På sidste års filmfestival i Venedig (2011) gik Osella-prisen for bedste fotografering til irske Robbie Ryan, der skaber mirakler med sit HD-kamera i instruktøren Andrea Arnolds version af "Stormfulde højder" (Wuthering Heights).
De håndholdte billeders dogmeagtige umiddelbarhed trækker kostumedramaet sprællende ind i nuet. Imens spøger Terrence Malick i den stofligt sansende registrering af flora og fauna i Yorkshires trøstesløse stenmarker.
De mange nærstudier af insekter, får, døde fugle, tidsler og tornblad, som Ryan indrammer i klaustrofobisk 1:1.33-beskæring, fremhæver råheden og elementernes tumult i det utæmmede landskab. Æstetikken blotlægger samtidig den understrøm af primitivitet og ondskab, som gennemsyrer stedsøskendeparret Cathy og Heathcliffs forskruede passioner i Emily Brontës romanforlæg (udg. 1847).
"Stormfulde højder" er tidligere filmatiseret, endog seværdigt, som klassisk melodrama af William Wyler og Robert Fuest, mens Jacques Rivette, Luis Buñuel og Kiju Yoshida har omplantet den nordengelske amour fou til hhv. Frankrigs provins, det katolske Mexico og feudaltidens Japan.
Som de fleste af sine forgængere trækker Andrea Arnold ("Fish Tank") stikket ud efter de første 17 kapitler af bogen. Det er så også det eneste punkt, hvor den britiske instruktør følger konventionerne. Ved at definere tekstens »mørke« Heathcliff som afro-caribisk hittebarn flytter hun et lod fra klasseskellets vægtskål over på racismens.
Endvidere skræller Andrea Arnold alle udenomsværker bort, så kun det afpillede skelet står tilbage. Fraværet af musik og dialog dominerer det uhyggeligt tyste lydspor, hvor kun enlige hunde glammer op imod den skærende vind.
Kaya Scodelario i Andrea Arnolds "Stormfulde højder" (2011)
Det vovede eksperiment lykkes halvvejs, al den stund at ingen tidligere versioner har formået at indfange hårdheden i Brontës historie med samme eftertryk. Desværre modarbejder Andrea Arnold sin egen idé ved at insistere på amatørskuespillere i flere af de bærende roller.
Særlig James Howson, den voksne Heathcliff, er så fattig på udtryk og karisma, at figurens altopslugende lidenskab forbliver et ærgerligt uvedkommende postulat. Det følelsesmæssige tomrum slår hul i Andrea Arnolds vision og får hendes trodsige stræben efter anti-dramatik til at tage sig næsten pervers ud.
Stormfulde højder. Storbritannien 2011. Originaltitel: Wuthering Heights. Instruktion: Andrea Arnold. Spilletid: 128 minutter. Dansk biografpremiere: 24. maj 2012. Distributør: Miracle Film Distribution.
Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2011.
Dokumentarfilmen "TT 3D - Closer to the Edge" skildrer et af verdens farligste motorcykelløb, Isle of Man Tourist Trophy. Hvert år kræver løbet nye dødsofre, men den risiko må man bare tage med, siger den farverige britiske mc-kultfigur Guy Martin, som er filmens hovedperson.
Jeg har for nylig interviewet Guy Martin til Politiken, og det foregik over mail, da hans tommetykke midtengelske dialekt er så godt som uforståelig uden undertekster!
"TT3D: Closer to the Edge" bliver vist eksklusivt i Palads København, BioCity Odense og BioCity Aarhus tirsdag 8. maj. Filmen er også ude på dvd og blu-ray i Storbritannien.
INTERVIEW MED GUY MARTIN: Døden i bakspejlet Brian Iskov i Politiken Film, april 2012
Øen Isle of Man, der ligger lige midt i smørhullet mellem Nordirland og England, er kendt for tre ting. Den haleløse Manxkat, det varierede landskab og motorcykelløbet Isle of Man Tourist Trophy.
Hver sommer sætter motorcykelsportens dristigste racere deres førlighed på spil i løbet, der sjældent kaldes andet end TT. Ruten følger 60,7 km offentlig vej. Den går gennem landsbyer, over bakketoppe, med smalle passager, hurtige hjørner og lange lige strækninger.
Fartmålerne topper omkring de 320 km/t, og såvel turister som de lokale elsker suset, når slipstrømmene fra de brølende maskiner får tilskuernes overskæg til at blafre i vejkanten. Som en af de gamle Manx-boere fastslår i en ny dokumentarfilm om begivenheden: »Hvis man ikke synes, TT er spændende, må det være fordi, man er død!«
'TT 3D - Closer to the Edge', der for tiden kan ses i 3D i udvalgte danske biografer, skildrer forberedelserne til og afviklingen af løbets seks etaper i 2010. Filmens ubetingede stjerne er Guy Martin, et af Englands pt. mest kendte motorsportsnavne og ikke så lidt af en original. Den 30-årige maskinentusiast ejer en Aston Martin, men ikke et hus, så han sover i en varevogn seks måneder om året.
Desuden indrømmer Guy Martin blankt, at han hellere vil bruge sin tid på at modificere topstykker i sin garage end på at drikke øl og snave damer. For ham fremstår TT som meningen med livet:
»Det buzz, man får, når man kører TT, er helt uden sidestykke. Det er noget, man bliver nødt til at prøve, og bagefter kan intet måle sig med det. Det er ordentlig hardcore racing,« skriver Guy Martin i en e-mail til Politiken FILM.
Siden det første Isle of Man-ræs i 1907 har konkurrencen krævet 232 menneskeliv. Det er næsten fire døde deltagere per kilometer. Flere af Martins venner er omkommet i løbet, men de barske kendsgerninger kunne aldrig få ham til at skifte hobby. Risiciene har højst gjort ham skeptisk over for at binde sig til en kæreste eller kone.
»Alle kørere sætter deres liv på spil i et ræs,« konstaterer Guy Martin. »Hvis vi ikke kom så tæt på døden, som vi gør, gad jeg slet ikke. Jeg er mere bange for at blive sådan en, der stiller sig tilfreds med at have et kedeligt arbejde. Eller én, der synes godt om de spytslikkere, han har rendende i røven på sig!«
I 2010 var det Guy Martins tur til at mærke dødens ånde i nakken. På tredje omgang af den afsluttende etape satte han sin førerposition over styr, da han rundede Ballagarey. Det berygtede sving bærer ikke tilnavnet Balla-scary uden grund, fortæller Martin:
»Af alle de sving, man nødig vil styrte i, står det nok øverst på listen. Jeg nåede to tredjedele igennem kurven, da vægten af den fyldte brændstoftank fik forenden til at stikke af. Jeg tænkte, »Det her kan jeg ikke rette op på.« Resten er temmelig sløret, men jeg kan huske, jeg så muren suse imod mig.«
Som det fremgår af 'TT 3D – Closer to the Edge', skød Guy Martin en fart på omkring 270 km/t, da han mistede kontrollen over sin Honda CBR1000RR. Martin tilskriver det rent svineheld (og en køredragt med indbyggede airbags), at han slap ud af den spektakulære ildkugle »kun« med svedne øjenbryn, en punkteret lunge, to brækkede ribben og nogle forskubbede ryghvirvler.
»Den slags er en del af gamet,« siger Guy Martin i dag. »Der er jo ingen, der tvinger mig i sadlen, og jeg er heller ikke masochist. Jeg vil bare gerne give mig selv fuldt ud, for hvis det var nemt at køre ræs, ville gud og hvermand og hans hund gøre det, ikk'?«
Ligefremme udtalelser af denne skuffe har gjort Guy Martin til en mediepersonlighed i sit hjemland, hvor han også tilbedes af folk, der ellers ikke følger sporten. Briterne elsker den charmerende rebel for hans forfriskende ærlighed, og så skader det næppe heller, at Martin er en flot fyr med et flabet glimt i øjet og så markante Wolverine-bakkenbarter, at fansene på langsiden bærer falske kindskæg i tribut.
»Han har opbygget sit eget brand uden overhovedet at ville det,« siger manageren fra et konkurrerende hold om den egensindige sportsstjerne. En løbsofficial omtaler i filmen Guy Martin som »motorcykelverdenens John Wayne«, men den slags har Martin ikke meget til overs for:
»Jeg interesserer mig for skruenøgler, lastbilmotorer og Snap-on værktøj. Jeg ved ikke, om det var noget, John Wayne gik op i – jeg troede egentlig, han var mere til heste?«
Til hverdag arbejder den excentriske singlefyr fra North Lincolnshire som lastbilmekaniker, når BBC eller Channel 4 ikke lige har bud efter ham som tv-vært med olie på næverne. Hans far, Ian Martin, kørte TT fjorten gange, så vovehalsen har ikke sin fandenivoldskhed fra fremmede.
Denne sommer [2012] deltager Martin med sin nye makker, Conor Cummins, i tre store internationale løb: North West 200 i maj, Ulster Grand Prix i august og – naturligvis – Isle of Man Tourist Trophy, der afvikles over fem omgange i starten af juni.
Tretten gange har Martin kørt sig til en podieplads på Isle of Man, siden han fik sin TT-debut i 2004. Men han har endnu til gode at stå øverst på sejrsskamlen. Hvad bliver det næste for Guy Martin, hvis det endelig lykkes ham at vinde TT i år?
Svaret er karakteristisk for den kække mc-helt:
»Det kan jeg jo dårligt svare på endnu. Men mon ikke jeg ta'r mig en kop te?«
Yorgos Lanthimos' græske "Dogtooth" fra 2009 udvandt begsort allegorisk guld af de sociale koders stivnede forstillelse. I Lanthimos' biografaktuelle opfølger, "Alperne", drukner nutidsmenneskets tavse længselsskrig atter i et ejendommeligt facadespil, hvis gyldighed ingen synes at anfægte.
Fire usmilende grækere – en sygeplejerske, en paramediciner, en gymnast og hendes træner – danner en hemmelig gruppe, "Alperne", som sælger alternativ sorgterapi. Ved dødsfald tilbyder alpemedlemmerne at indgå i de pårørendes hverdag som dubleant for den bortkaldte.
Familierne stiller et manus til rådighed for surrogaterne, som gennemspiller mindernes tableauer, fra banale samtaler til samlejer, med samme, lettere urovækkende pligtskyldighed. De første fire dage er tjenesten gratis.
Yorgos Lanthimos' tæft for provokerende, absurde vrangbilleder sætter ham i slægt med den sene Luis Buñuel, mens filmenes formale distance, der bærer løfter om latent fysisk og psykisk vold, peger i retning af Michael Hanekes strenghed.
Den græske instruktørs udtryk er fortsat lige konsekvent, kontrært og egensindigt i "Alperne", men set i forlængelse af overrumplingsangrebet "Dogtooth" og Athina Rachel Tsangaris "Attenberg", som Lanthimos producerede, virker denne seneste ombæring uvægerligt som en gentagelse.
Man aner, at det surrealistiske univers af antropologisk tragikomik har sine kvælende begrænsninger – og at Yorgos Lanthimos, såfremt han pløjer videre i samme fure med sine kommende projekter, ender med at grave cirkler om sig selv.
Alperne. Grækenland 2011. Originaltitel: Alpis. Instruktion: Yorgos Lanthimos. Spilletid: 93 minutter. Dansk biografpremiere: 3. maj 2012. Distributør: Øst for Paradis.
Dele af denne anmeldelse har tidligere været publiceret i Weekendavisen september 2011.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
