Årets nyproducerede julekalender på TV 2 hedder "Kometernes Jul". Bries Blog-O-Rama har talt med instruktør Ask Hasselbalch om serien, der kombinerer naturvidenskab med science fiction.
Plakatcollage til "Kometernes Jul" | pr-foto: Christian Geisnæs/TV 2 |
TV 2's officielle synopse til "Kometernes Jul" lyder:
TV 2s julekalender er inspireret af, at det i 2022 er Videnskabens år. Den er derfor lavet i samarbejde med Niels Bohr-instituttet. Hovedpersonerne i ”Kometernes Jul” er de fire børn, Mie, Johannes, Noor og Elias, der deltager i en Astro Camp, som er et naturvidenskabeligt kursus med fokus på astrofysik. Men noget går galt, og Mie og Johannes teleporteres til den fjerne Planet 9, og nu gælder det om at samarbejde for at få dem hjem. Ledestjernen og budskabet i historien er klart: Sammen ved vi mere. For ingen ved alt, men hvis man slår sin viden, nysgerrighed og sine kundskaber sammen, kan vi mere, end vi tror."Det bliver vildere og vildere og vildere, og man kan ikke regne plottet ud. Der kommer til at ske nogle ting, man ikke har set komme," lover instruktøren Ask Hasselbalch, der har iscenesat samtlige 24 afsnit af "Kometernes Jul". Han fortæller til Bries Blog-O-Rama, at han altid har drømt om at instruere en tv-julekalender, og at han med "Kometernes jul" har prøvet at bringe årets TV 2-julekalender op på et filmisk niveau: "Jeg ser det lidt som en film på ti timer."
Ask Hasselbalch er en af Danmarks få rendyrkede instruktører af genrefilm. I Antboy-trilogien og "Skammerens datter 2 - Slangens gave" har han leveret hhv. superhelte- og fantasyfortællinger med børn og unge i hovedrollerne. Nogle vil også kende Ask som en af værterne i podcasten Moviebox, der dyrker VHS-nostalgi.
Brian Iskov fra Bries Blog-O-Rama talte med Ask Hasselbalch ved TV 2's pressemøde på "Kometernes Jul" i Mogens Dahl Koncertsal den 18. november 2021.
Hovedforfatter Jenny Lund Madsen og instruktør Ask Hasselbalch | pr-foto: TV 2 |