tirsdag den 9. oktober 2012

Ny bog: "Star Wars™ år for år: En visuel krønike" (2012)

I dag, tirsdag 9. oktober 2012, udkommer luksusbogen "Star Wars™ år for år: En visuel krønike" på forlaget Alvilda.


Det 328 sider tykke, rigt illustrerede opslagsværk er oversat fra den engelske originaludgave ("Star Wars™ Year by Year: A Visual Chronicle") af mig, Brian Iskov. Den danske bearbejdelse indeholder desuden eksklusivt materiale, som er produceret specifikt til det danske marked og ikke findes i andre udgaver af bogen.  

> Download smagsprøve på "Star Wars™: År for år - en visuel krønike" som pdf

PRESSEMEDDELELSE:

I maj 1977 udsendte George Lucas sin episke ”rumopera” Star Wars (på dansk: Stjernekrigen) i biograferne. Filmen var en spektakulær omskrivning af de fantastiske science fiction-, rum- og 2. verdenskrigsfilm, der havde tryllebundet ham som barn i 1950'ernes Californien. Det eventyrlige Star Wars-univers tog verden med storm, og filmens eksplosive succes skabte et nyt fænomen i Hollywood: blockbusterfilm.

Over de næste seks år, hvor to fortsættelser fulgte, udviklede Star Wars sig til en magtfuld franchise og inspirationskilde. Filmene affødte en hel industri af sideprodukter i form af bøger, tegneserier, computerspil, legetøj, licensvarer og samlerobjekter.


Med årene er Star Wars blevet en så indgroet del af vores kollektive psyke, at verdens magthavere har defineret sig selv gennem referencer til Stjernekrigssagaen. Jediisme er endda blevet foreslået som en ny religion. Vores kulturelle og sociale forståelsesrammer er efterhånden så gennemsyrede af Star Wars, at George Lucas' rumsaga har påvirket begivenhederne i den virkelige verden i lige så høj grad, som de har påvirket fiktionen.

”Star Wars™ år for år: En visuel krønike” sætter Stjernekrigssagaen ind i denne fascinerende kontekst ved at lade verdensbegivenheder udspille sig side om side med Star Wars' tidslinje. Bogens månedsopdelte opsætning gør det muligt at opdage slående og indsigtsfulde sammenhænge mellem fiktionen og virkeligheden – og dermed opnå en større forståelse af processen bag en af alle tiders mest populære og indflydelsesrige filmsagaer.


Over et spænd på næsten 100 år fortæller ”Star Wars™ år for år: En visuel krønike”, hvordan George Lucas realiserede sin drengedrøm om at skabe en moderne eventyrmytologi. Bogen gennemgår de mange inspirationskilder bag Stjernekrigssagaen – fra Jens Lyn til Muppet Show – og giver et unikt indblik i filmskabelsens prøvelser og udfordringer.

I sin stræben efter perfektion har George Lucas revolutioneret visuelle effekter på film, og de fleste moderne blockbustere står i dyb gæld til hans stilskabende effektfirma, Industrial Light & Magic. De teknologiske landvindinger, som var nødvendige for at realisere Stjernekrigssagaen, har også gjort Lucas til pionér inden for digitaliseringen af filmmediet: Han var blandt de første, der gik bort fra celluloidfilm og over til digital produktion.


Undervejs opridser bogen mere end 50 års rumfartshistorie, global storpolitik, teknologi og populærkultur, ligesom udviklingen inden for underholdningsformater – såsom videomaskiner, computerspil og biografteknik – kortlægges i tekst og billeder. Bogens forfattere, de anerkendte Star Wars-eksperter Ryder Windham, Daniel Wallace og Pablo Hidalgo, blotlægger også overraskende forbindelser til et væld af tilsyneladende ubeslægtede øjeblikke i verdens- og kulturhistorien; bl.a. til den jubilerende James Bond-filmserie.

De 328 sider i coffeetable-format er rigt illustreret i farver med sjældne billeder fra filmoptagelserne, smukke konceptmalerier, designstudier, håndskrevne manuskriptsider, film- og reklameplakater samt eksempler på Star Wars som tegneserie. Også LEGO™-figurer, Star Wars-frimærker og interne julekort fra Lucasfilm er optrykt i ”Star Wars™ år for år: En visuel krønike”, der udgives på dansk med stift bind i en attraktiv, robust kassette med sølvfolietryk.


Til de, der ønsker at fordybe sig yderligere i Star Wars-universet, har Forlaget Alvilda udgivet ”Star Wars™ - Den usynlige fjende - Den ultimative illustrerede guide”, hvor detaljerede fotografier med et væld af noter giver et uovertruffent indblik i første episode af Star Wars-sagaen. Filmen fik repremiere i biograferne i 2012.

Ryder Windham, Daniel Wallace og Pablo Hidalgo:
"Star Wars™ år for år: En visuel krønike"
Billedbog, 328 sider
På dansk ved Brian Iskov
ISBN: 9788771052602
Vejl. pris: 499,95 kr.
Udkommer 9. oktober 2012 på Forlaget Alvilda

Ingen kommentarer:

Send en kommentar