fredag den 14. januar 2011

Find fem fejl: "Superman IV"

Mens vi venter på, at Zack Snyder finder den rette Superman til sit 2012-reboot, "Superman: Man of Steel", fornøjer TV3 os i aften med to tidligere film om helten fra Krypton.

Kl. 21:00 flyver Brandon Routh over skærmen i "Superman Returns", Bryan Singers flotte, men tunge genoplivningsforsøg fra 2006.

Og kl. 02:40 følger den første og bedste film i serien: Richard Donners episke "Superman" fra 1978, hvori Christopher Reeve leverer den definitive tolkning af dobbeltrollen som Kal-El og Clark Kent.

Mindre heldig var den gode Reeve, da han i 1987 tog på sin fjerde og sidste, for ikke at tale om ringeste, udflugt i den røde kappe. "Superman: Kampen for fred" blev en flov fuser, som slet ikke hang sammen, men til gengæld var den spækket med pinligt utilstrækkelige effekter. Må vi have lov at præsentere bevismaterialet ...

(klik på billederne for fuld størrelse)


Fejl #1: Hey, den stjernehimmel er jo bare et sort bagtæppe hængt op i studiet. Kan du sige ”nærig”?



Fejl #2: Et stykke rumskrald kapper momentant knoppen af en kosmonaut og afslører, at han er en dukke. Trods sløseriet var der ikke råd til at gøre effekten om, og i næste billede har Mischa skruet hovedet rigtigt på igen.



Fejl #3: Den røde hat, der hopper over fortovet, er toppen af en nyligt eksploderet brandhane. Hvornår er Metropolis' vejvæsen begyndt at bygge deres brandhaner af flamingo?



Fejl #4: ”Der er ingen bånd, der binder mig” ... NOT! De wires, som holder vores helt flyvende, er pinligt synlige i rigtig mange scener. Her er det Supermans blonde modstander, Nuclear Man, der dingler i kablerne.



Fejl #5: Kapper, der blafrer i vinden ... i det ydre rum ... hvor helt almindelige dødelige kan trække vejret uden rumdragt!


Retfærdigvis må det nævnes, at den himmelråbende håbløshed, som gennemsyrer ”Superman: Kampen for fred”, skyldes, at producerne halverede filmens budget, kort før optagelserne startede. Det er derfor også den samme, usle effektstump, der spilles om og om igen, hver gang Superman flyver imod kameraet. Ikke særlig super ...

Trailer for "Superman IV":



> Femten flove filmfejl
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4"
> Find fem fejl: "Højt at flyve"

Læs meget mere om Superman som tegneserie-, radiospils-, tv-serie-, tegnefilms- og biograffigur i "Jakob Stegelmanns Troldspejlet – Den Store Troldspejlsbog" fra forlaget Carlsen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar