Michelle Yeoh i Venedig, 2010 |
Ligesom Michelle Yeohs gode ven, den asiatiske actiongud Jackie Chan, er hun berømt for selv at udføre mange af sine stunts. I en række vilde ramasjangfilm fra 1980'ernes og 1990'ernes Hongkong demonstrerer dagens fødselar, hvordan mere end femten års ballettræning kan veksles til graciøse serier af cirkelspark, badutspring over togstammer og andet halsbrækkende halløj.
> Læs også Bries interview med Jackie Chan
Michelle Yeoh og Jackie Chan i "Supercop" (1992)
En noget udvandet udgave af Michelle Yeohs kungfukunster nåede vore breddegrader, da hun optrådte som selvstændig James Bond-kvinde i "Tomorrow Never Dies" (1997). Så var der straks mere schwung over Yeohs sværdkæmperske i Ang Lees "Tiger på spring, drage i skjul" fra 2000. Det sobre epos introducerede Vestens mainstreampublikum for Østens traditionsrige wuxia-genre: periodedramaer med selvfølgelige indslag af kampsport, mysticisme og gradbøjet tyngdekraft.
Michelle Yeoh og Zhang Ziyi i "Tiger på spring, drage i skjul" (2000)
""Tiger på spring" var et vendepunkt," fastslog Michelle Yeoh, da jeg havde fornøjelsen af at møde hende på Venedig-filmfestivalen i 2010.
"Hardcore filmfans i Vesten kendte måske til de klassiske wuxiafilm fra Tsui Hark ("Once Upon a Time in China", red.) og Shaw Brothers-studiet. Men Ang Lee løftede genren til et nyt niveau, så folk i Midtamerika kunne se, »hey, det her er ikke Peter Pan«, og begynde at opfatte wuxia som noget, der faktisk var værd at beskæftige sig med," fortalte Michelle Yeoh mig i Venedig.
"I Asien elsker vi alle sammen wuxia og kender genren ud og ind. Dens magiske univers er en indgroet del af vores kultur, så vi behøver ikke nogen forklaring. Men "Tiger på spring" afveg fra den sædvanlige opskrift og gik meget poetisk til værks. Filmen førte publikum ved hånden ind i en ny verden fuld af smukke landskaber og utrolige hændelser. Fordi den forklarede filosofien bag sværdet, tyngden og letheden, kunne vi tillade os at bryde ud i kamp og løbe op og ned ad murene, uden at folk fik lakridsen galt i halsen og tænkte: »Du godeste, hvad sker der her?« For da var de allerede så bjergtagede af universet, at de gik med på magien."
Michelle Yeoh i "The Lady" (2011)
Siden "Tiger på spring" har Michelle Yeoh primært trænet sine dramatiske muskler ved at påtage sig udfordrende roller hinsides actiongenren. Modsat Jackie Chan – hvis skuespiltalent de færreste vil kalde alsidigt – begår Yeoh sig også fornemt i mere seriøse sammenhænge, hvilket især europæiske instruktører har udvist blik for. Hun var astronaut i Danny Boyles "Sunshine" og inuit i Asif Kapadias "Far North". Senest har Yeoh høstet roser for sit portræt af den burmesiske diktaturmodstander Aung San Suu Kyi i Luc Bessons "The Lady", der havde dansk biografpremiere i april og udkommer på dvd/bd 11. september.
Først med "Reign of Assassins" – der er instrueret af taiwanesiske Su Chao-Pin under veteranen John Woos overopsyn – vendte Michelle Yeoh i 2010 hjem til wuxiafolden. Den muntre film, der rører "Mr. & Mrs. Smith" op med martial arts og folkekomedie, er udkommet på blu-ray og dvd herhjemme.
> Læs også Bries interview med John Woo
Michelle Yeoh i "Reign of Assassins" (2010)
Michelle Yeoh fortalte mig også i Venedig, at verdens hårdeste job efter hendes mening slet ikke skal findes inden for kampsportens arena. Ballet er tusind gange mere opslidende, siger Michelle Yeoh, der selv dansede ballet, fra hun var fire år, til hun fik en knæskade i sine teenageår:
"At danse ballet er brutalt og barsk i den forstand, at du ikke bare skal kunne stå imod fysisk. De mentale udfordringer hører aldrig op. Alle venter bare på, at du falder, så en anden kan tage din plads. I selvsamme sekund, det sker - BOOM!" siger Michelle Yeoh og smækker sine hænder dramatisk sammen.
"Det er en meget kold og følelsesforladt verden, næsten som i militæret. Balletskolerne kunne afvise piger på 8 eller 9 år med ordene: ”Du har ikke en chance.” Kan du forestille dig at være en 8-årig pige, som gerne vil være ballerina, at få den afvisning smidt i hovedet? Det er grufuldt. Engang medvirkede jeg i et tv-program, hvor en mor protesterede højlydt: ”Hvordan kan I sige den slags til min datter!” Men sådan foregår det i England og Rusland. Det er kun i Amerika, man kan tillade sig at sige dem imod."
Michelle Yeoh deltager i Miss World 1983
> Se en ung Michelle Yeoh i aktion i "Yes, Madam" (1985)
> Læs også Nicolas Barbanos interview med Michelle Yeoh (1997)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar