onsdag den 9. juli 2014

Blockbusterens elefantsyge: Hvorfor er film så lange?

Føler du også, at filmene i biografen bliver længere og længere? Det er ikke nødvendigvis din tålmodighed, den er gal med. Nutidens blockbuster-instruktører mestrer ikke begrænsningens kunst, mener en række kritikere.



»En films længde bør stå i direkte forhold til den menneskelige blæres udholdenhed,« mente Alfred Hitchcock. Gennem hele sin karriere, der favnede et halvt århundrede og mere end 60 spillefilm, signerede den britiske mesterinstruktør kun syv film, der sneg sig op over to timers spilletid.

Mange nutidige instruktører har sværere ved at fatte sig i korthed, og en af de værste syndere er Michael Bay. Hans seneste blockbuster, "Transformers: Age of Extinction", som får dansk biografpremiere i denne uge, er med sine 165 minutter det hidtil længste kapitel i Transformers-serien. Michael Bays forrige film, actionkomedien "Pain & Gain", var instruktørens korteste siden hans debut, 'Bad Boys' fra 1995. Alligevel var "Pain & Gain" samfulde to timer og ni minutter om at komme i mål.

Tager man Michael Bays samlede filmografi i betragtning, ligger den gennemsnitlige spilletid i omegnen af 147 minutter. Dermed er "Transformers"-instruktøren suverænt den af verdens ti bedst indtjenende filmmagere, som trækker størst veksler på publikums tid i biografsædet. Men han er ikke alene blandt Hollywoods gulddrenge om at synes, at en aften i biffen helst skal vare længere end en maraton.


Se bare på nogle af de store film i 2013: "The Hunger Games: Catching Fire" varede 146 minutter. "Prisoners": 153 minutter. "Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark": 161 minutter. Og "The Wolf of Wall Street" er med sine 179 minutter den længste film, Martin Scorsese nogensinde har lavet.

> Thelma Schoonmaker om længden af "The Wolf of Wall Street" (New York Times)

Statistikken taler også sit tydelige sprog. Ifølge dagbladet The Independent var 1980'ernes ti mest succesfulde biograffilm i gennemsnit 119 minutter lange. I 2000'erne lød det tilsvarende tal 149 minutter.

Internet Movie DataBase går endnu længere tilbage og har regnet sig frem til, at de 50 mest populære film i 1920'erne var 98 minutter i snit, mens de i 2000'erne nåede op på 129 minutter – nøjagtig som Michael Bays "Pain & Gain".

»I Michael Bays tilfælde har jeg faktisk ikke noget problem med, at hans film bliver ved og ved, fordi det netop er hans stil at være fuldstændig skamløs,« siger Stephanie Zacharek, cheffilmanmelder på newyorkeravisen Village Voice. Ellers erklærer den erfarne kritiker sig stopmæt efter en på alle måder lang blockbustersommer. Hun siger:

»Som udgangspunkt elsker jeg at blive godt underholdt af en hollywoodfilm. Men jeg kan ikke lide at føle mig gennemtæsket, når jeg kommer ud af biografen.«

Transformers 1-4 marathon = 765 minutter!

Gunnar Rehlin har gennem fire årtier anmeldt og skrevet om film for bl.a. svensk tv og branchebladet Variety. Også han mærker den stigende tendens til, hvad han kalder Hollywoods »elefantsyge«:

»Det er ikke længere på mode at fortælle stramt og effektivt ud fra princippet ’less is more’. Tag en film som "The Lone Ranger" (149 min.), som floppede i det meste af verden. Den kunne snildt forbedres ved, at man klippede 40 minutter ud af den,« siger Gunnar Rehlin.

Selv komediegenren har fået vokseværk. Paul Feigs sommerhit fra sidste år, "The Heat", var oppe og snuse til totimersmarkøren (117 min.), mens comedy-guruen Judd Apatow efterhånden er berygtet for at drøje mærkbart på sit materiale. Hans seneste parforholdskomedie 'This is 40' har fået anmelderklø for at brede sig over 133 minutter.

I en artikel i Los Angeles Times tog Judd Apatow til genmæle mod kritikken:

»Det er svært at komme ud af huset for at tage i biffen. Billetterne er dyre, parkeringen er dyr – hvorfor har alle så travlt med at komme hjem igen? Du dør ikke af, at filmen varer femten minutter mere.«

Judd Apatows synspunkt vinder genklang i en onlinerundspørge, som det amerikanske billetsalgsfirma Fandango har foretaget blandt 1000 biografgængere. 78 % af de adspurgte føler, at lange film yder mere »valuta for pengene«.

Judd Apatow | pr-foto

Stephanie Zacharek nævner newzealandske Peter Jackson som en af de filmmagere, der i nyere tid har populariseret spillelængder i supersize - senest med helaftensfilmene om "Hobbitten". Med sin trilogi "Ringenes Herre" (2001-03) skabte Jackson tradition for at udsende forlængede dvd-versioner af sine allerede nærmest endeløse eposser.

Hans nyindspilning af "King Kong" (2005) – 187 minutter mod originalens 100 – står også tilbage som et symptom på, at Director's Cut-æraen har pustet succesinstruktørernes egoer, og dermed spilletiderne, op til en størrelse XL. For hvilken producer eller filmselskabschef tør sige en Spielberg, en Tarantino, en Jackson imod?

»Peter Jackson har før bevist, at han er en filmkunstner, som kan fortælle gode historier i lille målestok,« siger Stephanie Zacharek med henvisning til instruktørens "Engel min engel" (Heavenly Creatures) fra 1994.

»Men efterhånden som Jacksons budgetter er vokset, har han fået fuldstændig frie hænder, og set udefra kan det godt føles, som om han misbruger det,« mener Zacharek.

> Se Bries interview med Peter Jackson fra Troldspejlet (2013)

Peter Jackson har lovet mig, at hans tredje Hobbitten-film bliver kortere end de foregående!

Foruden instruktørernes ego har den teknologiske udvikling også sat skred i spilletiderne. Et computerbaseret værktøj som Avid gør redigeringsarbejdet til en langt mere flydende proces end tidligere, hvor den fysiske filmstrimmel møjsommeligt skulle tapes sammen bid for bid i klippebordet. Den vidtstrakte brug af computermanipulation åbner også for mange flere muligheder end de gammeldags, ofte besværlige og tidskrævende teknikker som miniaturemodeller, glasmalerier og optiske effekter.

»Man kan lave hvad som helst med CGI i dag. Potentialet er endeløst,« siger Gunnar Rehlin, som føler, at filminstruktører i dag har svært ved at begrænse sig, fordi de har alt for meget at lege med:

»Resultatet bliver, at mange film i dag overfodrer publikum. Man læsser bare på med effekter i stedet for at sortere i ideerne og finde kreative løsninger,« siger han.

Eksempel: Da George Lucas i 1977-83 skød sin oprindelige "Star Wars"-trilogi, foregik indspilningen analogt, dvs. uden brug af computere. Hans prequel-trilogi, som fulgte i 1999-2005, gjorde udstrakt brug af digitale produktionsteknikker og CGI. Ganske symptomatisk er de tre nye film alle længere end de gamle.



Endelig er HD-videoformatet væsentlig billigere i drift end gammeldags råfilm af celluloid. Som bivirkning optager nutidens filmfolk meget mere materiale end nogensinde før.

»Filminstruktører har fået den fejlagtige opfattelse, at det er gratis at optage digitalt, så de skyder bare løs og forelsker sig i det, de får i kassen,« udtaler Jan-Christopher Horak, chef for UCLA’s film- og tv-arkiv, til Los Angeles Times. Han oplyser, at amerikanske filminstruktører førhen brugte ca. 40 minutters råfilm for hvert spilleminut i den færdige film. Nu om stunder er forholdet tættere på 200-400 minutters optagelser for hvert minut af filmen, anslår Horak.

Men måske ligger problemets kerne slet ikke i selve længden, men derimod i misforholdet mellem omfang og indhold. For som den afdøde kritikerlegende Roger Ebert så viselig sagde:

»Ingen god film er for lang, og ingen dårlig film er tilstrækkelig kort.«

Gunnar Rehlin nævner "The Godfather 2. del" (200 min.), "Once Upon a Time in America" (229 min.) og "1900" (317 min.) som eksempler på mammutfilm, der i hans øjne ikke indeholder en eneste overflødig scene.
»Nogle historier er så komplekse, at de kræver plads for at kunne folde sig ordentligt ud. Men det kræver, at man har en ordentlig historie at fortælle, og det har nutidens blockbustere sjældent,« konstaterer han.



De ti mest indtjenende hollywoodinstruktører, rangordnet efter gennemsnitlig spillefilmlængde:

Michael Bay – 146,6 min.
Peter Jackson – 140,7 min.
James Cameron – 139,4 min.
Steven Spielberg – 136,0 min.
Christopher Nolan – 129,6 min.
Ron Howard – 124,6 min.
George Lucas – 122 min.
Chris Columbus – 119,9 min.
Robert Zemeckis – 117,9 min.
Tim Burton – 108,6 min.

Kilder: Box Office Mojo, Wikipedia; research: Brian Iskov

Bonusinfo:
Siden 1929 har det amerikanske filmakademi, AMPAS, gerne sat lighedstegn mellem en films spillelængde og dens vigtighed, når de har uddelt deres oscarpriser. Ifølge Collider.com har næsten 70 % af alle vindere i kategorien 'bedste film' varet over to timer. I mere end 40 % af tilfældene gik prisen til den længste film blandt de nominerede. Ved den seneste oscaruddeling varede otte ud af de ni nominerede 'bedste film' to timer eller derover.

En version af denne artikel har været trykt i Politiken september 2013.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar