torsdag den 21. juni 2012

"A Dangerous Method": Eksklusivt interview med David Cronenberg

Oven på "Shame" får vi nu fornøjelsen af at se hotte Michael Fassbender som erotisk afholdsmand. I David Cronenbergs kultiverede drama "A Dangerous Method", der langt om længe får dansk biografpremiere i dag, spiller den irske stjerne nemlig psykiateren Carl Jung, der møder sit idol, dr. Sigmund Freud, i Wien i starten af 1900-tallet.

> Læs mere om Bries møde med Michael Fassbender

Viggo Mortensen (Freud) og Michael Fassbender (Jung)

Viggo Mortensen spiller den fiffige »onkel Freud«, og den uventede casting viser sig at være et pletskud, der åbner et hidtil uanet reservoir af legesygt, underfundigt lune i den normalt så sammenbidte macho-Viggo.

I Børsen i dag (torsdag 21. juni) kan du læse det interview, jeg lavede med Viggo Mortensen i Venedig sidste år, hvor "A Dangerous Method" havde verdenspremiere. Dansk-amerikanske Mortensen fortæller bl.a. om sin dybdegående research af rollen og afslører, at det cigaretui, som Freud bruger i filmen, faktisk har tilhørt Viggos egen danske farfar, der var landmand og storryger.

I morgen, 22. juni, følger et fyldigt interview med David Cronenberg i Weekendavisen. Allerede nu kan du dog læse det overskydende materiale fra min samtale med den canadiske instruktør eksklusivt her på Bries Blog-O-Rama.

David Cronenberg og Viggo Mortensen (Freud)

Cronenberg fortalte mig blandt andet i Venedig, at Viggo Mortensen overtog rollen som Freud på et afbud, efter Christoph Waltz med kort varsel sprang fra. Waltz havde ellers givet tilsagn til Cronenberg, men den tysk-østrigske skuespiller ombestemte sig, da han fik tilbuddet om at medvirke i den noget større produktion ”Water for Elephants”.

DAVID CRONENBERG OM CASTING:

"Viggo har aldrig spillet en rolle som Freud før. Derfor tænker mange, "Viggo Mortensen som Freud, det er ikke det mest indlysende valg"," siger David Cronenberg til Bries Blog-O-Rama.

"Rollebesætningen af en film er en mystisk affære. Jeg kalder det en sortekunst, for det er en del af instruktørjobbet, som de færreste forstår. Men hvis man er dårlig til at vælge sine skuespillere, er man en dårlig instruktør. Fejlcasting kan dræbe en film, så den aldrig kommer sig over det. Og dog findes der ingen regler, der kan vejlede én. Man har kun sin egen intuition og fornemmelse at gå efter."

"Det samme gælder, når man taler om ”kemi” mellem skuespillere. Kan man på forhånd vide, hvordan kemien vil blive? Michael Fassbender og Keira Knightley kendte ikke hinanden før ”A Dangerous Method”. De havde aldrig arbejdet sammen, og jeg havde end ikke set dem være i stue med hinanden. Hvordan kan jeg vide, at deres kemi vil fungere? Svaret er, at det kan jeg ikke vide. Jeg må bare hyre dem og håbe det bedste. Det er en gådefuld proces."


"Det andet aspekt, som folk ikke rigtig forstår ved casting, er, at jeg ikke kan besætte hovedrollerne med ukendte skuespillere. Finansiering af en vis størrelse kræver stjerner af en vis størrelse. Derudover skal skuespillerne have lyst til at være med. Man kan risikere, de siger, ”Det har jeg ikke lyst til”, når man tilbyder dem rollen. Alle de bolde skal man holde i luften."

Bries Blog-O-Rama: "Ville du hellere arbejde uden stjerner?"

David Cronenberg: "Nej, nej, slet ikke. Der er en grund til, at der findes stjerner. Nogle har dét, andre har det ikke. Hvorfor skulle man ikke benytte sig af det som instruktør? Star power er som at have en Ferrari i stedet for en Volkswagen. Hvis man skal ud på væddeløbsbanen, ønsker man sig naturligvis alle de hestekræfter, man kan få."

Star power er som at have en Ferrari i stedet for en Volkswagen. Hvis man skal ud på væddeløbsbanen, ønsker man sig naturligvis alle de hestekræfter, man kan få. 
- DAVID CRONENBERG 



DAVID CRONENBERG OM "EASTERN PROMISES 2":

"Forfatteren af "Eastern Promises", Stephen Knight, arbejder på at skrive en fortsættelse. Viggo Mortensen siger, at han gerne vil spille med igen. Jeg forholder mig skeptisk, men kun fordi Focus Features for nylig [sensommeren 2011] mistede to af deres chefer, og det rygtes, at selskabet vil lukke helt."

[OPDATERING: I august 2012 valgte Focus Features at trække stikket ud på "Eastern Promises 2".]

"Sådan er situationen for uafhængig filmproduktion efter det såkaldte økonomiske sammenbrud. Vi har mistet mange underselskaber, såsom Warner Independent, hvorigennem man kunne skaffe pre-sales i Amerika. Hvilket betyder, at man kunne sælge de amerikanske distributionsrettigheder til sin film på grundlag af manuskriptet, instruktøren og stjernernes navne. Det kan ikke længere lade sig gøre. I dag kan man først få distribution i Amerika, når filmen er færdig og klar til at blive vist. Måske får man slet ikke sin film ud, fordi der er så få uafhængige selskaber tilbage, som stadig interesserer sig for ”vanskelige” film."

"Især Hollywood gennemgår perioder, hvor de er rædselsslagne for at lave noget, der er nyt. De ved ikke, hvad der kommer til at ske. Så de holder sig til fortsættelser og genindspilninger."

David Cronenberg under indspilningen af "A Dangerous Method"

DAVID CRONENBERG OM REMAKES:

"Jeg møder flere og flere chefer på filmselskaber, som ikke aner, hvordan man læser et manuskript. De er ikke i stand til at bedømme, om det er godt eller skidt, eller hvilken slags film det vil blive til. Derfor ser vi så mange film baseret på tegneserier, på andre film, på udenlandske film omplantet til amerikanske forhold – for så har cheferne nogle eksisterende billeder, de kan kigge på. Manuskripter kan de ikke vurdere; de ved simpelthen ikke, hvordan man læser dem. De er analfabeter. Det er utroligt."

"Jeg er blevet spurgt, om jeg ville genindspille ”Dr. Caligaris kabinet” og flere af mine egne film. Til dato har jeg kun lavet ét remake, af ”Fluen” (1986). Originalen så jeg som dreng i 1950'erne, og det var ikke noget mesterværk, så jeg syntes, det var okay at genindspille den med en helt ny idé."

"Jeg møder flere og flere chefer på filmselskaber, som ikke aner, hvordan man læser et manuskript. Det er derfor, vi ser så mange film baseret på tegneserier. De er analfabeter."
- DAVID CRONENBERG

Ingen kommentarer:

Send en kommentar