Sidste års julegave fra lille mig til alle jer var historien om det traditionsrige "Disneys Juleshow" på DR. Også denne jul har indlægget, hvor Jakob Stegelmann med flere fortæller om det elskede program, været flittigt besøgt på Bries Blog-O-Rama, hvilket luner blogbestyrerens hjerte ikke så lidt endda.
I år følger så et kig på det andet Disney-juleshow: dét, der fandtes i Danmark, længe før fjernsynet kom til verden. Jeg hentyder selvfølgelig til det årlige "Metropols Juleshow" – en hæderkronet decemberforlystelse, som mange københavnere over 40 stadig tænker tilbage på med nostalgisk våde øjne.
Glædelig jul!
METROPOLS JULESHOW – hvor traditionen fødtes
I en tid, hvor såvel kommercielle som statslige tv-stationer stopfodrer nationens poder med samlebåndstegnefilm hver eneste morgen, kan det være svært at fatte, hvor eksklusiv en luksus "Disneys Juleshow" udgjorde i sendefladen, da programmet fik sin debut i dansk fjernsyn den 23. december 1967.
Endnu mere tåget bliver billedet, hvis vi bladrer længere bagud i kalenderen, til dengang bedstemor var teenager – selv om ordet endnu ikke var opfundet – og Cartoon Network, Disney Channel og Fox Kids kun eksisterede som ondsindede fantomer i de kulturradikales nattesøvn.
Dengang måtte man gå i biografteatret for at se korte tegnefilm.
Strøgbiografen Metropol i hovedstadens midte var det første forum for Walt Disney-studiets tegnefilm i Danmark. Traditionen med at samle seks til otte animationsperler til et juleshow blev udklækket af biografdirektør Jørgen S. Jørgensen i 1934, og for københavnere, der er gamle nok til at huske Metropol, står oplevelserne fra den overfyldte foyer stadig som det bedste juleminde af alle.
DR's Jakob Stegelmann har selv stået i kø rundt om hjørnet og ventet utålmodigt på at blive lukket ind i det forjættede land sammen med alle de andre snotnæsede purke og deres forældre.
– Lige fra annoncen kom på i avisen, så man frem til dagen, hvor man skulle se showet. Det var en fast del af det årlige juleindkøb, så forældrene var egentlig også meget glade for det lille afbræk, selvom der var en skrækkelig ballade inde i salen, erindrer Jakob Stegelmann.
Stegelmann fortæller begejstret i sin bog ”Walt Disney” fra 1989 om følelsen af at stå foran Metropols magiske porte: ”Når dørene endelig åbnedes og fødderne af de sidste publikummere kunne skimtes på vej ud i kulden, følte man et sug. Nu skete det – og pludselig forsvandt tidsfornemmelsen.”
De efterfølgende halvtreds minutter var et kaos af fortumlet krampelatter og varierende grader af jublende gensynsglæde, alt efter hvilket hoved der tonede frem ved kortfilmens start. Pluto mødtes med behersket skuffelse. Men var det Anders And, tog euforien ingen ende.
Avisoverskrift, 1980
Tiden efter Metropol
Jakob Stegelmann konkluderer i sin bog om Disney, at juleforestillingerne i Metropol lagde kimen til en hel generations kærlighed til Disney-tegnefilm. Biografen lukkede og slukkede i 1980 efter flere magre år, hvor forvalterne ud over det faste juleshow måtte ty til et repertoire af pornofilm for at holde skindet på næsen. I dag residerer tøjbutikken New Yorker bag jugend-facaden på hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet.
Et tilsvarende juleshow med korte Disney-tegnefilm har siden forsøgt at finde fodfæste i bolsjefabrikken Palads på Axeltorv, men ønsker man at genopleve den specielle stemning fra decemberdagene i Metropol, må man bænke sig foran fjerneren juleaftensdag, invitere et par hujende børnehaveklasser, bede dem om at vente i entreen en times tid og så ellers kaste slik op ad væggene og bedstemor, hver gang Anders And viser sit næbbede fjæs på skærmen.
DR1 viser igen i år "Disneys Juleshow" den 24. december kl. 16.00.
Reportage fra releasefesten på dvd'en og soundtrack-lp'en "The Golden Age of Danish Pornography" – (Husets Biograf, København 2. november 2011)
Hvor tit får en italiensk soundtrack-entusiast chancen for at sætte musik til en række glemte danske pornostrimler fra start-70erne? Alex Puddu gik i kødet på opgaven bevæbnet med lumre Hammond-riffs og inspiration fra sit hjemlands seje B-film.
Hvis vi nu siger: stumfilm med musikalsk akkompagnement. Så tænker du nok 'Metropolis' for fuldt symfoniorkester. Eller Asta Nielsen med klaverbokser i Cinemateket.
Men sådan spiller kinoorglet ikke i Husets Biograf. Her i kultdyrkelsens københavnske højborg går de stumme strimler anderledes kontant til værks.
På en ellers fredelig oktoberaften i 2011 fyldes lærredet af lutter nøgne, kridtblege kroppe, der gantes foran stormønstrede gardiner og reklameplakater for Valash appelsinvand. Også damernes bløde former og herrernes respektindgydende bakkenbarter – for ikke at tale om de vildtvoksende buskadser af hår på begge(s) køn – daterer indspilningstidspunktet til engang mellem 1970 og '74.
Ved bunden af lærredet kærtegner Alex Puddu sine trommeskind, mens hans blanke isse strejfes af slaskende legemsdele fra fremviserens lyskegle. Omkring ham groover en cool musikertrio, sammensat af en halvnapolitaner og to sardiniere med Tarantino-fjæs.
»De ligner et par rigtige 70'er-scumbags,« gnægger Puddu tilfreds efter den vel overståede pornokoncert.
Seancen markerer udgivelsen af 'The Golden Age of Danish Pornography', en dvd-opsamling af tolv sjældne 8mm-optagelser fra fotografen Freddy Weiss' studie. Bag projektet står Another World Entertainment, der håndplukkede den herboende italiener Alex Puddu til at komponere et originalt lydspor til dvd'en. Han præsenterede femten musikalske skitser for distributøren og vurderede derefter, hvilke numre der passede til de forskellige kortfilm i bunken.
På det ledsagende soundtrackalbum trakterer Puddu selv et utal af instrumenter med den rette 70'er-klangfarve, herunder wahwah-guitar og Wurlitzer-elpiano. Den lumre stemning får yderligere et løft af Peter Peter på elektrisk sitar, mens organisten fra The Blue Van, Søren Christensen, masserer Hammond-tangenterne, så kropssveden emmer fra højttaleren.
»De har ramt tidsånden og stilen virkelig godt,« vurderer en ekspert ud i 1970'ernes kultdyrkede filmmusik. Anders Arentoft fletter gerne Puddus sovekammertoner ind i sit sæt, når han vender obskure retroplader under navnet DJ Curious. Han har dog heller aldrig overværet en pornovisning med liveband før.
»Kun de færreste Super 8-sexfilm havde lydspor, og hvis de havde, kostede de let over 400 af datidens kroner. Så det har mest været en liebhaverting,« vurderer Arentoft.
Til gengæld blev der ofte skrevet ledsagemusik til 70'ernes erotiske spillefilm, og dér gik komponisterne direkte til makronerne.
»Oftest var det instrumental beat eller rock, gerne orgelbaseret og garneret med tværfløjte og stønnelyde,« fortæller Anders Arentoft, der både samler på vintage-erotica og sælger det i raritetsbutikken Curious Corner i København.
Alex Puddu
For Alex Puddu ligger interessen ikke så meget i det pornografiske aspekt. Han finder den stempelfaste ”lige på og hårdt”-genre uerotisk, indrømmer han. Til gengæld tænder han på periodens æstetik og især den lo-fi-lyd, der prægede musikken til hans hjemlands kulørte genrefilm i 70'erne.
»Mange krimier og thrillers havde superfede soundtracks, som ofte var mere interessante end filmene selv. Datidens italienske filmkomponister blandede rock, groove, jazz og soul med klassiske instrumenter, og de tog arbejdet meget seriøst,« fortæller Alex Puddu. Han tilføjer, at han indimellem chiller til filmene fra sine romerske teenageår kun for at nyde musikken, tøjmoden og designet.
Fordi 1960'ernes og 70'ernes italienske B-film var beregnet på eksport, lånte musiksnedkerne frit fra samtidens amerikanske rytmik. »Da filmene kom til udlandet, mente mange, at italienerne måtte være superfunky,« ler Alex Puddu.
På trods af titlen 'The Golden Age of Danish Pornography' klinger hans soundtrack også langt mere italiensk-amerikansk end dansk, erkender han:
»Min musik ville passe lige så godt til en italiensk krimi fra 1971. I Danmark gik smagen på det tidspunkt mere i retning af Burnin' Red Ivanhoe.«
Såfremt Another World Entertainment gør alvor af deres planer om at udsende flere af Freddy Weiss' erotiske klenodier, leverer Alex Puddu gerne endnu et pornopartitur.
»Men så skal musikken trækkes i en mere dansk retning,« understreger han:
»Røde Mor-psykedelia med blokfløjte og vibrafon!«
Alex Puddu har selv udgivet soundtrackalbummet 'The Golden Age Of Danish Pornography' på nummereret vinyl i Danmark. Pladen kan købes hos Route 66 i København. Januar 2012 udsender italienske Schema Records pladen i 16 lande som cd, lp og download. Dertil kommer et begrænset 180 g luksusvinyloplag med det ”frække” danske baghyler-omslag.
Hvor finder man pladerne?
Det kræver mange søvnløse nætter på eBay at opbygge en solid samling af vintage-filmmusik, erfarer Alex Puddu: »Mange af de soundtracks er enten umulige at finde eller meget dyre.«
Ifølge Anders Arentoft har københavnerbutikken Sort Kaffe & Vinyl dog et overraskende godt udvalg af genudgivelser og opsamlinger fra de mindre lødige genrer.
Du kan høre Brie give den som Mr. Filmnews fra 05:03 til 14:50:
Til sidst i indslaget nævner jeg, at jeg lige har været i New York City for at se Muppet-udstillingen "Jim Henson's Fantastic World" på filmmuseet Museum of the Moving Image, der ligger i den fredelige bydel Astoria.
Ud over flere af de legendariske hånddukker fra "The Muppet Show", "Sesam, luk dig op" og "Fragglerne" rummer udstillingen et væld af rekvisitter, tidlige figurudkast og kruseduller, sjældne kort- og reklamefilm, plakatdesign og storyboards fra Jim Hensons arkiver. Alt sammen for en entrépris på beskedne 12 dollars (ca. 66 kroner, eller knap to københavnske cafe latte).
"Jim Henson's Fantastic World" løber indtil 16. januar 2012 (OBS! Nu forlænget til 4. marts) og kan varmt anbefales til alle barnlige voksne.
Jeg har set en rigtig Kermit! Godt nok var den kære frø spærret inde i en glasmontre, for at nostalgiske Muppet-fans som undertegnede ikke skulle falde for fristelsen til at lade fingrene befamle den grønne filt.
Den udstillede Kermit-dukke på MoMI er den autentiske model, som Jim Henson førte i midten af 1970'erne. Til Hensons første prototype af frøen, som han lavede i 1955, ofrede han sin mors forårsfrakke. Kermits øjne tilvirkede Jim Henson ud af en overskåret bordtennisbold.
En af mine yndlingsmupper, pianisten Rowlf, her i udgaven fra "The Muppet Show" anno 1976. På udstillingen forbløffes man over, hvor store dukkerne er i virkeligheden – men de skal selvfølgelig også have en hel menneskearm oppe i måsen.
"Fragglerne" fylder desværre ikke meget på Jim Henson-udstillingen i New York. Dog lærte jeg, at de gæve fragglevæsener nær var kommet til at hedde "The Woozles", og at "Fraggle Rock" var den første amerikanske tv-serie, der blev vist bag jerntæppet i Sovjetunionen. Ganske passende for et børneprogram, der havde til hensigt at promovere global forståelse og kommunikation på tværs af forskelle. Her ses Gobo med trubaduren Cantor.
Jæs! The Snouths – også kendt som juhu-pigerne bag ham her:
Mahna Mahna! :-D
OPDATERING 26.01.2012: Spillefilmen "The Muppets" får ikke dansk biografpremiere 23. februar, men udkommer på Region 1 Blu-ray 20. marts. Først den 4. juni 2012 får danskerne lov til at købe filmen på Blu-ray/dvd. Det er en skandale, Disney!!!
Forleden ringede telefonen på Bries kontor. Den venlige stemme tilhørte såmænd tilrettelæggeren af DR2's program "TV!TV!TV!", der var i gang med researche et indslag om julekalenderserier til den næste "TV!TV!TV!"-udsendelse.
Og fordi hun havde googlet sig frem til, at jeg skulle være en af Danmarks få eksperter i tv-julekalendere – hvilket jeg i al beskedenhed hævder på Blog-O-Ramas side om mig selv – ville hun gerne stille mig en masse spørgsmål om denne unikke danske fiktionsgenre.
Ud over at det var hyggeligt at kunne agere julekalenderkilde for en journalistkollega, mindede seancen mig også om, at vi allerede i dag skriver 1. december, og at det dermed atter er tv-julekalendertid.
Årgangens nye elever er TV 2's familiekalender "Ludvig og Julemanden", skrevet af Philip LaZebnik, og DR2's voksenkalender "Hjælp ... det er jul" med Thomas Bo Larsen og Mette Horn som parret Niels og Helle (fra "Hjælp, min kone er skidesur"). DR Ramasjang har desuden importeret den svenske "Hotel Krølle på halen" (Hotell Gyllene Knorren) fra 2011 og givet serien dansk tale.
Ellers står den på genbrug, når DR1 spiser de yngre seere af med den tredje reprise af "Nissebanden i Grønland" (1989), ligesom TV 2 for gud ved hvilken gang tærsker langhalm på De Nattergales "The Julekalender" (1991) hver aften indtil den 24. december.
I denne ånd genoptrykker jeg her den baggrundsartikel om voksenjulekalendere, som første gang stod at læse i Berlingske Tidendes juletillæg i 2004. I min artikel fortæller tv-nobiliteter som Mikael Bertelsen og Mads Brügger om satiriske julekalendere for voksne – en TV 2-specialitet, som siden er blevet annekteret med succes af både DR og vore nabolande.
Bevis nr. 1: De norske og finske genindspilninger af "The Julekalender" fra hhv. 1994 og 1997!
"The Julekalender" på dansk, norsk og finsk
ARTIKEL: De voksnes julekalender Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004
Hvad står øverst på lille Puttes ønskeseddel? Hvis du gætter på en pony eller fred i verden, så prøv igen. Det rigtige svar er et par silikonebryster.
Onkel Stewart fra stenbroen stiller sig gerne tilfreds med mindre. Så længe pakkekalenderen lokker med en daglig alkoholprocent på 7,2, har han det godt.
Velbekomme, og velkommen til de voksnes julekalender, hvor sneen enten er gul eller sort – aldrig hvid. Her vendes højtiden på vrangen, vrides op og hænges til tørre som modgift til gaveræset og glansbilledernes forløjede eventyridyl. Opskriften er 100% dansk, og seertallene taler deres eget frostklare sprog: En julekalender for voksne slår sjældent fejl.
Gran i håret
- Alle i vores generation har fulgt ”Børnenes Julekalender” på DR, dengang vi var små. Det var et fast ritual op igennem december, og jeg tror, at glæden ved den barndomsoplevelse stadig sidder i vores underbevidsthed, filosoferer DR2’s programchef Mikael Bertelsen. Han fortsætter:
- Derfor er det sjovt tænkt at lægge den kendte struktur fra julekalenderserierne ned over et udpræget voksent univers.
På Kvægtorvet sidder Bo Damgaard ved sit skrivebord, og TV 2’s programchef virker behørigt stolt over den populære nyskabelse, som voksenjulekalenderen har vist sig at være.
- Genren ligger et sted mellem satiren, tv-dramaet og den danske folkekomedie. Specielt satiren er svær at få til at fungere på de landsdækkende kanaler nu til dags, fordi den sjældent rammer særlig bredt. Men i december måned er seerne generelt meget modtagelige. De får lyst til at tage papnæser på og putte gran i håret, og derfor kan vi slippe af sted med at lave seriel dramatik, som ellers ville falde igennem på andre tidspunkter af året, forklarer Bo Damgaard.
Satirens tradition Gunhild Agger holder så meget af fjernsynets årlige julespas, at hun har forenet kalenderlågernes åbning med sit daglige virke som lektor på Aalborg Universitet.
- Man kan sige, at voksenkalenderen tilbyder et frirum, hvor man kan tage afstand til hele decemberhysteriet og grine lidt ad det, mener Gunhild Agger, som i øjeblikket venter spændt på en bog om dansk tv-dramatik, hvortil hun selv har skrevet et afsnit om voksenkalendere. Hun ser Onkel Stewart og alle hans slægtninge som det seneste led i genoplivningen af den gamle julesatire. En tradition, som kan spores helt tilbage til Ludvig Holbergs tid.
- Holbergs ”Julestuen” fra 1724 er lidt i samme ånd, fortæller Gunhild Agger. Hun tilføjer, at Johan Ludvig Heibergs parodiske ”Julespøg og nytårsløjer” fandt vej til landets fjernsynsstuer så tidligt som 1963. DR forsøgte sig senere med otte afsnit af ”Julekalender for voksne” i 1978, men det blev TV 2, der efter monopolbruddet videreudviklede formatet og skabte en frisk, levedygtig genre.
Og som Gunhild Agger siger: - Hvis man skal bedømme ud fra originalitetskriterier, så er voksenjulekalenderen TV 2’s største bidrag til dansk tv-dramatik.
En lovende start
Da DR søsatte storsatsningen ”Nissebanden i Grønland” som årets familiejulekalender i 1989, var klejnekassen ved at være tom. De næste fem år bød kun på hengemte krummer fra DR’s tidligere julesucceser. Dermed stod døren vidt åben for den nye landsdækkende konkurrent, TV 2, som gik i luften i 1988 og hurtigt formåede at lægge sin decemberkane i overhalingssporet.
Fra starten fik TV 2 den kvikke idé at dele julekalenderen op i to selvstændige programmer. Et for børn og et for voksne. Så undgik man at skulle tilfredsstille alle målgrupper på samme tid. Det viste sig snart, at det alligevel var lykkedes for Odense-stationen at ramme bredt med de voksnes kalendere: Om aftenen var børnepublikummet lige så stort som om eftermiddagen. Det er bår’ dejli’, som Oluf Sand senere så mindeværdigt formulerede det.
TV 2 lovede ”overrumplende satire og dybt deprimerende crazy-komik” i foromtalen, og så var tonen ligesom slået an for deres første voksne julekalender. Stress og sære frustrationer fik frit løb i ”Jul i den gamle trædemølle” (1990), hvor Poul Glargaards spritnisse dryssede højtidsstemning og hyggefims ud over ægteparret Flemming og Berits dagligstue.
Jamen, Be-rit!
Seriens humor lagde sig tæt op ad revytraditionen, og det kværulerende ægtepar var da også startet som et sketchindslag i stationens fredagsflagskib, ”Eleva2ren”. Her fik de succes som den enlige juleflue i et ellers satireløst tv-landskab, og det fik Hans Morten Rubin fra Nordisk Film til at spørge TV 2’s redaktør Mogens Kløvedal: Hvad vil der mon ske, hvis Flemming og Berit (Peter Schrøder og Søs Egelind) bliver sluppet løs i en julekalender?
Svaret fik vi året efter, hvor eksperimentet blev modtaget som en kærkommen fornyelse: ”En julekalender, som er dejlig gal, men ikke helt tosset”, skrev denne avis [Berlingske] blandt andet. De tætte bånd mellem Søs Egelind, Peter Schrøder og forfatteren Carl-Erik Sørensen betød et klart plus for ”Trædemøllen”, og værdien i at benytte allerede sammentømrede hold er siden blevet udnyttet maksimalt i TV 2’s voksenkalendere. Tænk blot på ”Juletestamentet” (1995), hvor de københavnske teaterdarlings fra Dr. Dante stod foran og bag kameraet. Eller komikerduoen John & Aage, der i 1997 var skyld i politiserie-parodien ”GUFOL-Mysteriet”. Dén vender vi tilbage til.
Også ”Andersens Julehemmelighed” (1993) var en kvik ”jule-kriminal-lystspil-komedie”, hvor de fem teatersportsfyre fra ”Så hatten passer” udfyldte samtlige roller – deriblandt de kvindelige. Med seertal, der flere gange rundede de gyldne to millioner, blev det et af stationens største julehits nogensinde.
It's good to be a nissemand
”Andersens” er stadig et godt bud på en arketypisk TV 2-voksenkalender: Højspændt dramatik, men med tungen i kinden, og umådeligt fjollede roller spillet med dødeligt seriøs mine. Hvem husker ikke Frits – Julemand 39’s assistent, der går undercover som vvs-mand hos familien Andersen og forelsker sig hovedløst i Putte med fletningerne?
Som læseren måske fornemmer, er det sjældent den klassiske, letfattelige fortælling, der trækker læsset i de voksne kalendere. Det er snarere personkarakteristikken, en absurd dialog og skæve omstændigheder, som udgør genrens kerne, og alle tre elementer fandt man til overflod i ”Det er bar’ dejli’ – The Julekalender” (1991), hvor De Nattergale knoklede sig igennem dobbeltrollerne som jysk-engelske nisser versus kartoffelavlere. Oluf, Gertrud, Benny … bob-bob-bob. Need we say mere?
Nattergalenes eventyr blev fulgt af en tredjedel af Danmarks tv-husstande, og trioen fulgte succesen op i 2001 med ”CWC/Canal Wild Card”, en lammende udlevering af dansk lokalfjernsyn, når det er værst. Stationsleder Finn Nissens faste udtryk spredte sig i befolkningen som gløder i et tørt grantræ, og også pressen lod sig villigt påvirke til at skrive ”knaldhamrende” og ”skråstreg” i hver anden sætning.
Morskaben kulminerede, da finansminister Thor Pedersen udtalte sig om et ”knaldhamrende godt forlig”. Spidsfindig selvironi eller bevidstløs papegøjeteknik?, spurgte websitet Danske Nyheder. En mere serveringsklar soundbite til 19-Nyhederne er i al fald svær at tænke sig.
Mysteriet om den forsvundne titel
Nissen & Co. fortsatte deres stivnakkede løjer i 2003, men det nye, ”globale” format med showglitter og jingleorkester fik aldrig julometeret op at ringe hos det brede publikum, og ”CWC World” endte som en af genrens få, om end milde skuffelser. Den stolte seertalskurve knækkede for første gang i 1997 med ”GUFOL-Mysteriet”, som ikke desto mindre hives frem af gemmerne i [december 2004]. For at øge mystikken har serien nu skiftet navn til ”Station 7-9-13”. Prøver TV 2 at sløre en glemt fiasko ved at svøbe den i nyt indpakningspapir?
- Det er faktisk den originale titel, bedyrer Bo Damgaard. Han føler, at ”Station 7-9-13” rammer tonen i historien langt mere præcist end den gamle titel, som forfatteren Carl-Erik Sørensen hægtede på projektet i sidste time.
Jul på stenbroen ... igen
Hos DR2 nærer redaktionen samme følelser for deres uægte genresøn, ”Jul på Vesterbro”. Anders Matthesens social(u)realistiske satire smides på fadet igen i [december 2004], sølle elleve måneder efter førstevisningen. Nogle vil måske føle, at DR’s genbrugspolitik malker Andens vældige popularitet en tand for hårdt. Men ikke Mikael Bertelsen, der som programredaktør tager kritikken med vanlig, skælmsk sindsro.
- Juleaften, da det sidste afsnit blev vist, havde vi en seerandel på 30,6 %. DR2 var med andre ord den mest sete tv-station i Danmark i de femten minutter, og det er ikke noget, vi oplever særlig tit, fortæller Mikael Bertelsen. Han afslører også, at det potentielle publikum viste sig at være endnu større.
- Der skete desværre det, at udsendelsen blev forsinket på grund af en eller anden julekoncert med nogle samer, der spillede på horn. Vi endte med at få en masse klager fra folk, som havde sat videoen til at optage og ikke fik andet på båndet end de her finske samer. Det er jo en meget god grund til at sende kalenderen igen.
Er den virkelige forklaring ikke bare et gement spørgsmål om, at DR ville udnytte genudsendelsesrettighederne?
- Jo, men den historie er ikke nær så underholdende, pointerer Mikael Bertelsen.
Ikke flere voksenkalendere
Den i forvejen allestedsnærværende Anders Matthesen spiller elleve roller i ”Jul på Vesterbro”, og så kan genrens fysiske rammer heller ikke strækkes meget længere. At skuespillerne optræder i mange inkarnationer, ofte i samspil med sig selv, er langtfra noget nyt. Vi har set det før i gamle ugerevyer som DR’s ”Uha” og ”Hov-hov”, men Bo Damgaard fra TV 2 erkender, at der ud over traditionsbevidstheden indgår en anden væsentlig faktor i ligningen.
- Det er simpelthen billigere på den måde. Det er meget dyrt at producere både familie- og voksenkalendere, understreger Bo Damgaard, der desværre må skuffe genrens mange fans med en trist nyhed.
Fremover bliver der ikke råd til flere voksenkalendere. Heller ikke selv om TV 2’s julerier i forhold til DR’s familietilbud ofte er endt med at have flere seere for færre penge. Så må man trøste sig med, at deres hidtidige bidrag til genren snildt kan tåle indtil flere gensyn. Og hånden på hjertet: Hvor mange kan i dag gå under en mistelten eller stå bøjet over en foodprocessor uden at føle trangen til at bræge ”Ooooooooluuuuuuf!”?
BONUSARTIKEL: Efterligning er den bedste ros TV 2’s voksenkalenderidé har sat sine spor hos DR, og resten af Skandinavien følger trop Brian Iskov i Berlingske Tidende, 25. november 2004
Siden Gallup introducerede Tv-meter-målingerne i 1992 har kun én af DR’s familiejulekalendere – genudsendelsen af ”Nissebanden i Grønland” – [indtil 2004] været i stand til at true TV 2’s position på området. Så det siger næsten sig selv, at den gamle monopolstation før eller siden ville begive sig ud på voksenkalenderens forjættede is.
Gyngemosens første livtag med en aftenkalender i 24 afsnit hed ”Jule-X-tra” (1995). Her kunne seerne opleve videopostkort fra de danskere, som havde gjort sig uheldigt bemærket i årets løb.
- Vi fik blandt andre Erik Ninn Hansen og Pedal-Ove til at lave hver sit indslag. Der var også en narkopusher fra Ghana med i programmet, fortæller DR’s Mads Brügger, der selv var klædt ud som Jesper Fårekylling og husker "Jule-X-tra" som ”en ret pæn succes”.
DR2’s første forsøg ud i genren, ”Jul i hjemmeværnet” (2001) og ”Jul på Vesterbro” (2003), lignede til forveksling konkurrentens kalendere, blot i endnu mere skrabet udgave. Godt fire millioner kostede ”Vesterbro”, eller som Mikael Bertelsen proklamerede ved premieren: Det samme som 347.826 poser pebernødder til standardpris. Med Anders Matthesen i alle væsentlige roller, og hans sprogblomstrende bolværkskaptajn Stewart Stardust som midtpunkt for seriens respektløse lavbudget-komik, var der dømt kulthit fra starten. ”Jul på Vesterbro” genudsendtes allerede året efter og havde pr. 1. november 2004 solgt 25.000 eksemplarer på dvd.
Effekten af TV 2’s pionérarbejde har desuden spredt sig til Norge, hvor De Nattergale genindspillede ”The Julekalender” ord for ord med en lokal underholdningstrio, Travellin' Strawberries, i 1994. Det norske publikum kvitterede med en tilslutning på 800.000 seere i snit, hvilket gjorde eksportsuccesen til en kendsgerning. Som Oluf Sand siger deroppe: ”Det er berre lekkert”.
I 1997 fulgte "The Joulukalenteri" på finsk MTV3 med Trio Saletti i samtlige roller:
"Yeah, it's hard to be a tonttu" fra "The Joulukalenteri" (1997)
Det endegyldige bevis på, at ”the Xmas calendar from Denmark” er slået an i udlandet, leverede TvNorge i 2001 med den yderst vellykkede reality-parodi ”Nisserne – det endelige opgør”. Både Sveriges Kanal 5 og TvDanmark købte serien året efter, og [julen 2004] forsøger Femman sig på egen hånd med endnu en fingeret doku-soap, ”Julbocken”, hvor den kære Jullemand dater sig igennem 24 smukke singlekvinder for at finde den helt rigtige nissemor. Afsenderne lover masser af ”vulgær-hyggelig højtidsstemning” med blinkende lygter og kunstig sne i sprøjten. Voksent lyder det unægtelig.
… tør jeg ikke garantere, at du finder på Bries Blog-O-Rama. Til gengæld lover jeg dig:
Masser af interviews med kendte filmfolk. Udvalgte biograf- og dvd-anmeldelser. Og en række af de sjoveste, særeste eller bare mest spændende oplevelser, jeg har haft som kulturjournalist i dette årtusinde.
Så flyv med over månen i luftballon. Ræk ud efter stjernerne (hej Brad!) i mine festivalwebcasts fra Cannes og Venedig.
