tirsdag den 14. august 2012

Eksklusivt interview med Bob Hoskins (2006)

Onsdag i sidste uge, 8. august 2012, meddelte Bob Hoskins, at han trækker sig tilbage som skuespiller efter godt 40 års virke. Årsagen er, at den 69-årige Hoskins sidste efterår fik konstateret Parkinsons sygdom og gerne vil tilbringe sit otium i familiens skød. Rollen som den vise dværg Muir i den aktuelle "Snow White and the Huntsman" bliver derfor det sidste, vi ser til den lille cockney på det store lærred.


Jeg havde fornøjelsen af at møde Bob Hoskins på Venedig-festivalen i 2006, hvor han gav interview om sin birolle i Allen Coulters film "Hollywoodland". Den da 63-årige Bob Hoskins var nøjagtig lige så bramfri, hyggelig og djærv, som jeg havde forventet, og selv om han angiveligt har fortalt de samme anekdoter fra sin karriere hundrede gange før, leverede han dem alle med smittende energi og højt humør.

Mit interview med Bob Hoskins har aldrig tidligere været offentliggjort, men i anledningen af nyheden om Hoskins' tilbagetrækning har jeg fundet hans veloplagte ord frem fra gemmerne - eksklusivt for Bries Blog-O-Ramas læsere.

Jessica Rabbit og Bob Hoskins i "Hvem snørede Roger Rabbit?" (1988)

Samtidig har jeg tilladt mig at uploade et glimrende, ret sjældent tv-interview med Bob Hoskins fra dengang, han spillede med i "Hvem snørede Roger Rabbit?". Den legendariske Ole Michelsen lavede interviewet til DR-programmet "Bogart" i december 1988, og jeg kan især godt lide Bob Hoskins' forklaring af, hvordan man spiller sammen med figurer, som slet ikke er til stede under optagelserne. Hans anekdote om Jessica Rabbit er også kostelig!



EKSKLUSIVT INTERVIEW FOR BRIES BLOG-O-RAMA
Brie vs. Bob Hoskins
Upubliceret, Venedig 2006

Din medvirken som filmselskabschefen Eddie Mannix i "Hollywoodland" er ret lille. Nyder du at optræde i den slags gæsteroller?
Det er vidunderligt at nå den alder, hvor man kan nøjes med cameoroller. Efter at alle andre har knoklet på filmen i ugevis, møder man op på settet og bliver behandlet, som om man var kronjuvelerne. Cameoroller er som regel interessante og sjove; alle er glade for at se én, og man får kassen for at være med i små to uger. Og hvis filmen viser sig at være noget lort, er det altid nogle andre, der får skylden!

Det virker, som om du nyder dit job mere med alderen.
Det gør jeg. Skuespil lader til at være det eneste hverv, hvor man er til mere nytte, jo ældre man bliver.

Vel at mærke, hvis man er en mand.
Jamen, jeg tror, det er ved at ændre sig. Jeg spiller stadig elskerroller, selv om jeg er lille, tyk, skaldet og midaldrende. Og de kvinder, jeg bliver sat sammen med, bliver også ældre. Jeg har lige indspillet en romantisk film med Josiane Balasko (“Ruby Blue”, 2007), og vi havde en særdeles sexet scene sammen. Særdeles sexet!

Bob Hoskins i "Hollywoodland" (2006)

Du har været gift med din kone, Linda, i snart 25 år. Et så langvarigt ægteskab svarer vel nærmest til et platinbryllup i filmbranchen.
Jeg har været meget heldig. Jeg har været gift før, i ti år, og det var en katastrofe. Vi var to mennesker, som aldrig burde have været sammen. Jeg anmodede om skilsmisse og fik et nervøst sammenbrud, da jeg skulle forlade mine to børn. Så jeg konkluderede, at ægteskab ikke var noget, som jeg nogensinde burde indlade mig på igen. Men så begyndte jeg at tænke: Hvordan ville den kvinde være, som måske kunne få mig til at ændre mening?

Jeg begyndte at forestille mig min idealkvinde. Ikke hvordan hun så ud, men hendes styrke, godhed og den slags. Og på dagen for det kongelige bryllup (prins Charles og Diana Spencer, 19. juli 1981, red.), hvor pubberne holdt åben til midnat, vandrede jeg ind på min lokale pub, og dér var hun. “Du er min. Du har ikke en chance, skat. Du er min.” Og det var hun. Efter et år sammen blev vi gift, og efter endnu et år fødte hun vores datter Rose. Det gik helt efter bogen. Jeg ville gerne kunne give jer lidt skandalestof, men der var altså ikke noget at komme efter. Linda stod endda hvid brud!


Scene fra "Ovenover skyerne" (Pennies from Heaven, BBC 1978)

Det er interessant, at du overvejede at blive gift igen, før du fandt den rette kvinde.
Bestemt, jeg havde regnet det hele ud. Jeg vidste præcis, hvem hun var. Det mest utrolige er næsten, at jeg hadede at gå i skole. Jeg var populær blandt de andre unger, men lærerne kunne ikke fordrage mig – de syntes vist, jeg var lidt af en bisse. Men begge mine hustruer har været skolelærerinder af profession!

Så du var ikke en af de fyre, som nød sin ungkarletilværelse?
Nej. Jeg overlevede tresserne, men passede overhovedet ikke ind. Jeg var ham, der vågnede op om morgenen og spurgte: “Jeg kunne vel ikke få dit navn at vide, før du smutter? Eller måske kunne vi ses igen … nej, selvfølgelig ikke.” Jeg følte mig ret fortabt i 1960'erne.

Var du allerede en romantiker dengang?
Det tror jeg. Jeg er kendt for at få hele blomsterbutikker leveret til hoveddøren. Og så siger Linda: “Hvad fanden skal vi stille op med alle de blomster?”, ha ha. Det kan godt gå lidt over gevind.

Du har også spillet mange roller, som er barske udenpå, men bløde indeni.
Helt fra begyndelsen af min karriere har jeg haft som grundregel, at det ikke er min opgave at dømme den person, jeg spiller. Jeg skal helst ikke have nogen mening om ham overhovedet. Jeg skal bare udfylde rollen. Hvis jeg for eksempel skulle spille Adolf Eichmann, så var han et uhyre, der effektivt og følelseskoldt myrdede seks millioner jøder. Samtidig var han romantiker om en hals og huskede altid at købe blomster til konen. Og det bliver jeg nødt til at spille. Det er publikums opgave at fælde dom over rollen. Mit job er at gøre ham til et helt menneske.

Fordi uhyrer aldrig selv mener, at de gør noget forkert?
Præcis. De kan altid retfærdiggøre deres handlinger.


Trailer til "Felicia's Journey" (1999)

Har du nogensinde taget din rolle med hjem?
Nej. Når jeg er færdig med en film, skyller jeg rollen ud. Jeg kan ikke huske en eneste replik. Jeg kommer tilbage og laver presse på filmen, men ellers har jeg ingen forbindelse til den længere. Det er kun sket én gang, at en rolle bed sig fast.

Hvilken film var det, der hjemsøgte dig?
“Felicia’s Journey” af Atom Egoyan. Jeg havde været hjemme i to uger og spankulerede glad og fornøjet rundt, da Linda og ungerne sagde: “Bob, ved du godt, at du opfører dig meget mærkeligt for tiden?” (pause) “Nå, for søren.” (latter). Så skyllede jeg ud tre gange, og så var det væk.

Hvordan “skyllede” du rollen ud?
Jeg drak mig plørefuld!

Er det ikke en velsignelse, at du bare kan tage dine roller af og på, så du kan sove roligt om natten?
Jo, men der er heller ikke mange af de roller, jeg har spillet, som man kunne tage med hjem til konen og børnene. Desuden har jeg ikke fidus til method-skuespil; det er bare en måde at se travl ud på. Når jeg bygger en rolle op, træder jeg ind og ud af rollen under indspilningerne.

Har du altid kunnet det?
Ja.


Bag kameraet på "Super Mario Bros." (1993)

Med en så jordnær tilgang til dit fag er der vist ingen risiko for at ende som en mandlig diva.
Næh, for jeg har altid bare opfattet skuespil som mit job, min indtægtskilde. Jeg kom ind i branchen ved et tilfælde og tænkte, “hvis jeg kan få arbejde ved at lave det her, så fint med mig”. Det betød mindre, om jeg var god eller dårlig, når bare folk gad at hyre mig. Jeg elskede det.

Da jeg var yngre, regnede jeg med, at jeg ville blive sat i forvaring, fordi sådan en som mig ikke burde have lov til at rende frit omkring i gaderne. Og så kom jeg ind i den her branche og opdagede, at det var her, man gemte alle tosserne, ha ha! Alle skuespillere er splittergale, og jeg elsker det. Men hvis Linda bestiller en ferie til familien, og jeg pludselig får tilbuddet om en stor filmrolle – så tager vi på ferie. Det er min eneste regel.

Skuespillet er mit job. Ikke mit liv. Nogle skuespillere opfører sig, som om de har haft dødsfald i familien, hvis de får en dårlig anmeldelse. Helt ærligt, for fanden, det er bare et teaterstykke, det er ikke hjernekirurgi!

Ser du nogensinde dine egne film?
Ikke hvis jeg kan undgå det. Jeg laver film dag ud og dag ind, hvorfor skulle jeg så se lortet i min fritid? Ha ha!


Scene fra "Farlig fredag" (The Long Good Friday, 1980)

Du nævnte, at din vej ind i branchen var ret tilfældig?
Jeg blev skuespiller fra den ene dag til den anden og tænkte, at jeg hellere måtte lære, hvordan man egentlig gjorde. Jeg læste noget Stanislavskij, men syntes, at det meste af det var temmelig indlysende, og Lee Strasberg var sgu også noget fis.

Så begyndte jeg selv at spekulere over, hvad drama er. Og jeg fandt frem til, at drama handler om private øjeblikke. De øjeblikke, man ikke ser offentligt, fordi vi alle dækker over dem. Især mænd. Vi er følelsesmæssigt forkrøblede, når det handler om at vise følelser. Vi ved ikke, hvordan man gør, hvorimod kvinder har en naturlig ærlighed i sig.

Jeg lærte at spille skuespil ved at iagttage kvinder. Ved at forfølge dem. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne opnå en kvindes følelsesmæssige ærlighed og se ud, som jeg gør, så ville der opstå noget dramatisk spændende. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg tog fuldstændig fejl, og at folk har været trætte af mig i årevis! “Åh nej, nu tuder han igen.”

Mener du dermed, at kvinder generelt har lettere ved at tale åbent om deres følelsesliv, hvorimod fyre hellere taler om f.eks. sport eller biler?
Fuldstændig. Vi kender det alle sammen: Man kommer hjem, der står mad på bordet, stearinlysene er tændt, vinen åbnet – og så ved man bare, at hun er sur over noget, ha ha! Hvorimod to fyre kan mødes efter tre uger og sige: “Hvad fanden er der i vejen med dig?” “Jamen, det er fordi, du gjorde sådan eller sagde sådan.” “Det skulle du sgu da bare have fortalt mig!”

Tekst © Brian Iskov. 
Citat kun tilladt med udtrykkelig kildeangivelse.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar