52 år med Imperial: Historien om en biograf

I dag, onsdag den 25. september 2013, genåbner Imperial Bio i København efter endnu en renovering. Nordisk Films store etsalsbiograf har fået installeret 64-kanals Dolby Atmos-lyd, et større lærred og nye stole.

Den nyrenoverede Imperial-sal, september 2013
foto © Nordisk Films Biografer

Imperial Bio åbnede første gang sine døre for publikum den 3. november 1961. Københavnernes foretrukne premierebiograf har både overlevet hippie-happenings, excentriske millionærer og lukningstrusler, siden den første direktør overtog nøglen til huset for 52 år siden.

Skønt mange tror det, har lærredet i Imperial aldrig været det største af sin slags i Danmark. Til gengæld kan de færreste af landets biografer matche Nordisk Films flagskib på Gl. Kongevej, når det gælder auraen af luksus og svundne tiders storhed.

Imperial har opnået sin særstatus som Københavns mest prestigefyldte premierebiograf, efter hovedstadens andre kæmpesale lukkede på stribe i fattigfirserne. Men da den ni millioner kroner dyre Imperial Bio åbnede for offentligheden i 1961, konkurrerede den med de lige så enorme 3 Falke Bio, Saga og Kinopalæet, der lå lidt længere nede ad vejen.

Imperials salsplan fra 1988 med 1179 pladser

Datidens flotte armbevægelser spejler sig stadig i Imperials rummelige marmorfoyer og salens nu 1002 pladser, bredt ud i amfiteatrets vifteform. Ellers er der næsten ingen levn af det oprindelige interiør (totempælene i siderne af biffen er originale) efter 50 år og fire ombygninger. Det passer forhenværende biografdirektør Jørgen Nielsen ganske udmærket:
»Indretningen var moderne på en ubehagelig måde. Jeg kan bedre lide det i dag. Det er mere kommercielt udnyttet, knap så fimset,« sagde han i 2011.

Jørgen Nielsen tiltrådte som Imperials første – og landets yngste – biografdirektør i en alder af 33. Dengang rummede salen 1521 arkitekttegnede stole betrukket med pastelrødt tysk kamgarnsstof. Todd-AO lydsystemet var 6-spors stereofoni fra B&O. Og i loftet sad et »revolutionerende moderne aircondition-anlæg«, som det benovet lød i pressen.
»Ved udsolgte forestillinger blev der nu fandens varmt allligevel,« husker Jørgen Nielsen.

Annonce for Imperials åbningsfilm "Exodus" (1961)

Alt var fremstillet specielt til biografen: selv rækkelyset, der blev lagt ned i gulvet, så man ikke kunne komme til at skifte pærerne, når de gik ud. Dagbladenes dækning af det nye filmpalæ understregede arkitektens sobre ambitioner: »Det er et nøgternt biografteater, anonymt i ordets bedste forstand ... Her er ingen kulørte neonskilte på facaden, ingen mark-skrigeriske plakater omkring indgangen.«

Det sidste fik Jørgen Nielsen hurtigt forpurret. Til bygherrernes fortvivlelse insisterede han på at plastre væggene til med plakater for det kommende repertoire.

»De ønskede, at når man besøgte vores biograf, skulle man opføre sig helt specielt. Men som direktør gjorde jeg alt for, at det modsatte var tilfældet. Folk stadsede sig gudskelov ikke op for at gå i Imperial.«

I 1970 kostede en eftermiddagsforestilling i Imperial 8 kroner

I de ti år, Jørgen Nielsen stod på broen i »det store skrummel«, udnyttede han chancen til at eksperimentere med repertoiret i weekenderne. Han allierede sig bl.a. med en gallerist og en museumsdirektør for at hjemskaffe de sidste nye kunstfilm om undergrundsmiljøet i New York.

»Jeg har aldrig fået så megen omtale i pressen, som dengang vi kørte Andy Warhols "Chelsea Girls" simultant på tre fremvisere for en udsolgt sal,« fortæller Jørgen Nielsen.

Teenagere og hippier strømmede til midnatsseancerne, der gjorde Imperial internationalt kendt som »the world's biggest arthouse-cinema«. Og hvis kunstfærdigheden på lærredet blev for kedsommelig, sørgede publikum i salen selv for underholdningen:

»Under visningen af en Yoko Ono-film begyndte nogle af tilskuerne at løbe i gåsegang mellem rækkerne. Til sidst sprang de op på scenen og byggede en menneskelig pyramide. Kontrolløren var helt panikslagen; sådan noget havde han aldrig oplevet før.«

Guldvæggen i Imperials foyer, ca. 1983 | foto © Thomas Hauerslev

Den samme pligtopfyldende medarbejder præsterede senere at irettesætte en af husets mest celebre kunder. Simon Spies spærrede gerne fire pladser bag sig »for ikke at have folk i nakken«, når han besøgte Imperial. Rejsekongen insisterede desuden på at smække benene op på rækken foran, men det fandt den opsynsførende sig ikke i. »I Imperial ligger vi ikke på stolene, vi sidder på dem,« fastholdt kontrolløren. Til sidst måtte Spies bøje sig og få sine penge tilbage ved billetlugen.

I mange år var endevæggen i Imperials vestibule beklædt med 24 karats bladguld. To velvoksne kaktusser foran væggen afholdt dog ikke folk fra at forrette hærværk på den fine belægning. Således greb Jørgen Nielsen engang et ældre ægtepar i at stå og kradse i guldet med spidsen af en paraply: »Manden blev helt stiv i ansigtet og lignede en dreng på 6 år, da han fortrak med sin kone i hånden.«

60'ernes optur var ebbet ud, da Jørgen Nielsen forlod Imperial i 1973. Omtrent samtidig tog nyboderdrengen Thomas Hauerslev S-toget ind til Vesterbro, så han kunne nyde datidens version af "De tre musketerer" formedelst 12 kroner. Yndlingspladsen dengang var allerbagerst i salen. I dag placerer han sig gerne på 10.-14. række i den sal, hvor han styrede teknikken som filmoperatør i årene 1987-94.

Imperials oprindelige indretning fra 1961 | foto © 1983 Thomas Hauerslev

Thomas Hauerslev husker start-80'erne som en sort tid for biografbranchen. Rungende tomme sale fremskyndte ombygningen af enkeltsalsbiografer til multiplexer. Glansen var også gået af Imperial, der viste politi- og voldsfilm for to ludere og en lommetyv. Da ejeren i 1983 besluttede sig for at dele kæmpesalen op i fem mindre, så det ud til, at Imperial skulle lide samme skæbne som byens andre hæderkronede biografteatre.

»Hvis ikke Nordisk Film havde overtaget lejemålet og ført Imperial videre som etsalsbiograf, ville den næppe have overlevet,« mener Thomas Hauerslev, der bestyrer websitet biografmuseet.dk.

Hans forhold til Imperial som et nostalgisk og hyggeligt sted er til dels farvet af, at han mødte sin nuværende kone, Charlotte, i huset for et kvart århundrede siden. Hun sad i vestibulens billetsalg; han lagde "Den Sidste Kejser" (1987) i kinomaskinen oppe på operatørgangen.

Men også biografens buede lærred og subwooferens buldrende bas trækker op i Thomas Hauerslevs bedømmelse af Imperial:
»Bundtrækket i deres lydsystem [Dolby Digital, B.I.] giver mig gåsehud på armene. Og så er der altså noget særligt over at se film sammen med 1000 andre mennesker – det kan man ikke ret mange steder længere«.

Salen i Imperial før den seneste ombygning | foto © 2007 Thomas Hauerslev

Imperials Greatest Hits

I Jørgen Nielsens direktørtid tegnede storfilmene "Kleopatra" (1963) og "The Sound of Music" (1965) sig for nogle af biografens største succeser. Trods deres popularitet nærede han lige stort had til begge film.

»"Kleopatra" er nok det værste lort, jeg har vist. Udlejeren Fox tabte så mange penge på at køre den i Imperial, for det rygtedes jo hurtigt, hvor pinlig filmen var. "Sound of Music" var også fæl, men folk så den jo gladeligt ti-tolv gange. Til sidst kunne jeg ikke holde ud at være på kontoret, for efter kl. 14 kunne jeg høre musikken gennem væggene.«

I 1986 slog Karen Blixen-filmen "Mit Afrika" rekorder, idet Imperial holdt den på plakaten i 8 måneder og 9 dage. Senere vakte biografens klientel opsigt i medierne, da de mest ihærdige fans af "Ringenes Herre" (2001) lagde sig i kø på fortovet foran billetkontoret, en hel måned før forsalget til filmene startede.

Blandt andre publikumstræffere i Imperials historie kan nævnes "West Side Story" (1961), "Sidste stik" (The Sting, 1973), "Dødens Gab" (Jaws, 1975), "Stjernekrigen" (Star Wars, 1977), "E.T." (1982), "Die Hard" (1988), "Titanic" (1997), "The Matrix" (1999), "Avatar" (2009) samt Harry Potter- og James Bond-serierne.

Højdepunkter fra Imperial

1961: Imperial åbner for publikum den 3. november. Biografen drives af Folkeligt Oplysnings Forbund. På premiereaftenen vises krigsfilmen "Exodus" med Paul Newman.
1967: Jacques Tati modtager en Bodilpris i Imperial for sin film "Playtime".
1972: Bevillingssystemet ophæves, og Imperial kommer i privat eje.
1983: Nordisk Film køber Imperial og redder den fra at blive delt op i fem mindre sale.
1986: Sydney Pollacks "Mit Afrika" bliver et af biografens største tilløbsstykker nogensinde.
1993: Lydsystemerne Dolby Digital og DTS indføres.
1996: Den nye James Bond, Pierce Brosnan, gæster den danske gallapremiere på "GoldenEye".
1998: Biografen bliver certificeret til THX-lyd.
2001: AOK's brugere udnævner Imperial til årets biograf.
2004: Digital projektor bliver installeret.
2013: Imperial får nyt, større lærred og Dolby Atmos-lyd.

