onsdag den 25. september 2013

52 år med Imperial: Historien om en biograf

I dag, onsdag den 25. september 2013, genåbner Imperial Bio i København efter endnu en renovering. Nordisk Films store etsalsbiograf har fået installeret 64-kanals Dolby Atmos-lyd, et større lærred og nye stole.

Den nyrenoverede Imperial-sal, september 2013
foto © Nordisk Films Biografer

Imperial Bio åbnede første gang sine døre for publikum den 3. november 1961. Københavnernes foretrukne premierebiograf har både overlevet hippie-happenings, excentriske millionærer og lukningstrusler, siden den første direktør overtog nøglen til huset for 52 år siden.

Skønt mange tror det, har lærredet i Imperial aldrig været det største af sin slags i Danmark. Til gengæld kan de færreste af landets biografer matche Nordisk Films flagskib på Gl. Kongevej, når det gælder auraen af luksus og svundne tiders storhed.

Imperial har opnået sin særstatus som Københavns mest prestigefyldte premierebiograf, efter hovedstadens andre kæmpesale lukkede på stribe i fattigfirserne. Men da den ni millioner kroner dyre Imperial Bio åbnede for offentligheden i 1961, konkurrerede den med de lige så enorme 3 Falke Bio, Saga og Kinopalæet, der lå lidt længere nede ad vejen.

Imperials salsplan fra 1988 med 1179 pladser

Datidens flotte armbevægelser spejler sig stadig i Imperials rummelige marmorfoyer og salens nu 1002 pladser, bredt ud i amfiteatrets vifteform. Ellers er der næsten ingen levn af det oprindelige interiør (totempælene i siderne af biffen er originale) efter 50 år og fire ombygninger. Det passer forhenværende biografdirektør Jørgen Nielsen ganske udmærket:
»Indretningen var moderne på en ubehagelig måde. Jeg kan bedre lide det i dag. Det er mere kommercielt udnyttet, knap så fimset,« sagde han i 2011.

Jørgen Nielsen tiltrådte som Imperials første – og landets yngste – biografdirektør i en alder af 33. Dengang rummede salen 1521 arkitekttegnede stole betrukket med pastelrødt tysk kamgarnsstof. Todd-AO lydsystemet var 6-spors stereofoni fra B&O. Og i loftet sad et »revolutionerende moderne aircondition-anlæg«, som det benovet lød i pressen.
»Ved udsolgte forestillinger blev der nu fandens varmt allligevel,« husker Jørgen Nielsen.

Annonce for Imperials åbningsfilm "Exodus" (1961)

Alt var fremstillet specielt til biografen: selv rækkelyset, der blev lagt ned i gulvet, så man ikke kunne komme til at skifte pærerne, når de gik ud. Dagbladenes dækning af det nye filmpalæ understregede arkitektens sobre ambitioner: »Det er et nøgternt biografteater, anonymt i ordets bedste forstand ... Her er ingen kulørte neonskilte på facaden, ingen mark-skrigeriske plakater omkring indgangen.«

Det sidste fik Jørgen Nielsen hurtigt forpurret. Til bygherrernes fortvivlelse insisterede han på at plastre væggene til med plakater for det kommende repertoire.

»De ønskede, at når man besøgte vores biograf, skulle man opføre sig helt specielt. Men som direktør gjorde jeg alt for, at det modsatte var tilfældet. Folk stadsede sig gudskelov ikke op for at gå i Imperial.«

I 1970 kostede en eftermiddagsforestilling i Imperial 8 kroner

I de ti år, Jørgen Nielsen stod på broen i »det store skrummel«, udnyttede han chancen til at eksperimentere med repertoiret i weekenderne. Han allierede sig bl.a. med en gallerist og en museumsdirektør for at hjemskaffe de sidste nye kunstfilm om undergrundsmiljøet i New York.

»Jeg har aldrig fået så megen omtale i pressen, som dengang vi kørte Andy Warhols "Chelsea Girls" simultant på tre fremvisere for en udsolgt sal,« fortæller Jørgen Nielsen.

Teenagere og hippier strømmede til midnatsseancerne, der gjorde Imperial internationalt kendt som »the world's biggest arthouse-cinema«. Og hvis kunstfærdigheden på lærredet blev for kedsommelig, sørgede publikum i salen selv for underholdningen:

»Under visningen af en Yoko Ono-film begyndte nogle af tilskuerne at løbe i gåsegang mellem rækkerne. Til sidst sprang de op på scenen og byggede en menneskelig pyramide. Kontrolløren var helt panikslagen; sådan noget havde han aldrig oplevet før.«

Guldvæggen i Imperials foyer, ca. 1993 | foto © Thomas Hauerslev

Den samme pligtopfyldende medarbejder præsterede senere at irettesætte en af husets mest celebre kunder. Simon Spies spærrede gerne fire pladser bag sig »for ikke at have folk i nakken«, når han besøgte Imperial. Rejsekongen insisterede desuden på at smække benene op på rækken foran, men det fandt den opsynsførende sig ikke i. »I Imperial ligger vi ikke på stolene, vi sidder på dem,« fastholdt kontrolløren. Til sidst måtte Spies bøje sig og få sine penge tilbage ved billetlugen.

I mange år var endevæggen i Imperials vestibule beklædt med 24 karats bladguld. To velvoksne kaktusser foran væggen afholdt dog ikke folk fra at forrette hærværk på den fine belægning. Således greb Jørgen Nielsen engang et ældre ægtepar i at stå og kradse i guldet med spidsen af en paraply: »Manden blev helt stiv i ansigtet og lignede en dreng på 6 år, da han fortrak med sin kone i hånden.«

60'ernes optur var ebbet ud, da Jørgen Nielsen forlod Imperial i 1973. Omtrent samtidig tog nyboderdrengen Thomas Hauerslev S-toget ind til Vesterbro, så han kunne nyde datidens version af "De tre musketerer" formedelst 12 kroner. Yndlingspladsen dengang var allerbagerst i salen. I dag placerer han sig gerne på 10.-14. række i den sal, hvor han styrede teknikken som filmoperatør i årene 1987-94.

Imperials oprindelige indretning fra 1961 | foto © 1983 Thomas Hauerslev

Thomas Hauerslev husker start-80'erne som en sort tid for biografbranchen. Rungende tomme sale fremskyndte ombygningen af enkeltsalsbiografer til multiplexer. Glansen var også gået af Imperial, der viste politi- og voldsfilm for to ludere og en lommetyv. Da ejeren i 1983 besluttede sig for at dele kæmpesalen op i fem mindre, så det ud til, at Imperial skulle lide samme skæbne som byens andre hæderkronede biografteatre.

»Hvis ikke Nordisk Film havde overtaget lejemålet og ført Imperial videre som etsalsbiograf, ville den næppe have overlevet,« mener Thomas Hauerslev, der bestyrer websitet biografmuseet.dk.

Hans forhold til Imperial som et nostalgisk og hyggeligt sted er til dels farvet af, at han mødte sin nuværende kone, Charlotte, i huset for et kvart århundrede siden. Hun sad i vestibulens billetsalg; han lagde "Den Sidste Kejser" (1987) i kinomaskinen oppe på operatørgangen.

Men også biografens buede lærred og subwooferens buldrende bas trækker op i Thomas Hauerslevs bedømmelse af Imperial:
»Bundtrækket i deres lydsystem [Dolby Digital, B.I.] giver mig gåsehud på armene. Og så er der altså noget særligt over at se film sammen med 1000 andre mennesker – det kan man ikke ret mange steder længere«.

Salen i Imperial før den seneste ombygning | foto © 2007 Thomas Hauerslev

Imperials Greatest Hits

I Jørgen Nielsens direktørtid tegnede storfilmene "Kleopatra" (1963) og "The Sound of Music" (1965) sig for nogle af biografens største succeser. Trods deres popularitet nærede han lige stort had til begge film.

»"Kleopatra" er nok det værste lort, jeg har vist. Udlejeren Fox tabte så mange penge på at køre den i Imperial, for det rygtedes jo hurtigt, hvor pinlig filmen var. "Sound of Music" var også fæl, men folk så den jo gladeligt ti-tolv gange. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at være på kontoret, for efter kl. 14 kunne jeg høre musikken gennem væggene.«

I 1986 slog Karen Blixen-filmen "Mit Afrika" rekorder, idet Imperial holdt den på plakaten i 8 måneder og 9 dage. Senere vakte biografens klientel opsigt i medierne, da de mest ihærdige fans af "Ringenes Herre" (2001) lagde sig i kø på fortovet foran billetkontoret, en hel måned før forsalget til filmene startede.

Blandt andre publikumstræffere i Imperials historie kan nævnes "West Side Story" (1961), "Sidste stik" (The Sting, 1973), "Dødens Gab" (Jaws, 1975), "Stjernekrigen" (Star Wars, 1977), "E.T." (1982), "Die Hard" (1988), "Titanic" (1997), "The Matrix" (1999), "Avatar" (2009) samt Harry Potter- og James Bond-serierne.


Højdepunkter fra Imperial

1961: Imperial åbner for publikum den 3. november. Biografen drives af Folkeligt Oplysnings Forbund. På premiereaftenen vises krigsfilmen "Exodus" med Paul Newman.
1967: Jacques Tati modtager en Bodilpris i Imperial for sin film "Playtime".
1972: Bevillingssystemet ophæves, og Imperial kommer i privat eje.
1983: Nordisk Film køber Imperial og redder den fra at blive delt op i fem mindre sale.
1986: Sydney Pollacks "Mit Afrika" bliver et af biografens største tilløbsstykker nogensinde.
1993: Lydsystemerne Dolby Digital og DTS indføres.
1996: Den nye James Bond, Pierce Brosnan, gæster den danske gallapremiere på "GoldenEye".
1998: Biografen bliver certificeret til THX-lyd.
2001: AOK's brugere udnævner Imperial til årets biograf.
2004: Digital projektor bliver installeret.
2013: Imperial får nyt, større lærred og Dolby Atmos-lyd.

Fakta om Imperial
  • Imperial er tegnet af arkitekterne Otto Frankild, Jørgen Høj og Svend Åge Madsen.
  • Biografen blev opført 1959-61 og er ombygget i 1988, 1998 og 2003 (hvor der kom kopholdere på sæderne).
  • Antallet af pladser er i samme periode reduceret fra 1521 til 1102.
  • Før den seneste renovering i september 2013 rummede salen 32 højttalere, og lærredet målte 15,7 x 7,4 meter.
  • Imperials nye sølvlærred måler 18,4 x 7,7 meter. Salen har nu 1002 sæder (september 2013).

> Læs artikel fra Biografbladet 1961 om Imperials åbning (biografmuseet.dk)

Tak til Thomas Hauerslev for lån af illustrationer fra biografmuseet.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar