Norsk film: Bent Hamer fortæller om sine film

Den stilsikre auteur Bent Hamer er en af de filminstruktører fra Norge, der i længst tid har nydt bevågenhed på internationale festivaler som Cannes og Berlin.
Hamers to seneste studier i underfundighed kan i disse dage ses i Cinemateket i København: "Hjem til jul" fra 2010 (hver dag til og med 27. november) og "O'Horten" fra 2007 (onsdag 23. november).

> Min kritik af "Norwave"-serien i Cinemateket

Gennem seks spillefilm har Bent Hamer perfektioneret en underdrejet, lakonisk humor, der hviler lunt i den skæve detalje. Hans pertentlige deadpan kan minde om en mere generøs (læs: mindre søvndyssende) variant af Kaurismäki-brødrenes forfrosne minimalisme.

Selv kalder Bent Hamer sin stil for "poetisk humor", hvilket han fortalte mere om i mit interview i Politiken 17. november 2011. Artiklen kan læses her:

INTERVIEW MED BENT HAMER
> Melankolien er saltet til ægget
Brian Iskov, Politiken 17.11.2011

Som bonusmateriale får du herunder Bent Hamers egne ord om sine spillefilm:

Æg (Eggs, 1995)
Bent Hamer var en relativt erfaren kortfilminstruktør, da han som 38-årig brød igennem med sin debutfilm. I "Æg" tusser to piberygende brødre, Moe og Far, omkring i deres ternede sutsko, da en umælende ægsamler installerer sig som husgæst og sår splid mellem de gamle gubber.

”Vi var sikre på, at vi selv kunne lide den, men meget usikre på, hvad andre ville synes. Jeg viste en arbejdskopi for Cannes-festivalens udvælgelseskomite i Paris. Kopien var utekstet, så franskmændene måtte læse den oversatte dialog fra et ark papir, mens de så filmen. Derfra tog vi videre til Christa Saredi i Zürich. Hun var en kendt arthouse-agent, som bl.a. havde opdaget Jim Jarmusch, Michael Haneke og Kaurismäki-brødrene. Jeg simultantolkede replikkerne i hendes øre. Men både hun og Cannes-folkene købte den, så jeg fik en flyvende start som spillefilmsinstruktør."

"Æg" vandt siden priser i Toronto og Moskva.

En dag til i solen (1997)
Samme held oplevede Bent Hamer ikke med sin svære toer, der i stemning og stil lå langt fra debuten.
"Jeg ønskede at søge væk fra Norge for at lave en film om sømænd i land - for jeg mener, det er i land, at de bliver allermest sømænd. Vi optog i byen Vigo i Galicia, som ligger på den spanske vestkyst nord for Portugal. Det er ikke et sted, man normalt ser på film. Jeg havde Buñuel-stjernen Francisco Rabal og Nicholas Hope fra "Bad Boy Bubby" på rollelisten."
"Såvel "En dag til i solen" som "Æg" er svære at komme til at se i dag. Jeg ville gerne udgive dem som dvd-bokssæt, men der er nogle rettighedsproblemer, der skal udredes først."



Salmer fra køkkenet (2003)
Bent Hamers bedste er også den af hans spillefilm, som flest danskere (21.000) har løst billet til. Ligesom i "Æg" får en aldrende ungkarl en husgæst mod sin vilje: Denne gang flytter en svensk forsker ind i hans køkken for at kortlægge dagligdagens gænge fra sin tennisdommerstol i hjørnet!

"Jeg fik ideen, efter jeg på et loppemarked købte ”Hjemmet og vi”. Det er en bog, som udkom i 1955 i serien ”Skikk og bruk”. På side 500-noget fandt jeg et diagram, der bestod af krimskramsstreger i forskellige tykkelser. Linjerne viste en svensk husmors bevægelsesmønstre over køkkengulvet og var baseret på data, som en observatør fra det svenske Hemmets Forskningsinstitut havde indsamlet over seks uger."

"De bøger er fantastisk læsning. Over 2000 siders vejledning i, hvordan man skal møblere, lave mad, sylte, reparere tøj, vaske tøj og så videre. En opskrift på det gode, accepterede liv."
"Den positivistiske hang til at organisere alting var typisk for efterkrigstidens Skandinavien. Man ville blandt andet kvantificere kvindens rolle i hjemmet. Selvfølgelig med det formål at holde hende i køkkenet!”

Ud over synet af den svenske funktionær på sin køkkenpiedestal rummer ”Salmer fra køkkenet” også det mindeværdige billede af ti Volvo PV'er med påhængsvogne, der rykker ind fra øst som en stramt organiseret militær invasion.
”I 1950'erne kørte svenskerne stadig i venstre side af vejen. Da køkkenforskerne krydser grænsen til Norge, må hele bilkortegen lægge sig over i højre side. Det var en effektiv visuel måde at fremhæve svenskernes fremmedhed på. Som min egen producer brugte jeg en temmelig stor del af filmens budget på at bygge ti identiske campingvogne."



Factotum (2005)
Bent Hamers ode til beatgenerationens yndlingsbums, Charles Bukowski, blev optaget i Minneapolis med stjernenavne som Matt Dillon og Marisa Tomei. Mange troede derfor, filmen var en Hollywood-produktion. Pengene kom imidlertid fra den norske stat og fra forsalg til Frankrig, Tyskland og Italien.
"På "Factotum" lærte jeg meget om amerikansk filmproduktion, som jeg håber aldrig at få brug for. For at få sådan en film på benene, skal man have stjerner fra øverste hylde, og selv da er det svært at få noget som helst finansieret i USA."
"Jeg havde to gange tidligere forsøgt at rejse penge til "Factotum", og begge gange faldt projektet fra hinanden. Det gjorde mig så fortvivlet, at jeg satte mig ned og skrev et helt andet manuskript på en bølge af spontan energi. Det blev til "Salmer fra køkkenet"."



O'Horten (2007)
I den anden af månedens Hamer-film i Cinemateket, ”O'Horten”, brillerer norskfødte Baard Owe i en sjælden hovedrolle som pensioneret lokofører (og en af Hamers mange piberygere).
"Jeg huskede Baard Owe fra Lars von Triers tv-serie ”Riget” og tænkte: ”Han ligner arketypen på en distanceret onkel”."
"Han fik megen ros for ”O'Horten”, da filmen fik premiere i USA. Der var flere kritikere, der sammenlignede ham med Buster Keaton. Det er noget med den måde, han holder følelserne tilbage på. Når dialogen er så knap, er det også vigtigt at vælge en skuespiller med et ansigt og en udstråling, som publikum gider se på i halvanden time.”
"Owe var 72 år, da vi indspillede filmen. Han er jo en positiv og legesyg herre, foruden utrolig adræt og veltrænet. Han stod tit på hænder mellem optagelserne, og han havde også en mani med at give andre stød, når han gav hånd. Han gemte sådan en buzzer i håndfladen, og den var virkelig kraftig!"
Som den lokale tobakshandler, der forsyner O'Horten med en ny Lillehammer GL-pibe, ses en af Owes medspillere fra ”Riget”. Hamer insisterede på at flyve Ghita Nørby til Norge for en kort gæsteoptræden i to scener.



Hjem til jul (2010)
Hamers bud på en juleensemblefilm er, ikke uventet, temmelig melankolsk anlagt. Som norsk P3 sagde om filmen: ”Når tusinder af julelys tændes, falder der også skygger”.
"Min kone læste novellesamlingen af Levi Henriksen og tænkte, at det lige var noget for mig. Henriksen skriver ofte om udsatte mennesker, men altid med glimt af håb. Egentlig ville jeg have foretrukket at give filmen titlen på Levi Henriksens foregående novellesamling: "Snø vil falle over snø som har falt”."

"Selv om handlingen foregår i Norge, måtte vi optage det meste af filmen i Sverige, for vi havde selvfølgelig ikke sne derhjemme, da vi skulle bruge det til optagelserne".
I Östersund fandt vi en by, der både havde den rigtige størrelse og tilbød snegaranti. Kommunen gemmer simpelthen et lag sne hvert år på en fodboldbane. De lægger en dyne af træflis ovenpå og kører den gamle sne ud på løjperne, hvis der ikke falder nyt. Det er deres måde at sælge byen til friluftsmennesker på."

"Problemet var, at da vi optog i november 2009, skulle Östersund være vært for VM i skiskydning. Men det var for varmt til at bruge snekanoner. Fordi vi hele tiden skovlede sneen op og ud på gaderne, svandt VM-banerne ind, så der til sidst kun var et par smalle kokainstriber tilbage. Til sidst måtte jeg sende nogle chauffører op i fjeldet med nogle trailere for at hente mere sne."
"Vi skød kun en enkelt togscene i Norge. Vi måtte ikke føre et norsk tog over grænsen til Sverige."

Blandt de enorme forladte bygningsmasser i Tysklands Ruhr-område fandt Hamer et nedlagt Krupp-storværk og en smadret kirkeruin. Begge dublerer for Kosovo i de første scener af "Hjem til jul".
”Vi behøvede slet ikke gøre noget ved kirkerummet; ruinen tog sig ud, som man ser den i filmen, da vi fandt den. Kirken var oprindelig bygget som munkekloster og blev siden brugt som internatskole for børnene på en britisk flybase. Under krigen gjorde nazisterne forsøg med udviklingshæmmede børn. De fjernede dem fra deres forældre i Bayern og testede, hvor længe børnene kunne overleve uden medicin, næringsstoffer osv. Omme bag kirken lå en kæmpe kirkegård. Det var en virkelig mærkelig stemning at arbejde i, og en stærk kontrast til den norske julehygge.”

BENT HAMER
Norsk filmmager, født 1956 i Sandefjord. Han læste oprindelig jura i Oslo, men skiftede til filmteori og litteratur på Stockholm Universitet (dengang kunne man slet ikke læse filmvidenskab i Norge). Han lærte sig håndværket ved at instruere en række kortfilm, inden han fik sin relativt sene spillefilmsdebut i 1995 som 38-årig. Desuden har Bent Hamer været sejlbådsskipper.

Norsk film: Norwave i Cinemateket

I denne måned har Cinemateket i København sat fokus på ny norsk film i serien Norwave. De syv udvalgte smagsprøver er generelt fine i sig selv, men som helhed giver kavalkaden desværre et temmelig misvisende indtryk af norsk films aktuelle tilstand.

Programmets overvægt af halvgode ensembledramaer og deadpan-komedier med tavse mænd risikerer at fasttømre danskernes fordomme om norsk film. Det er ekstra ærgerligt, netop fordi de seneste biografsæsoner i den grad har påvist alsidigheden og bredden i vort broderlands produktion. Alene sidste år spændte udbuddet fra smalle indie-film som "Fjellet" over solide storsatsninger ("Kongen av Bastøy") til originale, skæve genrestykker ("Troldjægeren", "Norwegian Ninja").

Troldjægeren (2011) - ikke med i Norwave-serien

Og som instruktøren Hans Petter Moland tidligere har påpeget i et af mine interviews med ham: »De film, som udløste den norske bølge på Cannes-festivalen i 2006, var netop nogle, der satte sig ud over at være hyggelige og norske.«
(Cannes-filmene var Jens Liens absurde genistreg "Den brysomme mannen", Stefan Faldbakkens politidrama "Uro" og Christopher Nielsens depri animationsfilm "Free Jimmy").

Eirik Smidesang Slåen fra det fremragende norske filmwebsite Montages.no savner også mere spræl og flere nye stemmer i Cinematekets serie.
»Det er påfaldende, hvor meget de etablerede filmskabere fylder i programmet,« fortalte han mig, da jeg snakkede med ham i forbindelse med denne artikel i Politiken:

> Norsk film vrister sig løs af lillebrorrollen
Brian Iskov i Politiken, 27. oktober 2011

Cinematekets Norwave-serie består af følgende film:

• "Kvinden flytter ind" (Tatt af kvinnen, 2007, Petter Næss)
• "Nord" (2009, Rune Denstad Langlo)
• "Cold Lunch" (Lønsj, 2008, Eva Sørhaug)
• "O'Horten" (2007, Bent Hamer)
• "Upperdog" (2009, Sara Johnsen)
• "Englen" (2009, Margreth Olin)

Desuden vises Bent Hamers "Hjem til jul" som Månedens film til og med 27. november.

> Brie interviewer Bent Hamer om hans film (november 2011)
> Mere om norsk film: Vi taler næsten dansk! (juli 2010)
> Mere om norsk film: Norsk film i topform (juli 2010)

Kvinden flytter ind (2007) - den sjoveste i Norwave-serien

Overset filmperle #2: "Rachel Getting Married" - interview med Jonathan Demme

VISES PÅ TV3 LØRDAG 19. NOVEMBER 2011 KL. 23:15

Anmeldelse + interview med instruktøren Jonathan Demme og skuespilleren Anne Hathaway

På den ellers skuffende Venedig-filmfestival i 2008 var jeg så heldig at opleve en stor, hovedkulds forelskelse. I en film, vel at mærke.

Jonathan Demmes "Rachel Getting Married" deltog i hovedkonkurrencens sidste dage, og oven på den første festivaluges lange række af fusere føltes Demmes sanseligt vibrerende familiedrama som et livgivende kindkys fra en huldsalig brise.

Desværre vandt "Rachel Getting Married" ikke andet i Venedig end mit hjerte, ligesom den blev slemt forbigået ved Oscar-uddelingen året efter, hvor kun Anne Hathaway opnåede at blive nomineret for sin indsats. Men jeg kan anbefale at kigge med i aften, lørdag 19. november kl. 23.15, når TV3 viser en af de senere års mest oversete amerikanske filmperler.



Titlens Rachel (Rosemarie DeWitt fra "Mad Men") er ph.d.-studerende i psykologi, som har gaflet en charmerende afroamerikansk musikertype (Tunde Adebimbe). Hendes familie sætter alle sejl til for at gøre brylluppet på slægtens smukke landsted til en lykkelig begivenhed.
Men det bliver lillesøsteren Kym (Anne Hathaway), der løber med opmærksomheden, da hun ankommer fra afvænningsklinikken for at sprede dårlig samvittighed med samme indædte kraft som en tornado. Snart stiger lastens lig op til overfladen med højlydte skvulp.

Anne Hathaway står i blomst som seriøs voksenskuespiller i den flerstrengede hovedrolle, mens Debra Winger gør indtryk i en kort, om end væsentlig optræden, der var hendes første i fire år. Men den egentlige stjerne er instruktøren Jonathan Demme (”Ondskabens øjne”, "Vild og blodig"), som efter nogle år i glemslen fik lov til at spille på samtlige af sine forcer som iscenesætter. Med "Rachel Getting Married" hentede han sig et gevaldigt kunstnerisk comeback, der parrer dokumentargenrens håndholdte spontanitet med den vitale og varmhjertede humanisme fra hans bedste spillefilm.

Som frisindet musikelsker med evigt receptive antenner kan Demme heller ikke dy sig for at væve et eklektisk boblende væg til væg-tæppe af diegetisk musik under billederne. Her er alt, hvad et lydhørt øre kan begære af improviseret jazz, rå rock, sitrende samba, svedig crunk og vemodige violintoner: det hele spillet live på settet af instruktørens venner (bl.a. Robyn Hitchcock og Zafer Tawil).

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

Selv om Jonathan Demme begejstret erklærede, at han havde tyvstjålet den organiske og spontane stil fra de danske dogmefilm og især Susanne Biers ”Efter brylluppet”, måtte vi vente ufattelig længe på at få "Rachel Getting Married" til Danmark.
Cinemateket endte med at samle titlen op, et halvt år efter Sony Pictures havde sneget filmen ubemærket ud på videohylderne herhjemme. Hvorfor Demmes smukke, vittige og bevægende værk måtte lide en så krank skæbne i sit "andet hjemland", kan du læse mere om her:

> "Rachel Getting Married": Hvorfor fa'en kom den aldrig i biografen?

Bonusinfo: Manuskriptet til "Rachel Getting Married" er skrevet af Jenny Lumet, der er datter af den nu afdøde instruktør Sidney Lumet. Til daglig ernærer Jenny Lumet sig som skolelærer for 7.-8. klassetrin. Desuden er hun entertaineren Lena Hornes barnebarn.

Ekstra bonusinfo: Filmen bar arbejdstitlen "Dancing with Shiva". Og Jonathan Demme ville oprindelig have haft sin instruktørkollega Paul Thomas Anderson ("Magnolia", "There Will Be Blood") til at spille Sydney: "Paul er charmerende, utrolig sympatisk og ser godt ud, så jeg tænkte, han ville være perfekt i rollen," fortalte han i Venedig. Demme endte dog med at caste sangeren Tunde Adebimpe fra musikgruppen TV on the Radio som Rachels brudgom.

Her følger mit interview med Jonathan Demme fra Venedig 2008 - plus nogle aldrig før udgivne citater fra mit møde med Anne Hathaway.

Jonathan Demme under indspilningen af "Rachel Getting Married" - pr-foto

"RACHEL GETTING MARRIED": INTERVIEW MED JONATHAN DEMME
Comeback med danske aner
Brian Iskov i Børsen, 15. april 2009

I 2000 fejrede Cannes-festivalen en af sine bedre sæsoner, og i slutspurten satte Lars von Trier trumf på, da han rullede sin avantgarde-musical “Dancer in the Dark” ud i hovedkonkurrencen.

”Den blæste os alle omkuld”, husker filminstruktøren Jonathan Demme, som sad i juryen det år, hvor von Trier vandt De Gyldne Palmer. Også deres franske kollega, juryformanden Luc Besson, måtte bøje sig i støvet for det danske bidrag.

”Da vi gik ud af biografen, sagde Luc: "Du godeste, det føles som om, vi alle sammen spæner af sted, og alligevel kan vi kun se Lars von Triers ryg. Han er så langt foran os alle sammen." Og Luc Besson er altså ikke kendt for at være ydmyg,” klukker Jonathan Demme med sit karakteristiske, lune glimt i øjet.

Selv er den venlige amerikaner beskeden nok til at mene, han aldrig vil være i stand til at nå von Trier. ”Men det er skægt at jagte ham lidt,” smiler Jonathan Demme.

Den 65-årige filmveteran har ellers ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe. Branchefolk og cineaster har gennem tre årtier hyldet Jonathan Demme som ”en alsidig og skarpsindig iagttager af Amerikas multikulturelle landskab” – som Cinemateket skrev i omtalen af deres Demme-kavalkade [april 2009].

Jonathan Demme instruerer "Rachel Getting Married" - pr-foto

Med sin seneste kritikersucces, ”Rachel Getting Married”, går Jonathan Demme bogstavelig talt Lars von Trier i bedene. For det var tre danske film, der tændte Jonathan Demmes kreative gnist og gav ham lysten til at lave spillefilm tilbage, efter han egentlig havde lagt sin Hollywood-karriere brak.

”Jeg viste "Dancer in the Dark", Thomas Vinterbergs “Festen” og Susanne Biers ”Efter brylluppet” for mit filmhold,” røber Demme, da Børsen møder ham på filmfestivalen i Venedig. Særlig ”Efter brylluppet” satte dybe aftryk i newyorkerens sensible sjæl.

”Jeg synes, Biers film er pragtfuld. Den føles så spontan, som om kameraerne tilfældigvis befandt sig det rette sted på det rette tidspunkt, og skuespillerne virker fuldstændig frie og uinstruerede. Jeg tænkte, ”hvis vi kan ramme den stemning og det look, vil jeg blive meget glad.”

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

Med den tilnærmede dogmestil i ”Rachel Getting Married” forsøger Jonathan Demme med egne ord ”at lade publikum tænke og føle selv i stedet for at manipulere deres reaktioner frem.” Flere udenlandske anmeldere regner Demmes eksperiment for særdeles vellykket og mener, at instruktøren virker mærkbart revitaliseret af sin leg med det smidige, håndholdte kamera.

Men faktisk havde Jonathan Demme, trods Oscar-hæder for thrilleren ”Ondskabens øjne”, meldt sig ud af systemet. Træt af at slås mod nævenyttige producenter og dovne distributører trak han sig i 2004 tilbage fra mainstreamen for at dyrke den faktabaserede filmfortælling.
”Det er hårdt arbejde at lave spillefilm, og med tiden blev jeg stadig mere frustreret over, at filmselskaberne aldrig lægger lige så mange kræfter i projektet, som filmskaberne gør. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, "Den oplevelse må jeg ikke udsætte mig selv for igen". Så jeg holdt bogstavelig talt op med at læse manuskripter.”

Demme snublede første gang ind på faktavejen i 1986, da han besøgte Haïti. Et land, som han intet vidste om, men som forbløffede ham så meget, at han fik lyst til at fastholde sine rejseindtryk i levende billeder. ”Den britiske tv-station Channel 4 gav mig lov, og jeg elskede det. At lave dokumentarfilm føltes som at holde ferie,” husker han.
På portrætfilmen ”Cousin Bobby” (1990) arbejdede Jonathan Demme for første gang sammen med kameramanden Declan Quinn. Deres parløb gav instruktøren smag på mere dokumentarisme, og efter den politiske spændingsfilm ”The Manchurian Candidate” fra 2004 traf han beslutningen om at lægge fiktionen bag sig for altid.

Først da kollegaen Sidney Lumet stillede ham et tilbud, han ikke kunne afslå, øjnede Demme en mulighed for at kombinere de to udtryksformer, så de kunne krydsbestøve hinanden.
”Sidney ringede til mig og sagde, "Min datter [Jenny Lumet] har skrevet et manuskript, som du burde instruere." For at gøre Sidney en tjeneste læste jeg det, og til min store skræk elskede jeg, hvad Jenny havde skrevet! Intet andet manuskript havde kunnet få mig til at forlade dokumentargenren igen,” understreger Demme.

Anne Hathaway og Rosemarie DeWitt i "Rachel Getting Married" - Sony/Universal

”Rachel Getting Married” blev skudt på high definition-video over seks uger, hvilket er ca. halvdelen af den tid, det normalt tager at indspille en amerikansk spillefilm. Jonathan Demme fortæller, hvordan han denne gang drog fordel af sin og filmfotografens dokumentariske erfaring:
”Da jeg viste manuskriptet til Declan Quinn, sagde jeg, "Måske kan vi styrke den visuelle tilgang til filmen, hvis vi prøver at få det til at ligne en – meget, meget smuk – hjemmevideo. Hvis vi kan skabe den fornemmelse af sandfærdighed, som vi føler, når vi ser vores egne eller vore venners hjemmevideoer, vil tilskueren føle sig mere involveret." Og Declan svarede, "Hvorfor lader vi ikke bare, som om vi optager en dokumentar? Uden at øve?"”

Og sådan blev det. Fotografen besluttede sig for at lyssætte alle rummene, så han kunne bevæge sig frit og pege videokameraets linse i enhver retning, han måtte ønske. På samme måde, som hvis filmen havde været en registrering af virkelige hændelser, forklarer Jonathan Demme.
”Vi måtte løbende forholde os til, hvad der skete. End ikke skuespillerne vidste, hvordan indstillingen så ud, for vi vidste det heller ikke. Der var ikke én planlagt kameraindstilling. Og jeg er overbevist om, at vi ikke kunne have tilrettelagt dem bedre end, hvad Declan skabte i øjeblikket.”

Den håndholdte stil viste sig at komplementere filmens historie, på samme måde som brugen af billige videokameraer passede perfekt til stemningen i Thomas Vinterbergs dogmesensation ”Festen” fra 1998 – som Demme altså også har nærstuderet.
”Jeg elsker dogmefilmene, og jeg ved, hvor svært det ville være for os under disse omstændigheder at forblive kyske gennem hele indspilningen. Men vi havde meget sjov ud af at prøve at være så "dogme" som muligt … og det var FANTASTISK!” småjubler en synligt glad Jonathan Demme.

Still fra "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

BONUS:
Jonathan Demme og musikken
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

”Jeg er barn af radiogenerationerne," siger Jonathan Demme, der altid har haft pulsen på tidens toneklang: hør blot de vidtfavnende lydspor til film som "Vild og blodig" (Something Wild, 1986) og "Gift med mafiaen" (Married to the Mob, 1988).
"Min første kilde til underholdning var den musik, jeg hørte i radioen, før vi fik fjernsyn. Jeg forelskede mig vildt og voldsomt i musik som lille dreng, og da tv kom, blev jeg også vild med dét,” fortæller Demme.

Som filmmager fandt han et medium, hvor han kunne parre sine to store lidenskaber. Musikken i "Rachel Getting Married" udgør da også næsten en karakter i sig selv.
”Jeg har altid gerne villet lave en film, hvor musikken opstod i øjeblikket. Denne historie gav mig den perfekte lejlighed til at prøve eksperimentet, for eftersom Sidney er musiker, vil mange af hans venner også være kreative mennesker – selv brudens far er i musikbranchen. Så det vil være helt normalt, at der færdes mange musikere i huset, og at der ligger instrumenter og flyder rundt omkring.”

Til sin portrætfilm om fhv. præsident Jimmy Carter, "Man from Plains" (2007), fandt Demme en gruppe mellemøstlige musikere, der havde base i New York. De samme musikere slap han fri på settet, da kameraet rullede på ”Rachel Getting Married”.

”Vores violinist er palæstinenser, vores trompetist er fra Irak, og en af sangerne er egypter. Vi opfordrede dem til at spille, imens skuespillerne var på. Somme tider sad de i rummet ved siden af, andre gange sad de udenfor med deres instrumenter og jammede. Og lige så stille begyndte et partitur at vokse frem.”

Anne Hathaway i "Rachel Getting Married" (2008) - Sony/Universal

BONUSINTERVIEW:
Anne Hathaway om "Rachel Getting Married" 
Brian Iskov, Venedig 2008 - eksklusivt for Bries Blog-O-Rama

"Jonathan [Demme] and I had spent a year talking about the character and the film. Every few weeks or so, we would just get on the phone and catch up and see where the other person was at, if we’d had any realizations or been inspired by something, or read a book that had anything to do with it, or heard an album."

"I was particularly protected in this movie, because I was acting with professional theatre actors who are used to blocking out a thousand people and having intimate moments in front of people watching and coughing, and cell phones going off … And I got to be around that level of focus and professionalism. And I’m a trained theatre actress, but I don’t do a lot of theatre, unfortunately. But I was able to kind of get back to my training, in that sense. But I prefer it, to be honest. I prefer this style of filmmaking. It’s spontaneous, and it’s chaotic, but it’s really focused, purposeful chaos."

"We’re far more complex than movies usually let us be. Life is so short. And we have so much potential. And we don’t give each other enough credit. The thing I love about this movie is, I think it really highlights the fact that there are heroes walking around in this world that are totally unacknowledged, and that you would never think of them as heroic, but I think Kym is one of them."

CPH DOX-anmeldelse: Whores' Glory

Vises 8. og 11. november på CPH DOX-festivalen i København.

I triptykonets form dykker den østrigske filmmager Michael Glawogger med sin dokumentar "Whores' Glory" ned i tre prostitutionsmiljøer i hhv. Thailand, Bangladesh og Mexico. Sammenstillingen fremhæver slående kontraster i de fysiske rammer, værdisæt og religiøse forudsætninger, som hver især præger udøvelsen af verdens ældste erhverv.

Trailer til "Whores' Glory"

I Bangkok ligger Akvariet, en præsentabel hybrid af bar og massageklinik, hvor middelklassemænd tager fri fra deres ægteskaber for at »købe lidt lykke«. Bag glasvæggen sidder et geled af fnisende nummerpiger i beredskab. Som i en anden fiskerestaurant udpeger kunden fra den anden side af ruden, hvilken menu han ønsker serveret. Omgangstonen er gemytligt serviceminded. Udenfor fanger Michael Glawoggers kamera et sammenrend af kopulerende gadekøtere.

Still fra "Whores' Glory", © Richard Lormand

Næste stop er Faridpur og den illusorisk døbte Glædens by. Den labyrintiske ghettos trange korridorer rummer 600 indvånere – heraf flere generationer af mødre og endog meget unge døtre, der konkurrerer indbyrdes om klientellets gunst. Vi er vidne til afhændelsen af en mut pubertetspige. Bordelmutter er ikke imponeret over kvaliteten og købslår om prisen. En kvinde, højst på tærsklen til tyverne, beretter lavmælt om sin dagligdag, da en nødvendig tilføjelse trænger sig på. »Vi kvinder er faktisk ganske ulykkelige væsener,« observerer hun forsigtigt.

Klip fra "Whores' Glory" - © Richard Lormand

Fatalismen er endnu mere udtalt i Reynosa, hvor det lovløse reservat La Zona befolkes af udtjente sexarbejdere med ansigter hærdet af årenes fylde. I ledige stunder udveksler kvinderne grove anekdoter og ryger crack. Her, og kun her, får Glawogger lov at tage et kig bag de lukkede døre under selve kønsakten. Instruktøren fortæller i pressematerialet, at det krævede fire år at opbygge den tillid, som gjorde optagelserne mulige.

Klip fra "Whores' Glory" - © Richard Lormand

Hele vejen abstinerer "Whores' Glory" mønsterværdigt fra ethvert tilløb til domfældelse. Den møder sit komplekse emne med respekt og klarøjet objektivitet, så både modstandere af og fortalere for købesex vil kunne finde værdi i fremstillingen. Filmen er desuden teknisk velproduceret uden at forskønne sine motiver. Alt i alt en opsigtsvækkende bedrift.

Whores' Glory (Tyskland/Østrig, 2011). Instruktør: Michael Glawogger. Spilletid: 110 minutter. Ikke i dansk distribution. Originalversionen af denne filmanmeldelse blev bragt i Weekendavisen 9. september 2011.

Tintin taler: Eksklusivt interview med Bob Goldenbaum!

Som man kunne læse i indlægget om Tintin på film, har Hergés kække helt haft mange danske stemmer gennem årene. Men er man som jeg barn af 1970'erne, er der kun én dansk Tintin, der dur. Og han hedder Bob Goldenbaum.

> Læs meget mere om Tintin-hørespillene fra Starbox

Bob de Moors specialtegnede LP-omslag til "Alle tiders Tintin" (1981)

Bent ”Bob” Goldenbaum indtalte Tintins stemme i de 14 hørespil, som blev udsendt på LP og MC af Johnny Reimars pladeselskab, Starbox, mellem 1972 og ca. 1983. Det faste hold af skuespillere talte også stemmespecialisterne Peter Kitter og Jørn Rose, som delte de fleste biroller imellem sig.

Jeg var i denne uge så heldig at få kontakt til Bob Goldenbaum, som nu atter kalder sig ved sit fødenavn Bent Goldenbaum. Manden med den evigunge røst står stadig til rådighed som stemmeskuespiller, men ønsker ikke at få afsløret sin alder af professionelle hensyn (hans fødselsår står dog opført på Wikipedia).

Ligeledes er det næsten umuligt at opdrive et billede af Bob Goldenbaum, idet han gennem hele sin karriere har foretrukket at holde sit ansigt skjult og lade stemmen stjæle rampelyset. Her er dog et foto fra 1973 – bemærker man en flygtig lighed med Tintin?

Bent "Bob" Goldenbaum, 1973

EKSKLUSIVT INTERVIEW MED BENT "BOB" GOLDENBAUM
Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama, oktober 2011

Ud over serien af Tintin-hørespil har du mest arbejdet med marionetter og handskedukker i børne-tv. Hvad er din professionelle baggrund?
Jeg har blandt andet lavet en del Mester Jakel-teater. Jeg er ikke uddannet skuespiller. Jeg læste hos kongelig skuespiller Ejnar Juhl som elev, men så kom jeg ind til fjernsynet, først som regissør og siden dukkefører, og så kørte det ligesom i andre baner.

Hvordan blev du Tintins danske stemme?
Jeg blev indkaldt til stemmeprøve blandt andre unge mennesker. Peter Kitter og Jørn Rose valgte så mig. De kendte mig i forvejen fra tv.
[NOTE: Jørn Rose var en meget brugt stemmeskuespiller og lydbogsindtaler i 1960'erne. Han havde tidligere arbejdet sammen med Bob Goldenbaum på DR's julekalenderserier, bl.a. ”Kender du Decembervej?” med Magnus Tagmus.]

Hvordan foregik indspilningerne af Tintin-hørespillene?
Vi mødtes i et lille studie; vi brugte flere forskellige i Københavnsområdet. Vi var et lille, sammentømret hold af skuespillere, som kendte hinanden godt. Jeg tror højst, vi har været fem i studiet på samme tid. Manuskripterne var delt op i sektioner, som svarede til de forskellige scener, og så indtalte vi historien efter stopursprincippet. Foran os kørte en tæller, som på minutter og sekunder viste os, præcis hvor replikkerne skulle falde.

Det kunne tage det meste af en dag at optage en historie, nogle gange en halv dag. Vi var ret skrappe, der var sjældent noget, der skulle tages om. Faktisk var stemmerne så meget i orden, at vores producer, Bruno Henriksen, mødte Tintin-tegneren, Hergé, den ene gang han besøgte København, og spillede vores hørespil for ham. Hergé forstod selvfølgelig ikke et ord af det danske, men han blev så imponeret over kontrasten mellem Tintins og kaptajn Haddocks stemmer, at han sagde, det var den bedste indtaling af Tintin, han havde hørt. Og i Sverige, hvor man også lavede Tintin-bånd, ændrede de på stemmerne, efter de havde hørt vores version.

Peter Kitter spillede jo ikke bare kaptajn Haddock. Han indtalte også Dupond og Dupont, Nestor og et hav af mindre roller, og hver gang hans figurer optrådte i samme scene, måtte han føre dialoger med sig selv. Lavede han alle de stemmeskift i realtid, eller måtte I snyde og klippe optagelserne sammen?
Nej, Peter Kitter var et naturtalent. Han var fantastisk til at imitere stemmer. Jeg sagde engang til ham: ”Jeg kan godt forstå, at du har en eller to stemmer, til nød tre [i samme scene]. Men når de begynder at skændes indbyrdes, står jeg af”. Nogle gange, hvis Haddock og Dupond og Dupont spillede over for hinanden, var det jo som om, der stod en masse mennesker i studiet. Det var eventyrligt, hvad han kunne. Og Jørn Rose, når han lavede Tournesol med den der knækkende stemme – ihhh! Han lød virkelig som en gal professor. Jeg var så imponeret.

En ofte fremsat kritik af Tintin-figuren lyder, at han som hovedperson er et lovlig renskuret dydsmønster. Hvordan sikrer man sig, at en så lastefri helt ikke går hen og bliver fersk?
Tintin kan i hvert fald nemt komme til at virke for voksen. Man skal kunne fornemme aldersforskellen mellem ham og de andre figurer. Jeg har været sidst i 30'erne, da jeg begyndte som Tintin, men min stemme har altid lydt så ungdommelig, at jeg har spillet unge springfyre gennem hele mit voksenliv. [NOTE: Selv i dag lyder Bent Goldenbaums stemme nøjagtig lige så drenget, som da han lavede Tintin for 30 år siden.]

Det var albumoversætteren Jørgen Sonnergaard, der stod for mange af bearbejdelserne til hørespil, og han fornemmede hurtigt, hvordan vi skuespillere fungerede sammen. Så det blev ofte meget humoristisk, og vi lagde mange jokes ind.

Jeg husker også, at vi lavede en helt ny Tintin-julehistorie, hvor figurerne mødtes på Møllenborg, og til sidst sang vi alle sammen ”Højt fra træets grønne top”! [NOTE: Der er sandsynligvis tale om sangen ”Julestemning med Tintin”, skrevet af Bruno Henriksen og udgivet på kassettebåndet ”Jul med børnenes favoritter”.] Det var jo ikke Hergés værk, men noget, som Peter Kitter og måske Bruno Henriksen skrev. Det var nemt at holde tonen, når man var færdig med en god dramatisering. Så flød teksterne.

I et album som ”Den sorte ø” er Hergés fortælling i høj grad båret af billederne. Det må være en af de historier, hvor I har måttet tilføje mest ny dialog, for at handlingen overhovedet skulle give mening for lytteren?
Det var den med gorillaen, ja. Der røg i hvert fald en finke eller to af panden dér. Hvad var det nu … På et tidspunkt siger jeg, at det ikke var en ond abe, men en ”go' rilla”. Dén opstod lige pludselig under indspilningen, og så måtte vi altså holde en pause for at grine. Det siger også noget om det intime sammenspil, vi havde, at vi kunne tillade os den slags.

Vi dramatiserede jo historierne; det var ikke bare indtaling. Vi gjorde dem til hørespil, så man kunne tage dem og spille dem som radioteater, hvis det skulle være. Det gav dem en værdi. Vores plader havde da også mange voksne fans, og de må have solgt godt, eftersom vi fik lov at lave så mange.

Jeres indspilning af ”Det hemmelige våben” lå i hvert fald på top 30 i 1974.
Virkelig? Se, det vidste jeg ikke.

Guldplade for den svenske LP-udgave af "Det hemmelige våben" (1981)

Tintin-hørespillene er så vidt vides aldrig blevet udgivet på cd. Har du nogen idé om, hvor de oprindelige optagelser befinder sig i dag?
Jeg ved det desværre ikke. Sådan nogle masterbånd bliver jo solgt videre, hver gang et firma går ned, og til sidst ved ingen, hvor de er endt. Men jeg kan da se på min årlige liste over Koda-indtægter, hvordan interessen for Tintin er gået op og ned. Jeg står også noteret for 25 numre i bibliotekernes opgørelse, så der må stadig være nogen, der låner Tintin-båndene og hører dem. På et tidspunkt fandt min lokale kioskejer ud af, hvem jeg var. Han kunne fortælle mig meget mere om Tintin, end jeg selv nogensinde har vidst. Han ejer samtlige albums. Og nu er pladerne jo blevet samlerobjekter.

Har du selv Tintin-pladerne derhjemme?
Desværre ikke, jeg har givet dem væk. Det var jo en fin julegave, ikke? Med omslaget signeret af mig – og Tintin!

© 2011 Brian Iskov for Bries Blog-O-Rama
Gengivelse kun tilladt efter aftale

---

FAKTA: BENT (BOB) GOLDENBAUM

Bob Goldenbaum som Lillebror i "Ingrid og Lillebror", © DR

Uden for Tintin-regi er Bent "Bob" Goldenbaum bedst kendt for at give røst og liv til dukken Lillebror fra børne-tv-klassikeren ”Ingrid og Lillebror”. Den friskfyragtige marionet med de flove ordspil dannede værtspar med pædagogen Ingrid Skovgaard Raben i programmet ”Kikkassen” fra 1966 til 1976.

> Læs også Bries eksklusive interview med Bob Goldenbaum om "Ingrid og Lillebror"!

Siden fik Lillebror på egen hånd et forsinket voksen-comeback, da Mikael Bertelsen inviterede ham i studiet som flabet debattør i DR2's ”De uaktuelle nyheder” (2002). I dette årtusinde har Lillebror også optrådt i en Carlsberg-reklame sammen med en vellignende Ingrid-kopi.

> Se klip med ”Ingrid & Lillebror” på DR Bonanza

Som forfatter er Bob Goldenbaum desuden ophavsmanden til Magnus Tagmus, der var 1960'ernes mest populære figur i ”Børnenes Julekalender” på DR. Goldenbaum skrev manuskript og komponerede musikken til ”Kender du Decembervej?” (1967), hvorfra man stadig husker den iørefaldende melodi ”På toppen af vort tag” og Magnus Tagmus' temasang.



Bob Goldenbaum bidrog desuden til julekalenderserierne ”Juleteatret” (1965), ”Besøg på Decembervej” (1968) og ”Hos Ingrid og Lillebror” (1971). Siden førte han dukken Trolderik i tre julekalendere for TV 2, ”Trolderik og nisserne” (1990), ”Trolderiks julekalender” (1991) og ”Trolderiks posthule” (1992). Disse serier var ligesom Tintin-hørespillene produceret på Johnny Reimars foranledning.

> Se uddrag af ”Trolderiks julekalender” (1991)

Tintin på bånd: Husker du hørespillene fra Starbox?

Fra 1972 til 1983 udsendte Johnny Reimars selskab Starbox en række Tintin-hørespil baseret på Hergés tegneseriealbummer. "Tintin's eventyr" udkom både på vinylplader og datidens smarte kassettebånd. Sidstnævnte lånte jeg igen og igen fra Odense Centralbibliotek i mine drengeår, og yndlingsbåndene spillede jeg så tynde, at jeg efter 25 år stadig kan citere flere af dialogerne ordret.

Bob Goldenbaum med den karakteristiske lyse stemme indtalte rollen som Tintin i samtlige 14 hørespil. Over for ham leverede revyskuespilleren Peter Kitter en uforglemmelig kaptajn Haddock, mens lydbogsspecialisten Jørn Rose gav professor Tournesol en manisk smiskende manér. Det faste hold Kitter og Rose delte desuden historiernes mange biroller nogenlunde ligeligt imellem sig.

> Læs Bries eksklusive interview med Tintins stemme, Bob Goldenbaum!

Samme hold dubbede også Belvisions tidlige serie af Tintin-tegnefilm til dansk tv i 1970'erne. Denne versionering findes desværre ikke bevaret, hvorfor filmene fra dengang siden har måttet indtales på ny af andre skuespillere.

> Læs indlægget om Tintin på film

Tintin-hørespillene fra Starbox var sporadisk krydret med dåse-lydeffekter fra arkiverne. For eksempel lød gorillaens brølen i "Den Sorte Ø" præcis som yetiens klageråb i "Tintin i Tibet". Musikeren og kapelmesteren Bruno Henriksen stod for produktionen af serien, før slagersangeren Henning Vilén overtog teknikken på de sidste udgivelser.

Herover ses MC-omslaget til det sagnomspundne "glemte" album, "Alle tiders Tintin" fra 1981. Forsiden er specialtegnet til det danske marked af Hergés assistent, Bob de Moor. Denne udgivelse er reelt et clip show bestående af højdepunkter fra de tidligere hørespil. Uddragene er kittet sammen af nyskrevne bindesekvenser, hvor Tintin og Haddock sidder foran den knitrende pejs på Møllenborg Slot og mindes deres mange fælles eventyr. For "grammofonbearbejdelsen" stod Tintins datidige albumoversætter, Jørgen Sonnergaard.

Her kan du høre en smagsprøve fra starten af side 1:




"TINTIN's EVENTYR" - DE DANSKE HØRESPIL

1. De syv krystalkugler og Soltemplet (1972)
2. Det hemmelige våben (1974)
3. Flight no. 714 til Sydney (1974)
4. Krabben med de gyldne kløer (1975)
5. Enhjørningens hemmelighed (-)
6. Rackham den rødes skat (1976)
7. Tintin og picaroerne (1977)
8. Den mystiske stjerne (1978)
9. Den sorte ø (-)
10. Tintin i Tibet (1980)
11. Koks i lasten (1980)*
12. Alle tiders Tintin (1981)
13. Månen tur-retur, 1. del (1982)
14. Månen tur-retur, 2. del (1983)
Uden for nummer: Jul med børnenes favoritter - inkl. "Tintin i julestemning" (-)

[* fejlagtigt angivet som nr. 13 på label]

Listen senest opdateret 11.11.2011 – Gengivelse kun tilladt med tydelig kildeangivelse

Stemmer:
Bob Goldenbaum: Tintin m.fl.
Peter Kitter: Kaptajn Haddock, Dupond & Dupont, Nestor, Alcazar, Oldie, Rastapopoulos m.fl.
Jørn Rose: Professor Tournesol, Max Bjævermose, Allan, Omar Ben Salaad, Profeten, Puchov, Müller, Carreidas, Sakarin, Fugl m.fl.
Inge Ketti: Madame Castafiore, radiospeaker, Peggy m.fl.
Kate Mundt: Madame Castafiore (11)
Svend Bjerre: Sherpa Tharkey, Tchang, Professor Tournesol (12-14) m.fl.
Henning Vilén: Fortæller (11)
Poul Glargaard: Fortæller m.fl. (13-14)
Lykke Nielsen: Stewardesse (13-14)

Produceret af Bruno Henriksen (1-9), Henning Vilén (10-14)
Dansk version: Jørgen Sonnergaard (1, 2)
Grammofonbearbejdelse: Peter Kitter (5-9), Jørgen Sonnergaard (10-14)

De tre første hørespil blev oprindelig udgivet på Phonocord/Philips. Serien er siden genudgivet på MC i 1987 af selskabet Fairytale. Nogle bånd findes desuden under firmanavnene Litas og Select.

"Månen tur-retur" og "Jul med børnenes favoritter" er så vidt vides aldrig udgivet på LP.

En stor tak til Poul Spærhage Frøkjær for hjælp til kompilering af listen.