Mark Ruffalo, Jeremy Renner og Tom Hiddleston fra Marvels "The Avengers" fortæller om filmens superheltekostumer – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!
I går (onsdag) havde Marvel Studios og Disney verdenspremiere på "The Avengers". Joss Whedons episke ensemblefilm binder en flot sløjfe på Marvel Studios' første serie af indbyrdes forbundne superheltefilmatiseringer, der startede med "Iron Man" i 2008.
> Hør Bries interviewklip med Joss Whedon og Clark Gregg (agent Coulson) hos Filmnørdens Hjørne
> Læs Bries indlæg om "Iron Man 2"
Kostumedesigneren Alexandra Byrne er ophavskvinde til de opsigtsvækkende superheltedragter i "The Avengers". Det var også Byrne, der designede asernes flamboyante garderobe til Kenneth Branaghs "Thor".
> Læs Bries interview med Kenneth Branagh om "Thor"
> Læs Bries anmeldelse af "Thor" (blu-ray)
De bizarre kostumer vakte megen moro under optagelserne til "The Avengers", hvor skuespillerne ofte følte sig hensat til en syret udklædningsfest. Pinligst var det for Mark Ruffalo, der måtte spille sine scener som den animerede Hulk iført et performance capture-trikot. Dragten lignede mest af alt en natdragt med polkaprikker eller, som Ruffalo selv har døbt looket, "et kinaskakbræt".
"Sådan en trikot får alle de forkerte steder på kroppen til at se små ud – og modsat," klynkede Mark Ruffalo bravt på filmens europæiske pressedag i London.
I London indrømmede Jeremy Renner (Hawkeye) også, at han følte sig på udebane i en film som "The Avengers", hvor skuespillerne må trække store veksler på deres forestillingsevne, indtil computeranimatorerne tilføjer digitale effekter i postproduktionsfasen:
"Jeg siger jer, det var en underlig film at arbejde på. Jeg sloges med Scarlett Johansson. Det var meget nice. Jeg sloges med en masse luft – dét var sært – og en masse fyre i pyjamas, hvilket også var ret mærkeligt. Jeg foretrækker lidt mere autenticitet. Noget håndgribeligt, som jeg kan ramme eller blive slået af," siger Renner, der har stunterfaring fra "Mission Impossible: Ghost Protocol" og den kommende "The Bourne Legacy".
Mark Ruffalos garderobekvaler under optagelserne til "The Avengers" morede til gengæld Jeremy Renner så meget, at han stadig sprutter af grin, når han genfortæller sin yndlingsanekdote fra indspilningen:
"På et tidspunkt optager vi filmens store heltebillede, hvor The Avengers danner en cirkel, mens vi kigger på et eller andet meget ondt. Dér står vi i vores cheesy, corny, bad-ass dragter med pistoler og buer trukket, men i det mindste er vi ikke Mark Ruffalo, som står … he he … på sin lille trækasse og knurrer i sin pyjamas, ha ha ha! Vi kunne slet ikke se på ham uden at grine. Han står dér i sine tøfler og grynter ud i den blå luft. Fantastisk."
I "The Avengers" såvel som i "Thor" spilles superskurken Loke af den høje, slanke brite Tom Hiddleston. Rollen indebærer, at Hiddleston bærer rundt på en imposant kappe, gyldne brystplader og en hjelm med gevir (Clark Gregg, der spiller agent Coulson, døbte hornene "Loki's Antlers of Doom"). Tom Hiddleston fortæller:
"Det tager op til to timer at komme i Lokes dragt. Jeg kan ikke selv tage tøjet på, jeg skal have nogen til at hjælpe mig. Det hele bliver endnu sjovere, når jeg så skal slås i kostumet. Sveden trækker ind i brystet, og ... Det er virkelig en luksuriøs oplevelse."
"Men jeg må tage hatten af for vores designer, Alexandra Byrne, for man risikerer virkelig at falde på halen, når man forsøger sig med kostumer i denne målestok. De skal udstråle heltemod og være larger than life, men de må endelig ikke kamme over i camp. Jeg synes, Alex har løst opgaven fremragende, og hun sikrede sig, at kostumerne samtidig var praktisk anvendelige, så man kan slås, springe omkring og rulle rundt i dem."
"Mit kostume gør meget af skuespilarbejdet for mig. Dels fordi Lokes silhuet er utrolig skræmmende, dels fordi tøjet ser så ledt ud – jeg mener, det består af læder, metal og guld! Men indrømmet, der var dage undervejs, hvor jeg kiggede misundeligt på agent Coulsons Dolce & Gabbana-habit."
Tom Hiddleston er svært tilfreds med, at han i "The Avengers" ikke længere er dén, der under optagelserne tiltrak flest underlige blikke med sit kostume:
"He he! Mark Ruffalos motion capture-dragt var mere fjollet end Lokes kostume, men hans tøj vejede til gengæld ikke nær så meget. Vi havde alle sammen øjeblikke af garderobeflovhed under "The Avengers". En dag så jeg Chris Hemsworth (Thor) blive boret ind i sit kostume. En af brystpladerne på hans brynje var ved at falde af. Den måtte sættes på plads med en boremaskine. Så var der mig i mit Rock of Ages-møder-Reindeer Games-ensemble, og Chris Evans (Captain America) og Scarlett Johansson (Black Widow), der begge slår et slag for Spandex. Det var helt åndssvagt. Jeg tør slet ikke forestille mig, hvordan det må have set ud de dage, hvor vi alle var samlet på sættet."
Marvels Avengers-plan – næste fase:
- "Iron Man 3" (dansk premiere 2. maj 2013)Instruktør: Shane Black
- "Thor 2" (dansk premiere 14. november 2013)Instruktør: Alan Taylor ("Game of Thrones")
- "Captain America 2" (premiere april 2014) Instruktører: Anthony og Joe Russo
- "The Avengers 2" (forventet premiere 2015) Instruktør endnu ukendt
Marvel Studios' to kommende "The Amazing Spider-Man"-film er produceret uden for Avengers-skemaet. De er i Danmark premieresat til hhv. 3. juli 2012 og 2. maj 2014.