fredag den 19. maj 2017

Twin Peaks vender tilbage: "I en by som Twin Peaks er ingen uskyldig"



Snart er ventetiden ovre. I tre uger har jeg delt minder, historier og billeder på Facebook og Twitter for at tælle ned til mandag 22. maj. Den dag, vi aldrig troede skulle oprinde: Den dag, hvor David Lynch og Mark Frost genopliver "Twin Peaks" med en tredje sæson efter 26 års pause.

(Det skulle selvfølgelig have været 25 år, jævnfør Laura Palmers famøse replik i Det Sorte Hjemsted. Men ting tager den tid, ting tager.)

Da Frost og Lynch i oktober 2014 gjorde det officielt på Twitter, at de satte tyggegummiet i produktion igen, hev DR2 Dagen mig og Keld Reinicke i studiet til en snak om, hvad vi som Twin Peaks-fans forventede os af seriens sensationelle genkomst. Halvandet år senere ved jeg ikke meget mere om den nye Twin Peaks end dengang, ud over hvem der medvirker, og at de første fire kapitler kan ses i Danmark fra på mandag. Og jeg ELSKER, at intet er sevet ud. Det kan stadig lade sig gøre at have hemmeligheder i Twin Peaks.



"Twin Peaks: The Return" er produceret til kabelkanalen Showtime i USA og er inddelt i 18 kapitler. I Danmark kan sæson 3 ses eksklusivt på abonnementstjenesten HBO Nordic, hvor de første to dele har premiere mandag 22. maj. De næste to dele vil blive gjort tilgængelige samme dag. Som noget nyt er samtlige 18 timer af den nye Twin Peaks instrueret af David Lynch og skrevet af ham og Mark Frost i fællesskab.

PS: Den nedenstående artikel om "Twin Peaks" skrev jeg for Dagbladenes Bureau i oktober 2014. Teksten er tænkt som en begyndervenlig indføring i Mark Frost og David Lynchs banebrydende tv-serie. For en god ordens skyld skal det nævnes, at både jeg og den tv-serieforfatter, som er artiklens primære kilde, deltog i de nævnte "Twin Peaks"-maratonvisninger i 1990'erne. Det var tider!

PPS: Den 6. maj svarede Sherilyn Fenn (Audrey Horne) på et af mine tweets. Nogen ville mene, at min nedtælling toppede dér.


ARTIKEL, OKTOBER 2014:

I en by som Twin Peaks er ingen uskyldig

”Hvem dræbte Laura Palmer?” Spørgsmålet kom på alles læber for 24 år siden, da tv-fænomenet ”Twin Peaks” fik premiere. Mark Frost og David Lynchs omdiskuterede krimiføljeton tabte hurtigt pusten, men fik alligevel stor betydning for moderne tv-dramatik. Nu er kultserien udgivet på blu-ray med hidtil usete scener.

BRIAN ISKOV/Dagbladenes Bureau

Fjernsyn blev aldrig helt det samme igen, efter at det amerikanske tv-selskab ABC blændede op for første afsnit af ”Twin Peaks” den 8. april 1990.

I åbningsscenen bliver Laura Palmer, en smuk teenagepige, fundet myrdet i provinsflækken Twin Peaks i det nordvestlige USA. Chokket sætter byen på den anden ende, og spørgsmålet ”Hvem dræbte Laura Palmer?” blev også sommerens helt store samtaleemne blandt tv-seere verden over.

Men mordgåden var kun et påskud for seriens skaberpar, Mark Frost og David Lynch, til at dykke dybt ned i det lille samfund og linde på de røde gardiner. For alle i Twin Peaks – familiefædre, forretningsmænd, gymnasieelever – viste sig at føre hemmelige dobbeltliv, og granskovene omkring tømmerbyen skjulte dunkle og dæmoniske kræfter.

Spørgsmålet ”Hvem dræbte Laura Palmer?” optog alle, da tv-krimien ”Twin Peaks” blev årets store kulturfænomen i 1990, og seriens ikoniske billede af den afdøde, 17-årige skønhed (Sheryl Lee) svøbt i plastic gik verden over. Men for seriens skabere var mordgåden kun en anledning til at dykke ned under overfladen i en tilsyneladende normal provinsby. (Pr-foto)

”Twin Peaks” var i udgangspunktet en indviklet detektivserie, fortalt i et dvælende tempo med smukke billeder og drømmende musik. Samtidig var den både en skræmmende gyser med metafysiske lag og en selvbevidst sæbeopera, der holdt tv-mediets klicheer ud i strakt arm. Endelig var ”Twin Peaks” gennemsyret af en markant, skæv humor, som kun bidrog til uforudsigeligheden.

Resultatet stak så meget ud fra samtidens tv-underholdning, at mange udtrykte forbløffelse over, hvordan sådan et projekt overhovedet kunne slippe igennem nåleøjet hos et konservativt, reklamefinansieret tv-network.

”På det tidspunkt var ABC dét network i USA, der havde de dårligste seertal. De savnede desperat en succes, så de hyrede en dynamisk duo i form af tv-forfatteren Mark Frost og filmmanden David Lynch og gav dem frie hænder. Det var et ret radikalt eksperiment,” forklarer Jeppe Gjervig Gram, der er medforfatter af den prisbelønnede tv-serie ”Borgen” og hovedforfatter på DR1's kommende [2014] søndagsserie, ”Bedrag”.

Han sad foran skærmen, da første afsnit af ”Twin Peaks” nåede vore breddegrader i november 1990. Og i samme øjeblik den snurrige FBI-agent Dale Cooper (spillet af Kyle MacLachlan) ankom til Twin Peaks for at hjælpe politiet med efterforskningen, blev Jeppe Gjervig Gram klar over, at han var vidne til et banebrydende stykke tv-dramatik.

”Man forelsker sig i Dale Cooper fra allerførste scene, hvor han sidder i sin bil og snakker begejstret til sin diktafon om den kage, han har fået på vejen derop. Man tænker, at det er verdens mærkeligste FBI-agent, som skal opklare den her mordsag,” husker Jeppe Gjervig Gram.

Aldrig før havde tv-seere mødt en så atypisk detektiv som den excentriske FBI-agent Dale Cooper (Kyle MacLachlan), der kaldes til Twin Peaks for at lede efterforskningen. Coopers ukonventionelle metoder og hans drengede jubel over doughnuts, kaffe og grantræer var med til at gøre ham til en uforglemmelig tv-figur. (pr-foto)

To uger senere, i tredje afsnit, steg kunsten yderligere, da agent Cooper i en bizar drømmesekvens får hjælp til opklaringen af en dværg, der taler baglæns og danser til cool jazz i et rødt rum. Denne uventede eksplosion af surrealisme var måske det tydeligste eksempel på, hvordan ”Twin Peaks” brød med de gængse forestillinger om, hvad man kunne udfordre publikum med i en tv-serie.

”At følge jagten på en morder over mange afsnit havde man set før i 1960'er-serien ”Flygtningen” (der ligesom ”Twin Peaks” havde en enarmet mand i sit persongalleri, red.) og igen langt senere i ”Forbrydelsen”. Men det var grænseoverskridende, at ”Twin Peaks” lod mordgåden udspille sig i en by, hvor alle personer er excentrikere, og hvor drømmesyn, dværge, kæmper og dæmoner får betydning for historiens gang,” siger Jeppe Gjervig Gram.

Seriens tekniske kvalitet lå også langt over datidens tv-standard. En soundtrack-lp med Angelo Badalamentis hypnotiske musik blev en overraskende sællert, og også seriens distinkte visuelle stil bar præg af, at folkene bag kameraet normalt beskæftigede sig med spillefilm. Flere store instruktører som Martin Scorsese og David Fincher har siden taget springet fra film til fjernsyn, men i 1990 var det bestemt ikke hverdagskost, at en så anerkendt og særegen filmkunstner som David Lynch (”Blue Velvet”, ”Vilde hjerter”) kastede sig over tv-mediet. Hans navn på forteksterne gjorde det hipt at se ”Twin Peaks”, mener Jeppe Gjervig Gram:

”Det fik flere til at opfatte tv-serier som noget, der ikke bare var underlødig underholdning, men også kunne være kunst. Lars von Trier havde næppe fået lyst til at lave ”Riget”, hvis det ikke var for ”Twin Peaks”.”

Ved siden af Lynch stod den erfarne tv-mand Mark Frost, der var forfatter på politiserien ”Distrikt Hill Street” i starten af 1980'erne. Her havde Frost lagt grunden til den moderne, komplekse tv-serie med mange parallelle handlingstråde og figurer, der udvikler sig over lang tid – en form, som ud over ”Twin Peaks” også kendetegner senere krimiserier som ”New York Blues” og ”Drabsafdelingen”.

”Mark Frost bliver ofte overset, når folk taler om ”Twin Peaks”, men det er netop koblingen mellem hans langstrakte seriestrukturer og Lynchs unikke, rendyrkede filmsprog, der gjorde serien så dybt original,” understreger Jeppe Gjervig Gram.


”Under seriens excesser ligger der en klar, rød tråd om en lille by, der oplever noget voldsomt og tilsyneladende unikt, da Lauras lig bliver fundet. Men præmissen er, at ondskaben hele tiden har ligget under overfladen, og at den findes i alle små samfund,” siger tv-forfatteren Jeppe Gjervig Gram. Det onde i ”Twin Peaks” kunne også tage konkret form – her i skikkelse af dæmonen BOB (Frank Silva). (pr-foto)

Hypen og medieinteressen udløste da også en sand Twin Peaks-feber ved premieren i 1990. Kritikere modtog serien som en tiltrængt nyskabelse, og for mange blev det ugentlige afsnit en rituel oplevelse, som man ikke måtte gå glip af, hvis man ville deltage i snakken over kildevandsautomaten på arbejde næste dag. De mest indædte fans dyrkede seriens indforståede referencer til gamle film og – ikke mindst – det uforholdsmæssige fokus på detaljer som kirsebærtærte, doughnuts og ”damn fine coffee”.

”Kultpotentialet var oplagt, blandt andet fordi stiltrækkene var så markante og dialogen så citérbar,” siger Jeppe Gjervig Gram og sammenligner med kultfilmen ”Rocky Horror Picture Show”, hvor det faste publikum elsker at råbe i kor med figurerne på lærredet.

Som ung blev den vordende tv-serieforfatter selv så grebet af fænomenet ”Twin Peaks”, at han og en gruppe ligesindede i flere år mødtes til 25 timer lange maratonvisninger, hvor de genså samtlige afsnit på videobånd. Det var såkaldt binge viewing, længe før nutidens streaming-tjenester satte ord på dét fænomen at se en hel tv-serie i streg fra start til slut.

> Læs Bries minder om 1990'ernes TP-maratonaftener

Andre steder i verden opstod særlige Peaks-fester, hvor seriens fans, udklædt som deres yndlingsfigurer, forsamledes for at se ugens nye episode i fællesskab. Eks-beatlen Paul McCartney har sågar fortalt, hvordan dronning Elizabeth afbrød sin egen 65 års fødselsdagsfest på Buckingham Palace, fordi hun skulle op ovenpå og se ”Twin Peaks” klokken otte!

Seriens popularitet svandt dog drastisk ind i anden sæson, hvor tv-selskabet ABC tvang Frost og Lynch til at afsløre identiteten af Laura Palmers morder langt tidligere, end de selv havde ønsket. Resten af sæsonen udartede sig til en forvrøvlet omgang hundesvømning uden mål eller retning, og seerne faldt fra i så store tal, at ABC så sit snit til at lukke og slukke ”Twin Peaks” efter kun 30 afsnit.

”Hele den sidste del af serien virkede næsten som en joke, der bare fik lov til at køre. Når man genser den i dag, er det klart den første del, som holder bedst”, vurderer Jeppe Gjervig Gram.

