I år er det 70 år siden, at den finsk-svenske multikunstner Tove Jansson fik udgivet sin første bog om Mumitroldene. Hendes eventyr om de rare og usentimentale væsener i Mumidalen udtrykte et nuanceret og tolerant livssyn, som stadig inspirerer børn og voksne.
> Læs om "Jul i Mumidalen" (fra julekalenderen "Jul og grønne skove", 1980)
Tove Janssons mumifigurer er filmaktuelle i den finsk-franske tegnefilm "Mumitroldene på sommerferie", som Angel Films' Rabalder Bio i dag udgiver på dvd og vod med danske stemmer. Sophia Jansson, Toves niece og formand for Moomin Characters, har været tovholder på filmen, hvis håndtegnede animation er produceret i Kina.
Handlingen bygger på Tove Janssons tegneseriestribe "Mumi ved Rivieraen" (Moomin on the Riviera, 1955), som kan læses i udgivelsen "Mumitrolden - de samlede striber 1" (Carlsen 2008). Denne historie følger de godmodige og noget naive mumitrolde, da de impulsivt drager på eventyr ved den solkyssede franske sydkyst (læs: Cannes).
Mumifars bohemetendenser stiller ham på god fod med en lokal kunstner, grev Montgaga, mens den overfladiske Snorkfrøken besnæres af jetsettets glamourøse livsstil. Mumimor og Mumi selv er mindre begejstrede og længes hjem til Mumidalens ro og fred - især da det fine strandhotel forelægger dem en meterlang regning for opholdet.
Filmen er fortalt i et roligt tempo med douce pastelfarver og føles i store træk tro mod stemningen i Tove Janssons forlæg. Bortset fra den milde satire over kendiskulturen og mumifigurernes iboende charme er der dog ikke stort at komme efter for et voksent publikum: "Mumitroldene på sommerferie" er primært rettet mod de yngste tilskuere.
Lej eller køb "Mumitroldene på sommerferie" online:
> Blockbuster.dk
> SF Anytime
 |
| © Moomin Characters™ |
Herunder kan du læse den artikel om Mumitroldene, som jeg skrev til Dagbladenes Bureau i foråret 2015 med mumifan Anders Lund Madsen som forbilledlig kilde.
ARTIKEL:
Verden ifølge Mumitroldene
Brian Iskov, april 2015
De ligner opretstående albino-flodheste med bekymrede øjenbryn. Deres haler står ud fra deres trinde kroppe ”i en venlig, ret vinkel”. De er rummelige af sind, med et bevægeligt lune: Ængstelse, undren og stilfærdig lykke bølger over deres milde åsyn som krusninger på en dyb skovsø.
De er Tove Janssons Mumitrolde, og de både hyggelige og vemodige væsener har i nu 70 år fascineret børn og voksne gennem bøger, tegneserier, tv-programmer og film.
”Alle kan identificere sig med én fra Mumidalen,” siger Anders Lund Madsen, der er journalist, tv-vært og livslang mumifan. I sine unge dage drømte han om at være Mumitroldens bedste ven, Mumrikken – en rastløs, søgende sjæl med en aura af mystik.
”Han er altid så fri, og ingen ved, hvor han forsvinder hen om vinteren. Det er sådan noget, unge kan li'. I dag, hvor jeg er blevet voksen, synes jeg bare, at Mumrikken og hans mundharmonika er irriterende. Nu er jeg sikker på, at jeg er Mumifar, og jeg har ikke lyst til at være andre,” fastslår Anders Lund Madsen i en alder af 51.
 |
| Mumifar (t.v.) i filmen "Mumitroldene på sommerferie" (2014) | foto Angel Films |
Som dreng klippede Anders Lund Madsen omhyggeligt den daglige tegneserie med Mumitroldene ud af Politiken og klæbede striberne ind i kladdehæfter. Senere, som journalistelev på Ekstra Bladet, sendte han flere breve til Mumiernes mor, den finlandssvenske multikunstner Tove Jansson, for at få interview med hende. Til sidst fik han Janssons personlige assistent i telefonen, som venligt forklarede, at ”det skulle han nok ikke forvente”, for Tove var blevet gammel og træt.
Tove Jansson var dog endnu ganske ung, da de nysgerrige, stormulede trolde og deres kuriøse omgangskreds tog form i hendes frodige fantasi i 1930'ernes Finland.
Drengepigen Tove var en drømmer og læsehest (Tarzan var favoritten). Hun klatrede i træer, byggede hytter i den vilde skærgård og sov på en hylde blandt skulpturerne i forældrenes atelier.
Hendes far, en billedhugger, elskede uvejr og dramatik. Solskin gjorde ham bare melankolsk. Moderen var tegner og repræsenterede trygheden i hjemmet. Samtidig var hun feministisk mønsterbryder og en af stifterne bag den svenske pigespejderbevægelse.
 |
| Tove Jansson og mumitroldene | selvportræt © Moomin Characters™ |
Tove Janssos eventyrlyst og kunstneriske ophav spejler sig i Mumifamilien, der ifølge Anders Lund Madsen er gammeldags og fremadskuende på én gang:
”Mumifar er patriarken, der bygger huset. Mumimor sørger for orden, og barnet, Mumitrolden, går på opdagelse med sine venner. Det er en klassisk eventyropbygning med arketyper, men den er også meget moderne, i og med at figurerne har en ironisk distance til sig selv. De har alle mange begrænsninger, men ingen af dem fremstår usympatiske. Selv skurkene har forsonlige træk, så det bliver aldrig rigtig farligt, selv om universet rummer andet og mere end bare idyl.”
Gennem 1930'erne studerede Tove Jansson på flere internationale kunstakademier, men anden verdenskrigs udbrud gjorde hende for nedslået til at male. Hun ville hellere skrive en eventyrlig historie i stil med dem, hendes mor havde fortalt hende i barndommen.
Tove Jansson påbegyndte sin første Mumifortælling i krigens første vinter. Da bogen endelig blev udgivet i fredsåret 1945, insisterede forlaget på at ændre det mystiske ord ”mumintroll”, som forekom i titlen, til det mere umiddelbart forståelige ”småtroll”. Først med den tredje roman, ”Troldkarlens hat” fra 1948, kom der skred i salget, men så rullede lavinen også. De følgende to årtier var Tove Jansson beskæftiget på fuld tid med at administrere Mumi-imperiet.
 |
| Forsiden af den første Mumitroldebog (1945) | © Moomin Characters™ |
Tove Jansson illustrerede også historierne og hældte sine egne oplevelser, minder, følelser og indtryk ned i siderne. Flere af indbyggerne i Mumidalen er let maskerede udgaver af forfatterens venner og elskere, og ikke mindst hende selv.
”Tove Janssons figurer har et strejf af det romantiske boheme-ideal: De er naturens sønner, frie kunstnersjæle, ægte kulturradikale. Men hun forankrer dem i virkeligheden,” siger Anders Lund Madsen:
”I den slags familier er der altid én, som sørger for, at hverdagen fungerer, og hos Mumierne er det Mumimor, som i en af bøgerne slår ynglende fugle ihjel for at kunne tænde et bål. Det er meget usentimentalt prioriteret.”
Spændet i de følelser, som Jansson beskriver, giver Mumihistorierne en dragende og pirrende tvetydighed, som appellerer lige stærkt til store og små (ifølge bogomslagene er målgruppen ”fra 9 til 90 år”).
”Alle bøgerne rummer dobbelt dialog og ting, man kun forstår, hvis man selv har oplevet noget lignende. Ligeværdigheden mellem de to planer gør det svært at sige, om Janssons historier mest er for voksne eller for børn, og det, tror jeg, er en af grundene til deres vedholdende popularitet,” siger Anders Lund Madsen.
Han har noteret sig, at den dybde, som Mumibøgerne rummer, især synes at fascinere japanerne, selv om den melankolske og eftertænksomme undertone på mange måder er genkendeligt ”urfinsk”.
”I Finland, men også i Norge og Sverige, kan man finde en særlig form for stilstand, som er ladet med alt muligt, der ligger lige under overfladen. Og man undres: Er det her verdens mest lykkelige øjeblik eller det mest foruroligende? Den tryghed og utryghed i én og samme fornemmelse er svær at opleve uden at blive meget påvirket,” mener Anders Lund Madsen.
Han giver også Tove Jansson æren for at have skabt, hvad han mener er den uhyggeligste figur i litteraturhistorien.
 |
| Murren (Mårren/The Groke) i japansk animeudgave | © Moomin Characters™ |
”Murren er en kold, gammel skid, som er så ensom, at intet kan vokse dér, hvor hun har siddet. Hun er den personificerede ensomhed og en figur, man kun kan nære den dybeste respekt for. Men alligevel evner Mumimor at have ondt af Murren.”
Denne tolerante verdensopfattelse fremhæver Anders Lund Madsen som en af Mumifamiliens mest prisværdige kerneegenskaber:
”De giver plads til hinanden. På et tidspunkt keder Mumifar sig og tænder ild i haven i håb om at starte en skovbrand, som han kan slukke og måske redde nogen. Det er ikke særlig pædagogisk, men han får lov til det af Mumimor. De faciliterer hinandens frihed, men under ansvar – og dét synes jeg er i orden. Man ville hverken kede sig eller blive forladt, hvis man havde Mumi som nabo.”
