"Wadjda - Den grønne cykel": Interview med Haifaa Al-Mansour

Haifaa al-Mansour er den første kvindelige filminstruktør i Saudi-Arabien - et mandsdomineret land, der i øvrigt hverken har filmindustri eller biografer. Brie har mødt mønsterbryderen, der har danmarkspremiere på sin debutfilm, "Wadjda - den grønne cykel", i dag.

I Haifaa Al-Mansours hjemland, Saudi-Arabien, må kvinder ikke køre bil. De må ikke færdes offentligt sammen med mænd, og en saudisk kvinde kan heller ikke gifte sig, få et job, åbne en bankkonto eller forlade landet uden en mandlig værges samtykke.

Og indtil for nylig måtte kvinder heller ikke køre på cykel i Saudi-Arabien.

Men Haifaa Al-Mansour er brudt igennem glasloftet. Som 30-årig forlod hun sit job i et amerikanskejet oliefirma for at blive filmmager. Godt otte år senere spillefilmdebuterede hun som Saudi-Arabiens første kvindelige instruktør med den charmerende "Wadjda" (udtales hva-dji-da).

Familiefilmen om den rebelske 10-årige saudipige, som brændende ønsker sig en grøn cykel, fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2012. Først nu, 30. januar 2014, når "Wadjda" til Danmark under titlen "Den grønne cykel".


Bag Wadjdas uskyldige drøm om frihed på to hjul lurer instruktørens kommentar til Saudi-Arabiens stærkt konservative samfund. Trods nye, liberale vinde og et reformvenligt styre har de patriarkalske skikke fortsat godt tag i den islamiske befolkning. Hvis Haifaa Al-Mansour ønsker at se en dvd-film i sit fødeland, skal hendes chauffør leje den for hende, da saudiske kvinder er forment adgang til videobutikkerne.

Desuden er offentlige filmvisninger bandlyst i Saudi-Arabien og har været det siden 1980erne. Indbyggere af begge køn må rejse til nabostater som Bahrain eller Qatar, hvis de vil opleve "Wadjda" på det store lærred. I hjemlandet vil Haifaa Al-Mansours debut kun blive tilgængelig på dvd og betalings-tv.

»Vi optog filmen i Riyadh (Saudi-Arabiens hovedstad, red.) med lokale skuespillere, og den er koproduceret og delvist finansieret af et saudisk selskab. Så det stikker lidt i hjertet,« siger instruktøren, der er gift med en amerikansk diplomat og bosat i Australien.

"Den grønne cykel" | pr-foto © Øst for Paradis

Står det til de liberale kræfter i Saudi-Arabien, varer det ikke mange år, før landet får sine første biografer og en egentlig filmindustri. Indtil 2006 fandtes der slet ikke saudiske spillefilm.

»Vores koproducer på filmen, prins Al-Waleed bin Talal (kong Abdullahs nevø, red.), er erklæret kvindesagsforkæmper og gør meget for at fremme saudisk filmproduktion. Regeringen arbejder også på at skabe bedre vilkår for kunstnere og kvinder. Men den religiøse elite er imod det. I deres øjne udgør filmmediet en trussel mod moralen og det ubesmittede samfund,« forklarer Haifaa Al-Mansour og understreger, at også mange menige saudiere ønsker at fastholde dynastiernes traditionelle værdier.

Haifaa Al-Mansour og hendes (mandlige) tyske filmhold var derfor tvunget til at sno sig, da de indspillede "Wadjda" i hovedstaden Riyadhs gader. I særligt konservative bydele måtte instruktricen gemme sig i en varevogn og kommunikere med sine skuespillere via walkie-talkie for at vække mindst mulig opsigt.

Men filmholdet mødte også velvilje, fortæller hun:
»I andre kvarterer kom beboerne ud for at blive fotograferet med os, og nogle spurgte, om de måtte medvirke som statister i baggrunden. Det var rart også at opleve dét.«

Haifaa Al-Mansour, instruktør af "Den grønne cykel" | pr-foto © ØFP

Selv er Haifaa Al-Mansour vokset op i en lille, saudisk provinsby som den ottende i en søskendeflok på tolv. Og hun priser sig lykkelig over at have haft progressive middelklasseforældre, som støttede deres børn i et og alt. Hendes mor og far sørgede for, at børnene havde adgang til videofilm, tidsskrifter, tv-serier og udlandsrejser. Således oplevede Haifaa Al-Mansour sit livs første biograftur på en familieudflugt til Egypten.

»Mine forældre har altid givet mig og mine søskende plads til at være kreative og forfølge vore mål. Mange af mine barndomsvenner fik aldrig den chance,« siger hun og tilføjer: »En af mine niecer minder meget om Wadjda. Hun er energisk og viljestærk og vil kunne nå meget langt. Men hendes far giftede sig konservativt og gør, hvad han kan for at holde sin datter nede.«

Wadjdas oprørstrang spejler helt konkret instruktørens egen livshistorie på ét punkt: den grønne cykel. Haifaa Al-Mansour fik sådan en af sin far, den nu afdøde digter Abdul Rahman Mansour, da hun var barn. Cykelhandleren protesterede, men hr. Mansour nægtede at forskelsbehandle sine pige- og drengebørn. Dog turde han kun lade Haifaa cykle omkring inden døre. Det var for farligt at lade den lille pige færdes alene på gaden i Riyadh.

Haifaa Al-Mansour fortæller, at hendes far ofte modtog breve fra oprørte slægtninge, der kritiserede ham for at give sit afkom så frie tøjler.
»Men han bekymrede sig aldrig om, hvad andre sagde eller tænkte. Han ville ikke lægge bånd på os, så vi er opdraget til at være selvstændige, moderne mennesker. Og i et samfund som vores, hvor mændene forventes at holde kvinderne under kontrol, er det vigtigt at have mænd som ham, der tør at stå imod presset,« siger Haifaa Al-Mansour.

Hun håber, at hendes film kan give debatten et menneskeligt ansigt: »Måske sidder der en konservativ far derude, som efter at have set filmen vil give sin datter en cykel, eller hvad hun nu ønsker sig, og hjælpe hende til at forløse sit potentiale.«

"Den grønne cykel" (2012) | pr-foto © Øst for Paradis

De brydninger mellem modernitet og tradition, som Al Mansour netop nu oplever i Saudi-Arabien, ser hun som et tegn på, at tøbruddet er begyndt.
»Det er en rig nation, så alle har adgang til internet, tv og sociale medier, og alle teenagere har en Facebook-profil. Man kan ikke kønsopdele internettet,« siger Haifaa Al-Mansour, der bemærker, at netdating er yderst populært blandt saudiske teenagere.

»Selv om de måske aldrig har rejst uden for bygrænsen, har de set hele verden gennem deres bærbare computer. De unge vil gerne frigøre sig fra den ældre generations levevis. De ønsker ikke det kønsopdelte samfund, hvor piger skal holdes skjult bag hjemmets fire vægge. De vil ud og rejse, arbejde, leve livet.«

Haifaa Al-Mansour nævner også deltagelsen af to saudiske sportskvinder ved det seneste OL i London som et tegn på, at Saudi-Arabien langsomt er ved at åbne sig mod omverdenen:
»Jeg siger ikke, det er et paradis, men vilkårene for kvinder og kunstnere er under forandring. Vi skal bare tro på os selv, stemme skuldrene imod glasloftet og kæmpe for det, vi gerne vil opnå. Vi har fået muligheden for at blive hørt. Og verden er klar til at høre fra os.«

Efterskrift: I de halvandet år, der er gået, siden jeg interviewede Haifaa Al-Mansour i Venedig i 2012, har "Wadjda" været vist offentligt tre gange i hjemlandet Saudi-Arabien – omend kun for et stærkt begrænset publikum på de tyske og amerikanske ambassader.

Desuden blev Haifaa Al-Mansours film indstillet til en Oscar af en saudisk komite, som grundet fraværet af lokale biografer var nødt til at rejse til De Forenede Emirater for at se filmen! ("Wadjda" endte dog ikke blandt de fem nominerede i kategorien bedste udenlandske film).

Endelig er det nu blevet lovligt for kvinder at cykle på gaden i Haifaa Al-Mansours hjemland. Mon man kan give "Wadjda" æren for denne positive udvikling?

---

Blå bog: Haifaa Al-Mansour

• Født 1974 i Saudi-Arabien.
• Er Saudi-Arabiens første kvindelige film- og tv-instruktør.
• Har studeret litteratur på det amerikanske universitet i Kairo og filmteori i Sydney.
• Debuterede som filmmager i 2005 med dokumentaren "Women Without Shadows" om kvinders vilkår i det saudiske samfund.
• Spillefilmdebut med "Den grønne cykel" (Wadjda, 2012), som hun også har skrevet manuskript til.

NB: En version af denne artikel har tidligere været bragt i Politiken september 2012.

Bries interview med Nicolas Cage: "Engle findes!"

Tidligere var Nicolas Cage kendt for at give den hele armen i alle sine film, men i Oliver Stones "World Trade Center" fra 2006, som TV 2 viser i aften, spiller den aparte stjerne udelukkende med ansigtsmusklerne. Jeg var dengang den eneste danske journalist, som fik interview med Nicolas Cage om "World Trade Center" - og det foregik selvfølgelig i New York.



Der kan ofte være noget fåret over Nicolas Cages lange Fedtmulefjæs, men i dag ligner han mest af alt en klassisk dirigent, som han skridter mod podiet i sort jakkesæt, hvid skjorte og med bølgende Beethoven-hår. Vi er i Manhattan, New York, hvor den 40-årige skuespiller taler høfligt og alvorsfuldt til pressen om sin aktuelle film, ’World Trade Center’, så vi ikke lades i tvivl om, at det er et nobelt projekt.

Bedrøvelsen i Nicolas Cages hundeøjne synes at blive forstærket af langsomheden i hans slæbende, californiske accent, da han opruller historiens autentiske baggrund: hvordan to betjente overlevede at ligge fanget et halvt døgn under de sammenstyrtede tvillingetårne.

 Engle eksisterer. De er inde i folk.

- Nicolas Cage 

– Da manuskriptet blev leveret til mig, kom det som svaret på mine bønner. I seks måneder havde jeg gået og spekuleret på, hvordan jeg kunne bruge mine skuespilevner til at hjælpe andre. Og så ringede Oliver Stone med denne simple, sande historie om, hvordan disse mænd og deres familier kom igennem 11. september, og jeg tænkte: ”Det her kunne godt hjælpe. Det kan bidrage til helingsprocessen”. Det har altid en lægende effekt, når man ser autentiske historier om folk, der hæver sig selv op på et plan, hvor de kan overvinde de mest utrolige forhindringer. Engle eksisterer. De er inde i folk, siger Nicolas Cage med højtidelig mine.

Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Stjernen har valgt at træde uden om den sædvanlige talkshow-rute med 'World Trade Center’. Han giver kun få interview om filmen og har doneret sit fulde honorar til Røde Kors og deres arbejde med ofrene for orkanen Katrina.

> Læs også mit interview med Oliver Stone

Frygtløs desperado
Det er unægtelig en noget anden Nicolas Cage, vi sidder over for, end den excentriske kolbøtte, vi husker fra ‘Lunefulde måne’ og ‘Vilde hjerter’. Dengang var han berygtet for at tage sine roller langt ud over kanten, og den unge desperados mangel på stopklodser resulterede i en stribe fortolkninger så uforudsigelige og fulde af bizarre tics, at det tangerede filmisk jazz.

Det faldt for eksempel ikke i god jord, da Cage i onkel Coppolas ‘Peggy Sue blev gift’ spillede Kathleen Turners ungdomskæreste som en blanding af Søren Spætte og Fjotte fra ’Basserne’. Han kunne også finde på at hive en tand ud uden bedøvelse for rollens skyld (‘Birdy’) eller æde en levende kakerlak for rullende kamera (‘Hvem har taget mine tænder?’).



Vendepunktet kom, da Nicolas Cage i 1996 vandt en Oscar, og branchens respekt, for det melankolske drankerdrama ’Leaving Las Vegas’. Straks sadlede han om ved at relancere sig selv som actionhelt – et kontrært, men for Cage meget typisk træk. De højoktane popcornfilm gjorde ham populær hos det brede publikum, men han har samtidig formået at komme ud i hjørnerne med alternative skæverter som ‘Orkidétyven’ (Adaptation) og ‘The Weather Man’.

Selv her møder man dog en Nicolas Cage, der har skruet gevaldigt ned for armbevægelserne, og rollen som John McLoughlin i ‘World Trade Center’ byder på den ultimative spændetrøje for den kinetiske skuespiller: I størstedelen af spilletiden kan han ikke røre sig ud af flækken, fordi han ligger fastklemt under murbrokkerne som nederste pind i en kæmpe omgang betonmikado.

– Jeg kan normalt godt lide at bevæge mig meget, men her var jeg fanget i et seks meter dybt hul og havde kun mine ansigtsmuskler at arbejde med, fortæller Nicolas Cage om de uvante omstændigheder.

Michael Peña og Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Flydetanken
Under forberedelserne fæstnede Nicolas Cage sig ved den detalje, at de to betjente ikke alene måtte slås med chokket, smerterne og de pludselige stikflammer, som skød gennem ruinerne – de var også omgivet af bælgravende mørke. Det fik Cage til at tænke på ’The Tactile Dome’, en interaktiv udstilling, som hans far, dr. August Coppola, lavede i 1971, og som stadig kan opleves på The Exploratorium i San Francisco. Kunstværket består af en totalt mørklagt kuppel, som man skal føle sig vej igennem med berøringssansen i fingerspidserne som eneste hjælpemiddel.

– Jeg prøvede kuplen, da jeg var seks år gammel, og det var en meget skræmmende oplevelse, som jeg aldrig har glemt. Så sagde Oliver: ”Hvad med at prøve flydetanken i Venice Beach?”.

En flydetank ligner mest af alt en trådløs mus i overstørrelse. Den lys- og lydisolerede kokon fyldes op med saltvand – blandingsforholdet er ”400 kilo magnesiumsulfat til to tommer vand”, oplyser Cage – og idéen er, at man træder op i beholderen, lukker alle forstyrrende elementer ude og chiller igennem i halvanden time. Flydning er det seneste hit inden for afstresning og siges også at være god terapi, men da låget blev lagt på Cages glasfiberkiste, og alt blev mørkt og stille som i graven, var han tæt på at gå i panik.

– Mit hjerte pumpede løs, og jeg havde bare lyst til at slippe ud derfra. Men da jeg så faldt lidt til ro og fik min puls under kontrol – og jeg ved, at det her kommer til at lyde åndssvagt – så begyndte jeg at tænke på ordene ”Within you, without you”. Jeg ved ikke hvorfor, men det fik mig til at smile. Og så slappede jeg bare af. Det føltes som at svæve vægtløs i det ydre rum, siger Nicolas Cage, der brugte ”en lille flig” af oplevelsen, da han senere skulle agere under endnu mere klaustrofobiske forhold.

Nicolas Cage i "World Trade Center" (2006) | pr-foto TV 2

Døden nær
Skuespilleren var desuden så heldig at have den virkelige John McLoughlin ved sin side under optagelserne. Den garvede overbetjent kendte finanscentret ud og ind efter at have gået vagt i bygningerne i 12 år. Allerede i 1993 oplevede McLoughlin et bombeattentat mod Twin Towers, og selv om alle slap med skrækken dengang, havde han hele tiden i baghovedet, at det kunne ske igen. Den 11. september 2001 fik han ret.

John McLoughlin var netop rykket ind i gennemgangshallen med fire kolleger for at hjælpe folk ud, da sydtårnet ramlede ned over hovederne på dem. Kun tyve personer overlevede sammenstyrtningen, og der gik 22 timer, før John blev trukket op af mørket. Han lå siden i medicinsk koma i seks uger og måtte gennemgå en række pinefulde operationer for at komme fysisk til hægterne igen.

Nicolas Cage fortæller:
– Det var vigtigt for mig at behandle rollen med respekt, fordi jeg havde med en levende person, og endda en helt, at gøre. John gav mig lov til at videofilme ham, så jeg kunne tilegne mig hans manerer, og han hjalp mig til at forstå, hvor han søgte hen mentalt for at overleve de mange timer i hullet.

– Selv om han var tæt på at give op flere gange, tillod John sig på intet tidspunkt at anerkende det faktum, at han var døden nær. Han havde en trist følelse af at have svigtet sin kone og børn og var bange for, at han aldrig ville se dem igen. Det var sindbillederne af hans familie, som holdt ham i live, beretter Nicolas Cage, der selv er far til to.

Nicolas Cage og Michael Peña i "World Trade Center" (2006) | pr-foto UIP

Barndommens helte
Nicolas Cage blev valgt til rollen af filmens instruktør, Oliver Stone, som skuespilleren havde ønsket at arbejde sammen med siden midten af 80’erne. Den stridbare filmmager bag ’Platoon’ og ’JFK’ har længe været en torn i siden på det konservative Amerika, men trods det ømtålelige emne bærer hans nye film ikke det mindste præg af skjulte dagsordener eller politisk agitation.

Nicolas Cage mener sågar, at man for en gangs skyld kan og bør se filmen sammen med ungerne, selv om der står Oliver Stone på forteksterne:
– Jeg tror, at de letpåvirkelige unge sind, der overværede 11. september på tv, ønsker at få svar. De vil vide, hvad der skete den dag. Jeg ved i hvert fald, at min egen søn har det sådan, siger Cage, der kan huske, hvordan han som yngre gik i biffen og så ’Kinasyndromet’ og ’Papillon’, og hvordan det hjalp ham til en bedre forståelse af verdenssituationen.

Dengang var Nicolas Cages egne forbilleder af en lidt anden støbning end brave hverdagshelte som overbetjent McLoughlin.
– Mine helte var tegneseriefigurer, afslører Cage og indrømmer, at det var de kulørte hæfter fra Marvel og DC, der lærte ham at læse. Ikke alene har skuespilleren taget sit kunstnernavn efter den sorte superhelt Luke Cage, han har tillige døbt sin yngste søn Kal-El – Supermans fødenavn.

Nicolas Cages mangeårige drøm om at spille Manden af Stål faldt til jorden, da den længe udskudte ’Superman Reborn’ blev skrinlagt til fordel for Bryan Singers genfortælling, 'Superman Returns', med Brandon Routh i titelrollen. Til gengæld lykkedes det Cage i 2006 at få grønt lys til den filmatisering af Marvel-serien ’Ghost Rider’, som han har været tilknyttet siden årtusindeskiftet.



– Man kan sige, at ’Ghost Rider’, hvor helten vandrer mellem de levendes og de dødes verden, fungerer på et mere indlysende mytologisk plan end ’World Trade Center’. Men egentlig synes jeg, det er lige meget, hvilken form helten antager. En helt er en, der ofrer sig selv for at hjælpe andre. Det behøver ikke være fysisk. Det kan være at fravælge et vigtigt job, fordi firmaet ikke deler dit etiske standpunkt, eller det kan have noget at gøre med samspillet i familien, siger Nicolas Cage.

Privatlivets myter
Som voksen er Nicolas Cage stadig lige fascineret af myter, såvel populærkulturens som antikkens, og han finder også stof til eftertanke i C. G. Jung og Joseph Campbells analyser af mytologierne.

– Jeg tror, man kan uddrage nyttige ting af myter. De udgør en slags model for den menneskelige erfaring, som man kan bruge til selv at komme igennem vanskelige situationer. Jeg har selv har spejlet sig i mytologierne for at blive klogere på, hvad der skete i mit eget liv, røber Cage.

Eksempler er han dog ikke meget for at dele ud af. Det er for personligt, undskylder han sig genert og ligner pludselig den gode gamle, halvfjumrede Nicolas Cage i et kort sekund. Efter at have udvekslet prøvende blikke med sin presseagent beslutter skuespilleren sig til sidst for at trække et tilpas vagt eksempel frem fra privatsfæren.

– Uden at ville nævne navne, så kan jeg sige, at den måde, Arthur tacklede og tilgav Lancelots forræderi på, var utrolig heltemodig, for det var egentlig ikke Arthurs lod at være gift på det tidspunkt i sit liv. Han havde mange andre jern i ilden, så han kunne sagtens forstå, hvorfor han blev forrådt. Jeg kan godt finde paralleller i mit eget liv til dét, slutter Nicolas Cage, og hvilken af hans to ekskoner, han ser i rollen som sin personlige Guinevere, må vi selv digte os til.

En version af denne artikel har været trykt i FOKUS' særtillæg 7. september 2006.

Danske undertekster: Sort snak på Netflix

Netflix har modtaget kritik for sine mangelfulde undertekster, siden den amerikanske streamingkanal åbnede på det skandinaviske marked i 2012. Netflix er helt ligeglad med kvaliteten, lyder det fra oversætterne.

»They used to keel haul traitors back in the day«, lyder en replik om kølhaling i tv-serien 'Firefly'. Men når afsnittet vises på Netflix Danmark, står der noget overraskende i underteksten: »De plejede at suge folk ud igennem nøglehuller i gamle dage«.

På forbrugersitet Trustpilot.dk skriver utilfredse Netflix-kunder, at de opsiger deres kanalabonnement netop på grund af de mange meningsforstyrrende danske tekster, hvor dyrlæger (veterinarians) forvandles til vegetarer og smoothiebarer til »glatte barer«.

> Læs brugernes anmeldelser af Netflix på Trustpilot

Også i Norge har Netflix bøvl med underteksterne. Her blev udråbet ”Holy fuselage« (du milde flyskrog) i en Disney-børneserie oversat med "Fy fitte" (fy fisse)!

> Norsk kritik af Netflix' undertekster (nrk.no)

Problemerne opstår, fordi den amerikanske streamingkanal får mange af sine skandinaviske tekstninger leveret af bureauer, hvor utrænede oversættere arbejder under tidspres, uden korrektur og til takster, der ligger 40-50 % under normalt lønningsniveau, oplyser Dansk Journalistforbund.

»Netflix har tilsyneladende kun ønsket at presse prisen mest muligt for at komme ind på markedet. De er klar over, at vi i Norden forlanger tekster i bunden af billedet. Men Netflix er ligeglade med kvaliteten af underteksterne – også selv om de mange fejl faktisk gør det sværere at forstå meningen,« siger Kirstine Baloti, der er faglig konsulent for billedmedieoversættere i DJ.

> Danske tekstere angriber Netflix (journalisten.dk)

Kirstine Baloti erfarer, at Netflix er begyndt at kræve, at de film og serier, de køber til distribution, leveres med færdige (gratis) tekster fra produktionsselskaberne.

Dette bekræftes til dels af Netflix' kommunikationsdirektør, Joris Evers, i en mail til Bries Blog-O-Rama. Han lægger samtidig hele ansvaret for kvaliteten på tekstleverandørernes skuldre:

At Netflix we acquire the subtitles mostly from the same places as traditional broadcasters do. Often times the subtitles actually come with the titles when we acquire them, so a show or a movie will come to us complete with the subtitles.

Netflix eksperimenterer også med crowdsourcing, hvor tekstningen lægges ud til ulønnede amatører og hobbytekstere på nettet.

> Læs om Netflix' test af brugergenererede undertekster (gigaom.com)

Herhjemme har en erfaren filmoversætter set en af sine gamle tekstninger brugt på Netflix, men krediteret til et andet bureau – hvilket er en krænkelse af ophavsretten. Og i Finland blev kanalen grebet i at benytte rippede dvd-tekstfiler, der var downloadet fra pirathjemmesider.

Framegrab af ulovlige pirattekster på Netflix Finland

Kirstine Baloti vurderer, at eksterne leverandører kan have solgt disse tekstninger ulovligt videre til Netflix.

»Discount-tekstningerne er bekymrende, fordi udviklingen går i retning af internationale streamingtjenester. I den sammenhæng fylder 5 mio. dansktalende seere meget lidt – især hvis de ikke klager over at få serveret dårligt sprog,« siger Kirstine Baloti, der opfordrer Netflix-brugere til at gå på barrikaderne for modersmålet.

> Underskriftindsamling for bedre undertekster på Netflix Danmark (stream-tv.dk)

En finsk oversætter har på sin blog citeret kanalens produktdirektør, Neil Hunt, for at sige, at tekstningens kvalitet ikke spiller nogen rolle.
»At undertekster har indflydelse på befolkningens læsedygtighed og sproglige færdigheder, affejede han som en joke,« beretter den finske oversætter fra sit møde med Hunt i 2012.

> Netflix-produktchef: "Vi er ligeglade med teksterne" (av-kaantajat.fi)

Netflix’ kommunikationsdirektør, Joris Evers, har siden sået tvivl om Neil Hunts udtalelser, mens den anonyme blogger fastholder citatets rigtighed, skriver NRK.no.

> Netflix versus den finske blogger (nrk.no)

Netflix Support oplyser, at kunder kan indsende klager over underteksterne ved at logge på netflix.dk med deres kundenummer og udfylde sidens e-mail-formular.

Streamingkanalen Netflix har hovedsæde i Californien, USA, og ca. 40 mio. kunder på verdensplan.

En kortere version af denne artikel blev trykt i Politiken Film & TV 9. januar 2013.

---

Mere om undertekster på Bries Blog-O-Rama:
> "Kald mig ikke Herman" - interview med Henrik Thøgersen m.m.
> Kunsten at oversætte "8 Mile" - interview med Kenneth Thordal