fredag den 30. november 2018

"Theo & den magiske talisman": Interview med holdet bag DR1's julekalender 2018

Årets nye familiejulekalender på DR1 er "Theo & den magiske talisman", der lanceres som et fantasydrama for hele familien.

Holdet bag "Theo & den magiske talisman" ved pressemødet 13.11.2018 | Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

DR's officielle synopsis til julekalenderen 2018 lyder:
"Theo går i 6. klasse, men han har ingen venner i skolen. Hans eneste og bedste ven i verden er morfaren Harald. Det er derfor overvældende for Theo, da morfaren lige inden jul falder om. Der er udsigt til, at Theo kan miste sin bedste ven, og det vil han for alt i verden ikke lade ske. Han rejser derfor ind i den magiske verden Thannanaya sammen med den nye pige fra klassen, Simone, for at få sin morfar tilbage. Og her starter rejsen for Theo & Den Magiske Talisman.

Theo & Den Magiske Talisman er en magisk og tidløs fortælling om tre generationers måder at sige farvel på; en ung drengs farvel til sin morfar, en mors farvel til sin far og en gammel mands farvel til livet på Jorden. Theo & Den Magiske Talisman er moderne eventyrfortælling for hele familien, hvor vi bliver taget med på en rejse til naturriget Thannanaya, som Theo og morfaren sammen har skabt. Her opdager Theo og Simone, at der er lys og håb, og at livet fortsætter – dem, vi har sagt farvel til, vil altid være med os og leve videre, så længe vi mindes dem."

> Se trailer til "Theo & den magiske talisman" på dr.dk

Peter Gornstein har instrueret samtlige 24 afsnit af "Theo & den magiske talisman", der blev indspillet i Polen og Danmark fra december 2017 til marts 2018 under arbejdstitlen "Thannanaya". Gornstein er også hovedforfatter på julekalenderen sammen med Trine Piil ("Absalons hemmelighed").

Bries Blog-O-Rama var med til pressemødet den 13. november 2018 i DR Koncerthusets studie 4, hvor vi talte med Gornstein, seriens producer Nynne Selin Eidnes og DR's dramachef Christian Rnsk.

Producer Nynne Selin Eidnes og instruktør Peter Gornstein til pressemødet 13.11.2018 | Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

Julekalendere i tv er en særlig nordisk tradition. Hvad ser I som det særlige ved julekalenderformatet?
Nynne Selin Eidnes: Julekalenderens største force er, at man kan henvende sig til hele familien og fortælle en historie, som de vil se sammen og forhåbentlig tale om.
Peter Gornstein: Julekalenderen er nok årets mest sete dramaserie, som spænder over alle målgrupper, og et af de få events, udover landskampe, som hele familien er samlet om på samme tid. Det giver nogle unikke muligheder for at fortælle historier.
Christian Rank: I den forandring, der er sket siden "Jesus & Josefine" [TV 2 2003, red.], ligger der jo også en forandring i, hvordan seerne forbruger og tilgår tv. Julekalenderen er en af de tilbageværende samsendingsplatforme, hvor familier på tværs af generationer sætter sig sammen for at se tv. Derfor indbyder det også til at tage livtag med nogle lidt større emner, fordi vi netop kan favne alle aldersgrupper.

Nogle af hovedtemaerne i fortællingen er sygdom, død og mobning (ligesom i "Pagten" fra 2009, red.). Hvordan undgår I, at det ikke blive så tungt, at seerne står af undervejs?
Christian: Jeg tror, at DR som den store public service-kanal i Danmark har et ansvar for at favne hele billedet. De tre emner, du beskriver, er en lige så stor del af livet som jul, familiehygge, venskab, eventyr og leg, som i den grad også er repræsenteret. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis publikum oplever det som værende meget tungt. Jeg oplever, at vi har lavet en julekalender, som rummer et kæmpestort, magisk eventyrunivers, hvor vi er på en stor rejse igennem ... det tætteste, jeg i hvert fald har set på noget reel fantasy foldet ud på dansk tv.
Peter: Så kan man sige, at vi er relativt light i forhold til mange andre fortællinger i samme genre. Altså, "Harry Potter" er heller ikke en dans på roser, og i "Brødrene Løvehjerte" er der vist nogen, der hopper ud af et vindue og dør i de første ti minutter. Så hvis man er genren tro, er vi langt fra i den mørkeste ende. Jeg tror, at børnene er knivskarpe, de kender genren og forstår formatet. Så jeg tror ikke, der er nogen af dem, der vil tænke, "Uha, det er for mørkt for os." Tværtimod tror jeg, de vil sige, "Wauw. Det bliver et fedt eventyr. Den rejse vil vi gerne med på."