søndag den 19. januar 2025

Location Copenhagen 8: "Kineser på sengekanten" (HK 1973)

Omkring julen 1972, da Palladiums populære serie af erotiske sengekantfilm var på sit højeste i Danmark, stod lystspilstjernerne Birte Tove, Ole Søltoft og Ulla Jessen foran kameraerne i endnu en film, der fik ”sengekant” i sin titel. Men arbejdsgiveren var ikke Palladium i Hellerup og omstændighederne mere eksotiske end normalt.

Hongkong-biografplakat til "Kineser på sengekanten" (1972) 

Birte Tove spillede den frigjorte Ann Charlotte, med kælenavnet ”Wawa”, på engelsk. Søltoft nøjedes med en halvandet minuts cameorolle som cigarpulsende boss, dubbet på bredt amerikansk (forteksterne kaldte ham OLE SOLETOTH). Jessen, eller ”Europe's super sexpot ULA YESON” ifølge filmens trailer, optrådte topløs i en badesekvens, hvis plotmæssige motivation er vanskelig at få øje på. Hendes villighed til at spille stereotyp sexdulle – som i en anden scene er instrueret til at stå og hoppe på stedet, mens hun åbner frakken ind til sit bare maveskind – kan hænge sammen med, at slutproduktet var designet til aldrig at skulle vises herhjemme.

Den internationale titel til ”Kineser på sengekanten” siger det hele om målgruppe og intention: ”Sexy Girls of Denmark”. For som den asiatiske hovedperson får at vide af en landsmand i filmen: ”Danske piger er lette på tråden. De kaster sig i armene på en.”


”Der er tale om exploitation i den forstand, at filmen for en stor del henter sin eksistensberettigelse i det fænomen – de løsslupne danske kvinder – som den ender med at tage afstand fra,” bemærkede anmelderen Lars Gorzelak Pedersen på filmsitet Uncut.dk, da kuriositeten i 2010 endelig blev gjort tilgængelig i Danmark på dvd.

Den uægte sengekantfilm kom til verden, fordi ringene fra Palladiums serie i 1972 havde spredt sig så langt ud over globussen, at det legendariske hongkongstudie Shaw Brothers fik øje på fænomenet.

Shawdynastiet grundlagde deres filmimperium helt tilbage i 1920'ernes Singapore. Run Run Shaw, den yngste af fire brødre, opførte i 1960'erne Movie Town, der dengang var verdens største privatejede filmatelier, på Hongkongs Kowloon-halvø. På de femten scener producerede selskabet knap tusind film i alle genrer med kontraktbundne stjerner efter klassisk hollywoodmodel.

1970'ernes kampsportsdille skabte hul igennem til det internationale marked – og dermed også koproduktioner. Lokket af tidender om nordisk frisind sendte Shaw et filmhold til det vinterkolde København med et løst plot i kufferten (forfjamsket asiatisk ungersvend overvældes af Toves ynder på Royal Hotel, men ender med at falde for en mere dydsiret kinesisk pige).