Fakta om Imperial

• Imperial er tegnet af arkitekterne Otto Frankild, Jørgen Høj og Svend Åge Madsen.
• Biografen blev opført 1959-61 og er ombygget i 1988, 1998 og 2003 (hvor der kom kopholdere på sæderne).
• Antallet af pladser er i samme periode reduceret fra 1521 til 1102.
• Før den seneste renovering i september 2013 rummede salen 32 højttalere, og lærredet målte 15,7 x 7,4 meter.
• Imperials nye sølvlærred måler 18,4 x 7,7 meter. Salen har nu 1002 sæder (september 2013).

> Læs artikel fra Biografbladet 1961 om Imperials åbning (biografmuseet.dk)

Tak til Thomas Hauerslev for lån af illustrationer fra biografmuseet.dk

"Rush": Anthony Dod Mantles top 5 + Filmnørdens racerfilm-special

I torsdags havde Danmark verdenspremiere på Ron Howards "Rush" om rivaliseringen mellem 1970'ernes formel 1-stjerner James Hunt og Niki Lauda. Casper og jeg anmelder racerfilmen i den nyeste udgave af vores podcast Filmnørdens Hjørne, og som du kan høre fra 0:32 til 0:38, er vi ikke helt enige om filmens kvaliteter.

FILMNØRDENS HJØRNE #81: Racerfilm-special

Den medrivende film er fotograferet af britisk-danske Anthony Dod Mantle, som medvirker i vores podcast via en Skype-linje fra London. Han fortæller om de overvejelser, han gjorde sig om "Rush" og hvordan han har indfanget den hæsblæsende stemning på racerbanen. Blandet andet satte Anthony sig ind i et brændende bilvrag med sit kamera for at få de rigtige billeder! Du kan høre interviewklippene med Anthony Dod Mantle fra 0:40 til 0:51.

Endelig diskuterer Casper og jeg, hvilke andre racerfilm der er værd at se (0:52-1:08). Tak til vores kære lyttere for masser af gode forslag.

Jeg fik også Anthony Dod Mantle til at lave en top fem-liste over de racerfilm, der har gjort størst indtryk på ham. Anthony kommenterer sin top 5 nedenfor:

Fem fede film om ræs
ifølge Anthony Dod Mantle, cheffotograf på 'Rush'
Fortalt til Bries Blog-O-Rama



Grand Prix (1966, John Frankenheimer)
Den første internationale storfilm om motorsport er til dels optaget under virkelige, europæiske formel 1-løb i 1966.
Anthony Dod Mantle: »Der er kun lavet få spillefilm om formel 1 og endnu færre, der er lykkedes. John Frankenheimer var pioneren. Han fandt på nogle helt radikale ting, f.eks. placeringen af kameraer på og i bilerne, for at formidle dynamikken i racerkørernes univers. Hvis noget har inspireret mig til, hvordan jeg skulle fotografere 'Rush', er det dén film, mere end det er selve sporten.«



Le Mans (1971, Lee H. Katzin)
Den fartglade stjerne Steve McQueens drømmeprojekt: en veritéagtig meditation over det legendariske franske 24-timersrace.
Anthony Dod Mantle: »Som film betragtet har 'Le Mans' kolossale fejl, men jeg har et svagt punkt for den, fordi den flirter med kunstfilmens udtryk og en musikalsk fortælleform. Den fokuserer meget på begivenheden Le Mans og på, hvad racerbilen er for et bæst. Det er en meget privat film på en måde. Og McQueen ser enormt godt ud i den.«



En forårsdag i Helvede (1976, Jørgen Leth)
Verdens hårdeste endagscykelløb, Paris-Roubaix, følges ned i mindste detalje af 28 fotografer, heriblandt Dod Mantles senere filmskolerektor, Henning Camre.
Anthony Dod Mantle: »Et nøgternt, men poetisk billede på the human race. Jørgen Leth er inde og berøre, hvad der driver de her mennesker til at presse sig selv så hårdt (cykelrytterne falder som fluer på landevejens støvede brosten, red.). Det ligner noget fra skyttegravene i Verdun under 1. verdenskrig, men de opsøger det selv. Den ekstreme form for passion og perversion, som hører til al idræt på topniveau, var langt mere synlig i 1970'erne, hvor man havde typer som James Hunt og Niki Lauda, end den er i dag.«
(Se filmen gratis på filmstriben.dk)



Jamen, man skyder da heste/They Shoot Horses, Don't They? (1969, Sydney Pollack)
Under depressionen i 1932 deltager en række mennesker i en flere uger lang dansemaraton i håbet om at vinde den store pengepræmie.
Anthony Dod Mantle: »En meget underlig film om vedholdenhed og det irrationelle i konkurrencemomentet. Danserne vælter rundt og falder over hinanden for at vinde. Det er fascinerende at se mennesker, der bliver ved og ved langt ud over fornuftens grænser.«



Trillingerne fra Belleville/Les Triplettes de Belleville (2003, Sylvain Chomet)
Højst aparte, håndtegnet fransk-belgisk-canadisk animationsfilm om en kuet ung mand, der paces frem af sin bedstemor til at blive rytter i Tour de France.
Anthony Dod Mantle: »Igen handler det om patos, udholdenhed og det perverse i, at man risikerer liv og lemmer for at vinde – eller for bare at blive færdig. Det er en vidunderlig film og en meget original, allegorisk beskrivelse af, hvad mennesker er i stand til. Hovedpersonen er en underhund og dybt excentrisk, men da han først finder en kanal at lede sin energi ud i, kan han alligevel noget. En mand som James Hunt blev racerkører. Jeg aner ikke, hvor jeg ville være endt, hvis ikke jeg var blevet filmfotograf.«

> Hør også Filmnørdens Hjørnes podcast 63 med Anthony Dod Mantle
> Anthony Dod Mantle om "The Eagle" (Bries Blog-O-Rama)
> Ti blærede biljagter (Bries Blog-O-Rama)

"Taken 2": Brie møder Liam Neeson

61-årige Liam Neeson har i en årrække haft status af sexsymbol for modne kvinder. Men at han takket være "Taken"-filmene skulle få sit populære gennembrud som hårdtslående, midaldrende actionhelt, kom som en overraskelse for mange.

Jeg mødte Liam Neeson, da han sidste efterår besøgte København til premieren på "Taken 2". Den irske skuespiller fortalte bl.a. om sin fortid som bokser, ligesom han mindedes sit møde med legenden Muhammad Ali og afslørede sin hang til skandinaviske krimier.

Den første "Taken" fra 2008 vises i aften kl. 21.00 på DR3.



INTERVIEW MED LIAM NEESON:
En blød actionmand
Brian Iskov for Dagbladenes Bureau, oktober 2012

Størrelsen er det første, man bemærker, når man står over for Liam Neeson. Den irskfødte skuespiller rager 1,93 meter i vejret, og Neesons rolige, men magtfulde aura lægger yderligere alen til hans statur i den lavloftede suite på Hotel Skt. Petri i København.

Til goddag rækker han en næve frem, der er næsten dobbelt så stor som journalistens. Neesons håndtryk er kortvarigt og relativt fast, men kun lige præcis solidt nok til ikke at virke vagt. Det er præcis det samme, tiltalende miks af blødt og hårdt, af følsomhed og modstandskraft, som den 60-årige Liam Neeson har gjort til sit kendemærke i film som »Schindlers liste«, »Michael Collins« og Bille Augusts udgave af »Les Miserables«.

Som et fyrtårn mejslet ud af en porøs klippeart fremstår Liam Neeson robust og mandhaftig, samtidig med at hans sørgmodige øjne og trygge, mørke stemme – af instruktørvennen Steven Spielberg beskrevet som »lyden af cigaretter og cognac« – antyder sensitive dybder. Kombinationen er lige effektiv, hvad enten Neeson bejler til sin betydelige fanskare af modne kvinder, eller han giver den gas som midaldrende actionhelt.

For eksempel var den franskproducerede selvtægtsfilm »Taken« fra 2008 næppe blevet en uventet, international videosucces, hvis ikke det var for den tyngde og troværdighed, som Liam Neeson lagde i hovedrollen.

Som den tidligere CIA-agent Bryan Mills uddelte Neeson overbevisende bøllebank til de albanske alfonser, der havde kidnappet hans teenagedatter. Efteråret 2012 vanker der igen øretæver i fortsættelsen, »Taken 2«, hvor Mills selv bliver bortført sammen med sin ekskone under en ferietur til Tyrkiet.



Liam Neeson har til dels baseret rollen som den handlekraftige Bryan Mills på en virkelig person, som han lærte at kende under forberedelserne til en anden film for et par år siden.
– Han er en kammerat, a pal, siger Neeson og afslører sin irske herkomst ved at gøre l'et i ordet »pal« ualmindelig rundt og langstrakt.

– Selv om han ikke har nogen børn, så er han Bryan Mills. En gang imellem forsvinder han for siden at vende hjem med et skudsår i siden eller skulderen. Så har han været i Pakistan eller Afghanistan på en eller anden hemmelig operation. Det er helt utroligt, siger Neeson.

Liam Neesons unavngivne soldaterbekendtskab må ikke udtale sig om, hvad han foretager sig på jobbet. Men helt sundt for sjælen er vennens lyssky erhverv tydeligvis ikke:

– Han siger, at det er som at tænde og slukke for en kontakt, hver gang han tager ud på en mission. Når han så kommer hjem, kan han ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i to uger. I stedet for drikker han sig meget fuld, især hvis han har mistet en god ven. Efter de to uger kommer han op til overfladen, og så har han det fint igen.

På spørgsmålet om, hvorvidt Liam Neeson som skuespiller har et lignende relæ, der slår hans rolle til og fra, svarer han:
– Til en vis grad. Mit job er bare ikke nær så farligt som hans!

Liam Neeson i "Taken 2" (2012) | foto fra filmen

Liam Neesons karakteristiske profil afslører, at han ellers ikke er uvant med at indkassere knubs. Som 15-årig amatørbokser brækkede han næsen under en kamp, og selv om det er over 40 år siden, at han sidst stod i ringen, nyder Liam Neeson fortsat godt af den disciplin, som kommer af at være forhenværende nævekæmper. Især når han spiller fysisk krævende roller i actionfilm som »Taken«, fortæller han:

– Under optagelserne skulle jeg øve kampkoreografi hver dag efter fyraften. Selv om søndagen, hvor alle havde fri, trænede jeg stunts. Så disciplinen er den samme som dengang, jeg var bokser. Man går i motionsrum på et fast tidspunkt hver aften, og man pjækker ikke fra træningen.

Da Liam Neeson blev 17, måtte han lægge handskerne på hylden af den simple grund, at det begyndte at gøre for ondt at modtage tæsk, når han samtidig led af vokseværk. I stedet vendte han sin opmærksomhed mod skuespillets verden. De skrå brædder havde første gang udvist sin dragende kraft på Neeson, da han som 11-årig skoleelev ville gøre indtryk på en pige i sin klasse og derfor meldte sig til dramaholdet.

En ung Liam Neeson i "Pilgrim's Progress" (1979) | foto fra filmen

– Jeg spillede med i flere stykker på min skole og lavede meget amatørteater i min fritid. Siden gik jeg to år på lærerseminarium, hvor jeg også spillede en masse teater. Og på et eller andet tidspunkt var der nogen, der begyndte at betale mig for det, konstaterer Liam Neeson om sit valg af levevej.

Liam Neeson fortsatte dog med at boksetræne, og han er stadig fan af sporten. Da skuespilleren mindes sit ungdommelige møde med historiens største bokseikon, lyser han synligt op.

– Muhammad Ali var mit idol. Han var et formidabelt stykke mandfolk. Jeg fik lov til at hilse på ham i 1980, og jeg sværger: Jeg blev helt bogstaveligt blød i knæene.

På det tidspunkt havde 38-årige Muhammad Ali stadig et par kampe i sig, før han gik på pension. Det var dog ikke sporten, der bragte legenden til den engelske hovedstad. Muhammad Ali skulle gøre reklame for tv-filmen ”Freedom Road«, hvori han havde en sjælden skuespilrolle som slave.

Helen Mirren og Liam Neeson dannede par i 1980'erne

– Det var en forfærdelig dårlig film, ler Liam Neeson, der dengang var en ung, ukendt teaterskuespiller. Men fordi hans daværende kæreste, Helen Mirren, kendte filmens producer, kom Neeson med som påhæng, da Mirren blev inviteret til audiens hos Muhammad Ali på det fine Dorchester Hotel.

– Jeg rakte Ali et lille stykke papir og bad ham om at skrive en autograf til min far. Ali spurgte, hvad min far hed og skrev så: »Til Barney, Muhammad Ali«. Bagefter tog jeg hjem til min far og foldede papiret ud. Far tog sine læsebriller på, og da han så, hvad der stod på sedlen, begyndte tårerne at trille ned ad hans kinder, husker Liam Neeson.

Desværre fik Liam Neeson ikke udnyttet chancen for at diskutere boksning med sit store idol:
– Vi talte slet ikke sammen, for Ali forsøgte hele tiden at lægge an på min kæreste. Imens stod jeg og tænkte for mig selv, »Wauw, Muhammad Ali prøver at score min kæreste!«.

EKSTRAMATERIALE:
Liam Neeson og den skandinaviske forbindelse

Når Liam Neeson optager film i fremmede lande, nyder han at fordybe sig i den lokale kunst og arkitektur ved at gå på gallerier og museer, fortæller han. I de perioder, hvor skuespilleren ikke arbejder, slapper han gerne af ved at læse skandinaviske kriminalromaner.

– Jeg kan slet ikke få nok af dem, siger Liam Neeson begejstret og afslører, at han har fire af Henning Mankells Wallander-bøger liggende på sit natbord. Neeson er desuden så vild med den norske forfatter Jo Nesbø, at han anbefalede bogserien om detektiven Harry Hole til sin svigermor, den britiske teaterlegende Vanessa Redgrave.

– Vanessa læste »Genfærd« på 24 timer. Hun kunne simpelthen ikke lægge den fra sig, siger Neeson, mens han med sin venstre hånd udmåler omfanget af Nesbøs 450 sider tykke roman i luften.

Derudover ser Liam Neeson somme tider europæisk fodbold i tv, når han tilbringer ledige søndage i sit hjem i New York. Den irske filmstjerne følger Premier League-holdene Manchester United og Liverpool, men skynder sig at tilføje, at det mest er fordi, begge hans teenagesønner er Liverpool-fans.

Liam Neeson trækker da også blankt, da navnet på holdets danske forsvarsspiller, Daniel Agger, kommer på bordet.
– Har han været hos Liverpool længe? Har de lige købt ham? spørger Liam Neeson prøvende, før han giver fortabt og undskylder med ordene:

– Hvis mine drenge var her nu, ville de sidde og sparke mig under bordet. »Kom nu, far, du ved da godt, hvem han er!

---

BLÅ BOG
Liam John Neeson

• Irsk skuespiller, født 7. juni 1952 i Ballymena, Nordirland.
• Søn af en kok og en pedel. Har tre søstre.
• Dyrkede amatørboksning fra 9- til 17-års alderen.
• Teaterdebut i 1976; spillefilmdebut i 1979.
• Oscarnomineret for hovedrollen i »Schindlers liste« (1993).
• Var gift med kollegaen Natasha Richardson fra 1994 til hendes død i en tragisk skiulykke i 2009.
• Bor i New York med sine to teenagesønner, Michael og Daniel.
• Blev UNICEF-ambassadør i 2011.

Venedig 2013: "The Canyons" og sex på film

Sidste uge skrev jeg en artikel i Politiken om, at der bliver stadig længere mellem sexscenerne i moderne hollywoodfilm. Samtidig vælter tidens indiefilm og kabel-tv-serier sig vellystigt i bare bryster og halløj i himmelsengen:

LÆS ARTIKLEN:
Hollywood strammer kyskhedsbæltet og siger nej tak til sex
Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013

På den aktuelle 70. filmfestival i Venedig handlede det også om sex, da Paul Schraders "The Canyons" i dag fik europæisk premiere uden for konkurrenceprogrammet.



Paul Schraders neo-noir har vakt opsigt af to årsager. Dels fordi Schrader med "The Canyons" blev den første kendte, amerikanske filminstruktør, som har finansieret en spillefilm udelukkende via Kickstarter (budget: 150.000$). Dels fordi den omvandrende skandale Lindsay Lohan spiller hovedrollen og smider tøjet flere gange i filmen.

Denne forbløffende og afslørende reportage, som Stephen Rodrick har skrevet til The New York Times, illustrerer på forbilledlig vis de mange problemer, som fulgte i kølvandet på Schraders casting af Lindsay Lohan. Et skoleeksempel på new journalism, når det er bedst:

> Here Is What Happens When You Cast Lindsay Lohan in Your Movie

Til stor ærgrelse for fotograferne dukkede Lindsay Lohan heller ikke op som aftalt her i Venedig for at promovere "The Canyons" og strø stjernestøv over den røde løber. Årsagen er grangiveligt, at hun stadig er indlagt til afvænning. (Man undres over, at Variety endnu ikke har kørt rubrikken "Li-Lo lays low: No-show on Lido".)

> Læs om mit møde med den 18-årige Lindsay Lohan i 2004

Lindsay Lohan og James Deen i "The Canyons" (foto fra filmen)

Derfor var det op til den knap så celebre trio af instruktør Paul Schrader, manusforfatter Bret Easton Ellis og pornoskuespiller James Deen at snakke om "The Canyons" ved filmens pressekonference i Venedig.

James Deen, der er filmens mandlige hovedrolleindehaver, fortalte i den forbindelse lidt om brugen af sexscener i "The Canyons" (og ja, han har full frontal-nøgenscener). Han er tilsyneladende ikke helt enig med mig i, at sexscenerne er på vej ud af amerikanske mainstreamfilm:

"In "The Canyons", all the scenes that could be considered explicit are there to further the plot, to drive story. They're shot as if they were dialogue; it's not done with the intent to arouse the viewer, but to inform the viewer. If anything, with [the upcoming movie] "50 Shades of Grey" and just movies in general, it's [about] the acceptability of more explicit images in a mainstream movie without it just being tits and ass. I see mainstream movies becoming more forgiving with their explicit images, because they're not shown as being explicit, just images."

Paul Schrader sagde også et par ord, der kan tolkes som om, at han enten ikke har megen fidus til Lars von Triers kommende "Nymphomaniac", eller også har han slet ikke hørt om den:

"In the 1970's, there was a dream that there would be a cross over film that was both explicit and a solid film. I think that dream was a false one, and I don't think that such a film will ever occur. The part of our brain that responds to explicit imagery is another part of our brain than the one that responds to long-form narrative. And I think that these two impulses work at cross-purposes. I don't think anybody will ever succeed in making a long-form narrative that also has explicit imagery. The brain doesn't want to see that movie."

Paul Schrader, instruktør af "The Canyons" (pr-foto)

EKSTRAMATERIALE OM SEX PÅ FILM:

Nøgenhedsklausulen
Brian Iskov i Politiken FILM, 23.8.2013

Endnu en årsag til fraværet af filmsex i dagens Hollywood kan være en voksende uvilje blandt kendte stjerner – især de kvindelige – til at klæde sig af foran kameraet.

»Mange skuespillere har klausuler i deres kontrakter om, at de ikke optræder i bar figur. Enten på grund af karrierehensyn eller personlige holdninger,« siger Jody Pennington, der er lektor ved AU og forfatter til bogen 'The History of Sex in American Film'.

»Det vakte opsigt, da en stjerne som Kristen Stewart gik topløs i Kerouac-filmen 'On the Road'. Mange andre kendte skuespillerinder laver aldrig nøgenscener. De ved jo også, at billederne ender på nettet i løbet af nul komma fem.«

»No nudity«-restriktionen kan være dyr at omgås: Halle Berry fik i 2001 en halv million dollars for at blotte sine bryster i en enkelt scene i actionfilmen 'Swordfish'. En mere fiffig løsning for blufærdige stjerner kan være at tage visuelle effekter til hjælp, som Leslie Mann gjorde, da hun i komedien 'Hvis jeg var dig' (2012) lod en computeranimeret barm dække over sine naturlige attributter.

De frimodige optrin, som florerer i betalingskanalernes dramaserier, involverer påfaldende flere ukendte skuespillere og importerede europæere (hej, Alexander Skarsgård!) end etablerede amerikanske stjerner. Hvis en af Hollywoods A-liste-skuespillere i dag smider tøjet, sker det næsten udelukkende »for kunstens skyld« i et seriøst projekt.

Da oscarværten Seth McFarlane leverede sit kontroversielle intronummer »We Saw Your Boobs« under dette års show, stammede alle de nøgenscener, han opremsede i teksten, fra arthouse- og indiefilm.

"The Fountain": Darren Aronofsky forklarer sin film!

I aften viser DR2 Darren Aronofskys "The Fountain" fra 2006, hvor tre inkarnationer af Hugh Jackman gennem flere tusind år forsøger at redde sin hensygnende drømmekvinde (og eftersom hun spilles af Rachel Weisz, forstår man, hvorfor Hugh ikke vil give slip).

Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

Jagten på evigt liv er blot et af de store temaer, som Darren Aronofsky har proppet ind i sin ambitiøse sci-fi-romance, som han kæmpede for at realisere i seks år. "The Fountain" floppede forudsigeligt i biograferne, hvor langt de fleste afviste Aronofskys hjertebarn som en kringlet og prætentiøs omgang new age-pladder.

Jeg oplevede filmen første gang ved dens verdenspremiere i Venedig, og jeg hørte til det absolutte mindretal, der følte sig berørt af "The Fountain" og så den som en organisk, dybfølt og tænksom meditation over livet og døden. Det hjalp selvfølgelig også, at jeg dagen efter havde en halv time med Darren Aronofsky på Hotel Excelsior, hvor han beredvilligt og pædagogisk forklarede hele filmen for mig!

(I øvrigt mødte jeg Aronofsky i selvsamme balsal, hvor middagsscenen i Sergio Leones "Once Upon a Time in America" er optaget - hvilket Aronofsky ikke var sen til at påpege med slet skjult nørdet begejstring. "Strukturen i "The Fountain" er i høj grad inspireret af "Once Upon a Time in America", fortalte Aronofsky mig.)

For foreign readers: The following is my previously unpublished interview with Darren Aronofsky from the Venice Film Festival 2006, in which he talks in depth about his ideas behind "The Fountain".



DARREN ARONOFSKY EXPLAINS "THE FOUNTAIN"
As told to Brie at Venice Film Festival, September 2006
Previously unpublished

WHAT'S IT ALL ABOUT?
I think that "The Fountain" is a fairy tale. It's "Once upon a time, happily ever after." It's magical. But I like to call it a psychedelic fairy tale, because that means that it's a little more adult. Because it is, it's not for kids. It's a mature fairy tale, but really, that's all it is. It's two people deeply in love who are gonna lose each other, and how will they be back together.

DEVELOPING THE SCRIPT
How it all evolved is a long story. We [Darren Aronofsky and co-writer Ari Handel] started writing "The Fountain" in 2000 and put together a big 75 million dollar version of it. In September 2002, when we were seven weeks out and had spent 18 million dollars, the lead actor [Brad Pitt] quit, and the film fell apart. They wrapped up the sets, I went home, and for about seven months I tried to figure out what to do next, and I started to come up with new ideas.

Darren Aronofsky, Rachel Weisz & Hugh Jackman on set | 20th Century Fox

Then one night, I couldn't sleep, and I was sitting in my office, and across from me were all these books that I had read and done research for "The Fountain". I realized that it was deep in my blood, and I just had to tell this story. I realized that it was a near impossible thing to do, because ... 18 million dollars spent, and the history of it. I just started writing and decided, "I don't have to write for an actor, I don't have to write for a studio. I can write for myself." I started off as a no-budget filmmaker. What is the no-budget version of this film?

I rewrote it. And about two weeks later, I finished the script and handed it to my producer, and he said, "You know what? You've turned it from a story into a poem. And we can make it for 30 million dollars."

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

The movie is really a very, very simple story. All it is is a love story between a man [Hugh Jackman] and a woman [Rachel Weisz]. Except there's a tragedy happening, which is that the woman is dying at too young of an age. We have Tom/Tomas/Tommy, this kind of cliché male who is always driving forward and has to fix it, has to conquer, has to solve the problem, while this woman, Izzi, is starting to realize that she's not gonna survive, and she is starting to open up to the infinite possibility of what can happen once you die. But Tommy refuses to accept it.

IZZI'S BOOK AND THE INQUISITOR
So Izzi in her generosity, realizing that she can't reach him, decides to make a gift for him. And she writes a book that basically is a metaphor for their experience, and what's going on. It's about a conquistador who is kind of the cliché of the man overcoming everything. They were pretty vicious guys, you know, stealing the gold, doing anything for wealth and country.

Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

She also wrote herself into the story as the Queen, and then she put in the inquisitor - and I'm curious, did anyone get what the inquisitor was representing? [pauses for effect] It's cancer, it's her cancer. If you look at it, he even has the map that he paints with blood, he is referred to as malignant, he's taking over Spain ... That sort of was the metaphor of it.

Then Izzi dies, and Tommy's left with an unfinished book, which is really the ultimate gift. It's not a finished book, you have to figure out how this ends. How do you get past the Mayan priest? How is the Conquistador gonna solve the problem? Because it looks like the Conquistador has died, which we saw at the beginning of the film. So Tommy puts it on the back shelf and starts following his invention of living forever.

And we cut forward deep into the future, and you get to the future story, which is our man 500 years later, or 300 or 100 years later, whatever it says in the press package. I think the studio was trying to make sense out of it for themselves. But that doesn't matter. For me, it's just a man so deep in the future that you don't recognize [it].

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

DESIGNING THE FUTURE
It's funny, because when we started working on the science fiction [elements of this story], we didn't want to do the old sci-fi. Since "2001: A Space Odyssey", even before, every single movie that has come out just stick these floating trucks and cars in space. There's absolutely no reason that spaceships should look like trucks and cars. There was a movie, "Buckaroo Banzai" (1984), which had an organic shape, which was kind of cool. But mostly, they just look like the same thing we have now, which doesn't make any sense.

So we started thinking about, what kind of shape would the ship take. And we though about a cube ... We started simplifying, and eventually we went for the most simple shape, which was a sphere. Then we got to the bubble idea, because we thought, you're shooting through space - what do you wanna do? It's about the view!

"The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

The complexity of it is really the simplicity of it. Instead of seeing a man steering a spaceship with a stupid holographic thing, you know what - we're way beyond that.

And the story's not about that, it's about a guy trying to stay alive inside this ship that he's taking and following Izzi's instructions to take this dying tree, that he's been killing by eating, to be reseeded and rebirthed when Xibalba dies, this dying star that she talks about.

Did anyone get any of this? It's all there, right? But it's told not in the most obvious way, because we wanted to respect audiences.

RESPECTING THE AUDIENCE
There is the argument that people go to see movies one time. This is not one of those movies. We worked hard on "The Fountain" trying to make something that will stick around for a while. We really wanted to build this Chinese box, or these Russian dolls that go inside each other, of all these mysteries of what the film is.

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

In today's world people buy movies, and they watch them on their computer, they watch them with their friends, and they talk about them, and talk on the Internet. It's more of a dialogue where the audience slowly uncover more and more secrets about [the film].

Certain films that will remain unnamed are disposable commodities, there for the instant, and then, a few years down the line, you don't really hear about them anymore. "Requiem for a Dream", people are still watching [that one]. I meet all these teenagers that are still discovering it.

Sting came to see the movie, and he really dug the film, but he was like, "People are gonna fucking hate your movie". And I said, "Why?". And he said, "Because they are so holding on to what they want to believe, that if you start shaking it up in any way, they're just gonna get really angry. They are not gonna want to hear it." I'm excited for that.

HOW WE HANDLE DEATH
There are certain cultures, certainly in the past, where it has been more incorporated into life. But now, in the West, all we try to do is to run away from death.

Hugh Jackman i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

I had a grandma who at 93 had a heart attack, and we took her to the hospital. They took her away from us, and the next day we saw her, it turned out that they tried to resuscitate her three times. They broke her ribs and shoved a pipe down her throat. 93 years old, you know. I thought it was criminal, what they did. It's the wrong way to do it. But they just have to fight for life as opposed to letting people die gracefully. You don't accept that it's a part of life.

We've just completely brainwashed ourselves. As a kid, I remember my parents not taking me to funerals, to try and keep me away if an uncle would die. It's really gotten bent out of shape. Whereas in New Orleans, they play trumpets and dance in the streets. In Ireland, they have a party with kids.

THE MORAL OF THE STORY
I think we choose our fate. Tom at any point could have chosen to join Izzy in finding peace and not be chasing life. But he fights it. The only fate we have is that we have to go through the struggle so that we can get to that choice. Because I think we're all learning along the way.

Hugh Jackman & Rachel Weisz i "The Fountain" (2006) | 20th Century Fox

> Listen to Darren Aronofsky's self-made commentary track for "The Fountain"
> Darren Aronofsky reflects on the box office failure of "The Fountain" (Bullett Media)