> Mere "Hugo": Brie møder Chloë Moretz og Sir Ben Kingsley
Men ekstramaterialet på ”Hugo - Limited 3D Edition” er desværre skuffende overfladisk. Kun fem featuretter er sluppet om bord på 2D-skiven, og manglen på dybde (høh!) medfører blandt andet, at den længste af disse "bag kameraet"-dokumentarer skal nå at dække Brian Selznicks bogforlæg, rollebesætningen, filmens dresserede dyr, 3D-teknikken og scenografen Dante Ferrettis oscarbelønnede kraftanstrengelser i løbet af små tyve minutter. Emner, som alle havde fortjent hver sin selvstændige featurette.
> Læs mit interview med "Hugo"-forfatteren Brian Selznick
Selve filmen tager sig som ventet fantastisk ud i fuld HD, og hvis man tilmed ejer en 3D-projektor og tilhørende blu-ray-afspiller, er den medfølgende 3D-version af ”Hugo” et af de sjældne eksempler på en blu-ray, som afgjort vinder på at blive oplevet i tre dimensioner.
De stereoskopiske effekter i ”Hugo” er ikke bare liret staffage, men et nøje gennemtænkt virkemiddel, som Martin Scorsese benytter intelligent, fiffigt og kreativt som få andre. Forhåbentlig kan dette aspekt af ”Hugo” danne eksempel til efterfølgelse. Her er nogle udvalgte eksempler fra filmen:
”HUGO” 3D Blu-ray – højdepunkter
Den indledende scene i ”Hugo” er en fejende flot, effektbåret tur over Paris anno 1931 og gennem en myldrende, dampindhyllet Gare Montparnasse. Derpå følger en montage, der viser det daglige leben på banegården. Den næsten dialogløse sekvens fremhæver både ILM og Pixomondos visuelle effekter og detaljerne i Dante Ferrettis enorme banegårdskulisse. Begge vandt i øvrigt Oscars.
I 2D-versionen af "Hugo" gør denne indstilling ikke meget væsen af sig: Sacha Baron Cohens bryske stationsforstander læner sig langsomt nærmere ind mod kameraets linse, mens billedbeskæringen går fra halvnær til nær. Scorseses genistreg i 3D-udgaven er, at han i dette billede presser stereoskopien til bristepunktet, så det angiveligt ser ud, som om Sacha Baron Cohen stikker sit snudeskaft langt ind i tilskuerens stue. Denne illusion af at invadere publikums intimsfære får stationsforstanderen, som er Hugos ærkefjende, til at fremstå så mageløst truende, at man som seer føler en instinktiv trang til at trykke sig længere ned i stolen!
Dobermannen Maximilians spidse snude antager nærmest form af karikatur i denne indstilling, hvor stationsforstanderen fører en samtale med sin hund i badekarret. Et eksempel på Scorseses sjove og lidt quirky brug af stereoskopi til at forstærke en overraskende komisk pointe.
Martin Scorsese vækker trickfilmpioneren Georges Méliès' filmstudie til live med forrygende brug af dybdevirkning. Især pyroteknikken (simple røgbomber og stjernekastere) fremhæver i 3D den magiske stemning, som de samme effekter i 2D fik datidens publikum til at føle.
"Hugo"s måske mest inspirerede udnyttelse af 3D sker i scenen, hvor Martin Scorsese rekonstruerer en visning af brødrene Lumiéres kortfilm ”L'Arrivée d'un train en gare de La Ciotat” fra 1895. Det forlyder, at datidens medieuvante biografgængere dukkede sig i salen, da de til deres forfærdelse følte, at lokomotivet oppe på 2D-lærredet tordnede lige imod dem. Scorseses brug af digital rumvirkning hiver os her, paradoksalt nok, 115 år tilbage i tiden, så vi oplever den nøjagtig samme sensation som publikum dengang. Denne lille genistreg er måske det mest lysende eksempel i ”Hugo” på, at den 69-årige instruktør giver de fleste yngre filmmagere baghjul, når det gælder om at anvende 3D-teknikken som et integreret fortællemæssigt værktøj.
> Analyse af Martin Scorseses brug af 3D i ”Hugo” (CinemaBlend)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar