I nat døde Albert Uderzo, 92 år gammel. For at hylde den franske tegner og medskaber af Asterix, min favorit blandt de klassiske fransk-belgiske albumtegneserier, bringer jeg her det kapitel om Asterix-serien, som jeg skrev til "Jakob Stegelmanns Troldspejlet - den store troldspejlsbog" i 2010.
OBS: DR Ramasjang viser tegnefilmen "Asterix indta'r Rom" fra 1976 i morgen onsdag den 25. marts klokken 8.30. Filmen kan efterfølgende ses online på dr.dk/ramasjang.
Forlaget Cobolt er pt. i gang med at genudgive alle Asterix-historierne i luksussamlebind med nyt ekstramateriale: cobolt.dk
Kalenderen viser år 50 før Kristi fødsel. Hele Gallien, det nuværende Frankrig og Belgien, er besat af romerne – altså italienerne, dem fra Rom – under Julius Cæsars kejserlige befaling. ”Men hersker der virkelig ro og nyordning overalt?”.
Sådan lød det retoriske spørgsmål, der med vanemæssig tryghed bød læseren velkommen på første side af ethvert nyt Asterix-album.
Og svaret lød i kor: Selvfølgelig gør der ikke det! Alle, der har læst Goscinny og Uderzos forrygende tegneserie vil vide, at der i det nordlige Bretagne, helt oppe ved Den Engelske Kanal, ligger en ukuelig lille landsby, som stædigt nægter at acceptere ”den historiske nødvendighed”.
Inde bag byens palisade bor en klynge uimponerede gallere i deres stråtækte stenhuse. Og de vil bare gerne have lov til at leve deres rustikke liv i fred og mag. Gå på vildsvinejagt i de omliggende skove. Kværulere over hørmen fra fiskehandlerens bod. Drikke, feste, slås og synge.
Men når nu Julle (som gallerne ynder at titulere Romerrigets leder) bliver ved med at pudse sine tropper på beboerne i den idylliske kystby, har de intet andet valg end at slå (dem) tilbage. Og det gør de så, endda med udelt succes og fornøjelse. For lokalpatriotisme afgør ikke modstandskampen alene.
I sin gyldne sejdkedel brygger druiden Miraculix den magiske drik, som sætter turbo på gallernes muskelkraft. Et rask slagsmål om dagen holder imperiet fra døren, og når et enkelt velrettet dask kan sende en legionær gennem skyerne, så fuglene skræpper forundret over den fremmede gæst, er de stakkels ydmygede romersoldater kun alt for vidende om, at deres mission for Cæsar er til grin.
Intrigen mellem gallerne og den såkaldte overmagt varieres kløgtigt fra album til album, som når Gøg og Gokke bygger hus, eller Tom sætter efter Jerry. Vi ved, hvad der skal ske – men glæder os til at opleve, hvordan det sker. Og forfatteren René Goscinnys evne til at bygge en situation op var helt eminent.
Han sørgede for en skummende strøm af tilbagevendende gags, som både boblede op på de mest indlysende steder, og hvor man mindst ventede det. Samtidig forviklede han plottet mere og mere for hver side, indtil alt forløstes i et lystigt brag af et bråvallaslag. Den rituelle uddeling af øretæver genoprettede tingenes (s)tilstand og sendte en utvetydig melding til magtens centrum i Rom: Den lille mand overgiver sig aldrig!
Jørgen Angel tog sit første billede af en rockgruppe med sin mors feriekamera i 1966, da han var 15 år. Siden fotograferede han legender som Lou Reed, Freddie Mercury, David Bowie og lokale helte som Shu-bi-dua og Gasolin', før han stoppede som rockfotograf i 1983.
Ved siden af sin karriere som selvlært fotograf arbejdede Jørgen Angel som freelancer for tegneserieforlaget Interpresse A/S. Her arbejdede han bl.a. som annoncesælger på rockbladet GO! i 1970'erne og tilrettelagde undervisningsudgaven af Peter Madsens første Valhalla-album. Da Jørgen Angel forlod Interpresse i 1992, var han den medarbejder, der havde været tilknyttet forlaget i længst tid.
Interpresse fik stor succes i 1970'erne med at udgive fransk-belgiske albumserier på det danske marked, anført af westernparodien Lucky Luke (tegnet af Morris og skrevet af René Goscinny). Det gav Jørgen Angel den idé at dramatisere nogle af de bedst sælgende tegneserier som hørespil.
I teksten herunder fortæller han Bries Blog-O-Rama om tilblivelsen af hørespillet ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene”, som Interpresse udgav på MC og LP i 1978.
Jørgen Angel har venligst doneret 2 x 1 helt ubrugte eksemplarer af ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene” på hhv. MC og LP til crowdfundingen af podcasten MED DANSK TALE. Støt kampagnen på booomerang.dk inden 5. februar 2018, og bliv den heldige ejer af Lucky Luke-hørespillet!
”Da jeg først havde fået ideen, anede jeg ikke, hvordan jeg skulle gribe det an. Det virkede oplagt at starte med Lucky Luke, der var vores største albumhit. Men vi havde et helvedes besvær med overhovedet at få lov. Vi sendte manus til det franske forlag, som sikkert har prøveoversat hist og her, og de skulle også godkende coveret. De tegninger lavede Peder Bundgaard, selv om han ikke er krediteret på omslaget. Det er nok de eneste officielle Lucky Luke-illustrationer fra den tid, som Morris ikke selv har lavet. Der gik over et halvt år, før det hele var godkendt.”
”Jeg har kendt Erling Larsen siden 1969-70. Han var med til at starte Café Teatret, dengang det hed Skt. Souci og lå ude i Sorgenfri. Han var daglig leder, for chef måtte det jo ikke hedde. Jeg fortalte ham, at vi skulle bruge skuespillere til indspilningen af Lucky Luke. Han var også god som tekstmand, så han omsatte tegneserien til ord. Så skaffede han skuespillerne til priser, vi havde råd til at betale. Det er derfor, at de medvirkende i både Lucky Luke- og Fantomet-hørespillet er folk med tilknytning til Café Teatret. Niels Skjoldager, ham den høje, spillede Lucky Luke. Henrik Larsen var også fabelagtig som en af Daltonbrødrene.”
Hele fire danske instruktører var i år inviteret til Toronto International Film Festival for at holde verdenspremiere på deres nyeste spillefilm. En måske endnu mere bemærkelsesværdig tendens er, at alle fire film er produceret uden for Danmark.
Toronto International Film Festival 2017 åbnede med Janus Metz Pedersens ”Borg”, der overvejende er svensk finansieret. Nogle dage senere lancerede Bille August sin engelsksprogede, tysk-belgisk producerede ”55 Steps” med Helena Bonham Carter og Hilary Swank.
Anders Walter var også i Toronto for at præsentere ”I Kill Giants”, en engelsk-amerikansk produktion, optaget i Irland med belgiske støttepenge. Og endelig har Michael Noer genindspillet Henri Charrières fængselsbiografi ”Papillon” i Serbien, Malta og Montenegro.
Bries Blog-O-Rama mødte de to sidstnævnte instruktører, Anders Walter og Michael Noer, på TIFF 2017. Herunder fortæller de lidt om deres oplevelser på filmene.
Anders Walter ”I Kill Giants” Anders Walter, der i 2014 vandt en oscar for kortfilmen ”Helium”, spillefilmdebuterede på Toronto Film Festival med ”I Kill Giants”. Hovedpersonen, teenagepigen Barbara (Madison Wolfe), er en temperamentsfuld enspænder, der bliver mobbet i skolen for at tro på kæmper og magi. Barbara forårsager også ballade derhjemme, hvor hendes voksne storesøster (Imogen Poots) kæmper for at holde sammen på familien. Efterhånden som skolepsykologen (Zoë Saldana) kommer ind på livet af Barbara, bliver det klart, at pigens fantasifulde korstog mod kæmperne bunder i nogle meget virkelige problemer. Filmen er baseret på tegneserien af samme navn af Joe Kelly og Ken Niimura, og Chris Columbus ("Alene hjemme", de to første Harry Potter-film) er executive producer. Anders Walter fortæller:
"Hollywood i dag foregår ikke i Hollywood. Vi optog filmen i Irland med flamske støttepenge. Vi har kun skudt enkelte plates (baggrundselementer, red.) på Long Island." "Vi har ingen danske penge i filmen, kun danske kræfter. Vi har ikke søgt om støtte hos Filminstituttet. Jeg har aldrig prøvet at lave en spillefilm i Danmark, så jeg har ikke rigtig noget at sammenligne med." "Budgettet endte på lige knap 100 millioner danske kroner. Det er stadig en lowbudget-film i forhold til den slags visuelle effekter, vi har med i filmen."
Madison Wolfe i Anders Walters "I Kill Giants" - photo courtesy of TIFF
"”I Kill Giants” er ikke købt til Danmark endnu. Vi har et kæmpe problem i form af den film, der hedder "A Monster Calls" (Syv minutter over midnat), som kom ud sidste år og kostede det firedobbelte af vores. Den fik fine anmeldelser, men satte sig totalt imellem to stole, og nogle mennesker tabte en masse penge på den. Vores historie har nogle af de samme tematikker og den samme tvivl hos indkøberne om, hvem den er til. Prøver vi at kaste den ud til et teenagepublikum, eller sælger vi den som sådan en halv arthousefilm? Den er svær at sælge. Men jeg håber, at folk vil fokusere på den stærke girlpower-historie. Det er jo ikke en film, hvor man skal sidde og have ondt af det her barn i to timer." "Der er sikkert nogle salgspersoner, der har håbet på et større actionbrag. Men jeg synes, at det fede netop er det stille og rolige gætteri, den langsomme åbenbaring af karakteren. Man skal være tålmodig. Især de asiatiske indkøbere siger: 'We love the film, but in China, we like it when films cut fast.'" "Joe Kelly (som både har skrevet tegneserien ”I Kill Giants” og manuskriptet til filmen, red.) hjælper mig med at skrive min kortfilm "9 meter" om til spillefilmmanus. Det projekt ligger hos filmkonsulenten lige nu."
Charlie Hunnam i Michael Noers "Papillon" - photo courtesy of TIFF
Michael Noer ”Papillon” Den første engelsksprogede film fra Michael Noer (”R”, ”Nordvest”) er en genindspilning af bogen ”Papillon”, hvori Henri Charrière beskrev sine elleve helvedesår i Djævleøens berygtede fængsel. Charlie Hunnam ("Pacific Rim") og Rami Malek ("Mr. Robot") spiller de to hovedroller, som blev inkarneret af hhv. Steve McQueen og Dustin Hoffmann, da Franklin J. Schaffner lavede den første filmversion af historien i 1973. Noer har instrueret filmen som en bestillingsopgave, men har dog castet sin danske maskot, skuespilleren Roland Møller, i en stor birolle. Michael Noer fortæller:
"Fordi det var et remake, var det en fed udfordring at gå tilbage til det oprindelige kildemateriale og tage de ting, vi syntes var gode, og bygge vores eget ind. Dalton Trumbo (der skrev drejebogen til filmatiseringen fra 1973, red.) gik jo tilbage til de samme bøger, vi brugte. Vi har øget tempoet, ikke for tempoets skyld, men fordi man kan. Dengang var der nogle begrænsninger for, hvor mange kameravinkler man kunne nå at lave, og hvor mange der kunne køre på samme tid, og skuespillerne skulle i højere grad overholde nogle mærker. Vi skruer ikke bare op for at gøre det til sådan noget ungdomspopcornfilm. Med højere tempo opnår vi en større grad af autenticitet, det er i hvert fald meningen. Jeg tror, mange vil se, at der er scener, der minder om noget fra 'Nordvest'." "Jeg er vant til at sidde i fire år med manuskriptforfattere og skulle researche materialet igennem. På min næste danske film sidder jeg og arbejder med en historiker på manus, og ellers har det været ungdomsklubber, fængsler, plejehjem. Så bruger man flere år på det og lærer de mennesker at kende. Så hvorfor tage herover og sidde i et skab med en researchbunke." "Jeg er kun 38, men jeg har lavet så mange dokumentar- og fiktionsfilm og ting til web. Nu skulle jeg prøve det her, som jeg aldrig nogensinde har drømt om. At stå med 500 statister og optage i 11 uger. Det er jo vildt, at det her er noget, man kan få ind under sit kunstneriske felt. På det punkt har tiderne ændret sig, og jeg synes, vi [danske filmfolk] alle skal prøve at lukrere på det. Roland [Møller] bliver stoppet på gaden herovre for at skrive autografer. Han er med i en film med Dwayne Johnson, altså, hvad fuck sker der? Der var ikke nogen af os på 'R', der havde drømt om, at Roland skulle få sådan en karriere. Jeg under Roland det, og han skal være med i alle mine film som min good luck charm. Men jeg tror, den eneste grund til, det her kan lade sig gøre, er, at det er noget, vi ikke har drømt om. Den form for arrogance kan amerikanerne godt lide."
Hverken ”I Kill Giants” eller ”Papillon” har i skrivende stund en dansk premieredato i biograferne.
I år er det 70 år siden, at den finsk-svenske multikunstner Tove Jansson fik udgivet sin første bog om Mumitroldene. Hendes eventyr om de rare og usentimentale væsener i Mumidalen udtrykte et nuanceret og tolerant livssyn, som stadig inspirerer børn og voksne.
Tove Janssons mumifigurer er filmaktuelle i den finsk-franske tegnefilm "Mumitroldene på sommerferie", som Angel Films' Rabalder Bio i dag udgiver på dvd og vod med danske stemmer. Sophia Jansson, Toves niece og formand for Moomin Characters, har været tovholder på filmen, hvis håndtegnede animation er produceret i Kina.
Bag om animationen: "Mumitroldene på sommerferie"
Handlingen bygger på Tove Janssons tegneseriestribe "Mumi ved Rivieraen" (Moomin on the Riviera, 1955), som kan læses i udgivelsen "Mumitrolden - de samlede striber 1" (Carlsen 2008). Denne historie følger de godmodige og noget naive mumitrolde, da de impulsivt drager på eventyr ved den solkyssede franske sydkyst (læs: Cannes).
Mumifars bohemetendenser stiller ham på god fod med en lokal kunstner, grev Montgaga, mens den overfladiske Snorkfrøken besnæres af jetsettets glamourøse livsstil. Mumimor og Mumi selv er mindre begejstrede og længes hjem til Mumidalens ro og fred - især da det fine strandhotel forelægger dem en meterlang regning for opholdet.
Filmen er fortalt i et roligt tempo med douce pastelfarver og føles i store træk tro mod stemningen i Tove Janssons forlæg. Bortset fra den milde satire over kendiskulturen og mumifigurernes iboende charme er der dog ikke stort at komme efter for et voksent publikum: "Mumitroldene på sommerferie" er primært rettet mod de yngste tilskuere.
Herunder kan du læse den artikel om Mumitroldene, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau i foråret 2015 med mumifan Anders Lund Madsen som forbilledlig kilde.
ARTIKEL: Verden ifølge Mumitroldene Brian Iskov, april 2015
De ligner opretstående albino-flodheste med bekymrede øjenbryn. Deres haler står ud fra deres trinde kroppe ”i en venlig, ret vinkel”. De er rummelige af sind, med et bevægeligt lune: Ængstelse, undren og stilfærdig lykke bølger over deres milde åsyn som krusninger på en dyb skovsø.
De er Tove Janssons Mumitrolde, og de både hyggelige og vemodige væsener har i nu 70 år fascineret børn og voksne gennem bøger, tegneserier, tv-programmer og film.
”Alle kan identificere sig med én fra Mumidalen,” siger Anders Lund Madsen, der er journalist, tv-vært og livslang mumifan. I sine unge dage drømte han om at være Mumitroldens bedste ven, Mumrikken – en rastløs, søgende sjæl med en aura af mystik.
”Han er altid så fri, og ingen ved, hvor han forsvinder hen om vinteren. Det er sådan noget, unge kan li'. I dag, hvor jeg er blevet voksen, synes jeg bare, at Mumrikken og hans mundharmonika er irriterende. Nu er jeg sikker på, at jeg er Mumifar, og jeg har ikke lyst til at være andre,” fastslår Anders Lund Madsen i en alder af 51.
Mumifar (t.v.) i filmen "Mumitroldene på sommerferie" (2014) | foto Angel Films
Som dreng klippede Anders Lund Madsen omhyggeligt den daglige tegneserie med Mumitroldene ud af Politiken og klæbede striberne ind i kladdehæfter. Senere, som journalistelev på Ekstra Bladet, sendte han flere breve til Mumiernes mor, den finlandssvenske multikunstner Tove Jansson, for at få interview med hende. Til sidst fik han Janssons personlige assistent i telefonen, som venligt forklarede, at ”det skulle han nok ikke forvente”, for Tove var blevet gammel og træt.
Tove Jansson var dog endnu ganske ung, da de nysgerrige, stormulede trolde og deres kuriøse omgangskreds tog form i hendes frodige fantasi i 1930'ernes Finland.
Drengepigen Tove var en drømmer og læsehest (Tarzan var favoritten). Hun klatrede i træer, byggede hytter i den vilde skærgård og sov på en hylde blandt skulpturerne i forældrenes atelier.
Hendes far, en billedhugger, elskede uvejr og dramatik. Solskin gjorde ham bare melankolsk. Moderen var tegner og repræsenterede trygheden i hjemmet. Samtidig var hun feministisk mønsterbryder og en af stifterne bag den svenske pigespejderbevægelse.
Tove Janssos eventyrlyst og kunstneriske ophav spejler sig i Mumifamilien, der ifølge Anders Lund Madsen er gammeldags og fremadskuende på én gang:
”Mumifar er patriarken, der bygger huset. Mumimor sørger for orden, og barnet, Mumitrolden, går på opdagelse med sine venner. Det er en klassisk eventyropbygning med arketyper, men den er også meget moderne, i og med at figurerne har en ironisk distance til sig selv. De har alle mange begrænsninger, men ingen af dem fremstår usympatiske. Selv skurkene har forsonlige træk, så det bliver aldrig rigtig farligt, selv om universet rummer andet og mere end bare idyl.”
Gennem 1930'erne studerede Tove Jansson på flere internationale kunstakademier, men anden verdenskrigs udbrud gjorde hende for nedslået til at male. Hun ville hellere skrive en eventyrlig historie i stil med dem, hendes mor havde fortalt hende i barndommen.
Tove Jansson påbegyndte sin første Mumifortælling i krigens første vinter. Da bogen endelig blev udgivet i fredsåret 1945, insisterede forlaget på at ændre det mystiske ord ”mumintroll”, som forekom i titlen, til det mere umiddelbart forståelige ”småtroll”. Først med den tredje roman, ”Troldkarlens hat” fra 1948, kom der skred i salget, men så rullede lavinen også. De følgende to årtier var Tove Jansson beskæftiget på fuld tid med at administrere Mumi-imperiet.
Tove Jansson illustrerede også historierne og hældte sine egne oplevelser, minder, følelser og indtryk ned i siderne. Flere af indbyggerne i Mumidalen er let maskerede udgaver af forfatterens venner og elskere, og ikke mindst hende selv.
”Tove Janssons figurer har et strejf af det romantiske boheme-ideal: De er naturens sønner, frie kunstnersjæle, ægte kulturradikale. Men hun forankrer dem i virkeligheden,” siger Anders Lund Madsen:
”I den slags familier er der altid én, som sørger for, at hverdagen fungerer, og hos Mumierne er det Mumimor, som i en af bøgerne slår ynglende fugle ihjel for at kunne tænde et bål. Det er meget usentimentalt prioriteret.”
Spændet i de følelser, som Jansson beskriver, giver Mumihistorierne en dragende og pirrende tvetydighed, som appellerer lige stærkt til store og små (ifølge bogomslagene er målgruppen ”fra 9 til 90 år”).
”Alle bøgerne rummer dobbelt dialog og ting, man kun forstår, hvis man selv har oplevet noget lignende. Ligeværdigheden mellem de to planer gør det svært at sige, om Janssons historier mest er for voksne eller for børn, og det, tror jeg, er en af grundene til deres vedholdende popularitet,” siger Anders Lund Madsen.
Han har noteret sig, at den dybde, som Mumibøgerne rummer, især synes at fascinere japanerne, selv om den melankolske og eftertænksomme undertone på mange måder er genkendeligt ”urfinsk”.
”I Finland, men også i Norge og Sverige, kan man finde en særlig form for stilstand, som er ladet med alt muligt, der ligger lige under overfladen. Og man undres: Er det her verdens mest lykkelige øjeblik eller det mest foruroligende? Den tryghed og utryghed i én og samme fornemmelse er svær at opleve uden at blive meget påvirket,” mener Anders Lund Madsen.
Han giver også Tove Jansson æren for at have skabt, hvad han mener er den uhyggeligste figur i litteraturhistorien.
”Murren er en kold, gammel skid, som er så ensom, at intet kan vokse dér, hvor hun har siddet. Hun er den personificerede ensomhed og en figur, man kun kan nære den dybeste respekt for. Men alligevel evner Mumimor at have ondt af Murren.”
Denne tolerante verdensopfattelse fremhæver Anders Lund Madsen som en af Mumifamiliens mest prisværdige kerneegenskaber:
”De giver plads til hinanden. På et tidspunkt keder Mumifar sig og tænder ild i haven i håb om at starte en skovbrand, som han kan slukke og måske redde nogen. Det er ikke særlig pædagogisk, men han får lov til det af Mumimor. De faciliterer hinandens frihed, men under ansvar – og dét synes jeg er i orden. Man ville hverken kede sig eller blive forladt, hvis man havde Mumi som nabo.”
I 1954 blev Tove Jansson hentet til London af avisen The Evening News for at lave en daglig tegnet stribe om troldene. Føljetonen fik 20 mio. læsere over hele verden – den mest succesrige finske tegneserie nogensinde – og produktionen af Mumi-merchandise eksploderede.
Tove Jansson skrev samtidig mumiteater og mumisange, og efterhånden bevirkede arbejdspresset og det offentlige fokus, at hun løb sur i den franchise, hun selv havde skabt. Efter at hendes kontrakt med avisen ophørte, overlod hun tegneserien til sin lillebror Lars Jansson, der kørte den videre til 1975.
Med tiden antog Janssons Mumifortællinger (i alt otte romaner, en novellesamling og fire billedbøger) også et mere voksent og filosofisk grublende udtryk.
”Det var jo forbandet for Tove at have fundet på noget så driftssikkert så tidligt i karrieren. Hun har haft andre ambitioner og til tider tænkt, at Mumifamilien kunne skride ad helvede til,” siger Anders Lund Madsen. Han ser bøgernes skift fra den ydre handling til den indre som en naturlig udvikling:
”Mumifamilien er næsten ikke med i den sidste roman (”Sent i november”, 1970, red.), og i den næstsidste, ”Mumifar og havet” (1965), sker der heller ikke ret meget. De sejler ud til en ø og prøver at finde ud af, hvorfor fyrtårnet ikke er tændt, og så tager de hjem igen. Der er ikke den samme rabalder over det. Til gengæld slipper Tove for at slå sin guldkalv ihjel, fordi hun i stedet udnytter den til at få afløb for nogle temaer og følelser, som optager hende.”
Tove Janssons død i 2002 synes ikke at have påvirket Mumiernes fremmarch. Gennem tv-tegnefilm, der lægger vægt på Mumidalens hyggelige aspekter, har nye generationer af børn opdaget Janssons mytiske univers. Herhjemme melder tatovører om stor interesse for mumimotiver blandt yngre kunder. I Japan, hvor der findes mumicafeer, sælger mumikrus og mumistel fra det finske firma Arabia som varmt brød, især blandt unge kvinder.
Siden 1993 har fans også kunnet besøge Mumiverdenen, en forlystelsespark i Nådendal i det sydvestlige Finland. Familien Lund Madsen har naturligvis løst billet, og patriarken vurderer, at tivoliudgaven af Tove Janssons skaberværk holder vand.
”Det er altid grænseoverskridende i den slags parker at møde mandshøje, frotteklædte monstre, der vralter rundt. Men her er det meget nænsomt gjort, uden mumitog og hemulpomfritter. Ligesom i bøgerne sker der ikke det store i Mumiverdenen, men det var en betagende oplevelse,” fortæller Anders Lund Madsen.
Kærligheden til Mumitroldene er gået i arv til hans fem børn. Han håber, at de – som ham selv – vil kunne drage nytte af mumiernes værdier og livssyn i hverdagen:
”Nogle mennesker har hellige skrifter, der viser, hvordan verden bør se ud. Jeg har kunnet bruge Mumihistorierne til at få orden i mine begreber. De er rare at forholde sig til, når man har ondt af sig selv eller andre eller føler ubalance. Det er en god ballast at have.”
Mumiverdenen i den finske Nådendal har åbent alle dage fra 6. juni til 23. august. Udstillingen Mumidalen på kunstmuseet i Tampere, også i Finland, har åbent hele året undtagen mandage og helligdage. I Stockholm i Sverige er der mumiudstilling på børnemuseet Junibacken indtil februar 2017 (åbent tirs-søn i april og alle dage i sommermånederne).
• 1914: Tove Marika Jansson bliver født i Helsinki, Finland.
• 1929-1932: Tove Jansson logerer hos sin onkel Einar i Stockholm, som driller hende med, at der bor ”mu-u-u-umitrolde” bag komfuret.
• 1940: Tove Jansson skriver sin første fortælling om Mumitroldene.
• 1945: ”Mumitroldene og den store oversvømmelse” udkommer i Sverige, illustreret af Tove Jansson selv. Bogen sælger 219 eksemplarer i sit første år. I dag er førsteudgaverne flere tusind kroner værd.
• 1947: Mumitroldene optræder første gang som tegneserie i ugebladet Ny Tid.
• 1948: Den tredje mumiroman, ”Troldkarlens hat”, giver Jansson og Mumierne deres gennembrud.
• 1954: Mumibøgerne begynder at udkomme på dansk. Tove Jansson påbegynder en daglig tegneserie med Mumitroldene i den engelske avis The Evening News. Serien, som siden overtages af Lars Jansson, blev herhjemme bragt i Politiken 1955-62.
• 1959: Mumifamilien optræder første gang på film som snoredukker i en tysk tv-serie for børn. Omtrent samtidig sætter det finske keramikfirma Arabia de første Mumifigurer på markedet. Porcelænsfigurerne er udformet af Tove Janssons mor, Signe Hammarsten-Jansson.
• 1966: Tove Jansson modtager H.C. Andersen-medaljen for sine Mumibøger. Det er verdens højeste udmærkelse for børnebogsforfattere.
• 1970: Tove Jansson udgiver sin sidste Mumiroman, "Sent i november". Kort forinden, i december 1969, starter tv-serien ”Mumintrollet”, der traumatiserer en hel generation af svenske børn, idet Mumifamilien i flere afsnit tager deres hoveder af, så man ser skuespillerne inden i dragterne.
• 1977: Et polsk animationsstudio laver ”Mumitroldene” som filt-flyttefilm. En række episoder bliver pudset af og klippet sammen til to biograffilm i 2000'erne.
• 1980: DR viser den svenske tv-julekalender ”Jul i Mumidalen” fra 1973 som en del af ulandskalenderen ”Jul og grønne skove”.
• 1987: Den permanente udstilling Mumidalen åbner på kunstmuseet i Tampere (Tammersfors) i Finland.
• 1990: En håndtegnet, japansk-hollandsk tv-serie skaber fornyet international opmærksomhed om Mumitroldene. I Danmark kører serien på TV 2 fra 1995 og frem. Serien sætter en ny bølge af Mumi-merchandise i gang.
• 1993: I kølvandet på den seneste tv-serie udkommer nytegnede Mumiserier i bladform (herhjemme som albummer). Historierne er tilpasset et yngre publikum og tegnet af bl.a. danske Mårdøn Smet. Samme år åbner forlystelsesparken Muminvärlden i den finske Nådendal nær Turku (Åbo).
• 2001: Tove Jansson dør i Helsinki, 86 år gammel.
• 2008: Forlaget Carlsen begynder at genudgive Tove Janssons Mumiromaner og avistegneserier, begge i indbundet format. Romanernes forord er skrevet af Anders Lund Madsen.
• 2014: Tove Janssons 100-årsdag fejres verden over. En ny, håndtegnet spillefilm baseret på historien ”Mumi på Rivieraen” får verdenspremiere.
• 2015: Den finske nationalopera i Helsinki har urpremiere på balletten ”Moomin and the Comet” i marts (se video nedenfor). En udstilling af Tove Janssons kunstværker turnerer Japan rundt. Tegnefilmen "Mumitroldene på sommerferie" får dansk dvd og vod-release 27. november.
Mumitroldenes fødsel
I de tidlige 1930'ere, da Tove Jansson var teenager, boede hun hos sin morbror Einar i Stockholm. Hun sneg sig ofte ned til fadeburet om natten for at spise, og det fik Einar til, i et manende tonefald, at advare sin niece om de ”mu-u-u-mitrolde”, som ifølge ham holdt til bag komfuret.
Det kuriøse navn fik første gang gestalt, da Tove Jansson tegnede en proto-mumitrold på familiens das ved sommerboligen i Den Finske Bugt. Hun havde et skænderi med sin ældste lillebror, Per Olov, om den tyske filosof Immanuel Kant, og i raseri tegnede hun ”det grimmeste dyr, hun kunne forestille sig”.
Inden den første Mumibog udkom i 1945, dukkede den langnæsede, vrisne fyr med hale op på flere af Tove Janssons malerier samt som hendes signatur i det politiske satireskrift ”Garm”, som hun bidrog til under 2. verdenskrig. Med årene antog de trinde, hvide, flodhestelignende kreaturer en rundere, mere tiltalende form, omend Mumitroldene alle dage har ligget langt fra gængse, ydre skønhedsidealer.
Fra filmen "Mumitroldene på sommerferie" | foto Angel Films
De færreste havde troet, at fire muterede skildpadder, der dyrker kampsport og spiser pizza, skulle blive en sejlivet succes hos drenge verden over. Med deres seneste spillefilm ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, som udgives på dansk dvd og blu-ray i dag, kan den bizarre kvartet fejre 30-års-jubilæum inden for tegneserier, film, tv, spil og legetøj – også selv om paddernes voldelige navn skaffede dem censuren på halsen.
”Ninja Turtles er en døgnflue,” spåede avisen The Wall Street Journal i 1990. Dét år kunne man dårligt tænde for fjernsynet, gå i biografen eller besøge en legetøjsbutik uden at støde på navnene Donatello, Leonardo, Raphael og Michelangelo og høre udråb som ”Cowabunga” og ”Turtle Power!”.
Men de fire, forvoksede krybdyr fra New Yorks kloakker, der tilsammen udgør Teenage Mutant Ninja Turtles, var mere sejlivede end som så. Padderne har nu i tre årtier bekæmpet skurke og henrykket barnlige sjæle – især af hankøn – i tegnefilm, tegneserier, spillefilm, koncerter og ikke mindst legetøjskataloger.
”Helte, der slås som ninjaer, er altid et hit hos drenge,” siger legetøjseksperten Christopher H. Andersen, der har lavet tv-indslag og podcast om den storsælgende Turtles-franchise.
”Oven i dét kører Ninja Turtles skateboard og elsker pizza. Deres univers har nogle virkelig opfindsomme og farverige skurke, og så er der en råhed over alle figurernes udseende, som tiltaler børn. Meget af legetøjet ligner noget fra en ulækker kloak eller en snusket newyorker-baggård i midtfirserne,” forklarer han.
"Turtles-legesættene var nogle kæmpestore lokummer," siger Christopher H. Andersen.
"Hvis man var den dreng på vejen, der havde teknodromen, var man konge."
Christopher H. Andersen, som er årgang 1989, fik sine første Turtle-figurer i adventsgave, da han var to år gammel. Han bemærker, at de fire padders klart afgrænsede personligheder og forskellige farver masker gør det nemt for børn at skelne de ellers identisk udseende figurer. Enhver fan har også sin personlige yndlingsfigur i kvartetten:
”Jeg er selv vild med Donatello, ham med den lilla maske. Han er den Georg Gearløs-agtige turtle, som altid lige har opfundet en dims, der kan redde dem ud af farlige situationer. Leonardo (i blå maske, red.) er lederen, Raphael (rød maske) er den seje enspænder, og Michelangelo (orange maske) er festaben, der ryster jokes af sig. Den kombination er genial til børn,” mener Christopher H. Andersen.
Voksne har traditionelt haft sværere ved at forstå fascinationen af Turtles. Da fænomenet kom til Danmark i 1990, vidste man heller ikke helt, hvor man skulle placere det, siger Christopher H. Andersen:
”Baggrundshistorien er på mange måder ret latterlig, når man tænker over det. Fire skildpadder og en rotte, der muterer, da de bliver udsat for radioaktivt slam – og så oplærer rotten dem til at blive ninjaer!”
Hele eventyret om Teenage Mutant Ninja Turtles startede da også som en indforstået vits mellem to unge tegneserieentusiaster i New Hampshire i USA.
Den allerførste tegning nogensinde af ninjaskildpadderne blev tegnet af Kevin Eastman i november 1983 som en parodi på superhelte. Originaltegningen blev i maj 2012 solgt for 405.000 kroner af Heritage Auctions. Førsteudgaver af seriehæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles nr. 1” fra 1984 går i dag for op mod 22.000 kroner.
Kevin Eastman og Peter Laird havde læst mange superheltehæfter, men de havde lidt svært ved at tage figurernes absurde oprindelseshistorier og fjollede navne seriøst. En aften i november 1983 tegnede Kevin Eastman en muskuløs, opretstående skildpadde, der havde maske for øjnene og et nunchaku-våben i hånden. Øverst på papiret skrev Eastman ordene ”Ninja Turtle” (ninjaskildpadde, red.). Peter Laird spruttede af grin over tegningen, der hurtigt fik tilføjet yderligere tre kampsportkyndige padder og ”Teenage Mutant” hægtet på logoet.
Med afsæt i Frank Millers Marvel-serie ”Dæmonen”, der vrimlede med japanske ninjakrigere, byggede Kevin Eastman og Peter Laird videre på ideen. De opfandt et univers, der tog tykt gas på mange af superheltegenrens klicheer, og de navngav deres figurer efter italienske renæssancemalere, fordi det med Eastmans ord ”var excentrisk nok til at passe ind i konceptet”.
Parret udgav selv den første Turtles-tegneserie i 1984, men trods det humoristiske navn og udgangspunkt var historierne alt andet end børneegnede i starten, fortæller Christopher H. Andersen:
”De oprindelige hæfter er ret dystre og voldelige og klart lavet til voksne. Padderne bruger deres ninjavåben for alvor, og de lægger ikke fingrene imellem.”
Det ændrede sig, efter at legetøjsproducenten Playmates Toys i 1987 kontaktede Kevin Eastman og Peter Laird. Det lille firma ønskede at få del i det lukrative marked for actionfigurer, men først skulle jorden gødes hos den 4-8-årige målgruppe. I 1987 søsatte Playmates' marketingfolk en serie tegnefilm, der blev sendt lørdag morgen på tv som slet skjult reklame for deres sortiment af Turtles-dukker.
”Tv-serien blødte figurerne op, så de blev sjovere og mere børnevenlige. Det huede ikke rigtig Eastman og Laird, for deres tegneserie var jo undergrund,” fortæller Christopher H. Andersen.
Paddernes vandede vitser, bedagede surferslang og skarpt optrukne personligheder stammer alle fra denne første tv-serie, som trods sine afslebne kanter alligevel blev offer for censuren i England.
”Problemet var især ordet ”ninja”, som mange i 1980'erne forbandt med voldsfilm på VHS. Man frygtede simpelthen, at børn blev voldelige af at se noget med ninjaer. Derfor blev serien i starten omdøbt til ”Teenage Mutant Hero Turtles” i Europa,” forklarer Christopher H. Andersen.
Indgrebet lagde ikke en dæmper på efterspørgslen. I perioden 1988 til 1992 indbragte salget af Turtles-produkter over 1 milliard dollars – kun overgået af G.I. Joe (i Europa kaldet Action Man) og Star Wars-legetøj.
”En overgang kunne man få alt med Turtles: flippermaskiner, morgenkåber, tandpasta, you name it,” siger Christopher H. Andersen. Særlig populært var paddernes første Nintendo-spil, der solgte 4 millioner eksemplarer, selv om det med Christopher H. Andersens ord er ”forbandet svært og grænsende til det umulige at gennemføre”.
Fænomenet ramte Danmark, da Turtles' første biograffilm fik premiere i 1990 under den lidt kejtede titel ”Skøre teenage ninja skildpadder”. Her fik figurerne liv af atletiske skuespillere, der hoppede rundt i Turtles-kostumer fra muppetskaberen Jim Hensons værksted. Dukkeførere fjernstyrede de mekaniske hoveders læber og ansigtsudtryk ved hjælp af joysticks.
Også herhjemme reagerede Statens Filmcensur på brugen af ninjavåben og smækkede en 12-års-grænse på filmen. Det forhindrede ikke padderne i at trække over 120.000 danskere i biografen. På verdensplan endte filmen som årets niendemest sete, og så blev der ellers smedet, mens jernet var varmt. Den næste film fulgte mindre end et år efter, og i mellemtiden tog Turtles-figurerne på en verdensomspændende koncertturné – naturligvis sponsoreret af en stor pizzakæde.
Paddefeberen greb sådan om sig, at også levende skildpadder blev en efterspurgt handelsvare. Desværre mistede mange børn hurtigt interessen for deres nye kæledyr og satte dem ud i floder og damme, hvor de gjorde skade på de lokale økosystemer. Det førte til, at EU i 1997 måtte forbyde importen af den mest populære art sumpskildpadde, den rødørede terrapin, til Europa.
Men da var Turtles-bølgen også ebbet ud. Samme år skrabede franchisen bunden med den billige tv-serie ”The Next Mutation”, hvor fire skuespillere i dragter fik selskab af en femte ninjapadde, Venus de Milo, hvis køn tydeligt fremgik af to udbulninger på skjoldets bug! Peter Laird har selv kaldt ”The Next Mutation” for det værste Turtles-produkt nogensinde.
Da en ny, tegnet tv-serie kom til verden i 2003, sikrede Laird sig, at seriens tone lå tættere på det oprindelige forlæg. Også den computeranimerede spillefilm ”TMNT” fra 2007 udviste respekt for originalmaterialet, siger Christopher H. Andersen. Han fremhæver denne som den kvalitetsmæssigt bedste Turtles-film:
”Den er helstøbt og gennemført, men også så dyster, at man spørger sig selv, om det overhovedet er en børnefilm.”
Siden har en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (herhjemme udgivet på dvd) haft succes med at genetablere paddernes univers. LEGO begyndte at producere Turtles-legetøj på licens i 2013, og sidste sommer bragte Michael Bay figurerne tilbage til det store lærred, på samme måde som han gav et andet tv- og legetøjsfænomen fra 1980'erne, ”Transformers”, nyt liv som mega-biobasker.
I den Bay-producerede ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, instrueret af Jonathan Liebesman, optræder computergenererede padder ved siden af rigtige skuespillere. Og ganske som den allerførste film fra 1990 overraskede mange ved at blive et kæmpehit, strømmede både nostalgiske voksne og små drenge i biograferne for at opleve de moderniserede Turtles anno 2014.
En fortsættelse blev hurtigt premieresat til sommeren 2016, og at dømme efter biografpublikummets aldersspredning – og reaktionen fra de gæster, som besøger Christopher H. Andersens hjem – vil nostalgiens faktor gøre sit til at holde liv i ninjaskildpaddernes popularitet i lang tid fremover.
”Når folk ser mine Turtles blandt det gamle legetøj, jeg har stående fremme, bliver de bløde i knæene og får et helt særligt lys i øjnene, fordi de husker figurerne fra deres barndom,” konstaterer legetøjseksperten.
”Teenage Mutant Ninja Turtles” er ude på VOD og udkommer på dansk dvd, blu-ray og 3D-blu-ray den 27. december. Fortsættelsen, "Teenage Mutant Ninja Turtles 2", har forventet biografpremiere 3. juni 2016. Dokumentarfilmen "Turtle Power: The Definitive History of the Teenage Mutant Ninja Turtles" er tilgængelig på dvd.
TURTLES-TIDSLINJE
1984: Tegneserieskaberne Kevin Eastman og Peter Laird udgiver selv det første nummer af hæftet ”Teenage Mutant Ninja Turtles”, der er en bizar superhelteparodi.
1987: Legetøjsfirmaet Playmates Toys ønsker at producere figurer med Turtles og lancerer en tegnet tv-serie som reklamesøjle for sortimentet. Serien bliver et hit og sætter skub i den globale Turtles-feber.
1989: Konsolspillet ”Teenage Mutant Ninja Turtles” bliver et af alle tiders bedst sælgende Nintendo-spil.
1990: Den første spillefilm, ”Skøre teenage ninja skildpadder”, bliver et internationalt biografhit. Turtles-skuespillerne drager på verdensturné i deres kostumer og giver koncerter.
1991: Den anden spillefilm, ”Ninja Turtles II: Gåden om det grønne slim”, får premiere.
1993: Den tredje spillefilm, ”Teenage Mutant Ninja Turtles III”, sender padderne tilbage i tiden til det feudale Japan. Filmen sælger ikke nær så mange billetter som de foregående.
1997: En udskældt tv-serie, ”Ninja Turtles: The Next Mutation”, introducerer den kvindelige ninjapadde Venus de Milo.
2003: En ny tv-tegnefilmserie genetablerer Turtles-universet.
2007: Padderne gør biograf-comeback i den computeranimerede film ”TMNT”.
2009: Konglomeratet Viacom køber rettighederne til Turtles-figurerne. Deres synergiplan indbefatter en computeranimeret tv-serie på Nickelodeon (2012-), som skaffer Turtles mange nye fans, og den seneste spillefilm (2014), der sælger langt bedre end forventet i amerikanske biografer.
Sidste efterår mødte jeg Asterix på bunden af en forblæst dal i Sydirland. Vi trykkede næver. Han fortalte mig, sådan rent en passant, at han foretrækker Moore frem for Connery. Imens spankulerede tre næsten identiske Obelix'er omkring på engen.
Ellers var det mest slående, da Bries Blog-O-Rama tilbragte en dag på settet i de grønne Wicklow-bjerge uden for Dublin, hvor langsomt tingene går på en 450 mio. kroners mastodontproduktion som ”Asterix & Obelix – og briterne”.
I en kaffepause mellem optagelserne forsøgte den tredje og seneste Asterix-skuespiller, Edouard Baer, at overbevise Bries Blog-O-Rama om, at Asterix i den aktuelle film optræder som en slags fransk James Bond, en actionhelt i Hendes Majestæts tjeneste.
For at illustrere sin pointe rejste Edouard Baer sig fra stolen for at imitere den aldrende Roger Moore, som gik hen foran kameraet tre gange dagligt og hævede øjenbrynene, hvorefter en hoben stand-ins tog over og udførte det hårde arbejde for Moores agent 007.
”Jeg håber, publikum vil sammenligne Asterix-skuespillerne, som var de Bond. Jeg kan godt lide Roger Moore, selv om alle de intellektuelle fyre foretrækker Sean Connery. Efter min mening er Daniel Craig ikke en rigtig Bond,” causerede Edouard Baer videre, ganske uopfordret.
Hvordan resten af min setvisit hos de gæve gallere spændte af, kan du læse om i dagens FILM-tillæg til Politiken (18. oktober 2012).
Da jeg besøgte Asterix-optagelserne i august 2011, nærmede det franske filmhold sig afslutningen på et seks måneder langt indspilningsforløb. Før de nåede Irlands bakkede græsenge, havde holdet optaget i solrige Malta og et hedebølgeramt Budapest.
”I Irland skifter vejret tit og hurtigt,” forklarede filmens scenograf, Françoise Dupertuis, som faktisk foretrak den bidende efterårsrusk frem for den midteuropæiske sommer.
”Lyset er bedre, når det er overskyet. Den grønne farve bliver skinnende og elektrisk, og kontrasten mellem himlen og græsset og bladene tager sig helt utrolig ud på film,” forsikrede scenografen begejstret.
Dagens fem besøgende journalister – en dybfrossen Brie inklusive – var mindre imponerede, måske fordi vi slet ikke følte os klædt på til vejrliget. Som vores franske pr-dame konkluderede, mens hun greb lidt hårdere fast om sin frakkekrave i blæsten: ”C'est super froid.”
"Asterix & Obelix - og briterne" får dansk biografpremiere i dag, mere end et år senere efter mit setvisit. Historien er bygget over albummene "Asterix og briterne" samt "Asterix og vikingerne" (begge tidligere filmatiseret som selvstændige animationsfilm). Desværre bliver denne fjerde realfilm om Asterix & Co. kun vist herhjemme i en flad dansk versionering, der konsekvent taber oplæggets lingvistiske finurligheder på gulvet. At dømme efter den franske trailer er en betydelig del af originalversionens humor baseret på, at "briterne" - herunder Catherine Deneuve som dronning Cordelia - fremsiger deres replikker på fransk med tommetyk britisk accent:
Edouard Baer, Asterix (om sin medspiller, Gérard Depardieu, der spiller Obelix for fjerde gang)
”Gérard elsker figurens uskyld og naivitet. Obelix er sulten efter alt: livet, mad, mennesker. Han er barnagtig, men også ganske voldsom og på mange måder en karikatur af Depardieu.”
Françoise Dupertuis, scenograf:
”Vores film giver et nyt bud på Asterix' univers, som er ganske anderledes fra de tidligere spillefilm. Instruktøren, Laurent Tirard, ville gerne have et mindre tegnefilmsagtigt udtryk. ”Bevar det fantastiske element, men gør det gerne poetisk,” sagde han. Laurent ønskede flere organiske detaljer i scenografien og kostumerne. Derfor har jeg brugt mange naturlige materialer såsom græs og dyrehorn. Desuden optager vi filmen i 3D, hvilket kræver, at alting skal forarbejdes med en høj finish.”
Marc Missonnier, producer:
”Vores to største udfordringer ved at skyde i 3D i Irland har været regnen og myggene. Regnvejr i det fjerne gør ikke noget, for det kan man slet ikke se på filmen. Men hvis regnen falder tæt på kameraets linse, springer det virkelig i øjnene, når man ser optagelsen i 3D. Det gælder også myggesværmene, som ligner skinnende skyer på filmen. Vi bliver nok nødt til at viske alle myggene ud digitalt i postproduktionen!”
”Før vi kunne gå i gang med filmen, måtte vi udkonkurrere to andre producenter, der bød ind på projektet: Luc Besson og Thomas Langmann. Men vi vandt, fordi vi sikrede os, at Asterix og Obelix stod i centrum for vores historie. De oplever indbyrdes konflikter og udvikler sig undervejs. Især Asterix: Han er normalt en fejlfri helt, men vi har udstyret ham med samvittighedsproblemer for at gøre ham mere interessant.”
”Af de hidtidige tre Asterix-spillefilm ligger vores, ”Asterix & Obelix – og briterne”, tættest på Alain Chabats ”Mission: Kleopatra”, omend vi har knap så indforståede jokes i vores film. Vi har forsøgt at indfange Goscinny-ånden og de ideer, han havde om vores moderne verden. Anne Goscinny (datter af den afdøde Asterix-forfatter René Goscinny, red.) og Albert Uderzo (Asterix-tegneren) har godkendt manuskriptet, og de kom også og kiggede på under indspilningerne.”
Laurent Tirard, instruktør:
”I en franchise som Asterix-serien er man nødt til at forny sig. Vi ønskede at gøre Asterix-figuren mere kompleks, næsten eksistentiel, og udforske hans venskab med Obelix. For eksempel stiller tegneserierne aldrig spørgsmålstegn ved deres seksualitet, selv om de her to mænd deler hus og tager på eventyr sammen. Derfor valgte vi at skrive flere kvinder ind i historien, så Asterix flirter med den smukke Ofelia, og Obelix falder for den strikse Miss Macintosh. På den måde bliver ”Asterix & Obelix – og briterne” knap så meget en børnefilm. Den får mere subtekst. Når skuespillerne er af kød og blod, bliver man også nødt til at gøre de figurer, de spiller, mere menneskelige og fejlbarlige.”
Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?
Ingen af Lucky Lukes hidtidige eventyr, og da slet ikke den uskyldige ”Lucky Kid”-tegneserie om cowboyheltens drengeår, har røbet blot det mindste hint om, at den fåmælte prærierytter skulle bære et tungt åg fra fortiden på sine skuldre.
Ikke desto mindre tager den seneste realspillefilm om ”Lucky Luke” sin begyndelse i Daisy Town, Utah, i det herrens år 1846 (klokken 11:50). Her leger lille John Luke indianer på verandaen, da et cowboyslæng med det uvederhæftige navn Snydebanden kommer anstigende på hesteryg. Gennem et knasthul i væggen må Luke overvære, hvordan banditterne koldblodigt nedslagter hans farmand og mor, som er squaw. Bang, instant traume.
Det brutale flashback er selvfølgelig til dels en fortsættelse af albumseriens leg med westerngenrens klicheer. Men grebet ligner mindst lige så meget et (ikke udpræget effektivt) forsøg på at give den endimensionelle Luke-skikkelse noget dramatisk dybde som filmfigur.
Teasertrailer
Der dvæles lovlig meget ved det dystre barndomsminde i James Huths ”Lucky Luke” fra 2009, hvor heltens primære dilemma er, at han aldrig kan få sig selv til at dræbe skurkene. Heller ikke, selv om de har gjort sig fortjent til døden.
Flashforward til 1885, hvor USA's præsident vil sikre sig, at jernbaneruten mellem New York og San Francisco står klar til brug inden hans genvalg. Uheldigvis skal sporene samles på midten i den berygtede røverrede Daisy Town. Præsidenten må derfor bede Lucky Luke (Jean Dujardin) om at skabe ro og orden i den lovløse by, hvor ”jorden er rød af 16 sheriffers blod”.
I Daisy Town mødes også et imponerende sammenrend af bifigurer fra 60 års Lucky Luke-tegneseriehistorie. Byens hersker er Pat Poker fra albummet ”Falskspilleren” (1953), her spillet af Daniel Prévost. Han indkalder den umodne tudeprins Billy the Kid (Michaël Youn) til at ondulere Luke, og da de i en fingeret duel narrer cowboyen til at tro, at hans kugle har dræbt Poker, smider vor helt sit revolverbælte og trækker sig tilbage til familiegården med den inciterende dansepige Belle (Alexandra Lamy, der er Jean Dujardins kone).
Noget overraskende viser undsætningen sig i form af den mandhaftige Calamity Jane (Sylvie Testud), der er hemmeligt lun på Luke, og den Shakespeare-citerende frikadelleskurk Jesse James (Melvil Poupaud). Deres fælles anstrengelser bringer Lucky Luke – og ”Lucky Luke” – tilbage på sporet efter en mellemakt, som klart er filmens svageste led. I sekvenserne, hvor helten opgiver sit kald, kammer tonen ofte over fra pastiche til rendyrket spoof, og de malplacerede Mel Brooks-agtige gags fjerner Lukefiguren yderligere fra forlægget.
Klimakset i ”Lucky Luke” falder også lidt uden for kanon, men tager sig dog flot ud i en fantasifuld scenografi, der er en Terry Gilliam-film værdig. Opgøret står nemlig i et gigantisk casino, der er plantet midt ude i ørkenen og udformet som en tyve etager høj enarmet tyveknægt.
Fuld trailer (fransk tale)
Modsat de tidligere forsøg på at gestalte Lucky Luke i kød og blod mærker man, at James Huth og hans hold gør sig umage med at skabe et overbevisende univers, og at de arbejder med et budget, som tillader dem at kæle for detaljerne. Især de gennemarbejdede, teksturrige kostumer springer i øjnene på den franske Blu-ray-udgivelse, hvor også de dødlækre locationoptagelser fra Patagoniens sletter strutter af overdådig billedkraft.
Bedst af alt er Jean Dujardin i titelrollen. Hans ydre lighed med den tegnede Lucky Luke er rent ud sagt slående, og Dujardins afslappede, men såre præcise og fysisk udtryksfulde spillestil rammer cowboyens nonchalante personlighed på kornet. Filmen indeholder desuden masser af fiffige visuelle og metatekstuelle gags, herunder jokes om Lukes rygestop, som tegneren Morris indførte i 1983 efter kritik fra læserne. Optrinnet, hvor Luke opdager, at hans trofaste ganger Jolly Jumper besidder talens gave – den kalder sin ejer for ”Lulu” – er trods scenens sketchagtige karakter et kosteligt lille stykke absurdisme.
Albumforfatteren René Goscinnys barokke tegneserievid har til dato bedst ladet sig omsætte i levende billeder i Alain Chabats ”Asterix og Obelix: Mission Kleopatra” (2002). James Huths ”Lucky Luke” nærmer sig niveauet, men undgår ikke at slingre usikkert på sin vej mod målskiven. Lange stræk af filmen er bare ikke særlig sjove, og iscenesættelsens enøjede dyrkelse af stil og overflade sker ofte på bekostning af fortællingens fremdrift.
Men ”Lucky Luke” gør også mange ting rigtigt, og med en veloplagt, perfekt castet Jean Dujardin som den bærende kraft – han har også bidraget til manuskriptet – sætter ”Lucky Luke” overlegent den kummerlige ”Dalton Brødrene” i skammekrogen. Dér kan den passende få selskab af Terence Hills dovne tv-serie ”Lucky Luke” fra 1990 og den søvndyssende animerede udgave af ”Lucky Luke i Daisy Town” (1971).
Lucky Luke. Frankrig/Argentina 2009. Instruktion: James Huth. Spilletid: 108 minutter. Udgivet på dvd og blu-ray (Region 2 med engelske undertekster) af UGC Films. Kan købes på amazon.fr. Ekstramaterialet (instruktørens kommentarspor, billedgalleri med kommentarer og effektgennemgang) er på fransk uden undertekster.
Vidste du, at Jean Dujardin før "The Artist" spillede med i hele to Lucky Luke-film? At han selv har skrevet manuskript til den ene film? Og at Michel Hazanavicius har skrevet den anden?
Grænsebyen Gulch City bryster sig af at have verdens bedst bevogtede bank. ”Men der er altid et par idioter, der skal prøve,” konstaterer bankdirektøren hovedrystende.
Dét bliver så Daltonbrødrenes stikord. Joe, William, Jack og Averell er nemlig smidt på porten af den strenge Ma Dalton. Og moderdyret nægter at lade sin yngel sove inden døre, før de har bevist deres kærlighed til hende ved at sprænge bankboksen.
Eric Judor, Saïd Serrari, Romain Berger og Ramzy Bedia som "Dalton Brødrene"
Det første forsøg ender naturligvis med, at de uduelige daltoner må trække i den, fra tegneserierne velkendte, gul- og sortstribede fangemode. Trods dommerens strafudmåling på 112 års fængsel per næse lykkes det Ma at befri sine drenge efter ”kun” 12 år.
De fire brødre rider derefter til Mexico for at finde banditten El Tarlo og rapse hans sagnomspundne sombrero, der gør bæreren usårlig. Hvordan virker sådan en magisk hat, spørger du? Det gør den ved hjælp af computeranimerede Ronal-kranier, der fiser omkring hattepulden som projektilafbøjende satellitter. Selvklart.
Men hvor befinder Lucky Luke sig i alt dette? spørger du dernæst. Og med god grund. For i ”Dalton Brødrene”, som Philippe Haïms film ”Les Dalton” fra 2004 hedder på ortografisk tvivlsomt dansk, kan Lukes scener tælles på to hænder. At nedgradere forlæggets titelfigur til en cameorolle virker umiddelbart som en besynderlig idé. Men når man først har oplevet den tyske superstjerne Til Schweiger som Lucky Luke iført grotesk falsk næse og kunststofskinnende gul skjorte, føler man sig egentlig taknemmelig for, at man ikke ser mere til ham.
Til Schweiger som Lucky Luke i "Dalton Brødrene" (2004)
Til Schweigers fortolkning af rollen rammer så milevidt ved siden af originalen, at han – perverst nok – passer perfekt ind i filmens tone. Slutteksterne identificerer ”Dalton Brødrene” som en ”hyldest til Morris og Goscinny”; en cadeau, som de herrer nok ville betakke sig for, om de endnu var i live til at gøre indsigelser.
Historiens hovedpersoner er reelt Joe og Averell Dalton, den mindste og den største af brødrene, som her tillægges et internt magtspil, jeg ikke husker meget belæg for i albummene. Joe og Averell spilles af tv-komikerparret Eric og Ramzy, som vi gudskelov ikke kender i Danmark, og deres usjove grimasser får lov at lægge niveauet for filmens opskruede farcestil, som man enten skal være meget ung eller meget fransk for at påskønne. Alle andre medvirkende agerer i samme anstrengte leje, som om de har galopperende diarré og desperat leder efter nærmeste toilet på settet. Louis de Funés har tydeligvis ikke levet forgæves.
Den følgende trailer har fransk tale og græske undertekster, men giver alligevel et meget godt billede af, hvad der passerer for humor i "Dalton Brødrene":
De få vellykkede gags i ”Dalton Brødrene” er primært af visuel karakter, som da Averell bruger sine fingre som kikkert. At lugen i banken er udformet som en lille guillotine med klinge, er også et ganske pudsigt indfald. Ellers er der bedrøveligt langt mellem guldklumperne, og der er umiddelbart intet i manuskriptet, som forudskikker, at dets forfatter syv år senere skulle gøre sig fortjent til en oscarstatuette. Thi det er ingen ringere end Michel Hazanavicius, manden bag stumfilmsensationen ”The Artist”, der er krediteret for oplægget til denne flove fuser.
Et enkelt optrin, hvor Daltonbrødrene forklæder sig som mariachikvartet, foregriber dog Jean Dujardins orientalske sangnummer i Hazanavicius' spionpastiche ”OSS 117: Cairo, Nest of Spies” fra 2006. Og lur mig, om ikke også Dujardin dukker kortvarigt op i to scener af ”Dalton Brødrene” for at give den som storskrydende cowboy i kæk, rødternet skjorte. Heller ikke hans lynoptræden overbeviser om, at Dujardin fem år senere skulle blive den ideelle Lucky Luke på film ...
Jean Dujardin som "le cow-boy vanneur" i "Dalton Brødrene" (2004)
Dalton Brødrene. Frankrig/Tyskland/Spanien 2004. Instruktion: Philippe Haïm. Originaltitel: Les Dalton. Spilletid: 86 minutter. Dansk dvd-udgivelse: 6. september 2005. Distributør: SF Film.
"Harry, last night I had a dream about a hairless mouse with a pitchfork singing a song about caves ..."
Den 8. april 1990 blændede ABC op for premieren på Mark Frost og David Lynchs serie "Twin Peaks", og tv blev aldrig det samme igen.
Denne uge fejrer BRIES BLOG-O-RAMA seriens 20 års jubilæum med nostalgiske nørderier, obskure parodier, reportage fra det virkelige Twin Peaks, forlængst glemt merchandise og et interview med David Lynch!
I dag gælder det Twin Peaks-parodierne, som der sandt for dyden ikke findes mange (gode) af. Af de tegnede eksempler, jeg har fundet frem, er den ene endda så esoterisk, at jeg selv har været med til at lave den ...
Originalmaterialet til første halvdel af denne studentikose parodi er tilsyneladende gået tabt, og godt det samme, for de to åbningssider var sgu ret sølle. Det surrealistiske mareridt, som indleder del to, foreligger af uforklarlige årsager også i en engelsk version. Andre tegnede kævlekvinden, sheriffen og indianeren, mens jeg selv tog mig kærligt af bl.a. "Dalle Cooper" og "Lousy Moron". Desuden medvirkede "James Førlig", "Aldrig Horny" og "Josie Pakæsel". Jep, det er sofistikeret humor.
SATURDAY NIGHT LIVE (1990) Sendt 29. september 1990 på NBC
Mellem 1. og 2. sæson af "Twin Peaks" optrådte Kyle MacLachlan som gæstevært i comedyshowet "Saturday Night Live", hvor han naturligvis fik lejlighed til at spoofe sin agent Cooper-figur i denne tilsyneladende hastigt indstuderede sketch.
En af SNL's datidige forfattere, den senere talkshowvært Conan O'Brien, kan skimtes som "betjent Andy", mens Mike Myers' cameo som den dansende dværg næsten får os til at tilgive ham for "The Love Guru".
Klippet er inkluderet på dvd-udgivelsen "Twin Peaks Definitive Gold Box Edition" (2007).
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