I 1954 blev Tove Jansson hentet til London af avisen The Evening News for at lave en daglig tegnet stribe om troldene. Føljetonen fik 20 mio. læsere over hele verden – den mest succesrige finske tegneserie nogensinde – og produktionen af Mumi-merchandise eksploderede.
Tove Jansson skrev samtidig mumiteater og mumisange, og efterhånden bevirkede arbejdspresset og det offentlige fokus, at hun løb sur i den franchise, hun selv havde skabt. Efter at hendes kontrakt med avisen ophørte, overlod hun tegneserien til sin lillebror Lars Jansson, der kørte den videre til 1975.
 |
| Tove og Lars Jansson | © Moomin Characters™ |
Med tiden antog Janssons Mumifortællinger (i alt otte romaner, en novellesamling og fire billedbøger) også et mere voksent og filosofisk grublende udtryk.
”Det var jo forbandet for Tove at have fundet på noget så driftssikkert så tidligt i karrieren. Hun har haft andre ambitioner og til tider tænkt, at Mumifamilien kunne skride ad helvede til,” siger Anders Lund Madsen. Han ser bøgernes skift fra den ydre handling til den indre som en naturlig udvikling:
”Mumifamilien er næsten ikke med i den sidste roman (”Sent i november”, 1970, red.), og i den næstsidste, ”Mumifar og havet” (1965), sker der heller ikke ret meget. De sejler ud til en ø og prøver at finde ud af, hvorfor fyrtårnet ikke er tændt, og så tager de hjem igen. Der er ikke den samme rabalder over det. Til gengæld slipper Tove for at slå sin guldkalv ihjel, fordi hun i stedet udnytter den til at få afløb for nogle temaer og følelser, som optager hende.”
Tove Janssons død i 2002 synes ikke at have påvirket Mumiernes fremmarch. Gennem tv-tegnefilm, der lægger vægt på Mumidalens hyggelige aspekter, har nye generationer af børn opdaget Janssons mytiske univers. Herhjemme melder tatovører om stor interesse for mumimotiver blandt yngre kunder. I Japan, hvor der findes mumicafeer, sælger mumikrus og mumistel fra det finske firma Arabia som varmt brød, især blandt unge kvinder.
Siden 1993 har fans også kunnet besøge Mumiverdenen, en forlystelsespark i Nådendal i det sydvestlige Finland. Familien Lund Madsen har naturligvis løst billet, og patriarken vurderer, at tivoliudgaven af Tove Janssons skaberværk holder vand.
 |
| Mumiverdenen (Moominworld/Muumimaailma) i Nådendal | © Moomin Characters™ |
”Det er altid grænseoverskridende i den slags parker at møde mandshøje, frotteklædte monstre, der vralter rundt. Men her er det meget nænsomt gjort, uden mumitog og hemulpomfritter. Ligesom i bøgerne sker der ikke det store i Mumiverdenen, men det var en betagende oplevelse,” fortæller Anders Lund Madsen.
Kærligheden til Mumitroldene er gået i arv til hans fem børn. Han håber, at de – som ham selv – vil kunne drage nytte af mumiernes værdier og livssyn i hverdagen:
”Nogle mennesker har hellige skrifter, der viser, hvordan verden bør se ud. Jeg har kunnet bruge Mumihistorierne til at få orden i mine begreber. De er rare at forholde sig til, når man har ondt af sig selv eller andre eller føler ubalance. Det er en god ballast at have.”
Mumiverdenen i den finske Nådendal har åbent alle dage fra 6. juni til 23. august. Udstillingen Mumidalen på kunstmuseet i Tampere, også i Finland, har åbent hele året undtagen mandage og helligdage. I Stockholm i Sverige er der mumiudstilling på børnemuseet Junibacken indtil februar 2017 (åbent tirs-søn i april og alle dage i sommermånederne).
> Mumiverdenens officielle hjemmeside (på engelsk)
Tove Jansson og Mumitroldene: En tidslinje
• 1914: Tove Marika Jansson bliver født i Helsinki, Finland.
• 1929-1932: Tove Jansson logerer hos sin onkel Einar i Stockholm, som driller hende med, at der bor ”mu-u-u-umitrolde” bag komfuret.
• 1940: Tove Jansson skriver sin første fortælling om Mumitroldene.
• 1945: ”Mumitroldene og den store oversvømmelse” udkommer i Sverige, illustreret af Tove Jansson selv. Bogen sælger 219 eksemplarer i sit første år. I dag er førsteudgaverne flere tusind kroner værd.
• 1947: Mumitroldene optræder første gang som tegneserie i ugebladet Ny Tid.
• 1948: Den tredje mumiroman, ”Troldkarlens hat”, giver Jansson og Mumierne deres gennembrud.
• 1954: Mumibøgerne begynder at udkomme på dansk. Tove Jansson påbegynder en daglig tegneserie med Mumitroldene i den engelske avis The Evening News. Serien, som siden overtages af Lars Jansson, blev herhjemme bragt i Politiken 1955-62.
• 1959: Mumifamilien optræder første gang på film som snoredukker i en tysk tv-serie for børn. Omtrent samtidig sætter det finske keramikfirma Arabia de første Mumifigurer på markedet. Porcelænsfigurerne er udformet af Tove Janssons mor, Signe Hammarsten-Jansson.
• 1966: Tove Jansson modtager H.C. Andersen-medaljen for sine Mumibøger. Det er verdens højeste udmærkelse for børnebogsforfattere.
• 1970: Tove Jansson udgiver sin sidste Mumiroman, "Sent i november". Samme år traumatiserer tv-serien ”Mumintrollet” en hel generation af svenske børn, idet Mumifamilien i flere afsnit tager deres hoveder af, så man ser skuespillerne inden i dragterne.
• 1977: Et polsk animationsstudio laver ”Mumitroldene” som filt-flyttefilm. En række episoder bliver pudset af og klippet sammen til to biograffilm i 2000'erne.
• 1980: DR viser den svenske tv-julekalender ”Jul i Mumidalen” fra 1973 som en del af ulandskalenderen ”Jul og grønne skove”.
• 1987: Den permanente udstilling Mumidalen åbner på kunstmuseet i Tampere (Tammersfors) i Finland.
• 1990: En håndtegnet, japansk-hollandsk tv-serie skaber fornyet international opmærksomhed om Mumitroldene. I Danmark kører serien på TV 2 fra 1995 og frem. Serien sætter en ny bølge af Mumi-merchandise i gang.
• 1993: I kølvandet på den seneste tv-serie udkommer nytegnede Mumiserier i bladform (herhjemme som albummer). Historierne er tilpasset et yngre publikum og tegnet af bl.a. danske Mårdøn Smet. Samme år åbner forlystelsesparken Muminvärlden i den finske Nådendal nær Turku (Åbo).
 |
| Mumitroldene tegnet af Mårdøn Smæt | © Moomin Characters™ |
• 2001: Tove Jansson dør i Helsinki, 86 år gammel.
• 2008: Forlaget Carlsen begynder at genudgive Tove Janssons Mumiromaner og avistegneserier, begge i indbundet format. Romanernes forord er skrevet af Anders Lund Madsen.
• 2014: Tove Janssons 100-årsdag fejres verden over. En ny, håndtegnet spillefilm baseret på historien ”Mumi på Rivieraen” får verdenspremiere.
• 2015: Den finske nationalopera i Helsinki har urpremiere på balletten ”Moomin and the Comet” i marts (se video nedenfor). En udstilling af Tove Janssons kunstværker turnerer Japan rundt. Tegnefilmen "Mumitroldene på sommerferie" får dansk dvd og vod-release 27. november.
Mumitroldenes fødsel
I de tidlige 1930'ere, da Tove Jansson var teenager, boede hun hos sin morbror Einar i Stockholm. Hun sneg sig ofte ned til fadeburet om natten for at spise, og det fik Einar til, i et manende tonefald, at advare sin niece om de ”mu-u-u-mitrolde”, som ifølge ham holdt til bag komfuret.
Det kuriøse navn fik første gang gestalt, da Tove Jansson tegnede en proto-mumitrold på familiens das ved sommerboligen i Den Finske Bugt. Hun havde et skænderi med sin ældste lillebror, Per Olov, om den tyske filosof Immanuel Kant, og i raseri tegnede hun ”det grimmeste dyr, hun kunne forestille sig”.
Inden den første Mumibog udkom i 1945, dukkede den langnæsede, vrisne fyr med hale op på flere af Tove Janssons malerier samt som hendes signatur i det politiske satireskrift ”Garm”, som hun bidrog til under 2. verdenskrig. Med årene antog de trinde, hvide, flodhestelignende kreaturer en rundere, mere tiltalende form, omend Mumitroldene alle dage har ligget langt fra gængse, ydre skønhedsidealer.
 |
| Fra filmen "Mumitroldene på sommerferie" | foto Angel Films |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar