mandag den 1. oktober 2012

Anthony Dod Mantle: Filmnørdens podcast nr. 63 + ekstramateriale

Hvilken berømt filminstruktør har "the wettest handshake in the world"? Hvor vigtigt er det at få sig en uddannelse? Hvad er fedest at optage på, celluloid eller digital? Hvad er problemerne med at se film i 3D og på Blu-ray? Hvordan hænger det sammen, at en skotte flytter til Danmark på grund af 27 sygeplejersker? Og hvorfor dømmer Lars von Trier sin egen filmfotograf til Helvede i "Breaking the Waves"?

Alt dette og meget mere kan du få svar på i den aktuelle podcast nr. 63 fra Filmnørdens Hjørne, hvor Casper, Jesper og Brie har Oscar-vinderen Anthony Dod Mantle som gæstestjerne i studiet!

Anthony Dod Mantle, Filmnørdens studie, oktober 2012. © Brian Iskov

I hele to tætpakkede timer fortæller den 57-årige, dansk bosatte filmfotograf Anthony Dod Mantle om sit spændende liv og karriereforløb. Den afslappede kaffesnak berører, blandt ovennævnte og mange andre ting, Anthony Dod Mantles stilskabende dogme-samarbejde med Thomas Vinterberg på "Festen" og hans faste parløb med Danny Boyle på bl.a. "28 dage senere" og "Slumdog Millionaire". Lyt med fra 01:35:08 (intro starter 01:28:40):

> Filmnørdens podcast 63 med Anthony Dod Mantle (mp3)

I løbet af podcasten kommer Anthony Dod Mantle også ind på de problemer, der opstod, da Danny Boyle insisterede på at sætte to filmfotografer sammen på "127 Hours". Som bonus kan du længere nede i dette indlæg høre (eller læse) Danny Boyles tanker om, hvad der lå bag det usædvanlige eksperiment.

Desuden giver Danny Boyle, Harmony Korine ("Julien Donkey Boy") og Lone Scherfig deres helt personlige bud på, hvad der gør Anthony Dod Mantle til noget ganske særligt som filmfotograf – og som menneske. Men allerførst  får du som ekstramateriale Anthony Dod Mantles uddybende kommentarer til nogle af de film, vi snakker om i podcasten. God fornøjelse!

Anthony Dod Mantle, Kastrup Lufthavn, februar 2009. © Brian Iskov

Anthony Dod Mantle om (nogle af) sine film

Anthony Dod Mantle om "Die Terroristen" (Phillip Gröning, 1990):
”Min første spillefilm [som DP, director of photography] lavede jeg for en tysk instruktør, Phillip Gröning, som jeg holder meget af. Han lærte mig meget om, hvad der er imellem to punkter. Det er meget tysk, en konceptkunst-tankegang. At det usynlige rum imellem to objekter er lige så interessant som selve de to objekter, man kigger på. Det er jeg så gået videre med i min udforskning af kamerabevægelser, og jeg har talt meget med Garrett Brown, som opfandt Steadicam, om det.”

Anthony Dod Mantle om "Menneskedyret" (Carsten Rudolf, 1995):
”Jeg begyndte som DP i dansk film med ”Menneskedyret”, som fik flere Roberter, end den havde publikummer. Men den gav mig en Robert, og det var en god start.”

Anthony Dod Mantle om "Festen" (Thomas Vinterberg, 1998):
”Jeg testede mere grundigt på ”Festen” end på nogen anden film. Vi testede alle former for elektroniske formater. Vi overvejede Super 8, 16 og 35 mm. Og pludselig kunne jeg mærke, de her små moderne, emotionelt håndterlige kameraer, det var dét. Og det har ligget meget dybt i mig, og det ligger meget dybt i ”Festen”. Den karakter, det kamera har, passer til historien. Man kunne sagtens have lavet det på en anden måde, det kunne lige så godt ikke have været en dogmefilm. Men det er godt, at det blev, hvad det blev. Et eller andet sted, så holder den i dag. Den har ramt folks hjerte. Fuck incest, det er ikke det, det handler om, men bare det, at man ikke hører efter. Man mærker ikke hinanden, før man dør. Så står man der ved begravelsen og er ked af det. Et liv er gået, og man har ikke været gode nok til at lytte til hinanden.”

Anthony Dod Mantle om "The Last King of Scotland" (Kevin Macdonald, 2006) [som skuespilleren Forest Whitaker vandt en Oscar for]:
”Det år var jeg tilfældigvis en af de få danskere, der havde noget som helst med Oscarpriserne at gøre. Mug'en, idioten her. Det er det samme med Lars (von Trier, red.) og Cannes. I mediernes øjne bouncer jeg ind og ud af det der ”han er dansker, han er ikke dansker”. Men jeg betaler for meget i skat, og det skal jeg takke Danmark for.”

"Vi optog on location i Uganda, som i øjeblikket er et af de afrikanske lande, som fungerer bedre. De oplever rigdom, men også stadig korruption i højeste grad. Mistænkelige unge politikere med Armani-jakkesæt på. Og dem, der er lidt ældre og erfarne og begynder at sige dem imod, de ryger ud. Det er lidt ligesom filmbranchen."

Danny Boyle i Mumbai, august 2007. Foto © Anthony Dod Mantle

Anthony Dod Mantle om "Slumdog Millionaire" (Danny Boyle, 2008):
”Det var en fordel, at jeg havde boet i Mumbai. Jeg var forberedt. Men at filme i slummen er svært, for du er midt i folks liv, og de har måske et rum to gange større end det her bord, hvor de bor tre unger. De skider i poser og smider det ud over muren. Det er meget primitive forhold, som millioner af mennesker bor i. Og du sidder i det, du sidder i deres verden. Tyve millioner mennesker bor der. Det er ubegribeligt og ubeskriveligt. Når filmen rører så mange mennesker, er det sikkert også på grund af dét.”

Anthony Dod Mantle om at vinde en Oscar for "Slumdog Millionaire":
”Det er en meget abstrakt, hurtig oplevelse. Det er lige før, at nogle af dem, der kender mig bedst og fulgte det på tv, oplevede det på en mere ægte måde. Jeg ville måske opleve det bedre, hvis det havde været en af mine venner, som stod der. Det går så hurtigt.”
”Min hund på halvandet år er en af de ting, der bringer en tilbage på jorden. To dage efter Oscar-uddelingen stod jeg uden for naboens hus med sådan en sausage bag, en hundepose med hul i, og rodede rundt i regnvejret. Da min nabo så det, skreg han af grin.”

> Læs også Anthony Dod Mantles kommentarer til "The Eagle" (Kevin Macdonald, 2011)

Anthony Dod Mantle, Østerbro januar 2009. © Brian Iskov

Hvad instruktørerne siger om Anthony Dod Mantle:

DANNY BOYLE 
(Trance, 127 Hours, Slumdog Millionaire, Millions, 28 dage senere, En sælger med sug i, Strumpet):

"There's an old African saying that the best time to plant a tree is 20 years ago. And the next best time is now.

That's what it's like working with Anthony. We do our research, we share the images we have in our heads, or that we have torn from books and magazines, movies and museums; we have the perfect version of how everything should be. We talk of course (and Anthony can talk for ten) usually about celluloid – like all great cinematographers his preferred weapon of choice.

But then we look at each other and realise that version has already been done by people much better qualified than us 20 years ago.....and that the next best time is now.

So he drags himself back to the 'small and modest malignancy, wicked and bristling with dots' of digital cameras and screens and off we go. A modern eye on a modern world. All the classicism and perfection of celluloid is betrayed by his reach for the moment. Now means just that with Anthony."

HARMONY KORINE
(Julien Donkey Boy):

anthony is a crazy mother fucker. he is a cinematic gangster. he does what needs to be done. he does not feel the need to have to articulate his intentions to me, he works more like a painter or a psychopath, he jumps around and hides out in the shadows or under beds or inside dirty closets, he finds spots that other people generally dont like to venture. nothing pertaing to the image is off limits, there is no reverence, there is an explosion of piss and poetry, there is an beautiful detachment, this is a great way to approach things, its something thats felt more then discussed, its inside rather than out, its restless and wild and fucked in the head, he follows the light, he bends the light and creates the rules, he understands the folly in things. he is one of the great ones.

LONE SCHERFIG
(Hjemve, Kajs fødselsdag):

"Anthony har et meget stort kunstnerisk register. Han bruger kameraet, lyset og efterarbejdsprocessen til at formulere stof, tanker og stemninger, ingen andre vil kunne formidle på samme måde. Han er inspireret, nysgerrig, fornyende, stilsikker, feteret. Phileas Fogg møder Leslie Howard møder David Bowie, bare mere familiefar-kærlig."


> Mere om "127 Hours" på Bries Blog-O-Rama



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar