 |
| Pr-foto fra "Et herrens liv" (Monty Python's Life of Brian, 1979) |
I april 2006 markerede Cinemateket påsken ved at lade frelseren korsfæste hele fire gange på en weekend. Filmhusets lille kavalkade af Jesusfilm blev kurateret af teologen Geert Hallbäck fra Københavns Universitet, som også indledte visningerne. Jeg interviewede i samme anledning Geert Hallbäck til AOK/Berlingske, men artiklen blev aldrig publiceret. Nedenfor kan du læse den i dag pensionerede lektors ord om de gnister, der uvægerligt springer, når kristendommens største stjerne træder over i filmens verden.
ARTIKEL (UDDRAG):
Jesus Christ Moviestar
Brian Iskov for AOK/Berlingske 2006 - ikke tidligere publiceret
»Filmen er et medie med meget stor gennemslagskraft, og når den kirkelige Jesus-figur møder den dominerende, sekulære kultur, udebliver reaktionerne sjældent«, siger Geert Hallbäck, lektor ved Center for Studiet af Bibelens Brug.
Som forsker i bibelrepræsentationernes historie har Hallbäck hæftet sig ved, at det automatisk udløser ballade, hver gang en kunstner giver sig i kast med at fortolke Jesus-figuren på det store lærred – uanset om det er Jens Jørgen Thorsen eller Mel Gibson, der svinger penslen.
Alene tanken om, at Pier Paolo Pasolini skulle pille ved Jesus, hensatte i 1960'erne det katolske Italien i panik. Hvad kunne sådan en homoseksuel marxist og ateist dog ikke forrette af skade på Kristus-figuren?
Det viste sig, at Pasolini, trods sin status som intellektuel provo og outsider, ingen skumle bagtanker havde med sin film "Matthæusevangeliet" (1964). I Jesus-skikkelsen fandt han alle tiders største politiske rebel, og med en spansk økonomistuderende som korthåret Jesus og Matthæus’ tekst som sin eneste drejebog skabte Pasolini et renfærdigt, næsten dokumentarisk værk, der var så tro mod forlægget, at instruktøren pludselig mærkede vindene skifte retning. Efter premieren var det kun kommunisterne, der kritiserede Pasolinis tolkning, fortæller Geert Hallbäck.
Også Martin Scorseses "The Last Temptation of Christ" (1988) piskede en storm op, længe før nogen havde set filmen. Med basis i en roman af Nikos Kazantzakis, og altså ikke et evangelium, satte den katolsk opdragede Scorsese fokus på den menneskelighed, der er en lige så stor del af den rettroende dogmatik omkring Jesus som hans guddommelighed. For han er jo både menneskets søn og Guds søn.
Skismaet sættes på spidsen i filmens sidste akt, hvor Djævelen serverer den ultimative lokkemad for Willem Dafoe på trækorset: »Hvad nu, hvis du stiger ned derfra, gifter dig med Maria Magdalena og får et almindeligt, jordisk liv ligesom alle andre … var det ikke noget?«
At Kristus overvinder fristelsen kan dårligt kaldes en spoiler, men visionen om en tvivlende Jesus hengivet til kødeligt begær var alligevel mere, end det amerikanske bibelbælte kunne bære. Spørger man Geert Hallbäck, er der intet i Martin Scorseses udlægning, som ikke holder vand fra et teologisk synspunkt. Kontroversen er blot et symptom på, at den almene, folkelige forestilling om Jesus nemt lader sig påvirke.
Canadiske Denys Arcands oscarnominerede, omend knap så kendte "Jesus fra Montreal" fra 1989 illustrerer på original vis, hvordan bølgerne kan gå højt, når Kristus-skikkelsen står på vippen mellem den gejstlige og verdslige kultur.
I "Jesus fra Montreal" hyres en arbejdsløs skuespillertrup til at puste nyt liv i det årlige passionsspil. Deres opsætning skærer ind til kendsgerningerne om den historiske Jesus, om hvem oplysningerne er ret begrænsede, ligesom det heller ikke kan påvises ud fra fakta, hvilken dag korsfæstelsen på Golgata overhovedet fandt sted. Ikke overraskende fortryder kirken hurtigt projektet.
»Alt, der går imod den kirkelige forkyndelse, opfattes som en trussel mod troen på Jesus’ guddommelighed«, siger Geert Hallbäck, som mener, striden mellem kirke og kultur i bund og grund kan reduceres til et spørgsmål om jalousi.
»Kirken føler, at Jesus er deres figur, og at de derfor bør eje retten til at definere, hvem han var. Når den sekulære verden tager Jesus i besiddelse, føler kirken, at dens privilegium bliver gået for nær«.
Flere film om den kristne påske:
- Kongernes konge (The King of Kings, 1927, Cecil B. DeMille)
- - men jeg så ham dø (The Robe, 1953, Henry Koster)
- The Greatest Story Ever Told (1965, George Stevens)
- Jesus Christ Superstar (1973, Norman Jewison)
- Jesus fra Nazaret (tv-miniserie, 1977, Franco Zeffirelli)
- Et herrens liv (Monty Python's Life of Brian, 1979, Terry Jones)
- Jesus (tv-film, 1999, Roger Young)
- Passion of the Christ (2004, Mel Gibson)
