I sidste uge, den 17. september, fejrede Det Ny Teater premiere på den seneste danske opsætning af Rodgers & Hammersteins syngespil, og anmeldelserne var overstrømmende positive. I den anledning kan du her læse min 50-års jubilæumsartikel om filmversionen fra 1965, der gjorde Julie Andrews og Østrigs grønne bakketoppe til folkeeje.
Bjergene genlyder af sang
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, marts 2015
”The hiiills are aliiiive with the sound of muuuusic ...”
Mon ikke de fleste kan nynne med på ørehængere som ”Edelweiss”, ”Do-Re-Mi”, ”My Favorite Things”, ”Climb Every Mountain” og ”So Long, Farewell”? De stammer alle fra én og samme musical, ”The Sound of Music”, som i 1959 blev det sidste af mange broadwayhits for sangskriverduoen Richard Rodgers og Oscar Hammerstein II.
Siden urpremieren i New York er stykket blevet opført overalt i verden. Alene i Danmark kunne man sidste år (2014) opleve hele tre versioner af det folkekære syngespil.
”Den er jo blevet alle musicalers moder,” siger sangeren og skuespilleren Trine Gadeberg, der to gange i sin karriere har prøvet kræfter med hovedpartiet som Maria von Trapp.
”Når man ikke ved, hvad man skal sætte op på sit teater, kan man altid vælge ”The Sound of Music”. Den er et sikkert trækplaster,” fortsætter Trine Gadeberg, som bemærker, at det næppe skader, at handlingen finder sted i et alpint miljø a la ”Sommer i Tyrol”:
”Hvis der er noget, danskere kan lide, er det bjergene ved Harzen!”
Lady Gaga synger "The Sound of Music" til Oscaruddelingen 2015 | pr-foto: AMPAS |
Rollen som Maria – den unge nonneaspirant, der som huslærer i mellemkrigstidens Østrig smelter en enkemands hjerte med sin omsorg og ukuelige livsglæde – vil dog for altid være forbundet med Julie Andrews. I den stort opsatte filmatisering fra 1965, som gjorde ”The Sound of Music” verdenskendt, gav den 29-årige brite sit definitive bud på rollen. Den nu 79-årige stjerne var også med på sidelinjen, da popkunstneren Lady Gaga ved det seneste Oscar-prisshow fremførte et medley over filmens sange for at markere dens 50-års jubilæum.
Virkelighedens Maria – thi ”The Sound of Music” er inspireret af en sand historie – var næppe helt så sorgløs som Andrews' inkarnation, der danser cirkler over Salzburgs grønne bakketoppe. Efter alt at dømme var dén baron Georg von Trapp, Maria giftede sig med i 1927, også langt mere kærlig end den strikse flådehelt og patriark, som Christopher Plummer portrætterer i filmen. I øvrigt flygtede familien heller ikke fra Hitlers regime i 1938 ved at vandre over bjergene til Schweiz i ly af natten. De steg på et tog til Italien ved højlys dag og fløj derfra videre til Amerika.
Men ellers er det ganske vist, at Trapp'erne og deres børneflok optrådte sammen som familiekor gennem mange år. I maj 1939 kunne odenseanerne således opleve The Salzburg Trapp Choir (senere The Trapp Family Singers) på scenen i Fyens Forum. Siden slog familien sig endegyldigt sig ned i USA, nærmere betegnet det landlige Vermont, hvor Maria Augusta von Trapp i 1949 nedfældede sine erindringer.
Hendes bog blev syv år senere filmatiseret med stor succes i Tyskland, og det var disse to biograffilm – ”Familien Trapp” (1956) og ”Familien Trapp i Amerika” (1958) – som leverede den direkte inspiration til Broadway-musicalen ”The Sound of Music”.
”Historiens autentiske baggrund går lige i hjertekulen,” mener Trine Gadeberg.
”Anden verdenskrig huskes stadig af mange, men hele krigselementet er jo stadig aktuelt i dag. Og så er der også en moderlighed og empati i Marias samspil med de syv børn, der vækker ens beskytterfølelser, så man næsten selv får lyst til at tage et forældreløst barn med hjem bagefter.”
Trine Gadeberg (t.h.) som Maria i "The Sound of Music" på Fredericia Teater (2009) | pressefoto |
De færreste anmeldere nærede samme kærlighed til filmversionen, da den fik premiere i marts 1965.
”En indsukret løgn, som folk tilsyneladende gerne vil æde,” hvæsede den anerkendte, amerikanske kritiker Pauline Kael. Hun måtte senere ”æde” en fyreseddel fra sit magasin, efter at læserne gjorde oprør over hendes kontroversielle vurdering af filmen.
For folket elskede ”The Sound of Music”. Filmen voksede sig så stor ved mund til øre-metoden, at den gik uafbrudt i de amerikanske biografer i 4 ½ år. I dag regnes den for den mest populære musicalfilm og den tredjestørste biografsucces nogensinde i USA, når man justerer for inflation – hvorfor den i branchen vandt tilnavnet ”The Sound of Money”.
Herhjemme har filmen også fejret triumfer, i nyere tid ikke mindst som fast inventar i juledagenes tv-program. Kun i Tyskland og Østrig, der jo allerede havde deres egne, populære film om familien von Trapp, floppede den ved fremkomsten.
Verdenssuccesen gjorde filmens to relativt uprøvede hovedkræfter til stjerner. Den canadiske teaterskuespiller Christopher Plummer var kun 34, da han spillede Georg von Trapp, og fik indfarvet grå striber i håret for at se ældre ud. Plummer har aldrig lagt skjul på sit had til både rollen og filmen, som han ynder at kalde ”The Sound of Mucus” (lyden af slim, red.). Ligesom anmelderne nærede Christopher Plummer stærke betænkeligheder ved historiens sentimentale aspekter.
Christopher Plummer og Julie Andrews under optagelserne til "The Sound of Music" | pr-foto, public domain |
”Der ligger en pænhed over musikken og handlingen i ”The Sound of Music”,” vedkender Trine Gadeberg. Da hun genoptog rollen som Maria på Fredericia Teater i 2009, stræbte hun efter at give opsætningen lidt mere kant:
”Vi var meget opmærksomme på at fremhæve de mere alvorlige aspekter af historien, såsom krigen, den uforløste kærlighed og hele stemningen omkring dét at skulle flygte, for at det ikke skulle blive til sødsuppe.”
Ved filmens optagestart havde Julie Andrews netop færdiggjort en anden familievenlig musical om en glad guvernante: Disney-hittet ”Mary Poppins”. Efter dén og ”The Sound of Music” følte hun sig i mange år sat i bås som et kernesundt, trallende tandsmil.
Også Trine Gadeberg har mærket typecastingen i sit videre virke. ”Det er måske derfor, jeg nu laver ”City Singler”,” siger hun med adresse til det grovkornede ensembleshow, hun turnerer rundt i landet med [marts 2015, B.I.].
Både Julie Andrews og hendes 85-årige kollega Christopher Plummer er stadig i vigør, omend Andrews ikke længere kan synge efter en mislykket halsoperation i 1997. Til gengæld stemmer biografgæsterne gerne i, når Maria hvirvler over bakketoppen oppe på lærredet.
Siden det første syng med-arrangement løb af stablen i London i 1999, har karaokevisninger af filmen grebet om sig. Det sangglade publikum er gerne klædt ud som figurer eller fænomener, der indgår i fortællingen – det være sig nonner, geder eller de ”pakker med snore og fint broderi” fra sangen ”My Favourite Things” (Hva' jeg særligt ka' li').
”Nej, hvor sjovt,” udbryder Trine Gadeberg, da hun hører, at ”The Sound of Music” har udviklet sig til et karaoke-kultfænomen. Musicalens partitur ligger ellers ikke lige til højrebenet for begyndere, noterer hun sig:
”Rollen som Maria kræver en god sopranstemme, som ikke må være for hård; den skal have noget sødme i sig. Den kræver også et stort register, for man kommer både dybt ned og højt op i løbet af de tre timer, musicalen varer. Og så er titelsangen også ret svær,” siger Trine Gadeberg og slår over i kvidrende skønsang, så man straks føler sig hensat til blå himmel og østrigsk alpelandskab:
”Fra bjergenes tååååårn strømmer skønne klaaange ...”
> Se filmen "Sound of Music" (1965) som VOD på SF-Anytime
> Se filmen "Familien Trapp" (1956) på YouTube med engelske undertekster
FAKTA:
Filmmusicalen "The Sound of Music"
Instruktøren Robert Wises filmatisering af musicalen "The Sound of Music" fik verdenspremiere i USA 2. marts 1965.
Sean Connery, Richard Burton og Bing Crosby blev overvejet til rollen som kaptajn von Trapp. Danske Victor Borge var på tale til at spille børnenes onkel, Max Detweiler.
Christopher Plummer synger ikke selv i filmen: hans sangstemme tilhører Bill Lee.
Under indspilningen af den klassiske åbningssekvens på bakketoppen blev Julie Andrews flere gange væltet omkuld af kamerahelikopterens kraftige nedstrøm.
Virkelighedens Maria von Trapp var fan af filmen og medvirker også i den som statist. Hun og hendes barnebarn går igennem billedets baggrund i den sekvens, hvor Julie Andrews synger ”I Have Confidence”.
Filmen "The Sound of Music" endte med at vinde fem oscarpriser, bl.a. for bedste film. Den afløste kortvarigt ”Borte med blæsten” (1939) som den mest indtjenende spillefilm i Nordamerika og regnes i dag for historiens største musicalfilmsucces.
Filmens soundtrackplade solgte mere end 11 millioner eksemplarer og lå øverst på den engelske hitliste fire år i træk (1965-1968).
Også i Danmark, hvor premieren blev lagt 2. juledag 1965, var tilstrømningen stor. I Grand-biografen i Odense kørte filmen "The Sound of Music" uafbrudt i mere end et år og trak tilskuere helt fra Nordjylland. En 70mm-version gik længe i Imperial Bio i København, hvor filmen fik repremiere i 1982 og 2008. CinemaxX-kædens danske biografer viste den i 2005 og 2009.
Man har anslået, at 70 % af al turisme i Salzburg, hvor filmens udendørsscener blev optaget, skyldes ”The Sound of Music”.
I december 2013 viste det amerikanske tv-netværk NBC en livetransmitteret opsætning med countrysangerinden Carrie Underwood som Maria. Det blev et seerhit og en kritikerfiasko.
FAKTA:
Teatermusicalen "The Sound of Music"
Den amerikanske teatermusical ”The Sound of Music” (1959) er en bearbejdelse af den populære tyske spillefilm ”Familien Trapp” (1956), som igen er baseret på baronesse Maria Augusta von Trapps erindringsbog, ”The Story of the Trapp Family Singers” (1949).
Musicalen blev skrevet af forfatterne Howard Lindsay og Russell Crouse og skulle oprindelig kun have indeholdt de sange, som virkelighedens Trapp Family Singers optrådte med. Komponisten Richard Rodgers og tekstforfatteren Oscar Hammerstein II (”South Pacific”, ”Kongen og jeg”, ”Oklahoma!”) endte med at levere lutter nye sange til stykket, der fik urpremiere 16. november 1959 i New York City. Med Mary Martin i hovedrollen som Maria blev ”The Sound of Music” en stor succes, der spillede 1443 gange på Broadway og vandt seks Tony-priser.
Siden er musicalen "The Sound of Music" opført over hele kloden, fra Sydkorea og Sydafrika til Australien og Puerto Rico. En opsætning i England i 1981 med Petula Clark slog rekorder og fik Maria von Trapp til at kalde den da 49-årige Clark for ”den bedste Maria nogensinde”. ”The Sound of Music” er også en hyppig gæst på danske egnsteatre og friluftsscener, hvor bl.a. Charlotte Guldberg og Trine Gadeberg har fået deres gennembrud som Maria.
Trine Gadeberg (f. 1969) spillede første gang Maria som amatør i Varde Sommerspil i 1992. Dengang havde hun, som hun siger, ”den rigtige alder til at spille en nonneaspirant i starten af 20'erne”. Friluftsopsætningen var en kæmpe succes, der satte publikumsrekord med 42.800 tilskuere og gjorde den unge Gadeberg ”landskendt i Jylland”. Da hun genoptog rollen i professionelt regi i 2009 på Fredericia Teater, var hun i mellemtiden blevet 40 år, men ”stadig lille og vims” nok til at agere ungmø. Dog spurgte Trine Gadeberg flere gange stykkets instruktør, om hun ikke skulle gå længere tilbage på scenen, så publikum ikke kunne se hendes rynker.
"The Sound of Music" opføres indtil 31. december 2015 på Det Ny Teater i København. Hovedrollerne som Maria og Georg von Trapp spilles af hhv. Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Jens Jacob Tychsen. Forestillingen er iscenesat af Daniel Bohr. Sangteksterne er fordansket af Karen Hoffmann.
FAKTA:
Virkelighedens von Trapp-familie
Baronesse Maria von Trapp (1905-1987) var født Maria Augusta Kutschera. Hun var skolelærer på Nonnbergklostret i Salzburg, da hun som 22-årig blev udsendt som huslærer for ét af de syv børn, som baron og flådekaptajn Georg Johannes von Trapp (1880-1947) var blevet alene med efter sin kones død.
Efter at Georg von Trapp friede til sine børns guvernante, giftede de sig i november 1927. Han og Maria fik tre egne børn sammen.
Von Trapp-familiekoret opstod i midten af 1930'erne af pengenød. Baronen og baronessen var gået fallit under den store depression og tog imod et forslag om at optræde med deres børn. Trapp Family Singers blev et populært koncertnavn i Skandinavien og siden i USA, hvor familien bosatte sig i 1940'erne. Koret opløstes i 1956.
Maria Franziska von Trapp, det sidste medlem af de originale Trapp Family Singers, døde sidste år i en alder af 99. Hun skildres i filmen ”The Sound of Music” under navnet Louisa.
Familiens hjem i Salzburg fra 1923 til 1938 er i dag Hotel Villa Trapp. Deres landejendom i Vermont er også omdannet til feriested under navnet The Trapp Family Lodges. Læs mere på hhv. http://www.villa-trapp.com og http://www.trappfamily.com.
Von Trapps historie er også blevet til en tegnefilmserie på japansk tv. I ”Trapp Ikka Monogatari” (1991) bærer alle børnene samme navne som deres virkelige forbilleder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar