Dennis Hopper 1936-2010

"I should have been dead ten times over. I`ve thought about that a lot. I believe in miracles. It`s an absolute miracle that I`m still around."

- Dennis Hopper

Foto: Andy Warhol, 1971

Kun en tåbe turde sætte sine penge på, at Dennis Hopper nåede en alder af 74. Eller at det blev prostatakræft og ikke hans legendariske stof- og alkoholmisbrug, som i går aftes trak tæppet væk under en af Hollywoods sejeste overlevere.

Hopper spøgte gerne med, at han en dag ville skrive en bog med titlen "De seks stoffer, og hvordan man bruger dem i skuespilkunsten". I sin mørkeste periode, starten af 1980'erne, indtog Hopper to liter rom, 28 øl og tre gram kokain om dagen.

En chokerende videooptagelse fra 1983 dokumenterer, hvordan Dennis Hopper med fuldt forsæt sprængte sig selv i luften med dynamit foran en gruppe universitetsstuderende i Houston. Han havde hørt, at bolsjevikkerne efter den russiske revolution skinhenrettede adelsmænd ved at plante dem midt i en ring af eksploderende dynamitstænger. Tesen gik på, at detonationen dannede et vakuum i midten, hvor det var sikkert at opholde sig - som i orkanens øje.

Hopper vaklede ud af røgskyen uden en skramme.

> VIDEOKLIP: Dennis Hopper overlever "den russiske selvmordsstol" (1983)

Kort tid efter lod han sig indlægge på Cedars-Sinais psykiatriske afdeling. Dennis Hopper havde været på dope og druk i halvandet årti, og nu var telefonledningerne begyndt at tale til ham.

Selvportræt af Dennis Hopper, 1962

Allerede som syvårig vidste Dennis Hopper, at skuespillergerningen var hans kald. Barndommens yndlingslekture var Gene Fowlers "Minutes of the Last Meeting", en farverig samling anekdoter om udsvævende kunstnerliv i 1930'erne og 40'ernes Hollywood. Hopper læste bogen igen og igen og tog mentale noter til senere brug. Skitser til portrættet af kunstneren som "drinker-drugger".

Som 13-årig reviderede han sin vision: Han skulle både blive skuespiller og instruktør. Men efter to biroller over for mentoren James Dean lagde Hopper sig ud med Henry Hathaway, filmmager af den gamle skole, på optagelserne til "En mand jages" (From Hell to Texas, 1958). Dermed var den unge Hopper reelt persona non grata i Hollywood. 

> FILMKLIP: Dennis Hopper som ung, renskuret beat-poet i tv-serien "Petticoat Junction" (1964)

De næste mange år fandt Dennis Hopper arbejde på tv, imens han - på James Deans opfordring - fordybede sig i billedkunstens verden og udforskede fotografiet som en kreativ udtryksform. "Her kommer Turisten," sagde man i 1960'erne om Hopper, der altid bar et kamera med sig.

> VIDEOKLIP: Kavalkade af Dennis Hoppers fotografier, 1961-67

> LINK: Dennis Hoppers fotografier til salg på Artnet

"Easy Rider" (1969), som han skrev, instruerede og medvirkede i, ændrede alt for Hopper og Hollywood. Filmen, der var uafhængigt produceret, talte modkulturens sprog og indkapslede tidens desillusionerede rodløshed med en gennemslagskraft, som tog det gamle studiesystem med bukserne nede. 

Den rebelske roadmovie indvarslede et generationsskifte i det Hollywood, hvor unge auteurs som Coppola, Spielberg og Lucas skulle tegne fremtiden. Selv valgte Hopper at følge jordskredssuccesen op med det aggressivt eksperimenterende maveplaster "The Last Movie" (1971), som igen sendte ham ud i mørket. Med undtagelse af den canadiske lavbudgetfilm "Out of the Blue" fra 1980 fik Hopper først chancen for at instruere igen, da Sean Penn fik ham hyret til bandedramaet "Colors" i 1988.

Da havde Dennis Hopper været clean i fem år og ætset et varigt aftryk i filmhistorien med sit livs rolle som stjernepsykopaten Frank Booth i "Blue Velvet" (1986) - det første job, han fik tilbudt i sin nyvundne ædruelighed. David Lynch har senere fortalt, at han oprindelig ikke turde caste Hopper på grund af skuespillerens plettede rygte. Omvendt forsøgte Hoppers agent og manager at tale ham fra rollen. "Men jeg ER Frank Booth," indvendte Hopper.

Dennis Hopper som Frank Booth i "Blue Velvet" (1986)

Hoppers ragebladsskarpe og sitrende farlige Frank reddede hans karriere fra at flatline endnu engang, selv om signaturrollen også til en vis grad satte ham i bås som reflekscasting til uvederhæftige skurke og afvigere. Overraskende nok var det ikke for "Blue Velvet", at Hopper i 1987 modtog sin eneste Oscar-nominering som skuespiller, men for hans langt mere afdæmpede præstation som alkoholiker i basketballfilmen "Best Shot" (Hoosiers), som han lavede umiddelbart efter sit comeback hos Lynch.

> VIDEOKLIP: Dennis Hopper ser tilbage på sin rolle som Frank Booth (fra "Jonathan Ross meets David Lynch", 1990)

Han fortsatte med at arbejde støt som skuespiller ("True Romance", "Speed", "Elegy - skønhedens magt") og i 1990'erne også lejlighedsvis som instruktør ("The Hot Spot"). Dennis Hopper vandt desuden anerkendelse for sin omfattende kollektion af billedkunst, som han begyndte at samle allerede i 1960'erne, før han selv sprang ud som abstrakt ekspressionistisk maler. 

For ham var kunsten en måde at snyde døden på. Hans gave til de kommende generationer.

Dennis Hopper indspillede knap 200 tv- og filmroller i sin 56-årige karriere. Så mon ikke han var blevet husket alligevel.

Dennis Hopper, marts 2010

Se flere udvalgte klip med Dennis Hopper:

> 19-årige Dennis Hopper debuterer som epileptiker i tv-serien "Medic" (1955): https://www.youtube.com/watch?v=6GxbTYVRdWw

> Dennis Hopper læser Rudyard Kiplings digt "If" i "Johnny Cash Show" (1970): https://www.youtube.com/watch?v=T2LUbk_7uKg

> Portrætudsendelsen "Crazy About the Movies: Dennis Hopper" (1991):
http://www.youtube.com/watch?v=WXtci5tZks4

Læs mere om Dennis Hopper:

> Interview fra Cigar Aficionado, 2001:

http://www.cigaraficionado.com/Cigar/CA_Profiles/People_Profile/0,2540,16,00.html

> Interview fra The Hollywood Interview, 2008:

http://thehollywoodinterview.blogspot.com/2008/11/dennis-hopper-hollywood-interview.html

> The Guardians omfattende samling af Dennis Hopper-artikler, 2010:

http://www.guardian.co.uk/film/dennis-hopper

Wesley Snipes og den flove fejltagelse

I dag får Antoine Fuquas politimelodrama "Brooklyn's Finest" dansk biografpremiere, og Brie var på pletten med HD-kameraet, da Wesley Snipes og instruktøren besøgte Venedig-festivalen i sensommeren 2009.

Som det ses i dette eksklusive videoklip, tog Wesley Snipes situationen med højt humør, da han efter pressemødet i Venedig blev bedt om at signere et filmstill – men med den forkerte seje neger på billedet ...



