Undtagen, når denne jazzede snas af animation varslede "Kikkassen"s komme. Så fortrak jeg i sikkerhed bag en stol eller en voksen, hvorfra jeg med skepsis kunne titte ud af øjenkrogen på det sælsomme optrin:
"Kikkassen" var et af monopolstationen DR's faste tilbud til de yngste seere fra 1965 og helt op til 1981, hvor ovenstående introsekvens fik mit 4-årige hjerte til at spjætte nervøst hver uge.
Det var ikke kun på grund af de uhyggelige, aldrig blinkende kyklopøjne, der stirrede stift på mig, mens deres upålidelige piberenserkroppe skiftede form og multiplicerede sig i ét væk. Jeg mindes også, at den djævlehornede okse, som fuldstændig umotiveret og uden varsel flasher op på skærmen i et sekund for at forsvinde lige så brat igen, gav mig myrekryb.
Men det mest frygtede øjeblik var nu slutningen, hvor en sadistisk langt udtrukket trompetsolo kulminerer i en dissonant blokakkord, der får bogstaverne til at vride sig af smerte, sitrende og siksakkende, som fik de elektrochok. Og dét skulle være for børn?!
Det har siden vist sig, at barndommens oplevelser af "skræmmende" tv-logoer har ristet dybe sår i langt flere letpåvirkelige poder, end man turde drømme om. Især i USA, hvor produktionsselskaberne bag 60'ernes og 70'ernes tv-shows tilsyneladende kappedes om at jage den største skræk i livet på de tusinder af sagesløse barnesind, der sugede næring fra billedrørsapparatets blålige lys.
Flere amerikanske websites er tilegnet "scary logos" eller deres ofre, de såkaldte "logophobics" (omend "logofobi" egentlig betyder "angst for ord"). Ud over et væld af links til eksempler på YouTube finder man også mange gode bud på, hvorfor disse bomærker ("idents") har indprentet sig som dæmoniske mareridtsvisioner hos en hel generation af tv-børn.
På Slash Film funderer Kirk Demarais:
”The tones are often startling and louder than the end credit music, and so many of the synthesized ones were dissonant and otherworldly. They rarely relate to the content of the show, which makes them seem out of place and unwelcome. And the graphics are often floating in a mysterious black void."
"Also, these logos represent the end. The show-induced trance we were just in has come to an abrupt halt. It's time to face reality again.”
Cassandra Poe graver spadestikket dybere i sin granskning af de "farlige" logoer:
"There will be nothing human or recognizable about the motions of a fractured logo element coming forward from (apparently) behind us, or racing toward us. This violates our sense of personal space, the wall we keep in our heads between television illusions and our tangible reality."
"The movements within the void space are often aggressive, hostile or inexplicable. They lunge at us, shine at us, pierce us with strange otherworldly sounds, creating an experience of incoherent unreality. Adults can parse this away, but as children, our textual defenses are low; we don't have enough experience of reality to counterweight what we see. The veil is thinner."
ADVARSEL: Høj lyd!!
Et af de mest forhadte logoer i amerikanernes kollektive bevidsthed er "The S from Hell": Screen Gems' bomærke, der fra 1965 til 1974 lå på lur efter serier som "The Flintstones" og "Bewitched".
De røde parallelogrammer, der slynger sig om prikken i midten, er blevet kaldt alt fra ”5 sekunder af absolut eksistentiel tomhed” til "en magtfuld grafisk repræsentation af Antikrist". Sidste år lavede instruktøren Rodney Ascher sågar en dokumentarisk kortfilm om "The S from Hell", som du kan se her i sin fulde længde:
Et andet traumatiserende logo tilhørte filmselskabet United Artists. Jeg husker krystalklart, da jeg første gang satte en James Bond-film i VHS-maskinen og så en lysende sprække åbne sig i slowmotion, ledsaget af en uheldssvanger brummen. Jeg var OVERBEVIST om, at det var en dør, jeg kiggede på, og at den ville glide pinefuldt langsomt op, indtil en morder sprang ud gennem åbningen. Men nej, det var bare et stort, hvidt U, der drejede mod front og fik selskab af et ditto A.
Musikken er i øvrigt af Sam Peckinpahs komponist, Jerry Fielding:
'MadRat' på BoingBoing.net beskriver sin oplevelse af 1980'ernes United Artists-logo således:
”An ominous tone warns you something is horribly wrong. Then deep in the darkness, a metallic slash fades slowly into view, like the gleam from a killers knife blade. The piano notes come like the footsteps you hear behind you when you're too afraid to turn and look. Then slowly the mysterious, metallic form turns toward you like Norman Bates' mother. Oh. It's just the United Artists logo and the music is OK now so everything fine. But still you think to yourself, "It says 'Pink Panther' and I know that's not a horror movie. Did I walk into the wrong theater or something?"”
Højt på listen ligger også Paramount Televisions logo i den såkaldte "Closet Killer"-version fra 1969. Kælenavnet skyldes den truende overfalds-zoom og den skingre jingle (komponeret af Dominic Frontiere):
Bryanston Pictures Production Logo, 1972-76 (også kendt som ”Creepy Box” eller "BP Box from Hell"):
Walt Disney Home Entertainment, 1978-84 (”Neon Mickey”):
Ikke overraskende har Rusland leveret nogle af de skumleste bidrag til kavalkaden over tv-introer:
Du kan finde masser af andre eksempler ved at skrive "scary TV logos" i søgefeltet på YouTube:
Hvilke introer og logoer kunne få dig til at fare skrigende ud i køkkenet som barn? Giv dit besyv med på Bries Blog-O-Ramas Facebook-side eller i kommentarfeltet herunder!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar