tirsdag den 16. november 2010

Femten flove filmfejl

Der er så uendelig mange ting at holde styr på under en filmoptagelse, at det praktisk taget er umuligt ikke at jokke i spinaten fra tid til anden. Bries Blog-O-Rama har samlet femten smuttere fra det seneste århundredes filmhistorie.

> Find fem fejl: "Højt at flyve"
> Find fem fejl: "Dødens Gab 4 – Hævnen"
> Find fem fejl: "Superman – kampen for fred"

NORTH BY NORTHWEST (Menneskejagt, 1959)
Fejl: Bemærk den lille dreng i baggrunden ved 0:20. Allerede inden Eva Marie Saint affyrer pistolen mod Cary Grants mellemgulv, har purken proppet fingrene i ørene: Han ved godt, der er et knald på vej.
Tid i filmen: 01:41:02



KRAKATOA, EAST OF JAVA (1969)
Fejl: Utroligt, at ingen i hele filmselskabet fangede denne bommert inden premieren – især fordi fejlen nemt kunne have været reddet ved et enkelt kig i atlasset. Men vulkanøen Krakatoa ligger altså VEST for Java!
Tid: Forteksterne

GOLDFINGER (Agent 007 kontra Goldfinger, 1964)
Fejl: ”Tre tik mere, og Goldfinger ville have fået jackpot”, kvækker James Bond, da han netop har reddet gulddepotet Ford Knox fra at eksplodere i en paddehattesky. Men på atombombens display står der – selvfølgelig – 007 sekunder tilbage. Kan Bond ikke tælle?
Tid: 01:40:54
Bonusinfo: Jo, det kan han godt (Bond kan alt – se under "Diamanter varer evigt"). Men ved klippebordet syntes nogen, at det var sjovere, hvis bombens nedtælling stoppede på agentens kodenummer. Sean Connery havde ikke tid til at indtale en ny replik, der tog højde for ændringen, så man lod originallyden være og håbede på det bedste.


BULLITT (1968)
Fejl: Steve McQueen forfølger en sort Dodge Charger gennem San Francisco. Bilen når at miste hele fem hjulkapsler under den heftige køretur.
Tid: 01:07:24, 01:07:43, 01:08:02, 01:12:10

OLSEN BANDENS SIDSTE BEDRIFTER (1976)
Fejl: Instruktøren, kameraet og to assistenter bliver genspejlet i busdøren, da Egon og Benny styrer ”mod Mallorca og grisefest” i deres kaprede linje 2. Vink til Balling!
Tid: 00:59:40
Bonusinfo: Scenearbejdere, der afsløres i vinduesruder og andre reflekterende overflader, var en ret almindelig smutter, indtil det digitale viskelæder gjorde det muligt at bortradere uønskede elementer fra filmstrimlen. Hold f.eks. udkig efter filmholdet i ”Flammehav” (1990) og ”Manden med den gyldne pistol” (1974).


ASSAULT ON PRECINCT 13 (Sidste nat på station 13, 1976)
Fejl: Den første version af ”Sidste nat på station 13” foregår faktisk på station 9 i område 13. Og hvis dét ikke skulle være forvirrende nok, kan man over indgangen se et skilt, der identificerer bygningen som en del af division 14.
Tid: 00:16:18
Bonusinfo: Genindspilningen fra 2005 retter adressen, men kludrer i stedet i årstiderne: De løvfældende træer er sprunget ud, da filmen ender nytårsmorgen.

GAMLE MÆND I NYE BILER (2002)
Fejl: To hvide politibiler af mærket Ford Mondeo jagter en Cadillac ned ad Bredgade. Men da strisserøserne tager et flyvehop ind over Kongens Nytorv, er det søreme to udtjente Ford Sierra'er uden nummerplader, der bliver ofret i styrtet – ligesom betjentene i den forreste bil er transmogriffet om til en orangeklædt stuntkører med hjelm.
Tid: 00:37:17
Bonusinfo: I en anden scene har rekvisitøren gjort sig umage med at plastre en svensk kiosk til med danske skilte, så publikum ikke skal opdage, at filmen er skudt i Trollhättan. Ingen har dog taget højde for, at der på den anden side af gaden ligger en butiksfacade, der sælger ”BLOMMOR” med meget store bogstaver.


GLORY (Ærens mark, 1989)
Fejl: En ung knægt vinker til delingen af soldater, der marcherer gennem hans by. På hans håndled sidder et digitalt ur. Det er godt gået af en fattig knejt i 1863.
Tid: 01:01 NTSC
Bonusinfo: Garvede fejlfindere mener at have spottet armbåndsure på flere af krigerne i ”Zulu” (1964), ”Spartacus” (1960) og ”Braveheart” (1995). Kan du få øje på dem?

DIAMONDS ARE FOREVER (Diamanter varer evigt, 1971)
Fejl: En legendarisk Bond-svipser: 007 tipper en rød Ford Mustang op på det højre hjulsæt for at smutte igennem en smal gyde, men han kommer ud med det modsatte hjulsæt på asfalten!
Tid: 01:04:34
Bonusinfo: Klipperen har forsøgt at redde fejlen ved at indsætte et nærbillede af Sean Connery, der lader som om, han får bilen til at rutsje over på den anden side – midt inde i gyden. Det hjælper ikke meget på logikken, men i 1971 var biografgængerne åbenbart stadig så nemme at imponere, at de færreste gad brokke sig.



GONE WITH THE WIND (Borte med blæsten, 1939)
Fejl: I dette klassiske epos fra den amerikanske borgerkrig griber Olivia de Havilland på et tidspunkt en olielampe, der adskiller sig klart fra andre af datidens lyskilder ved at trække en strømledning efter sig.
Tid: 00:50:44 (disk 2)
Bonusinfo: Skarpe observatører mener også at kunne skimte en lynlås i de Havillands kjole i denne scene. Lynlåse fandtes heller ikke i 1860’erne.

PRESUMED INNOCENT (Måske uskyldig, 1990)
Fejl: En enkelt af reporterne foran domhuset virker temmelig uinteresseret i at få Harrison Fords bevægede ord med hjem til redaktionen. For eksempel har han ikke gjort sig den umage at sætte et bånd i sin diktafon.
Tid: 01:44:17
Bonusinfo: Denne demonstrative brøler står på skærmen i 11 lange sekunder, så selv dem på bagerste række kan være med i legen.


THE GREEN BERETS (De grønne baretter, 1968)
Fejl: John Waynes gustne propagandafilm fra Vietnamkrigen er berygtet af mange årsager, men mest fordi den toner ud på et billede af solen, der går ned over stranden. Problemet er, at Vietnams kystlinje vender mod … øst.
Tid: Slutscenen

GLADIATOR (2000)
Fejl: Romernes svar på ”en tiger i tanken”: Indlagt gas i stridsvognen!
Tid: 01:30:43 (extended edition)
Bonusinfo: Trykluftbeholderen, der kommer til syne i styrtet, er naturligvis installeret af special effects-holdet for at få kareten til at tippe over på kommando.



PLAN 9 FROM OUTER SPACE (1959)
Fejl: Det virker næsten unfair at tage flueknepperbrillerne på til dette nostalgiske makværk, en ren skattekiste af sjusk, svips og ufrivillig komik fra en af alle tiders mest hjælpeløse instruktører, Ed Wood. Men det er nu alligevel meget sødt, at gravstenene på kirkegården vælter, når politibetjentene støder ind i dem.
Tid: 00:13:48 (amerikansk NTSC-tid)

STAR WARS (Stjernekrigen, 1977)
Fejl: Hvem kender ikke dén med stormtropperen, der baldrer hjelmen imod den hydrauliske dør? Klassisk kongefejl!
Tid: 01:19:02 (special edition)
Bonusinfo: George Lucas indlagde en lille hilsen til dette berømte og højt elskede kiks i ”Episode II: Klonernes angreb”, hvor det er Jango Fetts tur til at hilse på dørkarmen.

1 kommentar:

  1. Fint indlæg!
    Men Vietnam har faktisk vestvendt kyst helt nede i syd. Ikke at jeg tror de har tænkt videre over det i De Grønne Baretter - men det er faktisk muligt...
    Og du har ret - at kigge efter goofs i Ed Wood's film er lidt "shootin' fish in a barrel". Men det gør dem jo til en ren guldgrube for os der er til den slags...

    SvarSlet