Kontrasten mellem den perverterede understrøm og den naive, næsten 1950'er-agtige banalitet, som tegner byen Twin Peaks og dens beboere udadtil, var et typisk David Lynch-træk. Den amerikanske filminstruktør tog en gæsterolle i sin egen serie som FBI-agent Coopers foresatte, den tunghøre Gordon Cole. Her flirter han med servitricen Shelly (Mädchen Amick) i Double-R Diner. (pr-foto)

Trods sin korte varighed har ”Twin Peaks” vist sig at have et langt efterliv. Man mærkede først inspirationen i den spøjse lægeserie ”Hede dage i Alaska” og i særdeleshed sci-fi-agent-gyserserien ”Strengt fortroligt” (The X-Files), der tog de overnaturlige elementer fra ”Twin Peaks” og satte dem ind i en mere kommerciel sammenhæng.

”I nyere tid har serier som ”Fringe” og ”Lost” samlet stafetten op ved at have lange mysterieforløb og usædvanlige figurer i et mystisk univers”, siger Jeppe Gjervig Gram. Han mener, at amerikansk tv-dramatik generelt rykkede et gear op i kvalitet efter Frost og Lynchs serie.

”Den gav forfattere og instruktører appetit på at tænke i nye baner, og noget af dén ånd lever videre på kabel-tv og abonnementskanaler, hvor man tager nogle enorme chancer, som ikke er mulige på et network,” siger Jeppe Gjervig Gram.

24 år senere efter premieren formår David Lynch og Mark Frosts tv-eksperiment stadig at vinde nye konvertitter. Hele serien samt Lynchs efterfølgende spillefilm, ”Laura Palmers sidste dage” (Twin Peaks Fire Walk With Me, 1992), er for nylig [oktober 2014] udgivet som en luksuriøst udstyret blu-ray-boks med renset billedkvalitet og fraklippede scener. Også streaming-tjenester som Netflix har været med til at give ”Twin Peaks” nyt liv:

”Den er gået hen og blevet pensum for alle, der kan lide tv-serier, ligesom ”Matador” er det for danskere,” konstaterer Jeppe Gjervig Gram.

> Læs anmeldelsen af blu-ray-ekstramaterialet på "Twin Peaks: The Entire Mystery"

David Lynch skabte et omdiskuteret og ofte parodieret tv-øjeblik, da han i ”Twin Peaks” lod agent Cooper finde afgørende spor i en kryptisk drøm, hvor en dværg (Michael J. Anderson) i rødt jakkesæt snakker baglæns og danser til jazz. ”Det var grænseoverskridende, at ”Twin Peaks” lod mordgåden udspille sig i en by, hvor drømmesyn, dværge, kæmper og dæmoner får betydning for historiens gang,” siger tv-forfatteren Jeppe Gjervig Gram. (Pr-foto)

Twin Peaks-fakta

* Amerikansk tv-serie i 30 afsnit (fordelt på to sæsoner), oprindelig sendt på ABC fra april 1990 til juni 1991. I Danmark blev serien første gang vist på DR fra november 1990 til juni 1991. Den er siden genudsendt på DR2, TV3 og 3+.

* Serien blev udviklet af forfatter- og producerparret Mark Frost og David Lynch, som begge instruerede udvalgte afsnit. De resterende episoder blev iscenesat af håndplukkede instruktører fra indiefilmscenen (uafhængigt producerede spillefilm, red.).

* En tredjedel af alle amerikanske husstande fulgte seriens debut i påsken 1990. Interessen døde dog ud i anden sæson, hvor ”Twin Peaks” mod sin slutning lå placeret som nr. 85 ud af samtlige 89 serier på de amerikanske networks. Her i landet fulgte 750.000 seere de tidlige afsnit på DR. AIM's seerpanel gav serien høje karakterer (4,7 ud af 5), men seerandelen i Danmark nåede dog aldrig over 20 %.

* Et blu-ray-bokssæt,”Twin Peaks: The Entire Mystery”, er udgivet af CBS/Paramount. Foruden seriens 30 afsnit og et væld af ekstramateriale indeholder sættet også David Lynchs spillefilm ”Twin Peaks: Laura Palmers sidste dage” samt halvanden times hidtil usete, slettede scener fra filmen.

* To nye bøger går i dybden med ”Twin Peaks”. Brad Dukes' engelsksprogede ”Reflections: An Oral History of Twin Peaks” (fra forlaget Short/Tall Press) indeholder interviews med over 100 af de personer, der var med til at lave serien. Herhjemme har cand. mag. Andreas Halskov skrevet ”Paradoksets kunst - Om David Lynch og hans film”, der udkommer på Turbine forlaget senere på måneden.

Læs Bries boganmeldelse af Reflections – An Oral History of Twin Peaks”


Hvor blev de af? (2014)

Kyle MacLachlan (Dale Cooper – 55 år) dukkede siden op i film som ”The Flintstones” og det notoriske flop ”Showgirls”. Bedre gik det på tv med faste roller i ”Desperate Housewives” (hvor han spillede Orson), ”Sex and the City” (Trey) og ”How I Met Your Mother” (The Captain). For tiden medvirker han i den improviserede komedieserie ”Portlandia”. Han bor i New York med sin familie og ejer en vingård i delstaten Washington.

Sheryl Lee (Laura Palmer og Madeleine Ferguson – 47 år) debuterede som 22-årig ved at spille Lauras lig i første afsnit af ”Twin Peaks”. David Lynch var så imponeret, at han gav hende en ekstra rolle som Lauras kusine, Madeleine, og siden lavede en hel film om ”Laura Palmers sidste dage”. Lee har også medvirket i Beatles-filmen ”Backbeat” og tv-serier som ”L.A. Doctors” og ”One Tree Hill”. Hun er aktiv som miljø- og dyreforkæmper.

Sherilyn Fenn (Audrey Horne – 49 år) var model, B-filmskuespiller og kæreste med Johnny Depp, før hun fik sit gennembrud i ”Twin Peaks”. Hun er flere gange kåret som en af verdens 50 mest sexede kvinder, og David Lynchs datter, Jennifer Lynch, instruerede hende i filmen ”Boxing Helena” (1993). Fenn har også spillet Elizabeth Taylor i en tv-film og havde en hovedrolle i serien ”Rude Awakening”. Hun var æresgæst ved Twin Peaks Fan Festival 2014 i North Bend, USA.

Lara Flynn Boyle (Donna Hayward – 44 år) dannede par med Kyle MacLachlan under ”Twin Peaks” og blev siden kæreste med Jack Nicholson. Hun havde en fast rolle i tv-serien ”Forsvarerne” og var skurk i ”Men in Black II”. I senere år er hendes karriere blevet noget overskygget af en række mislykkede kosmetiske operationer.

David Lynch (68 år) lavede i 1992 biograffilmen ”Laura Palmers sidste dage” som en forhistorie til ”Twin Peaks”, men den floppede. Efter flere fejlslagne tv-projekter med Mark Frost, bl.a. farcen ”Så går vi i luften” (On the Air), forsøgte Lynch at starte sin egen serie, ”Mulholland Drive”, men fik afslag fra ABC (han gjorde siden en biografversion af materialet). Lynch lavede sin seneste film, ”Inland Empire”, i 2006 og har siden udgivet to musikalbummer og lavet kunst i sit atelier i Los Angeles. Han udstillede på Kunstforeningen Gl. Strand i København i 2010.

Mark Frost (60 år) instruerede spillefilmen ”Storyville” i 1992 og har siden bidraget på manuskriptsiden til superheltefilmene om ”Fantastic Four”. Han har skrevet fire golfbøger og en række romaner, hvoraf ”De syv brødre” (med Sherlock Holmes-forfatteren Arthur Conan Doyle som hovedperson) og ”Paladin-profetien” er udgivet på dansk.



Mere Twin Peaks og David Lynch på Bries Blog-O-Rama:

Fotoreportage: Bries besøg i virkelighedens Twin Peaks
Tegneserien “Twin Pies" – og andre parodier
Twin Peaks-merchandise fra Bries arkiver
”Inland Empire”: Læs Bries interview med David Lynch
”Zelly and Me”: Se David Lynch som førsteelsker

Ingen kommentarer:

Send en kommentar