søndag den 19. januar 2025

Location Copenhagen 8: "Kineser på sengekanten" (HK 1973)

Omkring julen 1972, da Palladiums populære serie af erotiske sengekantfilm var på sit højeste i Danmark, stod lystspilstjernerne Birte Tove, Ole Søltoft og Ulla Jessen foran kameraerne i endnu en film, der fik ”sengekant” i sin titel. Men arbejdsgiveren var ikke Palladium i Hellerup og omstændighederne mere eksotiske end normalt.

Hongkong-biografplakat til "Kineser på sengekanten" (1972) 

Birte Tove spillede den frigjorte Ann Charlotte, med kælenavnet ”Wawa”, på engelsk. Søltoft nøjedes med en halvandet minuts cameorolle som cigarpulsende boss, dubbet på bredt amerikansk (forteksterne kaldte ham OLE SOLETOTH). Jessen, eller ”Europe's super sexpot ULA YESON” ifølge filmens trailer, optrådte topløs i en badesekvens, hvis plotmæssige motivation er vanskelig at få øje på. Hendes villighed til at spille stereotyp sexdulle – som i en anden scene er instrueret til at stå og hoppe på stedet, mens hun åbner frakken ind til sit bare maveskind – kan hænge sammen med, at slutproduktet var designet til aldrig at skulle vises herhjemme.

Den internationale titel til ”Kineser på sengekanten” siger det hele om målgruppe og intention: ”Sexy Girls of Denmark”. For som den asiatiske hovedperson får at vide af en landsmand i filmen: ”Danske piger er lette på tråden. De kaster sig i armene på en.”


”Der er tale om exploitation i den forstand, at filmen for en stor del henter sin eksistensberettigelse i det fænomen – de løsslupne danske kvinder – som den ender med at tage afstand fra,” bemærkede anmelderen Lars Gorzelak Pedersen på filmsitet Uncut.dk, da kuriositeten i 2010 endelig blev gjort tilgængelig i Danmark på dvd.

Den uægte sengekantfilm kom til verden, fordi ringene fra Palladiums serie i 1972 havde spredt sig så langt ud over globussen, at det legendariske hongkongstudie Shaw Brothers fik øje på fænomenet.

Shawdynastiet grundlagde deres filmimperium helt tilbage i 1920'ernes Singapore. Run Run Shaw, den yngste af fire brødre, opførte i 1960'erne Movie Town, der dengang var verdens største privatejede filmatelier, på Hongkongs Kowloon-halvø. På de femten scener producerede selskabet knap tusind film i alle genrer med kontraktbundne stjerner efter klassisk hollywoodmodel.

1970'ernes kampsportsdille skabte hul igennem til det internationale marked – og dermed også koproduktioner. Lokket af tidender om nordisk frisind sendte Shaw et filmhold til det vinterkolde København med et løst plot i kufferten (forfjamsket asiatisk ungersvend overvældes af Toves ynder på Royal Hotel, men ender med at falde for en mere dydsiret kinesisk pige).

Københavns Lufthavn, terminal 2

Royal Hotel, Hammerichsgade

Udsigten fra Royal Hotel

Gryderetten rørte farce, softcoresex, romantik og kungfu sammen med postkortmontager, hvor en tilsyneladende fuld kameramand med kløe i zoomfingeren indfangede alle de faste turistmotiver i hovedstadens omegn. Den Lille Havfrue (under titelkortet), Rådhuspladsen, Rosenborg Slots livgarde, de julepyntede strøggader, Søerne med Dronning Louises Bro, Den Engelske Kirke, Ørstedsparken, Kongens Nytorv og København Zoo er alle repræsenteret, men sjovt nok ikke Nyhavn – en normalt uomgængelig filmlocation.

Livgarden i Gothersgade

Strøget (Frederiksberggade)

Nørregade/Skindergade (Alexandra Bio og Lausten tapet)

Søerne og Dronning Louises bro
"Siddende Unge Mennesker", Peblinge Dossering
St. Alban's English Church og Valkyriestatuen, Churchillparken
Ørstedsparken
Kongens Nytorv
Vesterbrogade mod Rådhuspladsen
Pingvingrotten i København Zoo

Filmholdet tog desuden afstikkere til Skovriderkroen i Charlottenlund og Kronborg ved Helsingør. Scenerne, hvor Poul Glargaard (krediteret som ”Paul Glago”) hygger sig med Birte Tove under dynen, blev skudt i hendes private villa på Søbakkevej i Holte. Hun var netop i november 1972 flyttet ind med sin mand, Ole Schächter, i den toetagers bjælkehytte fra 1915. Som adressen antyder, skrånede haven ned til Søllerød Sø. ”Kineserne var vildt forbløffede over, at der kun boede to mennesker i sådan et hus. De mente, at der burde bo mindst seksten,” fortalte Ole Schächter til bogen "Danmark på sengekanten".
 
Søbakkevej, Holte

Birte lavede dansk jul for den tilrejsende trup og tog sig moderligt af den kvindelige stjerne, Li Ching, der havde en fortid hos Shaw Brothers som teenageidolet Baby Queen. ”Hun kom med sådan noget tyndt tøj,” fortalte Birte i et interview med Nils Markvardsen til bladet eXtase i 2004, ”og så sagde jeg, "ved du hvad, lille skat, det går slet ikke. Nu går vi hjem i mors skuffe," og så fik hun uldundertøj på og sådan nogle lange overtræksbukser. "No, no necessary," sagde hun. "Necessary," sagde jeg. Det var isnende koldt!”

”Kineser på sengekanten” førte til en personlig invitation fra Run Run Shaw. Birte Tove og hendes mand besøgte briternes sydøstasiatiske kronkoloni i fjorten dage i marts for at deltage i filmens premiere og møde den midaldrende mogul. Flyveturen tog dengang 24 timer og krævede syv mellemlandinger.

Schächter-parret mødte ”et eventyrligt rend af sjove mennesker fra hele kloden” såsom guitarlegenden Jimi Hendrix og kampsportsidolet Bruce Lee kort før dennes død i juli 1973. Ole lagde arm med Mr. Hongkong, og Birte hang ud med det norske sexsymbol Julie Ege, der optog ”Kung Fu-mysteriet” (The Legend of the 7 Golden Vampires) på Shaw-studiet for det engelske gyserselskab Hammer Productions.

Hongkongkineserne kunne slet ikke få nok at den lyslokkede danske filmheltinde, som selv med sine beskedne 163 cm følte sig ”som Rundetårn”. Overalt hang kæmpe fotostater med billeder af Birte, og når hun slog vinduerne op, messede de forsamlede fans hendes navn i kor på gaden. Bagefter skældte hendes agent ud, fordi hun ikke havde haft makeup på. En rigtig stjerne bar altid sminke i offentligheden.

Virakken omkring Birtes person fik hende til at føle sig som Ingrid Bergman i Hollywoods storhedstid. ”Det var helt vildt derude. Politiet måtte holde mængderne tilbage. Der var én, der kom løbende, og i et snuptag klippede han en tot af mit hår. Det var så morsomt. Hvorfor kunne han ikke bare spørge mig, om han måtte få en tot af mit hår?!”

Trods opulencen og gæstfriheden rejste Birte prompte hjem, da Shaw prøvede at spise hende af med en tiendedel af hendes honorarforlangende. Tilbage i Danmark strømmede det ind med undskyldende telegrammer fra Hongkong. Efter indspilningen af Palladiums femte sengekantfilm, ”Romantik på sengekanten”, drog hun østpå igen og skrev kontrakt på to film, som skulle optages i Movie Town: ”Kvindefængslet i bambushelvedet” (Bamboo House of Dolls) og ”Bikini-banden” (The Mini-Skirt Gang). ”Kvindefængslet i bambushelvedet” gik kortvarigt i knaldbiografen Colosseum på Københavns Nørrebro i 1976 med ”tortur og voldtægt” som førende salgsargumenter. ”Bikini-banden”, en tåkrummende rædselsfuld "komedie", nåede først til Danmark som dvd-premiere i 2009.

Birte Tove vendte hjem til Danmark i vinteren 1974, men hendes asiatiske fans glemte hende aldrig. Selv efter årtusindskiftet modtog hun fortsat e-mail fra Hongkong, Japan og Taiwan med forespørgsler om autografer. ”De er jo så søde,” fortalte hun i 2004. ”Nogle af dem er ganske unge mennesker, og så må jeg jo skrive, "You want another grandma? Because I could be your grandma now." … Og så skriver de, nej, for dem vil jeg altid være en sød, ung pige.”

Udhængsbillede fra "Bikini-banden" (1974)


> Mere om Brian Iskovs bog DANMARK PÅ SENGEKANTEN 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar