søndag den 18. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 4: Interview med producer Andreas Hjortdal

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller Andreas Hjortdal om at debutere som selvstændig producer med en kæmpe julekalenderproduktion.

Andreas Hjortdal (midt) på optagelse ved Egeskov Slot - foto: FilmFyn/Andreas Bastiansen

> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 4. december: Interview med instruktøren, Lars Kaalund
> Søndag 11. december: Fotoreportage fra DR's julekalenderkulisser



ANDREAS HJORTDAL, producer

Født 1985. Uddannet fra Den Danske Filmskole 2015. Har været producerassistent på TV 2-serien ”Rita”, men debuterer som soloproducent med ”Den anden verden”. Første julekalender, han kan huske at have set, er ”Jullerup Færgeby” (1974, genudsendt 1990).

Om julekalenderformatets særlige appeal:

– Vi lever i en fragmenteret tid, hvor familien er splittet op. Børnene sidder med deres iPad, de voksne ser noget andet, og de unge ser noget tredje. Det med at samle familien omkring noget, man også kan snakke om bagefter, og man glæder sig til at se hver dag, synes jeg er unikt for julekalenderen. Jeg har selv set julekalender hele min barndom og synes, det er et spændende format, fordi fortællingen løber fra dag til dag, og det meste af Danmark følger med.

Om at debutere som selvstændig producent med en julekalender:

– Jeg har været vant til at lave kortfilm på Filmskolen. 30 minutter er det længste, jeg har lavet. Før jeg kom ind på Filmskolen, var jeg producerassistent på ”Rita”, så jeg har også noget tv-serieerfaring og ved, hvordan den maskine fungerer. Men det er klart, at når man selv står som producent på det, er det en helt anden vinkel. Jeg har lært virkelig meget af at lave ”Den anden verden”, og jeg har fået en fornemmelse af, hvad det vil sige at være producent på DR, som jeg synes holder en høj kvalitet både på deres ungdoms- og julekalenderserier. Det var et privilegium at få lov til at prøve det af.

Sofie Gråbøl og Nicolas Bro i "Den anden verden" - foto: Jesper Tøffner

Om baggrunden for ”Den anden verden”:

– Grundideen om at bruge brødrene Grimms eventyr til en julekalender kom fra en tysk distributør, Klaus Rasmussen, som er født og opvokset i Danmark, men nu bor i Tyskland. Ideen blev videregivet til Piv Bernth [DR's dramachef, red.], som tog fat i Bo hr. Hansen og Nikolaj Scherfig [seriens hovedforfattere, red.] og siden i mig. Hun har en strategi om at tage friske unge talenter ind og lære dem op.

Om at finde balancen mellem hygge og uhygge i Grimms eventyr:

– Når man læser brødrene Grimm, de oprindelige værker, er det sådan set ret dystre historier. De er siden blevet lysnet af Disney, og vi prøver at trække dem i en ny retning, som er mere tro overfor de originale fortællinger. Det må folk vurdere. Samtidig har vi vores målgruppe in mente, så det er ikke sådan, at der kommer scener, hvor nogen får stukket øjne ud [som stedsøstrene i den oprindelige ”Askepot”, red.]. Der er en grænse for, hvor uhyggelig vi kan gøre fortællingen i en julekalender. Ved at tilføre noget humor og lidt uhygge til figurerne og de stemninger, der er i scenerne, prøver vi at skabe en vekselvirkning mellem de to ting. Vi bliver aldrig seriøst bange, fordi vi godt kan se, at heksen er lidt skør og lidt mærkelig, og at dronningen ikke er den skarpeste kniv i skuffen.

Om at besætte hovedrollerne, Sara og Anna:

– Vi havde en rigtig god caster, som især gik efter danseskoler og private teaterskoler. Men i var ret hurtigt ret sikre på, at Caroline [Vedel] og Fanny [Bornedal] var de rigtige til hovedrollerne. Lars Kaalund [konceptuerende instruktør på ”Den anden verden”, red.] kendte Caroline fra tv-serien ”Hjørdis”, hvor hun havde en mindre rolle, og Fanny kendte vi allesammen fra ”1864”. De to piger kendte i forvejen hinanden, så deres samspil var også virkelig godt. De er meget autentiske. De skal jo spille tvillinger, så man skal kunne mærke, der er en kemi og en harmoni i deres spil. Vi prøvede først, om vi kunne finde et tvillingepar, men det er svært. Det her var endnu mere oplagt, fordi de minder lidt om hinanden og har den samme hårfarve. Det er i øvrigt også Caroline og Fanny, der synger på titelsangen.



”Den anden verden” sendes hver dag 1.-24. december 2016 på DR1 kl. 19:30. Hvert afsnit kan streames fra kl. 06.00 via dr.dk eller DR Ultra-app'en.

Den anden verden (DR1 2016)
Sendetidspunkt: 19.30
Produktionsselskab: DR Fiktion.
Instruktion: Lars Kaalund, Tilde Harkamp.
Producent: Andreas Hjortdal.
Manus: Nikolaj Scherfig, Bo hr. Hansen efter idé af Klaus Rasmussen; co-storyline: Morten Dragsted.
Med Caroline Vedel Larsen, Fanny Bornedal, Christine Albeck Børge, Lars Brygmann, Andreas Jessen, Sofie Gråbøl, Sigrid Husjord, Jacob August Ottensten, Dan Zahle m.fl.

Glædelig jul fra Bries Blog-O-Rama.

søndag den 11. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 3: Fotoreportage fra settet

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag bringer vi eksklusive billeder fra seriens kulisser.

Nikolaj Danielsen og M. Wan Sputnick har designet scenografien til julekalenderen "Den anden verden". Dekorationerne blev bygget op i DR's gamle studier 1, 3 og 5 i TV-Byen, Gladsaxe.

Billederne er taget til pressemødet på "Den anden verden" den 8. november 2016, to dage før kulisserne blev revet ned.

De nedenstående fotos må ikke gengives i nogen form uden udtrykkelig tilladelse fra Bries Blog-O-Rama. Foto © Brian Iskov.

TEMA: DEN ANDEN VERDEN (julekalender, DR1 2016)
> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 4. december: Interview med instruktøren, Lars Kaalund
> Søndag 18. december: Interview med produceren, Andreas Hjortdal

> TEMA: Alle DR's tv-julekalendere fra 1962 til 2014



Studie 1: Teatersalen (Det Gyldne Teater)


søndag den 4. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 2: Interview med instruktør Lars Kaalund

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller den konceptuerende instruktør, Lars Kaalund, om sit arbejde på serien.



> Torsdag 1. december: Interview med forfatteren, Nikolaj Scherfig
> Søndag 11. december: Fotoreportage fra DR's julekalenderkulisser
> Søndag 18. december: Interview med produceren, Andreas Hjortdal



LARS KAALUND, konceptuerende instruktør

Født 1964. Har ikke tidligere lavet julekalender. Medvirken som skuespiller i bl.a. filmene ”Den eneste ene” (1999), ”Italiensk for begyndere” (2001) og ”Nynne” (2005). Har instrueret afsnit af TV 2-serierne ”Rita” (2012-15) og ”Hjørdis” (2015). Fhv. teaterdirektør for Mungo Park og Østre Gasværk. Første julekalender, han husker at have set i tv, er Magnus Tagmus (”Kender du Decembervej?”, DR 1967 og ”Besøg på Decembervej”, DR 1968).

Lars Kaalund (midt) instruerer Peter Christoffersen og Sofie Gråbøl | foto: Per Arnesen

Om hvad der tiltalte ham ved projektet:

– Jeg havde aldrig drømt om at lave julekalender. Vores producent, Andreas Hjortdal, spurgte, om jeg ville kigge på projektet, og så tænker man lige en gang, for det er en stor produktion og en lang tur på halvandet år. Men så læste jeg historien med de her to tvillingesøstre, som skal møde kærligheden og træde de første skridt hen mod voksenlivet og dannelsen af deres personlighed – det hele speedet sammen i 24 afsnit. Det tiltalte mig at lave klassisk tv-drama med en klar konflikt mellem en mor og en datter, men hvor man samtidig skulle dykke ned i eventyrverdenen, hvor tingene bliver sat på spidsen på alle mulige parametre. Liv eller død, de onde og de gode. Den type fortælling er tit ret barske med nogle klare moraler og regler for, hvordan man overlever og komme videre i verden. De fleste handler om børn eller unge, der bevæger sig ud på en færd, hvor de lærer noget om sig selv ved at skulle tænke sig om og træffe nogle klare valg.

torsdag den 1. december 2016

Bag om "Den anden verden", del 1: Interview med forfatter Nikolaj Scherfig

Bries Blog-O-Rama har mødt holdet bag DR1's julekalender i 2016, ”Den anden verden”. I dag fortæller den ene af hovedforfatterne, Nikolaj Scherfig, om sit arbejde på serien.



I dag, 1. december 2016 klokken 19.30, har DR1 premiere på årets store julekalendersatsning, ”Den anden verden”.

DR's pressemateriale præsenterer julekalenderserien med disse ord:

’Den Anden Verden’ er en julekalender for de større børn og deres forældre. Et eventyrligt og magisk drama om de omvæltende og udfordrende år vi alle går igennem i overgangen fra barn til voksen. 
Vi følger to tvillingesøstre på 15 år, der tager deres første skridt ind i en fascinerende, farlig og uforudsigelig voksenverden. Med Brdr. Grimms eventyrlige fortællinger som bagtæppe for historien møder søstrene de omvæltninger, udfordringer og opgør, der hører teenageårene til på en ny og magisk facon. 
'Den Anden Verden’ handler om at frigøre sig fra det, man kender, og om at turde begive sig ud på ukendt og gyngende grund. Om at tage chancer og have mod til at udfordre sig selv for derigennem at lære sig selv bedre at kende. Og hvilket bedre sted at gøre det end i en magisk eventyrverden med syv små dværge, en smuk prins, en farlig heks, en ond dronning, et lille spejl på væggen dér og et magisk slot på den anden side af bjergene. 
’Den Anden Verden’ er også en historie om kærlighed, jalousi og drama mellem unge mennesker, der går op og ned ad hinanden hver dag. Om de følelser, der udvikler sig til konflikter, som bliver til opgør og slutter i forsoning eller adskillelse. Og om en hverdag, der gradvis forandrer sig i takt med at man bliver ældre og fokus styres nye steder hen.

Holdet bag "Den anden verden" til pressemøde 08.11.16 | foto: Bjarne Bergius Hermansen

Caroline Vedel, Fanny Leander Bornedal, Christine Albeck Børge og Lars Brygmann spiller de bærende roller i ”Den anden verden”. Lars Kaalund er konceptuerende instruktør på julekalenderserien, som er forfattet af Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansen.

Manuskriptet til "Den anden verden" er skrevet over cirka et år fra november 2014. Indspilningen foregik over 114 dage fra november 2015 til juni 2016. Produktionen havde base i DR's studier i TV-Byen i Gladsaxe, og serien indeholder desuden locationoptagelser fra Jægersborg Dyrehave, Egeskov Slot på Fyn og Refshaleøen i København. Enkelte udendørs scener er indspillet i Sverige.

Bries Blog-O-Rama var med, da holdet bag julekalenderen holdt pressemøde i TV-Byen den 8. november. Vi talte med hhv. seriens forfatter, instruktør og producer om, hvordan de har kombineret brødrene Grimms eventyr med et moderne teenagedrama inden for julekalendergenrens rammer. Samtidig benyttede vi lejligheden til at gå på opdagelse i DR-studierne og tage eksklusive billeder af seriens flotte kulisser, designet af scenografen Nikolaj Danielsen.