52 år med Imperial: Historien om en biograf

I dag, onsdag den 25. september 2013, genåbner Imperial Bio i København efter endnu en renovering. Nordisk Films store etsalsbiograf har fået installeret 64-kanals Dolby Atmos-lyd, et større lærred og nye stole.

Den nyrenoverede Imperial-sal, september 2013
foto © Nordisk Films Biografer

Imperial Bio åbnede første gang sine døre for publikum den 3. november 1961. Københavnernes foretrukne premierebiograf har både overlevet hippie-happenings, excentriske millionærer og lukningstrusler, siden den første direktør overtog nøglen til huset for 52 år siden.

Skønt mange tror det, har lærredet i Imperial aldrig været det største af sin slags i Danmark. Til gengæld kan de færreste af landets biografer matche Nordisk Films flagskib på Gl. Kongevej, når det gælder auraen af luksus og svundne tiders storhed.

Imperial har opnået sin særstatus som Københavns mest prestigefyldte premierebiograf, efter hovedstadens andre kæmpesale lukkede på stribe i fattigfirserne. Men da den ni millioner kroner dyre Imperial Bio åbnede for offentligheden i 1961, konkurrerede den med de lige så enorme 3 Falke Bio, Saga og Kinopalæet, der lå lidt længere nede ad vejen.

Imperials salsplan fra 1988 med 1179 pladser

Datidens flotte armbevægelser spejler sig stadig i Imperials rummelige marmorfoyer og salens nu 1002 pladser, bredt ud i amfiteatrets vifteform. Ellers er der næsten ingen levn af det oprindelige interiør (totempælene i siderne af biffen er originale) efter 50 år og fire ombygninger. Det passer forhenværende biografdirektør Jørgen Nielsen ganske udmærket:
»Indretningen var moderne på en ubehagelig måde. Jeg kan bedre lide det i dag. Det er mere kommercielt udnyttet, knap så fimset,« sagde han i 2011.

Jørgen Nielsen tiltrådte som Imperials første – og landets yngste – biografdirektør i en alder af 33. Dengang rummede salen 1521 arkitekttegnede stole betrukket med pastelrødt tysk kamgarnsstof. Todd-AO lydsystemet var 6-spors stereofoni fra B&O. Og i loftet sad et »revolutionerende moderne aircondition-anlæg«, som det benovet lød i pressen.
»Ved udsolgte forestillinger blev der nu fandens varmt allligevel,« husker Jørgen Nielsen.

Annonce for Imperials åbningsfilm "Exodus" (1961)

Alt var fremstillet specielt til biografen: selv rækkelyset, der blev lagt ned i gulvet, så man ikke kunne komme til at skifte pærerne, når de gik ud. Dagbladenes dækning af det nye filmpalæ understregede arkitektens sobre ambitioner: »Det er et nøgternt biografteater, anonymt i ordets bedste forstand ... Her er ingen kulørte neonskilte på facaden, ingen mark-skrigeriske plakater omkring indgangen.«

Det sidste fik Jørgen Nielsen hurtigt forpurret. Til bygherrernes fortvivlelse insisterede han på at plastre væggene til med plakater for det kommende repertoire.

»De ønskede, at når man besøgte vores biograf, skulle man opføre sig helt specielt. Men som direktør gjorde jeg alt for, at det modsatte var tilfældet. Folk stadsede sig gudskelov ikke op for at gå i Imperial.«

I 1970 kostede en eftermiddagsforestilling i Imperial 8 kroner

I de ti år, Jørgen Nielsen stod på broen i »det store skrummel«, udnyttede han chancen til at eksperimentere med repertoiret i weekenderne. Han allierede sig bl.a. med en gallerist og en museumsdirektør for at hjemskaffe de sidste nye kunstfilm om undergrundsmiljøet i New York.

»Jeg har aldrig fået så megen omtale i pressen, som dengang vi kørte Andy Warhols "Chelsea Girls" simultant på tre fremvisere for en udsolgt sal,« fortæller Jørgen Nielsen.

Teenagere og hippier strømmede til midnatsseancerne, der gjorde Imperial internationalt kendt som »the world's biggest arthouse-cinema«. Og hvis kunstfærdigheden på lærredet blev for kedsommelig, sørgede publikum i salen selv for underholdningen:

»Under visningen af en Yoko Ono-film begyndte nogle af tilskuerne at løbe i gåsegang mellem rækkerne. Til sidst sprang de op på scenen og byggede en menneskelig pyramide. Kontrolløren var helt panikslagen; sådan noget havde han aldrig oplevet før.«

Guldvæggen i Imperials foyer, ca. 1983 | foto © Thomas Hauerslev

Den samme pligtopfyldende medarbejder præsterede senere at irettesætte en af husets mest celebre kunder. Simon Spies spærrede gerne fire pladser bag sig »for ikke at have folk i nakken«, når han besøgte Imperial. Rejsekongen insisterede desuden på at smække benene op på rækken foran, men det fandt den opsynsførende sig ikke i. »I Imperial ligger vi ikke på stolene, vi sidder på dem,« fastholdt kontrolløren. Til sidst måtte Spies bøje sig og få sine penge tilbage ved billetlugen.

I mange år var endevæggen i Imperials vestibule beklædt med 24 karats bladguld. To velvoksne kaktusser foran væggen afholdt dog ikke folk fra at forrette hærværk på den fine belægning. Således greb Jørgen Nielsen engang et ældre ægtepar i at stå og kradse i guldet med spidsen af en paraply: »Manden blev helt stiv i ansigtet og lignede en dreng på 6 år, da han fortrak med sin kone i hånden.«

60'ernes optur var ebbet ud, da Jørgen Nielsen forlod Imperial i 1973. Omtrent samtidig tog nyboderdrengen Thomas Hauerslev S-toget ind til Vesterbro, så han kunne nyde datidens version af "De tre musketerer" formedelst 12 kroner. Yndlingspladsen dengang var allerbagerst i salen. I dag placerer han sig gerne på 10.-14. række i den sal, hvor han styrede teknikken som filmoperatør i årene 1987-94.

Imperials oprindelige indretning fra 1961 | foto © 1983 Thomas Hauerslev

Thomas Hauerslev husker start-80'erne som en sort tid for biografbranchen. Rungende tomme sale fremskyndte ombygningen af enkeltsalsbiografer til multiplexer. Glansen var også gået af Imperial, der viste politi- og voldsfilm for to ludere og en lommetyv. Da ejeren i 1983 besluttede sig for at dele kæmpesalen op i fem mindre, så det ud til, at Imperial skulle lide samme skæbne som byens andre hæderkronede biografteatre.

»Hvis ikke Nordisk Film havde overtaget lejemålet og ført Imperial videre som etsalsbiograf, ville den næppe have overlevet,« mener Thomas Hauerslev, der bestyrer websitet biografmuseet.dk.

Hans forhold til Imperial som et nostalgisk og hyggeligt sted er til dels farvet af, at han mødte sin nuværende kone, Charlotte, i huset for et kvart århundrede siden. Hun sad i vestibulens billetsalg; han lagde "Den Sidste Kejser" (1987) i kinomaskinen oppe på operatørgangen.

Men også biografens buede lærred og subwooferens buldrende bas trækker op i Thomas Hauerslevs bedømmelse af Imperial:
»Bundtrækket i deres lydsystem [Dolby Digital, B.I.] giver mig gåsehud på armene. Og så er der altså noget særligt over at se film sammen med 1000 andre mennesker – det kan man ikke ret mange steder længere«.

Salen i Imperial før den seneste ombygning | foto © 2007 Thomas Hauerslev

Imperials Greatest Hits

I Jørgen Nielsens direktørtid tegnede storfilmene "Kleopatra" (1963) og "The Sound of Music" (1965) sig for nogle af biografens største succeser. Trods deres popularitet nærede han lige stort had til begge film.

»"Kleopatra" er nok det værste lort, jeg har vist. Udlejeren Fox tabte så mange penge på at køre den i Imperial, for det rygtedes jo hurtigt, hvor pinlig filmen var. "Sound of Music" var også fæl, men folk så den jo gladeligt ti-tolv gange. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at være på kontoret, for efter kl. 14 kunne jeg høre musikken gennem væggene.«

I 1986 slog Karen Blixen-filmen "Mit Afrika" rekorder, idet Imperial holdt den på plakaten i 8 måneder og 9 dage. Senere vakte biografens klientel opsigt i medierne, da de mest ihærdige fans af "Ringenes Herre" (2001) lagde sig i kø på fortovet foran billetkontoret, en hel måned før forsalget til filmene startede.

Blandt andre publikumstræffere i Imperials historie kan nævnes "West Side Story" (1961), "Sidste stik" (The Sting, 1973), "Dødens Gab" (Jaws, 1975), "Stjernekrigen" (Star Wars, 1977), "E.T." (1982), "Die Hard" (1988), "Titanic" (1997), "The Matrix" (1999), "Avatar" (2009) samt Harry Potter- og James Bond-serierne.

Højdepunkter fra Imperial

1961: Imperial åbner for publikum den 3. november. Biografen drives af Folkeligt Oplysnings Forbund. På premiereaftenen vises krigsfilmen "Exodus" med Paul Newman.
1967: Jacques Tati modtager en Bodilpris i Imperial for sin film "Playtime".
1972: Bevillingssystemet ophæves, og Imperial kommer i privat eje.
1983: Nordisk Film køber Imperial og redder den fra at blive delt op i fem mindre sale.
1986: Sydney Pollacks "Mit Afrika" bliver et af biografens største tilløbsstykker nogensinde.
1993: Lydsystemerne Dolby Digital og DTS indføres.
1996: Den nye James Bond, Pierce Brosnan, gæster den danske gallapremiere på "GoldenEye".
1998: Biografen bliver certificeret til THX-lyd.
2001: AOK's brugere udnævner Imperial til årets biograf.
2004: Digital projektor bliver installeret.
2013: Imperial får nyt, større lærred og Dolby Atmos-lyd.

Fakta om Imperial

• Imperial er tegnet af arkitekterne Otto Frankild, Jørgen Høj og Svend Åge Madsen.
• Biografen blev opført 1959-61 og er ombygget i 1988, 1998 og 2003 (hvor der kom kopholdere på sæderne).
• Antallet af pladser er i samme periode reduceret fra 1521 til 1102.
• Før den seneste renovering i september 2013 rummede salen 32 højttalere, og lærredet målte 15,7 x 7,4 meter.
• Imperials nye sølvlærred måler 18,4 x 7,7 meter. Salen har nu 1002 sæder (september 2013).

> Læs artikel fra Biografbladet 1961 om Imperials åbning (biografmuseet.dk)

Tak til Thomas Hauerslev for lån af illustrationer fra biografmuseet.dk

"Rush": Anthony Dod Mantles top 5 + Filmnørdens racerfilm-special

I torsdags havde Danmark verdenspremiere på Ron Howards "Rush" om rivaliseringen mellem 1970'ernes formel 1-stjerner James Hunt og Niki Lauda. Casper og jeg anmelder racerfilmen i den nyeste udgave af vores podcast Filmnørdens Hjørne, og som du kan høre fra 0:32 til 0:38, er vi ikke helt enige om filmens kvaliteter.

FILMNØRDENS HJØRNE #81: Racerfilm-special

Den medrivende film er fotograferet af britisk-danske Anthony Dod Mantle, som medvirker i vores podcast via en Skype-linje fra London. Han fortæller om de overvejelser, han gjorde sig om "Rush" og hvordan han har indfanget den hæsblæsende stemning på racerbanen. Blandet andet satte Anthony sig ind i et brændende bilvrag med sit kamera for at få de rigtige billeder! Du kan høre interviewklippene med Anthony Dod Mantle fra 0:40 til 0:51.

Endelig diskuterer Casper og jeg, hvilke andre racerfilm der er værd at se (0:52-1:08). Tak til vores kære lyttere for masser af gode forslag.

Jeg fik også Anthony Dod Mantle til at lave en top fem-liste over de racerfilm, der har gjort størst indtryk på ham. Anthony kommenterer sin top 5 nedenfor:

Fem fede film om ræs
ifølge Anthony Dod Mantle, cheffotograf på 'Rush'
Fortalt til Bries Blog-O-Rama



Grand Prix (1966, John Frankenheimer)
Den første internationale storfilm om motorsport er til dels optaget under virkelige, europæiske formel 1-løb i 1966.
Anthony Dod Mantle: »Der er kun lavet få spillefilm om formel 1 og endnu færre, der er lykkedes. John Frankenheimer var pioneren. Han fandt på nogle helt radikale ting, f.eks. placeringen af kameraer på og i bilerne, for at formidle dynamikken i racerkørernes univers. Hvis noget har inspireret mig til, hvordan jeg skulle fotografere 'Rush', er det dén film, mere end det er selve sporten.«



Le Mans (1971, Lee H. Katzin)
Den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt: en veritéagtig meditation over det legendariske franske 24-timersrace.
Anthony Dod Mantle: »Som film betragtet har 'Le Mans' kolossale fejl, men jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Det er en meget privat film på en måde. Og McQueen ser enormt godt ud i den.«



En forårsdag i Helvede (1976, Jørgen Leth)
Verdens hårdeste endagscykelløb, Paris-Roubaix, følges ned i mindste detalje af 28 fotografer, heriblandt Dod Mantles senere filmskolerektor, Henning Camre.
Anthony Dod Mantle: »Et nøgternt, men poetisk billede på the human race. Jørgen Leth er inde og berøre, hvad der driver de her mennesker til at presse sig selv så hårdt (cykelrytterne falder som fluer på landevejens støvede brosten, red.). Det ligner noget fra skyttegravene i Verdun under 1. verdenskrig, men de opsøger det selv. Den ekstreme form for passion og perversion, som hører til al idræt på topniveau, var langt mere synlig i 1970'erne, hvor man havde typer som James Hunt og Niki Lauda, end den er i dag.«
(Se filmen gratis på filmstriben.dk)



Jamen, man skyder da heste/They Shoot Horses, Don't They? (1969, Sydney Pollack)
Under depressionen i 1932 deltager en række mennesker i en flere uger lang dansemaraton i håbet om at vinde den store pengepræmie.
Anthony Dod Mantle: »En meget underlig film om vedholdenhed og det irrationelle i konkurrencemomentet. Danserne vælter rundt og falder over hinanden for at vinde. Det er fascinerende at se mennesker, der bliver ved og ved langt ud over fornuftens grænser.«



Trillingerne fra Belleville/Les Triplettes de Belleville (2003, Sylvain Chomet)
Højst aparte, håndtegnet fransk-belgisk-canadisk animationsfilm om en kuet ung mand, der paces frem af sin bedstemor til at blive rytter i Tour de France.
Anthony Dod Mantle: »Igen handler det om patos, udholdenhed og det perverse i, at man risikerer liv og lemmer for at vinde – eller for bare at blive færdig. Det er en vidunderlig film og en meget original, allegorisk beskrivelse af, hvad mennesker er i stand til. Hovedpersonen er en underhund og dybt excentrisk, men da han først finder en kanal at lede sin energi ud i, kan han alligevel noget. En mand som James Hunt blev racerkører. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være endt, hvis ikke jeg var blevet filmfotograf.«

> Hør også Filmnørdens Hjørnes podcast 63 med Anthony Dod Mantle
> Anthony Dod Mantle om "The Eagle" (Bries Blog-O-Rama)
> Ti blærede biljagter (Bries Blog-O-Rama)

"Taken 2": Brie møder Liam Neeson

61-årige Liam Neeson har i en årrække haft status af sexsymbol for modne kvinder. Men at han takket være "Taken"-filmene skulle få sit populære gennembrud som hårdtslående, midaldrende actionhelt, kom som en overraskelse for mange.

Jeg mødte Liam Neeson, da han sidste efterår besøgte København til premieren på "Taken 2". Den irske skuespiller fortalte bl.a. om sin fortid som bokser, ligesom han mindedes sit møde med legenden Muhammad Ali og afslørede sin hang til skandinaviske krimier.

Den første "Taken" fra 2008 vises i aften kl. 21.00 på DR3.



INTERVIEW MED LIAM NEESON:
En blød actionmand
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2012

Størrelsen er det første, man bemærker, når man står over for Liam Neeson. Den irskfødte skuespiller rager 1,93 meter i vejret, og Neesons rolige, men magtfulde aura lægger yderligere alen til hans statur i den lavloftede suite på Hotel Skt. Petri i København.

Til goddag rækker han en næve frem, der er næsten dobbelt så stor som journalistens. Neesons håndtryk er kortvarigt og relativt fast, men kun lige præcis solidt nok til ikke at virke vagt. Det er præcis det samme, tiltalende miks af blødt og hårdt, af følsomhed og modstandskraft, som den 60-årige Liam Neeson har gjort til sit kendemærke i film som »Schindlers liste«, »Michael Collins« og Bille Augusts udgave af »Les Miserables«.

Som et fyrtårn mejslet ud af en porøs klippeart fremstår Liam Neeson robust og mandhaftig, samtidig med at hans sørgmodige øjne og trygge, mørke stemme – af instruktørvennen Steven Spielberg beskrevet som »lyden af cigaretter og cognac« – antyder sensitive dybder. Kombinationen er lige effektiv, hvad enten Neeson bejler til sin betydelige fanskare af modne kvinder, eller han giver den gas som midaldrende actionhelt.

For eksempel var den franskproducerede selvtægtsfilm »Taken« fra 2008 næppe blevet en uventet, international videosucces, hvis ikke det var for den tyngde og troværdighed, som Liam Neeson lagde i hovedrollen.

Som den tidligere CIA-agent Bryan Mills uddelte Neeson overbevisende bøllebank til de albanske alfonser, der havde kidnappet hans teenagedatter. Efteråret 2012 vanker der igen øretæver i fortsættelsen, »Taken 2«, hvor Mills selv bliver bortført sammen med sin ekskone under en ferietur til Tyrkiet.



Liam Neeson har til dels baseret rollen som den handlekraftige Bryan Mills på en virkelig person, som han lærte at kende under forberedelserne til en anden film for et par år siden.
– Han er en kammerat, a pal, siger Neeson og afslører sin irske herkomst ved at gøre l'et i ordet »pal« ualmindelig rundt og langstrakt.

– Selv om han ikke har nogen børn, så er han Bryan Mills. En gang imellem forsvinder han for siden at vende hjem med et skudsår i siden eller skulderen. Så har han været i Pakistan eller Afghanistan på en eller anden hemmelig operation. Det er helt utroligt, siger Neeson.

Liam Neesons unavngivne soldaterbekendtskab må ikke udtale sig om, hvad han foretager sig på jobbet. Men helt sundt for sjælen er vennens lyssky erhverv tydeligvis ikke:

– Han siger, at det er som at tænde og slukke for en kontakt, hver gang han tager ud på en mission. Når han så kommer hjem, kan han ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i to uger. I stedet for drikker han sig meget fuld, især hvis han har mistet en god ven. Efter de to uger kommer han op til overfladen, og så har han det fint igen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Liam Neeson som skuespiller har et lignende relæ, der slår hans rolle til og fra, svarer han:
– Til en vis grad. Mit job er bare ikke nær så farligt som hans!

Liam Neeson i "Taken 2" (2012) | foto fra filmen

Liam Neesons karakteristiske profil afslører, at han ellers ikke er uvant med at indkassere knubs. Som 15-årig amatørbokser brækkede han næsen under en kamp, og selv om det er over 40 år siden, at han sidst stod i ringen, nyder Liam Neeson fortsat godt af den disciplin, som kommer af at være forhenværende nævekæmper. Især når han spiller fysisk krævende roller i actionfilm som »Taken«, fortæller han:

– Under optagelserne skulle jeg øve kampkoreografi hver dag efter fyraften. Selv om søndagen, hvor alle havde fri, trænede jeg stunts. Så disciplinen er den samme som dengang, jeg var bokser. Man går i motionsrum på et fast tidspunkt hver aften, og man pjækker ikke fra træningen.

Da Liam Neeson blev 17, måtte han lægge handskerne på hylden af den simple grund, at det begyndte at gøre for ondt at modtage tæsk, når han samtidig led af vokseværk. I stedet vendte han sin opmærksomhed mod skuespillets verden. De skrå brædder havde første gang udvist sin dragende kraft på Neeson, da han som 11-årig skoleelev ville gøre indtryk på en pige i sin klasse og derfor meldte sig til dramaholdet.

En ung Liam Neeson i "Pilgrim's Progress" (1979) | foto fra filmen

– Jeg spillede med i flere stykker på min skole og lavede meget amatørteater i min fritid. Siden gik jeg to år på lærerseminarium, hvor jeg også spillede en masse teater. Og på et eller andet tidspunkt var der nogen, der begyndte at betale mig for det, konstaterer Liam Neeson om sit valg af levevej.

Liam Neeson fortsatte dog med at boksetræne, og han er stadig fan af sporten. Da skuespilleren mindes sit ungdommelige møde med historiens største bokseikon, lyser han synligt op.

– Muhammad Ali var mit idol. Han var et formidabelt stykke mandfolk. Jeg fik lov til at hilse på ham i 1980, og jeg sværger: Jeg blev helt bogstaveligt blød i knæene.

På det tidspunkt havde 38-årige Muhammad Ali stadig et par kampe i sig, før han gik på pension. Det var dog ikke sporten, der bragte legenden til den engelske hovedstad. Muhammad Ali skulle gøre reklame for tv-filmen ”Freedom Road«, hvori han havde en sjælden skuespilrolle som slave.

Helen Mirren og Liam Neeson dannede par i 1980'erne

– Det var en forfærdelig dårlig film, ler Liam Neeson, der dengang var en ung, ukendt teaterskuespiller. Men fordi hans daværende kæreste, Helen Mirren, kendte filmens producer, kom Neeson med som påhæng, da Mirren blev inviteret til audiens hos Muhammad Ali på det fine Dorchester Hotel.

– Jeg rakte Ali et lille stykke papir og bad ham om at skrive en autograf til min far. Ali spurgte, hvad min far hed og skrev så: »Til Barney, Muhammad Ali«. Bagefter tog jeg hjem til min far og foldede papiret ud. Far tog sine læsebriller på, og da han så, hvad der stod på sedlen, begyndte tårerne at trille ned ad hans kinder, husker Liam Neeson.

Desværre fik Liam Neeson ikke udnyttet chancen for at diskutere boksning med sit store idol:
– Vi talte slet ikke sammen, for Ali forsøgte hele tiden at lægge an på min kæreste. Imens stod jeg og tænkte for mig selv, »Wauw, Muhammad Ali prøver at score min kæreste!«.

EKSTRAMATERIALE:
Liam Neeson og den skandinaviske forbindelse

Når Liam Neeson optager film i fremmede lande, nyder han at fordybe sig i den lokale kunst og arkitektur ved at gå på gallerier og museer, fortæller han. I de perioder, hvor skuespilleren ikke arbejder, slapper han gerne af ved at læse skandinaviske kriminalromaner.

– Jeg kan slet ikke få nok af dem, siger Liam Neeson begejstret og afslører, at han har fire af Henning Mankells Wallander-bøger liggende på sit natbord. Neeson er desuden så vild med den norske forfatter Jo Nesbø, at han anbefalede bogserien om detektiven Harry Hole til sin svigermor, den britiske teaterlegende Vanessa Redgrave.

– Vanessa læste »Genfærd« på 24 timer. Hun kunne simpelthen ikke lægge den fra sig, siger Neeson, mens han med sin venstre hånd udmåler omfanget af Nesbøs 450 sider tykke roman i luften.

Derudover ser Liam Neeson somme tider europæisk fodbold i tv, når han tilbringer ledige søndage i sit hjem i New York. Den irske filmstjerne følger Premier League-holdene Manchester United og Liverpool, men skynder sig at tilføje, at det mest er fordi, begge hans teenagesønner er Liverpool-fans.

Liam Neeson trækker da også blankt, da navnet på holdets danske forsvarsspiller, Daniel Agger, kommer på bordet.
– Har han været hos Liverpool længe? Har de lige købt ham? spørger Liam Neeson prøvende, før han giver fortabt og undskylder med ordene:

– Hvis mine drenge var her nu, ville de sidde og sparke mig under bordet. »Kom nu, far, du ved da godt, hvem han er!

---

BLÅ BOG
Liam John Neeson

• Irsk skuespiller, født 7. juni 1952 i Ballymena, Nordirland.
• Søn af en kok og en pedel. Har tre søstre.
• Dyrkede amatørboksning fra 9- til 17-års alderen.
• Teaterdebut i 1976; spillefilmdebut i 1979.
• Oscarnomineret for hovedrollen i »Schindlers liste« (1993).
• Var gift med kollegaen Natasha Richardson fra 1994 til hendes død i en tragisk skiulykke i 2009.
• Bor i New York med sine to teenagesønner, Michael og Daniel.
• Blev UNICEF-ambassadør i 2011.