De færreste filmskuespillere kan som Bill Murray få ingenting til at se ud af meget. Den 60-årige komiker er biografaktuel som bedemand i den fine indiefilm "Get Low" (premiere i dag).
Senere på weekenden kan Murray opleves på tv-skærmen i "The Royal Tenenbaums" som læge med læderlapper (3+, fredag nat) samt i yngre, gakket soldateraftapning, når TV 2 Film viser "Røven af 4. division" lørdag.
PORTRÆT AF BILL MURRAY: Ironikeren der blev voksen Af Brian Iskov, baseret på artikel i AOK/Berlingske Tidende 1. december 2006
”Hvis man forventer noget af Bill, er man selv ude om det, for man får altid det modsatte af ham”, siger skuespilleren Judge Reinhold – og med Bill mener han kollegaen Bill Murray, som i en velvoksen alder skiftede titel fra ”regerende mester i ironi” til ”tragikomisk stenansigt”. Forskellen er ikke så stor, som den synes.
Den improvisationstrænede komiker har gjort oprør mod normerne, siden han legede sig igennem 1980’ernes farcer med forsoren charme og en påtaget troskyldighed så hujende falsk, at den reelt modsiger hans figurers passivitet.
Efterhånden som talentet modnedes, pillede Murray lagene af sin distancerende og selvbeskyttende humor. Da en ny generation af indie-instruktører fandt ind til hans seriøse side i 1990’erne, afdækkede rollerne en afgrundsdyb ensomhed bag ironikerens facade.
Rejsen fra ansvarsforflygtigende anarki til melankolsk resignation træder tydeligt frem, når man sammenligner Bill Murrays tidlige film med hans nyere. Også i den aktuelle "Get Low" er det slående at opleve, hvor god og sikker en skuespiller, den tidligere Saturday Night Live-stjerne har udviklet sig til.
Hans filmografi demonstrerer endvidere, hvordan Murray har skabt sig en niche som outsidernes talsmand i opposition til omgivelsernes begrænsninger. En filosofi, skuespilleren også vedkender sig som privatperson.
Den vrangvillige stjerne
Helt fra begyndelsen har de løse rammer været altafgørende for talentets udfoldelse. Bill Murrays særlige komik fungerer bedst, når den omgives af kaos, og selv på en kostbar produktion som ”Ghostbusters”, med sit tunge opbud af special effects, udgjorde drejebogen mest et springbræt for de spilopper, som scenestjæleren Murray ubesværet rystede ud af ærmet hver dag.
Den voldsomt populære scifi-komedie fra 1984 befæstede Bill Murrays superstjernestatus, som han – typisk egenrådigt – reagerede på ved at vende ryggen til showbiz i fire år. Han studerede fransk på Sorbonne, hyggede om sin nyfødte søn, fordybede sig i bøger og holdt sig generelt langt væk fra Hollywood. Retræten vidner om en principfast integritet hos skuespilleren, der fortsat værner om sin personlige frihed ved at leve en skyggefuld tilværelse, frigjort fra managere, oppassere og andre forstyrrende udenomsværker.
Branchens eneste kontakt til den vrangvillige stjerne går gennem en sjældent aflyttet telefonsvarer, hvor tilbud om nye roller ofte ligger ubesvaret i månedsvis. Sofia Coppola måtte således indtale mere end 100 beskeder, før Murray sagde ja til det skræddersyede – og senere Oscar-nominerede – hovedparti i hendes ”Lost in Translation” (2003).
Golfbanen er Murrays foretrukne refugium i hans selvvalgte pauser mellem filmopgaverne, måske fordi det fredfyldte spil tillader enegængeren at kombinere det bedste af to verdener. På greenen kan han både lægge afstand til filmbyens ståhej og få afløb for sine klovnerier foran turneringernes taknemmelige publikum.
Imens kan Hollywood blot trille tommelfingre, indtil stjernen beslutter sig for at arbejde igen, for ligesom den dvaske hankat Garfield, hvis film han lægger amerikansk stemme til, kan ingen tvinge Bill Murray til at gøre noget, som ikke passer ham. Heller ikke ulig Garfield er hans foretrukne syssel, næst efter golf, at foretage sig absolut ingenting.
Ikke til at skyde igennem
Også på lærredet gør Bill Murray en dyd ud af at træde et skridt tilbage fra begivenhederne snarere end at deltage aktivt. Ingen kan som ham holde omgivelserne ud i arms længde og betragte dem med fornøjeligt underspillet mistro, og især i karrierens begyndelse er det ofte hans patenterede deadpan-reaktioner, der bærer filmene, når han punkterer systemernes rigide regelsæt med vittigt turnerede sarkasmer og et blik, der tilkendegiver, at han står højt hævet over omgivelsernes himmelråbende idioti.
Murray forholder sig endog meget frit til manus i f.eks. sommerlejrkomedien ”Med røven i vandskorpen” (omkring 1979 skulle alle sjove film hedde noget med ”røv” på dansk). Hans veludviklede evne til at associere frit for rullende kamera redder også den sløsede soldaterfarce ”Røven af 4. division” (dér var den igen!) fra at falde fra hinanden.
I begge tilfælde leverer han sit spydige – og mestendels improviserede – kommentarspor fra sidelinjen med et strejf af ugidelighed, som dygtigt camouflerer de dybe reservoirer af galskab, der ulmer under hans ludende ydre.
Den Unge Murray går enhver hurdle i møde med urokkelig ro, og selv om hans snuhed konstant undervurderes af modstanderne, der fejltolker hans nonchalante attitude som dovenskab, er der ingen tvivl om, hvem der i praksis er ovenpå. Heller ikke over for kvinder er hans selvtillid til at skyde igennem, trods den åbenlyse mangel på konventionel sexappeal i Murrays hvalpede Søren Brun-ansigt: Humor er nu engang et af verdens bedste elskovsmidler!
Karrierens anden ungdom
Allerede i 1984 begyndte frygten for at blive sat i bås at melde sig hos Bill Murray. Som betingelse for sin medvirken i ”Ghostbusters” stillede han derfor, at han fik hovedrollen i en ny filmversion af Somerset Maughams ”Knivens æg”.
Men måske var Murray endnu ikke opgaven voksen, og måske var verden ikke parat til at acceptere den kronisk uoprigtige komiker som krigsveteran på spirituel odyssé i Nepal. Den dundrende fiasko slog et smertende hul i Murrays ambition om at blive anerkendt som dramatisk skuespiller, og der skulle gå næsten ti år, før han atter dyppede tæerne i den dybe ende med ”Pigen i midten” (1993), hvor både Robert De Niro og Murray spillede pirrende imod deres vante image.
Den halvseriøse gangsterrolle betød startskuddet til Den Modne Murrays æra. Hvor Den Unge Murray syntes ude af stand til at tage sig selv alvorligt, bliver filurens ironiske distance nu tonet ned til et stadig mere subtilt leje. Mest bevægende i genistregen ”Rushmore” og den ømme nyklassiker ”Lost in Translation”, hvor verdens kvaler trænger igennem Murrays teflon-belægning og blotlægger den understrøm af sårbarhed, som førhen blev holdt i skak af sarkasmen.
I Jim Jarmuschs bittersøde ”Broken Flowers” fra 2005 fuldtones Bill Murrays minimalisme i en sådan grad, at gummiansigtet er hærdet til en urokkelig maske. Teknikken er dog stadig deadpan, blot sat i en anden kontekst, og dermed er cirklen sluttet.
Bill Murray har nået sit mål: at blive respekteret på sine egne præmisser som seriøs filmstjerne. At han samtidig fandt sin karrieres anden ungdom uden at forfalde til den flødebollesentimentalitet, som efterhånden har drejet hans jævnaldrende 70’er-desperadoer, Steve Martin og Robin Williams, adskillige knapper, kan man kun bifalde.
"Get Low" (2009) har dansk biografpremiere i dag, torsdag 31. marts.
"The Royal Tenenbaums" (2001) vises på 3+ fredag 1. april kl. 01.55 (natten til lørdag).
"Røven af 4. division" (Stripes, 1981) vises på TV 2 Film lørdag 2. april kl. 13.40. OPDATERING: "Røven fuld af penge" (Caddyshack, 1980) vises på TV3 tirsdag 12. april kl. 03.25 (natten til onsdag).
William James Murray er født 21. september 1950 i Wilmette, Illinois, USA som den midterste i en børneflok på ni. Er selv far til seks sønner.
Fik sit komiske gennembrud i sketch-programmet ”Saturday Night Live” (1975-), der også har udklækket talenter som Eddie Murphy, Will Farrell og John Belushi.
Største filmhit målt i indtjening er ”Ghostbusters” (1984).
Blev Oscar-nomineret i 2004 for ”Lost in Translation”, men vandt ikke.
HEY, ER DET IKKE HAM FRA ”GHOSTBUSTERS”?
Efter rygter om samarbejdsvanskeligheder på ”Charlie’s Angels” (2000) tegnede der sig i branchen et billede af skuespilleren Bill Murray som en vanskelig kværulant, men man hører lige så ofte den lunefulde enspænder omtalt som et venligt og generøst menneske, der nyder at skabe spontan glæde omkring sig, når impulsen opstår.
Under arbejdet med ”Ghostbusters” tømte han en hæveautomat for flere tusind dollar i små sedler, som han delte ud til de hjemløse i New Yorks gader, og for nogle år siden fik en gruppe norske udvekslingsstuderende deres livs overraskelse, da stjernen under en golfturnering i Skotland stak hovedet inden for til de unge menneskers fest – og endte med at tage opvasken.
ANMELDELSE: The Royal Tenenbaums – en familie af sorte får (Wes Anderson, 2001) Brian Iskov i TJECK Magazine, april 2002
Gener og genier hører sammen hos familien Tenenbaum. Desværre vokser husets tre vidunderbørn – en finanshaj, en forfatter og en tennisstjerne – op til at blive seriøst forkvaklede knude-mennesker. Og hvis skyld er det? Alle peger på faderen Royal (Gene Hackman), en taktløs snøbel, som nu prøver at møve sig ind i familien igen efter mange års fravær.
Det ironiske tonefald kunne nemt have været en tand for selvbevidst smart, men instruktøren Wes Anderson holder klart af sine snurrige særlinge. Med lidt stille vemod som ekstra krydderi bliver ”The Royal Tenenbaums” en lille triumf af skæv humor, spøjse detaljer og - ikke mindst - smagløs tøjsmag.
Måske rummer den ikke helt så meget hjerte som ”Rushmore”, Andersons forrige filmperle. Til gengæld er familien Tenenbaum genialt rollebesat, med uforlignelige Hackman som farmand for Gwyneth Paltrow, Ben Stiller og Luke Wilson. En sand original, med alt hvad det indebærer af charmerende knaster.
Den Oscar-belønnede filmfotograf Anthony Dod Mantle fortæller om den krævende indspilning af det biografaktuelle sandal-epos "The Eagle". Eksklusivt for Bries Blog-O-Rama!
Kun én vej fører om bag den afsides loch, hvor de sidste optagelser til Kevin Macdonalds episke romerfilm ”The Eagle” foregår. Stedet er det nordligste Skotland, tiden er november 2009, og i to uger har regnen tegnet vandrette streger gennem luften, så dråberne æder sig ind i kinderne.
Ferskvandssøens vandspejl stiger med otte tommer i timen, og for ikke at fryse ihjel under de seksten timer lange arbejdsdage på bjerget, må Macdonalds filmhold bruge 12.000 kroner pr. næse på at købe det bedste og dyreste termotøj, de kan opdrive. Værre ser det ud for skuespillerne, Channing Tatum og Jamie Bell. Begge knøse er tvunget til at bære periodekostumer og sjosker omkring med blottede arme og knæ i den syndflodsagtige nedbør.
En morgen klokken seks kører filmens dansk-britiske cheffotograf, Anthony Dod Mantle, op ad bjerget for at møde på settet, inden solen står op. Halvvejs oppe ad bakken får han øje på produktionens transportable toilet. Det står på hovedet og hælder gårsdagens efterladenskaber ud over klipperne. Oppe på toppen ser Dod Mantle, at hele platformen med kameraskinnerne og dollyen hænger ud over kanten. Flere tons udstyr på vej i afgrunden.
”Derfra kommer det der udtryk, "hold on to your hat". Vandet hagler bare ned fra bjergene. At filme under de forhold er fuldstændig ubegribeligt,” fortæller Anthony Dod Mantle, der har skotsk blod i årerne fra sin far.
”Skotland står aldrig stille. Lidt ligesom Færøerne og Lofoten, de nordlige kystområder i Norge. Den form for natur er ekstremt dramatisk, og det er også derfor, kunstmalere søger dertil. Folkene i de egne er også lidt ekstreme. Hvis man drikker, drikker man meget. Religionen og gudstroen er ekstrem. Fiskerne tager ud og dør i de farlige bølger.”
De heftige vejrskift bød på andre udfordringer end gennemblødt kluns og gear. Scenerne fra det skotske højland skulle nemlig klippes sammen med optagelser fra det anderledes rolige Bulgarien, der i "The Eagle" gør det ud for det sydlige England.
”For en fotograf er det komplet umuligt at kontrollere. Du står med fingeren på din blænde, og hvis du kigger på lyset i fem minutter, kan du flytte din finger fra en blænde 2.8 op til 22,” forklarer Anthony Dod Mantle.
”Men vi var nødt til at tage udsvingene med og bruge dem. Vi måtte acceptere, at de vejrskifter, der opstod, var interessante og kunne bruges som et dramatisk virkemiddel. Samtidig skulle vi fortælle en historie og forsøge at holde kontinuitet. Det er det evige dilemma for folk, der laver film.”
Efter syv ugers skotsk efterår rejste Anthony Dod Mantle tilbage til sin familie på Østerbro med en influenza og en smadret bærbar computer:
”Channing Tatum i et skørt var det tætteste, jeg kom på en kvinde i den tid, jeg arbejdede på ”The Eagle”, gnægger Dod Mantle.
"The Eagle" har premiere i 44 danske biografer torsdag den 24. marts.
I dag gælder det filmens kakaofarvede babe, Gabrielle Union (fra bl.a. ”Bring It On” og tv-serien "Venner"), der udtaler sig om "general" Bays instruktion og kvindesyn ...
Gabrielle Union er efter eget udsagn en rigtig drengepige. Sådan en, der ved, hvor skabet skal stå og ikke er bleg for selv at flytte det. Da jeg mødte hende i Miami i 2003, fortalte den da 29-årige skuespillerinde:
– Når filmholdet på ”Bad Boys II” fyrede den af efter optagelserne, var det altid mig, som ville have flere shots. ”Will, skal du kun have én drink? Hvad er der med dig?” Og både Will (Smith, red.) og Martin var sådan helt: ”Ej, vi skal altså snart i seng, Gabrielle.”
At filmens instruktør, "general" Michael Bay, normalt går for at være en møgurimelig skrigeballon, prellede også fuldstændig af på hende.
– To af mine veninder var med, da Michael lavede ”Pearl Harbor”, og de gik grædende i seng hver aften. Men som gammel sportstøs er jeg vant til at blive råbt og skreget af dagen lang. Når Michael brøler op, lægger jeg dårlig nok mærke til det.
Som teenager spillede Gabrielle europæisk fodbold, og hun påstår hårdnakket, at hun er født med lidt for meget testosteron i kroppen. Det er nu svært at se, hvor dét skulle sidde, og Michael Bay benyttede enhver undskyldning til at dulle sin skuespillerinde op under indspilningen af ”Bad Boys II”.
– Michael har en meget ... hvad skal vi kalde det ... interessant måde at filme kvinder på. Den sorte Gucci-kjole, man ser i slutningen af filmen, gik egentlig ned over mine knæ til midt på læggene. Men da vi skulle optage scenen, var den pludselig ekstremt kort. ”Michael, altså, hun er narkotikaagent, ikke en ho! Hvad har du gang i?”
Gabrielle Union gestikulerer ivrigt lige under lysken for at antyde en kjolelængde, selv Austin Powers ville rødme af skam over.
– Han puttede mig også ned i et par Jimmy Choo-sko med ti centimeter høje stilethæle og fik mig til at spurte hen over en græsplæne. Der er altså en grund til, at man aldrig ser højhælede ludere løbe på græs!
Selv hendes bryster måtte have en hjælpende hånd for at tilfredsstille Michael Bays strenge kriterier. Instruktøren sørgede for, at Gab fik en kæmpe hylde af en udstoppet bh monteret i sin kjole.
– Men hey, der er jo heller ikke noget, der signalerer ”narkoagent” som en dobbelt d-skål, fniser Gabrielle Union.
Insinuerer hun dermed, at Michael Bay er lidt af en mandschauvinistisk gris?
– Jeg siger bare, at han har meget bestemte idéer om, hvordan kvinder skal portrætteres, lyder det diplomatisk fra Gabrielle Union ...
Hvis du har svært ved at sove natten til fredag, giver TV3 dig (kl. 03:30) muligheden for at fordrive de små timer med den okkulte gyser "White Noise" fra 2005.
I ”White Noise” opdager en arkitekt (Michael Keaton), at hans afdøde kone prøver at kontakte ham gennem hans videomaskine. Sneen på skærmen gemmer beskeder fra det hinsides, og når han stirrer tilpas vedholdende på mylderet af pixels, toner tågede åndebilleder frem i den hvide støj!
Fænomenet kaldes ”electronic voice phenomenon” eller EVP, og for ikke-indviede minder det lidt om dengang, DR2’s Mikael Bertelsen afspillede statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale baglæns for at finde skjulte onde budskaber.
"White Noise" tror dog fuldt og fast på sit spiritistiske koncept, og da filmen fik dansk biografpremiere i 2005, besøgte jeg EVP-eksperten Palle Vibe, som ikke kunne udelukke, at de døde taler til os. Herunder kan du læse, hvad der kom ud af dét møde ...
ARTIKEL OM "ELECTRONIC VOICE PHENOMENON": EVP – når ånderne snakker med Brian Iskov i TJECK, april 2005
Har du nogensinde siddet og stenet foran fjernsynet om natten? Efter prøvebilledet er lagt i seng, fyldes skærmen af myldrende prikker, og der findes de, som mener, at den hvide støj transmitterer signaler fra det overjordiske. Stirrer man længe nok ind i sneen på skærmen, begynder omridset af ånderne at træde frem!
Sætter du en mikrofon til en båndoptager, kan du være heldig at få et lignende resultat. Hvisken og råb, angiveligt fra det hinsides, trænger igennem det susende baggrundstæppe og danner sætninger, som med lidt god vilje kan give mening for den, der lytter.
Fænomenet hedder EVP, Electronic Voice Phenomenon, eller elektronisk stemmefænomen på dansk. Det er langt fra nogen ny foreteelse, men den biografaktuelle ”White Noise” vil i april måned gøre sit til at udbrede kendskabet til EVP. I filmen opdager en arkitekt, spillet af Michael Keaton, at hans afdøde kone prøver at kontakte ham – gennem hans videomaskine.
Historien om den sære skovtur
Forskningen i EVP tager fart, da den svenske kunstner Friedrich Jürgenson går ud i skoven en sommerdag i 1959. Han har taget spolebåndoptageren med, og da han kommer hjem og hører båndet igennem, bliver finkernes sorgløse kvidren afbrudt af hans mor, der siger: ”Friedel. Kan du høre mig?”. Men moderen er hverken i huset eller i skoven. Hun er død, og det har hun været i fire år.
Jürgenson har tidligere oplevet, at en norsk mandsrøst forstyrrede hans optagelser af fuglesang, skønt der ingen personer var at se i miles omkreds. Han havde affejet de ubudne lyde som vildfarende radiosignaler, men skifter mening efter denne nye og noget overraskende drejning. Jürgenson kaster sig over en mere systematisk udforskning af fænomenet og indfanger mange flere af disse uforklarlige stemmer gennem de næste år. Så mange, faktisk, at han til sidst skriver to bøger, som finder vej til psykologen Konstantin Raudives skrivebord i Letland.
Forståeligt skeptisk væbner Raudive sig med en mikrofon og begynder at eksperimentere. Han bliver hurtigt overbevist. Da han dør i 1974, har Raudive indsamlet over 70.000 spøgelsesstemmer og skrevet sin egen bog, som i den engelske oversættelse giver fænomenet sit navn: ”Electronic Voice Phenomenon”.
Efter Raudives bortgang påstår flere andre, at de har opsnappet doktorens røst fra graven. Dog ikke Jürgenson, for ”de to var vist ikke længere på talefod”, som forfatteren Palle Vibe udtrykker det. Han har skrevet flere bøger på dansk om overnaturlige hændelser, og han har fulgt EVP på afstand gennem de sidste 25 år.
Dr. Konstantin Raudive
Sådan gør du
Raudive gjorde sit pionerarbejde i Tyskland, og siden 1975 har naboerne mod syd haft deres egen spirituelle klub, hvor ligesindede mødes og diskuterer deres fund, a la ”hvad synes du, der bliver sagt?” og ”nu har jeg opfanget nogle nye stemmer”. Amerikanerne er naturligvis også godt med, det har de været siden 1982, men herhjemme har der aldrig været den store interesse for ånd på bånd.
– Jeg tror ikke, der findes nogle aktive grupper i Danmark, siger Palle Vibe, der regner med, at en film som ”White Noise” vil åbne nogle døre:
– Alle kan jo optage EVP. Du skal bare have en båndoptager og en mikrofon. Nogle optager direkte fra radioen med kanalvælgeren sat imellem to stationer, hvor blandingen af alle frekvenser (”hvid støj”, red.) skulle få stemmerne til at trænge godt igennem. Andre bruger mikrofoner og har fået lige så gode resultater, oplyser Palle Vibe.
Han tilføjer, at udstyret ikke behøver at være dyrt eller særlig sofistikeret.
– Det hele afhænger af eksperimentatoren selv. Nogle har lidt mere flair for at fange stemmer end andre. Nogle lykkes stort set aldrig, mens andre får bid i første hug. I gennemsnit regner man med, at de fleste har et eller andet på båndet efter det tiende forsøg, fortæller Palle Vibe, der aldrig selv har sat fingeren på record-knappen.
Han indrømmer, at han har haft lyst til at prøve EVP på egen hånd, og det er ikke fordi, han mangler lydudstyr; han kunne sagtens have gjort det, forsikrer han. Han vil bare ikke involveres.
– Jeg har en fornemmelse af, at det øjeblik, jeg selv begynder at røre ved det, passerer jeg en tærskel, som gør, at jeg ikke kan være neutral længere. Jeg vil hellere stå på sidelinjen og kigge de andre over skulderen, så jeg kan danne min egen mening ud fra deres optagelser.
Mere end én forklaring
– Oplevelsen har efterladt et voldsomt indtryk hos alle, der har prøvet det. De har faktisk alle sammen mistet deres objektivitet. Det har på en eller anden måde opfyldt et ønske hos dem om at komme i kontakt med livet efter døden. Det er jo mange gange derfor, folk begynder at eksperimentere med EVP. De har mistet en kær afdød og har et brændende, inderligt ønske om at komme i kontakt. Når de får noget ind på båndet og lytter til det, er der derfor kun én mulighed: At det er den afdøde, der taler. Men man kan jo sagtens anlægge flere betragtninger, påminder Palle Vibe, der – trods sin forsigtighed – har svært ved at bortforklare de bedste af optagelserne. Der er menneskelig tale på nogle af båndene, fastholder han.
Spørgsmålet er bare, hvor stemmerne kommer fra (se boks #1).
– Den ene skole siger, at stemmerne er overlevende sjæle, altså menneskeånder. De lever i en eller anden dimension, og de har forbandet lyst til at snakke med os, oftest for at fortælle, at de har de godt. Men det er jo det, man helst vil høre, ikke. Der er så en anden skole, som siger: Mon ikke det i virkeligheden er indtryk og ønsketænkning, der kommer inde fra din egen hjerne?
Nogle forskere mener, at fænomenet opstår, fordi vores hjerner er bygget til at skabe sammenhænge, hvor der måske ingen er (se boks 2). Og når vi først tror, at vi øjner et mønster i støjen, kan vi dårligt ignorere det igen. Psykologer kalder bedraget for ”apophenia”, og Palle Vibe mener også, at vores indbyggede hang til fejlperception forklarer mange af EVP-stemmerne og skikkelserne på tv-billederne.
– Mennesket er en fantastisk mønster-genkender. Vores hjerner kan finde et mønster i alting. Kender du Rorschach-testen? En form for psykoanalyse, hvor det gælder om at finde ansigter, former og figurer i nogle tilfældige blækklatter. Ud fra det, man ser, bliver det så bedømt, om man er syg eller rask, forklarer Vibe.
Aldrig det samme svar
Når folk påstår at have set en manifestation af Jesus på overfladen af en tortilla, eller Moder Teresas ansigt i en kanelbolle, er det endnu et eksempel på, at vores hjerne spiller os et puds. Det samme gør sig gældende med hvid støj, siger skeptikerne. Hvor mange har ikke prøvet at høre telefonen ringe midt i et styrtebad – og så vader man dryppende ud i entréen blot for at opdage, at man har ”hørt syner”?
Forvekslingen skyldes, at øret under bruseren opfanger et bredt spektrum af lyde, som hjernen helt automatisk kobler sammen til noget, der virker bekendt.
Det vil også forklare, hvorfor betydningen af ordene er så afhængig af mennesket, der lytter. Den samme besked kan ofte tolkes på mange vidt forskellige måder, og når Palle Vibe afspiller EVP-bånd for sit foredragspublikum, spørger han altid, hvad der bliver sagt, men får aldrig det samme svar to gange. Han fortæller:
– Hvis du har et lydprogram på computeren, kan du køre hastigheden op og ned. Det hjælper gevaldigt, for hvis du bare sætter optagelsen halvt op i hastighed, siger stemmerne noget helt andet. Det er ligesom modellervoks. Du kan manipulere ret meget med dem, og alligevel kommer der et resultat ud af dem.
– Nu er vi danskere, så vi vil selvfølgelig opfatte det på dansk. Englænderne vil sandsynligvis høre det på engelsk, og en russer vil høre russisk. Men der er ingen, der har fået noget ind på egyptisk, hvis de bor i Danmark. Hvis det virkelig var en ånd, der sagde noget bestemt, var der nok grænser for, hvor meget man kunne manipulere med det, indvender Palle Vibe.
Derfor mener han også, at stemmerne på båndet må være en slags råmateriale, hjernen laver, som minder så skuffende om menneskelig tale, at lytteren selv kan forme ordene alt efter, hvad han eller hun nu tænker.
Stemmerne i dit hoved
– Noget siger mig, at det er vores egne hjernebølger, der bliver overført til den følsomme elektronik, forsøger Palle Vibe sig. Han hævder – og hold nu godt fast! – at de elektriske strømme i hjernen kan påvirke lydbåndet og efterlade aftryk, der vil kunne tolkes som menneskestemmer, når man afspiller dem.
Teorien kom til Palle Vibe, efter han snakkede med lydeksperten Eddy Bøgh Brixen, som i 1999 analyserede nogle bånd for Danmarks Radio. Da Brixen havde frasorteret baggrundslarmen og brudstykker af radiosignaler, var der nogle ganske få stemmer tilbage, som han ikke helt kunne greje. (Se boks #3)
– Brixen sagde: ”Der er et eller andet ved dem. Det er godt nok menneskestemmer, og de har nogenlunde de samme svingninger, men der er noget syntetisk over dem, som jeg ikke rigtig kan forklare”. Så er det, man siger til sig selv: Det er jo nok, fordi de i virkeligheden er syntetiske, understreger Palle Vibe. Han uddyber:
– Hvis dine hjernebølger lægger et mønster på et lydbånd, kan resultatet jo aldrig blive en stemme. Dét kræver en strube og fysiske lydbølger, der påvirker mikrofonen. Men du kan nok lave et eller andet med din hjerne, som lyder så overbevisende, at du kan finde et mønster i de lyde og få dem til at danne noget tale, når du hører indspilningen. Især hvis du forventer, at der bliver sagt noget bestemt.
Larmeånderne
Palle Vibe prøver at belyse, hvad han mener ved at fortælle om poltergejster. Den slags ”ånder”, som plager familier med råb, larm og banken på væggen, når de da ikke flytter ting tværs igennem stuen ført af en usynlig hånd.
– Nogle psykologer har opdaget, at de familier, der oplever poltergejst-fænomener, altid har en person, der er i psykisk krise. Som regel er det en ung person i puberteten, hvor problemerne tårner sig op, og man egentlig har mest lyst til at råbe og skrige og kyle alting på gulvet. Men det har personen på den anden side fået at vide, at man ikke må som voksen. Psykologerne antager derfor, at hjernen får afløb for alle de indestængte frustrationer, som dens ”ejer” har gået og samlet op. Hjernens energi får simpelthen de ting til at ske, som personen godt kunne tænke sig at gøre, men ikke vil gøre rent fysisk. Trampe i gulvet, hamre i væggene eller smide med ting. Man kan sige, at hjernen udlever aggressionen på teenagerens vegne!
– Mange gange sker det om natten, mens personen sover, og hjernen arbejder på højtryk. Angrebene varer så, indtil man kommer ud af den her mentale ubalance. Så ebber fænomenerne ud, eller man kan blive hjulpet ud af dem med medicin, hvis man er voksen.
Nina Kulagina med æg
Tankens kraft
Hvis du stadig synes, det med hjernebølgerne lyder som dårlig science fiction, kan Palle Vibe berette om en russisk husmor, Nina Kulagina, som engang slog et æg ud i et vandfad – mens hun sad 2 ½ meter væk.
– Der er lavet kontrollerede forsøg på, at visse mennesker kan påvirke en genstand ved tankens kraft. Det er lykkedes i nogle tilfælde. Men der er stor forskel på, når hjernen gør det ubevidst, og når man koncentrerer sig meget kraftigt, fortæller han. Nina Kulagina tabte sig efter sigende et kilo under sine anstrengelser.
Telekinese – eller psykokinese, som andre kalder det – fungerer bedst på små genstande i bevægelse, for det er naturligt nok dem, som er lettest at bringe ud af deres kurs. Det fører os tilbage til teorien om, hvordan hjernebølgerne havner på kassettebåndet.
– En båndoptager er et fantastisk følsomt apparat. Mikrofonsignalet er så svagt, at det skal forstærkes titusinder af gange, før det kan komme ind på båndet. Det foregår sådan, at mikrofonen laver lydbølgerne om til elektromagnetiske svingninger. De kommer ind og bliver forstærket, og på båndet sidder en hel masse små magneter, som er i bevægelse og derfor let kan påvirkes, når de kører forbi tonehovedet. Det kan være, at din hjerne også påvirker de der små magneter i forbifarten og sætter nogle fysiske aftryk, der ved afspilning kan tolkes som menneskelig tale. Ikke alle er i stand til at gøre det. Måske kan man træne sig op til det, måske er telekinese en evne, som vi alle sammen har latent i os. Det kan have været en overlevelsesfaktor i tidernes morgen – at man kunne gøre ting, som man ellers ikke ville være i stand til, filosoferer Palle Vibe.
Prøv det ikke derhjemme
Men alt det er jo bare formodninger og gætværk. Problemet med EVP er selvfølgelig, at intet kan påvises eller afkræftes, og det er lige så svært at omvende en skeptiker, som det er at få bragt en fanatiker til fornuft. Den generelle opfattelse synes at være, at fænomenet ikke er farligt, men på den anden side heller ikke noget, man skal lege med for sjov.
– Det er sket mere end en gang, at folk er blevet taget over af noget, de ikke selv kunne styre og ikke selv havde kontrol over. Det er især dem, der tidligere har leget med staveplader og ”ånden i glasset”. Alle de dér teenagere, som nærmest er blevet stressede og mentalt uligevægtige af at komme i forbindelse med sådan nogle ting. Det kan også ske med EVP. Derfor skal man lige tænke over, hvad man indlader sig på, påpeger Palle Vibe og afslutter:
– Hvis du skal være eksperimentator, skal du holde hovedet klart. Det er ikke for hvem som helst, selv om hvem som helst kan gøre det, og det er det uhyggelige ved EVP. Ikke alle har psyken til det.
Lad det være en passende påmindelse til alle de unge, som kommer ud af biografen efter ”White Noise” og synes, det kunne være max grineren at stille mikrofonen op ved sengekanten. Måske vil ånderne slet ikke tale med dig. Eller endnu mere ydmygende:
Måske fanger du kun lyden af din egen hjerne, der tørrer dig noget så grusomt.
#1: HVOR KOMMER STEMMERNE FRA?
Websiden paranormal.about.com opregner nogle af de oftest forekommende bud på, hvordan EVP-stemmerne egentlig opstår:
Det er de afdøde, som taler. Nogle hævder derfor, at de bedste modtageforhold findes på kirkegårde.
Lydene stammer fra en anden dimension. Hvilket må betyde, at de talende væsner er i stand til at kommunikere på samtlige eksisterende menneskesprog.
Lytterens underbevidsthed skaber stemmerne gennem hjernebølger, der sætter hørbare aftryk på magnetbåndet.
”Sniksnak!”, siger skeptikerne. Ifølge dem er stemmerne enten signaler fra radiotransmissioner og mobilsamtaler, rent fup eller støj, der tilfældigvis lyder som genkendelige ord.
#2: HVAD SIGER HJERNEFORSKEREN?
”Langt størstedelen af vores virkelighedsopfattelse er baseret på hjernedigt. Hjernespind. Noget hjernen finder på for at få tingene til at hænge sammen.” Fra hjerneforskeren Peter Lund Madsens hjemmeside, ”HjerneMad” (2005)
– Vi er i stand til at blive snydt temmelig meget af vores egne hjerner, siger Thomas Raab.
Han bestyrer brevkassen på Peter Lund Madsens hjemmeside, ”HjerneMad”, hvor vi alle kan blive lidt klogere på, hvad der sker under kranieskallen – dér, hvor ”alting begynder”, som det så smukt formuleres på siden.
For alt, hvad vi oplever, er en illusion. Vores hjerner danner en forståelig helhed ud fra de myriader af input, som sanserne forsyner os med. Derfor hører du heller ikke en simpel gengivelse af verden omkring dig, selv om du måske tror det.
– Det lydbillede, du har inde i hovedet, er en rekonstruktion, som hjernen skaber ud fra de signaler, den modtager, fortæller Thomas Raab.
Menneskehjernen kan kun designe lydoplevelsen ud fra de byggeklodser, den har på lager, og det vil hovedsageligt være menneskelig tale, fordi det er noget af det vigtigste for os. Det er dét, vi er skabt til at høre. Derfor kan vi også narres til at tro, vi hører sproglige signaler i et uberegneligt input.
– Hvis man afspiller en almindelig sætning og indsætter et lille stykke hvid støj, som maskerer en del af talen, vil folk stadig mene, at de hører en hel sætning. Det vil med andre ord sige, at din hjerne kan rekonstruere noget, du slet ikke hører, forklarer Thomas Raab.
Thomas Raab
Hjernen prøver at få mening ud af alt, hvad vi møder på vores vej. De indtryk, vi ikke umiddelbart kan bruge til at navigere efter, ignorerer den, og hvis vi støder på noget, vi ikke forstår, vil hjernen altid prøve at tolke det som noget, vi har mødt før, så vi kan handle efter det.
Derfor mener Thomas Raab også, at EVP-beskederne sandsynligvis er rent hjernespind. At vores hjernebølger skulle kunne sætte hørbare ”fingeraftryk” på en båndoptagelse, tillader han sig at tvivle på.
– Hjernens elektriske felter skal forstærkes uhyggeligt meget, før de kan måles. Der er ligesom en grund til, at de apparater, som måler hjernebølger, er sindssygt kostbare og har været igennem mange års udvikling.
#3: HVAD SIGER LYDEKSPERTEN?
Eddy Bøgh Brixen ved stort set alt, der er værd at vide om lyd og optageapparater. Hans ekspertise bruges af alle fra politiets rejsehold til Det Kongelige Teater, og det var også ham, Danmarks Radio henvendte sig til, da de i 1999 fik fingre i en stribe danske EVP-optagelser fra ingeniøren Peter Steins arkiver.
Efter en grundig filtrering stod Eddy Bøgh Brixen tilbage med nogle enkelte stemmelignende lyde, og for en gangs skyld måtte fagmanden give fortabt. Hvor de lyde kom fra, kunne han simpelthen ikke svare på.
Trods denne oplevelse erklærer Brixen sig uenig med Palle Vibes teori om, at ens hjernebølger fysisk kan manifestere sig på et kassettebånd:
– I så fald vil der være tusind andre ting, der kan påvirke båndets magnetiske lag. Hvis det var så følsomt, ville der slet ikke være noget tilbage på båndet, hvis man for eksempel tog det med i sin bil!
Han forklarer, at alle magnetbånd i forvejen indeholder et lag støj. En 100 kHz "bias", som er nødvendig, for at man overhovedet kan optage på båndet.
– Den støj er der ingen, der kan høre. Så der skal meget til, før en udefrakommende magnetisk impuls bliver hørbar på et kassettebånd, fastslår han.
Eddy Bøgh Brixen konkluderer, at der findes et utal af mystiske støjfænomener i hverdagen, og at mange af signalerne generelt bliver fejlfortolket.
– På mellembølgeradio, også kaldet AM, moduleres signalet, hver gang der kommer forstyrrelser, som for eksempel kunstige reflektioner fra flyvemaskiner. Det er det samme, når du hører FM-radio i din bil, og musikken pludselig falder ud. Bare dét at køre forbi en række lygtepæle kan være nok til, at der opstår interferens, fordi radiobølgerne reflekteres af de lodrette stolper, fortæller han.
Alligevel vil Brixen ikke udelukke, at der findes en forklaring udenfor fantasiens rækkevidde, for som han siger om EVP-fænomenet:
– Det kan meget vel være min egen faglige eller åndelige begrænsning, der gør, at jeg ikke kan svare præcist på, hvad det er!
SAGT OM EVP
”Det er vigtigt for eksperimentatoren at have en stærk selvopfattelse, en positiv indstilling og et spirituelt syn på livet”. Tom & Lisa Butler, bestyrere af foreningen AA-EVP (2003)
”Jeg indstillede radioen mellem to stationer, og så satte jeg en kassettebåndoptager og en mikrofon op. Jeg stillede nogle spørgsmål, ventede, og efter et stykke tid stoppede jeg båndoptageren. Jeg satte et par hovedtelefoner på og lyttede til optagelsen. Resultatet var usandsynligt morsomt. Jeg havde siddet i min vinterhave, optageren stod i stuen, og da jeg gik fra vinterhaven ind i stuen, meldte en kvindelig stemme sig på båndet. Hun sagde: ”Nu kommer han”, og kort efter: ”Han er åben fortil”. Jeg mærkede efter på mine bukser, og ganske rigtigt! Gylpen stod åben.” Fra erfaringsberetning af Wolfgang Winkop, en tysk EVP-eksperimentator (2000)
"Hvis vores personlighed kan overleve døden, må vi logisk set formode, at den bibeholder hukommelsen, intellektet og den viden, vi tilegner os her på Jorden. Og hvis vi engang kan frembringe et instrument så fintfølende, at det kan påvirkes af vores personlighed fra efterlivet, bør et sådant instrument være i stand til at opfange noget.” Sagt i 1920’erne af diktafonens opfinder, Thomas Alva Edison
Han synger! Han danser! Han spiller, skriver, instruerer og producerer! Kevin Spacey løber hele registret igennem i ”Beyond the Sea”, som DR 2 viser i aften kl. 20.30. Og Spaceys multitasking foran og bag kameraet må siges at falde fint i tråd med hovedpersonen Bobby Darins kamæleonagtige lynkarriere.
Darins musik leverede soundtracket til Kevin Spaceys barndom, og med solid opbakning fra Spaceys mor (som filmen er dedikeret til) forsøgte skuespilleren gennem en årrække at stable en bio-pic på benene med sig selv i sangerens sted.
Men som Kevin Spacey forklarede, da han mødte den europæiske presse på Berlinalen i 2004, lignede projektet længe en dødssejler, som ingen havde lyst til at poste penge i. To instruktører sprang fra, mens Spacey brugte 3 ½ år på at skrabe finanserne sammen. Og da muligheden opstod for at realisere drømmen på europæisk grund, måtte han se i øjnene, at hvis Bobby Darin nogensinde skulle udødeliggøres på det hvide lærred, var det nu eller aldrig – også selv om filmholdet ingen instruktør havde.
– Det var aldrig min hensigt også at skrive og instruere ”Beyond the Sea”, men sådan endte det med at blive, forklarede en klatøjet Spacey ved europapremieren i Berlin.
Allerede her virkede han træt af at skulle forsvare sit hjertebarn mod kritikere, der beskyldte filmen for at være et utilsløret egotrip, hvor stjernen udlever sin indre entertainer.
Mange rettede skytset mod skuespillerens relativt høje alder, der griber forstyrrende ind i fiktionen: Darin døde trods alt som 37-årig, mens Kevin Spacey fyldte 47 efter optagelserne.
– Jeg ved, det er meget pinligt, og jeg lover, jeg aldrig gør det igen, sukkede Spacey opgivende efter endnu en kommentar om hans mange kasketter.
Trods kraftanstrengelserne blev ”Beyond the Sea” ikke noget mærkbart hit (den kom direkte på dvd i Danmark). Men det er svært ikke at vippe med foden undervejs, for Darins sange swinger stadig, og Kevin Spacey bemærkede med tilfredshed i Berlin, at det lykkedes ham at tromle sit budskab igennem: Salget af Bobby Darin-cd’er skød i vejret med 135 procent i månederne efter filmens premiere.
– Det betyder, at min onde plan virkede!
ANMELDELSE Beyond the Sea (2004, Kevin Spacey) Brian Iskov i Total Film #4, august 2006
Halvandet år skulle der gå, før ”Beyond the Sea” nåede vore bredder som den foreløbig sidste efterdønning fra bølgen af filmbiografier. Måske skyldes ventetiden, at den aktuelle dvd-premiere retter spotlightet mod en kunstner, hvis navn vil tænde lys i pæren hos de færreste herhjemme. For hvem kan være uenig i, at Ray Charles, Johnny Cash og måske endda Howard Hughes står stærkere i den kollektive erindring end Frank Sinatra-udfordreren Bobby Darin?
Sangerens relative obskuritet har netop været Kevin Spaceys motivation bag ”Beyond the Sea”. Som primus motor bag projektet har han knoklet i årevis for at få søsat denne kulørte hyldest til barndommens idol, så Darins arv fortsat kan holdes i live – ligesom sangene holdt Bobby Darin gående på trods af dårlige odds.
Et skrøbeligt hjerte banker i brystet på den spinkle Bronx-knægt Walden Robert Cassotto. Femten år har doktoren allernådigst givet ham, men mor (Brenda Blethyn) har indpodet musikkens lægende kraft i sin kære dreng. Cassotto overlever puberteten, om end på lånt tid, og hans kamp mod helbredets deadline giver entertainerens komprimerede løbebane et særligt ærgerrigt drive.
Straks efter debuten som teenageidol med tyggegummihittet ”Splish Splash” sadler han om. Under kunstnernavnet Bobby Darin kandiderer han til titlen som Sinatras arveprins med en sejt swingende bigband-version af ”Mack the Knife” som sin signatur. Samtidig gør han karriere som Oscar-nomineret birolleskuespiller i Hollywood, hvor han i forbifarten gafler sin 16-årige medspiller, Sandra Dee (Kate Bosworth, der er perfekt i rollen som purung ingénue). Endelig forsøger Darin sig som protestsanger under Vietnam-krigen, inden hans skrantende pumpeværk siger farvel og tak efter 37 hektiske år.
Bobby Darin nåede aldrig sit erklærede mål – at blive større end Sinatra – og besad heller ikke forbilledets overlegne frasering, men han indtog scenen med karisma og en skudsikker charme. Instruktøren Kevin Spacey vælger at spejle Darins talent for selviscenesættelse i en meta-ramme, hvor sangeren arrangerer sit eget ”filmiske selvportræt” og agerer sig selv på flere tidsplaner. Det lyder måske som ”De-Lovely”, hvor Cole Porters liv passerede trægt revy, men i praksis er vi tættere på den subjektive fabuleren i ”All that Jazz” og kreative udflugter som ”The Life and Death of Peter Sellers”.
Allermest ligner den kokette gimmick dog en undskyldning for skuespilleren Kevin Spaceys fremskredne alder i scenerne med den unge Darin. Hvordan man end vender og drejer det, er der noget svært upassende over synet af en tykt sminket 44-årig, der håbefuldt forsøger at illudere som 22 år yngre charmør, og man ønsker i sit stille sind, at det var lykkedes Spacey at iværksætte sin ønskedrøm noget før.
En væsentlig del af kvaliteterne i den ujævne ”Beyond the Sea” tegnes imidlertid også af filmens næsegruse beundring for sit emne. Identifikationen med Darins showmanship og viljestyrke træder tydeligt frem i Spaceys fortolkning, og skuespillerens energi bliver næsten rørende, når han kækt kaster sig ud i et par danseoptrin, der afslører, at han næppe nogensinde kommer til at spille Gene Kelly.
Til gengæld er det Spaceys absolut hæderlige baryton, vi hører i samtlige af lydsporets sange, og man kan umuligt miskende den glæde, han udstråler ved at stå og knipse med fingrene i Darins smoking foran et 16-mands orkester.
Derfor ender ”Beyond the Sea” med at handle lige så meget om Bobby Darin som om Kevin Spacey, der spiller Bobby Darin. Og selv om portrættet af tressernes glemte loungesanger ved en umiddelbar betragtning ikke rummer de store dybder eller nuancer, kan drivkraften og dobbeltbundetheden i Kevin Spaceys ukuelige drøm dårligt undgå at fascinere.
VIDSTE DU, AT ...
Skønt Bobby Darin færdedes i ærkeamerikanske miljøer som Las Vegas og Beverly Hills, er ”Beyond the Sea” fra ende til anden skudt i Tyskland. Barndommens gade ligger således ikke i Bronx, men udenfor Berlin på den samme studieplads, der gjorde det ud for Warszawa i Roman Polanskis ”Pianisten” og krigens København i "Flammen og Citronen".
Kevin Spacey optrådte jævnligt i teatermusicals, fra han var 13 til 22 år. Rollen som Bobby Darin er dog hans første på film, der har givet ham mulighed for at demonstrere sine evner ud i sang og dans.
”Beyond the Sea” tager sin titel fra den amerikanske version af Charles Trenets ”La Mer”, som i 1959 blev et af Darins største hits. Det var i øvrigt samme sang, som Ewan McGregor og Cameron Diaz flippede ud til på karaokebar i ”Et ikke helt almindeligt liv” (1997).
Skulle eventyret om De Tre Bukke Bruse nogensinde blive filmatiseret, vil instruktøren Stephen Frears være selvskrevet til rollen som den vrisne trold under broen.
Blandt os filmjournalister, der turnerer Europas festivaler tynde, er den 69-årige Frears nemlig berygtet for at være en temmelig prikken herre.
Det er ellers ikke, fordi den erfarne brite mangler lune eller humor. Han har bare meget lidt tålmodighed med folk, der tvinger ham til at skulle forklare sig. Derfor fremtræder Stephen Frears ofte brysk og kort for hovedet i interviewsituationer, og når han begynder at smashe de dumme spørgsmål retur, gælder det om at dukke sig for hans dødbringende sarkasmer.
Jeg oplevede Frears i defensiven første gang i Venedig 2006, hvor “The Queen” vandt en løve til Helen Mirren. Og vi skulle ikke langt ind i gruppeinterviewet med Frears, før filmsnedkerens lave tolerance over for tåbelige journalister blev udfordret af dette spørgsmål:
Var det nødvendigt at finde en britisk skuespiller til rollen som dronning Elizabeth?
“Altså ..." begyndte Stephen Frears med et dybt suk. Efter en opgivende pause knurrede han irritabelt: "Hvad er det, du vil have? Nogen foreslog Helen Mirren, så jeg mødte hende og syntes, det var en god idé. Jeg overvejede aldrig nogen andre, men nu du siger det, ville Gong Li have været glimrende!”
På sidste års Cannes-festival mødte jeg Frears igen, og den rundbugede brite var ikke blevet mildere stemt over for pressecirkuset siden sidst. Denne gang gjaldt det "Tamara Drewe", hans letbenede, landlige sommerlystspil, som kan ses i 31 danske biografer fra på torsdag (den 10. marts).
> MIT INTERVIEW MED STEPHEN FREARS, "TAMARA DREWE" Britisk films gnavne onkel (pdf) Brian Iskov i Børsen 07.03.2011 (NB: kræver abonnement)
Her er et udpluk af mine Stephen Frears-citater, som ikke kom med i den ovenstående Børsen-artikel:
”Tamara Drewe” rammer tonen fra Thomas Hardy perfekt. Hvordan vakte Frears denne sprudlende ånd i sine skuespillere?
”Jeg gav dem stoffer. Faktisk sagde jeg ikke et ord. Kun småting som 'kan du ikke gøre det bedre?'”
Om den flertydige slutning i "Tamara Drewe":
”Jeg vil forsvare flertydighed til min død. Hvis jeg hævdede, jeg helst vil fortælle sandheden i mine film, ville det være løgn.”
Hvorfor ser man så sjældent den borgerlige middelklasse repræsenteret i britiske film?
”Jeg ved det ikke, men jeg skal huske at spørge min kone om det. Hun kender svaret på det spørgsmål, hvorimod jeg aldrig kan huske det!”
Hvordan var det at være juryformand for Cannes-festivalen i 2007?
”Det var skønt. Man får en livvagt. Fuldstændig unødvendigt, i øvrigt, men han var umådeligt flink, og der er aldrig før nogen, der har givet mig en livvagt.”
Stephen Frears om at tilføje scener efter testvisninger:
“Det er aldrig let at finde frem til, hvad der generer folk. Hvis man viser en film for ti mennesker og beder om efterkritik, vil de pege på ti forskellige ting. Men i virkeligheden mener de noget helt ellevte, som ingen af dem rigtig kan formulere. Første gang jeg viste “Mit smukke vaskeri”, fik den ros af alle i salen, men det var tydeligt, at der også var et eller andet, der gik dem på. Til sidst tror jeg min ekskone sagde, “Hvorfor hedder den egentlig “Mit smukke vaskeri”? Der går jo tyve minutter, før vi ser den møntvask.” Så jeg endte med at indsætte et billede af vaskeriet under forteksterne. Det viser bare, at de ting, der generer folk, er så besynderlige og specifikke, at det næsten er umuligt at gætte sig til.”
Flere berømte skuespillere har fået deres start hos Frears. Føler han sig som en stolt far?
”Far?! Nej, bevares. Dan [Daniel Day-Lewis i "Mit smukke vaskeri"] ville være blevet en fremragende skuespiller under alle omstændigheder. Det var så tilfældigvis mig, der blev katalysatoren, hvis det er det rette ord. Det samme skete med Jack Black ["High Fidelity"]. Men de er så talentfulde, at de alligevel ville være brudt igennem uden mig."
Har han fortrudt, at han i sin tid sagde nej til at instruere “Thelma & Louise”?
”Jeg tror ikke, min version ville have kunnet måle sig med Ridley Scotts. Han havde godt tag i den historie.” Ville Stephen Frears-versionen have været anderledes?
”Ja, selvfølgelig! Men den ville ikke have været lige så god.”
Var det et tilfælde, at Stephen Frears blev filminstruktør?
”Tja, det var ikke forsætligt. Snarere beviset på Guds eksistens.”
Hvad hvis han ikke var blevet instruktør?
”Så ville jeg være død. Eller også ville mit liv have været langt kedeligere.”
Fra i dag kan danske biografgængere løse billet til "Kongens store tale", hvor den nybagte Oscar-vinder Colin Firth spiller Englands talehæmmede kong George 6. De Oscar-nominerede Helena Bonham Carter og Geoffrey Rush ses som hhv. dronning Elizabeth og regentens uortodokse talepædagog.
Jeg interviewede Colin Firth om rollen i Berlin, kun få uger inden Oscar-uddelingen. Skuespilleren fortalte blandt andet, at han - modsat kong George - er lykkeligt forskånet for lammende fobier. Dog har Colin Firth aldrig mødt et menneske, som ikke havde problemer med at tale i offentlige forsamlinger - inklusive ham selv.
”Ifølge en amerikansk undersøgelse er flere mennesker bange for at holde tale, end de er for at dø,” oplyser Colin Firth og citerer stand-up-komikeren Jerry Seinfeld:
”Det må betyde, at når man går til begravelse, vil de fleste tilstedeværende hellere ligge nede i kisten end holde bisættelsestalen!”
Colin Firth mener også, at selv politikere og andre store oratorer døjer med nerver, når mikrofonen og menneskemængden stirrer dem i øjnene. Det samme gælder teaterskuespillere på premiereaftenen:
”Den allerførste gang jeg optrådte på en scene, stod jeg foran 1.100 tilskuere på Londons West End. Jeg var 23 år, spillede hovedrollen, og gik ind på scenen uden så meget som skyggen af nervøsitet. Det må have været ungdommens arrogance, der fik mig til at mene, det var min ret at spille den rolle, og at det ville gå strygende. Men jo ældre jeg bliver, jo mere bevidst bliver jeg omkring alle de ting, der kan slå fejl,” siger Colin Firth og tilbyder et simpelt tip, som øjensynlig også kom ham til nytte under hans velturnerede Oscar-tale:
”Fidusen er at huske at trække vejret.”
> LÆS HELE MIT INTERVIEW MED COLIN FIRTH: Colins store tale Børsen 01.03.2011 (NB! Kræver abonnement)
Helena Bonham Carters portræt af dronningemoderen var indstillet til, men vandt ikke, en Oscar i kategorien bedste kvindelige birolle. ”Filmen hedder jo ikke ”Dronningens store tale”,” som Bonham Carter bemærkede, da jeg mødte hende i Berlin.
Under forberedelserne hæftede hun sig ved den berømte portrætfotograf Cecil Beatons karakteristik af dronningemoderen. ”Han så hende som en skumfidus lavet med en svejsebrænder – udadtil sød og sukret, men hård som stål indenunder,” siger Bonham Carter. Derfor måtte hun også lægge bånd på sig selv i rollen, ligesom den virkelige Elizabeth kun lod små glimt af sin skælmske humor trænge gennem facaden.
”Hun viste stort set intet af sit indre liv til omverdenen. Hun var jo en kvinde af sin tid, en edwardianer, for hvem det ikke var velset at udtrykke sig. I stedet gav hun sin mening til kende gennem ironi, og hun var berømt for sin drilske humoristiske sans,” siger Helena Bonham Carter.
Den 44-årige skuespillerinde misunder ikke de kongeliges dont – ”vores film viser netop, hvor stort pres der hviler på deres skuldre”, siger hun – men på en omfattende presseturné som den, hun netop har afsluttet for ”Kongens store tale”, mærker Bonham Carter en flig af den udholdenhed, det må kræve at repræsentere monarkiet.
”Sådan er deres liv hver eneste dag. Jeg mødte dronning Elizabeth II og spurgte hende, hvad hun ellers havde af pligter den uge. Hun svarede, at hun havde hilst på 3.000 tandlæger dagen før. Hvad i alverden siger man til 3.000 tandlæger? Det er jo hende, der skal indlede samtalen hver gang. Men hendes pligtfølelse er enorm.”
Helena Bonham Carter hilste også på dronningemoderen, da denne deltog i gallapremieren på ”Værelse med udsigt” i 1985. ”Hun var nøjagtig, som man forventede, med hovedet på sned og i boblende humør som en lille fe. Eller rettere, en stor og rund fe, ha ha ha!”
> LÆS HELE MIT INTERVIEW MED HELENA BONHAM CARTER: Dronning Helena Børsen 25.02.2011 (pdf; kræver abonnement)
Instruktøren af ”Kongens store tale”, den relativt ukendte Tom Hooper, hjemtog også en Oscar til England ved prisuddelingen i søndags. To dage inden måtte Hooper finde sig i, at hans amerikanske distributør, Harvey Weinstein, ændrede en central scene i filmen for at tækkes det amerikanske familiepublikum.
Problemet er ordet ”fuck”, som talepædagogen Lionel Logue lokker kong George til at repetere for at få hans krøllede tunge på gled i denne scene:
Eden "fuck" er en af de uønskede gloser, som kan hæve en films aldersgrænse fra 13 til 17 år hos den amerikanske filmcensur, MPAA. Derfor er Hooper modvilligt gået med til at fjerne lyden i bemeldte scene, hver gang det forbudte ord kommer over kongens læber.
”Det er helt tosset,” medgiver instruktøren, da jeg møder ham i Berlin. Han nævner en anden Oscar-kandidat, Coen-brødrenes western ”True Grit”, som modeksempel:
”I den film bliver en mand skudt i øjet på klos hold, og giftslanger kravler ud af et lig for at bide en ung pige, så hun næsten dør af det. Jeg syntes personligt, det var ubehageligt at overvære, men censurrådet har tilladt ”True Grit” for børn over 13 år. Hvorimod en britisk konge, der anvender ordet ”fuck” i en terapeutisk sammenhæng for at løsne op for sin stammen, regnes for mere upassende i USA.”
Tom Hooper oplyser, at filmens ligeledes Oscar-vindende forfatter, 73-årige David Seidler, kæmpede med et lignende talehandicap i 1940'erne, og at kraftudtryk var en effektiv del af hans terapi. ”Dengang var det åbenbart i orden at lære de unge at sige ”fuck”, men ikke i dag,” ræsonnerer Hooper med et skuldertræk.
På Oscar-natten udtrykte Colin Firth sin støtte til manuskriptets brug af F-ordet: ”Det tjener et opbyggeligt formål i filmens kontekst, og jeg har endnu ikke mødt nogen, der har følt sig stødt over den scene,” udtalte han til søndagens sene pressemøde.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
