Årets nyproducerede familiejulekalender på TV 2 i 2023 hedder ”Valdes jul” og er produceret af Cosmo Film, der også stod bag ”Jesus & Josefine”, ”Juleønsket” og Tinka-trilogien. Bries Blog-O-Rama har talt med seriens instruktør, produceren og de to hovedforfattere.
TV 2's officielle synopsis til ”Valdes jul” beskriver handlingen i årets nye julekalender sådan:Valde bor sammen med sin familie på Egebjerggård. Hvert år i december forvandles gården til et traditionsrigt julemarked med juletræssalg og boder, som Valde elsker. Men Valdes glæde smuldrer, da han finder ud af, at hans mor og morfar har sat gården til salg. Valde sætter sig for at forhindre salget, og da den mystiske pige Tala pludselig dukker op fra skoven, kommer Valde på sporet af en familiehemmelighed, som får betydning for opklaringen af mysteriet omkring gården. Skoven viser sig at være fyldt med magiske hemmeligheder og fantastiske væsener, og i 24 afsnit følger vi Valde, Tala og Valdes lillesøster, Rita, igennem et ægte juleeventyr fyldt med natur, nisser, kærlighed og nye venskaber.
Ved TV 2's pressemøde på ”Valdes jul”, der foregik i Peter Lieps Hus i Dyrehaven mandag den 13. november 2023, mødte Bries Blog-O-Rama seriens to hovedforfattere, Jesper Fink og Thomas Porsager. De er begge nye i julekalenderregi og greb chancen til at vække danskernes interesse for den natur, vi er omgivet af.
”Vi startede med vores fælles kærlighed for naturen, og måske i særdeleshed skoven og hvor vildt et sted, skoven er. Vi har nogle fuldstændig fantastiske skove i Danmark. Men vi har ikke så meget, og det, der er, det skal vi passe rigtig godt på. Så vi vil gerne inspirere danskerne til både at komme ud i naturen og at være med til at passe på den,” sagde Jesper Fink under præsentationen ved pressemødet.
I ”Valdes jul” ønskede forfatterne ikke at vise magi af den slags, man finder i Marvelfilm, hvor heltene ”flyver rundt og skyder lyn”. Den mere jordnære type magi, de efterlyste, fandt de i videnskaben – og mere specifikt i, hvordan træer er forbundet gennem deres rodnet. Jesper Fink forklarede:
”I en skov er alle træernes rødder viklet ind i hinanden, og de kan faktisk kommunikere gennem sukkerstoffer. De kan sende faresignaler til hinanden og advare andre træer om, at nu kommer der insektangreb. De kan også, hvis der er et sygt træ derude, sende sukkerstoffer over til træet og sørge for, at det overlever og kommer igennem sin sygdom. Så skoven er faktisk det her lidt magiske sted i forvejen. Det er bare gemt for os og for vores øjne. Og det syntes vi var helt vildt fedt. Det ville vi løfte op og ind i det her magiske juleeventyr om en dreng, som får øjnene op for, hvor fantastisk skoven er.”
Derudover lod forfatterne sig inspirere til historien i ”Valdes jul” af væsener fra gammel dansk folklore.
”Vi ville skabe et univers, hvor vi genoplivede nogle væsener fra gamle folkesagn, som man måske lidt har glemt. Tilbage i 1800-tallet troede man jo på, at der boede væsener ude i de her skove. At der gemte sig en trold ude bag ved det store egetræ, og at der var en eller anden gammel forbindelse til naturen. Så vi har researchet på ellefolk, mosekoner, skiftere og ikke mindst nisser, som jo heldigvis også er en del af det,” fortalte Thomas Porsager.
Til præsentationen deltog også Michel Ryddeskov, den ene af seriens to producere. Om skoven, der er skuepladsen for de magiske hændelser i ”Valdes jul”, sagde han:
”Med Valde har vi sat et nyt univers i gang, hvor der er noget, der vågner; noget, der pibler frem ude fra naturen og hiver i vores hovedkarakter og kalder ham ud på et juleeventyr, hvor han skal ud og passe på Modertræet – den her gamle eg, som er portalen ind i den uendelige skov og væsenernes verden. Den eg er et rigtigt træ, som vi fandt ude i Hareskoven, og som man kan tage ud og besøge og gå en tur rundt om. Det var vigtigt for os at lave noget, hvor man som almindelig dansker kan være med i vores fortælling.”
Cosmo Film lagde samtidig vægt på at finde et rigtigt, fungerende landbrug, der kunne danne rammen for Valde og hans families julemarked:
”Det var vigtigt for os også at holde julestemningen i hævd. Vi vil gerne skabe et trygt rum for danskerne med den her lidt eleverede jul, som man kan nyde at træde ind i.”
Hovedcastet i "Valdes jul" | pr-foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix |