Tilbage i 2007 var jeg så heldig at tilbringe min 31-års fødselsdag på Berlinalen i yderst behageligt selskab med Marion Cotillard ("Inception"), som siden fik sig et gevaldigt gennembrud – og en Oscar – for sit spil som Piaf.
INTERVIEW MED MARION COTILLARD, "SPURVEN – LA VIE EN ROSE"
Ingen dans på roser
Af Brian Iskov (Berlin), ALT for damerne #15, 2007
Selv om det er mere end 40 år siden, at Edith Piaf kvad sit sidste vers, kan også yngre generationer stadig nikke genkendende til den ærkefranske sangerindes karakteristiske røst, når de støder på ”Non, je ne regrette rien”, ”Milord” eller ”La vie en rose”. Slidstærke evergreens båret af en dyb og smældende vibrato, hvis fjeldstyrke står i grel kontrast til den klejne krop, som gemte sig bag mikrofonstativet.
Billedet af en spinkel sangfugl, der kvidrer inderligt om sorg og hjertekvaler, gav hende øgenavnet ”Spurven” – ”La Môme Piaf” – og når hun vred teksternes mini-tragedier til sidste, blødende dråbe, trak Piaf ofte på egne, smertelige erfaringer.
Faderen var cirkusartist, moderen en fordrukken og ustabil strejfer. Lille Edith var derfor ofte overladt til sig selv, og gennem resten af sin korte levealder jagtede Piaf den omsorg og tilbedelse, hun havde savnet i barndomsårene. Hendes selvdestruktive forbrug af mænd og stoffer gjorde hende til forsidemagnet – hun var ”sex, drugs & rock’n’roll”, før begrebet overhovedet fandtes – og hun bidrog selv til mange af de myter og halve sandheder, som stadig omgærder legenden.
Et uventet valg
Både fiktion og fakta har fundet vej til den stort opsatte ”Spurven – La vie en rose”. Olivier Dahans film tegner sit eget kulørte billede af en ildsjæl, der kunne være lige så usikker og skrøbelig, som hun var tyrannisk og temperamentsfuld.
Den stærke lim, der holder sammen på portrætmosaikken, er den 31-årige skuespiller Marion Cotillard, som senest fik Russell Crowe til at vælge Provence frem for Londons højfinans i ”A Good Year”. Vi har tidligere set den kønne brunette som tålmodig kæreste i de tre ”Taxi”-film og, i den modsatte grøft, som hævnende engel i ”En lang forlovelse”. Hun har sågar oplevet at blive hentet til Hollywood af en af sine helte, Tim Burton, i ”Big Fish”.
Men da den unge Dahan fortalte Cotillard, at hun var den eneste, der kunne udfylde rollen som Edith Piaf i hans næste film, måtte hun alligevel bede om sine himmelblå.
- Jeg sagde til mig selv: “Hvem er den tosse, der vil have mig til at spille Piaf – og så helt fra teenageårene og op til hendes død?”, husker Marion Cotillard, der erkender, at hun ikke ligefrem er den første person, der springer ind på lystavlen, når man tænker ”Le Môme”.
Selv med filmen i frisk erindring kræver det en aktiv fantasi at få billedernes krumryggede, 47-årige kræftpatient til at stemme overens med det slanke, blåøjede parisernips på 31, som sidder på den anden side af bordet i Berlin. At det lykkes for Marion Cotillard at overbevise så eftertrykkeligt som Edith Piaf oppe på lærredet, må derfor regnes for et mindre mirakel ud i skuespilkunst og dygtig makeup.
- Jeg blev ved med at sige, ”Tror I ikke, I burde finde en ældre skuespillerinde og sminke hende yngre?”. Men jeg var også spændt, og jeg tvivlede aldrig rigtig, for jeg kunne se i Oliviers øjne, at han var fuldkommen sikker i sin sag. Han ville lave filmen med mig, og kun mig, fortæller hun på sit hæst drævende engelsk.
Academy Awards 2008: Marion Cotillard accepts her Oscar
Ét med rollen
Franskmændene nærer et næsten religiøst forhold til deres ”Môme Piaf”. Hun er et nationalt symbol på linje med Eiffeltårnet, og selv om Marion Cotillard er for ung til selv at have oplevet legenden, spillede Piaf alligevel en indirekte rolle i hendes opvækst.
- Uden at jeg var klar over det, har hun været en del af mit liv i lang tid. Min bedstemor var 1,47 meter høj, nøjagtig ligesom Piaf. Og min mor fortalte mig, da jeg begyndte på filmen: ”Din bedstemor sagde altid: ’Jeg ville gerne have været sanger, men pladsen var optaget – der var jo allerede Spurven’”.
Skuespillerinden opdagede Piafs sange, da hun som 20-årig begyndte at lytte til førkrigstidens chansons réalistes – melodramatiske viser, som emmer af død, ulykke og knuste forhåbninger.
- Men der var altid noget moderne over Piaf, og hun fortolkede sine numre med så megen indlevelse, at folk, der normalt ikke lytter til den slags musik, også bliver grebet om hjertet, mener Marion Cotillard.
Hun har før brugt Piafs sange til at sætte den rette stemning inden optagelsen af en følelsesladet scene, men denne gang skulle der mere til for at blive ét med den krævende rolle. I tre måneder sugede Marion Cotillard til sig af Spurvens lyd og ånd. Hun lyttede til musikken dag og nat; hun så de film, Piaf havde medvirket i. Men hun nægtede at eksperimentere med stemmen og kropssproget før det øjeblik, hun trådte ind foran kameraet på første optagedag.
- Det var risikabelt og bestemt ikke den klassiske måde at gribe det an på, men jeg ville gerne opnå mere end bare en efterligning, siger skuespilleren, der med få undtagelser ikke selv synger i filmen. En professionel Piaf-imitator tager over på lydsiden, så snart orkestret går i gang, men som Marion Cotillard siger:
- Det er i forvejen svært nok at mime til playback, uden at publikum i biografen lægger mærke til det!
Jo sværere, jo bedre
Efter fire måneder i Spurvens gigtplagede legeme tog det nogle uger for Marion Cotillard at ryste alle rollens små særheder af sig.
- Men så længe man er bevidst om, at ens stemme, humør og opførsel er en andens, er der ingen grund til bekymring, forsikrer skuespillerinden, der også følte sig en kende uattraktiv efter at have barberet øjenbrynene og noget af håret væk for sin kunst. Men hun fortryder intet – for nu at citere en af Piafs største klassikere.
- Jeg er aldrig før blevet bedt om at gennemspille et helt liv. Det var en drømmerolle, dels fordi Edith Piaf virkelig har eksisteret, og dels fordi hun ligger så langt fra min egen person. Jo sværere rollen er, jo mere nyder jeg det. Og når jeg spiller en helt anden type end mig selv, bliver det endnu sværere, siger Marion Cotillard.
”SPURVEN” FRA VUGGE TIL GRAV:
1915: Edith Giovanna Gassion fødes den 19. december – ikke under en gadelampe, som legenden lyder, men på et hospital i Paris
1922-23: Som 7-årig bliver hun fjernet fra hjemmet af faderen og sat i pleje hos bedstemoderen, der er kok på et bordel i Normandiet. Øjenbetændelse gør Edith periodisk blind, dog næppe i tre år, som hun senere hævder (i visse versioner af historien bliver hun mirakuløst kureret ved en helgens mellemkomst!)
1923-24: Ediths skjulte vokale talent åbenbarer sig, da hun optræder på gaden med sin akrobatfar for at tjene til føden
1933: Føder en datter, Marcelle, som 17-årig, men mister barnet til meningitis allerede efter to et halvt år
1935: Opdages som 19-årig på et gadehjørne i Pigalle af cabaretejeren Louis Leplée, der hyrer hende som sangerinde og finder på kunstnernavnet ”Piaf” (parisisk slang for spurv). Samme år skyder en skinsyg kæreste på Edith, men strejfer hende kun
1936: Leplée findes dræbt i sin lejlighed, og Piaf mistænkes kortvarigt for mordet
1946: Indspiller sin signaturmelodi, ”La vie en rose”
1947: På sin første turne i USA møder Piaf bokseren Marcel Cerdan, der – trods kone og tre børn – bliver hendes nye elsker
1949: Cerdan er på vej til en date med Piaf i New York, da hans fly styrter ned over Azorerne. Sorgen kaster Piaf ud i et alkoholmisbrug; sangen ”L’hymne à l’Amour” er efter sigende tilegnet Cerdan
1951: Efter hun brækker to ribben i et biluheld, bliver den heftigt drikkende Piaf tillige afhængig af morfin
1952: Gifter sig med sangeren Jacques Pills i et bryllup arrangeret af Marlene Dietrich. Parret bliver skilt i 1956
1959: Hitter over hele Europa med sangen ”Milord” og kollapser på scenen i New York
1960: Indspiller kæmpehittet ”Non, je ne regrette rien”
1962: Ægter en tyve år yngre græker, Théo Sarapo
1963: Flyder ind og ud af koma, indtil hun udånder på den franske riviera den 10. oktober. Hendes begravelsesoptog skaber kaos i Paris’ gader