Wesley Snipes er på tredje år løsladt mod kaution, efter han blev idømt tre års fængsel i en sag om skattesvig. Problemerne med loven har dog næppe skadet den 47-årige skuespillers street cred.

”Ingen af de lokale rettede sig efter, hvad politiet sagde. Men så snart Wesley bad dem om noget, var de hjælpsomheden selv”, fortalte Antoine Fuqua om ”Brooklyn's Finest”, der er optaget i New Yorks barskeste gader.

> Vil du vide mere om Snipes' skatteproblemer, har Chris Heath skrevet en laaaaaaang artikel i aprilnummeret af GQ.

Cannes 2010: En jævn årgang

ANMELDELSER AF: Another Year / Cameraman: The Life & Work of Jack Cardiff / Sound of Noise / Inside Job

Temperaturen på den franske riviera steg drastisk i løbet af de forgangne tolv dage, men modtagelsen af filmene i hovedserien forblev kølig på den netop afsluttede 63. Cannes-festival.
Blandt journalisterne herskede der bred enighed om, at konkurrenceprogrammet savnede overraskelser, mens fotograferne begræd det pauvre opbud af Hollywood-stjerner på den røde løber. Mandefaldet mærkedes også på festivalområdets hovedåre, Boulevard de la Croisette, der virkede noget tyndere befolket end vanligt.

> Se Bries webcast fra Cannes 2010

I aftes (søndag) annoncerede juryen årets vinder af Den Gyldne Palme, og hæderen tilfaldt – naturligvis – et af de konkurrencebidrag, jeg ikke nåede at se: En thailandsk kunstfilm af instruktøren med det længste navn i Cannes-festivalens vinderhistorie, Apichatkong Weerasethakul (man forstår, hvorfor han blot signerer sine e-mails ”Joe”). Derudover bærer juryens valg og fravalg præg af de sædvanlige kompromiser og diplomatiske krumspring; ingen havde vist regnet med, at outsidere som ”Tournée” og ”Copie conforme” ville modtage andet end lange næser ved prisoverrækkelsen.

Den Gyldne Palme: Apichatpong Weerasethakul, ”Lung boonmee raluek chat” (Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives) - Thailand, Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien
Juryens pris: Mahamat-Saleh Haroun, ”Un homme qui crie” (A Screaming Man) - Frankrig, Belgien, Tchad
Grand Prix: Xavier Beauvois, ”Des hommes et des dieux” (Of Gods and Men) – Frankrig
Bedste manus: Lee Chang-Dong, "Poetry" - Sydkorea
Bedste skuespillerinde: Juliette Binoche, ”Copie conforme” (Cerfitied Copy) - Italien, Frankrig
Bedste skuespiller: Javier Bardem, ”Biutiful” - Spanien, Mexico / Elio Germano, ”La Nostra Vita” (Our Life) - Italien, Frankrig
Bedste instruktion: Matthieu Amalric, ”Tournée” (On Tour) - Frankrig
Den Gyldne Palme – kortfilm: Serge Avédikian, ”Chienne d'histoire” (Barking Island) - Frankrig
Juryprisen – kortfilm: Frida Kempff, ”Micky bader” (Bathing Micky) - Sverige, Danmark
Debutantprisen Det Gyldne Kamera: Michael Rowe, "Año bisiesto" (Leap Year) - Mexico
Un Certain Regard-prisen: Sang-soo Hong, "Ha ha ha" - Sydkorea

Og nu til nogle af de mindeværdige indslag, der blev snydt for palmesuset eller nøjedes med at brillere uden for hovedkonkurrencen:

ANOTHER YEAR
(Mike Leigh, Storbritannien 2010 – Competition)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Min personlige favorit i årets hovedkonkurrence i Cannes kan dårligt beskyldes for at kolportere vilde, nye dessiner inden for verdensfilmkunsten. Men når hverdagsdramaet turneres så morsomt, præcist og solidarisk som i Mike Leighs ”Another Year”, savner man hverken krasse choktaktikker eller højbrynet navlepilleri.
For så vidt føles det egentlig også som en lille revolution, at Leigh lader portrættet af et såre almindeligt midaldrende ægtepar – velfungerende, kærligt, uproblematisk – udgøre filmens jordbundne anker. At skildre det ordinære, uden at det på noget tidspunkt bliver tandløst, er også (en) kunst.
Jim Broadbent og Ruth Sheen giver parret en smuk, indforstået kemi, der danner kontrast til filmens showstopper, Leigh-kendingen Lesley Manville. Som den modne og lettere drikfældige husveninde, der bærer sin skuffelse over at være uhelbredeligt single uden på tøjet, dirrer Manville af febrilske nerver på et leje, der (som før hos Leigh) skyder cirka 10 procent over karikaturtærsklen. Men præstationen stikker alligevel så bedragerisk dybt, at jeg sad med klumpen i halsen, da erkendelsen indhenter hende i sidste akt af den firdelte film.
”Another Year” er endnu ikke købt til dansk distribution, men det kan ikke vare længe, før en vågen filmkøbmand snupper den. Og det må gerne tolkes som en opfordring!

OPDATERET 6.7.2010: "Another Year" er nu købt til Danmark af SF Film med forventet biografpremiere 27. januar 2011. Hurra!

CAMERAMAN: THE LIFE & WORK OF JACK CARDIFF
(Craig McCall, Storbritannien 2010 – Cannes Classics)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Ældre filmkendere vil ihukomme Jack Cardiff som manden, der i 1940'erne fik Technicolor-paletten til at eksplodere i Powell & Pressburger-klassikere som ”Sorte lilje” og ”De røde sko”. Men også ”Rambo” (1985) og ”Conan den uovervindelige” (1984) havde bud efter den Oscar-belønnede filmfotograf, som stadig var aktiv i branchen, da han døde som 94-årig i april 2009.
Helt i emnets ånd har skotske Craig McCall kælet for æstetikken i ”Cameraman”, der viser den aldrende Cardiff som en kvik, charmerende herre med et britisk vid så tørt som beskøjtere. Hans anekdotiske hukommelse fejler intet, og selv om flere af røverhistorierne (om bl.a. ”Afrikas dronning”) måske er hørt før, er der stadig nyt at hente, f.eks. i de skægge 16mm-privatoptagelser, hvor en ung og gemsekåd Kirk Douglas springer fra åre til åre under optagelserne til ”Vikingerne” (1958).
Filmen er desuden gavmildt garneret med eksempler på Cardiffs svimlende farvemættede arbejder, ligesom Martin Scorsese og andre fans bidrager med minder og analyser. Ren råcreme for cineaster og et oplagt valg til en kommende CPH DOX.

OPDATERING 03.01.2011: I februar 2011 vil Cinemateket i København vise "Cameraman" som et led i en Jack Cardiff-kavalkade!

SOUND OF NOISE
Vinder af ungdomsjuryens pris
(Johannes Stjärne Nilsson & Ola Simonsson, Sverige-Frankrig-Danmark 2010 – Semaine de la Critique)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

Allerførst: Hvis du aldrig har set kortfilmen ”Music for an Apartment and Six Drummers” (2000), så skynd dig at hoppe ind på dette link:

> "Music for an Apartment and Six Drummers" (YouTube)

En efternøler i spillefilmslængde, ”Sound of Noise”, fejrede verdenspremiere i Cannes-serien ”Semaine de la Critique” (Critics' Week), der ellers ikke er forvænt med komedier. Absurditererne i den svensk-fransk-danske koproduktion blev da også modtaget med taknemlighed som en kærkommen modvægt til programmets spleen-ramte teenagere og furede panderynker.
Der er spor af såvel Jacques Tati som Olsen-banden i den skæve historie om seks musikalske guerilla-terrorister, der laver ravage ved at opføre en reallydssymfoni i fire satser på udvalgte steder i Malmö. Hver happening er nøje udtænkt og tilrettelagt som en løjerlig hybrid mellem konceptkunst og hærværk, og alt fra højspændingsledninger til korpulente herremaver indgår i de polyrytmiske surprise-angreb, der efterlader deres intetanende publikum med kæben på gulvet.
De to svenske instruktører kæmper en smule med at strække plottet til 98 minutter, men man morer sig ofte kongeligt over deres snurrige udnyttelse af lyd – og fraværet af samme. For i slagtøjsorkanens øje står den hårdt prøvede kriminalkommissær Amadeus Warnebring: Den eneste af sin hæderkronede musikerslægt, som er født tonedøv og bare ønsker at leve sit liv i absolut stilhed! Tv-skuespilleren Bengt Nilsson er uhyre sympatisk og troværdig i rollen og får også lov at bære filmen over flere vadesteder med sin udsøgte komiske timing.
Bonusinfo: ”Sound of Noise” er købt til dansk distribution, og med lidt held drager de seks trummisar over Sundet for at give den gas live til københavnerpremieren!
Ekstra bonusinfo: David Owe er krediteret som stuntmand på filmen.

> Se klip fra ”Sound of Noise” i Bries webcast fra Cannes 2010

INSIDE JOB
(Charles Ferguson, USA 2010 – Séance Speciale)
Brian Iskov i Cannes, maj 2010 for Bries Blog-O-Rama

OPDATERING: Vises på CPH:DOX 6., 10. og 13. november 2010!

En af Cannes-sæsonens mest spændende og opsigtsvækkende dokumentarer, ”Inside Job”, kortlægger med nådeløst klarsyn, hvordan bankernes grådighed og mangel på regulering sendte verdensøkonomien ud over afgrunden i 2008.
Michael Moore gik et lignende ærinde i Venedig sidste år med »Kapitalismen – en kærlighedshistorie«, men amerikanske Charles Ferguson anlægger en mere saglig tone, når han afmystificerer finanskrisen og gør dens detaljer forståelige for lægmand. At det rent faktisk lykkes ham at skabe en medrivende og tilgængelig film om så usexede emner som CDO-porteføljer, kreditderivater og subprime-lån, er vitterlig en imponerende bedrift.
Over 100 nøglepersoner lod sig interviewe af Ferguson, hvoraf cirka en tredjedel medvirker i filmen. Hvorfor økonomer som Frederic Mishkin og Bush-rådgiveren Glenn Hubbard indvilgede i at grave deres egne grave for rullende kamera, står hen i det uvisse, men deres tåkrummende undvigemanøvrer udgør nogle af filmens skadefro højdepunkter.
Ferguson, der har en fortid som uafhængig konsulent for bl.a. Det Hvide Hus, fortalte mig i Cannes, at han mistede mindst én ven på at lave "Inside Job".
"Laura Tyson, som sidder i bestyrelsen hos investeringsfirmaet Morgan Stanley, har jeg kendt i mere end 25 år. Jeg forklarede hende, at jeg var ved at lave en kritisk film om finanssektoren, og jeg anbefalede hende at trække sig ud af bestyrelsen for at redde ansigt. Hun svarede meget kort tilbage, at hun ikke var enig i dén betragtning. Siden har jeg ikke hørt fra hende."

Læs meget mere om ”Inside Job” i mit interview med Charles Ferguson:

> Finanstoget der kørte galt
Brian Iskov i Cannes for Børsen, 21.5.2010

---

> Cannes 2010: Webcast fra Croisetten
> Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film
> Cannes 2010: Kvinderne og Berlusconi - anmeldelse af "Draquila: Italy Trembles"

Cannes 2010: Webcast fra Croisetten

Så er årets videopostkort fra Cannes-festivalen klar! Vær blandt de første til at se klip fra Mike Leighs palmefavorit "Another Year", Stephen Frears' kostelige "Tamara Drewe" og en skæv, svensk kultkomedie om terrorister med trommestikker: "Sound of Noise"!

OPDATERING 21.5.2010: Nu i højere opløsning - vil forsøge at få rettet de pixelerede filmklip ved førstkommende lejlighed!



> Læs min anmeldelse af "Another Year"
> Læs min anmeldelse af "Sound of Noise"

> Cannes 2010: Kvinderne og Berlusconi - anmeldelse af "Draquila: Italy Trembles"
> Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film
> Cannes 2010: En jævn årgang

Cannes 2010: Brie med i Woody Allen-film

Du læste det her først: Woody Allen, der ellers aldrig har tilladt ”bag kulisserne”-optagelser fra sine filmsets, har indvilget i at lade sig portrættere i en kommende dokumentarfilm. I disse dage, hvor han præsenterer sin seneste film, ”You Will Meet a Tall Dark Stranger”, i Cannes, følges han derfor tæt af en midaldrende herre med et HD-kamera.  

Woodys stalker er Robert Weide, som tidligere har instrueret den Oscar-nominerede dokumentar "Swear to Tell the Truth" om stand-up-legenden Lenny Bruce. Weide er også medskaberen af Larry Davids tv-serie ”Curb Your Enthusiasm”, hvorfor man må formode, at David – der spillede hovedrollen i Allens forrige film, ”Mig og Melody” – kan have overtalt den notorisk sky Allen til at give Weide fri adgang til sin hverdag (som ifølge Allen ellers er ludkedelig og rutinepræget).

I dokumentaren om Woody Allen vil man kunne se den 74-årige instruktør i arbejde på settet til ”You Will Meet a Tall Dark Stranger”. Han viser desuden rundt i sit barndomskvarter i Brooklyn, og Weide har også filmet Woody ved den Olympia-skrivemaskine, han købte som 16-årig, og som han stadig hamrer i tasterne på, når det årlige filmmanuskript bliver født.

Weide og hans kamera luskede også omkring i suiten på Hotel Martinez, da undertegnede i går (søndag) sad til bords med Woody Allen for at interviewe ham til Børsen. Der er med andre ord en minimal chance for, at jeg gæsteoptræder i dokumentaren, som skulle blive færdig engang til næste år. Så hold øje med den unge mand i det skræddersyede lyse jakkesæt.

"You Will Meet a Tall Dark Stranger" vises uden for konkurrence i Cannes og får dansk biografpremiere 25. november.

OPDATERING 5. juli 2012: Mere end to år senere får den nedklippede, to timer lange version af Robert Weides "Woody Allen: A Documentary" – lidt overraskende, men slet ikke ufortjent – dansk biografpremiere. Og jeg kan nu med et strejf af stolthed bekræfte, at jeg er med i den færdige film. Da Woody i dokumentarens sidste kvarter tager til Cannes for at promovere "You Will Meet at Tall Dark Stranger", sidder jeg ved det runde interviewbord yderst til højre i billedet (tættest på kameraet) og tager notater i mit lyse jakkesæt. Jeg er på lærredet hele to sekunder. IMDb, here I come!

Woody og Brie i "Woody Allen: A Documentary" (2011) | framegrab

Cannes 2010: Kvinderne - og Berlusconi

»Findes der virkelig ikke én eneste kvinde på hele kloden, som har lavet en seværdig film i år?« lyder det åbne spørgsmål fra en britisk kvindegruppe til Cannes-festivalens udvælgelseskomité.

Samtlige af de 18 spillefilm, der har chancen for at vinde Den Gyldne Palme i næste uge, er nemlig instrueret af mænd. Den skæve kønsfordeling i kokurrenceprogrammet har vakt protester på den 63. Festival de Cannes, hvilket du kan læse meget mere om i min åbningsartikel i Børsen:

> Cannes uden kvinder

Brian Iskov i Børsen, 12.5.2010 (OBS! Kræver Børsen-abonnement)

Heldigvis formår hunkønnet at gøre væsen af sig i sideprogrammer som Un Certain Regard og Quinzaine des Realisateurs, der traditionen tro fokuserer på skæve, runde, firkantede film fra fremtidens mulige palmekandidater.

Torsdagens mest omtalte titel, særvisningen af ”Draquila – Italien skælver”, bærer således en kvindes signatur: Skuespilleren, forfatteren og instruktøren Sabina Guzzanti. Og man noterer sig, at blandt de menige italienere, der i Guzzantis film står frem og kritiserer deres premierminister, Silvio Berlusconi, og hans fascistoide styreform forklædt som paternalisme, er det absolut kvinderne, der tør råbe højest og mest insisterende.

Anmeldelse: DRAQUILA – ITALY TREMBLES (2010)

Brian Iskov i Cannes (Séance Spéciale)
Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama, 13.5.2010

OPDATERING: Filmen vises på CPH:DOX den 4., 10. og 13. november 2010

Middelalderbyen L'Aquila i Abruzzo-regionen var en af Italiens 20 kunstbyer, indtil de gamle huse sprak på langs i jordskælvet den 6. april 2009.

Guzzantis film åbner med spøgelsesbyens borgmester på nattevandring gennem resterne, der ligner en indhegnet krigszone. Loftslysene er stadig tændt inde i de tomme huse, og udenfor er græsset brudt op gennem brostenene for at erobre gaderne tilbage.

Mens 308 børn og voksne omkom i murbrokkerne, gned Silvio Berlusconi og hans betroede bygherrer sig i hænderne. Naturkatastrofen forærede dem en glimrende undskyldning for at fremskynde og promovere et storstilet byggeforetagende, der skulle genhuse de 70.000 ramte borgere. 

Rekordværdige fem måneder senere stod 400 spritnye forstadsboliger klar, naturligvis med indvielsen timet til at falde på Berlusconis egen fødselsdag. Blot det seneste i rækken af ”mirakler” fra landsfaderen. ”Vi er verdensmestre i superhurtig opførelse,” lød det glade budskab til vælgerne.

Men fra 400 til 70.000 er der stadig et stykke. At 30.000 af de hjemløse ofre fortsat sad installeret i teltbyer, mens andre 30.000 var sendt på ”hotelferie” uden udløbsdato, hørte italienerne imidlertid meget lidt om i medierne (som Berlusconi ejer). Heller ikke, at teltlejrene blev drevet ud fra militaristiske principper af Berlusconis altmuligmænd i Protezione Civile – civilforsvaret.

Fra "Draquila - Italy trembles" (2010)

Med den endeløse ventetid fulgte også beboernes følelse af at blive holdt som fanger, både i det politiske spil og mere konkret i teltlejrene, hvor deres rettigheder én efter én blev suspenderet. Forsamlinger i større grupper var forbudt. Det samme gjaldt koffeinholdige drikkevarer. Og i september 2009 notificerede staten, at teltlejrene skulle lukkes ned for vinteren, hvorfor beboerne endnu engang måtte se sig skubbet længere ud i systemets periferi.

Sabina Guzzantis præmis er, at Berlusconi kynisk udnyttede katastrofen til at booste sin egen popularitet, som haltede efter en serie sexskandaler. Og at Italien ledes af en Orwell'sk manipulator, der løser ethvert problem ved at indsætte juridiske smuthuller i lovteksterne. For eksempel kan staten erklære undtagelsestilstand ved den mindste foranledning. Et internationalt svømmestævne, der finder sted i Italien, udfylder betingelserne. 

Fidusen ligger i gummibegrebet ”store begivenheder”, der giver det allestedsnærværende civilforsvar vidtrækkende beføjelser til at bryde loven, som det passer dem – og deres chef. Ene og alene med den bagtanke, at staten dermed får frie hænder til at score kassen på private byggeprojekter på steder, hvor det ellers er forbudt at opføre nye konstruktioner. Også her finder titlens ordspil på blodsugeren Dracula en frugtbar grobund.

Sabina Guzzanti | pr-foto

Sabina Guzzanti, der oprindelig er stand-up-komiker, kaldes ikke Italiens Michael Moore for ingenting: Det er de samme rapfodede klipperytmer, karikerede grafikker og sarkastiske betragtninger, der tegner stilen i ”Draquila”. Hun virker dog mindre opsat på klovnerier end sin amerikanske kollega, og hun husker at give fair taletid til Berlusconis vælgere, hvoraf mange virker oprigtigt taknemmelige over statsmandens bedrifter. 

Undervejs bliver billedet lovlig speget, når filmen fortaber sig i lokalpolitiske spidsfindigheder eller i forbifarten strejfer, hvordan Italiens privatøkonomi er kontamineret af mafiakapital. Men man forstemmes, når Guzzanti afslører, at staten udmærket kendte risikoen for et jordskælv i L'Aquila. Trods sagkundskabens advarsler efter flere måneders seismisk aktivitet i regionen valgte Berlusconi & Co. at neddysse faren gennem regulær misinformation. Målet ifølge Guzzanti: At sælge deres forjættende boligprojekt til masserne! 

En lokal journalist medvirkede til vildledningen, om end i god tro, ved at publicere den officielt sanktionerede ”sandhed” om den ikke-eksisterende trussel. Da skælvet alligevel brød løs natten til den 6. april i L'Aquila, trøstede han sine to skræmte børn:

”Alt er normalt. Der er ingen fare”.

Han mistede dem begge.

I Venedig sidste år granskede Erik Gandinis doku-essay ”Videocracy”, hvordan mediemogulen Berlusconi har underbygget politikeren Berlusconis popularitet ved gennem flere årtier at dreje tv's indhold i retning af mandehørm og celebrity-tilbedelse. ”Draquila” leverer endnu en brik til, om ikke forståelsen af, så i hvert fald indblikket i det bizarre selvbedrag, der får det italienske folk til at fastholde deres Berlusconi ved magten.

En mulig del af forklaringen hører vi fra en aldrende italiensk herre, som afslutter filmen med resigneret eftertanke. Han har talt med mange overlevere fra diktaturstater og kan konstatere: ”Berlusconis Italien er en slags lortediktatur – men i det mindste har vi ikke tortur.”

Bonusinfo: Udvælgelsen af Guzzantis film harmede den italienske kulturminister, Sandro Bondi, i en sådan grad, at han valgte at boykotte årets Cannes-festival. Mon nogen hernede savner hans tilstedeværelse, endsige bemærker hans fravær?

Cannes 2010: Mens vi venter

Sådan så her ud sidste år ...

Cannes webcast 2009, del 1
"OP" og "Antichrist"
Brian Iskov og Morten Seligmann (redigering), GEAR TV



Cannes webcast 2009, del 2
"Drag Me to Hell", "Inglourious Basterds" og special guest star Brad Pitt!
Brian Iskov og Morten Seligmann (redigering), GEAR TV

GEAR #78: Farvel og tak

Månedens nummer af gadgetmagasinet GEAR er på gaden. Jeg anmelder følgende biograf- og dvd-premierer:

Gainsbourg ****
Libanon *****
The Blind Side ***
Harry Brown ***
Manden med de gyldne ører *****
Black Dynamite ***
What Doesn't Kill You **
Sin Nombre *****

Nummer 78 markerer samtidig mit seks års jubilæum som fast filmanmelder på GEAR - og et punktum for selvsamme virke. Det månedlige filmopslag er skåret væk fra og med nr. 79. Vemodigt!

Ti blærede biljagter

Aftenens film på DR1 er ”Bullitt” (1968). Som opvarmning har BRIES BLOG-O-RAMA vendt YouTube på hovedet for at samle ti af filmhistoriens sejeste biljagter. Turen går, i kronologisk rækkefølge, fra San Franciscos gader over Australiens landeveje til Moskvas trafikkaos, og langt de fleste klip er første klasses stuntarbejde af den gamle skole: Uden CGI og med pedalen i bund!

Bullitt (1968)

1968 Ford Mustang GT 390 vs. 1968 Dodge Charger R/T

San Francisco, Californien, USA

Peter Yates' ordknappe politidrama indvarslede en ny æra af slående realisme i Hollywood, men huskes bedst af to andre årsager. Titlens egenrådige strømer spilles af det omvandrende magnetfelt Steve McQueen, der spiser cool til morgenmad, hælder cool over og skyller efter med en ordentlig slurk cool. Den banebrydende og ofte kopierede biljagt føjer kun til stjernens karisma, for McQueen sidder selv bag rattet i Mustangen meget af tiden, og som man kan se i ekstramaterialet på Special Edition-dvd'en bliver der vitterlig kørt stærkt gennem San Franciscos bakkede gader: 170 km/t!

Bonusinfo: Bemærk, at den sorte Dodge når at miste hele fem hjulkapsler under den heftige køretur. Og at McQueen passerer den samme grønne folkevognsboble mindst tre gange.

Bonuslink: Denne grundige artikel fra Muscle Car Review (1987) går bag om filmhistoriens mest berømte biljagt:
http://www.hottr6.com/triumph/BULLITT.html

The French Connection (1971)

1971 Pontiac LeMans vs. højbanetog R42 #4572-4573

Brooklyn, New York, USA

Panserbissen Popeye Doyle (Gene Hackman) kaprer en Pontiac LeMans og sætter efter højbanetogets linie B gennem Brooklyn.

Bonusinfo: Instruktøren William Friedkin optog den legendariske jagt uden tilladelse fra myndighederne, og flere af sammenstødene, som er med i den færdige film, var ikke planlagte: Se, om du kan spotte den civile bil, der kommer til at blande sig i jagten! Hør flere af Friedkins røverhistorier i denne skægge ”bag kulisserne”-featurette: http://www.youtube.com/watch?v=YoPI0MRAVB4

Le Casse (Kuppet, 1971)

Fiat 124 Special T vs. Opel Rekord

Athen, Grækenland

Dén havde du nok ikke forudset! Men franskmændene har altså en lang og stolt tradition for kørestunts, som desværre ofte ledsages af en ubændig trang til at garnere herlighederne med de mest tumpede farcegags (se ”Taxi” 1-4, ”Transporter” 1-3 etc.). I denne glemte krimi fra 1971 er det veteranen blandt de franske cascadeurs, Remy Julienne Team, som mishandler to ydmyge personbiler på det groveste. Sekvensen starter svagt, men der begynder der at ske noget omkring 2:40, da Jean-Paul Belmondo – den strik! – tager en smutvej gennem metroen. Og så bliver der ellers gået til den gennem et heldigvis ikke særlig trafikeret Athen.

Bonusinfo: Remy Julienne stod også bag flere af James Bonds biljagter, bl.a. den med Lotus Esprit'en (”Spionen der elskede mig”) og den, hvor Roger Moore tumler gennem en skov i en 2CV (”Agent 007 strengt fortroligt”).

Vanishing Point (Speed, 1971)

1970 Dodge Challenger R/T vs. 1966 Jaguar E-type cabriolet

Nevada-ørkenen, USA

Eks-racerkøreren Kowalski (Barry Newman) fragter en snehvid Dodge Challenger fra Denver til San Francisco. Hans forsøg på at tilbagelægge de godt 1500 kilometer på 15 timer giver ham landevejspolitiet i bakspejlet gennem fire delstater. Ikke uden grund fik den tidstypiske kultfilm oprindelig dansk premiere under titlen ”Speed”!

Bonusinfo: Den skotske gruppe Primal Scream opkaldte deres femte album efter filmen, og førstesinglen døbte de ”Kowalski”. Viggo Mortensen spillede den rebelske fartdjævel i tv-remaket fra 1997.

Gone in 60 Seconds (Væk på 60 sekunder, 1974)

1973 Ford Mustang Mach I

Long Beach, Californien, USA

Den afsluttende 40 minutter lange (!) biljagt sikrede denne lavbudget-indie en plads i annalerne. Det slikkede 2000-remake med Nicolas Cage taler vi ikke højt om.

Bonusinfo: Instruktøren H. B. Halicki spiller hovedrollen som biltyven Maindrian Pace og håndterer også selv Mustangen, der går under kælenavnet 'Eleanor'. Halicki døde i 1989, da et vandtårn væltede ned over ham, mens han var ved at indspille en toer til sit kulthit.

> Hele filmen (YouTube)

Mad Max 2 (1981)

Mack tankvogn vs. Ford F100 pickup og VW kit-cars

New South Wales, Australien

Landevejskrigerens bedste film byder på sensationelt stuntarbejde i det afsluttende 14 minutters ørkenræs. Afgjort det mest brutale og crazy indslag på listen!

Bonusinfo: Denne featurette fra optagelserne giver et ret hårrejsende billede af, hvor meget datidens stuntmænd satte sig selv i fare, fordi de hverken havde wires, CGI eller andre snydetricks at falde tilbage på. Er der en læge til stede?! http://www.youtube.com/watch?v=nmiXUrbbfl8

OPDATERING: Det omtalte klip er pt. ikke på YouTube, så her er filmens første lastbiljagt i stedet:

Een gang strømer ... (1987)
Ford Sierra vs. Toyota Corolla
København indre by, Danmark

Ok, klippet er for det første fra en tv-serie og for det andet knap så liret som de andre eksempler. Men ingen raske drenge, der så første afsnit af Anders Refns "Een gang strømer ..." på DR i juli 1987, vil nogensinde have glemt følelsen af at overvære et vendepunkt i dansk tv-historie: Hjemmelavet action, som kunne måle sig med "Miami-patruljen"!

Thorkild Thyrring og Erik Høyer manøvrerer øserne gennem et morgenøde København, Tómas Gislason har sat billederne (fænomenalt) sammen til Kasper Windings indpiskermusik, og det er stadig dansk films mest imponerende biljagt.

Bonusinfo: Stuntet, hvor Erik Høyer sender sin Toyota over et hop og er uhyggeligt tæt på at kippe om på taget, var ikke planlagt. Han havde ikke taget højde for, at Toyotaen var forhjulstrukket og derfor landede helt anderledes ved 60 km/t end Thyrrings Ford.

Ronin (1998)

1998 Peugeot 406 vs. BMW M5

Paris, Frankrig

Det gælder om at holde tungen lige i munden, når Robert De Niros Peugeot og Natasha McElhone i BMW giver den fuld hammer mod den parisiske kørselsretning!

Bonusinfo: Instruktøren John Frankenheimer var selv tidligere amatørracerkører, og på dvd'ens kommentarspor hævder han at have benyttet i omegnen af 300 stuntkørere til indspilningen af ”Ronin”.

Bad Boys II (2003)

Ferrari 575M Maranello vs. autotransporter

Miami, Florida, USA

Michael Bay strør Mercedes'er ud over Miamis mest befærdede hovedvej, MacArthur Causeway, som han spærrede af i fire hverdage. Resultatet afslører, at den notoriske ”frame-fucker” Bay – trods sine ihærdige forsøg på at bevise det modsatte – ikke er fuldkommen evnesvag i et klipperum.

Bonusinfo: Bay stillede også sin egen Ferrari Maranello til rådighed for stuntholdet, og utroligt nok fik den ikke en skramme. Bagefter styrede Martin Lawrence dyret direkte ind i en blok beton og rev en flænge i døren. Se, dét er humor …

Bourneduellen - The Bourne Supremacy (2004)

GAZ 3110 Volga vs. Mercedes-Benz G500

Moskva, Rusland

Hidsigt, håndholdt taxa-mareridt gennem Moskvas myldretid. Nyd især den piskesmældsfremkaldende ”crashcam”-effekt, der rykker Matt Damon godt rundt i den gule Volga. NB: Klippet er desværre spejlvendt - vi beklager!

Bonusinfo: Mini Cooper-biljagten gennem Paris i den første Bourne-film (”Manden uden navn”) er omtrent lige så god – og den kan ses i let forkortet udgave her: http://www.streetfire.net/video/the-bourne-identity-car-chase_164720.htm

HÆDRENDE OMTALE:
The Fast and the Furious (2001)
1993 Honda Civic coupé vs. Peterbilt 379
Wilmington, Californien, USA

Det går pænt stærkt, når machotyrene Vin Diesel og Paul Walker kører ulovligt gaderæs i deres supertunede sildedåser. Specielt den første films heftige kapring af/ved/omkring en 18-hjuls Peterbilt - med det uforglemmelige syn af en Honda Civic, der passerer under lastvognen - repræsenterer seriens særlige form for mekanikerp*rn* i højeste gear. Omtalte scene synes dog at blive pillet ned fra nettet, lige så snart nogen lægger et klip op, så dén må I tænke jer til ...

"Libanon": Das Boot på larvefødder

I morgen torsdag har Grand, Dagmar, Vester Vov Vov og Øst for Paradis dansk biografpremiere på "Libanon". Jeg skrev følgende om filmen i Weekendavisen i september 2009, da den vandt hovedprisen på Venedig-festivalen:

"Libanon" (2009) | pr-foto fra filmen

Anmeldelse: LIBANON (2009)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 18.9.2009

[...] Den iransk krydrede Sølvløve (for Shirin Neshats "Kvinder uden mænd") fik følgeskab af en israelsk Guldløve for "Libanon", så ingen længere kunne betvivle, at østerlandsk film står i grøde.

Samuel Maoz, endnu en førstegangsinstruktør, stillede dog med en ganske apolitisk variation over det eviggrønne tema ”uskyldstab i krig”. Valpladsen kunne være en hvilken som helst væbnet konflikt, og at Israels invasion af Libanon blev rammen om Maoz' bidrag, skyldes instruktørens personlige historie. Det var som kanonér i en af de tanks, der rykkede over grænsen den 6. juni 1982, at han første gang tog en anden mands liv.

Salgspitchen er "Das Boot" på larvefødder. Vi følger fire novicer fra det israelske panserkorps på deres jomfrumission. Skramlende og med olien blødende ned ad væggene pløjer kampvognen sig igennem resterne af en sønderbombet libanesisk by. Soldaternes og publikums udsyn begrænser sig til, hvad den nervøse kanonskytte indfanger i kikkertsigtets trådkors. Skytten er Maoz som 20-årig.

Kun tre korte indstillinger, anbragt for og bag som bogstøtter, løfter os op i dagslyset. Maoz sætter alt ind på immersionskontoen ved at klemme tilskueren inde i bugen på det rustne metalmonster sammen med de rædselsslagne soldater. Desorienteringen og klaustrofobien forplanter sig hurtigt til stolerækkerne. Man sveder i varmen, famler i mørket, kvæles af trangheden og krymper sammen, hver gang fjendtligt skyts brager mod tankens hærdede stål i et hæsligt støjinferno.

Der er umiddelbar slagkraft i det kompakte kammerspil, og skønt flere iagttagere fandt det genrefilmslignende format vel lille til at udløse så stor en pris, var juryens valg af Lebanon som guldvinder både populært og forventet. Maoz skal dog ikke regne med at få vist sin film i hjemlandet, hvor man hellere havde set en glorværdig rekrutteringsvideo for militærets herligheder. Han lod ane, at stærke kræfter i Israel havde arbejdet mod filmens deltagelse i Venedig.

> LIBANON: Trailer

"Libanon" (2009) | pr-foto fra filmen

Gedestirrerne (Da Obi-Wan mødte The Dude)

I dag udkommer "The Men Who Stare At Goats" på dvd og Blu-ray. Jeg anmeldte Grant Heslovs krigskomedie for Filmmagasinet Ekko, da den havde dansk biografpremiere:

> Bries anmeldelse af "The Men Who Stare at Goats" (Ekko, januar 2010)

I februar mødte jeg Ewan McGregor i Berlin. Det egentlige emne var "Roman Polanskis Skyggen", men vi fik også tid til at snakke om Ewans samarbejde med Jeff Bridges, alias The Dude, i den film, som Sandrew Metronomes marketingfolk seriøst overvejede at kalde "Gedestirrerne" på dansk i cirka ét minut.

Ewan McGregor livede synligt op, da han fortalte følgende anekdote fra en typisk dag med Jeff Bridges på settet:

Our first scene together was the acid trip scene. That was quite a brilliant baptism to be working with The Dude, pretending we're tripping on acid.

We had to come out of this room into a corridor, and in the room there was this old keyboard, I guess it was a prop. But Jeff went, "Oh man, they put this here for us". He plugged it in, and he started playing all this weird freaky music, like he was tripping on acid, "Ooooooooh yeah, man".

The keyboard had just been put there, because it was in the way! But he thought it was there so that we could prepare ourselves for this weird vibe.

Did he seem like The Dude? Oh yeah. He's definitely The Dude!

THE MEN WHO STARE AT GOATS © Sandrew Metronome Filmdistribution

> Læs også mit interview med Ewan McGregor om "Roman Polanskis Skyggen"

"Michael Clayton": Brie møder Tilda Swinton!

Aftenens film på TV 2 er den danske tv-premiere på "Michael Clayton", og hvorfor dén er værd at se, forklarede jeg i Weekendavisen september 2007, da Tony Gilroys thriller blev lanceret på Venedig-festivalen (læs anmeldelsen nedenfor).

Samtidig fik jeg lejlighed til at møde den formidable Tilda Swinton, som løftede sløret for de tanker, hun havde gjort sig om sin rolle i "Michael Clayton". Bortset fra et enkelt citat i Børsen har interviewet aldrig været publiceret, til trods for at Swinton året efter vandt en Oscar for netop denne rolle. Dette interview er derfor eksklusivt for BRIES BLOG-O-RAMA!

Tilda Swinton i MICHAEL CLAYTON © 2007 SF Film/Filmcompagniet

INTERVIEW:
Tilda Swinton om "Michael Clayton"
Brian Iskov, sept. 2007 – eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

Ved "Michael Clayton"s verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2007 lignede Tilda Swinton som altid et væsen fra en fortryllet anden verden, hvor gennemsigtig hud, rødt hår og blågrønne øjne er den vedtagne norm for skønhed. Derfor føltes det også "totalt eksotisk" for Swinton at spille rollen som den anonyme brunette Karen Crowder, der kunne falde i ét med tapetet i et hvilket som helst amerikansk kontorlandskab.
"Jeg venter bare på, at filmen kommer ud i Amerika, så pressen kan skrive: »Endelig ser Tilda Swinton fantastisk ud. Hun ligner ikke en freak!«" siger Swinton og griner hjerteligt.

Karens udseende var ikke defineret i manuskriptet, men Tilda Swinton greb chancen til at arbejde med en mere naturalistisk palet, end hun plejer.
"Karen føler sig utilpas i sin krop og i sit tøj. Hun har den forkerte makeup til hendes teint, den forkerte hårfarve; det hele er lidt skudt forbi. Jeg ser hende som en middelmådig skuespiller, der er fejlbesat i rollen. Eller som firmaets soldat, der trækker i en uniform, som ikke passer hende."

Allerede da hun læste Tony Gilroys manuskript til "Michael Clayton", bemærkede Tilda Swinton, at hendes rolle snildt kunne være udfyldt af en mand.
"Jeg spurgte Tony, hvorfor han havde valgt at skrive rollen til en kvinde, og han havde ikke rigtig noget svar på rede hånd. Jeg kom frem til, at hendes køn lægger et ekstra lag af pres på hende. Karen prøver desperat at imponere sin chef, og hun har lagt hele sin stolthed i at lukke den her sag og bevise sit værd som kvinde i forretningsverdenen. Derfor kan hun ikke indrømme, at hun er på dybt vand. Og hun kan ikke spørge sin chef om hjælp, selv om hun burde gøre det. Det sidste, hun ønsker, er at blive afsløret som en bluff. Hun er næsten afhængig af forestillingen om at lægge sine naturlige instinkter fra sig, og det er på en måde, hvad hele hendes fag går ud på. At lyve."

George Clooney i "Michael Clayton" (2007) | Pr-foto: SF Film/Filmcompagniet

Anmeldelse: MICHAEL CLAYTON (2007)
Brian Iskov i Weekendavisen (Venedig), 7. september 2007

1970’er-snittets renæssance i amerikansk film drives frem af en snæver, men magtfuld kreds af Hollywood-liberale med George Clooney som spydspids. Han er også en af arkitekterne bag "Michael Clayton", som blotlægger de menneskelige omkostninger i den tunge ende af erhvervsjuraen.

George Clooney spiller manden i titlen: advokatfirmaets »fikser«, som opererer bag kulisserne og fejer de løse ender ind under gulvtæppet. Tom Wilkinson leverer endnu en saftig birollepræstation som den garvede forsvarer, der efter seks års arbejde med et kollektivt søgsmål støder på et memorandum, som kan vælte hele processen. Det potente A4-ark placerer utvetydigt skylden hos hans klient – en landbrugskemisk virksomhed – og dilemmaet får Wilkinsons frønnede psyke til at folde sammen. Skyggemanden Clooney/Clayton står nu med den uønskværdige opgave at skulle redde et forlig, hvis udfald er designet til at give den skyldige part løbepas.

Bourne-filmenes manusforfatter, Tony Gilroy, debuterer overbevisende som instruktør med denne køligt intelligente thriller, der især gør sig bemærket ved at caste en kvinde, Tilda Swinton, som den store, stygge kemikalieindustris ansigt udadtil. Swinton bygger hele sin præstation op omkring private øjeblikke af den slags, som ligger nærmere på neorealismen end den gængse spændingsfilm. Minutterne før et vigtigt møde, hvor pulsen stiger og panikkens sved perler frem. Den nervøse repetition af forberedte replikker foran spejlet. Påføringen af den pansrede facade, som skjuler usikkerheden og præstationsangsten for omverdenen. Det usædvanlig nøgne og nuancerede fjendeportræt forlener Michael Claytons endelige genrejsning af moralen med en karsk ambivalens, der er typisk for outputtet fra Clooney og hans åndsfæller.

Op på fars klaphat - fodbold i Cinemateket

Fodbold. Et af de ganske få emner, jeg interesserer mig endnu mindre for end de ungarske landbrugsreformer, jeg var tvunget til at læse om i 2.g. Min manglende forståelse for det såkaldt smukke spil afspejles vist tydeligt i denne sekvens fra min Designskole-tegnefilm:



Så det er absolut en cadeau til d'herrer Carsten Søsted og Mads Kamp Thulstrup, at deres dokumentarfilm "... og det var Danmark" i 2008 fik blodet i mine årer til at bruse som en velrystet grøn sportssodavand. Den ekstremt medrivende kavalkade over fodboldlandsholdets rutsjebaneår 1979-92 åbnede i dag "Kick Off", Cinematekets serie af fodboldfilm, som fortsætter maj måned ud. Mit interview med de to instruktører kan du læse længere nede i indlægget.

KICK OFF: > Udvalgte fodboldfilm i Cinemateket (april 2010)

Et andet must-see i Cinematekets "Kick Off"-program er den fascinerende og tempofyldte "The Damned United", der fik dvd-premiere i marts og nu vises for første gang i en dansk biograf. Tom Hoopers dokudrama ligger i direkte forlængelse af "The Deal", "The Queen" og "Frost/Nixon", idet den genforener Michael Sheen og forfatteren Peter Morgan i endnu et blændende portræt af en ærgærrig mand med en tragisk karakterbrist. I dette tilfælde Brian Clough, der fik sølle 44 dage som manager for Leeds United i 1974, fordi hans smålige misundelse på forgængeren Don Revie satte hans dømmekraft ud af spil.

THE DAMNED UNITED trailer:


> Man behøver heller ikke være boldidiot for at nyde Ken Loachs kærlige hverdagskomedie "Looking for Eric", hvor selveste Eric Cantona, Manchester Uniteds fodboldlegende, træder ned fra idolplakaten på væggen for at uddele obskure visdomsord til en plaget postmand!

> LOOKING FOR ERIC: Trailer

Derimod kræver det en vis hang til flove fornøjelser at elske "Victory - fangelejrens helte", der ofte omtales som et af veteraninstruktøren John Hustons ringeste arbejder. På den anden side: Hvor kan man ellers se Pelé, Bobby Moore og FC Twente-danskeren Søren Lindsted lobbe til den samme læderkugle som Sylvester Stallone og en kvabset Michael Caine?

> VICTORY: Filmens fodboldscener i koncentrat

Sly reagerede da også med et smørret grin, da han på sidste års Venedig-festival mindedes optagelserne til "Victory". De foregik såmænd i Ungarn:

"I really learned to like soccer when I did Victory. I thought it was a very simple game until I got out there on the field with Pelé, and when he broke my finger trying to stop a penalty shot, I realized how incredibly difficult and brilliant this game was. I never thought that film would be around for a long time, but I enjoyed the whole process with a legendary director, Michael Caine and the ten best soccer players in the world. The hard part was, they filled the stands with people, and this was still behind the iron curtain in Budapest. It was a complete police state. And everytime I missed a goal - from Pelé, from Osvaldo Ardiles, I mean, who can stop them? But the [people in the stands] were booing, they wanted to kill me, because I was so bad! They thought I was like a tough goalie. But I couldn't even see the ball!"

Bonusinfo: Et rygte lyder, at Vinnie Jones overvejer et remake af "Victory", og at han vil have Lionel Messi, David Beckham, Thierry Henry, Cristiano Ronaldo og Rio Ferdinand med i holdopstillingen! Kilden er desværre den semi-fiktive tabloidavis The Sun, så glæd jer ikke for tidligt ...

Ekstra bonusinfo: "Victory" er tidligere filmatiseret under den mundrette titel "Két félidö a pokolban" i - af alle steder - Ungarn! YouTube har naturligvis en smagsprøve til de nysgerrige.

---

...OG DET VAR DANMARK:
Film, fodbold og firserhelte
Interview med Carsten Søsted og Mads Kamp Thulstrup
Brian Iskov i AOK/Berlingske Tidende 9. maj 2008

Med dagens biografpremiere på "… Og det var Danmark" har to fodboldfans realiseret deres drengedrøm: at genskabe suset fra landsholdets gyldne EM- og VM-øjeblikke på det store lærred.

Som så ofte før tager familien Søsted på spejderlejr i sommeren 1984. Men denne gang mangler de et medlem. Ferien falder oven i fodbold-EM, og det undertippede danske landshold har endelig fundet formen efter 20 års fedtspil. Derfor nægter 11-årige Carsten at rokke sig fra sin plads foran fætterens fjernsyn.

Et andet sted i Jylland sidder Mads Kamp Thulstrup i 1986 og jubler, da Elkjær og Laudrups VM-hold udraderer Uruguay med en mirakuløs målscore på 6-1. Det er næsten for godt til at være sandt, og sejrsrusen afløses også hurtigt af en mere genkendelig dansk middelmådighed på grønsværen. Da vi lige så uventet vinder Europamesterskabet i 1992, har fynske Richard Møller Nielsen overtaget landstrænerstolen efter danskernes yndlingstysker, Sepp Piontek.

I 1996 opdager Carsten og Mads hinanden på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. De svømmer hen i glade fodboldminder og venter spændt på den dag, hvor nogen laver en film om de Hummel-klædte heltes meritter. »Men den kom aldrig«, fortæller fodboldvennerne. Så nu har de selv lavet filmen: »... Og det var Danmark«.

Jagten på magiske øjeblikke gik gennem kilometervis af bånd fra danske og tyske tv-stationer. Arkiverne rummede blandt andet en voxpop med en ung, rundkindet brunette, hvis ansigt virker slående bekendt. Carsten Søsted oplyser, at det ikke er lykkedes at få bekræftet pigens identitet. »Men vi er næsten helt sikre på, at det er Helena Christensen.«

En anden guldgrube gemte sig hos filmmanden Casper Thorsøe, som gennem 1980erne fulgte dynamitdrengene helt ind i omklædningsrummenes brusekabiner med sit U-matic-kamera. Dén var næppe gået i dag.

På halvandet år samlede Carsten og Mads råmateriale nok til en serie i 30 afsnit. Pengene rakte kun til en spillefilm, men da duoen fandt på at vise rutjsebaneårene 1979 til 1992 gennem de to tidligere landstræneres øjne, trådte dramaet frem i klart koncentrat. Sværere var det at overtale Sepp og Ricardo til at give de tilbageskuende interview, som danner filmens nutidige spor. Og efter en lang optagedag med Sepp i skideballehumør følte Mads Kamp Thulstrup sig fristet til at kræve »ydmygelsestillæg« af sin kollega.

»De er jo magtmennesker, så de er ikke vant til at lade andre bestemme,« konstaterer den filmskoleuddannede instruktør om de to ellers vidt forskellige herrer. »Sepp er humørsprederen. Han repræsenterer en sydlandsk umiddelbarhed, som danskerne har nemt ved at holde af, fordi vi selv bor i et meget lidt spontant land. Når der så kommer en tilknappet fynbo som Ricardo, er vi hurtige til at fordømme og pege fingre. Vi kan ikke lide at se os selv i spejlet.«

Mads Kamp Thulstrup hæfter sig også ved det særtræk i danskernes selvforståelse, som går i overdrive, hver gang fodboldfeberen griber nationen. Det er den samme, løjerlige kombination af Jantelov og patriotisme, som forfatteren Hans-Jørgen Nielsen døbte »lidenhedens storhedsvanvid«.

»Vi danskere elsker det der »lige ved og næsten«. Vi tror ikke på, vi kan noget som helst, fordi vi kommer fra et for lille land til at udrette noget stort. Men i det øjeblik, vi har noget at hævde os på, bliver vi vikinger igen og går i supernationalistisk selvsving.« Dog ligger lilleput-komplekset hele tiden på lur, pointerer Carsten Søsted. Og ved det mindste pust af modvind bryder det frem.

»Når vi så går hen og taber, er vi gode til at finde undskyldninger. På den måde er vi meget ufarlige. »Herregud, det er jo bare fodbold« ... «

HOLDOPSTILLINGEN
MADS KAMP THULSTRUP, medinstruktør Uddannet fiktionsinstruktør fra Den Danske Filmskole. Ved et pudsigt sammentræf falder Mads’ 33-års fødselsdag oven i premieren på denne hans første spillefilm. Mads har spillet fodbold for Randers Freja.
CARSTEN SØSTED, medinstruktør 34 år. Har været klipper og klippeassistent på diverse film og tv-serier (bl.a. »Rejseholdet« og »Forbrydelsen«). Carsten, der i sin ungdom spillede fodbold i Holstebro og Vildbjerg, debuterer også som instruktør med »... Og det var Danmark«.
DANIEL DENCIK, klipper Den uvurderlige tredjemand, som redigerede 50 timers råmateriale ned til to og sørgede for, at der »ikke gik Sportslørdag og nørdet detaljerytteri i det hele«. Ligesom Mads fylder Daniel også 33 samtidig med filmens premiere i dag [9. maj 2008] – så tredobbelt tillykke!

... OG DET VAR DANMARK © SF Film/Filmcompagniet

BILLEDTEKST: »Vi danskere har ikke et naturligt forhold til at gøre os bemærket som nation, så da Brian Laudrup hævede sejrspokalen over Rådhuspladsen, var det som at få jantelovens åg løftet af vores skuldre,« siger Carsten Søsted, medinstruktør på »...Og det var Danmark«.