans arbejde lægger op til netop dén dag. Da jeg mødte Lasseter i Cannes, hvor "OP" havde verdenspremiere i 2009, lignede han en omvandrende reklame for Pixars bagkatalog. Spændt ud over hans torso var en collage af farverige, fransksprogede logoer for samtlige af selskabets film til dato: "Là-Haut", "Les Indestructibles", "1001 Pattes" osv.

Kun én journalist har fået lov at stikke snuden i John Lasseters bugnende garderobeskab. Peter Hartlaub fra San Francisco Chronicle troppede op hos familien Lasseter den 1. april i år og fik en guidet rundvisning i skjortesamlingen.

Bemærk datoen: Den kommer til at spille en afgørende rolle i indslagets ubetalelige anden halvdel.



En passant var Lasseter så venlig at signere denne skønne koncepttegning fra "Monsters, Inc.", kreeret af Geofwee Boedoe, da jeg traf Pixar-slænget i Cannes:

Læs meget mere om John Lasseter i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

> Troldspejlets Jakob Stegelmann fortæller om sit besøg hos Pixar (fra Ekko)