Fra 22. november 2016 til 22. januar 2017 viser Cinemateket i København et udvalg af 12 tegnede Disney-spillefilm. I flere tilfælde er dette den eneste mulighed for at opleve filmene i deres oprindelige dubs med en række af fortidens stjerner. Flere af de klassiske, danske Disney-indtalinger er nemlig gået tabt for eftertiden.
”Disney klassikere + nye stemmer = SKOD!” ”Ej, man kan da ikke lave om på stemmerne! Jeg vil aldrig se Disney-film igen!” ”Jeg ville blive rasende hvis jeg købte en disneyfilm og så var det NYE STEMMER! Charmen er jo helt væk!” ”Blasfemi!”
Siden The Walt Disney Companys danske filial i 1990'erne begyndte at udgive firmaets lange biograftegnefilm på hjemmevideo, har harmdirrende forbrugere banket deres skuffelse ned i tastaturet og ud på diverse debatfora.
For der var pludselig noget riv-rav-ruskende galt med Pinocchios stemme. Og hvorfor talte baggårdshundene i ”Lady og Vagabonden” ikke længere deres bedårende halvtredserdansk?
"Lady og Vagabonden": Oprindelig dansk dub (1955)
”Det er noget, som rigtig mange tit spørger os om,” sukker Kirsten Saabye. Som tidligere kreativ direktør i Disney Character Voices var hun med til at træffe beslutningen om at lave nye eftersynkroniseringer (”dubs”), da Disney gjorde sine klassikere klar til video i 1990'erne.
I andre skandinaviske lande måtte Disney indtale filmenes stemmer på ny, fordi selskabet ikke havde sikret retten til at genanvende stemmeskuespillernes arbejde på fremtidige videoformater.
I Danmark skyldes miseren snarere spareiver og kortsynede arbejdsgange, kombineret med celluloidmaterialets forgængelighed.
”Før indspillede man de danske stemmer på hver sit magnetbånd. Så miksede man optagelserne sammen og overførte lyden direkte til filmenes 35mm-kopier,” forklarer Kirsten Saabye.
Dernæst slettede Disney i Danmark alle deres originalindspilninger for at genbruge de kostbare magnetbånd. Først fra 1992 begyndte selskabet at gemme de separerede, umiksede dubbinglydspor.
Messias. Guds søn. Vandreprædikanten. Manden på vandet. Kært barn har mange navne, og Jesus Kristus’ inkarnationer i levende billeder er lige så talstærke.
Pr-foto fra "Et herrens liv" (Monty Python's Life of Brian, 1979)
I april 2006 markerede Cinemateket påsken ved at lade frelseren korsfæste hele fire gange på en weekend. Filmhusets lille kavalkade af Jesusfilm blev kurateret af teologen Geert Hallbäck fra Københavns Universitet, som også indledte visningerne. Jeg interviewede i samme anledning Geert Hallbäck til AOK/Berlingske, men artiklen blev aldrig publiceret. Nedenfor kan du læse den i dag pensionerede lektors ord om de gnister, der uvægerligt springer, når kristendommens største stjerne træder over i filmens verden.
ARTIKEL (UDDRAG): Jesus Christ Moviestar Brian Iskov for AOK/Berlingske 2006 - ikke tidligere publiceret
»Filmen er et medie med meget stor gennemslagskraft, og når den kirkelige Jesus-figur møder den dominerende, sekulære kultur, udebliver reaktionerne sjældent«, siger Geert Hallbäck, lektor ved Center for Studiet af Bibelens Brug.
Som forsker i bibelrepræsentationernes historie har Hallbäck hæftet sig ved, at det automatisk udløser ballade, hver gang en kunstner giver sig i kast med at fortolke Jesus-figuren på det store lærred – uanset om det er Jens Jørgen Thorsen eller Mel Gibson, der svinger penslen.
Alene tanken om, at Pier Paolo Pasolini skulle pille ved Jesus, hensatte i 1960'erne det katolske Italien i panik. Hvad kunne sådan en homoseksuel marxist og ateist dog ikke forrette af skade på Kristus-figuren?
Det viste sig, at Pasolini, trods sin status som intellektuel provo og outsider, ingen skumle bagtanker havde med sin film "Matthæusevangeliet" (1964). I Jesus-skikkelsen fandt han alle tiders største politiske rebel, og med en spansk økonomistuderende som korthåret Jesus og Matthæus’ tekst som sin eneste drejebog skabte Pasolini et renfærdigt, næsten dokumentarisk værk, der var så tro mod forlægget, at instruktøren pludselig mærkede vindene skifte retning. Efter premieren var det kun kommunisterne, der kritiserede Pasolinis tolkning, fortæller Geert Hallbäck.
Også Martin Scorseses "The Last Temptation of Christ" (1988) piskede en storm op, længe før nogen havde set filmen. Med basis i en roman af Nikos Kazantzakis, og altså ikke et evangelium, satte den katolsk opdragede Scorsese fokus på den menneskelighed, der er en lige så stor del af den rettroende dogmatik omkring Jesus som hans guddommelighed. For han er jo både menneskets søn og Guds søn.
Skismaet sættes på spidsen i filmens sidste akt, hvor Djævelen serverer den ultimative lokkemad for Willem Dafoe på trækorset: »Hvad nu, hvis du stiger ned derfra, gifter dig med Maria Magdalena og får et almindeligt, jordisk liv ligesom alle andre … var det ikke noget?«
At Kristus overvinder fristelsen kan dårligt kaldes en spoiler, men visionen om en tvivlende Jesus hengivet til kødeligt begær var alligevel mere, end det amerikanske bibelbælte kunne bære. Spørger man Geert Hallbäck, er der intet i Martin Scorseses udlægning, som ikke holder vand fra et teologisk synspunkt. Kontroversen er blot et symptom på, at den almene, folkelige forestilling om Jesus nemt lader sig påvirke.
Canadiske Denys Arcands oscarnominerede, omend knap så kendte "Jesus fra Montreal" fra 1989 illustrerer på original vis, hvordan bølgerne kan gå højt, når Kristus-skikkelsen står på vippen mellem den gejstlige og verdslige kultur.
I "Jesus fra Montreal" hyres en arbejdsløs skuespillertrup til at puste nyt liv i det årlige passionsspil. Deres opsætning skærer ind til kendsgerningerne om den historiske Jesus, om hvem oplysningerne er ret begrænsede, ligesom det heller ikke kan påvises ud fra fakta, hvilken dag korsfæstelsen på Golgata overhovedet fandt sted. Ikke overraskende fortryder kirken hurtigt projektet.
»Alt, der går imod den kirkelige forkyndelse, opfattes som en trussel mod troen på Jesus’ guddommelighed«, siger Geert Hallbäck, som mener, striden mellem kirke og kultur i bund og grund kan reduceres til et spørgsmål om jalousi.
»Kirken føler, at Jesus er deres figur, og at de derfor bør eje retten til at definere, hvem han var. Når den sekulære verden tager Jesus i besiddelse, føler kirken, at dens privilegium bliver gået for nær«.
Flere film om den kristne påske:
Kongernes konge (The King of Kings, 1927, Cecil B. DeMille)
- men jeg så ham dø (The Robe, 1953, Henry Koster)
The Greatest Story Ever Told (1965, George Stevens)
Jesus Christ Superstar (1973, Norman Jewison)
Jesus fra Nazaret (tv-miniserie, 1977, Franco Zeffirelli)
Et herrens liv (Monty Python's Life of Brian, 1979, Terry Jones)
På fredag 23. november viser Cinemateket i København det grumme drama "Snowtown", der indgår i filmhusets serie af nye australske film. "Snowtown" fra 2011 undersøger de psykologiske mekanismer bag Australiens mest bestialske seriemord.
Jeg interviewede filmens debuterende instruktør, Justin Kurzel, for Politiken, da "Snowtown" deltog i filmfestivalen CPH PIX i april 2012.
INTERVIEW MED JUSTIN KURZEL OM "SNOWTOWN": Ondskaben i forstæderne Brian Iskov for Politiken FILM, 12. april 2012
I 1990'erne voksede Justin Kurzel op i Gawler, en forstad til Adelaide i det sydlige Australien. Han anede ikke, at nogle af kontinentets værste seriemord fandt sted bag parcelhusdørene fem minutter længere oppe ad vejen.
Her nåede John Bunting og hans tre medhjælpere i årene 1992-99 at torturere og dræbe elleve af deres naboer. Ligene blev parteret og puttet i tønder med syre, som morderne gemte i en nedlagt bank i flækken Snowtown 145 km længere nordpå.
»Siden historien om »bodies in barrels« kom frem i 1999, har bynavnet Snowtown været forbundet med drabene,« fortæller Justin Kurzel over telefonen fra Australien. Fordi pressedækningen fokuserede på sagens makabre sider, savnede han et dybere indblik i baggrunden for de horrible hændelser. Nu behandler Kurzel det nationale traume i sin debut som spillefilminstruktør, "Snowtown".
Trods den urovækkende atmosfære er filmen ingen traditionel seriemordergyser, men snarere grum socialrealisme, idet publikum oplever rædslerne gennem den 16-årige Jamie Vlassakis (spillet af Lucas Pittaway). Ligesom andre af kvarterets fortabte sjæle har Jamie været udsat for seksuelle overgreb. "Snowtown" skildrer hans idolisering af den handlekraftige tilflytter John Bunting (Daniel Henshall), og dermed bliver filmen ifølge instruktøren »en forskruet kærlighedshistorie« mellem en faderskikkelse og hans reservesøn.
»Jamie mangler et mandligt forbillede, en mentor. Han lever i en verden af apati og føler, han fortjener de overgreb, han bliver udsat for af sin halvbror og den pædofile genbo. Tragedien er, at den person, som giver Jamie styrke og identitet, er en slags djævel,« siger Justin Kurzel.
Nærmest som i en western kommer den fremmede frelser ridende ned ad hovedgaden på sin motorcykel og vækker byen af dens døs. Modsat klicheen på en seriemorder var John Bunting ingen enspænder, men derimod en omgængelig og vellidt mand. »John var meget aktiv i lokalsamfundet, og flere af ofrene kendte ham personligt,« bekræfter Justin Kurzel.
John Bunting samlede sine naboer omkring middagsbordet, lagde øre til deres problemer og tilbød at gøre noget ved dem. Hans karisma forførte letpåvirkelige mennesker til at holde tand for tunge med hans ugerninger – ligesom en sekterisk leder, funderer Justin Kurzel.
»John Bunting kunne være blevet prædikant eller fodboldtræner. Jeg tror virkelig, at John ønskede at gøre en indsats mod lokalområdets dårligdomme, men hans psykopatiske blodtørst korrumperede hans ideologi og blev hans undergang.«
Justin Kurzel mener, at John Bunting tog Jamie Vlassakis under sine vinger, fordi han havde oplevet seksuelt misbrug på sin egen krop: »Den slags har det med at påvirke offerets seksuelle identitet og komme til udtryk gennem vold.«
Siden filmens urpremiere i april 2011 har "Snowtown" fået ry for at indeholde passager, som er næsten ubærlige at være vidne til. Men Justin Kurzel fortæller, han måtte udelade hundredvis af detaljer fra retsudskrifterne, da virkeligheden var alt for barsk:
»Bødlerne behandlede deres ofre på måder, der gik langt ud over, hvad man tør forestille sig. Jeg måtte være meget nøjeregnende med, hvad jeg valgte at vise i "Snowtown" – også fordi emnet er så ømtåleligt. Flere af de lokale var imod, at vi lavede en film om mordene, og det forstår jeg så udmærket. Men da vi castede og optog i kvarteret mærkede vi også, at mange beboere havde behov for at tale om, hvad der skete dengang.«
"Snowtown" vises i Cinemateket, Gothersgade fredag 23. november 2012 kl. 21.15. Filmen, der også er kendt som "The Snowtown Murders", er udgivet på dvd og blu-ray i Australien og England.
»Senna havde en aura om sig. Når han sagde noget, lyttede folk. Også fordi han gav så meget af sig selv. Man vidste, at når han satte sig i en racerbil, præsterede han 110 % hver gang,« siger den danske motorekspert Rainer Bambino om Ayrton Senna.
Den brasilianske Formel 1-helt døde bag rattet i 1994. Nu er Ayrton Senna atter aktuel, idet han er emnet for en særdeles vellavet dokumentarfilm, "Senna", som Universal Pictures udgav på dvd og blu-ray i Danmark i sidste uge (19. juli).
Begge formater er udstyret med et interessant kommentarspor, der belyser, hvordan filmmagerne – udelukkende ved brug af arkivmateriale – har lagt en dramatisk effektiv treakts-struktur ned over Ayrton Sennas liv. På begge skiver findes også en lidt cheesy reklamespot for Sennas filantropiske virke.
Blu-ray-udgivelsen indeholder desuden en Special Extended Version, som fletter knap en time nye filminterviews med bl.a. Ayrton Sennas holdmakker og rival, Alain Prost, ind i filmforløbet. Endelig får blu-ray-køberne et 38 minutter langt radiointerview og et sammenklip af Senna-familiens hjemmevideoer.
Forstand på Formel 1 er slet ikke et krav for at nyde Asif Kapadias "Senna", der tegner et medrivende portræt af den karismatiske, gudfrygtige stræber, som blev Brasiliens lysende folkehelt. Jeg smuglyttede til reaktionerne i baren efter filmens danske premiere, der fandt sted i Cinemateket i juni 2011.
REPORTAGE OM DOKUMENTARFILMEN "SENNA" "I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig" Brian Iskov, Politiken Film 9. juni 2011
Blandt de mange velklædte eksilbrasilianere, der oven på aftenens film dupper deres blanke øjne, mens de med slet skjult bevægelse nedsvælger en dulmende caipirinha, rager en høj dansker op.
Manden er teknisk konsulent ved FDM. Engang var han mekaniker for Thorkild Thyrring. Selv bærer han det prægtige, Bjergkøbing-klingende navn Rainer Bambino.
Den energiske motorentusiast behøver kun ét stikord for at tryllebinde de omkringstående i Cinematekets Asta Bar.
Ordet er Senna. Som i Ayrton Senna, tredobbelt verdensmester i Formel 1.
»Han dansede på grænsen til det mulige. Tænk bare på Interlagos (Brasiliens grandprix i 1991, red.), hvor hans gearkasse sætter ud, og han tilbagelægger de sidste syv omgange i sjette gear på en våd bane. Enhver anden var kørt i pit og havde sagt »tak for i dag«. Men ikke Senna. Han holder føringen og er nærmest besvimet, da han kører i mål,« beretter Bambino med smittende indlevelse.
'Senna' er også navnet på den britiske dokumentarfilm, som denne tidlige juniaften fejrer dansk premiere i Cinemateket. Filmhuset i Gothersgade viser Asif Kapadias film yderligere to gange, inden den når dvd-hylderne i [juli] måned.
Hovedpersonen døde 17 år tilbage, men takket være rigtholdigt arkivmateriale og aldrig før sete klip kan Ayrton Senna selv viderebringe sin historie på lærredet.
Som få andre sportsmænd var Senna veltalende, tankefuld og filosofisk omkring sin lidenskab, og for sine landsmænd blev han et ideal i ordets egentlige forstand. Et forbillede, hvis stråleglans fyldte folkets hjerter med troen på, at det ikke kun var lutter nedtur og dårligdom at være brasilianer. Sydamerikas største land kastede militærdiktaturets åg af sig i 1980'erne, kun for at drukne i hyperinflation og korruption i stedet. Ayrton Senna udgjorde i årene efter Pelé det enlige lyspunkt, der bragte nationen sammen.
Senna var ingen gadedreng, der rejste sig fra slummen som en knejsende føniks. Tværtom voksede han op med sølvske i munden og pedaler under sålerne. Som fireårig fik han sin første hjemmebyggede minigokart af sin far, en velhavende landbesidder.
Til gengæld donerede den voksne Senna millioner af sin formue til bekæmpelse af fattigdom. Han stiftede Instituto Ayrton Senna for at hjælpe de gadebørn, der så op til ham, med at få en uddannelse – en gestus, som generationer af brasilianere vil huske ham for. Mønsterkatolik var han også, hvilket næppe heller har skadet eftermælet. »Intet kan adskille mig fra Guds kærlighed«, lyder Sennas gravskrift på São Paulos Morumbi-kirkegård.
Superraceren nåede tilmed at få sit eget opbyggelige tegneserie-alter ego i juniorstørrelse, 'Senninha', kort inden han forulykkede som 34-årig i det uheldssvangre San Marino Grand Prix 1994.
»Han ville bare være den hurtigste, koste hvad det ville. Gennem hele sin karriere knoklede han for at perfektionere han sin kørestil. Han udfordrede konstant sig selv og kunne presse middelmådige biler til at yde over evne,« forklarer Rainer Bambino.
Samtidig havde Senna blik for sin besættelses lumske understrøm: »I det øjeblik, man bliver den hurtigste, er man enormt skrøbelig,« erkendte han. »For det kan forsvinde på et splitsekund. Det hele.«
De sidste dage af april 1994 gengiver filmen med en nærved ubærlig grundighed. På den italienske Imola-bane mister Sennas elev og landsmand, Rubens Barrichello, kontrollen under fredagens træning. Han slår to kolbøtter i sin Jordan, men slipper med skrækken. Dagen derpå rammer østrigeren Roland Ratzenberger muren frontalt. Han er død på stedet.
Enestående optagelser fra løbets kulisser viser en indadskuende Senna i dyb splid med sig selv. Skal han fortsætte? Indstille karrieren? Hvor meget er en førsteplads værd?
Næste morgen, søndag 1. maj, taler Senna i versaler på et lukket møde, hvor han og kollegerne plæderer for stramninger af sportens sikkerhedsregulativer. Han sætter sig bag rattet i den Williams, hvis avancerede computerteknik har drillet ham og teknikerne hele weekenden. På syvende omgang skraber bunden af bilen kortvarigt mod asfalten i den frygtede Tamburello-kurve. Gnister fyger. Vejgrebet glipper. Da Senna vædrer betonbarrieren, viser speedometeret 217 km/t.
13 år og utallige retssager senere, i 2007, placerede den italienske appeldomstol skylden for Ayrton Sennas dødsulykke på en defekt rataksel, dårligt design og slet udførte modifikationer i Williams-bilen.
»Sikkerheden inden for motorsport er mangedoblet siden den weekend,« påpeger Rainer Bambino.
»Man har indført chikaner (S-sving, red.) på mange baner for at nedsætte hastigheden, ligesom der nu er faste lægeteams og hospitalsfaciliteter ved anlæggene. I bilerne får kørerne spændt et sikkerhedssystem på nakke og hjelm, og kraftige sideskørter er nu påkrævet i cockpitterne.«
Han minder om, hvad der skete, eller rettere ikke skete, da australieren Mark Webber sidste år strejfede en forankørende bil ved det europæiske grandprix i Valencia.
»Webbers bil flippede 180 grader baglæns i luften, landede på snuden og tippede om på hjulene, inden den ramte barrieren. Og alligevel trådte Webber uskadt ud af vraget. For 20 år siden havde han aldrig overlevet det styrt,« fastslår den danske ekspert.
Ayrton Senna er den 24. og til dato sidste kører, der er omkommet på en Formel 1-bane. Da lægerne erklærede Senna død, forkyndte den brasilianske regering tre dages landesorg. 17 år efter, på den anden side af kloden, formår hans skæbne endnu at animere sindene. Koret af snøftende herrer vokser til et hulkende crescendo i Cinematekets sal, efterhånden som filmens sidste akt malker San Marino-grandprixet for tragisk suspense.
Bambino fortæller, at han på tiårsdagen for Sennas død besøgte Imola med en FDM-gruppe. En af dem draperede et medbragt brasiliansk flag over det hegn, hvorfra Sennas mindesmærke skuer ud mod den forbandede kurve. Senere samme dag kom gruppen tilbage. Flaget hang der endnu.
Hundreder af fans havde respektfuldt skrevet deres navnetræk hen over stoffet.
EKSKLUSIVT BONUSMATERIALE FOR BRIES BLOG-O-RAMA: SENNA vs. PROST – MIN BEDSTE FJENDE
Da Ayrton Senna skriver kontrakt med McLaren i 1988, kommer han på hold med franske Alain Prost, som på det tidspunkt er nummer ét på verdensplan.
»Prosts kørestil var klog og analytisk kalkulerende. Hvis han kun behøvede en tredjeplads for at vinde et løb, kørte han efter tredjepladsen. Senna var mere her og nu; for ham gjaldt det kun om at køre stærkt og om at vinde,« fortæller Rainer Bambino fra FDM.
Med så to store egoer på samme team, hvor de begge konkurrerede om at blive verdensmester, måtte det gå galt. I 1989 puffer Prost sin holdmakker ud af banen ved det japanske grandprix. Året efter giver Senna igen med samme mønt allerede i første kurve. Begge diskvalificeres.
Den indædte rivalisering mellem verdens to bedste F1-kørere eskalerer over flere år, hvor deres kontroverser rydder forsiderne. En pr-mæssig gave til motorsporten. Men da Senna bisættes i 1994, bærer Alain Prost kisten i processionen som nummer to i rækken.
Fakta: AYRTON SENNA
Brasiliansk væddeløbskører, født 21. marts 1960 i São Paulo, død 1. maj 1994 i Imola, Italien.
Deltog i sit første gokart-løb som 13-årig.
Formel 1-debut i 1984 for Toleman-Hart.
Kørte 1985-87 for Lotus-Renault.
Fra 1988-1993 holdkammerat til (og rival med) franske Alain Prost hos McLaren-Honda.
Skiftede i 1994 til Williams-Renault, men omkom samme år i en eneulykke under San Marino Grand Prix, kun 34 år gammel.
Blev verdensmester i 1988, 1990 og 1991. Vandt i alt 41 sejre på 162 grandprixer.
Fra 1989 til 2006 holdt han rekorden for flest pole positions (65 startpositioner som nr. 1).
Kåret som århundredets største sportsmand i Brasilien og som alle tiders bedste F1-kører i en afstemning blandt 217 kolleger.
Kun to væddeløbskørere (Michael Schumacher og Alain Prost) har vundet flere løb end Ayrton Senna.
”Jeg stiller Oscaren forskellige steder derhjemme for at se, hvor den gør sig bedst. De første to dage tog jeg den med mig overalt. Jeg var endda på stranden med min Oscar. Det var lidt som dengang, jeg var fem år gammel og fik det stykke legetøj, jeg allerhelst ville have!” – Penélope Cruz i interview med Brie, Cannes 2009
Hendes Oscar-rolle som fyrig tornado i ”Vicky Cristina Barcelona” (2008) var den foreløbige kulmination på Penélope Cruz' karriere. Den madrilenske stjernes cv spænder over mere end 40 internationale film – herunder fire lykkelige samarbejder med hendes gode ven, bysbarnet Pedro Almodóvar. Og som alle cinefile heteromænd ved, er den nu 36-årige señorita altid más sexy, når hun slipper for at slås med de angelsaksiske gloser.
Penélope Cruz i "Vicky Cristina Barcelona" (2008);
Derfor skal der lyde et hurra for, at La Pené taler sit eget tungemål i godt halvdelen af den kavalkade på ni titler, som Cinemateket i København tog hul på i går. Almodóvar er repræsenteret med to værker (”Volver” og ”Alt om min mor”), ligesom Woody Allens delvist spansksprogede ”Vicky Cristina Barcelona” er inkluderet i filmhusets serie.
Til verdenspremieren på ”Brudte favntag” i maj 2009 mødte jeg en temmelig forkølet Penélope Cruz på en strandterrasse i Cannes. Her fortalte hun, at det var Pedro Almodóvars fortjeneste, at hun overhovedet fandt på at blive skuespiller.
”Jeg var kun et barn, da jeg første gang så en af Pedros film, men den gav mig lyst til at se alt, hvad han ellers havde lavet. Da jeg fyldte 13 og måtte tage til byen selv, sneg jeg mig ind til Pedros ”Bind mig, elsk mig” – alene. Jeg løj om min alder og bildte biografpersonalet ind, at jeg var 17,” røbede Penélope.
Da hun kom ud fra forestillingen, gik hun en tur for sig selv, og det var i de minutter, at den balletdansende teenagepige fra forstaden Alcobendas traf beslutningen om sin fremtidige levevej.
”Det var på grund af dén film, at jeg blev valgte at blive skuespiller. Jeg husker dagen, som var det i går,” fortalte hun mig i 2009.
Penélope Cruz i "Spis mig" (1992)
Ellers pegede intet i Penélope Cruz' bagland på en fremtid inden for underholdningsbranchen. Hendes mor var frisør, faren detailhandler, og nabolaget havde ikke engang en biograf. Indtil Penélope blev gammel nok til at besøge Madrid på egen hånd, måtte hun udforske filmens verden gennem fjernsynsskærmen. Her blev hjemmevideoen en magisk skatkiste af kulørte skæbner og berusende dramatik, som kunne få den ellers så energiske pige til at sidde musestille.
”Mine forældre købte en Betamax-maskine, da jeg var omkring otte år. Det var en af de første videoafspillere på markedet, en kæmpe kasse. Jeg bestemte mig for at leje film hver eneste dag, og jeg begyndte at tænke: 'Hvem er de her mennesker, som vækker så mange følelser i mig, når jeg ser deres arbejde?'”
Som 15-årig blev Penélope Cruz opdaget i en talentkonkurrence, hvor hun vandt et job som vært for et ungdomsprogram på tv. Og da skønheden to år senere tonede frem på biograflærredet som letpåklædt 17-årig sexbombe i ”Spis mig” (1992), vakte hun sensation i sit hjemland. Bigas Lunas vovede komedie, som Cinemateket viser i august, havde dog næppe eksisteret, hvis ikke Pedro Almodóvar & Co. forinden havde banet vejen for frisproget i den moderne spanske kunst.
Penélope var kun halvandet år gammel, da Spaniens mangeårige diktator, general Franco, døde i 1975. Fascistens fald løftede et tungt åg fra folkets skuldre. Efter 36 år med streng censur – hvor alle meninger, der pegede ud over førerens konservative smag, blev manet i jorden – kunne man som spanier pludselig udtrykke sig fuldstændig, som man havde lyst til.
Undergrundsmiljøet i Madrid var først til at udnytte de nye muligheder, og deres tøbrud, kaldet ”La Movida Madrileña”, bredte sig snart til hele samfundet. I slutningen af 1970'erne eksploderede det katolske kongerige i et brus af demokratisk frihed.
”Da jeg var otte-ni år, begyndte jeg at lægge mærke til de drastiske og dramatiske ændringer, som skete i mit land. Det var ikke bare inden for kulturen og kunsten. La Movida var en sand revolutionær bevægelse, der havde en politisk effekt, og Pedro var en af tidens største inspiratorer,” sagde Penélope Cruz i interviewet.
Penélope Cruz i "Volver" (2006)
I en alder af 17 mødte hun sit idol første gang, da hun blev kaldt til casting i Almodóvars hus.
”Jeg kom en halv time for tidligt og vandrede rundt i nabolaget, mens jeg kiggede op på hans terrasse og tænkte, ”er han der virkelig?” Jeg var utrolig nervøs”, erindrede Penélope. Hun gik derfra med beskeden om, at hun var for ung til ”Kika”, men at Pedro ville skrive en rolle til hende i en af sine næste film.
Og dét løfte holdt han. I ”Kødet skælver” (1997) fik Penélope Cruz publikum til at spærre øjnene op, da hun i åbningsscenen fødte et barn om bord på en bus. Den lille optræden på otte minutter skaffede hende en billet til Hollywood, hvor hun, for første gang på film, slog knuder på det engelske sprog i ”The Hi-Lo Country” (1998, vises i Cinemateket).
Siden har Pedro Almodóvar givet sin Penélope tre saftige hovedroller, hvoraf hendes veldrejede vicevært i ”Volver” (2006, vises i Cinemateket) udløste en Oscar-nominering. Hver gang har Penélope lært noget nyt om sin yndlingsinstruktør, som hun regner for en del af sin familie.
”Jeg synes, vi er gode til at administrere vores venskab. Når vi indspiller film, er han min instruktør og jeg hans skuespiller. Vores venskab er der stadig, men arbejdsfællesskabet træder i første række. Så snart optagelserne er overstået, begynder vi at hænge ud igen og gå i biografen og den slags,” fortalte hun i Cannes.
Hvorfor Pedro Almodóvar tilsyneladende føler trang til at slå Penélope Cruz ihjel på film – hvilket er sket i tre ud af parrets fire samarbejder – fik jeg desværre aldrig svar på ...
CINEMATEKET I AUGUST: PENÉLOPE CRUZ
Spis mig (1992)
Belle Epoque (1992)
The Hi-Lo Country (1998)
Alt om min mor (1999)
Blow (2001)
Volver (2006)
Elegy – Skønhedens magt (2008)
Vicky Christina Barcelona (2008)
Nine (2009)
PENÉLOPE CRUZ SANCHEZ
er født i Madrid 1974
har været model for Ralph Lauren, Sean Combs og L'Oreal
spillede over for Trine Pallesen i den danske film ”Et hjørne af Paradis” fra 1997
lærte at galoppere på en kamel til filmen ”Sahara” (2005)
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
